Uh jeg tror mine kaninsutter er løbet i dækning! (Plot)

[Leonardo Russo]

Adam Žarko Jankovíc

Borgin&Burkes

Oktober - 2054

Omkring kl. 22-ish

Fuldmåne

---

Leo fangede skraldeposen han havde fyldt under disken i den lille butik. Mørket havde allerede sænket sig udenfor, utroligt så hurtigt at dagene blev kortere og kortere. Det var også temmelig køligt udenfor, men ikke så koldt at han behøvede jakke på for at gå ud med skraldet. Han hankede op i posen og gik ud af døren uden af låse efter sig, han skulle trods alt kun lige om på siden af bygningen. 
Leonardo havde for længe siden accepteret at Alastair nok ikke kom tilbage til butikken, ikke at Leo ville give ham lov hvis han spurgte uanset hvad der stod i deres kontrakt. Leo var en stærkere magiker end Alastair, eller det var han blevet efter Alastair mistede sin hånd til Judas. 

Han løftede låget til den store skraldespand ude bagved og kunne se hvordan ånden dannede små hvide skyer foran hans ansigt. Han nåede da også kun lige at smide posen ud idet en underlig følelse af at blive overvåget sneg sig ind på ham. Han slap låget på skraldespanden der faldt i med et tungt klonk, som næsten forskrækkede ham, der havde været noget i det Harper havde sagt sidste gang han havde set hende med at han en dag kom til at betale for sin illoyalitet. Desværre havde hun nok ret, Leonardo så ikke sig selv ende med at blive en gammel mand med familie, men det betød ikke at han ikke var klar for at kæmpe for det usle liv han havde.
De vagtsomme blå øjne sneg sig rundt på den ellers øde gade, så vidt han kunne se var der ingen i nærheden. Måske det bare var hans fantasi der af en eller anden årsag løb af med ham alligevel valgte han at trække sin stav, just in case. 

[Adam Žarko Jankovíc]

Adam havde stået uden foran Borgin and Burkes i næsten en time. Han ville ikke vade ind i butikken, da han var bange for at blive set. Han var ikke specielt diskret i sit varulve 'kostume'. Han havde fået besked på at vente til fuldmåne, så han havde en bedre chance for at tæve løs på Leonardo, uden at få så mange knups selv. Han var fuser og kunne derfor ikke bruge magi. Han måtte derfor bruge andre midler. Hans stærkeste middel. Han var varulv og han var rimelig stærk. Han blev bidt som 13-årig og derfor kendte han sin krop utroligt godt. Han var hurtig og snedig. Måske det var en af grundende til, at Zain havde sendt lige netop ham. Måske han også var en af dem han stolede mest på til denne opgave. Han havde kendt Zain, siden han selv var 13 og han havde været ved hans side, lige siden. Hvis det ikke var for Zain, havde Adams liv været forfærdeligt. Hans forældre afskyede ham, da de fandt ud af, at han var fuser og skjulte ham fra alt og alle. Han fakede derfor sin død sammen med Zain og så aldrig tilbage. Han havde dog ondt af sin bror, som var den eneste, der elskede ham betingelsesløst. Han kunne dog ikke leve det liv, når Abraham selv var på Durmstrang.

Adam trak vejret næsten lydløs, hvilket var imponerende med den store næse han havde som varulv. Køn var han nu ikke. Han hørte en lyd og så Leonardo komme gående. Lige om lidt skulle han springe frem fra sit skjul, men han ventede et øjeblik. Han lagde mærke til, at Leonardo trak sin stav og det irriterede ham grænseløst, at det var sådan magikere kæmpede. Tøsedrenge. Adam ville gene gøre dette mand til mand, men det var svært, når han vidste, at Leonardo ville bruge magi. Det var nok meget klogt for ellers ville han aldrig vinde.
Adam gjorde sig klar og sprang så på Leonardo i al sin pragt. Det var ikke ligefrem yndefuldt, men det skulle det heller ikke være.

[Leonardo Russo]

Leo havde måske forstillet sig en sur kunde, en dødsgardist eller et negativt mafiamedlem, men intet havde forberedt ham på det frodende bæst der pludselig sprang frem mod ham fra skyggerne. Lammet af frygt mistede han et par vigtige sekunders forspring inden han rettede staven mod varulven og kastede en tilfældig forbandelse mod vilddyret, desværre ramte han ikke.
Uvidende om at varulven var på stormhatteeliksir og sendt af Zain gik Leonardo bare ud fra at dette her ville blive en kamp om liv og død som han lettest set ville slippe ud af ved selv at hyle mod månen næste gang den var fuld. Nej. Det måtte bare ikke ske, han skulle satme ikke smittes med deres pest.

Han ville kaste en ny forbandelse mod væsnet, men som han bakkede væk smublede han over noget affald og landede på ryggen med armene vild fægtende over sig. Tryllestaven var fløjet ud af hånden på ham og som han forsøgte at kravle baglæns med blikket mod ulven der kom stormende frem mod sig prøvede han at lokaliserer staven med hænderne, dog uden held. Typisk.
Inderst inde gjorde han sig klar til angrebet, der var intet at gøre, hvis bare han havde haft månestenen på sig, men det havde han selvfølgelig ikke på noget tidspunkt skænket en tanke så den lå fint i glasmontren inde i butikken. Han slog begge arme op foran sig i for at beskytte sig selv mest muligt som uddyret var ovre ham.

[Adam Žarko Jankovíc]

Adam ville egentligt ikke beskrive sig selv som voldelig af natur, men han ville gøre meget for Zain. Desuden gjorde det ham ikke rigtigt noget at skulle give Leonardo Russo nogle tæv. Han bankede ikke bare hvem som helst, men han gjorde dette i en god sags tjeneste og Leonardo virkede ikke ligefrem som en good guy. Adam var nok også mærket af sin hårde barndom og forældrene som holdt ham skjult, fordi de skammede sig over ham og den han nu en gang var. Han kunne ikke selv gøre for sit fuseri, men det var de ret ligeglade med.

Adam kastede sig mod Leonardo og var heldig med at undvige den forbandelse, som Leonardo kastede efter ham. Magikere og deres latterlige lysglimt. Det var simpelthen ikke til at holde ud, at de kunne bruge en latterlig pind og dermed slå en ihjel. Han blev endnu mere vred og rakte sin højre pote bagud hvorefter han sigtede efter Leonardos brystkasse. Han skulle ikke kradse ham for hårdt, da det ikke var meningen, at han skulle dø af dette. Han havde lyst til at bide ham, men han skulle ikke forvandle ham. Zain ville bestemt ikke blive tilfreds, hvis Leonardo pludselig blev varulv. Adam selv ville da heller ikke være begejstret, så han holdt sit hoved væk fra ham og slog ud efter ham og poter og klør. Han prøvede at slå ham i ansigtet og hans indre dyr kom op i ham. Han ville gerne se denne mand bløde.

[Leonardo Russo]

Leonardos råb døde lidt hen i anstrengelse. Desværre lå de fleste lejligheder i Tusmørkegyde i mørke. Selv hvis en enkelt heks eller troldmand var oppe var chancen for hjælp nok større på bunden af havet. Der skete tit overfald i Tusmørkegyden og folk her var dem selv nærmest.
Leonardo forsøgte at sparke og slå ind i den pelsede skikkelse der lå ind over ham som han lå fladt på ryggen. Tryllestaven var trillet udenfor rækkevidde og hver gang han slog ramte han blot hårde muskler der sikkert kun opfattede hans anstrengelser som små venlige klap.

Magikeren mærkede hvordan kløerne skar igennem hans skjorte og hud som var det blød smør. Smerten fik ham til at skrige og slå endnu mere, som han mærkede den klistrende fornemmelse af blodet løbe ned over hans brystkasse. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at han skulle dø på denne måde. Ham der ellers altid formåede at slippe ud af de værste situationer. Han fik tit at vide at han var som en kakerlak – umulig at dræbe.
De blå øjne så ind i bæstets ravgule par. De var vilde og dyriske, alle menneskelige træk var helt forsvundet i et hav af utæmmet vildskab. Han skreg igen da kløerne endnu engang borede sig ind i ham. Han begyndte at gispe en smule efter vejret primært på grund af panikken der var ovre ham. Han følte hans kræfter begynde at slippe ud, det var som at bokse rundt med en arrig valros, håbløst. Langsomt mærkede han hvordan han begyndte at miste bevistheden.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chrissandra havde besluttet sig for, at hun ville fortælle Leonardo, at han havde en datter. Han fortjente at vide det og hun havde ikke et forhold til ham, så hun ville ikke have det vildt dårligt med at fortælle ham det ud af det blå. han havde skuffet hende engang, men han skulle da vide, at han havde en 15-årig datter, som nu boede i Skotland. Klokken var mange, men hun ville nu hellere være i Tusmørkegyden, når der ikke var så mange mennesker. Sidste gang hun havde været der, havde de fleste kigget mærkeligt på hende. Hun var nok heller ikke den typiske Tusmørke-heks, det vidste hun godt. Hun gik ned ad denne gade, fordi hun siden sidst, havde fundet ud af, at Leo var ejer af Borgin og Burkes. Hvorfor han ikke bare havde fortalt hende det, vidste hun simpelthen ikke, men det måtte han også selvom. Nu skulle han bare have den information og så måtte han bruge den til hvad han ville. han skulle ikke længere holde hende for nar. Hun så hellere, at hun fortalte ham det end at han pludselig stødte ind i Emiliya.

Hun hørte et voldsomt råb ikke langt derfra og det gav et sæt i hende. Hun var i en skummel gade, så det burde ikke komme bag på hende, men hun synes det lød som Leo. Det var ikke lang tid siden hun sidst havde set ham, så hun kunne godt huske hans stemme. Hun var dog ikke sikker. Hun løb hen mod råbet, nærmere skriget, og stoppede pludselig op, da hun så hvad der foregik blot få meter fra hende. En stor og grå varulv stod og flænsede i Leo. Det så ikke ud til, at den havde bidt ham og det virkede som om, den havde været i gang med ham i lidt tid. Hun rev sin tryllestav til sig og kastede en besværgelse mod ulven. Hun prøvede ikke at dræbe den eller lamme den, men mere bare få den væk fra ham. Så kunne hun altid gøre værre skade på den bagefter. Nu skulle hun bare have den væk.

[Adam Žarko Jankovíc]

Adam nød at se Leo bløde. Han blev altid mere aggressiv når han var i ulveform. Han vidste hvor meget dette betød for Zain og derfor betød det også noget for Adam. De var trods alt sammen om det meste, da Adam var hans højre hånd. Han flåede i Leo og lagde ikke mærke til, at der var kommet en kvinde til. han lagde dog mærke til det, da han pludselig blev ramt af en besværgelse. Han brølede og vendte sig om imod hende. Hans ordre var ikke at slå Leo ihjel og heller ikke at tæve løs på kvinder. Han kiggede tilbage til Leo, som bestemt havde fået en ordenlig tørn. Han tænkte, at han nu havde fattet budskabet og Adam valgte at stikke af. Han kunne mærke en voldsom smerte i sin ryg efter besværgelsen fra heksen og han ville ikke have flere, men heller ikke skade en uskyldig kvinde, som virkelig så bekendt ud. Han tænkte ikke mere over det og var hurtigt væk derfra.


// Out

[Leonardo Russo]

Han kunne næsten ikke overskue at holde sig vågen mere. Hele hans krop var varm til trods for kulden – sandsynligvis grundet blodet der løb ned over den. Han havde slet ikke kræfter til at løfte hovedet og se hvad der foregik som ulven udstødte et brøl.
Fra sin plads på jorden kunne Leo ikke se hvad der foregik, han fornemmede dog at presset var væsnets enorme vægt blev mindre og tilsidst forsvandt som den flyttede sig. Hvem hans redningsmand var anede Leonardo heller ikke. Faktisk virkede alting underligt sløret og svajende lige nu ligesom hvis han kiggede igennem et par briller på et vuggende skib i stormvejr.

Han gav et gisp fra sig da han forsøgte at bevæge sig, men følte i stedet alt omkring ham blive mørkere. Han besvimede i nogle få sekunder og da han kom tilbage kunne han kun høre lyde, om han bare ikke kunne se noget eller om han havde lukket øjne vidste han ikke helt og han havde ikke energi til at forsøge at finde ud af det eller til at begynde at snakke for at kalde op hjælp.
Tøjet klistrede ubehageligt til hans krop og han var faktisk begyndt at fryse nu dog orkede han stadigvæk ikke at slå øjnene op. Var det sådan det føltes at dø?

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss var utrolig bange for, at ulven ville gå til angreb på hende eller slå Leo ihjel foran hende. Hun sænkede ikke sin stav et eneste øjeblik og hun overvejede at kaste endnu en besværgelse hen på ulven, da den vendte sig imod hende. Dog løb den lige efter og hun kunne ånde lettet op. Lettelsen varede dog kun et øjeblik, da hun så hvor skidt tilredt Leo egentligt var. Hun gispede og skyndte sig at løbe hen til ham. Hun tog sin stav frem, pegede en mod ham og fik ham hævet fra jorden og dermed ind i butikken. Hun sørgede for at låse døren og satte sig så ned til ham.
"For syv sytten, Leo." Sagde hun og kiggede på de rifter han havde på kroppen. Et par tårer rullede ned ad hendes kinder, for selvom det var længe siden de havde været venner, så havde han stadig været en stor del af hendes liv og han var far til hendes datter. Hun fandt hurtigt noget Dittany medicin frem fra sin taske, som hun var vant til at gå med, da hun jo kom til skade under quidditch, og hældte det ud over hans skader. Hun så sårerne heale foran ham og sårerne så nu ud til at være dage gamle. Selvfølgelig var han ikke kureret nu, men det var da en start. Han blev nok nødt til at komme på hospitalet, men hun var bange for at transferere med ham, da han ikke havde så mange kræfter.
"Hey, Leo." Sagde hun stille og kiggede ned på ham. Hun lagde hans hoved i hendes skød og aede roligt hans hår. "Du bliver nødt til at holde dig vågen, okay?" Sagde hun til ham og kiggede på hans krop for at se om der var flere sår der skulle heales. Hvorfor i alverden havde den varulv også angrebet ham?

[Leonardo Russo]

Alting forgik som var det slet ikke ham der lå der. Han kunne ikke mærke smerte længere. Lydende omkring ham var næsten dødet bort, men i det samme mærkede han alligevel det hele vende tilbage igen, langsomt. Han følte at han svævede og han åbnede langsomt øjnene uden helt at kunne bedømme om det bare var ham eller om han rent faktisk var løftet fra jorden.
Omgivelserne var anderledes end da han havde lukket øjnene, var han i butikken? Havde det hele været en drøm? Et jag af smerte skød igennem ham nærmest som for at besvare hans fejlagtige antagelse. Han gispede igen.

En underlig varm fornemmesle spredte sig i kroppen som om at sårerne var ved at heale og han fik det en smule bedre, selvom han stdigvæk følte sig meget træt om omtåget.
Han kunne høre hendes stemme, men var ikke ikke sikker på hvor den kom fra eller om det bare var noget han bildte sig ind. Langsomt åbnede han øjnene igen og fik øje på et svagt omrids af Chrissandra. Det måtte da være en drøm for hvad skulle hun lave der? Han lukkede øjnene tæt sammen til hun sagde at han skulle holde sig vågen.
Han åbnede dem på ny og så op på hende. Det gik op for ham at han lå med hovedet i hendes skød. ”Chrissandra?” Han rynkede brynene lidt som synet langsomt blev skarpere og omgivelserne begyndte at falde mere på plads for ham.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chrissandra prøvede at holde roen. Hun måtte ikke gå i panik for hun skulle finde en løsning til hvordan Leo kunne komme på benene igen. Hun kunne ikke få ham på hospitalet i hans tilstand, men hun var heller ikke selv læge eller det, der lignede. Hvis blot hun kunne få Jophiel til at komme. han var trods alt healer. Hun pegede sin tryllestav ved sin side: "Expecto Patronum." Sagde hun og hendes patronus i form af en sneugle kom frem. "Jophiel. Jeg har brug for dig. En ven er blevet alvorligt såret. Borgin and Burkes." Sagde hun og sendte den afsted. Hun vidste ikke om han ville komme eller om han ville modtage den. Der kunne sikkert gå meget galt. Hun håbede det dog inderligt, da det lige nu var det eneste hun kunne gøre.

Hun kiggede tilbage på Leo og aede ham stille på panden, da han pludselig talte til hende.
"Ja. Jeg er her." Sagde hun og prøvede at være fattet. Som han lå der, tænkte hun tilbage til deres ungdom, hvor de havde været utrolig tætte. Hun savnede den han var engang. Den hun var engang. Lige nu ville hun gøre alt for at hjælpe hendes gamle ven, selvom de ikke længere havde et forhold. "Du skal bare ligge helt stille, okay? Men du skal holde dig vågen. Jeg har sendt bud efter hjælp." Sagde hun stille. Det var næsten en hvisken. "Det hele skal nok blive godt igen. Du bliver okay." Hun sagde det nok mere for at overbevise sig selv, for hun vidste det jo faktisk ikke. Dog ville det komme bag på hende, hvis han mistede livet, som han lå der. Hun havde sørget for, at han ikke ville forbløde og hun var ret sikker på, at varulvens job ikke var at slå ham ihjel, for så ville han være død nu.


// Hvornår Jophiel kommer eller om han overhovedet kommer, er helt op til dig

[Leonardo Russo]

Han hørte ikke så meget efter hvad hun sagde for det eneste han kunne koncentrerer sig om var hvor underlig hele hans krop føltes. Det var som om at smerten var udholdelig, hvilket i sig selv foruroligede ham en del taget i betragtning af hvor mange skræmmer han havde fået.
Øjnene blev ved med at glide i, han følte sig ufattelig træt hele tiden og han havde mest lyst til at sove, men et skarpt lys fik ham atter til at slå øjnene op. Det var en patronus, så meget kunne han da sætte sammen i hovedet.

Han mærkede hende stryge ham over panden, men han havde ikke kræfter til at smile, ”Ligge stille? Bare rolig, jeg løber ingen vegne.” Forsikrede han i et forsøg på at være morsom hvilket slet ikke slog igennem for ærlig talt følte han ikke engang han havde energi til at sige det uden at lyde som om han var ved at falde i søvn.
Ærligt havde han det virkelig forfærdeligt lige nu, han anede ikke hvor slemt han var tilredt, men det føltes ikke som om at han ville løbe rundt og danse ballet indenfor de næste par dage. Måske var det også hans egen skyld, han vidste jo at det med at hjælpe flere slyngler på én gang måske ikke var den bedste ide, men han var bare kun loyal overfor sin indkomst. Han mærkede igen hvordan mørket sneg sig ind på ham og han lukkede atter øjnene for at få lidt ro i hovedet

// TIME? Tænker at han kan vågne op efter Jophiel har været der -ish? XD

[Chrissandra Lupin Pendareva]

// Time

Chriss kiggede ned på Leo imens hun prøvede at trække vejret normalt. Det var ikke lige dette hun havde regnet med, at der skulle ske denne aften. Hun ville bare komme og fortælle ham om Emiliya, og så var alt dette sket. Jophiel havde lige været der og sørget for, at Leo ville overleve dette. Han havde givet Chriss noget medicin, som hun skulle give ham to gange om dagen i fem dage og så skulle han nok komme på benene igen. Hun kunne også godt mærke på Jophiel, at han nok dømte hende en lille smule over, at hun nu igen havde kontakt til Leo. Jo var jo en gammel ven fra Hogwarts og kendte til alt det med hende og Leo, luge bortset fra, at hendes datter også var hans.

Hun kom til sig selv igen og aede Leo, som var bevidstløs. Han lignede i hvert fald ikke en, der var vågen. Hun havde fået grønt lys til at transfererer ham væk og hun så ikke nogen grund til at spilde tiden, da han ikke skulle blive liggende på jorden. Hun tog fat i Leo og efter en lille rutschetur, var de hos Chrissandra. Hun havde koncentreret sig meget, så han med det samme ville ligge i hendes seng.

[Leonardo Russo]

Da Leo omsider begyndte at komme til bevidsthed igen havde han ingen anelse om hvor han var eller hvad der var sket. Det første der vendte tilbage var hørelsen og følesansen. Han kunne mærke en blid hånd stryge over sin kind, men uden helt at kunne kombinerer den med noget som helst til at starte med. Så kom duften tilbage og det første han tænkte var at det ikke duftede som Borgin & Burkes der havde en mere indelukket aroma.
Han bevægede sig en lille smule i sin vågnende tilstand og slog langsomt øjnene op for at kunne orienterer sig. Rummet han befandt sig i virkede på ingen måde bekendt. Det første han så var loftet og allerede her kunne han se at han i hvert fald ikke var hverken derhjemme eller i sin butik.

Som minderne om aftenens begivenhed skyllede ind over ham kunne han også hurtigt erfarer at han heller ikke længere lå på noget hårdt gulv. Han drejede hovedet og fik øje på Chrissandra ved hans side. Forvirret blinkede han et par gange, var han død eller? Dette her virkede næsten for godt til at være sandt. Han skulle til at sætte sig op, men blev ramt af en skarp smerte i siden som fik ham til at falde tilbage på puden med et højt gisp. Nope, han var bestemt stadigvæk i live.
Hjernen begyndte langsomt at fungerer optimalt og han kunne fokuserer på at finde ud af hvad der foregik. Han blik mødte Chrissandras og et lidt forpint smil gled over hans læber, "Sig mig engang, har du hevet mig med hjem og udnyttet mig imens jeg sov?" Jokede han og syntes tydeligvis selv at han var den mest humoristiske mandsling nord for alperne.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chrissandra havde ikke vidst hvad hun skulle gøre ud over at tage Leo med hjem til sig selv. Emiliya var på Hogwarts og hun kom nok ikke lige på besøg. Derfor kunne Chriss godt have Leo til at bo der i nogle dage. Bare indtil han kom på benene igen. Hun turde ikke lade ham være alene, for enten ville han blive angrebet igen eller også ville han bare ikke passe på sig selv. Hun var ikke super begejstret for at have ham liggende i sin seng, men af en eller anden grund, så bekymrede hun sig om ham.

Hun smilede lidt, da han kom til sig selv og hun kunne tydeligt mærke hans forvirring. Han havde aldrig været i hendes lejlighed før og det måtte være meget mærkeligt for ham, da han jo ikke var ved bevidsthed, da hun havde flyttet ham.
Hun skulle lige til at sige noget til ham, da han kom med sin flabede kommentar. Det kom ikke engang bag på hende, at han sagde dette og hun rullede bare med øjnene.
"Det er da godt, at du ikke har mistet din sans for humor, hva?" Sagde hun og rystede på hovedet. "Dog behøver jeg ikke udnytte dig imens du sover. Hvis jeg ville have dig, så skulle jeg nok få dig. Ved bevidsthed." Hun trak på skuldrene og smilede svagt.
"Jeg har fået dig herhjem til mig, da jeg agter at holde øje med dig, til du er på benene igen. Okay?" Sagde hun og rettede på dynen, så han ikke frøs. Hun havde kun taget hans jakke af, da hun helst ikke ville krænke ham og tage mere af. Han havde dog ikke sin trøje på, men det havde Jophiel ordnet, da han skulle fikse ham. Den trøje var der nærmest heller ikke alligevel efter varulvens kløer.
"Når du er mere frisk, så skal du nok vaskes lidt og så har jeg noget tøj du kan låne. Og neeej det er ikke en kjole." Sagde hun opgivende, fordi hun allerede vidste, at han kunne finde på at sige den slags.