Moving Day?

[Adrian Russo]

Adrian mumlede lidt irriteret for sig selv som han slæbte de tunge poser op af den tilgroede flisebelagte sti der førte op til hoveddøren. Han hadede hadede HADEDE at leve som muggler! Der var så mange ting man helt selv skulle lave.
Han kunne ikke bare lave et eller andet magisk så han enten transfererede sig tilbage eller fik poserne til at svæve, for af en eller anden årsag var der altid en nabo i nærheden og alle snakkede åbenbart med alle i denne lille landsbyflække.

Derudover var huset småt og pladsen trang, og hvorfor var det ham der skulle handle? Han savende at have folk til at gøre tingene for sig! Han fandt nøglerne frem fra lommen og låste sig ind i huset og skulle til at råbe et eller andet med at han var hjemme, som han stillede poserne fra sig på gulvet og klappede Boomer der logrene kom ham i møde.
Dog gik det hurtigt op for ham at der kom stemmer fra køkkenet hvilket undrede ham, mest fordi han ikke kunne forstille sig Harper have inviteret en muggler på te og småkager. Han hankede atter op i poserne og sluttede sig til selskabet. "Eh hej?" Hilste han og rettede et spørgende blik mod Harper.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya kunne ikke undgå at hæve det ene øjenbryn af Harpers ord, "Hvem er du? Og hvad har du gjort ved min søster?" spurgte hun, dog med en drillende undertone. Selvom hun nok aldrig ville indrømme det, så kunne hun nok ikke undgå, at misunde Harper en smule. Ikke fordi, Kaya havde det jo helt i gennem fantastisk med Elliott, hun elskede ham og ville gå i gennem ild og vand for ham. Han var helt perfekt for hende, hun håbede bare, at hun også var helt perfekt for ham.

Hun viftede en smule afvisende med den ene hånd, "Det ligemeget," svarede hun køligt. Hun hadede at snakket om, at hun ikke kunne få børn, det havde jo også taget virkelig lang tid for hende, at fortælle Elliott det. Det var nok nærmere bare noget hun gerne ville holde for sig selv.
Hun rystede lidt på hovedet, "Judas ved du er her i mugglernes verden Harper, det er ikke sikkert" svarede hun, men tav da hun hørte døren gå op, "Hej," svarede hun blot uden yderligere at præcenter sig, da hun fik øje på hunden, ikke helt sikker på, hvordan den ville reagere på Kayas tilstedeværelse som varulv, selvom det jo ikke var fuldmåne lige nu.

[Deleted]

Harper kom med et lille grin: "Det hedder udvikling Kaya, du burde prøve det" sagde hun i et smil, hun havde udviklet sig meget og dte vidste hun godt selvom hun måske ikke ville indrømme det, dog var Harper også utroligt bange for at Adrian før eller siden ville finde ud af alle de forfærdelige ting hun havde gjort i fortiden, for selvom han jo godt vidste at hun var dødsgardist, så var Harper ikke helt sikker på om han sådan virkeligt forstod at de ting hun havde gjort var virkeligt grimme ting, og som var virkeligt livsændrende for nogen, og det var svært for hende at gå hver dag med en der faktisk ikke vidste hvilken morder han havde fået en datter sammen med.

"Jeg kan ikke blive ved med at flygte" sagde hun forsigtigt og kiggede i mod døren som Adrian kom ind, hun smilede blot og kiggede så i mod Kaya: "Ja ehm, Kaya det er Adrian, Adrian det er min lillesøster Kaya" sagde hun og gik over til Adrian for at placerer et kys på hans læber, hun elskede ham stadig, og var stadig meget facineret af ham, selvom de havde været sammen længe.
"Kaya mener at Judas er på sporet" sagde Harper dæmpet som hun mærkede hendes hjerte næsten gik i stå ved ordene.

[Adrian Russo]

Adrian var snot forvirret over at der var gæster i det lille hus, de havde da aldrig haft gæster før? Han nikkede blot mod pigen og lod Boomer gå som Harper kom hen for at kysse ham. Han kyssede hende kort tilbage, men så så ned på hende med et lidt forarget blik. "Din søster? Harper du ved da godt vi ikke må røbe stedet her!" Hviskede han lidt for højt. Men nu havde Adrian heller aldrig været særlig god til at være diskret.
Ikke at han havde noget imod at møde hendes familie...eller jo den ide var han egentlig ikke helt vild med ved nærmere eftertanke, men altså det var jo ikke det der var pointen.

Hans opmærksomhed blev revet væk fra Harper som Boomer ud af ingenting gav sig til at gø højt og knurre af den unge kvinde. Adrian kiggede overrasket på schæferen og skyndte sig hen for at tage fat i ham. "Det må du undskylde han plejer ikke at skabe sig sådan," undskyldte han. Boomer havde aldrig kunne lide fremmede, men at opfører sig på denne måde var da noget nyt. Faktisk var det som om at den bare blev mere vred over Adrian prøvede at trække den væk.
Med møje og besvær fik Adrian genet hunden ind i stuen og lukket døren. Han så tilbage på de to kvinder. "Umuligt!" Afslog han med en fast mine, havde de været udsat ville ministeriet vel have kontaktet dem ville de ikke?

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya viftede en smule afvisende med den ene hånd "Narj, det lyder kedeligt," svarede hun morende. Hun følte da selv hun havde modet sig efter alt hvad hun havde været i gennem, men på rigtigt mange punkter, så var Kaya bare Kaya, og der var nok ingen som kunne ændre hende.
Hun vendte blikket mod Adrian, da han hviskede højlydt til Harper. "Altså jeg er ikke døv, just saying," sagde hun og lagde armene over kors. Ikke helt tilfreds med mandens udtale.

Det gav et sæt i hende, da hunden gav sig til at gø og knurre af hende. I nogle lange sekunder stirrede hun bare på hunden. Hun havde altid været virkelig glad for dyr, men den glæde var bare ikke gengældt efter hun var blevet bidt af varulv. "Det fint nok.." svarede hun, uden at fortælle nogen af dem, at hun var varulv og det nok var derfor, at hunden reagerede sådan.
Hun vidste jo godt hvordan mange havde det med varulve, og hun ønskede ikke at miste sin søster på grund af det, eller blive smidt ud af Adrian. "Tror du jeg ville komme hele vejen til Canada for, at stikke min egen søster en løgn? Judas ved I er her i mugglerverden, finder han eller en anden fra mafiaen, slår de Harper ihjel," forklarede hun på ny og kiggede efter hunden.

[Deleted]

Harper vidste godt det overhovedet ikke lignede hende at forelske sig på den måde, men Adrian var bare så fantastisk og unik, han var virkeligt en mand der kunne holde hende i ørene på den gode måde, uden at bruge vold eller tale ned til hende - og hvis han talte ned til hende så turde hun altid svare ham igen.
"Slap af Adrian, hun ved hvad hun taler om" forsikrede Harper, nogengange var det da en fordel at Kaya var en møgunge der havde det med at ses med de forkerte mennesker, og Harper var glad for at hun var kommet, for hun ville for alt i verden beskytte Adrian og Hope.

"Rolig nu, begge to... Ingen bliver slået ihjel" sagde Harper bestemt og mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå, det her var virkeligt et dårligt tidspunkt og selvom hun sagde de skulle være rolige, så var hun selv ved at gå i panik.
"Jeg henter lige Hope" endte hun og mærkede pludseligt en trang til at have pigen i syne. Harper gik ind og kiggede i mod den lille pige der lå og pludrede med en pind, Harper var ikke så god til det med rangler og muggler ting, en pind kunne vel gøre det samme! Harper tog hende op, hun var ved at være et år gammel og kunne næsten selv gå, men faldt oftest og Harper var derfor mest tryg ved at bære hende. Som pigen var placeret i hendes arme og sad op af hendes side, gik hun tilbage i køkkenet og kiggede i mod Kaya og Adrian, afventende på resten af samtalen.

[Adrian Russo]

Adrian tak næsten omgånende da det gik op for ham at han måske ikke havde været så diskret som han selv havde troet. Det skete faktisk ret ofte for ham, måske han bare måtte indse at han ikke var så god til at være diskret.
Tanken blev skubbet ud af hovedet og han kiggede fra Harper til Kaya med et lidt undskyldende blik. "Undskyld, men hvordan har du fundet os?" Spurgte han, det var vel ret relevant? For kunne en teenager finde vej til dem kunne Judas måske også. Adrian hadede den mand! Også selvom han ikke kendte ham, men han prøvede at skade hans familie og det kunne Adrian ikke accepterer!

Selvom han aldrig havde troet dagen skulle komme havde Hope virkelig fundet frem til en mere følsom side af sig selv, han ikke engang vidste at han havde. Han var næsten altid glad omkring hende og elskede at bruge tid med hende. Helst ikke når Harper kiggede, men han havde en fornemmelse af at hun allerede vidste det.
"Det ved jeg da ikke?" Svarede han Kaya og så tilbage på Harper med et lidt for selvsikkert udtryk, "Nej naturligvis kommer ingen til skade eller bliver slået ihjel, jeg har total styr på det!" Han så virkelig sig selv som "den store beskytter" dog var han stadigvæk en kende bekymret.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun sendte Harper et lidt taknemligt smil, for hendes opbakning, selvom det ikke lige frem var nogen positiv ting, at Kaya havde styr på lige de ting.
Hun vendte blikket tilbage på Adrian, da han stillede hende et spørgsmål, "Jeg havde besøg af Dacoda, så jeg kontaktede Harper," svarede hun, hun var ikke lige frem tryg ved at være så tæt på en auror, eftersom hun havde siddet i Azkaban. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå yderligere i detaljer, for uanset hvad, så var Dacoda jo også hendes søster, og Kaya ønskede ikke at se Dacoda i Azkaban.

Hun himlede let med øjnene. Det var jo gø og gokke altså. "Styr på det? Er du helt væk eller hvad? Judas har sendt damning hele mafiaen ud efter Harper for at slå hende ihjel, og dig vil han ha levende" sagde hun fustreret, det kunne godt være hun var en hel del yngre end dem, men hun havde mere eller mindre været i mafiaen, dengang med Alex, Dacoda var i mafiaen, og Kaya vidste jo hvordan det foregik. Også selvom hun aldrig havde mødt Judas, så havde hun da set, hvordan Dacoda nogen gange så ud efter et møde med ham.
Hun vendte blikket mod den lille pige, da Harper kom tilbage med hende. Hun vidste dog ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til hende, så hun valgte bare ikke at sige noget, men rettede blikket i mod stuen, hvor hun kunne høre hunden stå og knurrer på den anden side af døren. Hun vidste godt, at hun var nødt til, at vise den hvem alfaen af de to var. Hun ønskede jo ikke at den skulle ende med at angribe hende mens hun sov eller sådan noget.

[Deleted]

Harper kunne godt mærke hun havde en smule dårlig samvittighed over at have sendt Kaya denne vej: "Hun kontaktede mig via. ugle Adrian, jeg syntes det var vigtigt hun kom for at advare... Jeg vil ikke have at Judas får fat i Hope" sagde hun roligt og kiggede ned på den lille pige med de lyse grønne øjne der bestemt fortalte at hun var Adrian's datter.
"Dødsgarden vil dræbe mig, og Judas vil dræbe mig... Det kan jeg godt leve med, de skal bare ikke skade Adrian og Hope" sagde hun og kiggede i mod Kaya. Harper havde aldrig været den følsomme type, men efter hun havde fået en familie, havde hun fået noget udover Kaya at beskytte.

"Hold nu op Adrian, jeg er dødsgardist jeg tror nok også jeg kan et trick eller to" sagde hun roligt, og smilede ned i mod Hope der rakte armene ud efter sin far, hvilket fik Harper til at gå hen til ham, for at se om han ville tage i mod hende.
Harper anede jo ikke hvad han ville gøre når der var fremmede i nærheden. Hope rakte dog hurtigt ud efter hans trøje og tog fat omkring den, hun var jo efterhånden ved at være noget af en tumling.

[Adrian Russo]

Adrian sendte et lynende blik mod Kaya da ved hendes ord. Som om at han ikke kunne beskytte sin familie?! Pff naturligvis kunne han da det! "Jeg kan skam godt finde ud af at passe på min familie." Kommenterede han tørt. Han havde da reddet Harper dengang hun var dum nok til at gå tilbage til dødsgarden hvilket næsten havde kostet hende livet. -Og ja den handling var han faktisk ret stolt over, også på trods af at det ikke havde været en enemands-bedrift.
Han rettede blikket tilbage mod Harper som hun kom ud i køkkenet med lille Hope i armene. Et lille smil gled over hans læber skønt han prøvede at skjule det lidt. Han brød sig ikke om at vise sin bløde side og slet ikke overfor folk han ikke kendte.

Harpers ord kom faktisk bag på ham, han kunne ikke mindes hvornår Harper sidste havde sagt noget i den stil, han sendte hende et alvorligt blik. "Ingen bliver dræbt eller skadet," understregede han roligt. Måske det var hans store ego og høje tanker om sig selv der gjorde at han ikke kunne lade være med at sende hende et lidt bedrevidende blik. "Ja ja, altså naturligvis kan du da forsvare dig, jeg siger bare at jeg jo har noget mere erfaring med at beskytte os mod den slags ik?" Det var tydeligt at han ikke helt stolede på hendes evner, men for pokker hun havde jo været gennembanket hver gang han havde hentet hende et sted fra.
Første gang, havde hun fået tæsk af kæresten, så var der dengang hvor han fik hende i vidnesbeskyttelse og senere hen da han var ude og hente hende fra dødsgarden hvor hun havde været mere død end levende. 
Han blev trukket ud af sine tanker da Hope greb fat i hans skjorte og helt automatisk greb han ud efter den lille pige og for et ganske kort sekund som han fik datteren i sine arme glemte han lidt at de ikke var alene. Det var den effekt hun sommetider kunne have på ham. Han smilede ned til hende og tog sig selv i at skulle til at give hende et pruttekys, bare fordi det altid fik hende til at grine. 

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya kunne mærke hun blev mere og mere hidsig, selvom hun prøvede at holde sit temperament nede, mest for ikke at komme til at afslører de gule øjne som ofte kom i takt med temperamentet steg i hende. "Jeg tror ikke Judas kender til Hope, det ville Dacoda have sagt," sagde hun og kiggede mod den lille pige. Stakkels pige, at blive født ind i alt dette her.
"Havde du kunne passe på din familie, så stod jeg nok ikke her vel?" snerrede hun af Adrian og himlede med øjnene. "Jeg ved ikke hvad de vil med dig, men de vil ha dig levende," sagde hun og kiggede på Adrian. Han måtte jo vide et eller andet, som mafiaen havde brug for også at vide, det var i hvert fald Kayas bedste bud.

Hun himlede atter med øjnene, "Okay, mens I måler pikkemænd, så kunne jeg altså virkelig godt bruge et bad," sagde hun og samlede sin taske op fra gulvet, "Badeværelset?" spurgte hun, og så afventende fra den ene til den anden. Hun vidste godt at Harper var en dygtigt heks, og efter Adrians uddannelse at dømme, så måtte han jo også være dygtigt. Men hun vidste samtidig også godt, hun vel var dygtigt, selvfølgelig langt fra på samme level som de to andre, men nu var de jo også nogle år ældre end hende.

[Deleted]

Harper kunne ikke andet end rulle øjne da Adrian begyndte at spille med musklerne og hun følte sig ærligt en smule provokeret: "Så det du siger er at du er bedre end mig til magi?" spurgte hun og rynkede på panden: "Du er godt klar over hvem der har oplært mig ikke?" spurgte hun kritisk, ja desværre båd ei sengen og med en tryllestav men den første del havde hende og Adrian heldigvis aldrig talt så meget om.
"Desuden kender jeg Judas og hans svage punkter..." sagde Harper, også selvom hun måske ikke lige kunne huske præcist om han havde nogne svage punkter, den mand var jo en maskine.

"Ned af gangen og til højre, der er håndklæder derude" sagde Harper i en rolig tone og kiggede på Adrian som gav Hope et pruttekys hvilket fik pigen til at bryde ud i høj latter, og det fik også Harper til at smile, hendes grin var bare den bedste lyd i hele verden.
"Sig mig er du helt blød i knæende?" spurgte hun drillende i mod Adrian, udelukkende fordi hun godt vidste at han hadede når man kommenterede på det, men det var sundt at blive mobbet engang imellem, ihvertfald når det var ham.

[Adrian Russo]

Adrian kiggede rasende tilbage på Kaya. Man kunne fandme godt mærke at de to kvinder var søstre! "Havde jeg ikke kunne passe på min familie havde ingen af os stået her!" Vrissede han tilbage. Han mente da i hvert fald nok at han var en at de mere afgørende faktorer for at de var i live.
Blikket blev rettet mod Harper og han sukkede lidt overbærende. "Nej skat, jeg ved da godt at du er en dygtigt heks, jeg siger bare at jeg har en smule mere erfaring." Jo det var præcis det han mente, han prøvede bare at forsøde det lidt ved at kalde hende skat, hvilket han ellers nok aldrig havde gjort før. "Og hvor sagde du at du havde disse informationer fra?" Spurgte han mistroisk ind.

Lynhurtigt vendte blikket tilbage mod Kaya "et bad?" Han stirrede fra den ene kvinde til den anden, hvad fanden gik det nu ud på? "Sig mig hvor længe har du planer om at blive?" spurgte han skeptisk og kunne mærke irritationen stige, han skulle fandme ikke være babysitter for en eller anden forkælet teenageunge!
Hope var dog altid god til at få ham til at glemme hvor dumme alle andre var, han elskede virkelig sin datter højere end han nogensinde havde troet man kunne elske nogen, ikke at han ville indrømme det hvis han blev spurgt, derfor blev han også ekstra befippet da Harper så kommenterede på det. "Nej jeg gør da ej." Argumenterede han fladt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya hævede kort det ene øjenbryn af Adrians ord. Hun kunne allerede mærke, at de to ikke ligefrem ville blive perlevenner. "Havde du kunne passe på nogen som helst, så havde du holdt dig til, at være damning professionel, og slet ikke indgået et forhold med min søster, eller bollet hende tyk," svarede hun spydigt, og knyttede den frie hånd, som ikke holdt om taskens hank. Hun kunne mærke hun blev mere og mere hidsig, og hun snart skulle væk fra dem, hvis ikke hendes øjne skulle ende med at afsløre hende.
Hun slog ud med armene på ægte flabet teenager maner, "Det er dig som er auroren, det kan du jo regne ud, O du almægtige troldmand," sagde hun og himlede med øjnene. damn hvor var han dog bare irriterende, hvad pokker så Harper dog i den opblæste nar? Som om hun ville afsløre Dacoda til en auror. Godt nok var Dacoda ikke ligefrem ynglingssøsteren, men hun var stadig hendes søster, og noget godt måtte der jo være i hende. Dybt nede, godt gemt af vejen for omverdenen.

"Tak," svarede hun Harper, og tog et par skridt mod døren, men stoppede bredt op, da Adrian snakkede til hende igen. "Til I har fattet det ikke er sikkert her," svarede hun køligt, og forsatte så mod badeværelset, hvor hun som, aldrig, ikke låste døren efter sig. Det kunne godt være, det snart var ved at være over et halvt år siden hun var komme ud af Azkaban, men hun låste stadig aldrig en dør efter sig, og hun vidste heller ikke om hun nogensinde, ville komme til at gøre det igen.

//BBL

[Deleted]

Harper elskede virkeligt Adrian, men nogengange var han så høj i hatten at hun havde lyst til at slå ham: "Hop nu lide ned fra din pind Adrian, jeg tror nu nok jeg kunne hamle op med dig i en duel" sagde hun blot og rullede med øjnene, han måtte simpelthen holde op med at være sådan et barn.
"I to... Hold op... Kaya gå i bad, Adrian, hold op med at opfører dig som en femårig!" sagde hun blot og prøvede ikke at hæve stemmen for meget nu hvor han stod med Hope i armene, Harper var stadig taknemmelig for at hun havde beholdt den lille pige.

"Lad nu være Adrian... Jeg havde slået op med dig for længe siden, hvis du ikke havde elsket Hope som du gjorde" drillede hun og aede den lille pige over ryggen et par gange som Adrian stod med hende.
"Lad os gå ind i stuen... Hvis du da er færdig med at brokke dig?" spurgte hun og skævede i mod Adrian, nogengange måtte han virkeligt lære at komme sig over sig selv, der var så meget at gå op i, og deres sikkerhed var da en af de aller vigigste, så at han kunne virke så ligeglad, overgik hendes forstand.