You Say You're Basic, You Say You're Easy

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde altid haft forældre der havde været der for ham og hans mor var især meget engageret i både ham, Marc og hans lillesøster, Chaney. Hans far havde også været interesseret i dem alle tre og altid opfordret dem til at følge deres drømme. Han havde ikke lidt noget svigt i form af sine forældre overhovedet og de havde heller ikke overforkælet ham eller hans søskende. Han havde lært at arbejde for tingene og gøre sig fortjent til tingene. Han ville dog nok se sine forældre i et andet lys, hvis han vidste han havde en tvillingebror derude et sted, som de ikke havde taget hånd om, efter at have mistet alt.
Charles så på hende, som hun sagde han ikke behøvede at takke. ”Men det gør jeg,” svarede han. Han følte sig indviet, og det følte han, at han skulle takke for. Han havde ikke været der nok og slet ikke lige så meget som han gerne ville have været der, men han var glad for at nogen havde været der for hende. Han kendte dog ikke Phillip særlig godt, men han havde snakket med ham dels fordi han var i familie med Seth og dels også, fordi han var Floras lillebror. Han kunne godt huske ham, og han huskede ham som typen med lidt af et temperament, men det var fint for ham, hvis han havde fået løst det. Needless to say, så havde han ikke snakket med Phillip siden ham og Flora havde slået op, da han havde haft følelsen – forståeligt nok – af at Phillip egentlig ikke kunne lide ham særlig godt. Charles mærkede hendes hænder stryge hans ryg og holdt forsat om i hende i nogle sekunder inden han gav slip. Hans kram var ikke fordi han ville lave noget med hende eller fordi han egentlig følte sig klar til at kramme hende igen, men for at trøste hende og den eneste måde han vidste, hvordan man gjorde det var et kram og ved at holde kæft og høre efter, alt efter hvad han bedømte, der var brug for. Han havde holdt kæft og lyttet og hun havde lignet en, der havde brug for et kram, så det havde han givet hende. Han ville aldrig sætte hende i en position, hvor hun skulle være utro igen og han så heller ikke på hende mere, som en han ville være sammen med på den måde.
Charles havde nok haft forstående og dejlige forældre, men hans far var fransk. Hans mor havde prøvet at fortælle dem, det var okay, at vise følelser, men Charles havde set sin far været reserveret omkring dem, og det var han også selv. Han tillod sig ikke at knække og slet ikke foran andre. Han var kommet længere med sine følelser de sidste to år, men han var stadig ikke god til det. Han fulgte med hende og så sig rundt omkring på de kontor de kom ind på. Han var ikke i tvivl om hendes forældre havde penge, men shit. Han så på hende ved hendes advarsel. ”Nej, det ved jeg,” påpegede han og gik over mod mindekarret. Han var klar og han ville gerne se det.

[Skyler Brown York]

Skyler rystede lidt på hovedet, da han insisterede på at takke for billedet, dog med et lille smil på læberne, "Bare lov mig, du dække mit navn, hvis du viser det til nogen," bad hun, hun ville ikke risikere, at en eller anden pludselig ikke kunne holde sin mund lukket og det så alligevel kom i medierne, for så havde det været fuldstændigt ligemeget med, at hun havde gjort alt hvad hun kunne, for at holde medier og dermed også Charles så meget som muligt ud af det hele. Plus, hvis Blair fandt ud af, at Charles havde haft gjort Skyler gravid, så var hun ikke sikker på Charles ville overleve det, med mindre han kunne løbe meget hurtigt og var villig til at skifte navn og flytte meget langt væk. Men hun var ligeglad med om, han ville vise billedet til nogen, selv havde hun kun snakket med Philip og Evanna om det, og hun var ret sikker på, at Charles nok også havde snakket med en eller flere om det.
Skyler havde det underligt i kroppen. Tanken om at lukke et andet menneske ind hendes minder, var på ingen måder rar, men hun følte lidt at hun skyldte ham det efter alt det som var sket på tour'en, desuden havde hun selv tilbudt ham det og det havde hun ikke gjort, hvis hun ikke mente det. Hun så lidt på ham, da hans påpegelse lød, "Okay," sagde hun stille og vendte blikket mod mindekaret og nikkede som tegn til at hun var klar. Det første minde som poppede frem, var den positive graviditets test. Følelserne omkring mindet var blandet. Hun havde været glad, ked af det, forvirret, sur og nervøs. Det næste var en telefonsamtale hvor man kunne høre hun snakkede med Evanna, som havde været den første hun havde fortalt det til. "Hvad skal jeg gøre?" - "Tag en dyb indånding og så må du jo snakke med Charles om det," - "Hvad hvis han bliver sur?" - "Han er en voksen mand, Skyler, selvfølgelig bliver han ikke sur," - "Hvad så hvis han vil ikke vil ha' det?" - "Så må vi tage den derfra, jeg vil altid være her for dig Skyler, det ved du, men det her er du nødt til, at snakke med Charles om. Det er hans ret som faren,". Mindet fadede ud og et nyt dukkede op. Hun sad med hovedet halvt nede i toilettet, med Philip ved sin side. "Jeg er gravid," - "Du skal virkelig sige til hvis der er noget jeg kan gøre. Jeg vil gerne være her for dig," lød Philips ord, før det minde også fadede ud og et nyt tog til. Hjemme hos Evanna. "Har du fået snakket med Charles?" - "Nej.. Ikke endnu," - "Skyler for pokker," - Evanna krammede Skyler - "Jeg kan ikke Evanna. Kan jeg ikke bare føde barnet og så kan dig og Ashton adoptere det?" - "Jeg vil gøre stort set alt for dig, men det kan jeg ikke. Jeg elsker Ashton, men vi er slet ikke et sted i vores forhold endnu, hvor vi snakker om børn," - Skyler begyndte at græde "Det er ikke fair. Vi beskyttede os hver gang," - "Det skal nok gå alt sammen, bare lov mig, du snakker med ham inden de tager på tour, for hvis I bliver enige om en abort, så er du nødt til at få det gjort inden du når for langt hen," - "Det skal jeg nok.." - "Vi kan bestille skanningen i mit navn, så finder dine forældre ikke ud af det," - "Tak, Evanna,". dette minde fadede også ud og et nyt kom til. Hun sad i et klasselokale på Hogwarts midt i en lektion af Magiens Historie, da hun pludselig mærkede det første spark, hvilket fik hende til at tage sig til maven. Hun havde aldrig fortalt nogen, at hun rent faktisk havde mærket liv under graviditeten. Det var som om virkeligheden var gået op for hende i det sekund hun havde mærket det første spark. Det var en baby, som ville kræve tid, overskud og en masse andre ting, som Skyler slet ikke var sikker på hun havde eller ville være i stand til at kunne give. Det var jo ikke fordi hun havde verdens bedste forbilleder i form af sine forældre. Minede fadede og et nyt poppede op, men det var det hvor hun havde fortalt Charles at hun var gravid, så det minde kendte han jo. Efter det poppede et nyt minde frem. Endnu en telefonsamtale, denne gang dog med hendes far, "Skyler du skuffer mig. Din mor og jeg arbejder hårdt og vi har lige modtaget den tredje ugle i den her måned, om du at du ikke har været dukket op til timerne. Hvad fanden bilder du dig ind?! Du er en Brown, det er på tide du begynder at opføre dig som en," - "Det ved jeg godt, Sir. Jeg skal nok tage mig sammen. Må jeg snakke med mor?" - "Nej, Skyler, du må tage dig sammen og så er du tilbage på skolen i morgen, inden første lektion starter, er det forstået?" - Hun mærkede endnu et spark fra babyen i maven, "Javel, sir. Godnat," det havde været hendes mening at fortælle sin mor, hvad der skete, hvorfor hun ikke havde været i skole, men det havde været en umulig opgave. Næste minde som poppede op, lade ud med hun var på vej mod Hogwarts' Quidditch bane, hvor hun blev mødt af Philip. Han fik hende overtalt til at få aborten overstået. De ankom til et privat hospital. Hun skiftede tøj. Hun lagde sig, så de kunne skanne hende. "Hjertelyden er som den skal være," fortalte en sygeplejerske, "Er du sikker frk. Brown? Sidste chance for at fortryde," forsatte sygeplejersken, hvilket fik Skyler til at nikke. Hun fik et par piller, som skulle stoppe den lille pige i hendes mave hjerte. Hjertelyden blev tjekket igen, hvor den ikke var at finde. Skyler blev lokalt bedøvet, men var vågen under hele indgrebet, mens Philip havde fået lov til at sidde ved siden af hende og holdt hende i hånden under det hele. "Vil du sige farvel?" spurgte sygeplejersken, og Skyler fik lov til at ligge med den lille livløse pige. Det var der hun knækkede. Tårene trillede ustoppeligt ned af hendes kinder. Den lille pige var så fin, sund og rask, og Skyler følte sig som en morder. Fire måneder mere og så havde den lille pige fået lov til at leve et helt liv. Mindet sluttede med Philip havde lagt sig op i sengen til hende og hun var faldet i søvn af udmattelse, hvorefter Evanna havde været og hentet hende, så hun havde kunne sove hos Evanna et par dage. Næste minde var et par dage før tour'en. En lille kirkegård. En lille kiste blev sunket ned i jorden, før den blev dækket til af jord, hvorefter bedemanden forlod stedet igen. Hun faldt ned på sine knæ, mens tårene trillede ned af hendes kinder og en hånd blev lagt på hendes skulder, før Evanna som havde lagt hånden, satte sig ned i hug ved siden af hende, for at trøste hende, selvom et par tåre også forlod Evannas øjne. Skyler lagde en rød rose og lod derefter sine fingre glide henover gravstenen, hvor navnet 'Emiko Lavoie Brown' stod, og neden under ordene 'velsignet, smukke barn' og dødsdatoen, hvilket afslørede hun havde været fem måneder henne før hun havde fået aborten.
Da der ikke var flere minder, gispede Skyler som hun vendte tilbage til nu'et. Hun holdt fast i mindekaret for ikke at miste balancen, da det trods alt tog en del koncentration fra hendes side af også, at lukke ham ind. Så hun blev nødt til at sunde sig i et øjeblik, hvilket hun gjorde i et par dybe indåndinger og lukkede øjnene lidt, for at holde tårene tilbage.

[Charles Michael Lavoie]

Charles nikkede forstående. ”Selvfølgelig, men jeg har ikke tænkt mig at vise det til nogen. Det er mellem dig og mig,” svarede han med et nik.
Som han blev lukket ind og han så alle minderne glide forbi ham, følte han sig overvældet. Han følte alle de følelser, som Skyler gik igennem, som hun gik igennem dem. Han så det hele ske og følte, han havde været der selv, selvom han vidste, det ikke var tilfældet. Han kunne mærke, hvor hårdt det havde været for hende. Han var blot glad for nogen havde været der for hende. Han var overrasket over, at en af dem var Floras lillebror. Han vidste jo, hvem Phillip var og han havde også mødt ham et par gange. Det var trods alt også Seths fætter, som Seth af en eller anden grund, havde totureret, hvilket Charles aldrig havde syntes var fair. Det gjorde dog ondt, at vide, at hun måtte træde til andre, fordi han ikke ville lade hende. Charles havde penge nok til at sørge for, historien blev ude og det management der var bag ham og bandet, ville kunne hjælpe. Som han så det færdigt, stod hans liv stille. Hans hjerte sank og det føltes som om, det stoppede med at slå. Hans øjne var fugtige, men han kunne ikke græde. Selvom han var blevet opdraget af en mor og en far, der altid havde opfordret ham til at fortælle sine følelser og vise dem, så var han også opvokset i en verden, hvor mænd ikke måtte græde ligeså meget som kvinder og derfor havde han lært ikke at vise følelser og han havde lært ikke at græde åbenlyst. Han tog sig til munden og så væk fra hende. Han lod et par tårer falde fra hans øjne og tørrede dem hurtigt væk. ”Tak for du lod mig ind,” svarede han, mens han kunne mærke hans hænder ryste netop fordi han brugte så meget koncentration på ikke at græde. Han ville ikke røres. Han ville ikke kigges på. Han ville bare sunde sig. Han vidste, hun nok havde brug for ham lige nu, da det heller ikke havde været behageligt for hende, men lige nu, havde han brug for at få styr på sig selv.

[Skyler Brown York]

Skyler bed sig lidt i læben, "En dag, vil du have brug for at dele det med nogen og det er okay du viser det, hvis det er det du vil. Jeg vil bare ikke læse om alt det her i et eller andet sladderblad lige pludselig," sagde hun roligt. Hun var egentlig okay med, hvis han også havde behov for at få snakket det igennem med nogen som ikke var Skyler selv, så længe hun ikke blev nævnt, selvom det fleste nok godt ville kunne lægge to og to sammen.
Selvfølgelig havde Skyler helst set, at det havde været Charles som havde været ved hendes side hele vejen igennem, men hun vidste også godt, at hun ikke kunne takke andre end sig selv for, ikke at have givet ham chancen for det, selvom hun havde forskruet sandheden i sit eget hovedet til, at han havde været ligeglad, hvilket egentlig var utroligt uretfærdigt af hende, men det havde været nemmere at håndtere på den måde. Men en del af hende var nok begyndt at tro på det. Tro på at Charles havde været ligeglad med barnet og Skyler for den sags skyld, men det skyldtes nok alt sammen, at hun endnu ikke havde følt hun havde fået nogen reaktion fra ham. Han havde ikke virket glad da hun havde fortalt hun var gravid, men heller ikke sur, bare overrasket. Han havde ikke rigtigt haft noget at sige til hendes beslutning omkring aborten, andet end han havde erklærede sig enig, men hun var ikke helt sikker på, om det bare var for at gøre hende glad eller om han oprigtigt også havde ønsket en abort. Sådan havde hun i hvert fald aflæst ham, om det så havde været hende der var vildt dårlig til at læse ham eller om han var vildt god til, at skjule sine meninger og følelser, vidste hun ikke.
Hun tog et par dybe indåndinger mere, før hun slap mindekaret og vendte blikket mod ham, tids nok til at se de tåre som faldt fra hans kinder, selvom han hurtigt tørrede dem væk igen. Hendes hjerte gik nærmest i stå. Måske havde han lidt flere følelser med i det her, end hun først havde antaget. Hun havde aldrig set ham græde før, hun følte det var første gang hun overhovedet så en reaktion fra ham i alt dette her. "Du behøver ikke være stærk hele tiden," svarede hun stille, selvom det egentlig ikke var et svar på hans tak. Hendes egne øjne var fugtige, men lige nu kunne hun holde sine tåre tilbage, hun havde det mere som om, at det var hendes tur til at være der for ham, end hun havde brug for at han var der for hende lige nu. Hun følte sig bare utrolig lettet over, at se han rent faktisk havde følelser med i alt det der var sket. "Såh.. Er du okay?" spurgte hun stille og tog blidt ud efter hans hånd, for at vise ham at hun gerne ville være der for ham.

[Charles Michael Lavoie]

“Nej, selvfølgelig ikke. Gud… nej..” svarede han hende. Det kunne han aldrig finde på og der var også ganske få, han rent faktisk betroede sig til og han vidste, de aldrig ville give den slags information videre til nogen. Han ville nok en dag sige det til Marc, og Marc vidste han, at han altid kunne stole på uanset hvad.
Charles vidste jo også godt, han havde virket som om, det var et problem han gerne ville have ud ad verden, men det var slet ikke tilfældet. Han ville gerne være med i beslutningen om hvor vidt de skulle have beholdt barnet eller ej, men hun havde virket som om, hun gerne ville have en abort og han ville ikke tvinge hende til at beholde noget, hun ikke ville have. Det havde nok også været for det bedste og han ville gerne gøre det, der gjorde hende glad. Havde hun valgt at beholde det, havde han også været der gennem det hele, præcis som han ville med aborten. Han ville have elsket den lille pige så meget. Alt den kærlighed han havde inde i sig, det havde han givet til den smukke lille pige, og han havde gjort alt for at beskytte hende og værne hende mod alt ondt, der var i den her verden. Den chance havde han ikke haft. Han håbede et sted, at hun vidste det og ikke bare troede, han havde set det som et stort problem.
Han så helt væk fra hende over hendes ord. Jo, han gjorde. Han var storebror og han var mand. Han var vokset op i en familie, hvor følelser var fine nok, men mænd græd ikke over alt og Marc havde været tilbøjelig til at måtte vise flere følelser end ham, ifølge hans forældre. Han skulle være stærk for sin lillebror og sin lillesøster. Hans følelser sad udenpå hans tøj, når han optrådte, men han græd ikke. Der var mange mennesker, han aldrig havde grædt foran. Han havde grædt, da han havde fortalt Flora hvad han havde gjort mod hende, men ikke foran hende. Han havde ikke følt, han havde måttet vise sine følelser i den situation. Det havde jo været hans egen skyld. Skyler vidste det ikke. At han var sådan generelt og han kun brød sammen, når han var alene. “Jo,” svarede han, mens han tørrede flere tårer væk. Hans læbe blævrede, som han prøvede at samle sig og hans hænder rystede. Han mærkede hendes hånd på hans og tog fat i den og klemte den. Nej, det var han ikke. Men var det virkelig okay? Han bed sig i læben. “Om lidt,” svarede han, som flere tårer løb ned ad hans kinder.

[Skyler Brown York]

Skyler nikkede lidt, da hun regnede med, at Charles havde fanget hendes budskab, hun vidste jo godt at han trods alt ikke var nogen uintelligent mand og hun stolede på ham. Hun havde jo heller ikke fortalt andre end Evanna, hvem der var faren til det barn hun havde haft i maven, selv ikke Philip - han vidste hun havde været gravid, men ikke hvem faren havde været. Evanna havde hun været nødt til, at fortælle det, for at kunne holde sine forældre uden om det hele, men hun vidste også at Evanna aldrig ville kunne finde på, at sige noget til nogen.
Det var utroligt svært for Skyler, at vide hvad for nogle følelser og tanker Charles havde haft omkring det hele. Havde han haft sagt til hende, at han ville have det, så ville hun uden tvivl have genovervejet aborten, selvfølgelig ville det have været en udfordring, men ikke større end hun var sikker på, at de ville kunne have klaret det, hvis det var dét de havde sat dem for. Men sådan havde det ikke skulle være. Hun havde både gode og dårlige dage omkring det og det ville hun nok have resten af livet.
Hun havde tusind følelser i kroppen på én gang. Hun havde aldrig set Charles græde før, på den ene side, så lettede det at se han havde følelser med i det der var sket, men på den anden side, så gjorde det ondt at se ham så ked af det, at han ikke kunne holde sine tåre tilbage, samtidig med hun selv havde fået revet op i alle minderne og følelserne omkring det. Hun var selv vokset op med at følelser ikke var noget man snakkede om eller viste, det var kun Evanna som havde lært dem, at det var okay, men selv hun kunne også være ret dårlig til det. Hun rystede lidt på hovedet, "Hvorfor?" spurgte hun stille, hvorfor ville han være stærk hele tiden? Var han bange for hun ville bruge det mod ham eller? Hun mærkede ham klemte om hendes hånd, hvilket fik hende til at føre den frie hånd op til hans kind, som hun støj let med en blid tommelfinger, "Hun var også dit barn, så hvis du allerede er okay 'om lidt', vil jeg gerne høre din opskrift," sagde hun bildt og mærkede en enkelt tåre trille ned af sin egen kind, mens hun tørrede et par af hans væk. Hun var ikke selv okay og ville heller ikke blive det 'om lidt', hun var ikke sikker på om hun nogensinde ville blive det igen, som sagt, så havde hun både gode og dårlige dage, men hun vidste godt at det her ville sidde dybt i hende for altid.

[Charles Michael Lavoie]

Charles prøvede desperat stadig at holde styr på sine egne følelser, men det var svært. Han tørrede øjnene endnu en gang og hørte hendes stille hvorfor. "Fordi jeg er en mand og storebror," svarede han mellem sin snøften og bed sig i læben. Han havde været vant til at holde sine følelser tilbage, for drenge græd ikke og slet ikke når de var den ældste og skulle holde styr på flokken. Han var ikke bange for hun ville bruge det mod ham, men han var vant til at følelser var noget man ikke viste og han brød kun sammen, når han var alene. Han mærkede hendes hånd på sin ken og mærkede hun strøg den, hvilket fik hans ansigt til at læne sig lidt ind mod hende. "Det er ikke sådan," svarede han og holdt en hånd op foran sine øjne, da han stadig prøvede at få sine egne tårer væk. 

//Out//