Vi står i dus stilling

[Deleted]

Der var mange ting Breanna løj omkring, når hun var på arbejde, men hun ønskede ikke at se sig selv på den måde, primært fordi hun ikke gjorde det af egen fri vilje, men af tvang. Hun prøvede mere at se på det, som hvis hun var skuespiller, der spillede den rolle som hendes kunder bestilte. De bestemte om hun skulle være fra en rig familie, arbejde som sygeplejerske, være magiker eller ej, ja de kunne tilmed bestemme hendes højde, alder, hårfarve, øjenfarve og alt det andet, da hun var metamorphmagus og ret nemt og hurtigt kunne indrette sig under, hvad hendes kunder ønskede af hende.
Hun var helt indforstået med, at de skulle ligne et par, så det var den rolle hun havde sat sig selv i. Hun var Anna, Darius' kæreste, selvom hun lige nu også tillod sig selv, at slappe lidt af og være sig selv, men hun var hele tiden på vagt, så ingen skulle overhøre noget mistænktsomt. Hun mærkede hvordan alt i hende vendte sig, da han fortalte de fleste til festen var blodfanatiske. Hun var selv mugglerfødt, så det skulle hun nok sørger for ingen fandt ud af. Hun trak lidt på den ene skulder, mens hun strøg hans håndryg med sin tommelfinger, før hun vendte blikket mod ham med et venligt smil over sine læber, "Er det en dårlig ting, at du ikke føler dig tilpas blandt dem mere?" spurgte hun blidt, for hende var det da kun rart at høre, at han ikke delte de andres blodfanatiske tildenser, men igen, nu sad hun også her som mugglerfødt.
Hun mærkede klemmet omkring sin hånd og sendte ham et nyt smil. "Nej, det ved jeg godt," svarede hun mildt og lænede sig mod ham og kyssede hans kind ganske blidt, da hun fornemmede nogle øjne på dem, gennem vinduerne.

[Darius Lee Malice]

Darius havde ikke rigtigt nogle forventninger om denne aften. Altså han havde forventet, at han ville være ved at skide en snemand hver gang nogen kiggede på dem og det havde også været sådan, men han havde ikke vidst, hvad han skulle forvente af hende. Dog var han glad for resultatet, for selvom den snemand rigtig gerne ville ud, så slappede han af i hendes selskab. Hun var rigtig sød og mere rolig, end han var i hvert fald. Hun var nok også mere vant til dette, men alligevel.
"Nej det er det måske ikke, men det ville være en del nemmere for mig at være her. Jeg ville ikke føle alle de blikke mod mig og jeg ville ikke føle mig så utilpas. Dog er jeg stadig lidt tvunget til at komme. Desuden er det også skide irriterende, at i stedet for at hygge mig med min fætter, så skal jeg være foruden ham og høre folk tale grimt om ham, fordi han ikke er som de andre." Darius var tydeligt irriteret over dette. André var en af de vigtigste personer i hans liv og han hadede når nogle i hans familie skulle kommentere på hans holdninger. "Jeg ville bare ønske, at jeg ikke skulle bruge tid med disse mennesker. Udover min far." Sagde han så med et lille smil.

Darius smilede til hende, da hun kyssede ham. Hun var skisme god. Selv havde han lagt mærke til, at der var nogen, der kiggede på dem og det irriterede ham også. Det var sikkert hans bedstemor, så altid var så pisse nysgerrig når det handlede om ham og piger. Hendes lille Dare Dare skulle jo helst have en god pige med de rigtige holdninger. Han gøs ved tanken.

[Deleted]

Breanna lyttede som Darius fortalte. For hende lød det som om, at han ikke var særligt glad for sin familie, ikke at hun troede han ikke elskede dem, men hun af alle, kendte godt til det med at føle man ikke hørte til et sted. "Jeg gætter mig til, at din fætter tør være sig selv og ikke er velkommen til familiesammenkomsterne?" spurgte hun lidt ind og så på ham med et blik som skreg af medlidenhed. Hun ville ønske der var noget hun kunne gøre for ham, bare et eller andet. "Hvad ville der ske, hvis du slappede af og var dig selv?" spurgte hun og trak lidt på den ene skulder. Hun ville ikke dømme ham for, at lege en person han ikke var, når han var sammen med sin familie, det var jo lidt det hun gjorde hver gang hun arbejdede. Hun var aldrig sig selv, hun vidste dårligt nok selv, hvem hun var fordi hendes mand styrede hende så meget. "Hvorfor gør du det så, når du tydeligevis hader det så meget?" spurgte hun nysgerrig, der måtte jo være en eller anden årsag til det.
Hun gengældte hans smil, efter at have kysset hans kind. Hun vidste et sted godt, at det med al sandsynlighed ikke var nok til, at overbevise nogen, men hun vidste heller ikke om han ville blive sur, hvis hun kyssede ham på munden. "Jeg tror, vi bliver holdt øje med," hviskede hun stille, som hun lænede sig ind mod hans øre, modsatte side af vinduet, for at undgå nogen skulle kunne mundaflæse hendes ord.

[Darius Lee Malice]

Darius tænkte på André. Han var et af de modigste mennesker, som Darius kendte, hvor han far også var en af dem. Selv var han ikke ret modig. han havde altid virket som en person, der bare havde styr på det hele, men han skammede sig faktisk over den han var.
"Han har altid turde at være sig selv." Sagde han og fik en knude i maven, da han tænkte på, hvad der var kommet ud af det. Han sad og overvejede, om han skulle fortælle hende om, hvad der var sket dengang. Det gjorde dog ondt, da han havde mistet sin mor.
"André har altid været anderledes. Han har aldrig haft noget imod mugglere og med min familie... Ja.. Mine forældre har altid accepteret ham og det samme med hans forældre. Dog har resten af familien ikke, så hans farfar kom en dag for at slå ham ihjel, da han ikke ville have en som André i familien. Det endte med, at André slog ham ihjel, men min far tog skylden og blev sat i Azkaban." Darius stoppede, da han ikke vidste, hvordan han skulle komme videre. For første gang, trillede en tåre ned ad hans kind. Han havde endnu ikke grædt for sin mor, for han havde aldrig ladet sig selv gøre det.
"Som hævn, slog familien min mor ihjel. De er her så ikke i dag, for ellers var min far ikke kommet. Men mange af dem, dømmer stadig André." Darius snak en klump. "Det værste er.. At det gjorde jeg også. Jeg bebrejdede ham faktisk for, at jeg mistede min mor og, at min far kom i fængsel. Jeg var selv på flugt." Han trak vejret dybt og lod tårerne falde.
"Jeg er her for min far. Jeg tror, han på en måde har brug for familien, selvom han måske ikke vil indrømme det. Han har ikke så mange venner og han har svært ved at komme videre.." Darius bandede for sig selv. Aldrig havde han været så sårbar. Ikke engang overfor Nikki.

Darius lagde en arm om hende og hviskede tilbage:
"Bare ignorer dem." Sagde han og kyssede hende på håret. Han var ikke sikker på, hvad der var skuespil fra hans side og hvad der ikke var. Det var ikke fordi han var forelsket i hende, men der var noget ved hende, der bare gjorde, at han turde være sig selv.