Moving Day?

[Adrian Russo]

"Aarh det tror jeg nu ikke du kunne, men hvis det får dig til at sove bedre om natten.." Han smilede overbærende til Harper. Han var virkelig dybt overbevist om at han var den stærkeste magiker af de to.
Som Kaya snakkede igen rettede Adrian blikket mod hende, han kunne allerede nu mærke hvor meget Harpers søster gik ham på nerverne. Hun var da nok noget af det mest irriterende han længe var stødt på. Den lidt for flabede attitude gav ham lyst til at klappe hende en, men heldigvis havde han da selvkontrol lige på det område. "Du ved ingenting om hvad der har været forgået og der er ingen chance for at jeg vil stå og forsvare mig overfor en håbløs teenager!" Rasede han efter Kaya.
Han vendte dig mod Harper igen, "hun skal væk herfra inden jeg kvæler hende." Annoncerede han ligeglad med at Harper lige havde sammenlignet ham med en 5 årig.

Han faldt dog en smule ned som Kaya forlod rummet skønt han havde lyst til at kaste en eller anden hæslig forbandelse efter hende som hun vendte ryggen til. Han svarede ikke på Harpers ord omkring Hope. Selvfølgelig elskede han hende. Højere end noget andet! Han ville bare ikke snakke for højt om det da han jo ikke brød sig om at være for blød. Alligevel kunne han ikke helt ryste smilet af sine læber.
Han skulede lidt mod hende ved hendes flabede kommentar. "Man kan virkelig godt mærke I er søstre." Kommenterede han med en let hovedrysten, men fulgte så efter hende ind i stuen.

[Deleted]

Harper kiggede i mod Kaya med et hårdt blik: "Gå i bad!" snærrede hun, det var jo også et dis til hende. Nej det var ikke super smart at ligge og hygge sig med en auror når man var dødsgardist, men det var jo heller ikke ligefrem planlagt. Hun havde jo ikke anet han var auror første gang at de var sammen, og det var desværre bare sådan at Harper havde følt sig enormt knyttet til ham med tiden.
"Men hvis du mener at du er så god min skat, så kan du jo teste det i en duel" sagde hun og lagde arrogant armene over kors, helt sikker på at hun kunne slå ham anyday, også uden at bruge nogen forbudte besværgelser.

"Du må mene at vi er lige lækre" sagde hun blot. Hun elskede når Adrian var sammen med Hope, også selvom hun nogengange havde mareridt om natten over at barnet måske slet ikke var hans, det ville slå hende ihjel hvis hun en dag opdagede at han ikke var den biologiske far.
Som de kom ind i stuen, satte Harper sig roligt ned i sofaen, og gjorde tegn til om Adrian ville have Hope over til hende: "Måske vi skal tage hendes trussel seriøs Adrian, hun kender folk... Og min tvillinge søster er stadig langt oppe i røven på Judas" sagde hun helt bramfri, hun ønskede bare ikke at Hope eller Adrian kom til skade, det ville slå hende ihjel.

[Adrian Russo]

Adrian så efter Kaya som hun forsvandt ud i badet. Først da vendte han blikket mod Harper. "Sikke en stjerne" mumlede han med en stemme der dryppede af ironi. Hun var da non en af de mest irriterende mennesker han længe havde mødt, og ja de havde da sikkert også noget at gøre med at hun havde disset ham.
Hab var god til sir job, det var hab slet ikke i tvivl om og ingen skulle prøve at fortælle ham noget andet. Han fugtede læberne med tungespidsen og så på Harper med et afmålt blik. "Jeg ved ikke rigtigt...jeg vil jo helst ikke ydmyge dig" sagde han fuldt overbevist om at det rent faktisk var det der ville komme til at ske, han så hende på ingen måde som en trussel. Måske fordi at han nu havde reddet hendes røv et par gange og derfor automatisk gik ud fra at hun var et lille lam der ikke kunne passe på sig selv.

Han smilede til hende og nikkede så, ja det var de uden tvivl. Hans to lækre piger. Som han satte sig i sofaen ved siden af Harper gav han kort den lille pige et kys på panden inden han rakte hende tilbage til hendes mor.
Han vidste ikke om det var indbildningen, men han syntes selv at hun lignede ham en smule. Ergo måtte hun jo være hans. Det var i hvert fald hvad han fortalte sig selv.
Harpers bekymring fik ham til at sende hende et lidt arrogant blik, han kunne altså sagtens passe på sin familie! Han sukkede lidt, men besluttede sig for at lade hende snakke ud siden det nu bekymrede hende så meget. "Harper de finder os ikke her, hvordan skulle de vide hvor vi er? Vi er in the middle of no-where i en mugglerby" dette her måtte da være det sidste sted de ville lede.

[Deleted]

"Nåh modsat mig, som er sådan en lille uskyldig sommerfugl?" gav Harper igen lige så ironisk, hun vidste godt at Kaya kunne være svær at danse med, det var nok en fælles ting for familien det der temprement, men det burde Adrian da kunne genkende, nu var Harper jo ikke altid blød som smør, og hvis hun endeligt var så var det kun for ham og Hope.
"Ydmyge mig? Åh min skat, du taler til en dødsgardist" sagde hun i et lille provokerende smil, hun var da ikke sikker på at hun kunne slå ham, men hun havde da kæmpet i mod værre, så hun var bestemt ikke bange for at tage kampen op: "Men altså hvis du ikke tør" sagde hun provokerende og trak på skuldrende.

Harper tog i mod Hope, der lige nu bare sad og kiggede rundt med de store grønne øjne, åh hvor Harper dog inderligt håbede at de grønne øjne tilhørte Adrian og ikke Judas, men desværre var det stadig uvidst.
"Men vil du virkeligt tage chancen Adrian? Jeg vil bare ikke have at Hope skal igennem alt det samme lort som vi har været de sidste år" sagde hun roligt, hun skulle ikke opvokse og være utryg ved de ting der skete omkring hende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya stod i badet, og gav sig virkelig god tid, for lige at køle lidt ned igen. Adrian havde virkelig pisset hende af, som om hun ville være der, hvis det ikke var alvorligt, havde det ikke været nødvendigt, så havde hun været hjemme hos Elliott og passet sin skole som hun egentlig burde gøre.

Hun slukkede vandet, og trådet så ud af badet, hvorefter hun svang et håndklæde om håret og et omkring sig, så gik så ud af døren og ind i stuen.
Hun havde aldrig været nogen blufærdig kvinde, "Hvor skal jeg gøre af min taske?" spurgte hun og så automatisk på Harper.

[Adrian Russo]

Et nyt flabet smil fandt vej til hans læber, "Ja..en sommerfugl..lige den sammenligning jeg ville have brugt." Hans stemme var dybt ironisk, og hans blik sagde at det nok var det sidste han ville sammenligne hende med. Måske en lille tigermis ville være mere på sin plads. Tanken fik et lidt fjoget smil frem skønt han forsøgte at skjule det.
"Eks-dødsgardist," rettede han hende. Det var godt nok en af de emner de ikke snakkede om så tit fordi deres holdning omkring det måske var lidt langt fra hinanden. Adrian brød sig bestemt ikke om mugglere, men det betød ikke at han gik ud og slog dem allesammen ihjel eller nagede ønske om det. Det var lidt ligesom kvinder og edderkopper, så længe de ikke kom for tæt på kunne han godt ignorerer dem.

Hendes følgende ord fik ham til at le. "Ikke tør? Hvad skulle jeg dog være bange for?" Spurgte han blot, stadigvæk helt overbevist om at han ville vinde den dyst til hver en tid. Hun var jo en kvinde, og han havde altså taget uddannelse i at forsvare sig mod hendes slags så naturligvis ville han da vinde.
Han gjorde da heller intet forsøg på at skjule sin utilfredshed over hendes mistillid til ham. "Hvor i alverden havde du da tænkt dig at vi skulle flygte hen?" Spurgte han så og slog let ud med hånden. "Se dig omkring Harper, vi har boet i en eller anden lille mugglerflække i snart et år, vi er ikke engang i strobritannien! Hvis de kan finde os her, så ved jeg ærlig talt ikke hvor vi skal gemme os henne." Dette var sandheden. Hvor ellers kunne de være i sikkerhed.
Som Kaya kom ud af badet så han mod hende med et misbilliget blik. Han kunne da slet ikke overskue at have hende boende og han var fristet til at svare noget i stil ala 'ude i haven,' men valgte i stedet at tie og lade Harper tage sig af det.

[Deleted]

"Ja ikke?" sagde Harper flabet igen, hun elskede Adrian, mest fordi at han kunne give hende igen og hun følte hele tiden at deres forhold var spændende, hun kedede sig aldrig ihvertfald og det håbede hun da bestemt heller ikke at han gjorde: "Eks?" sagde Harper i et lille grin og rystede på hovedet: "Jeg er eks dødsgardist den dag jeg får lov til at gå frit ude på gaden uden frygt for at blive slået ned, jeg er ikke eks noget som helst" sagde hun blot.
Harper ville ønske at hun var tidligere dødsgardist, men så længe hun var medlem af klubben, så længe blev de ved med at løbe både fra Judas og fra dødsgarden, og Harper ville egentligt bare gerne ud af den klub.

"At blive banket af en tøs?" sagde Harper og kiggede i mod Adrian, han var vel ikke ligefrem bange for at tabe? "Så du siger til mig at du er villig til at tage den risiko?" spurgte hun, tydeligt forarget, hvad med Hope? Hun kunne jo ikke forsvare sig.
Som Kaya kom ud, smilede Harper til hende. "Bare sæt den herinde i stuen, jeg tænker du kan crashe på sofaen" sagde hun i et smil: "Vil du prøve at holde hende?" spurgte Harper og hentydede jo naturligvis til Hope som hun sad med i armene.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya skævede kort mod Adrian, hun kunne allerede nu mærke, at de to nok ikke ligefrem ville blive BFF's, men hun skulle nok prøve at styre sig for Harpers skyld, i håb om, at hun ville gøre det samme hvis hun en dag skulle møde Elliott.
Hun stillede tasken fra sig på gulvet i stuen, og begyndte så at finde noget tøj frem, så måtte de andre jo bare kigge den anden vej, hvis de ikke kunne tåle, at hun smed håndklædet for at få tøj på. Harper var hendes søster, og Adrian var hendes kæreste, og kendte hun Harper godt nok, så havde han i hvert fald set én kvindekrop før.

Som hun fik lukket sine bukser og Harpers spørgsmål lød, vendte hun blikket direkte i mod Hope. "Nej," svarede hun, og lagde armene over kors. Det gjorde rigeligt ondt, at vide hun aldrig selv ville kunne få børn, hun havde slet ikke behov for at holde et barn.
Hun vendte blikket over mod hunden som den igen begyndte at knurre af hende, "Fido, dæk," sagde hun i en halvhård stemme og knipsede med fingrene og pegede så mod gulvet, mens hun kort lod sine øjne skifte fra den naturlige brune til den ravgule, men hurtigt tilbage til den brune igen, i håb om, at hverken Harper eller Adrian ville lægge mærke til det, da hun holdt øjenkontakten med hunden.

[Adrian Russo]

Han rystede let på hovedet af hende og lænede sig så frem for at placerer et kys mod hendes kind. "Helt sikkert," svarede han blot igen uden nogen videre overbevisning i stemmen. Han rystede en smule på hovedet af hende, igen overbærende. "Du blev da eks den dag du besluttede dig for at forlade garden." Slog han fast, for det var fastsat i hans hoved, hun skulle jo ikke tilbage til dem, det var vel lidt som at forlade en syndsyg sekt eller noget i den stil.
"Harper skat, vi ved begge godt at jeg er langt dygtigere end dig til besværgelser og den slags." Slog han fast som var det videnskabeligt bevist. Han kunne umuligt tabe til hende og det var han da ikke bange for at bevise, det eneste han frygtede var at hun ville komme til skade i processen.
Han mærkede igen så småt irritationen stige, han havde virkelig aldrig været en tålmodig mand. "Hold nu op, det er ikke fordi at jeg gambler med vores liv, jeg siger bare at jeg ikke ved hvor vi ellers skulle tage hen," forsvarede han sig. Der lå jo meget mere i det end som så, for hvor pokker skulle de da flygte henad?

Som Kaya kom ind i stuen mærkede Adrian hvordan humøret atter dykkede. Han orkede da ikke at have hende boende også! Som om det ikke var nok at han skulle bruge sin formue på alt dette her, nu skulle han også til at forsørge Harpers flabede lillesøster? Da hun så oven i købet strippede ud af håndklædet for øjnene af ham gled hans mund op i overraskelse. Det kunne hun ikke mene seriøst! Der var børn til stede.
Paralyseret af hendes handling gik der et par lange sekunder før han rettede blikket den anden vej og han modstod trangen til at dække Hopes øjne.
Det gjorde da heller ikke situationen spor bedre da Harper så oveni købet tilbød sin halvnøgne søster at holde Hope. "Nej!" Udbrød han i samme sekund som Kaya og kiggede så kort tilbage på hende inden hans blik igen hvilede på Harper. Han stolede ikke på at Kaya ikke ville ødelægge hans perfekte lille datter.
Adrian morede sig i stilhed over at Boomer tilsyneladende heller ikke var særlig vild med sin nye roommate. Dens dybe knurren forsatte selvom han luskede væk og ind i det andet rum af årsager Adrian ikke kendte til.

[Deleted]

"Jeg ville ønske jeg var eks, lad os bare stoppe ved det" sagde hun i en rolig og smilede til ham: "Adrian, hold op med at være så matcho, skal vi tage en duel eller hvad?" spurgt ehun blot og kiggede undrende i mod ham, hun var ikke nervøs for om han ville banke hende.
Harper vidste at hun var god til magi, godt nok var hun ikke verdens mester i forhold til mange fra dødsgarden men hun havde da både slået folk ihjel og havde også kæmpet i mod auror som Adrian før, generelt var det største problem for Adrian nok hans endeløse ego.

"Okay slap af Adrian, har du ikke set en nøgen tøs før eller hvad?" snærrede Harper og forventede jo naturligvis ikke at Adrian stod og gloede på hendes lillesøster på den måde.
"Okay... Jamen det virker om om i begge to er ret enige i at Kaya IKKE skal holde Hope, så træk vejret begge to" sagde hun og kiggede ned i mod Hope som hun kyssede på panden, hun hadede at de to skulle være sådan på kant af hinanden: "JEG syntes det er hyggeligt du er kommet, Kaya" sagde Harper i en rolig stemme og dog for at hentyde til Adrian at han skulle slappe lidt af. Harper kiggede som Boomer gik ind i rummet, det måtte være Adrian's dårlige karma der smittede hunden.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya rynkede lidt på panden, ved Harpers ord, før hun vendte blikket mod Adrian. Gloede han på hende eller hvad? Respektløst overfor Harper alligevel. Kaya var sådan set ligeglad, hun var ikke flov over sin krop, overhovedet. Hun hadede aret som sad ved hendes buksekant, men kun på grund af det som det mindede hende om.
Resten af hendes krop havde da også rifter og ar hist og her, efter hver fuldmåne, når ulven ikke kunne få fat i noget bytte gik det som regel ud over Kaya selv. Hun mumlede irriteret et eller andet meget lavt, hun prøvede trods alt, var opføre sig nogenlunde pænt, for Harpers skyld altså.

Hun trak en strop bluse ned over hovedet, og vendte så blikket surt i mod Adrian da han sagde nej i munden på hende, for det var selvfølgelig ikke omvendt. Han skulle fandme ikke bestemme om hun skulle holde sin lille niece. "Hun er sød, Harper, men nej, jeg skal ikke holde nogen som helst børn," sagde hun og vendte blikket mod sin egen mave, som hun lod en hånd glide hen over den, uden rigtigt at tænke over det.
Et lidt mere roligt smil meldte sig på hendes læber, "Jeg er også glad for du ville se mig," svarede hun, og mærkede en indre triumf over hunden gik, den skulle bare vide hvem af dem der var alfaen her.

[Adrian Russo]

Adrian kunne ikke lide klangen det havde når Harper snakkede om sig selv om Dødsgardist, men hun havde nok lidt ret i at den diskussion ikke skulle tages foran Hope og Kaya. Han gik da ikke ud fra at hun havde tænkt sig at falde tilbage i de gamle vaner, de havde trods alt en datter at tage hensyn til nu.
Blikked vandrede lidt op og ned af hende som forsøgte han at vuderer hvor stor skade han ville ende med at gøre på hendes smækre krop hvis han gik med til det. Dog kunne hans stolthed ikke helt bære tanken om at hun fejlagtigt troede hun var bedre end ham. Derfor så han på hende med et fast blik. "Tja hvis du selv mener du kan holde til det," svarede han med et ligegyldigt skuldertræk.

At Kaya valgte at stå og strippe foran dem var - set med Adrians øjne - højest upassende. Han kiggede mod Harper med et rasende blik, hun troede vel for alvor ikke at han stod og studerede hendes lillesøster? "Jo jeg har, men derfor betyder det ikke at det der var et syn jeg så frem til." Surmulede han lid og vendte så opmærksomheden tilbage mod Hope. Han skulle lige til at nævne noget med at det nok var det eneste fornuftige han havde hørt Kaya sige på hele besøget, men blev enig med sig selv om at det nok ikke ville falde i god jord så han valgte at tie.
"Sig mig hvornår aftalte I dette møde? Ved I overhovedet hvad vidnesbeskyttelse betyder?" Sukkede han og så opgivende fra den ene søster til den anden.

[Deleted]

Det gjorde da en smule ondt på Harper at hende søster og manden hun elskede ikke rigtigt kunne finde ud af det sammen, men det kunne jo være de bare lige skulle lære hinanden at kende og desuden så var Harper og Adrian jo heller ikke altid bedste venner, de var nogengange meget firkantede og hårde ved hinanden.
"Jamen det gør jeg, hvor skal vi gøre det?" spurgte hun i en kritisk stemme og lagde armene over kors som hun stirrede på Adrian med et hårdt blik: "Hvis DU altså tør... Nu har jeg advaret" sagde hun og blinkede så en smule flabet til ham.

"Oh... Altså du bliver her bare så længe du vil Kaya, bare ignorer Adrian" sagde hun og kiggede kærligt i mod Adrian: "Ja? Det betyder at du skal beskytte mig, hvilket du ikke VIL fordi at du mener at Judas er så dum han ikke vil lede her?" sagde hun undrende.
Det var ikke fordi at hun var direkte sur på ham over det, hun kunne bare ikke forstå hvorfor han tog så let på det, især ikke nu hvor dte havde Hope som på ingen måde kunne forsvarer sig selv. De havde jo et ansvar overfor hende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Altså nu har jeg en kæreste derhjemme, så det kan godt være han genre vil have mig hjem, på et eller andet tidspunkt, men tak," sagde hun i et roligt smil til Harper. delen om at ignorer Adrian ville nok blive en udfordring, nu var Kaya ikke lige frem kendt for, at vende den anden kind til, hvis nogen sagde noget.
Kaya trak lidt på skulderne ved Adrians spørgsmål, "Et par dage siden ish? Dacoda var ved os i forgår, og der skrev jeg til dig, ik?" spurgte hun, det var i hvert fald sådan hun huskede det. Meget kunne man sige om Kaya, men hun prøvede da, at være nogenlunde sød ved Adrian, men det var dælme svært, når han selv lagde op til, at få igen.

"Vidnebeskyttelse?" spurgte hun og så overrasket på Adrian, før hun vendte blikket mod Harper, "Er du i vidnebeskyttelse? Hvad damn har du lavet?" spurgte hun og ikke surt på nogen som helst måde, Kayas sprog var bare ikke altid lige pænt.
Hun lagde armene over kors, og så lidt fra den ene til den anden. På den ene side, ville hun gerne hjælpe Harper og well, ja da også Adrian hvis han virkelig betød så meget for Harper.. Men hun havde det også virkelig skidt med, at Elliott var alene derhjemme, efter Dacodas lille visit, stolede hun ikke på, at hun ikke kunne finde på det igen. "Hvornår har du sidst hørt fra Dacoda?" spurgte hun, nok også for at tjekke, hvad Dacoda kunne have fortalt Harper om Kaya selv, hele hendes stofmisbrug, turen i Azkaban osv.

[Adrian Russo]

Adrian himlede lidt med øjnenem hvad gjorde pludselig Harper så sikker på at hun kunne klare ham i en duel. Han bar auror for pokker! Trænet til at klare folk som hende. Eller..det lød lidt hårdt, men det var jo sandt. På den anden side var Adrian både stolt og stædig og nu hvor magtkampen var sat i gang, kunne han (som altid) ikke lade den gå. "Selvfølgelig tør jeg det," forsikrede han i en lidt irriteret tone.
Det gik ham på nerverne at hun var så sikker. "Men vi kan da bare gøre det nu hvis du er så sikker i din sag," nu var det ham der smilede flabet til hende. Han vidste godt at det var et dumt tidspunkt, men de kunne jo lige så godt få det overstået.

Han gryntede lidt utilfreds da Harper så sagde at Kaya bare kunne blive så længe hun ville, han skulle også lige til at beklage sig, men lagde bånd på sig selv for Harpes skyld. Det glædede ham dog inderligt at Kaya så selv sagde at hun have en kæreste at skulle hjem til -en glæde han havde lidt svære ved at skjule. Han blandede sig ikke I deres søskende snak, først da Harper igen snakkede om at flytte. "Fint så flytter vi!!" Svarede han vredt, det var jo ikke fordi han ikke ville, men hvor pokker skulle de tage hen? De var så langt væk fra alt her at det næsten ville være umuligt at gemme sig mere afvejen medmindre de flyttede i en iglo mig på Inelandsisen.
"Så hvor forslår I to genier at vi flytter hen? En junglehytte i Amazonas? Jeg har også altid godt kunne tænke mig at gå med lændeklæde!" Bed han irriteret.