An actual talk

[Deleted]

Den dirrende underlæbe og orderne hun skreg efter ham, havde sin effekt. Han sukkede og vendte sig en smule væk. Han kløede sig i skægget for derefter at køre en hånd igennem håret. En del af ham havde lyst til at undskylde, mens en anden del stadig var vred. Det havde lydt som om at hun var helt sikker på at det bare var den bedste beslutning. At alle andre valg ikke eksisterede. Kunne han fortænke hende i det? hvis han ikke var biased så kunne han nok ikke, men lige nu var alt en trussel for det liv han på nuværende tidspunkt havde med sin datter. Han lod hånden falde ned fra håret med en træt opgivende bevægelse.

Jamie drejede blikket, men stod fast som hun trådte hen foran ham. Han afholdte sig på at svare igen i en vred tone, selvom det havde været alt for nemt at komme med endnu en sarkastisk bemærkning, holdte han sig i skinnet. "Du vil måske hellere have at vi sender hende til Amerika, hvor mugglerne opføre sig som voldspsykopater om hvert gadehjørne?" svarede han igen. Nok kunne de være snobbede, men det var altså også en fordom at franskmænd var det generelt! "Tror du hun ville føle sig mere hjemme på Uagadou?" Jamie stirrede tilbage, ganske bekendt med at de stod tæt, men også nu langt mere opmærksom på de øjne han førhen havde brugt evigheder på at betragte, hvilket ikke ligefrem var hørte sig særlig godt til den her noget anstrengte situation.

[Deleted]

Hun tog dybe vejrtrækninger, mens hun virkelig prøvede at falde ned igen. Problemet var bare også en kvinde, der kæmpede for at få ret, og nogen gange var hun lidt i den overbevisning omkring at hun var begyndt at nyde at skændes lidt for meget. Måske fordi at hun var begyndt at følge det var det eneste hun faktisk kunne finde ud af. For alt andet ende hun altid med at ødelægge. Vejrtrækningerne hjalp lidt, selvom det bare også gjorde hende mere opmærksom på hvor tæt de stod på hinanden. "Vi kunne også sende hende ud i den sydamerikanske jungle, så er vi da i det mindste sikker på at der ikke er nogen som forvolder hende nogen skader!" prikkede hun igen, som om de pludselig var endt ud i en konkurrence omkring hvilke skoler der egentlig var rundt omkring. "I det mindste ville hun have mine forældre i afrika, hvem har hun i frankrig måske!?" hun pustede sig en smule op og prikkede ham i brystkassen. "Så giv mig dog dine argumentationer for hvorfor det ville være så meget bedre at sende hende til frankrig!? Ud over dit selviske grundlag for at du er tættere på!"

[Deleted]

Jamie løftede hånden igen for at presse to fingre ind mod sin næse mens han lukkede øjnende, imens han udtrygte en ret irriteret lyd! "Urgh, vi kommer ingen vejne med det her!" knurrede han irritabelt. At sende hende ud i jungler eller hvad der nu end kunne komme på tale af håbløse og direkte urealitstiske scenarier.
Den irriterende prikken mod han brystkasse, var en påmindelse om at hele sitationen var nærtagende og sprængfarlig lige nu, som deres humør da tydeligt var gået over i den vrede tone og så ud til helst og ville holde sig i det område.
"For det første, er mange af de fag der undervises på Beaubaxton og Hogwarts lig hinanden, det betyder at Madelaine ikke vil starte ud med at være bagefter i sin undervisning. Desuden har de en langt mere streng politik angående lærer og elev end nogen af de andre skoler har og sætter meget stor fokus på netop det område der bekymre os!" et af dem i hvert fald. Han tog en dyb indånding, inden han fortsatte "Og Laine nyder at være i Frankrig. Vi har været på ferie der et par gange og hun blomstre i de omgivelser. Jeg tror forandringen vil være mere skånsom for hende. Desuden er du selv et levende bevis på at magi takles anderledens. Madelaine har lært at benytte en tryllestav, og benytter den i skolen, hvorimod det ikke er tilfældet på Uagadou. Hun ville være langt bagefter de andre" han forsøgte så vidt muligt at holde et mere neutralt stemmelege, omend man ikke kunne undgå stadig at være påvirket af den højrystende råbeudlevereing de lige havde haft.

[Deleted]

Det var som om hans ord fik luften af ballonen til at sive helt ud. Han havde ret, hun betragtede ham med såret øjne. Ikke fordi han havde gjort noget oprigtigt der havde kunne gøre hende ked af det, men fordi hun var skuffet over sin egen måde at opfører sig på. Og fordi han igen mindede hende om alle de ting hun gik glip af. Selvfølgelig kunne hun jo ikke vide hvordan at Madelaine havde det med Frankrig. Hun havde helt glemt at Jamie og Laine selv havde været ude og rejse uden hende. Og selvom hun igen selv havde valgt, at det var sådan det skulle være. Ikke som familie men hver for sig, så var det stadig svært og accepterer alle de ting hun havde gået glip af. Og for ikke at glemme alle de ting hun i fremtiden ville gå glip af i fremtiden, det at sende hende til den skole hun selv havde gået på. Ja det ville give dem noget mere at have til fælles. Især fordi hun ikke længere følte hun havde så meget hun faktisk delte med sin datter. Opgivende satte hun sig tilbage i sofaen og lagde hænderne i hendes skød.
"du har ret...." sagde hun svagt og lod blikket falde ned på fingrene der begyndte at vide sig imellem hinanden. "Du får det som du gerne vil have det... ikke fordi jeg har så meget at skulle have sagt alligevel" hun blinkede flere gange, for at undgå at lade tårene der pressede sig faretruende tæt på.

[Deleted]

Det føltes aldrig som en sejr når luften gik af skænderiet. Måske hvis man gik fra hinanden i ren rasseri, men dette gjorde ikke. Jamie var ikke ude på at såre hende, ikke dybt i hvert fald. Det havde aldrig været hans hensigt, men det hele kom i sidste ende til at handle om Laine. Om hvad der var bedst for deres datter og ikke hvad de inderst inde ønskede mest for deres eget egoistiske synspunkt. Havde en anden skole været et bedre valg, måtte Jamie havde set det i øjnende, men lige nu. Lige nu virkede dette som det rigtige valg at tage. Han sukkede og satte sig ned i sofaen ved siden af hende og lagde en hånd på hendes knæ.
"Det er det bedste for hende." han kiggede på hende med bekymrede øjne. Det hele var så sårbart og omfindingt. Og om han ville det eller ej, kunne han ikke li at se hende såret. "Undskyld. jeg gik over stregen før."

[Deleted]

Hun mærkede hvordan sofaen gav sig, da han satte sig ned ved siden af hende.
Der gik dog noget tid, før hun kunne få sig selv til at kigge hen på ham. Det hjalp dog at deres stemmer var i et toneleje, der ikke for vreden til at blusse op igen. Hendes hånd lagde sig hen over hans, da hun mærkede vægtet af den på hendes knæ. Hendes fingre gled rundt omkring hans for at give den et lille klem. "Du har ret" sagde hun stille, og lod endelig sit blik glide hen imod ham, og gav ham et lille smil. "Tror vi var lige gode om det... undskyld." hun tog koppen med kaffe hen til sig og tog en slurk.

"Så, næste spørgsmål? Hvordan får vi fortalt hende at hun skal sige farvel til sine venner og gå i skole i frankrig?" hun vente sig imod ham, efter hun havde sat koppen fra sig igen. Det var dog også her, at hun opdagede hun stadig holde hans hånd. Men i stedet for at give slip, lod hun igen blikket falde på manden der sad ved siden af ham. Hvoran kunne det være, at hver evig eneste gang hun var her kom hun i tanke om hvor meget hun savnede ham? Også skulle hun bruge flere uger på at minde sig selv om, at det var for det bedste de ikke længere var sammen. Især når man tænkte på det skænderi de lige havde haft. "Så..." mumlede hun stille, for at få ham til at komme med sin idé til hvordan de skulle fortælle deres datter det.

[Deleted]

Jamie kom med et lille smil, nok mest af tilgivelse og gav hendes hånd et ganske let klem tilbage. Men det lettede en smule på stemningen at deres stemme var faldet ned til normalt toneleje og loftet ikke var ved at flyve af huset. Jamie tænkte nogen gange på om det virkelig havde været så slemt da de boede under samme tag, eller om deres mundhuggeri og råben var blevet værre med årerne? Jamie rakte frem for at få fat i sin egen kaffekop og tillod sig at nyde den varme væske, inden tankerne skulle bane sig ind på næste problem.

Jamie sukkede og lod koppen finde sin vej tilbage til at stå på bordet. Han fik ikke svaret på hendes spørgsmål lige med det samme, mest fordi han ikke vidste hvordan den samtale skulle startes op uden at ende med gråd, råben og tænders gnislen. Sandheden fortjente hun at få at vide, men teenagere havde det ikke altid nemt med at acceptere sandheden - eller også var de ligeglade. Jamie kunne godt forstå dette ikke ville falde i god jord. Alle hendes venner og hele hendes liv var jo mere eller mindre fæsnet på Hogwarts. "Hun vil vide der er noget galt med det samme, men tror ikke der er andet for end at lave 'familiemøde' og fortælle sandheden som den er." Foreslog han - der var vel ingen grund til at forsøge at pakke det ind. Hvis de fik forklaret det rigtig, så Madelaine måske kunne se hvorfor det var vigtigt hun skiftede skole, og bedre acceptere deres beslutning? han vidste det ikke, men det var den tanke han havde.

[Deleted]

Hun nikkede eftertænksomt. "Vi ved jo begge at hun lugter lunten så snart du fortæller vi begge gerne vil snakke med hende" hun kløede sig lidt ved næsen, og lænede sig mere tilbage i sofaen og kiggede op i løftet. Da han ikke selv gav anmærkning til at trække sin hånd tilbage, følte hun ikke umiddelbart at der var nogen grund til at stoppe med den kontakt. Det var rart, mere end hun havde haft i flere måneder. Og alle kunne jo komme til at savne det, også selvom det var fra personer man inderst inde ville ønske man ikke længere havde sådan brug for. hun fugtede læberne og lod blikket glide ned på deres hænder. Selvom der var en form for stilhed hen over dem nu, var det ikke længere akavet. Som om deres skænderi havde løftet for den tunge luft der havde hængt over dem. Bestemt ikke den sundeste måde at komme i ordenlig snak med hinanden.

"Selvom det nok ville være rart at have en familie middag, også håbe vi kan få en god aften ud af det.. trods de beslutninger vi har taget for hende." sagde hun med et lille smil, og vente sig imod ham. Hun lagde en hånd på hans kind, kun ganske kort før hun trak den til sig. Mest i åbenbaringen at det nok var en lidt for tæt kontakt imellem dem. "Hvordan har du det egentlig?" spurgte hun så endelig, måske det mest civiliseret spørgsmål man kunne komme med. Og noget hun i virkligheden burde have spurgt ham om, i det øjeblik hun var trådt ind over dørtærsklen.

[Deleted]

Jamie kom med et kort halvkvalt grin. Ja det ville nok ganske hurtigt gå op for pigebarnet, når begge forældre der egentlig ikke talte sammen i hverdagen gerne begge ville være der til en samtale. Det var den ultimative måde at sikre sig på at hun lugtede lunten, det var helt sikkert. "Ja, det må vi nok erkende" Jamie fortsatte med at holde hendes hånd og have den fortsat liggende på hendes knæ. Det gav en komfort, og at han kunne lade som om for en stund at de ikke var så adskilt som de i realiteten efterhånden var. Han var ikke blank for at indrømme for sig selv at han savnede hende, og den tid de havde haft, men kendsgerningerne var kommet ind i den virkelige verden. Der var en grund.

"Vi kan altid tage familiemiddagen først og tage den alvorlige snak bagefter. Bare for i det mindste at få lidt hyggeligt ud af det." svarede han med et smil der også afslørede en blanding af morskab og opgivelser overfor det faktum at de nok begge vidste at teenagerens reaktion ville være springfarlig. Hun ville nok allerede ved familie middag situationen vide at ting var anderledens, men den kamp til den tid.
Berøringen var måske ikke noget han havde regnet med, men det gav stadig et lille ekstra træk i smilebåndet. "Godt" svarede han, umådelig simpelt faktisk, mest fordi han var blevet en smule for observant på hendes øjne endnu engang og det brune hår der gled let ned foran, noget han stoppede sig selv fra at løfte hånden og ganske let flytte. "Dig?"

[Deleted]

"det er nok den bedste idé du er kommet med i dag" grinede hun let, og nikkede for at understrege at det virkelig var en god idé. Måske ville det faktisk være et ganske fint grundlag at ligge, bare det at have en hyggelig stund sammen. Måske det kunne være starten på at fungerer som en ganske normal familie, også selvom de måske ikke var en hel familie længere. Som han kiggede ind i hendes øjne, kunne hun ikke lade være med at blive fanget i hans. Hun tog en dyb indånding, måske hun burde fortælle ham hvad der foregik i hendes liv. Hvorfor skulle hun også holde ting hemmeligt? Hun lod tungen glide hen over underlæben, mens hun ledte efter ord. Skulle hun bare være lige så simpel som han?

"Godt?" sagde hun stille, og hendes blik gled ned imod hans læber ganske uvillig. Måske mere villigt end hun ville indrømme. "Jo det går også godt hos mig." kom der en smule distraheret. Hvor efter hun hurtigt rejst sig op fra sofaen, da det gik op for hende hvor tæt på at var på at kysse ham. Nej! "Men nu.. nu når vi har fundet ud af det.. måske jeg skulle vende tilbage?" kom der spørgerende fra hende, som ville hun ønske han gav hende grund til ikke at gå.

[Deleted]

Jamie var glad for at ideen blev godt modtaget. Lidt som at starte nænsomt ud med at fastholde nogle familieforhold. For selvom ting havde ændret sig og de ikke var en hel familie var de stadig familie. Det ville de altid være.

Jamie havde ikke været opmærksom på hvor tæt de var kommet på hinanden. Det føltes bare naturligt at sidde på den måde "godt" selvom ham selvfølgelig var glad for at hun havde det godt, var hans opmærksomhed langt mere fokuseret på hende. Ja indtil han blev vækket op til virkelighedens verden igen som hun rejste sig og det gik op for ham hvad der havde været sekunder fra at ske.

Hvorfor blev hun ved med at have den effekt på ham?! Han rejste sig og rømmede sig let. "Hvis du er sikker på der ikke er andet?" måske ubevist søgende efter en undskyldning selv for at hun blev.

[Deleted]

Hun skulle lige til at vende sig om, og bevæge sig ud i entreen for at hente sin jakke og gå ud af døren. Men da han rejste sig op, og spurgte hende om hun var sikker på der ikke var andet. Var det som om at nogen sømmede hende fast til hvor hun stod. Hun tog en dyb indånding mens hun mærkede tænderne i underlæben på indersiden. Dette var virkelig ikke fair.

"Nej, det ..." hun fik ikke rigtig gjort sætningen færdig, før at hun kunne mærke hvordan hendes krop gik tættere på ham. Nej dette var virkelig den mest forfærdelige idé. Men alligevel så reagerede hendes krop ikke helt på tanker, men mere på hvad den i grunden ville. "Måske?" kom der stille fra hende, mens hendes blik gled op imod hans. Næsten brystkasse mod brystkasse, lod hun ham tage det næste skridt. Hvis han ikke ønskede mere, skulle hun nok tage afsted og vide at det ville være slut. Men måske var der stadig håb?

[Deleted]

Det var en dårlig ide. Det kunne i virkeligheden kun gå fuldstændig galt. Alligevel havde han ikke lyst til at hun gik igen. De havde fået etableret hvad der egentlig havde været grunden for hele mødet, men det virkede forkert, måske endda uretfærdigt bare at stoppe nu og sige, vi ses en anden god gang. Men måske det var det rigtige at gøre? Give slip og lade hende gå.

Jamie løftede sin hånd for at guide hendes hår væk fra ansigtet, hvorefter den var en smule fanget blidt ved hendes kind. Måske? Ville det skade? Så mange tanker gik igennem hovedet på en gang på de sekunder det tog ham egentlig at tage en beslutning for hvad han ville. "Jeg kan leve med måske" svarede han ganske stille tilbage inden han lænede sig frem og kyssede hende. Gav sig selv lov, og bevidste endnu engang for ham at ligemeget hvor meget han prøvede, kunne han ikke undvære hende.

[Deleted]

Hun betragtede ham, sekunder føltes som flere minutter. Minder gled hurtigt igennem hendes tanker, alle de gode ting de havde oplevet sammen. Rejserne, oplevelserne af det helt store, men også de helt små. Den gang de bare havde ligget i sengen en hel dag og spist vafler. At noget så småt faktisk kunne skabe så meget glæde. Morgner han var kommet ind med en kop kaffe, kysset hende på panden for at vække hende. Alle de ting, der havde vist hvor meget han egentlig havde hold af hende. Hun sank da hans læber pludselig var meget tæt på hendes. Også var de der. Bløde og velkendte.
Hendes øjne lukkede sig, mens hun lod sig selv falde i med kysset. Hendes arme var stadig slapt ned af hendes side. Hun trak sig lidt væk fra ham, for at finde hans blik, måske for at finde ud af hvorfor de aldrig helt virkede til at kunne give slip på hinanden.

Hun tog en dyb indånding, og i stedet for at finde på flere undskyldninger, hævede hun armene op og lod dem omfavne ham rundt omkring hans nakke. Hun trak sig tættere på ham, og som var de pludselig tilbage da de havde været yngre. Kyssede hun ham igen, denne gang med mere længsel og følelse. Nu havde han åbnet for dammen, og hun kunne ikke længere holde vandet tilbage.

[Deleted]

Hvad end hun spurgte efter i sit blik var han ikke helt sikker på at han på nogen mulig måde kunne besvare det. Jamie havde et liv til at fungere med Madelaine uden at Ebony stadig var der. Men hver gang han så hende, kom det hele frem igen. Alle de gode stunder der bragte det hele ud af balance af hans stædighed om ikke at gøre noget. Eller var det hans stædighed der afholdte ham fra rent faktisk at give slip. Helt og aldeles slip. Give slip og lade minderne forblive minder og acceptere det var sådan det var. Hvorfor kunne han ikke gøre det, mange andre par kunne.

Men Jamie havde ikke noget ønske om at tænke over det. Fordi gjorde han det ville han blive nødt til at tvinge sig selv til at for alvor at tænke over hvad han havde gang i. Hvad de havde gang i. Han lagde armene omkring hende som hun valgte at genoptage kysset igen. Et kys der gemte på meget af det som lå generelt og boblede under overfalden. Alt det som måske var grunden til at det var så svært at holde sig fra hinanden når først den første barriere var brudt.

Og derfra lod instinkterne og følelserne vinde over hvad kroppen foretog sig fremfor hvad tankerne egentlig havde planer om var mest fornuftigt. Fornuft forsvandt i hvert fald, som han løftede hende op, fik fragtet hende de få skridt der var, til hendes ryg var imod væggen og kun var villig til at afbryde den kontakt han havde med hendes læber, når han simpelthen var nødsaget til at trække vejret.