Don't Act Like You Know Me, You Don't Know Me

[Arian Herakles Mason]

Arian så på hende med et afventende blik. Han fnøs ved hendes ord. ”Du bruger allerede din tid på mig, så det beviser bare du ingen ting ved,” svarede han spottende tilbage. Hun blev alligevel ved med at stå her og diskutere, så bedre ting at lave kunne hun jo ikke have. Arians tid var også værdifuld, men han tog sig gerne tid til at begrave folk i deres eget lort, hvis han følte, det var det de fortjente. Kimberly var en af de personer, der fortjente den slags, hvis det stod til ham. ”As a matter of fact, så ja. I det mindst er det ikke mig, der ikke vil indse min kæreste bruger mig,” svarede han hårdnakket og så på hende med et spottende blik. Det kunne sagtens være Kimberly var en bitch, men Arian han var det nærmest professionelt. Han var virkelig en af de typer, hvor man enten elskede eller hadede ham, for han lagde ikke skjul på hvem han var. Som hun begyndte at nævne hans forældre, kunne han mærke lysten til at slå hende blev større. Kontrollen over temperamentet mindre. Han stod der, lyttede, tog imod hvad hun havde at sige, mens han talte til 10 inde i sit hoved. Han pustede ud, som hun endelig var færdig med at snakke om hvor stolte de måtte være. Nej, de ville sikkert ikke være stolte hvis de var i live, og han ville ikke benægte hendes ord ramte. Selvfølgelig gjorde de det. Han vidste, den eneste han havde fortalt til, hans forældre var døde var Jasper. ”damn dig, brug mine døde forældre alt hvad du vil, men du kendte dem ikke og du får ikke lov til at tale om dem på den måde, din damning slag,” sagde han hånende. Bare brug mine døde forældre, bitch, tænkte han som han åndede ud. Især hans må var en ømtålig ting for ham, da hun virkelig altid havde forstået ham og da han var kommet ud, havde hun været der. Hans far havde haft brug for tid. ”Og du må virkelig mangle en hver form for selvværd, når du lader den første og den bedste der melder sig, knalde dig. Foruden det faktum ikke ville indse, han ikke vil dig,” pointerede han. Han nægtede at være den første til at gå, heller ikke efter hendes kommentar.

[Kimberly Aya Minore York]

"Sgu ikke med min gode vilje, men jeg er for velopdragen til bare at gå," svarede Kimberly og sendte Arian et blik som nok kunne dræbe, hvis blot øjne havde haft den funktion. Hun ville virkelig bare gerne væk fra ham. Hun kunne sagtens give igen på alt det lort han stod og smed i hovedet på hende og det ville hun også have gjort under normale omstændigheder, men hun var så mentalt udmattet, at hun bare ville være for sig selv. Hun rullede med øjnene, "Du ved ikke en skid om mit og Dorrans forhold," svarede hun irriteret, mest af alt fordi han rent faktisk ramte et blødt punkt i hende, for det var præcis hvad Dorran var. Hendes blødeste punkt.
Hun slog en hånd op for munden, da han fortalte hans forældre var døde. "Det.. Det vidste jeg ikke, Arian," sagde hun stille og slog blikket ned mod gulvet. Havde hun vidst at hans forældre var døde, havde hun aldrig nævnt dem. Hun fik en virkelig grim smag i munden. Det var ikke hende, at bruge døde folk til at ramme andre. Hans næste ord fik hende til at føle sig mere billig, end da hun havde været sammen med Charles. "damn dig, Arian," sagde hun og tog sin taske, vendte rundt på hælene og gik mod udgangen. Nu ville hun ikke finde sig i mere fra hans side af, døde forældre eller ej, så var det bare ikke en måde at behandle andre på.

[Arian Herakles Mason]

"Ja, lad os kalde det, det" svarede han med en ligegyldigt stemme, og rullede øjnene af hendes dræbende blik. Det ramte ham ikke og han døde ikke af det. Han var så ligeglad. "Jeg ved mere end du gør, tydeligvis," svarede han med en arrogant stemme. Han var Dorrans bedsteven, så derfor burde han vide alt. De var dog gledet fra hinanden og alt sammen på grund af hende. Han kunne ikke fordrage hende og ville hellere se hende ude af billedet. Forhåbentlig kunne den her samtale få hende til at slå op med ham, så det bare ville være ham og Dorran igen. 
Han så på hende, som hun slog en hånd op foran sin mund. Arian hadede, når folk nævnte hans forældre. Især hans mor. Han var ligeglad med folk gik efter ham for at være til fyre, for det var han afklaret med. Han havde accepteret sig selv, og derfor kunne det ikke røre ham. Havde det været 4 år siden, så ja, måske. Der havde han det svært ved det, men hans mor havde accepteret ham og til sidst også hans far. Hans mor havde været solen i hans liv. Han havde lært så meget af hende. Grunden til han hadede, når nogen nævnte hans forældre - uanset sammenhæng, var nok i modsætning til hans homoseksualitet, at han ikke havde accepteret de var borte. At han brugte alt for meget energi på blot at eksistere på grund af det. Ikke fordi han ikke kunne være glad, men sorgen var der som en tung hånd der blev holdt over ham, så selv når han havde det godt, så var det at komme gennem dagen stadig en kamp. Også over et år efter. Han var dog også vred på dem. Han så ikke på dem, som han tænkte på, om hans mor overhovedet ville være tilfreds med ham. "damn dig selv," mumlede han og så på hende gå. Han følte ikke en gang han havde vundet, men i det mindste gik hun. 

//Out//