Reindeer are better than people

[Olivia Rae Roden Wilson]

Bryce's campingvogn - England
Oktober 2045 - Klokken 20.00
Bryce Keefer

---

Olivia mærkede sit hoved dunke imod den hårde pude. Hun åbnede meget langsomt sine øjne. Det var som om hun var meget langt væk og det var svært at åbne dem helt. Hun prøvede at tage sig til hovedet, men det var som om, at hendes hænder var bundet sammen. Hun huskede intet af hvad der var sket og hvorfor hun lå og sov. Hun glippede lidt med øjnene og kiggede sig lidt forvirret omkring. Det var ikke et sted hun kendte og hun havde en dårlig fornemmelse i sin mave. Hun prøvede langsomt at sætte sig op, men hendes hoved fortsatte med at dunke og hun havde svært ved at sætte sig, fordi hun ikke rigtigt kunne bevæge sine hænder. Pludselig begyndte panikken at sprede sig i hende og på magisk vis, fik hun sig sat op, uden megen hjælp fra sine hænder. Hvor var hun? Hvad var der sket? Hun kiggede ned på sien hænder, som var bundet sammen. Det var ikke bare en følelse hun havde haft. Det var virkeligt. Hun prøvede ihærdigt at få rebene af, men det virkede til, at der var blevet brugt magi på dem. Hun kiggede rundt i rummet. Det lignede det inderste af en campingvogn. Hvem i alverden havde bragt hende der?

Det sidste hun kunne huske var, at hun havde været på vej hjem fra sin fars hjem. Hun havde endelig fortalt ham om voldtægten og det var en af de første gange, hvor han virkelig havde vist omsorg. Han var da blevet bedre, men det var stadig ikke som hun håbede. Han havde dog været som en rigtig kærlig far, selvom hun kunne se, at det var svært for ham. Det gik ham dog på, at det var sket for hende. Det var tydeligt. Hun huskede, at hun gik derfra og, at der kom en hen til hende bagfra og mere huskede hun ikke. Hvad hvis det var hendes voldtægtsmand? Han havde jo fuldt efter hende før, da hun var sammen med Noah. Åh gud, Noah. Hvad ville han ikke sige og gøre? Tårerne begyndte at presse sig på, men hun besluttede sig for, at hun ville prøve at komme ud. Hun ville rejse dig, for at gå hen mod døren, men hendes fødder var bundet sammen og hun faldt ned på gulvet med en bump. Hun prøvede at rejse sig, men det var ikke nemt. Tårerne begyndte at falde og hun følte sig hjælpeløs. Et par skrig kom fra hende, men hun vidste, at der nok ikke var nogen, der kunne høre hende. 

[Bryce Keefer]

Bryce havde haft en temmelig indbringende aften hvis han selv skulle sige det. Han havde fanget Olivia hvilket han var blevet betalt en god sum penge for, lige nu afventede han sådan set blot videre ordre – om man så kunne sige. Han stod udenfor og nød den sidste aftensol inden den forsvandt helt bag trætoppene og efterlod skoven tilbage i det blæksorte mørke.
Han elskede at bo så langt væk fra civilisationen, herude var der både fred og ro hvilket var ting magikeren satte pris på som legimens. At være blandt for mange mennesker kunne godt være utrolig drænende for ham. Han slukkede den cigaret han havde haft i munden kort forinden og gik derefter ind i sin ydmyge bolig bestående af en campingvogn. Bevares det var da ikke en lille campingvogn, men en campingvogn afterall.
Som han trådte ind gennem den smalle dør blev de brune øjne omgående låst fast på den unge kvinde der havde formået at komme ned og ligge på gulvet. Hvilken bedrift. ”Jamen dog, hun er vågen,” tonen var temmelig munter og smilet gled hurtigt over hans læber som var de bedste venner. ”Og jeg som troede at du havde tænkt dig at sove gennem det meste af natten.” Det havde nok lidt været hans håb sådan at han selv ville være i stand til at få noget søvn, uden konstant at skulle være på vagt for om hun tog flugten. ”Kan jeg byde på en kop te?” Han bevægede sig hen til det lille indbyggede køkken og satte en tekande over det ene af de to blus.
Efterfølgende satte han sig på hug foran hende og så ned på hende, ”ærlig talt lå du så ikke bedre i sengen?” Han tog fat i hende og fik løftet hende tilbage i sengen, denne gang så hun sad op. ”Og vær sød ikke at skrige, det larmer så forfærdelig meget og er komplet spild af energi, ingen kan høre dig,” informerede han hende som var det en helt normal information som snakkede de om vejret.
Han vendte atter rundt og fangede to kopper i forskellige farver fra et af de få skabe. ”Mælk? Sukker?” Spurget han henvedt til hende igen og komplet uanfægtet over hun sad bundet og bange.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia lå og rystede, imens hun prøvede at komme fri fra de reb, der var bundet rundt om hendes hænder. Det var jo umuligt, men der var selvfølgelig nok brugt magi. Nogle gange hadede hun altså magi. Hun var så bange, at hun følte hun snart ville gå i chok. Hvorfor kunne folk ikke bare lade hende være? Hvad var der så specielt ved hende, at hun skulle angribes hele tiden? Tårerne væltede stadig frem, men hun lå helt stille på gulvet. Hun prøvede ikke længere at komme fri, da hun vidste, at det ikke ville ske. Hun håbede blot, at hvem end der havde gjort dette, ville have medlidenhed med hende og slippe hende fri. Hun var ikke naiv, så hun vidste godt, at det nok var ret urealistisk, men man havde vel lov at håbe.

Da døren pludselig gik op, gav det et sæt i hende. Hun begyndte at rystede endnu mere og hun havde lyst til at skrige nu hvor døren var åben, men hun turde ikke. Da hun hørte stemmen, løb det hende koldt ned ad ryggen. Hun kunne ikke genkende stemmen og det var næsten værre end hvis det havde været ham der havde angrebet hende første gang. Bare det, at der var en mere der var efter hende var ikke til at holde ud. Hun svarede ham ikke, da han bød hende på te. Hun skulle ikke have noget som han tilbød hende om der så var gift i eller ej.
Da han kom hen til hende og fik hende op på sengen, stivnede hun af skræk. Hun sad som forstenet på sengen kiggede ikke på ham. Hun havde endnu ikke set hans ansigt og hun havde faktisk heller ikke lyst.
"Hvad vil du med mig?" Spurgte hun med rystende, men med en stædighed i stemmen, der helst skulle vise, at hun ikke var bange, selvom hun var bange. Hun ignorerede hans spørgsmål, da hun alligevel ikke havde tænkt sig at drikke hans dumme te.

[Bryce Keefer]

Han så på hende med de mørke øjne efter at have sat hende på sengen, "Du virker en smule anspændt," kommenterede han som var det unormalt i den givende situation. Hendes tårer havde ikke den mindste effekt på ham, empati var ikke noget han rigtigt gjorde sig i.
Da hun ikke svarede på hans spørgsmål så han igen på hende stadigvæk med det to kopper i hånden. "Jeg drikker gerne selv mælk i, så smager det ikke så meget af varm vand." Small-talkede han videre, inden han stillede kopperne på det minimale køkkenbort. Han fyldte dem begge godt op og fandt et par tebreve frem. Han satte et i hver kop og kom så tilbage til sengen hvor han stillede dem begge fra sig på et lille bor i højre side som ellers havde funktion som et natbord.
Blikket blev atter fæstnet på hende og han fandt sin tryllestav frem fra inderlommen. "Hvis jeg løsner dine reb nu, så prøver du vel ikke at stikke af vel? For det vil ikke nytte noget, jeg vil fange dig igen og det ønsker du ikke." Svarede han ligeud og så afventende på hende, bare for at sikre sig at hun fangede alvoren i hans stemme.
Spørgsmålet fik et lidt overlegent smil frem på hans læber. "Mig? Jeg vil dig skam ingenting, jeg er bare blevet betalt for at få fat i dig." Svarede han ligeud og i et toneleje som havde hun spurgt ham om hvad klokken var.
Han vendte rundt og fangede en mælk i køleskabet som han fulgte op i sin kop med den frie hånd han ikke havde tryllestaven i. Han så på hende igen, "sikker på du ikke vil have mælk i?" Tilbød han atter. Det var da lidt uopdragent af hende ikke at svare. Mælken blev på ny sat i køleskabet og han tog en tår fra sin kop. "Så kan jeg slippe dig fri?" Vendte han tilbage til det tidligere spørgsmål.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia spændte i hele kroppen, da han løftede hende op. Hun vendte kort sit blik mod ham, da han kom med sin kommentar. Hun var ufatteligt bange, men da han havde sat hende på sengen, var det som om alt forlod hendes krop. Hver eneste følelse forsvandt. Hun havde været ude for en del det sidste års tid og hun vidste ikke længere hvor lang tid hun ville kunne kæmpe. Hun var nu blevet taget til fange af en fremmede mand og det skulle nok passe, at han kendte ham, som havde voldtaget hende og nu ville de pine hende, indtil de ikke synes det var sjovt mere og så ville der ikke være mere tilbage af hende.
Hun kiggede ned på sine reb, men hun svarede ham ikke. Han kunne vel gøre hvad han ville. han havde jo sagt, at hun ikke ville få noget ud af at stikke af.
"Jeg drikker ikke the." Sagde hun, uden at kigge på ham. Tårerne gled ned ad kinderne på hende, men hun hulkede ikke og hendes krop var stoppet med at ryste. Hun reagerede dog en smule, da han fortalte, at han var blevet betalt for at fange hende.
"Wow.. Sikke dog en svær opgave at fange en forsvarsløs lille pige, der er på højde med en smølf. Tillykke med den store opgave." Sagde hun og kiggede hen mod ham. Hun havde intet at tabe længere. Hun kunne ikke længere klare sit liv, så han kunne ligeså godt bare få det overstået, som der skulle ske.
"Jeg drikker stadigvæk ikke the." Sagde hun igen og kiggede hen mod væggen igen. Hun ville ønske hun var derhjemme, men på den anden side, så ville der sikkert bare være nogen efter hende der også. Hvad gjorde hende så 'speciel`?' Hvad havde hun gjort, at hun havde fortjent dette?
"Gør hvad du vil." Hun lukkede øjnene og tænkte tilbage på de gode minder hun havde. Hun havde da haft nogen. Hun havde fået Sam og Scott ind i sit liv. Hendes far var ikke så slem mere. Hun havde fået et godt job. Selvom det ikke var drømmejobbet, så var det tæt på.

[Bryce Keefer]

Han sendte hende et lettere skeptisk blik. Lod de mørke øjne glide op og ned af hende et par gange. ”Hvem sagde at det var svært,” Hans tone var en smule overlegen ”jeg har iagttaget dig i ugevis og du har intet bemærket.” Sagde han som var han næsten en smule skuffet over hendes mangel på respons.
Øjnene gled lidt mere op da hun sagde at hun ikke drak the. ”Det burde du. Det er sundt,” Svarede han blot som var det et helseophold hun var på. ”Hvad jeg vil? Det tror jeg desværre ikke, at dase i en hængekøje på Fiji betaler ikke regningerne.” Et nyt sil gled over læberne inden han lænede sig frem mod hende og med sin tryllestav fik han løsnet rebene så hun kunne pille dem af.
”Hæng ikke sådan med næbet, du ender bare med at få rynker.” Han rettede sig atter op og tog en ny tår af sin the inden han satte sig tilbage på stolen. ”Jeg forstår godt at du ikke er helt vild med setuppet her, men bare rolig jeg har ingen intentioner om at skade dig så du kan godt slappe af.” Erfaring sagde ham at det på ingen måde ville hjælpe at han sagde det til hende, men hvad skulle man ellers sige? Small talk havde aldrig rigtigt været ham, når man kunne trænge ind i folks sind og læse dem som åbne bøger virkede det bare lidt meningsløst at snakke om forskellige ting som mange mere sagde for at imponerer frem for faktisk at mene det. Det havde gjort ham temmelig kold gennem årerne.
”Så du er professor på Hogwarts, er det en god arbejdsplads?” Endte han alligevel med at spørge ind som havde hun selv fortalt ham det. Han tænkte ikke at det kunne gøre situationen værre så han kunne vel ligeså godt bare sige et eller andet for at undgå at han skulle rende rundt og lede efter hende i skoven. Uanset hvad ville han blive nødt til at flytte campingvognen senere når hun var leveret tilbage for at sikre sig at hun ikke kunne genkende noget og lede ministeriet tilbage til ham, for skønt skoven var meget ens over det hele som skove jo havde tendens til at være, så havde han ikke tænkt sig at løbe den risiko.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia sukkede og rystede på hovedet af ham. Han var vist ikke den hurtigste kost på banen. Han havde vist ikke den stolteste lille mand i saunaen. Der var ikke skide mange asjer i det glas.
"Det var ironisk. Sense the tone, you jackass." Sagde hun og rullede med øjnene. "Det kan ikke være ret svært at fange en lille pige." Sagde hun og kiggede væk fra ham igen. Hun var ligeglad med, at han havde holdt øje med hende. Hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det nu. "Jeg har faktisk lagt mærke til mere end du tror. Du er ikke den eneste, der har holdt øje med mig." Sagde hun uden at kigge tilbage på ham. Ham, der havde voldtaget hende, gemte sig også i skyggerne. Hun vidste ikke hvorfor han holdt øje med hende, men det var der åbenbart mange, der gjorde. Måske hun skulle sidde på et museum. 'The national museum of Olivia Wilson.'

Hun trak blot på skuldrene til hans kommentarer og kiggede ned på sine hænder, da han havde sluppet dem fri. Hun tog rebet af og skubbede det væk fra sig. Hun tørrede sine øjne og var ligeglad med om han så det.
"Det er virkelig ikke rynker jeg bekymrer mig om lige nu." Sagde hun og kiggede nu hen på ham. Hendes øjne lynede. Hun var blevet vred. Frygten sad der stadig, men vreden havde overtaget.
"Nej... Måske du ikke vil gøre mig fortræd, men det er der jo så nok andre der vil." Han havde faktisk allerede gjort hende fortræd. Det var da ikke rat at blive fanget.

Hun kiggede overrasket på ham. Spurgte han lige om det?
"Ja det er fint." Sagde hun og stirrede på ham. "Faktisk har det altid været min drøm at arbejde der, men det er jo så bare ærgerligt for mig, at jeg ikke kommer til det mere." Hun fnøs og rystede på hovedet. "Er det fedt at kidnappe små uskyldige piger for penge?" Spurgte hun så og kiggede på ham, som om han var luft.

[Bryce Keefer]

Et smil prygede hans læber ved hendes kommentar. Hun troede ikke at han havde opfanget hendes sarkasme, det var næsten sødt, men han havde erfaret at den fedeste måde at reagerer på sarkasme var ved at lade som om man ikke havde opfanget det, for det ødelagde det en smule. Eller måske lagde han bare for meget i den slags.
”Jackass, det var da en højest uhøflig måde at tiltale folk på.” Bemærkede han ligegyldigt og tog en ny tår af teen hvis damp formede små skyer fra kanten af koppen.
Hans hoved blev tippet en kende på skrå, ”virkelig, dit liv virker ellers ikke så spændende at det skulle skabe en fanklicke, men fortæl endelig, hvem har ellers iagttaget dig?” Om ikke andet kunne det jo gøre ham opmærksom på om nogen ville bemærke at hun var væk.
Han lod sig på ingen måde anfægte med hendes udbrud. Han sad bare lige så stille med det ene ben krydset over det andet og drak sin te. ”Hmm det burde du ellers med din ungdom.” Annoncerede han blot galant.
Først sa hun snakkede om at andre ville gøre hende fortræd rettede han igen de mørke øjne mod hende. ”Nu er jeg ikke psykiater, men jeg vil mene at der er et udtryk for det der du gennemlever lige nu...hvad er det nu man kalder det...” Han tænkte sig lidt om, ”nåh ja!” Han knipsede, ”paranoia. Hvorfor skulle nogen...andre,” rettede han sig selv, ”være ude efter dig?” Han kunne ikke se hvad nogen fandt så interessant ved denne unge kvinde, hun virkede da temmelig gennemsnitlig, men sådan havde han det med de fleste mennesker.
Endnu et øjenrul, ”hvor er du dog dramatisk,” sukkede han som om at det at blive kidnappet burde være hverdagskost. ”Jeg har jo sagt at jeg ikke har tænkt mig at slå dig ihjel og tror du ikke din chef har forståelse for dit fravær når det drejer sig om en kidnapning?” Han hævede et bryn og svarede så på hendes spørgsmål. ”Altså det er som sagt en af de lettere opgaver, så jeg kan ikke klage. Lige på nær den del med at småpiger er så klagende.” Han så lettere bebrejdende på hende som om at det var hende der var glat på den i situationen.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia mærkede hvordan hendes vrede og frygt blev forvandlet til irritation. Han var virkelig en belastende person. Tydeligvis havde han nogle issues med følelser, for hvis han virkelig kunne være så kold, måtte det være fordi der var noget galt med ham. Hun havde svært ved at tro, at folk med et hjerte kunne være så ligeglad som han virkede lige nu. Hun besluttede sig for, at hun loge så godt kunne fortælle ham de ting han spurgte om, for nogen kunne lige så godt få at vide hvad hun gik og grublede over, for hun havde en feeling om, at hun ikke kom til at leve ret meget længere. Hun vidste jo ikke hvem der var efter hende og hvorfor.
”For under et år siden blev jeg voldtaget og han følger stadig efter mig.” Sagde hun og hun kunne ligefrem mærke køligheden i sin stemme. Hun var stadig skrækslagen for sin voldtægtsmand, men alle følelser var begyndt at forlade hende i denne situation, for hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle komme igennem det.
Hun hævede et øjenbryn og lagde hovedet på skrå som hun kiggede på ham.
”Du er godt klar over, at jeg snakker om dem, der hyrede dig, ikke? Der må være en grund til, at de hyrer dig og ikke bare kommer hen og stiller mig spørgsmål helt stille og roligt. Så jeg ved faktisk ikke om jeg vil kalde det paranoia. Men jeg er jo heller ikke psykiater, så hvem ved.” Hun trak på skuldrene og rullede med øjnene.
”Jeg ved godt, at DU ikke vil slå mig ihjel, men hvem ved med dem, der har hyret dig?” Han var virkelig ikke den klogeste fyr, men måske det var derfor han var blevet kidnapper og ikke Minister. Hun var alligevel glad for, at det ikke var ham, der skulle lede landet.
”Okay, så svar mig på det her, ooh du vise mand. Hvordan ville du reagere, hvis du blev kidnappet? Og lad være med at give mig noget pis med, at du da aldrig ville blive kidnappet for det er du for smart til. Jeg er 100 procent sikker på, at der findes maaaaange mennesker, der er klogere end dig.” Sagde hun og længede sig tilbage. Hun rørte ikke sin te overhovedet.

[Bryce Keefer]

Selv da hun begyndte at snakke om voldtægten fortrak han ikke en mine. Han vidste godt at det skulle være en forfærdelig ting for kvinder, men han kunne ikke relaterer til det på nogen måde. Han kunne mærke hendes vrede når han bare lukkede en lille smule op for sin ”særlige evne” som legimens – ærlig talt både en gave og en forbandelse – men han lukkede hurtigt af igen. Det kunne han godt når der kun var få mennesker til stede. Jo flere personer der var omkring ham, jo svære var det for ham at holde sig selv ude af deres hoveder, derfor også den afsides husholdning.
At hun var vred kunne selvfølgelig nok spottes af de feste, det var jo ikke ligefrem fordi hun sad og fortalte ham om sin første kærlighed med et smil på læben eller noget. ”Hvorfor har du så ikke gjort noget ved det?” Spurgte han ligegyldigt ind.
I et par minutter sad han bare og betragtede hende lidt imens han nød stilheden der faldt over det lille rum.
Desværre varede intet godt evigt og hun gav sig atter til at snakke. Han fnøs en smule, ”hvis de ønskede dig død ven, så havde du ikke siddet her nu. Tror du ikke at der er bare en lille chance for at folk som hyrer mig har råd til at lade mig gøre the dirty work?” Han hævede et bryn. Han var bestemt ikke en billig mand at hyre og han var for det meste ligeglad med hvem han arbejdede for. Han officielle plads var Ministeriet for Magis specielstyke, som ingen alligevel kendte til, eller i hvert fald kun de færreste.
Hendes næste spørgsmål fik ham til at le, ikke en kold latter, men som om at spørgsmålet reelt morede ham. ”Darlin, jeg er blevet kidnappet et par gange før så, men lad os bare sige at det var mere synd for mine kidnappere end for mig.” Han smilede stort. Eftersom han var en elitesoldat, med evne til at læse folks tanker og derudover ikke var i stand til at føle smerter, havde en tryllestav som de fleste kun så som en mærkelig pind og havde stor ekspertise indenfor forhandlinger, havde han endnu ikke mødt nogen i stand til at holde ham fanget nogen steder.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var ved at være godt træt af situationen. Ikke kun fordi hun var blevet kidnappet, som jo var irriterende nok i sig selv, men fordi hendes kidnapper var utrolig irriterende og provokerende. Hun havde da heller ikke forventet andet, men det ville da være fint hvis han ville lukke været bare et øjeblik.
"Hvad vil du have jeg skal gøre? Jeg er ikke ret stor, jeg er ikke ret stærk og jeg er elendig til besværgelser og har altid været det. Jeg øver mig hver eneste dag, men det har ikke hjulpet endnu." Hun fortrød, at hun havde sagt det for det fik hende til at virke svag og det var måske ikke det smarteste. Desuden var det en privat ting og alligevel havde hun lige fortalt det til en vildt fremmede. Jøsses hvor ville hun gerne bare væk derfra.
"Det kan være de skal bruge mig til noget først. Jeg ved det ikke, okay? Men der må squ da være en grund til, at de føler sig nødsaget til at kidnappe mig først. Lad os bare sidde i stilhed, okay? Ingen af os gider at trække den samme luft som den anden, så skal vi ikke bare sige, at jeg sidder og kigger ud ad vinduet og du læser nogle bøger, så du kan blive lidt klogere og måske få mere medfølelse for andre mennekser? Jeg er sikker på, at den slags bøger findes." Hun vendte sig med ansigtet mod vinduet og ignorerede ham.

[Bryce Keefer]

Han mistede hurtigt interessen for hendes klynkerier. Bryce havde stort set ikke skyggen af empati, det var blevet trænet væk gennem hans tid som auroragent. "Ved du hvad, bare lad mig stoppe dig der. Ærlig talt er jeg ligeglad." Svarede han med et let skuldertræk. Ville man nå sine mål i livet måtte man undgå at klynke og i stedet gøre noget ved det. Så meget havde han da lært.
Den næste talestrøm der skyllede over ham fik ham til at sukke en smule dramatisk. Det passede ham egentlig fint at han slap for at skulle sidde og høre på mere af alt det der for det var slet ikke noget han havde interesse i på nogen måder.
Alligevel kunne han ikke lade være med at le kort da hun sagde at han måske kunne lære ikke at være så følelseskold. "Beklager Love, det skib sejlede for mange år siden." Han hævede et drillesygt bryn og rettede sig lidt op.
I det samme dukkede en uformelig lyskilde op imellem dem. Bryce vidste omgående at det var en patronus før den tog form. Han så på dyret foran sig som med stemmen fra hans buisnesspartner, sagde at han kunne slippe hende fri nu. Han sukkede endnu engang dramatisk. Det ville blive rart at slippe af med hende, men missionen virkede bare lidt meningsløs for ham lige nu, på den anden side, så længe han blev betalt skulle han ikke klage.
Patronussen forsvandt i en dis efter at have leveret sin meddelse og Bryce kiggede på Olivia. "Nå. jamen så lader det til at du er fri." Han svingede sin stav så hun nu var helt fri. "Du skal bare ca. 2 km. i østlig retning, så kommer du til en hovedvej." Informerede han hende som han halvvejs trak hende ud af campingvognen. "Hav en god dag. Uh og forresten, hvis du har planer om at sige det her til nogen, lad vær' for så vil jeg finde dig igen og slå dig ihjel, okay?" Et muntert smil inden han lukkede sin dør til campingvognen efter sig. Hun kunne vel selv finde ud af skoven, det behøvede ikke være hans problem.

//out