Tænk på det bedste du ved

[Noah Lynch]

Emiliya Pendareva Ayers - Oktober - 2054 - Gangene på Hogwarts

Noah rettede lidt på sit slips og sukkede som han trippede lidt utålmodigt. Han var i temmelig god tid til aften, han skulle på patrulje sammen med en vejleder der efter sigende skulle være lige så ny som han selv. Eller han kendte jo godt skolen eftersom han havde gået her før han havde været ude og rejse, men det var alligevel lidt underligt at komme tilbage efter et år.
Han havde ikke haft mange venner inden han var taget afsted og nu var hans vennekreds reduceret til nul - udover Luke der jo ikke helt talte eftersom han var Noahs bror. Desuden havde han mange venner og ikke altid tid til at have sin lillebror på slæb.
Det kunne godt være at det var en af årsagerne til at dette her med at blive vejleder betød så meget for Noah, det gav ham mulighed for at møde folk på en lidt anden måde, måske hvor de så lidt op til ham. Det havde været hans håb skønt det tydeligvis ikke havde være en realitet. 
Den unge vejleder rettede på slipset endnu engang skønt det allerede sad perfekt og fugtede sine læber. Hun måtte være lige på trapperne. Det gjorde ham faktisk virkelig nervøs at tænke på at det var Emiliya han skulle på runde med eftersom hun vidste efter sigende skulle være i familie med overhovedet professor Pendareva, de havde endda samme efternavn. Rygterne lød på at hun faktisk var Chrissandras datter, men ærlig talt havde Noah ikke helt fuldt med i den verden der forgik uden for bibliotekets mure efter han var vendt tilbage til Hogwarts. Det var sådan et dejligt sted at flygte hen når man følte sig lidt ensom.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya skyndte sig ned på gangen, hvor hun skulle mødes med Noah. Hun kendte ham ikke rigtigt, men hun kendte ikke ret mange på skolen. Hun var lige kommet dette skoleår. Hun havde set skolen før. I ferien, da der ikke var nogle elever, havde hendes mor vist hende rundt. Det var tydeligt, at hun var stolt af skolen og, at hun var glad for at hendes eneste datter skulle gå der. Emiliya var selv ret glad for det, selvom det var noget af en omvæltning. Folk var nysgerrige omkring hende, fordi ingen vidste, at deres professor havde en datter. Emiliya var heller ikke som sin mor på alle punkter. Hun var intelligent og det gik godt med de fleste fag. Hun var dog rædselslagen for at flyve. Hun var højdeskræk og kiggede aldrig ud ad vinduet i Ravenclaw tårnet eller i ugleriet. Det var lidt sørgeligt og det var tydeligt, at folk synes det var underligt. Det var heller ikke så underligt, når nu hendes egen mor og hendes mors fætter, som var som en onkel til Emiliya, havde været professionelle Quidditch spillere. Emiliya kunne bare ikke forstå hvordan en pind skulle kunne holde en menneskekrop oppe. Hun vidste godt, at det var magi, men hun stolede ikke på det. 

Hun skyndte sig hen til Noah, som stod og ventede. Hun var ikke sent på den, men hun ville heller ikke være det. Hun kunne ikke fordrage det, når nogen var det eller når hun selv var det. Det var nok meget godt, at hun var blevet valgt til vejleder. Hun gik op i reglerne.
"Hej Noah?" Hun ville gerne være sikker på, at der var ham, selvom det var tydeligt at se på det badge han havde, som hun også selv havde.

[Noah Lynch]

Noah stod og kiggede i modsatte retning af hvor pigen kom fra og bemærkede hende derfor først som hun sagde hans navn. Det gav et lille sæt i ham og han kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv over det. "Ej undskyld, jeg havde slet ikke hørt dig komme," indrømmede han lidt forlegen og rakte så hånden frem mod hende som hilsen, "ja jeg er Noah," bekræftede han så.
Hvor var hun dog pæn, det var et problem for han var i forvejen elendig til at omgås piger og så de godt ud blev det kun værre, gad vide hvor mange ligegyldige informationer han ville komme til at fylde hende med i løbet af aftenen.
"Hvor tænker du vi skal starte med at gå hen?" Sagde han for at udfylde den stilhed der kortvarrigt spredte sig mellem dem. "Jeg er først lige blevet vejleder for nyligt så det er min første patrulje," informerede han en smule undskyldende.
Hvor hun dog lignede Chrissandra, han forstod godt de rygter der florerede omkring at hun var hendes datter. Det var næsten som at stå og se på en yngre udgave af Chrissandra, hvilket faktisk var en lille smule freaky.
Det gik op for ham at han havde stået og stirret betaget på hende i alt for lang tid og han skyndte sig i stedet at flytte sit blik til et random sted på muren bag hende som om han havde fået øje på et eller andet.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya var rigtig nervøs for dette job. Hun følte, at der var en masse der forventede noget af hende, fordi hun var Chrissandras datter. Officielt havde folk ikke fået af vide, at de var i familie med hinanden, da det virkede underligt bare at buse ud med, men det var nu ret tydeligt for enhver. Emiliya var en tro kopi af sin mor. Om hun lignede sin far, vidste hun ikke, da hun ikke vidste hvem han var. Hendes mor talte aldrig om ham, men for få dage siden, havde hun dog sagt, at hun havde hans øjne. Mere sagde hun ikke og Emiliya havde lært ikke at spørge, da det virkede som et ømt emne for Chrissandra. I lang tid havde Emiliya faktisk troet, at hendes mor selv ikke vidste hvem faderen var. Hun tog sig nu ikke af det, da hun havde alt den familie hun havde brug for.

Hun sendte Noah et lille smil.
"Well. Jeg er også ret stille når jeg går." Sagde hun med et skuldertræk. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål.
"Jeg er også ny. Jeg er faktisk helt ny på skolen og kender den ikke ret godt. Dog tænker jeg udenfor?" Sagde hun spørgende. Hun vidste ikke hvad der var det rigtige at gøre og det virkede til, at Noah heller ikke selv var så sikker på det. Det var dog klart, hvis han også var ny. Det skulle nok komme til at gå godt med dem.

Det gik op for hende, at han stod og stirrede på hende og hun begyndte at rødme. Hun rømmede sig og førte en hånd igennem sit hår. "Er det fint med dig?" Spurgte hun for at få hans opmærksomhed væk fra hende og den plet på væggen, som han åbenbart skyndte sig at få øje på. Hun vidste ikke hvorfor han kiggede sådan på hende. Der kunne være mange grunde til det, men hun følte, at det var på grund af hendes mor. De lignede hinanden helt vildt meget. Det vidste hun jo godt selv og for dem der kendte hendes mor og aldrig havde hørt om Emiliya, ville det nok være en stor omvæltning.

[Noah Lynch]

Noah tænkte selv lidt over hendes svar og nikkede så, en smule akavet eftersom han tydeligvis blev taget i at stirre på hende lidt for længe. Det lød dog logisk nok. Han var heller ikke mega stor fan af mørke, så det passede ham egentlig glimrende bare at få det overstået med det samme. "Er du? Hvor har du gået før?" Spurgte han nysgerrigt som han satte i kurs mod de store egetræsdøre der ledte udenfor.
"Jeg har selv været ude og rejse det sidste års tid, så har føler mig også næsten ny på skolen. Det er utroligt så meget der kan nå at ændre sig på et år." Det sidste var måske lige så meget henvendt til sig selv. Indrømmet havde han ikke haft så mange venner før han tog afsted. Han havde nok altid været ham den lidt sære fyr, den del lod ikke til at have ændret sig, men bare det at han havde været væk et år, så var det som om at han slet ikke kendte folk mere. Det var underligt.
Han tog en lidt dyb indånding, "du må også undskylde, det var ikke for at stirre på dig før, det er bare, du ligner helt vildt professor Pendareva." Forklarede han sig en smule forsigtigt og så lidt usikkert på hende.
Han håbede ikke at hun ville blive irriteret over det, for havde hun nu hørt det mange gange kunne det jo godt være at hun ikke gad høre det igen - for det kunne da umuligt være første gang hun hørte det.
Han trak den ene af dobbeltdørene op, den knagede i hængslerne som bare lød endnu højere i den tomme indgangshal. Han stoppede halvejs og så sig kort over skulderen som frygtede han at de om lidt ville blive overrumplet af skolens vrede beboere i deres pyjamasser, men da dette ikke skete endnu han alligevel med at trække døren op så de kunne gå ud. "Hold da op det lyder meget højere når det er så sent på aftenen." Kommenterede han til hende med et skævt smil som han holdt døren åben for hende så hun kunne gå udenfor.

[Emiliya Pendareva Ayers]

Emiliya sendte ham et lille smil, da han stillede hende det spørgsmål. Han lød ret nysgerrig, men det ville hun også være omkring ham. Hun var faktisk ret nysgerrig omkring ham, da han vist også var ny, på en måde.
"Jeg gik på Durmstrang. Jeg har boet i Bulgarien hos min mors onkel og tante hele mit liv." Sagde hun og tænkte på de mennesker, hun selv så som sin onkel og tante. Hun kiggede nysgerrigt på ham og synes det var vildt, at han havde været væk så længe. Det måtte virkelig være mærkeligt at vende tilbage igen.
"Wow. Hvorfor har du været ude at rejse? Og er det ikke underligt at være tilbage?" Spurgte hun og fulgte efter ham. Hun blev helt forskrækket, da han åbnede dørene og hun kiggede også rundt for at se om der kom nogen. Hun var dog bekymret for om der ville komme en lærer eller værre endnu, rektor. Så kom hun dog i tanker om, at de faktisk gerne måtte være ude efter sengetid. Det var deres job. Hun skulle vist lige vende sig til dette job.
"Ja det må du nok sige." Hun grinte en smule og gik udenfor i den kolde luft. Det var godt, at hun havde nok med tøj på for ellers ville dette blive ufatteligt koldt.
Hun kom igen til at grine, da han sagde, at hun lignede Chrissandra.
"Ja det er der mange der siger. Jeg er så også hendes datter." Hun smilede til ham og kiggede sig omkring. Hun var egentligt ikke særlig pjattet med mørke, men hun havde Noah med sig, så mon ikke det gik? medmindre han selv var ved at lave noget grimt i bukserne på grund af mørket.

[Noah Lynch]

Noah lyttede smilende som hun svarede på hans spørgsmål. "Det er ellers en ret striks skole." Kommenterede han, han havde heldigvis kun været der i nogle få uger, men han havde jo næsten været lidt bange for de andre elever. Der var bare en temmelig tung stemning synes han, men det kunne jo også godt skyldes at de lod til at se meget ned på mugglere - det gjorde man vel når mugglerfødte ikke havde adgang på skolen. Det kunne godt være svært når hans mor var muggler og sad spærret inde på grund af magikere.
"Jeg bor også ved min onkel og tante," udbrød han en smule for begejstret. "Okay det kom ud helt mærkeligt, det er bare lidt sjovt, det lader til vi har en del til fælles." Det var måske lidt underligt at sige allerede, men ikke desto mindre var det jo rigtigt. "Hvorfor bor du ved din onkel og tante? Hvis altså jeg må spørge." Det kunne jo godt være ret personligt. Det kendte han alt til, han var altid selv lidt forsigtig omkring hvem han fortalte sin historie til.
Han ved sig lidt i læben og det brune øjne flakkede en smule, "der skete en del ting i mit liv, så jeg havde brug for at komme lidt væk og se nogle andre ting." Svarede han så smilende. Det var ikke fordi han ikke ville fortælle hende om det, men han ville bare gerne lige måle temperaturen først. "Men jo, det er meget mærkeligt at være tilbage." Indrømmede han stille. Så mange ting havde ændret sig, selvom det havde det nok ikke når alt kom til alt. Måske var det i virkeligheden bare ham som havde ændret sig.
"Er du? Hvor er det bare cool!" Udbrød han begejstret. "Er det ikke ret vildt at være datter af Chrissandra Pendareva? Hun er jo en quidditch-legende!" Han anslog slet ikke at det nok også godt kunne være anstrengende til tider.