Say It With Me; A Werepire

[Deleted]

Carmine Rigel og Zain Rigel
Hjemme hos Amelia.
December 2054
Outfit

---

Amelia havde smidt sin taske med diverse tortur redskaber. Problemet var efterhånden bare, at hun snart ikke kunne gøre mere skade på ham, uden at slå ham helt ihjel og han skulle trods alt ikke dø. Endnu. Hun stod med et par kastestjerner i den ene hånd, mens hun kun havde en i den anden hånd. Et lumsk smil bredte sig på hendes læber, som de blå øjne hvilede på Carmine som nu havde været fanget i hendes fangekælder i tre måneder, "Du ved godt, at du ville gøre det så meget nemmere for os begge to, hvis du bare begyndte at snakke, ik?" spurgte hun i en silkeblød stemme og kastede en kastestjerne efter ham, dog sigtede hun bevidst efter at ramme murren ved siden af hans hoved.
Helt ærligt, kunne han ikke bare begynde at åbne munden og fortælle hende, hvad hun gerne ville høre, så hun kunne komme videre i livet og han kunne.. Well, dø og komme tilbage til hvor han hørte til. Et andet sted en jorden. Hun gjorde klar til at kaste næste stjerne, men afventede hans reaktion, selvom hun ikke regnede med at han ville kække, for så havde han vel gjort det for længst. "Men jeg må indrømme, at dine hvalpe gav hurtigere efter og jeg er begyndt at forstå, hvorfor de valgte dig som deres leder. Og dog.." hun kastede endnu en stjerne mod murren, denne gang blot på modsatte side af hans hoved end den forrige. "Jeg mener, helt ærligt, Carmine, se dig selv. Hvad har du efterhånden at tabe? Ikke en eneste af sine såkaldte loyale klubmedlemmere, har gjort noget for at finde dig eller redde dig ud af mine klør," forsatte hun og kastede endnu en stjerne, "Hørte du hvad jeg lige gjorde det? Klør. Oh come on, det var da sjovt, eftersom det er dig med klørerne," tilføjede hun og grinte da hun fandt sig selv virkelig underholdende.

[Carmine Rigel]

Carmine hang i kæderne. Benene var foldet under ham som var han ved at bede en bøn og hovedet hang slapt mod hans bryst. Han bemærkede dårligt smerten fra de næsten sovende arme. Han havde næsten mistet tidsfornemmelsen skønt han forsøgte at bevare bare et nogenlunde overblik over hvor længe ham havde været her. Hvor fanden blev Zain af? Han var mester til at opspore folk så hvorfor havde han ikke fundet ham endnu?!
Den midaldrende mand gad ikke engang gøre et forsøg på at flytte sig som han hørte den hvislende lyd fra kastestjernen inden den satte sig i muren bag ham efter næsten af have snittet hans øre. Han var udsultet for selvom Amelia sørgede for at give ham mad nok til at overleve, så fik han i hvert fald ikke nok til at hold sig selv stærk og kampdygtig. Fornuftigt træk af hende.
Han forsøgte at holde den flabede respons oppe når hun var her så hun ikke skulle tro at hun var ved at knække ham, for som tingene så ud lige nu ville døden næsten være kærkommen. Ikke at han nogensinde ville fortælle hende det. Den tilfredsstillelse skulle hun ikke have! Han var indesmurt i størknet blod fra de utallige torturmetoder hun havde afprøvet på ham og han havde vidst også et par brækkede ribben som healede en del langsommere end normalt grundet hans tilstand.

"Jamen jeg har skam massere at fortælle!" Svarede han og rettede nakken op for at kigge på hende skønt det næsten virkede som en umulig opgave at holde sit eget hoved. "Vil du høre om dengang jeg dræbte din far eller vil du hellere høre om de planer jeg har i vente for dig og hele din ynkelige familie når jeg slipper ud herfra?"
Han ikke så meget som blinkede da den næste kastestjerne fløj forbi ham. "Ja jeg er faktisk lidt skuffet over at høre de allerede havde givet op på nuværende tidspunkt, for jeg kan ikke lade være med at tænke på hvornår du begynder den egentlige tortur?" Det var nok vovet sagt for han holdt ærlig talt snart ikke til mere, men igen stoltheden var for stor til at han ville lade sig kue som en eller anden skødehund!
"De skal nok komme, jeg kan bare ikke helt beslutte mig for om jeg skal slå dig ihjel, eller bide dig - nu hvor vi er inde på orini - eller hvad med at bide dig OG gøre dig til mage af en af de andre. Du ville sikkert kunne blive en glimrene fødemaskine tænk på alle de små "hvalpe" du ville kunne give liv til." Han sendte hende et blodigt smil.

[Deleted]

Amelia var ved at løbe tør for tortur metoder, men hun kunne selvfølgelig altid bare starte forefra, men det var jo ikke ligeså sjovt. Hun hævede lidt det ene øjenbryn, da han sagde han havde massere at fortælle. Var det endelig lykkedes hende at knække ham? Dog blev hendes håb hurtigt ødelagt igen, da han bragte hendes fars død op og spurgte om hun hellere ville høre om hans store planer for hende og hendes familie, "Hvad med, at starte med at fortælle mig, hvordan du helt præcist har tænkt dig at slippe ud? Jeg mener, det er ikke ligefrem fordi du har haft held i sprøjten indtil videre, vel?" spurgte hun i en overbærende stemme og studerede sine negle lidt ligegyldigt.
Et let fnøs lød fra hende, "Og du føler dig virkelig i en position, hvor så dumme spørgsmål ikke vil give bagslag?" spurgte hun køligt og fandt en kniv frem, som hun dyppede i varulvegift, før hun nærmerede sig ham, men holdt sig stadig ude af rækkevide af hans klør. Hun holdt kniven indover ham og betragtede en dråbe løbe ned af knive til den forlod bladet og dryppede ned på ham. Hun vidste det ikke ville slå ham ihjel, men det burde medføre en smerte uden lige.
Amelias ansigt lagde sig i noget meget stramme folder, "Hold venligst dine forskruet drømme for dig selv. Jeg er ikke Sofie, mig kan du ikke hjernevaske, som du gjorde med hende," svarede hun spydigt og så på ham med et giftigt blik. Hvis øjne kunne dræbe var han død for længst, men hun skulle bruge ham i live.

[Carmine Rigel]

Han rettede de vagtsomme øjne mod hende. Irriterende nok havde hun en pointe, han havde da gjort sine forsøg på at komme ud herfra, alle mislykkedes tydeligvis eftersom han stadigvæk sad fastnaglet til væggen som var han hendes forstørrede vagthund. "Det ville da være lidt dumt af mig at afsløre synes du ikke?" Spurgte han en smule overbærende som var hun hans datter der lige havde spurgt om hvad hun fik i julegave. "Jeg vil helst ikke ødelægge overraskelsen." Med andre ord betød dette, "jeg har ikke den fjerneste anelse".
Egentlig var han ikke helt op til at blive tortureret mere i dag, men det var jo ikke lige fordi han kunne sige "heller på muren" eller noget i den stil så han måtte bare se til som hans flabede kommentar satte sine spor på hans hud i form af en brændende fornemmelse da giften ramte ham på kindbenet. Han gav en højtlydt næsten dyrisk lyd fra sig og rev atter i kæderne uden held. "Din kujon!" Hidsede han rasende, hvad med at du slipper mig fri og kæmper som den mand du prøver at være? Der var i hvert fald ikke meget femintimitet over hende.

Nu var det hans tur til at svare med et fnys. "Du har ret, Sofie var badass nok til at slå hele flokken ihjel imens du kun kan finde ud af at fange et par enkelte urutinerede ulve som du ikke engang han få til at sladre under tortur og du kalder dig selv en varulvejæger." Han lo hånligt og glædesløst.
Han var stadigvæk i den tro at Sofie havde været med inde over hele planen med at brænde ulvene inde hvilket i hans hoved var langt være end noget som helst Amelia kunne udsætte ham for.

[Zain Rigel]

Det havde taget Zain noget tid at opsnuse sig hvor Amelia holdt til, dog med hjælp fra Kaya havde det fremskyndt processen ufattelig meget. Han stod nu ude foran huset. Det så næsten forladt ud i mørket, men Zain var ikke i tvivl om at Carmine havde været her. Han kunne tydeligt genkende lugten.
Et smil spredte sig på hans smalle læber. Månestenen var inden for rækkevidde. Med rolige skridt gik han op for at tage fat i hoveddøren. Låst. Oh well, så måtte han jo ty til andre midler.
Med en styrke der var en tiger værdig, fik han vredet dørhåndtaget fri. Smilet voksede som han skubbede døren op. Stilhed. Hans mørke frakke fik ham næsten til at gå i et med mørket i huset. Nu skulle han bare følge færten af sin far. Selvfølgelig ventede 5 af hans mest betroede varulve udenfor, klar til at gå i aktion hvis Amelia skulle vise sig at være en større mundfuld end Zain lige umildbart regnede med. Men ærlig talt så han ikke nogen pelsløse for at være en større udfordring.
Han fulgte færden hen til hvad der lod til at være en kældertrappe. Han kunne se et svagt lys dernedefra og høre stemmer. Hans fars og hvem han gik ud fra måtte være Amelia.
Let som en kat var han nede. Han fandt sin tryllestav frem fra inderlommen og rettede den mod Amelias ryg. "Lammer," vislede han hvorefter han så til som besværgelsen susede frem mod hende.
Han trådte ind i cellen hvor Carmine han og han smilede så til sin far. "Du ligener noget katten har slæbt med ind." Kommenterede han tørt og greb nøglerne til cellen samt nøglerne til kæderne. Han bøjede sig helt frem mod Carmine hvortil han rakte op som skulle han til at slippe den ældre ulv fri, men istedet rakte han ned og tog kæden om halsen af ham for selv at tage den på. "Månesten klæder mig ret godt synes du ikke?" Han smilede lidt flabet. "Nå, men jeg ville gerne blive og sludre, men de lader til at I to har et moment og det vil jeg jo helst ikke ødelægge." Han smilede flabet og rettede sig atter op hvorefter han bukkede sig ned for at tage Amelias tryllestav. Han forlod cellen som han lukkede bag sig. Nøglerne smed han hen af gulvet udenfor cellen, men langt udenfor deres rækkevidde. Han rettede sin egen stav mod væggen bag Carmine, "Bombardio." mumlede han og væggen bag ham flækkede under den mindre eksplosion. "Som jeg ser det har I til næste fuldmåne, altså i morgen aften, til at finde en løsning på jeres lille "problem" her." Sagde han underholdt, "kæderne der kommer i hvert fald ikke til at holde dig tilbage". Han smilede igen, "undskyld Pops, men det er på tide at lade næste generation træde til." Et ondskabsfuldt smil legde på læberne. "Chiao!" Han vinkede over skulderen. Lammeren på Amelia burde snart ophøre med at virke så måtte de jo selv finde ud af at løse deres problem. Han havde fået hvad han kom efter, øjnene skiftede triumerende farve som han så ned på månestenen i sin hånd.

//out

[Deleted]

Amelia hævede ganske let det ene øjenbryn og så på Carmine, med et blik som primært var reserveret til et uopdragen barn, "Selvfølgelig. Jamen jeg vil da glæde mig til, at blive overrasket," svarede hun så sarkastisk at han med sin varulvesnude burde kunne lugter det i hendes stemme, eller måske høre det fra hendes stemmebånd. Hun havde en ret god idé om, at hvis han virkelig kunne komme fri, så var han kommet det for længe siden, så hun følte sig egentlig ikke spor nervøs på det punkt.
Et nærmest djævelsk smil voksede sig vej frem på hendes læber, da Carmines dyriske lyd ramte hendes trommehinder, "Hvor du dog larmer," sagde hun veldigt underholdt, da giften ramte hans kindben. Hun så på ham endnu engang forsøge sig i at komme fri og gik hen for at lægge kniven fra sig igen, uden at flytte blikket fra ham, "Hvad med at du bare begynder, at snakke? Det ville virkelig spare os begge for en hel del," svarede hun tørt.

Hun måtte dog slippe en latter, "Sofie? Slå varulve ihjel? Waow, så hårdt syntes jeg da heller ikke, jeg slog dit hoved i går," sagde hun med et lumsk smil legende på sine røde læber, før hun gik mod ham igen, denne gang med sin tryllestav i hånden. "Du er jo endnu dummere end jeg troede, hvis du virkelig tror at Sofie stod bag noget som helst, da min far angreb hulen. Sofie ville have elsket dig, hvis det havde været noget I bæster var i stand til. Min far var bare klog nok til, at udnytte jeres 'kærlighed', og så ville han trods alt ikke slå jeres lille hvalp ihjel, Zain valgte trods alt ikke selv, at blive født varulv. At han så voksede op og blev en endnu større hovedpine end dig, well, det kan vi vel kun takke dig for," sagde hun hårdt og rettede staven mod ham, klar til at kaste en besvægelse på ham, men nåede ikke længere, før hun pludselig blev ramt af en lammer, så hun stivede på stedet og faldt om, som et bræt der mistede sin støtte. Hun kunne intet gøre. Hun kunne bare se til og høre da Zain pludselig kom til syne. Det her var ikke godt. Sleeet ikke godt. Månesten?! Hvad? Havde Carmine haft den hele tiden? Hun kunne mærke hvordan hun langsomt begyndte at kunne bevæge sine fingre igen, men det var for sent. Hun var låst inde i cellen med Carmine, uden sin stav og uden nogle som helst redskaber til, at slå ham ihjel når han i morgen aften ville blive til en lumsk varulv, nu ude af stand til at kunne styre sig, da alle redskaberne var på modsatte side af celledøren. Og som om det ikke var slemt nok, så skulle Zain da også lige smadre væggen som kæderne sad fast i. Hun gispede, i det lammeren fortog sig helt, men Zain var over alle bjerge nu. Hun rette sig op og så på Carmine, "Yeah, din flok savner dig virkelig huh? Selv din egen søn skred lige fra dig!" sagde hun hårdt, mens hun sundede sig lidt, lige nu skulle hun nok bare være glad for at være i live. Zain havde nemt kunne slå hende ihjel. Det havde faktisk være en oplagt mulighed for ham.

[Carmine Rigel]

Han så op på hende med så meget afsky i blikket som han kunne mestre skønt hun nok ikke kunne være mere ligeglad. Han hadede det kvindemenneske så uhyre meget at han ville give alt for at kunne sætte tænderne i hende. Om ikke andet så bare for god ordens skyld. "Beklager jeg føler mig ikke lige i snaksageligt humør i dag." Svarede han blot og rettede ryggen en smule selvom det fik et jag af smerte til at løbe igennem hans kvæstede krop.
Selvom han altid havde været hundrede procent sikker i sine antagelser omkring hvad der var sket dengang kunne han for første gang mærke et stik af tvivl. Ikke at han på nogen måde lod det komme til udtryk, det kunne jo være et trick for at nedbryde ham. Det var det sikkert! Han skulle da også lige til at komme med svar på tiltale som en bekendt lugt nåede frem til ham, Zain.
Carmine modstod trangen til at le hoverende, han ville trods alt ikke give sin nok eneste redning problemer med at fuldføre missionen.

Ikke så længe efter tanken var tænkt til ende hørte han skridt nærme sig, skridt som stadigvæk ville være umulig for hende at opfange. Blikket blev først rettet mod den nyankomende idet han kastede besværgelsen - igen for at undgå at afsløre ham og dermed ødelægge redningsaktionen. Han måtte huske at belønne Zain for hans gode indsats. "Zain," hilste han i en rolig stemme. Dog opfangede Carmine hurtig at der var et eller andet som ikke helt stemte.
Brynene blev en smule rynket, men selvfølgelig ville han lade tvivlen komme sønnen til gode, desuden kunne han ikke helt bedømme hvad det var der satte ham lidt off, måske nærmest en mavefornemmelse.
Denne fornemmelse blev desværre til virklighed idet Zain snuppede halskæden med månestenen i. De barske realiteter begyndte langsomt at gå op for ham. Dette her var ikke en redningsaktion - det var mytteri. Carmine forsøgte at gribe ud efter Zain, men uden held. "Zain hvis ikke du slipper mig fri vil du komme til at fortryde det!" Rasede han efter ham, men Zain lod ikke til at det interesserede ham synderligt og ærlig talt, hvad skulle han også gøre? Han var fanget og nu havde han også mistet sin månesten.
Zain forsvandt lige så hurtigt som han var dukket op og Carmine følte sig pludselig langt mere magtesløs end han havde følt sig siden dengang med branden. Han sank lidt sammen på gulvet og vidste egentlig ikke hvor længe han havde siddet der, men vågnede først op igen som Amelia snakkede. Han så op på hende. Han rettede sig igen lidt op og trak på ny i den nu eneste kæde der holdt ham fast, den gav sig en smule. "Pas på, jeg er ikke i humør til dine smarte bemærkninger!" advarrede han.

[Deleted]

Det havde skam ikke været noget trick overhovedet, at fortælle Carmine sandheden om Sofie, det havde nok nærmere været et forsøg på, at ramme ham. Godt nok havde Amelia ikke været ret gammel den gang, hun havde været i starten af sine teenage år, men hun havde altid haft en interesse i sin fars arbejde og hun havde været med på almindelig jagt siden hun havde været helt lille, men varulvejagten var hun først blevet godkendt til da hun var gradueret fra Hogwarts, men det havde hun så også lavet lige siden.

Amelia fik rettet sig lidt op og tog sig lidt til hovedet. Hvorfor havde Zain ikke slået hende ihjel? Nød han tanken om, at Carmine nok ville gøre det, på den mest blodige og brutale måde under fuldmånen. Hun blev dog hurtigt revet ud af sine tanker, da hun kunne høre kæderne som holdt Carmine fast gav sig, da han trak i dem. Hun vendte blikket direkte imod ham. Hellige måge, det var ikke godt. Hun rejste sig op ved, at støtte sig op af trammerne. Hun vidste godt, at hun var færdig, hvis han slap fri nu. Hun havde ikke sin tryllestav, eller noget andet våben inden for rækkevidde. Han havde sine tænder og sine klør lige ved hånden, bogstaveligt talt. Hun så sig lidt omkring, der måtte være et eller andet hun kunne bruge, hvis han skulle slippe fri. Hun stivende dog pludselig på stedet, med blikket direkte på ham, "Var det.. En månesten.. Zain stjal fra dig?" spurgte hun og så overrasket på ham. Hun havde selvfølgelig hørt om dem. Hendes far havde fortalt hende mange historier om dem.

[Carmine Rigel]

Denne situation kunne meget hurtigt gå i hundende. Der var kun et døgn til fuldmånen så de måtte finde en måde at slippe ud herfra. Altså personligt ville det at slå Amelia ihjel ikke være noget Carmine ville ligge søvnløs over i fremtiden, men han måtte hellere lade være med at myrde hende som det første for måske kunne hun være nyttig når de skulle ud herfra. Grundet de kummerlige forhold han havde levet under takket være den blonde heks, var han langt svagere end normalt og han ville ikke holde mange dage hernede uden mad og vand.
Carmine sad lidt og forsøgte at samle tankerne omkring hvad der lige var sket. Tænk at Zain bare var skredet, det røvhul, og her havde Carmine troet at han kunne regne med sin egen søn! På den anden side så havde han altid haft en lille snert af usikkerhed omkring Zain. Han var for fokuseret på magt og han kunne ikke få nok af den, så måske Carmine i virkeligheden burde have set den komme.

Spørgsmålet omkring månestenen fik ham til at rynke brynene let. Han havde stadigvæk ikke lyst til at dele noget som helst med hende af gode grunde. "Det kan være fuldkommen ligemeget, hvad med at du i stedet koncentrer dig om at hjælpe med at finde en vej ud?" Forslog han bydende. Skønt det meget muligt ville ende i et blodbad i morgen aften så kunne de jo ligeså godt forsøge at finde en løsning på den suppedas de nu var havnet i.
Måske han kunne ende med at bruge dette her til sin egen fordel. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade hende slippe ud herfra uden ham og nu hvor hun ikke havde så meget at forsvare sig selv med ville hun nok få svært med at hamle op med ham. Ganske fordelagtigt for ham, men ærlig talt syntes han også at det var på tide hans uheld vendte lidt.

[Deleted]

Amelia var egentlig som sådan ikke overrasket over, at Carmine ikke havde kunne stole på Zain. Ingen varulve var til at stole på. De var alle ens. Morderiske, blodtørstige, dræbermaskiner uden følelser. Ingen undtagelser. Carmine havde sikkert også været en forfærdelig far. Han havde kidnappet sin egen søn, fra Sofie. Han havde vendt Sofie, hvilket Amelia stadig var overbevidst om var Carmines skyld. At han havde hjernevasket hendes søster og bidt hende, for at skabe endnu mere splid mellem de to klaner, end der havde været i forvejen. Han havde ødelagt hendes søster. Slået hendes far ihjel. Ja, Carmine havde gjort mange utilgivelige ting.
Amelia sendte Carmine et skarpt blik, "Hvad med, at du bare svare på mit spørgsmål?" foreslog hun, før hun lod sit blik glide lidt rundt. Der var en udluftningskanal, men den var alt for højt oppe til hun kunne nå den, foruden hun ikke engang var sikker på, om de ville kunne komme igennem den. Eller om hun kunne. Hun var egentlig ret ligeglad med om han kunne. Hendes største problem lige nu, var at hun vidste det var fuldmåne i morgen aften og hun var fanget sammen med en varulve, som nu ville være ude af stand til, at styre sig selvom hun egentlig ikke regnede med, at han ville have gjort det alligevel, selv hvis han havde haft sin månesten eller været på stormhatteeliksiren. Hun var en død kvinde. Hun vidste godt, at hvis Carmine kom fri, så kunne hun ligeså godt lade vær med, at forsøge, at gøre modstand. Han var langt stærkere fysisk end hende, han ville kunne gøre en ende på hende på 0,5. Hun lod sine hænder glide igennem det lange blonde hår, mens hun mærkede hvordan hendes hjerne begyndte at sende adrenalin ud i hele kroppen. "Kan du komme fri?" spurgte hun, mens hendes tanker stadig vrimmede om luftkanalen, som nok var hendes bedste bud på at kunne komme ud.

[Carmine Rigel]

Han var ved at miste tålmodigheden med hende nu. Eller det havde han sådan set været ved siden første dag hun fangede ham, men nu var det ekstra slemt. Han himlede med øjnene og sendte hende derefter et ondsindet blik idet hun stadigvæk ikke lod månestensemnet gå. "Hvis ikke du skulle have bemærket det, står du ikke helt i en position hvor du kan forlange noget som helst." Gav han igen og trak atter i kæden. Den beskadiget mur bag ham gav sig atter en lille bitte smule.
Hele situationen her stank virkelig. Han skulle nu nok få sin hævn over Zain, det var han sket ikke i tvivl om. Den lille mide skulle sparkes så langt ned i hierakiet af selv hans børnebørn ville kunne blive domineret af en cockerspaniel.

Lige nu var der ingen pointe i at bekæmpe hinanden. I morgen aften skulle den sag nok blive afsluttet med ham som vinder. Havde hun haft et trick oppe i ærmet gik han i hvert fald ud fra at hun ville have brugt det nu.
Hendes spørgsmål fik ham til at holde en kort pause med sin sliden og slæben i kæden. Var det en snert af frygt han sporede? Normalvis ville det have frydet ham noget så inderligt, men igen den givende situation taget i betragtning, måtte han erkende at lige nu ikke var det rette tidspunkt til at hoverer. Han var trods alt ikke helt fri endnu. "Hvorfor? Bekymre det dig?" Endte han alligevel med at spørge hende, et svagt frydefulgt smil legede i den ene mundvig. Så meget for at holde igen på sin overlegenhed.

[Deleted]

Lige nu ville Amelia faktisk ønske, at hun bare havde slået Carmine ihjel, da hun havde chancen. Hendes muligheder for at overleve det her, begyndte at falde for hvert sekund de kom nærmere fuldmånen. Eller bare hvis han slap fri. Han ville kunne udrydde hende med et øjes blink, hvis det var dét han dyriske hjerte begavede. Hun rullede med øjnene, "Det tager jeg som et ja," svarede hun, da hun nægtede at vise ham, at hun rent faktisk frygtede for sit liv. Hun tænkte bare ikke over, at han med al mulig sandsynlighed ville kunne lugte det, på flere meters afstand, hvilket kun blev værre, da murren bag ham gav sig, selvom det kun var lidt, så vidste hun godt, at hvis den blev ved med det, så ville det kun være et spørgsmål om tid, før han var fri.
Hun sendte ham et lynende blik, "Jeg er ikke bange for dig, Carmine," sagde hun hårdt, velvidne om, at det var en løgn, i hvert fald en semi løgn. Hun vidste lige så vel som ham, at hvis de skulle ud af den her suppedas de var i, så blev de nødt til at samarbejde, men en ting var at vide det og kende til det fact. En helt anden ting var at gennemfører det, indse det og ikke mindst foreslå det. Tanken gav hende nærmest kvalme. Hende? Samarbejde med Carmine? En varulv og en varulvejæger? Det hørte jo ingen steder hjemme, selv ikke i alternative universer.
Hun trak vejret tungt ind. Okay, hun var nødt til det. "Hør. Jeg bryder mig ligeså lidt om det her, som du vil gøre. Men vi er nødt til at.. Samarbejde.. For at komme ud herfra." sagde hun og var egentlig ret stolt af sig selv, over at kunne holde sin aftensmad indenbors samtidig.

[Carmine Rigel]

Han rullede med øjenene over hendes - desværre sande - konklusion. "Månesten er bare en myte, det troede jeg at du var klar over." Svarede han så. Han var ikke interesseret i at hun skulle besidde den viden især ikke da en månesten kunne give hende magten over ham. Han gav sig til at pille lidt ved håndjernene inden han på ny gav sig til at trække i kæderne.
Han begyndte næsten at le hånligt da hun sagde at hun ikke var bange for ham. Han stoppede sin aktivitet og stirrede på hende med et indgående medfølende blik. "Ja, fortæl du bare dig selv det," kommenterede han blot.
Hun var ikke let at gennemskue, den credit skulle hun da have. men det betød ikke at han havde tænkt sig at fortælle hende det. Hun skulle vide at han var hende langt overlegen.

Denne gang var han ude af stand til at holde den hånlige latte inde. "Du og jeg samarbejde?!" Han tog sig lige et par øjeblikke til at grine af og gennemtænke alle sine muligheder. "Hvordan har du tænkt dig at samarbejde når vi begge to forventer den anden dolker os i ryggen ved først givende mulighed?" Spurgte han så. Desværre havde hun en fandens god pointe. "Men okay, lad og lige lege med tanken. Har du et forslag?" Han så afventende på hende og trak igen i kæden. Han var ved at være for afkræftet til at trække mere, blikket blev rettet op mod en større bolt der så ud til at holde kæden fast i væggen - naturligvis udenfor hans rækkevidde. En ide begyndte at forme sig i hans hoved. "Nu skal du høre, hvis jeg løfter dig op kan du skru bolden fri, jeg tror at jeg at løsnet den en smule ved at trække i den. Når jeg er fri kan vi snakke strategi og betingelser." Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at fortælle hende om den følgende plan før hun havde vist ham at hun var villig til at hjælpe.
Med kæden ville de måske kunne få fat i nøglen på gulvet og døren ned til selve kælderen - som Zain havde været så venlig at smække efter dig - ville Carmine sikkert kunne ødelægge uden nogen enorm effort. På den måde ville de være fri. Og tænk engang, han havde næsten lyst til at hjælpe hende med at indfange Zain og den del af flokken som mente at Zain var en bedre leder for dem end Carmine.

[Deleted]

Amelia rystede på hovedet, "Du er virkelig dårlig til, at lyve, ved du godt det?" spurgte hun retorisk. Selvfølgelig vidste hun ikke om han løj eller ej, men lige nu var hun ret overbevist om, at den sten der havde hængt omkring Carmines hals, havde en eller anden form for betydning, efter Zain var kommet hele vejen hertil, kun for at tage den og lade Carmine blive hængende her - bogstaveligt talt. Som hun så det var der to muligheder. Et meget vigtigt arvestykke, eller en månesten. Carmine slog hende dog ikke lige som typen der gik op i arv på den måde, så derfor havde hendes konklusion været ret hurtigt og lige til højre benet.
Hun vendte blikket mod blotene som holdt kæderne, da han endnu engang hev i dem. "Jeg ville aldrig lyve, slet ikke overfor mig selv," svarede hun tørt igen, i endnu et forsøg på ikke at virke bange for ham. Så længe han var lænket fast, havde hun intet at frygte, nej, det var mere risikoen for, at det rent faktisk ville lykkedes ham, at komme fri, som satte en frygt i hende. Hun ville ikke overleve, hvis han først kom fri, det vidste hun godt.
Hun rullede åbenlyst med øjnene, da han gav sig til at grine over hendes forslag om, at samarbejde. "Tro mig, det er heller ikke fordi jeg nyder ideen og hvis du har andre ideer, så byd endelig ind," svarede hun skarpt tilbage og lod sit blik glide lidt rundt, for at se om der var noget som helst brugbart herinde, men det virkede ikke sådan. Hun vendte blikket tilbage på ham, "Våbenhvile til vi er ude," svarede hun, hun stolede ligeså lidt på ham, som han sikkert gjorde på hende, men hvis de ville ud derfra, så så hun desværre ingen andre muligheder og det var heller ikke ligefrem fordi tiden var på deres - eller nok nærmere hendes - side.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn. Forventede han nu også, at hun skulle komme med alle guldkornene? Hun var kommet frem til, at de nok - desværre - var nødt til at samarbejde, nu forventede han også, at hun skulle komme med et foreslag til hvordan? "Luftkanalen er nok vores bedste mulighed," svarede hun og nikkede mod den, det måtte da også vise ham, at han kunne stole på hende, om ikke andet til de var ude. Hun vendte blikket mod boltene, som holdt kæderne og satte hænderne i siderne på sig selv. Det føltes som en selvmordsmission, men havde noget andet valg? Hun tog et par varsomme skridt mod ham, så hun stod inde for hans rækkevidde og rakte så en hånd mod ham med et alvorligt blik hvilende på ham. "Våbenhvile til vi er ude," sagde hun og afventede han ville give hånd på det. Ikke at det ville betyde en flyvende papand, hvis han alligevel ville ende med at slå hende ihjel, det sekund hun havde hjulpet ham fri.

[Carmine Rigel]

Han valgte ikke at svare yderligere på den konklusion som hun tydeligvis var noget frem til - desværre. Han havde virkelig ikke brug for at hun skulle kende til månestenene, igen primært fordi det kunne give hende en fordel især hvis hendes motiver bestod i at udrede alle varulve - hvilket de tydeligvis gjorde. Han betragtede hende kort. Han vidste at de ville blive nødt til at stole på hinanden bare længe nok til at komme ud herfra, at de så sikkert ville falde hinanden i ryggen efterfølgende var så en anden side af sagen.
Pointen var at Carmine ikke stolede på Amelia over en dørterskel. Han forventede at hun til hver en tid ville bryde en eventuel aftale så han blev nødt til at gøre sig selv vigtig nok til at det ikke kunne svare sig for hende at holde ham i live. På den anden side set så ville han også hellere end gerne vride halsen om på hende og bare se livet forlade hendes øjne, men på den anden side ville hun måske kunne ende med at være nyttig nu hvor de kæmpede lidt ala samme sag. Zain skulle stoppes. For Carmine var det narturligvis blevet personligt nu hvor for Amelia var det nok bare en princip ting, men eftersom Carmine ikke havde den fjerneste anelse om hvad der foregik med Zain og hans flok, hvor mange af dem der fulgte Zain frivilligt eller hvor stor flokken var blevet gennem Carmines fravær, ville det nok ikke være helt dumt og holde sig en allierede med en fælles interesse.

"Selvfølgelig ville du ikke det." Svarede han silkeblødt og tydeligvis på ingen måde overbevist. "Faktisk-" han rettede ryggen en smule, "så har jeg et par ideer." Han så tilbage mod bolten der holdt ham fast og så tilbage mod hende, "og nej, jeg har ikke tænkt mig at hjælpe dig op i luftkanalen eftersom du med 100% sikkerhed så ikke har tænkt dig at komme tilbage efter mig, jeg er ikke idiot skønt du lader til at begå den fejl at tro det." Han hævede et bryn af hende.
Et trillende blik hvilede på hendes fremstrakte hånd i nogle sekunder før han tog den. "Udmærket, så få mig fri fra bolten og jeg skal indvige dig i mine forslag." Sagde han så. Det ville være nemt for hende at få kæden fri, han kunne desværre ikke fra han nuværende position. Han kunne ikke nå, han ville skulle løfte hende op så hun kunne få ham fri og han var ved at blive lidt utålmodig.