Don't Act Like You Know Me, You Don't Know Me

[Kimberly Aya Minore York]

Arian Herakles Mason
Hogwarts - Ugleriet.
Oktober 2054 - Omkring klokken 16.

---

Kimberly havde stadig sin skoleuniform på, da hun stod i ugleriet og var ved at fodre sin ugle, før hun ville sende den afsted med en ugle til Dorran, da det trods alt var deres eneste måde at kommunikere på, når hun var på skolen og han var gradueredet i sommers. Hun havde det stadig lidt underligt i kroppen efter, at have stået ansigt til ansigt med Charles igen, da hun havde været i USA for, at se Seth. Men hun havde det endnu mere underligt med, at hun skulle være faster, men det var på en virkelig dejlig og rar måde. Hun kunne sagtens set Seth som far og hun var ærligt talt ikke i tvivl om, at han ville blive en fantastisk en af slagsen.
Hun smilede lidt til sin ugle og aede den på hovedet, før hun bandt brevet til Dorran omkring dens ene fod og sendte sin ugle afsted. Hun savnede sin kæreste utroligt meget, men hun vidste godt, at det var en af konsekvenserne ved at have en kæreste som var ældre end hende selv, men hun trøstede sig med, at det kun var to år endnu, plus det skole år de var igang med selvfølgelig. Hun mærkede en mild brise ramme hendes kinder og lukkede øjnene et øjeblik for at nyde den friske luft lidt. Hun havde ikke ret mange venner eller veninder, fordi hun bedst kunne lide, at holde sig for sig selv, et sted nok fordi hun var så bange for, at blive udnyttet fordi hun var Seths lillesøster og folk bare ville møde ham og de andre i bandet igennem hende. Men de få venner og veninder hun så havde, vidste hun så også at hun kunne stole på, rent faktisk var der fordi det var hende de kunne lide, at hænge ud med, da hun var blevet venner med dem inden Seth var blevet kendt. Hun lagde albuerne på gelænderet og lænede sig en smule frem for at se hvor langt ned der var, hvilket hun dog hurtigt fortrød, da der var ret langt og hun ikke var særligt god til højder. 

[Arian Herakles Mason]

Arian havde sin skoleuniform på, da han lige havde afsluttet noget undervisning, som han havde haft til sent ude på eftermiddagen. Det var underligt at gå et skoleår om, og han måtte indrømme, han aldrig havde følt sig som mere end en taber, end han gjorde lige nu. Han hang jo normalt ud med de populære børn, og han følte lidt, det handlede om at kunne det hele med dem. Det var jo så heller ikke fordi han var direkte dum eller noget i den dur, men han havde haft et hårdt år sidste år og han var ikke kommet sig over halvdelen af det. Nu stod han ovenikøbet i en situation, hvor han manglede to af sine bedstevenner på skolen. Han følte, han skulle starte helt forfra og han vidste ikke, hvor meget han egentlig havde lyst til det. Det eneste der var godt, var han kunne se Jasper mere, når han var her, selvom det var underligt efter alt det med den falske Charles, som var Jaspers søn. Ja, han havde svært ved, han var sammen med en mand, der var far. Det var jo ikke en gang det, han var sammen med ham, kun. Han var forelsket i en mand, som var far. Til en mand, der var 7 år ældre end han selv var. Det var mærkeligt. Han havde jo ikke kendt Jasper særlig godt og ej hellere, han gjorde det nu, men alligevel, kendte han noget af ham bedre nu. Arian var på vej op for at sende en ugle til sin storebror, mest af alt fordi han savnede ham og gerne snart ville se ham. Havde alt gået efter planen, så havde han nu boet sammen med Dorran og haft ham helt for sig selv. Nu når han så ham og inden skoleåret var omme, havde han bare været et tredjehul og derfor brød han sig ikke om Kimberly. Han bevægede sig op af trapperne med hurtige skridt og stoppede op, da han fik øje på Kim. I stedet for at sige noget, lod han et ondt blik ramme hende.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly rettede hurtigt sit blik mod trapperne, da hun hørte fodtrin, hvilket typisk var en indikator på at hun ikke var alene mere. Og ganske rigtigt som Arian til syne lidt efter. Hun vidste godt at Arian var Dorrans bedste ven, men det gjorde ikke at hun brød sig mere om ham. Egentlig havde hun aldrig haft noget imod ham, men hun var ikke dum, hun vidste godt at han ikke brød sig om hende og så var det vel meget normalt, især for en teenager, at reagere ved heller ikke at kunne lide ham.
Hun sukkede tungt og rullede med øjnene, da det onde blik ramte hende. "Bliv dog voksen," mumlede hun sammenbidt. Hun anede ikke, hvad hun nogensinde havde gjort ham, for at han skulle se sådan på hende. Hun vendte rundt igen og begyndte så at ordne lidt mad til sin ugle, så det var klart til den når den kom tilbage. Der var alligevel en pæn lang flyvetur fra Skotland til England og tilbage til Skotland igen.
Selvfølgelig vidste hun godt, at Arian og Dorran var bedste venner, men det var begrænset hvor meget hun så Dorran, fordi han jo ikke gik på skolen mere. Hun savnede ham selvfølgelig, men hun skjulte det for omverden. Det kom jo ikke dem ved. Hun vidste endnu ikke noget om, at Seth var kommet i vidnebeskyttelse eller hvorfor han var det. Så det var en bekymring mere til senere og så længe hun ikke selv var i fare og var på skolen, hvor hun alligevel ikke så Seth, så var der heller ingen grund til, at hun skulle gå og tænke og bekymre sig om det, slet ikke når der ikke var noget hun kunne gøre anyway. Hun skævede lidt mod Arian igen, som et tungt suk forlod hendes læber. "Hvad har jeg nogensinde gjort dig?" spurgte hun så direkte, før hun vendte blikket mere direkte mod ham og så på ham, som hun afventede en forklaring på, hvorfor han mente han kunne tillade sig at se sådan på hende.

[Arian Herakles Mason]

Arian slog ud med hånden, da han valgte at gå forbi hende efter at have stirret ondt på hende. Han hørte dog hun mumlede et eller andet, hvilket fik ham til åbenlyst at himle med øjnene. Arian havde ikke haft noget imod Kimberly inden hende og Dorran blev kærester. Han havde snakket med hendes storesøster og ikke rigtigt kendt til hende, da han levede i en verden, hvor det kun var dem, han selv fandt interessante han gad at bruge sin tid på. Det havde ret ofte bare været ham og Dorran mod verden og nu, var det som om Dorran var blevet langsommere, mindre ødelagt og havde fundet nogen, han hellere ville. Så nu var de to mod tre, og Arian var det svageste led i den sammenhæng. Arian gik op til sin egen ugle og lod sin finger kæle for den næb i det, hans ugle virkede til at være glad for at se ham. Han havde navngivet sin egen ugle Diva, hvilket han havde synes havde været kreativt da han fik hende, hvilket efterhånden var seks år siden. Han gav Diva det brev han havde skrevet, før han stivnede over Kim direkte snakkede til ham. Han lod Diva flyve afsted, inden han langsomt vendte sig om og sendte hende et afmålt, køligt blik. Så hun kunne selvfølgelig ikke finde ud af at holde kæft, men omvendt vidste han heller ikke hvad han havde forventet. Han havde intet behov for at stå og snakke med hende, hvilket gjorde hans parader var endnu mere oppe og han opførte sig mere som en bitch, end han plejede. Han himlede med øjnene, inden han lod de mørke øjne kigge direkte på hende, selvom det var mere gennemtrængende og igennem hende, som om hun ikke var der. For ham, var hun i hvert fald ikke. "Det er som om vinden taler," sagde han til sig selv, inden han smilede triumferende. 

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly var nok mest kendt for at være den lille, stille, generte, yngste York, men det var egentlig langt fra den hun var. Hun holdt sig meget for sig selv, fordi hun ikke ville udnyttes af Seths fans eller blive svinet til af hans haters. Hun elskede sin storebror over alt på jorden, præcis ligesom hendes andre søskende, men nogengange ville hun ønske, at han aldrig var blevet så kendt, at hendes liv også blev påvirket af det, men hun ville aldrig sige det til ham. Han skulle nyde sit liv præcis som han ville.
Hun satte sine hænder i siderne og så på Arian med et skeptisk blik, hvorefter hun fnøs til hans svar, "Waow, og du skulle forstille, at være 18?" spurgte hun og rystede på hovedet af ham. Det gik langt over hendes forstand, hvordan man kunne få sig selv til, at behandle andre mennesker som var de ingenting. Godt nok kunne hun selv virke utrolig kold, men det kom kun til udtryk, hvis hun blev skudt efter først. Hun ville hellere undgå drama end hun ville have noget som helst med det at gøre.
Hun overvejede lidt om hun bare skulle vende rundt og gå sin vej, og lade Arian om at være barnlig. Hun nægtede at synke ned på hans level. Hun ville ikke engang bruge tid eller energi på, at sige noget til Dorran omkring det.

[Arian Herakles Mason]

Arians blik faldt hårdt på hende ved hendes kommentar. Han hadede, når folk brugte det faktum han var 18 år som argument, for han skulle opføre sig som en voksen. Det var ikke fordi det skete over en nat, at han blev voksen. ”Og du skulle forestille at være kæreste med min bedsteven, men vi ved begge godt der ikke går længe før han dropper dig,” svarede han skarpt tilbage og lagde sine arme over kors Han var virkelig ligeglad med om hun fortalte det her til Dorran eller om han på en anden måde fandt ud af det. Fuldstændigt. I hans hoved havde han mistet Dorran og det pinede ham, det var til hende. Han kunne virkelig ikke fordrage hende. Hun havde taget hans bedsteven fra ham. Han var blevet et tredje hjul og Dorran ville hende mere end han ville ham. De havde en pagt. Det var dem før alle andre og han havde brudt den. Han var overbevist om, at Kimberly havde forhekset Dorran med et eller andet willie noget. Dorran havde nemlig fortalt ham, at hans far troede Kim var willieblod, og Arian måtte give ham ret. Hvorfor ville man ellers gå efter hende? Hun var ingenting og han nægtede at være den der blev udskiftet, selvom det var for sent. Selv de gange, Dorran og ham skulle være alene, havde hun nærmest været der med det samme. Hun havde ødelagt hans bedste ven.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberlys blå øjne blev koldere og koldere. Hvorfor skulle Arian blande sig i hendes og Dorrans forhold? Hvorfor kunne han ikke bare være glad på sin bedste vens vegne? Ja, spørgsmål havde hun egentlig nok af, men hun gad ikke bruge tid på at stille dem, da hun var ret sikker på, at hun ikke ville få nogle seriøse svar tilbage og så kunne det ærligt talt være ligegyldigt. "Seriøst?" spurgte hun køligt og hævede et øjenbryn af ham, "Er det dét, det her handler om?" spurgte hun og fnøs let, mens hun rystede på hovedet. Hun holdt virkelig af Dorran og hun vidste han også holdt af hende, selvom en del af hende altid nok ville frygte at han ikke kunne se hundrede procent forbi hendes williegen og han derfor kun var sammen med hende på grund af det, men hun stolede på ham.
"Men fair nok, jeg skal nok lege med for et øjeblik; fortæl mig endelig helt præcist, hvorfor han skulle droppe mig?" sagde hun med et lidt overbærgerne smil, for at dække over den bekymring som han rent faktisk havde sat i gang i hende. Hvad nu hvis Dorran havde sagt noget til Arian som ville få ham til, at sige sådan til hende? Hvad nu hvis Dorran virkelig havde planer om, at gå fra hende? Hendes hjerte gjorde helt ondt alene ved tanken.

[Arian Herakles Mason]

Arian ignorerede hendes øjne blev koldere og koldere. Han lod sig ikke røre af det og da slet ikke, når det var hende, det skete for. Han kunne faktisk ikke være mere ligeglad, hvis han skulle være helt ærlig. Han nikkede kort og så på hende, da hun hævede sine øjenbryn af ham. "Mmh," svarede han irriteret, som han lod sine øjne kigge på hende med et blik, der ikke havde andet end absolut had i det. Han kunne virkelig ikke fordrage hende. Hun skulle ikke tro, hun bare kunne komme som den billige damning so hun var og stjæle hans bedsteven. Ikke tale om! For Arian handlede det om en masse andet end bare hende. Han var blevet forladt af sine forældre, og han nægtede, hans bedsteven også skulle forlade ham og det følte han, han ville, ved at være sammmen med hende. Han fnøs ved hendes ord. "Well, til at starte med, så er du damning grim og billig," pointerede han med armene over kors. "For det andet, så har Dorran fortalt at hans far, mener du er willie.. Og så ved vi godt, han ikke er sammen med dig, fordi han elsker dig. Næ, det var et væddemål for at se, om han kunne komme i bukserne på dig flere gange... hvilket han så kunne," pointerede han med den mest bitchy stemme, der overhovedet kunne forekomme fra ham af. 

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly rystede let på hovedet. Det var simpelthen for langt ude for hende det her. At Arian reagerede som han gjorde, bare fordi hans bedste ven havde fået sig en kæreste. Burde han ikke være glad på sin vens vegne i stedet for, at nedhakke hende som han gjorde? Hun ville i hvert fald blive glad på Sagas vegne hvis hun fik sig en kæreste, som hun virkelig var glad for.
Hun fnøs da han lagde ud med at hun var grim og billig, "Ærligt, Arian, så tør jeg vædde med, at du er mere billig end jeg er, og at du synes jeg er grim? Well, det siger bare mere om din smag end det siger om mit udseende," svarede hun roligt igen. Nej lige de to dis ramte hende ikke det mindste, eftersom hun kun havde været sammen med to fyre, hvoraf den ene var hendes nuværende kæreste og ja, okay hun følte sig billig efter at have været i seng med Charles, men både ham og Seth virkede ret nedkølet omkring det, så selvom det var svært for hende stadig, at se Charles i øjnene, så var hun stille og roligt begyndt at kunne leve med, at de havde været fulde og havde dummet sig. Desuden, var der nok ikke mange på hendes alder, som kunne sige de havde været sammen med deres storebrors ven og var sluppet godt fra det.
Meget af det næste han sagde, kunne hun også sagtens håndtere, for hun vidste jo godt, at chancen for, at hun var willieslægt var utrolig stor og det havde hun snakket med Dorran om. Nej, det var mere den del han fyrede af omkring det var et væddemål, som ramte hende. Hvad hvis det var sandt? Var hun bare en eller anden tilfældig udvalgt tøs, som var blevet en del af et dumt væddemål? Selvfølgelig ville hun ikke vise ham, at hans ord havde ramt hende, hun rettede derfor blot ryggen en smule og sendte ham et overbærende blik, "For vi ved jo alle sammen godt, at man ikke kan elske en willie oprigtigt.." mumlede hun og rullede med øjnene. "Et væddemål simpelthen? Whau, du er mere sølle end jeg havde troet. Hvis det virkelig var et væddemål, hvorfor skulle han så stille sig op foran alle, da vi var på Ilvermorny og fortælle alle om sine følelser for mig, Arian?" spurgte hun irriteret, fordi det rent faktisk havde lykkedes ham, at ramme hende. Hun ønskede jo ikke at betvivle Dorrans følelser for hende, men Arians ord, gav hende godt nok en udfordring uden lige.

[Arian Herakles Mason]

Arian havde slet ikke tænkt sig at være glad på Dorrans vegne. Af flere årsager. Han havde aldrig godkendt Kimberly og derfor kunne han heller ikke være sikker på, hun overhovedet var god nok. For det andet, så følte han virkelig, hun havde overtaget det hele ved at komme ind i hans liv. Hun havde taget hans bedsteven fra ham. Gjort ham til en eller anden kærlighedssyg positiv idiot, og det klædte ham ikke.
Han så på hende da hun fnøs og lagde sine arme over kors ved hendes kommentar. ”Hvad damn ved du om det,” kommenterede han til, hun mente han var billig. Han havde været sammen med mange fyre ja, men det betød ikke, det havde været samleje for ham. Han havde haft brug for deres nærvær for at kunne smide dem væk dagen efter. Han havde brug for nogen for et kort sekund så ham som et menneske, der manglede kærlighed og intimitet, og når de havde set det, behøvede han dem ikke mere. Det var ikke ligefrem fordi Jasper tilfredsstillede det behov hos ham. Det var kun samleje. ”For det andet, så siger det en masse om dit udseende. Havde jeg synes du var lækker, så havde der været noget om snakken, taget min smag i betragtning,” svarede han med den mest nedværdigende stemme, han havde.
Det overbærende blik fra hendes side, irriterede ham. Hun skulle ikke være andet end et stykke kød, han kunne prikke til og tisse på, hvis det var det han ville. Han havde ikke brug for hendes sympati for det han sagde eller en forståelse. Slet ikke hendes tilgivelse. Han ville ramme hende, hvor det gjorde ondt. ”Nu det er noget vi er inde på… Du kan aldrig vide dig sikker, for fyrerne vil kun have dig for dit udseende,” påpegede han spottende og køligt. ”For pointene selvfølgelig og det, han får ud af det i sidste ende. Det faktum du ikke kan regne det ud, siger noget om din naivitet, York,” svarede han hårdt og fornemmede, han et eller andet sted havde ramt en form for nerve.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly lod sine blå øjne hvile koldt på Arian, "Eftersom du har været sammen med min søster, så en hel del," svarede hun og satte hænderne i siderne på sig selv, hun havde jo fået af vide af Saga, at Arian havde været hendes første gang. Men hvad nu hvis det også bare havde været et væddemål? Havde ham og Dorran et eller andet show kørende om, hvem af dem der kunne komme i bukserne på flest York og hvor mange gange? Hun mærkede hvordan hendes hjerte nærmest gik i stå ved tanken og en kvalme sneg sig ind på hende. Det var simpelthen for lavt, selv for drenge. "En skam det så er Dorrans smag som betyder noget for mig, og ikke din," sagde hun og flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Hvorfor var det helt præcist også hun havde åbnet den her samtale? Det var jo som at åbne pandoras æske, at gå frivilligt ind i en dialog med en som ham. Det burde hun have vidst.
Hun hævede let begge øjenbryn, "For mit udseende? Jeg troede ellers lige du sagde jeg var grim?" gav hun igen, fyrerne ville vel ikke have hende på grund af hendes udseende, hvis hun var grim, så måtte hun jo have en virkelig smuk personlighed. Hun kneb øjnene en smule sammen, "Dorran ville kunne få hvem som helst, hvorfor skulle han så vælge mig, hvis jeg ikke er andet end et væddemål og samleje for ham?" spurgte hun selvom hun prøvede at skjule hans ord ramte hende, så vidste hun godt at det nok ikke gik så godt for hende som var hendes hensigt.

[Arian Herakles Mason]

Han ignorerede det kolde blik, som hvilede på ham. Han bed sig dog i læben ved kommentaren om hendes søster. Hvor fanden vidste hun det fra? Saga havde lovet aldrig at fortælle det til nogen og det var ikke noget, han havde været stolt af. Han vidste havde blot vidst, han skulle være sikker på han var homoseksuel, når han sprang ud til sine forældre og det havde hun blandt andet været en bekræftelse i. Ja, udover han havde haft svært ved at få den op og stå med hende og han virkelig kun tændte på mænd. Han havde dog vidst, at især hans far ville have svært ved hans seksualitet. Det kunne dog være ligegyldigt. Han var død nu, og den eneste han havde fortalt det til var Jasper. End ikke sin bedsteven og det var over et år siden. Han havde stadig en tyk følelse af sår i hele hans krop, der bare ikke ville forsvinde eller på nogen måde lindres. Han havde stadig så mange spørgsmål og han fik ingen svar. ”Du ved ingenting, ” svarede han køligt, mens han så væk fra hende. Han var egentlig normalt en venlig person og det var fordi Dorran havde såret ham, han opførte sig sådan her overfor hans dame. ”Oh bitch, i sidste ende ville det være min mening der tæller for ham alligevel,” snappede han og så på hende med et triumferende blik.
”Sgu da fordi de gerne vil kunne sige de har knaldet en willie og du kun er ’pæn’ eller whatever på grund af dine gener,” svarede han hurtigt tilbage på hendes bemærkning. Han var så stone hearted kold bitch, at han altid havde comeback. Han så på hende med et blik, der sagde han vidste mere end hende. ”Øøøøøh sgu da nok fordi du er Seth Yorks lillesøster, skal du se,” svarede han køligt.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde altid gjort hvad hun kunne for, at undgå at ende i sådanne nogle situationer, ikke fordi hun ikke kunne give igen, for det kunne hun, men fordi hun ikke brød sig om, at snakke sådan til andre, men nu havde Arian selv startet, så måtte han finde sig i, at hun gav igen. "Jeg ved mere end du tror," svarede hun køligt og holdt en hånd oppe, med et lille mellemrum mellem sin pegefinger og sin tommeltot, som indikator på størrelsen på hans nedre, hvortil et lidt for morende smil meldte sig på hendes læber. Hun hævede overrasket begge øjenbryn, da han kaldte hende en bitch, "Test mig ikke, Arian, for så lover jeg dig for, at jeg vil vise dig, hvad en bitch virkelig er," sagde hun hårdt og så på ham med sine blå øjne, som nærmere var gået hen og blevet grålige, fordi hans ord havde ramt hende.
Et hånligt fnøs lød fra hende, "Iih ja, for det er jo så sejt, at kunne sige. Desuden er det ikke engang sikkert jeg har arvet genet, så stik din damning påstand skråt op, Arian, det må du alligevel kunne li' trods alt," svarede hun og blinkede flabet til ham. Han skulle ikke tro, at han kunne få hende ned med nakken, hun nægtede at lade ham se, hvor meget hans ord ramte hende og hun rent faktisk begyndte at tvivle på, om han fortalte sandheden og hun ikke var andet end samleje for Dorran og et dumt væddemål. Hendes øjne begyndte at lyne af raseri, da han nævnte hendes storebror, "Bland min familie udenom det her!" hævede hun stemmen, og gik hen for at tage sine ting. Hun ville væk fra ham, før hun ville sige noget hun ville ende med at fortryde. Det gjorde ufatteligt ondt indeni, ikke at vide, hvor hendes højt elskede storebror var henne og ingen kunne give hende et svar på noget som helst.

[Arian Herakles Mason]

”Det tror jeg ikke. Hvad skulle du vide?” spurgte han med armene over kors, som han sendte hende et blik, han knapt ville sende til folk han hadede. Men han ikke kun hadede Kimberly, han ønskede hende død og borte. Hun havde taget noget fra ham, som han havde brug for. Hans bedsteven. Han var et eller andet sted godt klar over, det kunne virke som om, han var forelsket i Dorran, men sådan hang det ikke sammen. Arian havde også mange andre venner end ham, men han havde nærmest haft en pagt med Dorran. Intet ville komme i mellem dem, og nu var hun. Hun ødelagde alt hvad hun rørte ved, ifølge Arian. For Dorran havde hun sikkert Midas hånd, men hvem ville gøre alt til guld, hvis man ville ødelægge det? Ikke ham. ”Come at me,” svarede han med en ligegyldig stemme, da han vidste, han ville værre så meget værre end hende. Han skænkede hende ikke en gang et blik, men han vidste, han havde haft fat i en berøringsflade hos hende.
”Så er du fandme dum, hvis du tror genet springer dig over,” svarede han spottende som han kastede ligegyldigt ud med sin hånd over hendes fornærmelse af hans homoseksualitet. Han havde hørt dem alle. Nok var han ej hellere den bedste til magi, men han vidste godt hvordan gener virkede og han vidste hvad magiske væsner var. Han så på hende som hendes øjne blev rasende at se på. ”Nuuurh, er Seth Yorks lillesøster ked af det?” sagde han med den mest nedladende stemme, han kunne finde og nød hun tydeligvis hurtigt ville væk fra ham.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly pustede tungt ud, "Hvis jeg skulle fortælle dig alt, hvad jeg vidste, ville det betyde at jeg rent faktisk skulle spilde mere tid på dig end jeg allerede gjort. Beklager, men det er min tid sgu for værdigfuld til," svarede hun, ikke fordi hun ikke sagtens kunne fortælle ham en del ting hun vidste, men fordi hun rent faktisk ikke gad bruge mere af sin tid på ham og alt det lort som kom ud af munden på ham. "Frist mig ikke," advarede hun, godt nok var hun ikke ligeså gammel som ham, men hun var en teenage pige og der fandtes nok ikke mere ondsindige væsner på denne jord, end piger i hendes alder.
"Så nu du er kommet frem til, at jeg både er grim, billig, en bitch, willieslægt og dum, kan du så sove bedre i nat?" spurgte hun i et toneleje som var det et barn hun snakkede til, da det virkelig var den følelse han gav hende. Hun var ikke homofobisk overhovedet, men han ramte hende hvor det gjorde mest ondt, ved at bruge både Dorran og Seth imod hende, og hun reagerede ved at kaste verbale mudderklatter tilbage på ham. "Waow, dine forældre må virkelig være stolte af dig. Jeg mener, hvad er der ikke at være stolt af? Du dumper din afgørende eksamen og må gå et år om, men påstår det er en ung pige på 15, som er den dumme i det her selskab. Du prøver, at disse mig ved at kalde mig billig og grim, når det er dig som har den grimmeste personlighed her og har været sammen med en del flere end mig. Og så påstår du oveni købet det er mig, som er bitchen her, når det er dig som bruger familiemedlemmer til at ramme mig med. Ja, det må være virkelig stolte," sagde hun i en overbærende stemme, uviden om at Arians forældre var døde, for så havde hun godt nok aldrig brugt dem til at ramme ham, så lavt ville hun trods alt aldrig synke. Men han skulle bare ikke vide, at han ramte hende og det gjorde ondt på hende. Han fik hende rent faktisk til, at tvivle på hendes højt elskede kærestes kærlighed til hende.