What Do I Know..?

[Deleted]

Isobel E. Conelly
Bar i Wales.
November 2054 omkring klokken 20.

---

Jackson havde været gået underjorden i snart et år. Han havde forladt alt og alle hjemme i Irland. Nira havde han fortalt til, at hun ikke skulle bekymre sig, men at hun heller ikke måtte fortælle nogen noget. Hun måtte ikke sige, at han havde fortalt hende om sine planer, for så ville det hele gå i vasken. På det år han havde været underjorden, havde han fået opbygget sig en hel ny identitet. Han havde skiftet navn og var flyttet til en mindre mugglerby i Wales, hvor han ellers aldrig havde været før, dermed var der ingen som ville kunne genkende ham. Han havde fået et job som bartender på en lokalepub og var egentlig faldet ret godt til, men han ville nok lyve hvis han påstod, at han slet ikke savnede livet hjemme i Irland og ikke mindst Nira.
Både Amber og Cody havde han affundet sig med, at han aldrig ville komme til, at se igen. Det var ikke fordi han havde det godt med det, men han kunne heller ikke leve resten af sit liv i frygt for, at hans syn ville gå i opfyldelse. Så ville han hellere stikke af og starte på en frisk et helt andet sted. Indtil videre var det da også gået helt som planlagt.
Han var netop mødt på arbejde og var i gang med at binde sit bartender forklæde om livet. Stedet var ikke helt vildt stort, men der var alligevel plads til ret mange mennesker. Han stillede sig om bag bardisken og gjorde sig klar til, at tage imod sin vagts første kunde.

[Isobel E. Conelly]

Wales.. Isobel havde trukket den friste luft ind hele dagen og nydt at være langt væk fra alle sine problemer. Hun var klar over at det formentlig ikke ville løse det hele, men at flygte var tilsyneladende blevet hendes ting. Hun havde fundet et værtshus, efter overraskende lang tids søgen, i forhold til resten af Storbritannien hvor den slags lå på hvert gadehjørne. Hun skubbede døren op. Lugten var lidt ulden, men stedet virkede ellers hyggeligt, og diskret - vigtigst af alt. Selv efter at have besøgt samtlige af den slags steder, så hun stadig malplaceret ud, med sit blide udseende.
Ud over en enkelt lidt skummel mand med langt skæg, der sad i et hjørne, så var der vidst kun hende. Døren gik i bag ved hende med en lille raslen fra en klokke. Isobel kastede et blik på baren og gik målrettet hen til en af de lidt slidte barstole. Læderet på skamlen var falmet væk og de virkede lidt vakkelvorende, men hun vovede alligevel at slå sig ned. Hendes blik faldt på bartenderen. Af et sådanne sted havde hun ikke ligefrem regnet med at møde en mand af hans kaliber. "Hej," hilste hun med sit imødekommende smil. "Så.. hvis jeg nu skulle prøve noget rigtigt walisisk, hvad skulle jeg så vælge?" spurgte hun og lod fingrene tromme hen over bardisken. Hendes blik strøg fra ham og til flaskerne bagved ham. Mange af tingenen genkendte hun, men der var også mange fremmede flasker. Det virkede umiddelbart ret uskyldigt, men sandheden var at hun var begyndt at mærke en indre uro over ikke at have fået noget de sidste mange timer, alkohol var blevet hendes sovepude, og hun vidste ikke helt hvordan man kom videre derfra.