Hvad er det han ligner?

[Deleted]

Mayson Carver
Trapperne, Hogwarts, Skotland.
Januar, 2055

---

Det var endnu en dag på Hogwarts. Sneen dalende stille ned udenfor og Abbie stoppede et kort øjeblik for at tage et kig på den. Hun syntes at det var meget smuk. Hun sukkede inden at hun vendte sig væk fra vinduet og gik op af den første trappe. Hun havde lige været nede for at spise morgenmad og nu var hun på vej hen mod sit klasseværelse. Hun vidste at hun var i god tid og det var godt fordi hun var altid så uheldig med tiden. Hun havde aldrig vidst hvorfor. Selvom hun var indendørs frøs hun stadigvæk. Hun havde lige været inde i Storsalen hvor der havde været dejligt varmt og nu var hun ude ved trapperne, hvor der ikke var lige så varmt. "Ugh." mumlede hun stille og sukkede. Hvorfor skulle det føles så koldt?
Abbie tog et ekstra stærkt tag i sine bøger inden hun begyndte at bevæge sig hen mod klasselokalet.
Pludselig fik hun øje på noget der lignede en dreng. Hun havde set denne dreng før, men havde aldrig været særlig tæt på ham eller snakket med ham. Sidste gang hun havde set ham var i starten af det sidste semester. Han så meget.. mærkelig ud. Hun havde aldrig set nogen der lignede ham. Hendes øjne fulgte hans bevægelser. Hun var kun en trappe bag ham, så hun tænkte at det måske ville akavet bare at stirre på ham. Hun kiggede væk et øjeblik før hun vendte tilbage til at kigge normalt. Hun skyndte sig at gå hurtigt forbi.
Da hun gik forbi havde hun en fornemmelse. Det var som om at hun rørte ham, dog var hun ikke sikker. Hendes kinder blev en smule lyserøde og hun kiggede kort tilbage på ham inden hun fortsatte.

[Mayson Carver]

Den blå dreng gabte ned i håndfladen og strakte sig en smule. Han var på vej op af trappen mod en af den ovenliggende klasselokaler. Som altid vågnede han aldrig rigtigt op før efter klokken 11, han havde aldrig været en morgenfugl, men det var kun blevet være jo ældre han var blevet. Der var vidst et ord for det, ungdomsløshed. Han fugtede de spidse hvide hjørnetænder og lod de gule trætte øjne glide lidt rundt over en mindre gruppe elever der var på vej i samme retning som ham selv.
Halen hang efter ham og den blå pels var en smule løftet fra kroppen i og med at det var en del køligere her på gangene end det var i storsalen hvor han lige var kommet fra. De nysgerrige blikke der ofte blev rettet mod ham var blevet færre og færre i løbet af det halvandet år han havde gået på skolen. Enkelte elever stirrede stadigvæk, men Mayson bemærkede det ikke så meget længere. På det punkt (som det eneste) kunne man vel sige at han var blevet en smule mere sikker på sig selv. Jo han krøb stadigvæk hvis folk lod til at blive nervøse omkring ham, men i det mindste forsøgte han ikke længere at gå i et med sine omgivelser.

Et nyt gab sneg sig ind på den blå dreng, denne gang nåede han ikke helt at placerer hånden foran munden inden det trådte igennem. Han bemærkede ikke pigens blik der hvilede på ham til at starte med. Han var ikke så observant på det punkt eftersom han var ret vandt til det efterhånden. Alligevel fik noget ham til at kigge sig over skulderen dog uden at kunne se nogen stå ud af mængden.
Han trak let på skuldrene og skulle til at fortsætte sin færden da en pige fra Slytherin passerede ham tæt nok til at strejfe ham. Som ren refleks gav det et mindre gib i ham hvilket fik halen til at lave et lidt større sving der uheldigvis ramte hendes bøger. Han var nok en smule berøringsangst, men det var kun fordi at han bildte sig ind at folk fandt det mærkeligt at røre ved ham som hvis man rørte ved slangeskind hvor man havde en forventning om at det var slimet, men i virkeligheden var ret glat. Maysons hud var dækket under et semi tykt lag af blød blå pels så han igen havde han en ide om at folk måtte finde det mærkelig at røre ved og derfor trak han sig hurtigt hvis han ved et uheld rørte ved nogen, medmindre de selvfølgelig gjorde det frivilligt. Han så til som bøgerne faldt og blev spredt ud over gulvet og mærkede en rødmen snige sig op i kinderne, heldigvis dækket af pelsen. ”Det må du undskylde!” Skyndte han sig at fremstramme som han straks bukkede sig for at hjælpe med at samle det rod op han lige havde formået at frembringe