Uh jeg tror mine kaninsutter er løbet i dækning! (Plot)

[Leonardo Russo]

Leo sendte hende et nyt flabet smil ved hendes spørgsmål. Han havde det ikke specielt godt, men det betød ikke at han havde planer om at lade det være alt for tydeligt, han var trods alt en mand. "Min sans for humor dør skam aldrig," sagde han blot og gjorde smilet en tand bredere. "Men du har ret..er det et tilbud?" Han rettede sig lidt op, men det bredde grin blev i stedet til en lidt anstreng grimasse som et jag af smerte skyllede ind over ham og han atter sank ned i sengen.
Ansigtet blev en kende mere alvorligt da hun snakkede om at hun ville "holde øje med ham," det lød ikke som en opgave hun havde gennemtænkt særlig godt, ikke engang hans brødre kunne holde øje med ham så hvordan skulle hun kunne påtage sig den opgave? "På benene igen? Hvad snakker du om? Jeg har det helt fint." Løj han letsindigt og fik omsider kæmpet sig lidt op og sidde skønt hele hans krop føltes som om den var blevet kørt over af Hogwartsamlejepressen.

Først nu bemærkede han at han næsten var havlnøgen. Han så kort ned af sig selv og rømmede sig så lidt. "Svar mig ærligt, har du stjålet en af mine nyrer og solgt den på det sorte marked?" Endnu en åbenlys joke der blev afsløret af det tilbagevendende morende smil som han på en eller anden måde stadigvæk formåede at fastholde på trods af smerterne.
Faktisk skulle han lige til at sige at kjoler ikke lige var ham, men hun kom ham i forkøbet og han måtte accepterer at en god joke var blevet ham frarøvet. I stedet valgte han at dreje samtalen i en lidt mere seriøs retning. "Hvad skete der?" Han huskede angrebet, men kun starten af det, meget af det virkede sløret og hvordan ulven endte med at opgive sit fortagende kunne han ikke helt erindre.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss rystede atter på hovedet. Han havde ikke ændret sig ret meget. I hvert fald ikke med hensyn til sin humor. Den havde han da beholdt. hun var nu ikke sikker på, at hun ville kalde det humor, men hvis han havde det sjovt, skulle hun da ikke benægte ham det. Hun hævede et øjenbryn og lagde så armene over kors.
"Hvis du kan rejse sig op. Helt op. Uden at lave en grimasse på grund af smerte, så kan vi snakke om det. Men det skal være lige nu." Hun kiggede afventende på ham. Hun havde nu ikke lyst til at være sammen med ham, men han kunne næsten ikke engang sætte sig op uden at se lidende ud, så hvordan skulle han kunne rejse sig op.
"Leo.. Som du nok ved, så var jeg ret hård til besværgelse OG forvandling, da jeg var yngre. Jeg er bestemt ikke blevet dårligere, så hvis du føler for at prøve at stikke af herfra før du har fået det bedre, so help me Merlin jeg vil forvandle sig til en tændstikæske. Er du med?" Spurgte hun bestemt og pegede på ham. Hun vidste ikke hvorfor det var så vigtigt for hende, men hun ville ikke se ham komme til skade igen. Det havde nok lidt at gøre med hendes datter, som jo ikke engang kendte ham endnu.

Hun fnøs.
"Nej.. Jeg har ikke solgt din nyre.. På det sorte marked i hvert fald." Sagde hun og smilede skævt. "Læg dig ned og slap af. Du har brug for det." Sagde hun satte sig på en stol ved siden af ham. Hun bed sig i læben og tænkte tilbage på ulven, som havde tævet løs på ham.
"Jeg hørte et brøl og et skrig... et mandligt skrig." Skyndte hun sig at sige, så han ikke skulle have såret sin stolthed. "Jeg løb hen til DIN butik og så en stor grå varulv tæve løs på dig. Den lignede dog ikke en, der ville bide dig. Den havde masser af mulighed, en den gjorde det ikke. Jeg tror det var meningen, at den bare skulle angribe dig og ikke bide, så jeg er ret sikker på,a t det her var bevidst og ikke bare en varulv, der ikke vidste hvad den lavede." Sagde hun. Hun havde lagt tryk på DIN butik, da hun stadig synes det var underligt, at han havde løjet for hende dengang.

[Leonardo Russo]

Han betragtede hende kort allerede nu i fuld viden om at det ikke ville kunne lade sig gøre. Hele hans krop føltes som om den havde været brugt som nedrivningskugle. Alligevel kunne han da ikke dy sig for at give det et forsøg hvilket mislykkedes grumt. Endnu engang faldt han tilbage på puden og sendte hende et næsten anklagende blik. Han brød sig ikke om at være "fanget i sin egen krop" på denne måde. Smerten gjorde det umuligt for ham at bevæge sig og det var ikke noget han var vandt til skønt han havde været igennem en del.
Med blikket betragtede han hende i nogle lange sekunder som for at se om hun lavede fis med ham eller om hun rent faktisk mente det. Desværre var han godt klar over at hun var en ubegribelig dygtigt magiker og det nok kun ville svide til egen røv hvis han forsøgte at trodse hende.

"Okay okay, jeg kan vel godt blive hængende lidt nu hvor du ikke kan undvære mig." Sagde han i et lille smil og holdt hænderne op foran sig i forsvarsposition. Chrissandra var det mest ærlige og uskyldige menneske han kendte, ikke at han kendte så mange af den slags, men det var en anden side af sagen. Han vidste ikke hvorfor hun havde interesse i hans godtbefindende, men han havde ikke tænkt sig at stille sig til besvær.
Da hun begyndte at forklare mærkede han sin stolthed synke endnu dybere end den allerede var. "Skrig og skrig..jeg vil nok nærmere kalde det et overrasket mandigt udbrud." Rettede han hende og flyttede lidt ukomfortabelt på sig i sengen.
Han bed godt fat i den lettere anklagende tone da hun nævnte Borgin&Burkes, men han valgte blot at kaste blikket lidt uskyldigt i den anden retning i stedet for at svare på det. "Hmm, det lader til jeg har pisset en af vufferne af," svarede han en smule tænksomt. Det ville blive ret svært for ham at indkredse hvem det kunne være eftersom han pissede folk af på daglig basis.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Det kom slet ikke bag på Chriss, at han faktisk prøvede at rejse sig op. Hun rystede på hovedet af ham, da han igen lagde sig ned.
"Det var nok ærgerligt." Sagde hun med et skuldertræk. Hun var dog alligevel lidt lettet. Det ville være lidt for akavet, hvis hun skulle til at være sammen med ham. Selvom hun ikke helt kunne stå for han øjne og hun kunne mærke et næsten usynligt hint af de gamle følelser, så ville hun altså ikke være sammen med ham. Hun rystede endnu engang på hovedet af ham.
"Ja det er derfor jeg holder dig her. Det er simpelthen fordi jeg ikke kan undvære dig. Så tak fordi du er så stort et menneske." Sagde hun og nikkede, men det var tydeligt, at hun ikke mente det. Han var ligesom han altid havde været, Han havde dog været lidt mere åben, dengang de var venner, men sådan var det vel.

Hun lod som om hun støttede ham i hans kommentar, men hun vidste godt hvad hun havde hørt og det var ikke ligefrem mandig hun ville bruge til at beskrive det. Hun bebrejdede ham dog ikke. Det var da nok ikke behageligt at blive flænset op af et bæst, der manglede toogtyve syvendedele.
"Ja det må man sige. Har du nogen idé om hvorfor? Havde du taget hans hundekiks eller?" Hun teak på skuldrene. Hun havde en fornemmelse af, at Leo ikke ligefrem var en af the good guys, men hvorfor en varulv var efter ham, kunne hun ikke rigtigt forklare. Hun agtede dog at finde ud af det.

[Leonardo Russo]

Leonardo kunne godt mærke at han måske bare lige så godt kunne opgive sit foretagende og indfinde sig med situationen, han kunne ikke rigtig gøre andet. Et smil spredte sig på læberne og han hævede det ene bryn, "jamen selv tak." Sagde han blot og blinkede kækt til hende.
Han faldt tilbage på puden, faktisk følte han sig temmelig udmattet så en lille lur ville nok gøre ham godt og det var endda på trods af at han lige var vågnet. Det var dog noget helt andet at sove og være besvimet kunne man selvfølgelig sige.

Han kunne næsten ikke undgå at trække på smilebåndet over hendes kommentar med hundekiksen. "Ja det lyder som noget jeg kunne finde på." Indrømmede han og trak så let på skuldrene. "Men for at være ærlig så ved jeg det ikke helt." han sukkede betragtede hende en smule. Hun var en fantastisk smuk kvinde og han kunne godt huske hvorfor han havde været så vild med hende dengang. Hendes utrolig hjertevarme væsen havde været det der dengang havde gjort at han var faldet for hende.
En hovedpine var begyndt at snige sig ind på ham og han lukkede kort øjnene. Det ville nok være godt at slappe lidt af i hovedet og hvilken bedre metode var der end at sove lidt. "Men fint, jeg kan godt blive her lidt, udelukkende fordi jeg er for udmattet til at rejse mig lige nu." Sagde han så og smilede til hende.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss vidste virkelig ikke hvorfor hun ikke bare var ligeglad med hende. Han havde såret hende dybt, da de var yngre og selvom det var mange år siden, så var det stadig lidt hårdt at tænke på, for udover, at hun havde været forelsket i ham, så havde han været hendes bedste ven. Hun burde bare smide ham ud, men det lå ikke til hende. Selvom han havde svigtet hende, kunne hun ikke drømme om at gøre det samme. Han havde brug for omsorg og det skulle han få. Hun vidste, at det både var en god og dårlig kvalitet hun havde. Det kunne sagtens ende med at bide hende bagi, at hun var så sød og hjælpsom overfor mennesker, men det var hendes valg og hun ville gerne være tro mod sig selv.

Hun rystede let på hovedet og rejste sig op, da han burde få noget søvn.
"Du burde få lidt søvn nu. Jeg tror ikke, at varulven kommer tilbage. Og jeg tvivler på, at den ved hvor du er nu. Du kan godt slappe af indtil videre." Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige mere. Han havde brug for at slappe af og hun havde brug for noget luft. Hun var ikke sikker på hvordan hun havde det med at have ham i sin lejlighed og hun havde svært ved at kigge på ham lige nu. Hun mærkede et savn i sin mave, men hun ville ikke fortælle ham om det. Hun ønskede blot at give ham et kram eller fortælle ham hvor vred hun egentligt var på ham, men hun gjorde ingen af delene. Hun havde brug for at komme ud og få ham lidt på afstand og finde ud af med sig selv hvad der nu skulle ske.
"Jeg går ud for at handle." Sagde hun og slukkede lyset i sit soveværelse. Hun kastede et sidste blik på ham og lukkede så døren på klem.

// Out