Moving Day?

[Deleted]

Adrian Russo - Kaya Elisabeth Hansen

---

Hvor var tiden dog blevet af? Hope var over et halvt år gammel og var begyndt at kravle rundt på gulvet. Harper havde ikke talt mere med Adrian omkring at bort adopterer hende for hun vidste inderst inde godt at han ikke kunne finde på det, og selvom han måske kunne, så ville hun aldrig nogensinde give ham lov til. Hope var blevet en kæmpe stor del af hendes liv og hun elskede hende virkeligt, hun kunne slet ikke forestille sig et liv uden hende, ligesom at hun ikke kunne forestille sig et liv uden Adrian, dog savnede hun den magiske verden helt utroligt meget.

Harper sad lige nu inde i den lille stue, muggler hyggen var virkeligt hyggeligt og hun havde da næsten fået vendet sig til de mange dimser og dutter, dog var det ingen hemmelighed at Harper snart gerne ville hjem. Hvor længe kunne Judas blive ved med at være en trussel? Kunne ministeriet ikke bare arbejde lidt hurtigere.
Hope var netop faldet i søvn, og Harper sad og stirrede en smule ud i luften, mest fordi hun ikke helt vidste hvad hun skulle bruge tidne på, hun brugte meget tid på at kede sig, hygge med Hope og knalde med Adrian. Der var ikke helt så meget at lave.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde langt om længe modtaget en ugle fra Harper, med en adresse. Canada? Virkelig? Kunne hun have været taget længere væk? Hun havde kun kort sagt til Elliott, at hun ville tage afsted, dog havde hun ikke fortalt ham hvor til, jo mindre han vidste jo bedre. Dacoda havde allerede kastet en mørk forbandelse på ham, og det ville Kaya ikke lade ske igen.
Det havde nu heller ikke været nemt at sige farvel til ham, men hun havde intet valg, hun turde ikke fortælle Harper noget over en ugle, det ville være for farligt, især nu hvor mafiaen var på sporet af hende.

Hun havde taget susenetværket til en kro i en lille magiske by i USA, Kaya havde jo boet der som barn, så gaderne i den magiske by huskede hun da. Hun gik ned af en sidegade, og drejede om endnu et hjørne, hen til en mur, som hun skubbede en mursten væk fra murren, og præcis som Harper havde fortalt, så lå der en transitnøgle der.
Hun kiggede sig en gang over skulderne, hun ville lyve hvis hun sagde hun ikke var, bare en smule paranoid. Hun stolede på Harper, det var slet ikke det, nej det var mere om Dacoda havde fået nogen til at følge efter sig, hun var bekymret for. Men da der ikke var nogen at se, tog hun chancen og greb fat om transitnøglen.
På få sekunder forsvandt hun, og dukkede op i et køkken i et hus. "Harper?" kaldte hun, og lagde transitnøglen fra sig. "Hallo? Er der nogen?" spurgte hun, og trak sin stav, bare lige for en sikkerheds skyld.

[Deleted]

Harper savnede rigtigt mange ting ved den magiske verden, men mest af alt så savnede hun nok bare at være omkring mennesker hun kendte og nær ting hun kendte. Hun hadede at være blandt mugglere, ikke nok med at hun var opdraget til at hade dem, så hadede hun også det faktum at hun ikke kunne finde ud af noget som helst, hun anede jo ingenting om alle de dimser.
Lige nu va rhun bare glad for at Hope sov tungt, den lille pige var da heldigvis begyndt at sove igennem så hende og Adrian ikke blev drevet helt til vanvid. Heldigvis gik deres forhold ret godt lige for tidne, og det var da en ting hun havde savnet, at de havde det godt sammen.

Som Harper pludseligt hørte en stemme kalde i huset, rejste hun sig roligt op og trak sin stav, hun var altid på vagt og bange for at det måske var Judas der havde fundet hende: "Hvem der??" sagde Harper i en fast stemme og gik ud i køkkenet med sin stav der pegede fremad.
Som hun fik øje på Kaya blev hun dog hurtigt en smule mere rolig og hun sænkede dne med det samme: "Wauw! Kaya! Er det bare dig..." sagde hun overrasket og gik med det samme hen for at kramme sin søster: "Hvor er det skønt du kom" sagde Harper i et stort smil.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya himlede let med øjnene, Harpers stemme var ikke til at tage fejl af, "Jeg kommer med fred" svarede hun og grinte ved synet af Harper, som nok var lige så paranoid som Kaya selv, da hun åbenbart også havde trukket sin stav frem.
Hun lagde sin stav væk igen, hun ville jo tydeligvis ikke få brug for den. Hun var jo ikke bange for Harper, selvom hun godt vidste Harpers fortid nok var mindst lige så sort som Kayas egen.

"I egen høje person" grinte hun og gengældte krammet, hvor havde hun dog savnet sin søster. Det kunne godt være, at Noah flere gange havde advaret Kaya mod Harper, men ikke en eneste gang havde hun givet Kaya grund til, at frygte hende, så hvorfor skulle hun? "Jaah, det siger du nu.. Jeg har dårligt nyt Harper" sagde hun og slap hende igen, med et lidt mere alvorlig mine.
"Du har ikke hørt fra Dacoda vel?" spurgte hun bekymret, hun vidste ikke helt, hvor tætte Harper og Dacoda var, men der måtte jo være en grund til at Dacoda var gået i gennem Kaya for at advare Harper, og Kaya kunne jo lige så godt komme direkte til sagen.

[Deleted]

Harper var nervøs for at Judas ville finde dem, mest fordi at hun virkeligt var beskyttende overfor Hope og naturligvis også Adrian. Ingen var de to havde jo bedt om at være i denne verden og ingen af dem havde ønsket at blive en del af hendes problemer, men Harper var mere end glad for at hun havde fundet Adrian, selvom de havde op og nedture så var han mere end hun nogensinde kunne drømme om.
Harper slap krammet og nikkede i mod stuen: "Lad os gå ind, så kan jeg også bedre høre hvis Hope vågner" sagde hun roligt, Kaya havde jo ikke engang mødt sin lille niece endnu.

"Dacoda? Wauw... nej ikke siden... Ja siden før jeg mødte Adrian" sagde hun, det var vel to, tre år siden? Tiden var ihvertfald gået helt utroligt hurtigt og Harper savnede da et normalt liv hvor hun var fri, men hun ville ikke bytte dette her væk fra noget.
"Hvad sker der?" spurgte Harper og mærkede smilet falme som hun satte sig ned i sofaen, de havde gået et halvt år uden stress og jagt, og Harper vidste efterhånden godt at det snart måtte være for godt til at være sandt. Harper ville bare gerne leve et normalt liv, for første gang nogensinde, var det faktisk bare det hun drømte om.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya nikkede roligt, men rynkede så lidt på panden, "Hope? Har du gæster?" spurgte hun, uviden om, at Harper i det hele taget havde været gravid, hun havde jo ikke set hende siden hun havde tabt Sam og hendes barn. Hun havde jo brugt et år i Azkaban, og det sidste år på Hogwarts, ville hun bare ønske hun kunne slette fuldstændigt, men hvad der ikke dræbte hende, gjorde hende vel stærkere.
Hun havde godt nok savnet sin søster, det var der slet ingen tvivl om. Hun fulgte med ind i stuen, og stillede sin taske fra sig på gulvet, før hun gik hen til sofaen og satte sig, og lod blikket glide lidt rundt, "Waow, jeg havde godt nok aldrig troet, du ville slå dig ned i et mugglerhjem" sagde hun i et roligt grin.

"Well.. Elliott og jeg havde besøg af hende" sagde hun og himlede let med øjnene, bare tanken om, hvad Dacoda havde gjort, fik vreden til at vokse i Kaya på nu. Det var nogen gange slet ikke til, at forstå at Harper og Dacoda var tvillinger. Jo okay, det var det måske på rigtigt mange punkter, men Harper stolede Kaya i det mindste på.
Hun sukkede lidt, "Judas ved du er i mugglernes verden Harper, og han ved du er sammen med hans bror" sagde hun og vendte blikket mod hende, at Judas ønskede Harper død var nok intet nyt for hende, så det undlod hun at sige noget om. Der var sket så meget på den tid de ikke havde snakket sammen, og for pokker hvor Kaya savnede deres søstre snakke.

[Deleted]

Harper rømmede sig kort som hun spurgte til Hope, arh ja... Den del havde hun ikke lige fået delt med sin familie. Et øjeblik overvejede hun at lyve og sige det bare var en hun kendte, men Kaya ville jo nok finde ud af det før eller siden og Harper blev enig med sig selv om at det nok var bedst hvis hun sagde det.
"Ehm Hope er... Min og Adrian's datter" sagde hun roligt. Kaya vidste jo ikke engang at hun var kærester med Adrian, kun at hun var i beskyttelse naturligvis, men ja tingene havde bare taget lidt hinanden og når sandheden skulle frem så elskede Harper ham jo virkeligt.

"Nej heller ikke mig" smilede Harper kort som Kaya snakkede om mugglerhjem, hun var jo fuldblod og havde altid evet som en rigti fuldblod, så hun havde aldrig helt tænkt over alle de ting.
"Hans... Er Judas og Adrian brødre? Det... Det anede jeg ikke" sagde hun og mærkede et stik i hjertet, hvorfor havde Adrian ikke fortalte hende det? Det var da en meget vigtig information og alverdens paniske tanker kom pludseligt til hende, hvorfor havde Adrian holdt det hemmeligt? Det måtte hun vel gerne vide? Hun ville jo ike holdes for nar og havd nu hvis... Nej hun ville slet ikke tænke tanken.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya gjorde store øjne ved Harpers forklaring. "Okay, jeg aner ikke hvem Adrian er, men.. Har du fået en datter?" spurgte hun tydeligt overrasket over nyheden. Havde Harper virkelig født? Det kom virkelig som et chok for Kaya, hun vidste slet ikke hvad hun skulle svare.
Hun vidste godt Harper var i vidnebeskyttelse, men at det var af Adrian vidste hun ikke. Faktisk følte hun ikke, at der var ret meget hun vidste. Det var alt for mange ting som hun ikke vidste, hvilket hun virkelig ikke brød sig om. Der var mange ting hun var ligeglad med, men Harper var ikke en af dem.

Hun grinte let, "Er du faldet til her?" spurgte hun nysgerrig, og begyndte at åbne nogle skabe for at finde et glas så hun kunne få et glas vand, hun havde det skam helt fint med at få i Harpers skabe, Harper ville jo gøre det samme hjemme hos Kaya, det var hun slet ikke i tvivl om.
Hun trak lidt på skulderne, og tog så en tår af glasset med vand. "Jeg ved stadig ikke hvem Adrian er, men hvis vi tør stole på Dacoda, så ved Judas at du er her i mugglerne verden og at du er sammen med hans bror," sagde hun, i en lidt mere alvorlig tone. Hun vendte blikket i mod Harper, "Han ønsker dig død Harper, han har sendt hele mafiaen ud efter dig, vi er nødt til, at finde et mere sikkert sted til dig.. og din datter" sagde hun, og håbede virkelig at Harper ville forstå alvoren, men Harper var jo ikke dum, så mon ikke hun ville?

[Deleted]

Harper var en smule pinlig berørt over at hun ikke havde sagt tingene bedre til Kaya end hun havde, men der havde jo været så meget og hun havde været stresset over alle de ting der var foregået: "Ehm ja.. Altså Adrian var den auror der skulle beskytte mig, og ja... Tingene blev lidt intense" sagde hun roligt, faktisk mødte hun jo Adrian før at hun vidste han var auror, men Kaya behøvede jo ikke den lange udgave af historien lige nu.
"Ja det er jeg... Det er undelrigt at tingene er gået sådan. For et år siden var det hele så intenst, og nu er jeg mor og alt muligt" sadge hun, hun havde aldrig nogensinde troet at hun skulle få børn, men hun var glad for det.

"Det her er et sikkert sted Kaya, det skal det bare være" sagde hun i en rolig stemme, hun kunne ikke sætte Hope's liv i farre og da slet ikke Adrian's: "Jeg elsker dem begge to virkeligt højt og jeg er nødt til at beskytte dem også" sagde hun i en rolig stemme og håbede at Kaya ville forstå.
"Hvordan går det med dig?" spurgte hun i en nysgerrig stemme, det virkede jo som hundrede år siden de havde haft en chance for at tale sammen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya tabte et øjeblik kæben, med blikket stift på Harper, "Har du knaldet din beskytter?" udbrød hun, egentlig burde det vel ikke overraske hende, det var trods alt Harper. Hun kunne dog heller ikke undgå at slippe et kort grin, "For fanden Harper," sagde hun og rystede lidt på hovedet. Hver gang Kaya troede hun virkelig havde damned op i sit liv, så var enten Harper eller Dacoda der altid liiige til, at overgå Kaya. Selvom det ikke burde være nogen rar tanke, så var det, det alligevel lidt.
"Tillykke," sagde hun med et stort smil, "Jeg er sikker på, du klare det godt" sagde hun og tog en tår af glasset med vand i.

Kaya trak roligt på skulderne, "Hør, jeg ved kun hvad Dacoda har fortalt mig, og Judas ved du er i mugglernes verden," gentog hun, hun ville være sikker på, at Harper forstod hvad der foregik. Ligesom hun ikke ville have sat Elliotts liv på spil ved at tage ham med, ligesom ville hun jo passe på Harper, som hun havde gjort så mange gange. Hun rynkede kort på panden, "For at være ærlig Harper, så er jeg ligeglad med dem, det er dig jeg er bekymret for.. Judas har sendt hele mafiaen ud efter dig," sagde hun, hun vidste ikke hvorfor Mafiaen var efter Harper, og det ville hun heller ikke vide, jo mindre hun vidste, jo bedre kunne hun også selv beskytte Elliott.
Hun sukkede tungt, "Ehm, fint," svarede hun, uden at uddybe det yderligere, hun vidste jo hvordan Harper så på muggler og mugglerfødt, så at fortælle hende, at Kaya og Elliott var blevet kærester igen, stod ikke lige øverst på hendes ønskeliste. Heller ikke, at hun havde været på stoffer, været sammen med Alex, tabt et barn, været i Azkaban, været gift og blevet skilt igen, eller noget af alt det andet lort.

[Deleted]

Harper rullede med øjnene: "Som du dog kan sige det" endte hun i et kort smil, ja det havde hun jo sådanset og mere end det så var hu også blevet forelsket i ham og havde fået sig et barn: "Jeg har aldrig haft det sådan før med nogen det er fandeme... Anderledes" sagde hun blot. Harper havde stadig svært ved helt at sætte ord på det.
"Det er jeg nu ikke sikker på, men vi prøver da..." sagde hun i et kort grin. Hun elskede Hope af hele sit hjerte, men det var jo ikke helt det samme som at man rent faktisk var en god mor.

"Det er fint du har det sådan Kaya, men jeg er ikke ligeglad med hverken Adrian eller Hope og jeg ville hoppe ud foran dem til hver en tid hvis det kom dertil" sagde Harper ærligt og mærkede sit hjerte slå et slag over ved sin sætning, sådan havde hun jo aldrig helt haft det til nogen før.
"Fint? Hvad skal det betyde?" spurgte Harper en smule undrende og rynked epå panden, Kaya plejede da ikke være bleg for bare at fortælle en helt masse og bare tale om hvordan tingene stod til, så naturligvis blev hun nysgerrig.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Sorry, men for fanden Harper" sagde hun, dog med et smil på læberne. Nu hvor de overraskende ord lige havde lagt sig, så var det jo faktisk slet ikke så overraksende alligevel, det var trods alt Harper. Hun så lidt på Harper, med rynken på panden, "Er du... Forelsket i ham?" spurgte hun undrende, hun havde aldrig oplevet Harper sådan.
Hun viftede lidt med hånden, "Piiif, det er en baby, hvor svært kan være?" grinte hun roligt. Kaya vidste ikke om hun nogensinde ville have børn. Mest fordi hun nok ville være den mest uansvarlige mor i hele verdens historie. Dog var hun ikke i tvivl om, at Elliott ville blive en fantastisk far.

Hun sukkede let, "Der er sket en del, hva?" sagde hun, egentlig ikke ment som spørgsmål, nok nærmere en konstatering. Hun havde aldrig hørt Harper snakke sådan om nogen som helst før, selv ikke om Kaya selv, men hun var selvfølgelig glad på Harpers vegne at hun havde fundet en som hun var glad for.
"Ehm.. at det går fint?" svarede hun, og lagde armene over kors. Hun havde aldrig været nogen særlig åben pige, men så længe det ikke var følelser hun skulle snakke om, så plejede hun, at være ret snaksagelig. "Der er som sagt sket en del.." mumlede hun.

[Deleted]

Harper havde ikke ligefrem regnet med at dette her var samtalen hun skulle have med Kaya næste gang de skulle se hinanden: "Altså nej ikke mere... Men jeg tror da vi elsker hinanden" sagde hun roligt, hun var jo ikek forelsket i ham længere, de havde jo kendt hinanden et par år efterhånden, og det var jo ikke fordi de sagde til hinanden at de elskede hinanden, men det var vel bare noget de vidste?
"Åh bare vent Kaya.. bare vent" sagde Harper i et grin, en baby var noget af en opgave og det var Harper ret så sikker på at Kaya nok skulle finde ud af før eller siden.

"Du har måske ikke nogen du ville tage en kugle for eller hvad?" spurgte Harper med en hård attitude, der tydeligt viste at hende og Kaya var søskende, de havde mange ens trækninger lige på det punkt, og de havd enok begge to en tendens til at sige tingene hårdere end de var ment.
"Hvor længe bliver du?" spurgte hun roligt, og smilede diskret til Kaya, hun var jo faktisk ret så glad for at se hende, hun var en virkeligt fantastisk pige og Harper håbede at der ikke ville gå flere år før de så hinanden igen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya så lidt på Harper, hun havde aldrig hørt Harper sige hun elskede nogen som helst, end ikke til Kaya. Ikke fordi, Kaya vidste jo godt at Harper elskede hende, og Harper vidste forhåbentligt også godt, at Kaya elskede Harper, men det var bare ikke noget de sagde til hinanden. "Orrh," sagde Kaya med fingre flettet sammen og hænderne ført op til sin ene kind, med hovedet en smule til den ene side, "Og her gik jeg i den tro om, at du slet ikke var i stand til at elske" drillede hun og lod sine hænder falde.
"Vent på hvad? Harper jeg kan ikke få børn, der er ikke noget at vente på" svarede han og slog blikket mod gulvet, og kørte sin ene hånd i gennem det lange blonde hår.

"Pff, ths, måske," svarede hun og bed sig i læben, hun vidste jo godt, hvordan Harper havde det med mugglerfødt, og nu havde Elliott ligesom lige haft Dacoda på nakken, og det sidste hun havde brug for, for slet ikke at snakke om Elliott. Det ville hun slet ikke kunne holde ud.
Hun trak let på skulderne, "Til jeg har fået dig overtalt til, at flytte.. Det er ikke sikkert for dig her Harper" svarede hun og trak let på skulderne med et roligt smil.

[Deleted]

Harper vidste ikke om hun var i stand til at elske som sådan, men hun vidste at hun var meget glad for Adrian og som tiden var gået kunne hun slet ikke forestille sig et liv uden ham: "Jeg havde heller ikke forestillet mig dette her, men det er bare så.. Trygt" sagde hun og kunne nok ikke lige finde et bedre ord for det, det var rart at man ikke skulle tænke på om man nu havde mad i morgen og hvad man skulle i sit liv, hun havde Hope og Adrian, og Harper følte egentligt at de to var alt hun havde brug for, udover sin familie naturligvis, som primært bare bestod af Kaya.

"Oh... Den del tror jeg at jeg har misset" sagde hun blot og var ikke sikker på hvad mere hun skulle sige, hun havde jo ikke fulgt med i Kaya's liv det sidste lange stykke tid.
"Det her er det mest sikre sted jeg overhovedet kan være, Adrian passer på mig og på Hope" sagde hun roligt, og kunne stadig ikke helt forstå at hun var blevet mor, men nu havde det jo heller ikke ligefrem været planlagt, og alligevel var det den bedste beslutning Harper nogensinde havde taget.

Adrian Russo