An actual talk

[Deleted]

forbehold @jamierhyss
Lørdag eftermiddag
Regnvejr

Weekend, normalt ville hun have travlt. Den utætte kedel skulle gøres klar til de mange kunder, som ville komme og gå sådan en lørdag aften. Men nu stod hun her, lørdag eftermiddag, foran hendes eksmands hus. Ebony tog en dyb indånding, og kunne mærke at selv efter så lang tid fra hinanden. Og selvom de flere gange havde været nød til at mødes med hinanden for at diskuterer fremtiden for deres datter. Så var det noget hun ikke kunne vende sig til. Især ikke når hun altid blev mødt af et hus der var passende til det typiske billede af den perfekte familie. Det kriblede alle de forkerte steder, og et stramt smil var placeret hen over hendes læber, da et ældre ægtepar smilende hilste på hende, da de gik forbi. Hun kunne vidst ikke finde på flere undskyldninger for, hvorfor hun ikke skulle få det overstået. Selvom hun havde prøvet at komme på flere lige siden hun vågnede om morgen, og det gik op for hende hvilke aftaler hun havde for dagen. 

Hun fugtede læberne, tog endnu en indånding  før hun begyndte at gå op til hoveddøren. Det fint, det er okay. Det er bare en helt normal samtale blandt forældre omkring deres fælles barn. Jeg håber han har mistet alt håret og tænder. Og er blevet tyk, for alt i verden lad ham være blevet tyk. 

Det mundvand som der havde formet sig i hendes mund forsvandt som hun sank det. Det her var latterligt! Hun opførte sig som en teenager der skulle ind og have en skideballe, det var jo slet ikke det som det skulle dreje sig om. Det var en alvorlig samtale omkring alle de rygter der var omkring lærerne på Hogwarts, ikke nok med at de var sammen med elever. Der var også snak omkring at der var dødsgardister i bland dem. Og efter de stormede skolen, var det ikke nogen betryggende tanke. Mens at hun havde stået i hendes meget bekymrende mor tanker, havde hendes hånd på egen intention banket på døren.

[Deleted]

Weekenden var måske ikke det praktiske tidspunkt for Ebony at finde tiden til at mødes, men det var der lige nu ikke så meget at gøre ved. Generelt var det ikke nemt at finde tidspunkter begge havde fri mulighed og ikke andre aftaler der trak, men dette var til begges interesse! Jamie kunne i hvert fald godt mærke, at dette skulle ikke forhindres og han sørgede også for at ingen aftaler kunne snige sig ind. Madelaine var det vigtigste i hans liv, og det ville aldrig nogensinde ændre sig.

Alligevel var det nervepirrende. Ikke at han var nervøs for at se hende. De var ikke ligefrem fremmede for hinanden, og dog. Det var mange år siden de havde været tætte, men for evigt koblet sammen som forældre. Og han ville ikke tage denne beslutning uden hende, det var ikke retfærdigt. Hogwarts havde udviklet sig til et sted, som ingen af dem var trygge ved at sende deres datter hen. Forhåbentlig kunne de nå til enighed om en anden løsning.

Jamie tog en dyb indånding som den bankende lyd fra trædøren nåede hans øre. Hvis de bare kunne undgå at komme op og skændes, ville det være en vellykket samtale. Han kørte hånden gennem håret som han gik igennem gangen, inden han trykkede håndtaget ned og åbnede døren. "Ebony. Kom ind" bød han hende med et velkommende og venligt smil, omend han godt kunne mærke konflikten. At gå fra at elske en person dybt og inderligt til nærmest at være fremmede tog sit tag. For hvad følte han egentlig? Man holdte nok aldrig helt op med at holde af den anden, selvom det ikke fungerede. Han trådte et skridt tilbage, for at give hende plads til at komme ind.

[Deleted]

Der blev hun så stående, fanget i hendes eget tankespind. Der blandede sig så også tanker omkring alle de ting hun der udover skulle nå, og det var hellere ikke det perfekte tidspunkt da hun kunne mærke myndighederne ånde hende i nakken. Tynd is var vidst ganske god måde at beskrive hvor hun var ude og bunde for tiden. På meget tynd is. Døren blev åbnet, og en meget velkendt stemme ramte hendes øregange. Med nogle let tågede øjne og munden let åben, vente hun sin opmærksomhed på manden der stod i døråbningen. "Oh" fik hun fremmanet, mens hendes blik meget tydeligt lavede elevator blikket af manden der stod foran hende. Fandens, stadig lækker. Det var også uretfærdigt, der gik tid hvor de ikke sås. Tid hvor hun kunne glemme den tid hun havde haft sammen med ham. Tid hvor hun ikke blev mindet om en hver kvinde der ville slå hende i hoved og spørger, hvad fanden tænkte du på!?

"Fandens perfekt som altid" mumlede hun næsten uhørligt, mens hun gik forbi ham og ind i entreen. Hun trak sin jakke af sig og hængte den fra sig for derefter at vende sig imod Jamie. "Hey" fik hun endelig sagt, da det gik op for hende, at hun faktisk havde glemt og sige hej. "Du ser godt ud" fik hun endelig frem og gav ham et halvhjertet smil, igen med sin akavethed da hun virkelig ikke vidste hvordan hun skulle hilse på ham. Hun fugtede sine læber og rodet lidt op i hendes hår.

[Deleted]

Jamie ventede ganske tålmodigt til hun var færdig med at tage ham i åsyn, hvad end hendes belæg var for netop dette. Som hun gik forbi med sin mumlen, smilede han med en ganske let opgivende mine, der alligevel indeholdte stærke spor af morskab. "Ked af at skuffe dig" brummede han tilbage og lukkede døren efter hende. Det var ikke ligefrem fordi han forsøgte at skuffe hende ved ikke at være faldet af på den i løbet af den tid de ikke havde set hinanden, men det var alligevel morsomt at noget så simpelt som hans udseende kunne give hende så muggen en mumlen.

Han vendte sig fra døren og begravede sine hænder i bukserne på sine cowboybukser og kiggede på hende. "I lige måde, som altid" svarede han med et skævt smil. Såh.. Det medgav jo slet ikke en akavet stilhed at stå her, midt i gangen i den i forvejen akavede stemning. Jamie rømmede sig let og løftede en hånd for at vise hun kunne gå længere ind. "Stuen.. Er nok et bedre valg end her. Der er kaffe derinde." konstaterede han med en ganske let drilsk undertone, som han smilede til hende igen, en smule mindre stift end før. De skulle forhåbentlig bare lige over barrieren.

[Deleted]

"Charmer" sagde hun med et roligt smil, mens hun kiggede lidt rundt. Ja det lignede jo sig selv.
Hun tog en dyb indånding, inden hendes blik rettede sig imod ham igen. "Ja vi når nok ikke så meget ved at stå her og betragte hinanden" sagde hun sarkastisk, og kunne mærke hvordan det boblede i overfladen. hun vidste virkelig aldrig hvordan hun skulle have det når hun så ham, og nogen gange kunne disse følelser godt forme sig til irritation. Også selvom hun vidste det ikke var fair at rette det imod ham. "Undskyld, jeg er lidt overarbejdet for tiden." sagde hun hurtigt efter, da hun godt kunne høre at hendes tone ikke havde været særlig venlig.

Hun fulgte gangen hen til stuen, og gik ind i lokalet. Duften af kaffe ramte hendes næsebor, inden at hun så kanden på bordet. Med et lille suk, gik hun hen og satte sig i sofaen. Det kunne ikke passe det skulle være så svært at snakke med ham! "Så.... Laine." sagde hun og vente sit blik imod ham. "Må ærlig indrømme at jeg er ved at blive nervøs omkring at Hogwarts er det rigtige sted for hende at gå... især med alle de rygter der florer i de forskellige medier" sprang hun direkte ud i samtalen. Måske var det nemmeste bare at få bragt på, mindre tid til at begynde at snakke om andet der kunne gøre situationen mere akavet.

[Deleted]

Jamie løftede et øjenbryn af hende, tog en dyb indånding og kendetegneligt lod sine hænder glide ned i bukselommerne. Han kiggede på hende og kom med et ganske lille nik, som at han forstod. Han havde hørt mange af hendes sarkastiske bemærkninger, også langt hårdere end den knap så venlige tone havde budt denne gang. Men når hun selv kunne høre hvordan det lød og undskyldte for det, så han ingen grund til at kommentere eller vade i det. Det var ikke det som de var her for.

Jamie fulgte efter hende med rolige skridt og hældte kaffe op i en kop, rakte den frem til hende, inden han hældte op til sig selv og satte sig ned i sin stol. "Ja." Laine. Det var derfor de havde kæmpet sig frem til at sidde civiliseret foran hinanden. "Jeg er helt enig med dig. Det tegner ikke godt." brummende han med rynkede bryn. Han lænede sig frem ved at have albuerne hvilende på sine ben og begge hænder lukket om krusset med kaffe. "Jeg føler ikke det er sikkert at have hende på Hogwarts mere." tiltroen var forsvundet, med god grund.

[Deleted]

Hun tog imod koppen, og følte glæden af den varme fornemmelse der bredte sig i hendes fingre. Fingre hun slet ikke havde lagt mærke til var kolde for nu. Et lille smil af taknemmelighed blev sendt til ham, mens hun tog sin første slurk. Ah kaffe, der var nu alligevel ikke noget der kunne måle sig med den første tå af kaffe på dagen. "Ikke nok med at snakken går omkring at lærer og elever er sammen... men at dødsgardister" hun sank noget af det mundvand der havde formet sig i munden på hende. Hun havde selvfølgelig sat Jamie ind i situationen, omkring hvem hun havde været involveret med. At han vidste hvem Madelaines far i virkeligheden var. Og at han stadig havde valgt at tage dem ind, og behandle hendes datter som sin egen. Og ikke bare mens de var sammen, stadig nu var han en bedre forældre end hun nogen sinde ville blive. Hun fugtede læberne og betragtede den mørke væske i kruset. "Selvom jeg føler det er en snak vi burde tage med hende før vi beslutter noget... så mener jeg der i denne om gang ikke er noget at diskuterer.." sagde hun og ventede på om han var enig. "Desuden ville Uagadou være en fantastisk skole for hende, og hun vil hurtig vende sig til tanken om at hun kan se sine venner fra Hogwarts i ferierne" sagde hun med et stolt smil og nikkede lidt for sig selv. Lidt som om at det var da slet ikke til diskussion om hvor at deres datter så skulle gå i skole henne.

[Deleted]

Jamie kiggede frem for sig som Ebony talte. Om dødsgardisterne der eftersigende skulle befinde sig på skolen. Rygter omhandlende ikke kun at lærer trådte over den utilgivelige streg og endledte forhold med mindreårige, deres elever. Men også at dødsgardisterne skulle havde trængt sig ind for at forme de unges sind. Det var alt sammen gruopvækkende. Jamie tog en dyb indånding og vendte blikket for at lade det møde Ebony's eller i hvert fald prøve på det.

"Hun bliver ikke ligefrem begejstret, men det kan ikke diskuteres." hvilket han da heller ikke kunne fortænke hende i. Men det var alligevel forældres ret at tage den endelige beslutning, til trods for deres børns mening. Det var først når man selv blev en forældre man begyndte så småt at tilgive sine egne forældres beslutninger i livet, måtte han blankt erkende.
Jamie havde drejet sit hoved til at kigge en smule ud i luften, men blev brutalt afbrudt af nævnelsen af den skole som Ebony havde planer om at sende Madeleine til. Jamie drejede sit hovede med et forvirret udtryk. "Uagadou?! Vil du sende vores datter til Afrika?!" kom der en smule højere end tiltænkt, grundet det chok det havde givet. Det burde nok ikke havde kommet som et chok, for det var skolen Ebony selv kom fra, men det var langt væk. Alt for langt væk! Desuden var deres system også anderledens, ud fra hvad han i hvert fald selv vidste.

[Deleted]

Hun kiggede på ham med store øjne. Ja hvorfor skulle hun ikke på Uagadou!? Det var en fantastisk skole, og ville hjælpe hende med at gro til den fantastiske magiker hun var. Desuden ville hendes forældre være i nærheden, det måtte da gælde for noget?
"Ja, hvorfor skulle hun ikke til Uagadou!?" spurgte hun en irritabel stemme. Hvorfor fik han det til at lyde som om det slet ikke var en mulighed! "Så vi kan godt sende hende til den skole du ønsker, fordi du gik på den. Den skole viste sig jo at være et fantaaaastisk valg!" hun skulle gøre alt for ikke at begynde at hvæse ordene ud igennem sammenbidte tænder. Hendes hænder rystede let, mens hun tog endnu en slurk fra kaffen for at prøve at beherske sig selv. Men det var svært, især fordi hun vidste det var barnligt sådan at kræve at deres datter nu skulle gå på den skole hun ønskede. Selvom der også var en bagtanke omkring det. Det var langt væk, langt væk fra dem - og ham. En hemmelighed hun havde hold for sig selv, nemlig at Rafael havde opsøgt hende. Eller nærmere havde endt i hendes kro ved et tilfælde og han nu vidste mere end han burde. Men hvis hun sagde det, var hun ret sikker på at manden foran hende ville eksploderer. Og det var ikke det som det handlede om i dag.

[Deleted]

Jamie lukkede øjnende og bed tænderne sammen. Okay, det var måske ikke det bedste svar han kunne komme med, set i bagspejlet. Det var ikke fordi at han misbeligede.. eller det var løgn, det var ikke fordi han mente at Uagadou var en dårlig skole! Ebony var en fantastisk magiker der kom derfra, det var mere destinationen der var bekymrende.
Kaffekoppen blev stilt på bordet mens han rettede sig bedre op og kiggede på hende. "Uagadou er ikke en dårlig skole! Og desuden var Hogwarts et af de sikreste og bedste skoler dengang jeg gik der, at tiderne ændre sig kan lige så godt være sket på din skole såvel som min!" gav han hårdt igen, denne gang med tydeligere spor af den New Zealandske accent der normalvis ikke var særlig tydelig.
Jamie tog endnu engang en dyb indånding, beroligende sig selv og ikke sige mere der kunne puste alt for voldsomt til ilden. "Det er langt væk. For langt væk. Jeg.. Jeg er ikke sikker på jeg kan bære tanken" forklarede han i stedet, denne gang meget observant på at holde blikket på kaffekoppen der stod så ensomt på bordet.

[Deleted]

Okay det han sagde gav mening, selvfølgelig skulle han have lov til at sige noget imod hendes valg af skole. De skulle jo snakke omkring et her som normale voksne mennesker. Han havde sikkert selv nogle valg i tankerne, og så kunne de snakke om fordele og ulemper. Og lige som hun var faldet ned igen, så kom han med en sætning der satte farten op fra 20 til 100 på få sekunder. Hun sendte ham nogle glohede øjne. Han kunne ikke bære tanken? Han, kunne, ikke, bære, tanken? Så det hele handlede om ham lige pludselig! Der var så mange stemmer der prøvede at tale hende til fornuft, sige at det selvfølgelig ikke var det han havde ment. Og hun måske lige skulle tage et skridt tilbage og tænke mere objektivt. Men han fik deres datter i alle helligdagene. Hun fik datteren en gang, jule aften, det var hendes. Men resten af tiden, så havde myndighederne besluttet at deres datter skulle være her. Og faktisk havde hun slet ikke noget at have skulle sagt i den her situation, skulle hun? Fordi at hans ord var det som betød noget, intet, intet hun havde at skulle have sagt vejede virkelig noget når det kom til vigtige beslutninger i Madelaines liv. Hun var sekunder fra at råbe de mest utilgivelige ord efter ham, men hun fik dog dæmpret sit temperament nok ned til at de ikke forlod hendes læber.

"Du kan ikke bære tanken!?" hun havde placeret koppen hårdt på bordet og rejst sig op i samme bevægelse, mens hun tårnede sig op over ham. "Nå, så fordi du ikke kan klare tanken omkring at din datter er lidt længere væk så skal det ikke være den skole!? Hvordan tror du jeg har det, nå i tager på ferie sammen hen over sommeren. Hvordan tror du jeg har det hver gang jeg skal sende hende hjem til dig efter jeg har haft hende en weekend, fordi at myndighederne besluttede at jeg ikke måtte få mere!?" hendes stemme skælvede. Igen den lille stemme der ikke fortalte det her var fair, hun havde selv været inde og forklare hvorfor det ville være bedst at deres datter var hos ham. Og efter det havde været besluttet, havde hun rejst væk fordi at smerten havde været for stor, hun havde været ung og naiv. Og det var hendes fejl, men det var tidspunkter som disse hvor smerten atter ramte hende. "Uagadou ville være det bedste valg for hende!"

[Deleted]

Selvom han ikke kiggede på hende, vidste han det. Han kunne mærke det i hele stemningen der faldte til minusgrader på sekundet, og ud af øjenkrogen kunne han se hende skumme. Ikke at han ikke helt forstod præcis hvad der var der havde fået hende op i det røde felt denne gang, men et skænderig var under opsejling. Jamie kendte alle tegnende, og havde set dem en gang eller ti for mange gange. Nærmest opgivende drejede han hovedet som koppen ramte bordet, og så blot på hende. Skulle alting blive til en kamp med hende?

Jamie rejste sig, omend ikke nær så rassende som hun syntes at være lige nu, men alligevel kunne boblede vreden frem. Det var ikke retfærdigt, og ordene der kom ud, var med den ladning at det heller ikke skulle være retfærdigt for hende. "Så burde du også være vant til det efterhånden!" svarede han tilbage med dyb stemme. "Du valgte at jeg skulle være hendes værge! Så fordi du ikke kan have hende, vil du sørge for jeg får så lidt tid som muligt?!" Samtalen gled fra dens egentlige formål til det personlige aspekt der syntes at havde ramt ind på nerven med tordenfart. "Og hvordan kan du være så sikker? Hvad har Uagadou som ingen af de andre skoler har?"

[Deleted]

Hun stod og gloede på ham måbende. Det kunne han vel ikke mene!? Det sveg i næsen, og hun nægtede at lade det blive til mere end det. Hvorfor ende det altid sådan her, de havde været så glade en gang. Og det var næsten hver knogle i hende der ønskede at det kunne blive sådan igen. Men desværre kunne man ikke bare ændre fortiden, og tvinge ting ind i ens eget lyserøde glansbillede. Så derfor stod hun nu, og forvred sine følelser ind til vrede og råberi. Fordi det var nogen gange så meget nemmere for hende end bare at sige hvad hun i virkelig følte. Eller måske forklare sig bedre, i stedet for det der foregik lige nu.
"VANT TIL DET!?" hele hendes krop rystede, det her var præcis det sidste hun ønskede i dag! Hun knyttede sine hænder for ikke at gøre noget hun ville fortryde. "Vi har magi der gør hun kan komme hurtigt hjem skulle der ske noget!! Jeg kan ikke se hvor stort et problem det er, og mine forældre er der ned!? Hvor havde hun måske tænkt dig at hun skulle starte. Durmstrang!? For jeg sværger, hvis du så meget som nævner det er en idé du har leget med, så er det er slut!" hvæsede hun. Og han havde ret, ud over at man lærte deres studerene ikke at bruge stave så var alle andre skoler lige så disciplineret som Uagadou var.

[Deleted]

Jamie vidste udemærket at det var at gå for langt, men som det nok altid havde været i skænderiger indtil tidernes morgen, så blev det personligt præget. Man ville til sidst tage de mest beskidte kneb for at såre den anden, præcis som han lige nu havde gjort, hvor uretfærdigt det end var. "Det ændre intet for dig om hun her i England eller på Alaska! Den eneste der kommer til at mærke en forskel, er Madelaine og mig!" Hans ansigt var stramt og vredt.
"Selvfølgelig har jeg da tænkt mig at sende min datter på Durmstrang, sikke en fabelagtig ide!" svarede han med vred sarkasme og kastede ud med armene. "Lad os få hende afsted med det samme!" han lod armene falde og stirrede vredt på hende. "Nej, jeg havde tænkt Beaubaxton, så jeg ikke behøvede at rejse om på den anden ende af jordkloden hvis noget skulle ske." ja, det var egoistisk at ville have hende tæt på sig, men det var også for Madelaines egen skyld. Hvilket skole ville give mindst forandring i hendes hverdag, og ryste hende mindre, mens samtidig at give den trykhed både Ebony og Jamie søgte.

[Deleted]

Hun kastede armene op i luften og gik væk fra ham, for så at gå samme vej tilbage. Hun havde aldrig været god til at blive siddende eller være stille stående, for den sags skyld. Og da slet ikke når de var midt i et skænderi, måske var der noget omkring at hun havde lidt ekstra krudt i kroppen, som andre folk ikke havde. "Neeej da, jeg er jo bare en hjerteløs mor der ønsker at rive sit barn væk fra den eneste far hun har!" skreg hun af ham på nuværede tidspunkt. Hendes underlæbe dirrede mens hun betragtede ham. Alt omkring det skræmte hende, generelt var hun rædselsslagen omkring at datteren i det hele taget skulle så langt væk. Især ford de begge havde liv her og de ikke kunne tage afsted med hende. Men lige som hun var begyndt at falde ned igen, gjorde han, hvad hun følte var nar, af hendes tanke om han havde tænkt sig Durmstrang. Som var det nok det værste hun nogen sinde kunne forestille sig, ja på nuværende tidspunkt havde hun jo ingen anelse. Fordi hans følelser var vigtigere end hendes. Det værste i dette tilfælde, at de stod og skændes om deres følelser og glemte den vigtigste person i denne sammenhæng. Tanker der nok skulle ramme hende senere, men desværre var lidt for langt væk fra hende.

Hun trådte helt op til ham, Beauxbatons, virkelig? "det kan du ikke alvorligt mene, Beauxbaxton!? Kender du overhoved vores datter!? Tror du virkelig hun ville blive glad på sådan en opblæst fransk skole!?" bare tanken om de snobber Ebony vidste underviste på den skole fik vreden til at blusse op i hende, hun kende desværre nogen af dem. Et par var kendt for faktisk at købe hendes produkter til undervisningen. Som hun stod tættere på ham, blev hun pludselig ramt af hans genkendelig duft og minder vældede over hende. This is hardly the time! vrissede hun vred af sig selv i hendes tanker, mens hun stirrede op i hans øjne.