Let me get this straight...

[Deleted]

@maggie

Kl. 12.00

Et kontor ved siden af lærerværelset

---

Alecander sad og ventede, en professer var gået ned for at hente Maggie. Ordkløveren havde netop valgt at bringe en artikel der om hvordan at Alecander havde en horeunge udenfor ægteskabet, og naturlgivis var Alecander hoppet helt op i det røde felt.
GAnske rigtigt havde han jo været sammen med Maggies mor for mange år siden, og han vidste at det her krævede en alvorlig samtale med pigen, for hvis hun havde tænkt sig at køre denne her løgn, så var Alecander jo nødt til at anlægge sag i mod hende.

Men havde hun ret, så ønskede han jo heller ikke at fremstå som en kæmpe idiot. Alecander var jo trods alt en ganske flink og da oftest også sympatisk person. Han vidste at han ikke kunne gøre andet end bare forsøge sig og bruge sine talegaver så godt som han kunne.
Alligevel kunne han mærke at han var en smule nervøs, han havde ikke nogen børn og havde også altid sagt at han på ingen mulig måde skulle have nogen. Han vidste da heller ikek hvad han mente om det hele, han måtte nok bare prøve at tage en dag af gangen lige nu.

[Deleted]

Maggie havde været ude og træne Quidditch, da en professor havde kaldt hende ind. Hendes hjerne var slået fra efter professoren havde sagt, at Alecander Moore var her for at snakke med hende. Det var omkring to år siden, hun havde opsøgt ham og fortalt, hun var hans datter, men hun havde ikke regnet med at hun nogensinde ville høre fra ham igen. Måske hans advokat den dag han døde, men ikke mere end det. Hun havde slet ikke været forberedt på det her, så det var vel ikke så underligt at den unge pige var godt nervøs. Måske havde han indset at hun altså havde fortalt sandheden dengang?
Hun havde stadig sit træningstøj på, med Gryffindor logoet over hendes højre bryst, samt nummeret 4 på ryggen, med efternavnet "Rhona" skrevet henover kappen. Hun havde sin kost i den ene hånd som hun prøvede at følge med i professorens høje tempo ned af gangene, til de nåede det kontor, hvor Alecander sad inde. Hun bankede på døren, hvorefter Professoren åbnede den og Maggie tråde forsigtigt ind. "De.. De ville se mig, Mr. Moore?" spurgte hun næsten hæst og rømmede sig lidt, før hun stillede sig ret med kosten stadig i den ene hånd.

[Deleted]

Alecander trak vejret tungt som hun gik ind af døren, og nikkede så da hun talte til ham. Det her var ikke nemt for ham og der var så mange ting der forvirrede ham: "Hvad er det her?" spurgte han i en blid stemme og holde forsiden af Ordkløveren op hvor der stod at Alecander Moore var blevet far, også et billede af Maggie.
Alecander var som sådan ikke gal, men han ar frustreret og han ar irriteret, han anede slet ikke hvad pigebarnet havde tænkt sig eller hvorfor hun ikke bare lod ham vær: "Jeg forstår ikke hvorfor du bliver ved med at forfølge mig" sagde han.

Var hun ude efter penge? Ville hun bare være "kendt" eller hvad var det hun havde tænkt sig? Alecander vidste slet ikke hvad han skulle sige eller tro, men han vidste at det her var fjollet og han hade brug for at få et svar på de her ting.
Han var bange for at hun gjorde grin med ham, og bange for det ikke var ægte. Det var da nok også derfor hans hjerne var i total benægtelse og at han på alle mulige måder afslog at dette her kunne have den mindsdte sandhed i sig.

[Deleted]

Maggie trådte et skridt nærmere Alecander for, at se hvad det var han viste hende. "Ehm. En udgave af Ordkløveren, Mr. Moore?" svarede hun undrende og så uforstående på ham, før hun vendte blikket tilbage til avisen og spærrede øjnene overrasket op, da hun så et billed af hende selv. Hun havde aldrig været i en avis før. Jo hun var blevet nævnt i nogle norske aviser et par gange, fordi hendes moster som hun boede hos, havde været Minister derovre, men det var også det. Hun blinkede et par gange med øjnene, før hun vendte blikket tilbage på Alecander og så på ham som om han lige var faldet ned fra himlen og landet foran hende. "Hvad? Forfølge dig.. Dem..? Hør, Sir, De gjorde et mere end tydeligt sidste gang vi sås, at De ikke ville have noget med mig at gøre. Jeg forfølger Dem ikke," forsikrede hun og rystede på hovedet. Hun vendte sig rundt for at lukke døren bag sig, hvortil hendes efternavn på ryggen af hendes træningskappe blev afsløret for ham. Præcis samme efternavn som hendes mor og moster. Hun vendte sig tilbage igen og nikkede mod stolen på den anden side af det bord, hvor Alecander sad. "Må jeg sidde?" spurgte hun høfligt, selvom nervøsiteten også var tydelig at høre i hendes stemme. Hun var ikke ude efter penge eller spotlight overhovedet. Hun prøvede bare at finde informationer om, hvor hun kom fra. Hendes moster snakkede aldrig om hendes mor og hver gang Maggie havde prøvet, var hun blevet spidset af med, at det var en lang historie og hun ikke skulle hænge sig i fortiden, men fokusere på sin fremtid. "Mr. Moore, jeg har intet med det der at gøre," sagde hun ærligt og så på ham med sine grønne øjne, som havde et snert af brun i sig. Præcis ligesom hendes mors øjne.

[Deleted]

Alecander var ikke vred, men han ville gerne til bunds i det her, det virkede jo komplet latterligt at man kunne gå så mange år, og at der så pludselgit var en pige der dukkede op som mente at man pludseligt var far og alt muligt underligt.
"Men hvis du ikke har sagt noget, hvem har så?" spurgte han og kiggede på hende, for han havde godt nok ikke haft snakket med nogen avis, faktisk så havde han slet ikke haft snakket med andre end Zeke, og han kunne bestemt ikke forestille sig at Zeke ville sladre til avisen.

"Ja endeligt, sid ned" sagde han venligt og kiggede i mod hende: "Hvorfor tror du at du er min datter?" spurgte han direkte, han viodste godt de havde snakket sammen før, men det var jo trods alt flere måneder siden, og Alecander havde nok ikke rigtigt været klar på at modtage noget som helst.
"Eller har du droppet den tanke?" spurgte han, det kunne jo godt være hun havde fundet ud af at han faktisk ikke var hendes far, der var jo trods alt måder at undersøge det på. Alecander kunne dog slet ikke forestille sig selv som far, og tanken skræmte ham da også.

[Deleted]

Maggie havde det meget ambivalent omkring at sidde alene her med Ministeren for Magi. Hun var sikker i sin sag omkring han var hendes far, men hun kendte ham jo ikke som person, kun som Minister, og der var grænser for hvor meget den 15 årige pige fulgte med i nyheder fra Ministeriet, hvis hun skulle være helt ærlig, så gik hun langt mere op i at bestå sine eksamner og passe sin skole og Quidditch. Hun ret på skulderne, "Det ved jeg ikke, Mr. Moore," svarede hun ærligt, hun havde ingen idé om, hvem der kunne have fundet på, at skrive den slags. Det kunne selvfølgelig være hun var blevet set dengang hun havde opsøgt ham, men det var jo to år siden, men igen, måske det bare tog tid for hvem end der så end havde lagt to og to sammen, at regne ud, hvilken forbindelse det havde været i. Maggie havde trods alt sin mors efternavn.
Hun satte sig i stolen overfor ham og lod sine grønne øjne hvile på ham. Hun kunne dog ikke undgå at udstøde et stille suk, da hans spørgsmål lød. "Jeg tror ikke noget, Mr. Moore. Jeg ved du er min far," svarede hun og lænede sig lidt tilbage i stolen, dog så hun stadig sad pænt. "Nej, jeg har ikke droppet tanken. Min fødselsdag er også min mors dødsdag, den 17.01.2039, jeg har et billed af Dem og min mor, Madison Rhona, som blev taget 6 måneder før jeg blev født," svarede hun og lænede sig en smule frem og så ham i øjnene, "Se mig i øjnene, Mr. Moore, og fortæl mig at du ikke ser bare en smule af hende og dig selv i mig," tilføjede hun og sendte ham et lille smil. Hun havde altid fået af vide at hun lignede sin mor på en prik, da hun havde været i hendes alder, men selvfølgelig var der også træk fra hendes far.

[Deleted]

Alecander var ikke ude på at såre nogen, han kendte jo ikke Maggie specielt godt og var egentligt heller ikke interesseret i at kende hende, hvis hun stadig blot gik og spredte løgne omkring ham. Han kiggede på hende og forsøgte stadig at holde sig nogenlunde positiv, han ønskede ikke at blive fremstillet som en sur gammel mand, men lige nu var han da ikke i godt humør.
"Du ved det... MAggie du har ingen beviser, og du må forstå jeg som Minister ikke kan tro på alt folk fortæller mig" sagde han, folk sagde så meget lort og han gav ikke sådan lige efter for de mange historier folk kunne komme med.

Alecander ville slet ikke kigge hende i øjnene og selvom han hørte alt hun sagde så var han i fuldkommen benægtelse: "Jeg vil have en blodprøve" sagde han blot, han kunne da sikkert nok se og forstå alle de ting hun sagde, men han var stadig i benægtelse.
Han ville ikke vide at han havde en datter, det skulle ikke forstyrre hans liv og han havde desuden slet ikke overskud til at tage sig af de ting der sikkert ville følge med hvis det kom dertil.