I could be your third wheel!

[Noah Lynch]

Luke Lynch - September - 2054 - Hogwarts

Noah gik ned over plænen mod quidditchbanen. Han havde hørt at Luke skulle være hernede. Hans kuffert var allerede placeret på sovesalen og han havde haft en lang snak med overhovedet Chrissandra som virkede helt ufattelig sød. Noah havde været væk fra Hogwarts det sidste år hvor han havde været rundt omkring på e forskellige troldmandsskoler i verden, både for at slippe lidt væk fra alt det derhjemme, men også for videns skyld naturligvis. 
Han havde aldrig været mega populær i skolen så da han havde fået denne mulighed havde han grebet den omgående skønt det havde gjort ondt på ham at skulle rejse væk fra Luke. Durmstrang havde været en af de allerførste skoler han havde besøgt og han havde derfor heldigvis undgået at være i Norge da garden overtog ministeriet. Det var ufattelig skræmmende at tænke på og der havde virkelig været krise rundt om i verden efter det virkede det som om. Det var jo sådan set også forståeligt nok.
Han stoppede som han nåede sit mål, quidditchbanen, og kiggede sig så lidt omkring. Skønt der var gået et år havde han ikke ændret sig særlig meget på den tid. Han var stadigvæk splejset og socialt akavet, men det var også ligemeget for hovedsagen var vel at han var god bogligt så han kunne få sig en uddannelse. Hvad han skulle arbejde med stod endnu uklart for ham, men han satsede på noget i ministeriet eller måske forsker i et eller andet. Heldigvis havde han jo noget tid til at finde ud af det.
Det var så underligt at være tilbage på Hogwarts, men han kunne nu ikke klag, han skulle også have været tilbage ved skolestart, men grundet alt det der foregik i Norge havde turen - som skulle være gået derigennem blevet omlagt og den havde taget en uge længere. Noah havde fået familien til at love at de ikke fortalte Luke at han kom hjem, da Noah gerne ville overraske sin bror. 

[Luke Lynch]

Luke havde efter aftensmaden befærdet sig ned til quidditchbanen. På den her tid var der ingen som trænede alligevel, hvilket betød han kunne rende rundt i fred og bare have fem minutter for sig selv, selvom det ofte betød, at han rodede sig ud i problemer. Denne gang var det dog en, efter hans egen mening, ganske uskyldig prank. Han havde gravet en masse små magiske sandbomber ned, rundt omkring i gruset på banen. De ville springe i luften, hvis man kom for tæt på dem, hvilket ville skabe en kædereaktion, så alle tyve ville springe på samme tid, når der skulle være kamp mellem holdene i morgen. Der ville dog ikke ske andet end, at gruset ville blive en kæmpe sky og kampen ville nok ende med at blive aflyst, fordi ingen ville kunne se noget. Han syntes selv, som altid, at han var skide skæg og et rent dyrket geni. Hvis bare han brugte sine ideer til noget fornuftigt, bare en gang i mellem, så ville han nok få topkarakter, i stedet for at ligge og skrabe bunden som han gjorde for tiden. Ikke fordi han ikke var dygtigt, for det var han, men fordi han simpelhen var så skoletræt og ikke gad skole mere.
Han var netop blevet færdig med at grave dem alle ned. Han skulle lige til at finde sin smøgpakke frem, da han fik øje på en skikkelse, som kom mod banen. Shit. Ikke nu, så ville det hele være ødelagt til i morgen, og det ville så meget være spild af penge. Han lagde hurtigt pakken væk igen, og satte i løb mod skikkelsen, uden rigtigt at kunne se hvem det var. "Stop!" råbte han, han var heldigvis i god form, så han var hurtigt helt henne ved personen, og fik taklet eleven, som skulle vise sig at være en ung dreng. Han grinte som han lå der i gruset og rodede lidt rundt for, at komme op igen på benene. Hans cap var røget af i faldet, samt hans smøgpakke var faldet ud af hans lomme, som han skyndte sig at samle op og lægge tilbage i lommen, uden overhovedet at se på eleven, han lige havde taklet mere eller mindre.

Outfit

[Noah Lynch]

Noah smilede da han så Luke komme løbende mod sig med fægtende arme. Han skulle lige til at vinke tilbage da det gik op for ham at han ikke så ud til at stoppe med at løbe. Desværre nåede Noah ikke at flytte sig ud af skudvidde før han blev taklet og faldt til jorden hvorpå hans mund blev fyldt med sand og grus eftersom han havde haft åben mund under angrebet.
Eftersom luften blev slået fuldkommen ud af den spinkle dreng gispede han højlydt hvilket blot resulterede i at han fik gruset galt i halsen og i stedet kom til at hoste voldsomt. Det var ikke lige den form for velkomst han havde forventet måtte han nok indrømme.
Han nåede lige at skimte cigaretterne der hurtigt blev pakket væk igen og imens han satte sig op - stadigvæk hostende og sprudende - fangede han Lukes kasket og rakte den frem mod ham.
"Jeg må indrømme at jeg troede du bare var glad for at se mig, men jeg begynder at mistænke at du har lavet ballade igen?" Hostede han og kiggede op på sin bror.
Efter at have siddet lidt og sundet sig, samt spyttet resten af quidditchbanenes grus ud af munden, kom han atter på benene. "Ved mor godt du ryger?" Hans øjne var store og bekymrede som de normalt var, han havde altid været en smule usikker på folk - ikke på Luke, men mere sådan generelt, han vidste godt at han var lidt socialt akavet og uanset hvor meget han så op til Luke og forsøgte at være som ham, mislykkedes han hver eneste gang - I nogle tilfælde var det måske også okay når man så på alle de ting Luke altid fik roddet sig selv ud i.

[Luke Lynch]

Som Luke lå der i gruset og rodede rundt og der gik lidt tid, før han kom helt på benene igen, hørte han godt den anden elev hoste. Han kom selv på benene og fik børstet sig lidt på knæene, før han tog i mod sin kasket. Det var da også først nu, at det gik op for ham hvem det var han havde taklet. "Noah?" spurgte han, først ret forvirret, men glæden over genforeningen med sin lillebror meldte sig hurtigt i hans øjne. Han fik sat kasketten på plads på hans hoved og grinte så, "Mig? Lavet ballade? Jeg aner ikke, hvad du snakker om," sagde han i den mest uskyldige stemme som han kunne mønstre, hvilket var næsten uhyggeligt så overbevisende han kunne lyde. Han rakte en hånd ned mod Noah, for at give ham en hånd til, at komme på benene igen, før et stort smil på læberne, "Hvor er det godt, at se dig. Havde du en god tur?" spurgte han med et varmt smil, som ellers kun var de færreste som fik af Luke.
Han havde virkelig håbet på, at Noah ikke havde set pakken, men nej da, selvfølgelig havde den lille mide da det. Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Hvad tror du selv? Hun ville sgu da kødhale mig, hvis hun fandt ud af det, så derfor siger du heller ikke noget til hende," sagde han en kende hårdt, men det var vigtigt for ham, at deres mor ikke fandt ud af, at Luke røg. Han havde gjort det i et års tid efterhånden, sådan cirka fra da Noah var taget afsted faktisk. Han vidste godt, at deres mor bekymrede sig for ham i forvejen, fordi han til tider - okay ret så ofte - rodede sig ud i ballade, selvom han selvfølgelig selv mente han havde styr på det hele og mere til. "Har du besøgt hende? Eller er du lige kommet tilbage?" spurgte han nysgerrigt.

[Noah Lynch]

Noah nikkede blot da Luke kaldte ham ved navn. På det tidspunk var han stadigvæk igang med at forsøge at blive i stand til at trække vejret igen. Han lod sig trække det sidste stykke op så han til sidst stod op ved siden af den 2 år ældre bror. "Nej jeg ved virkelig heller ikke hvor jeg fik den ide fra," mumlede han uden på nogen måde at være overbevisende i sit toneleje.
For nu valgte den yngre vejleder dog at lade det ligge, han ville trods alt ikke ligge ud med at hans genforening med sin bror skulle være ham der fratrak Luke point. "Ja det var fantastisk! Jeg har så meget jeg skal fortælle og tusindvis af billeder! Jeg mener vidste du godt at da Washington Monamentet blev bygget var det den højeste bygning i verden! Den rekord blev dog slået da man byggede Eiffeltårnet, men seriøst man kan se næsten 50km væk når man står i toppen - uh som forøvrigt er lavet af aliminium hvilket var ret usædvanligt for den tidsalder..." Det gik op for Noah at han havde gjort som han altid endte med at gøre når han blev begejstret; plabret løs om facts som de fleste folk var komplet ligeglade med. Han rømmede sig lidt for at stoppe sig selv. "Det er ret interessant at tænke på." Mumlede han velvidende om at det var han nok ene om at synes.
Noah skar en grimasse som havde Luke afsløret at han ønskede at blive dødsgardist, "men Luke, det er farligt at ryge! Dine lunger bliver sorte og alt muligt," sagde han frygtsomt. "Desuden ved du godt at jeg ikke kan lyve." Noah blev altid vanvittig nervøs hvis han skulle forsøge at lyve hvilket altid endte ud i at han afslørede sig selv.
"Jeg kom tilbage sent i går aftes så jeg har ikke været derude endnu, hvordan har hun det?" Der var bekymring i hans stemme, han savnede virkelig sin mor og modsat Luke lagde han ikke skjul på det.

[Luke Lynch]

Luke grinte let af Noah der forsat spyttede grus ud af munden, så god en storebror var Luke nemlig. "Ved jeg godt nok heller ikke," sagde han en kende flabet. Der var nok sket en del siden de to sidst havde snakket sammen, selvom de selvfølgelig havde sendt ugler til hinanden imens Noah havde været væk, så havde de jo ikke set hinanden. Personligt havde Luke fået en del flere tatoveringer, selvom det kun var den på halsen, som var synlig lige nu på grund af hans tøj. Dem på fingrene havde han haft noget tid, og kunne ærligt talt ikke huske om han havde fået dem før eller efter Noah var taget afsted. Luke havde efterhånden kostet Slytherin ret så mange point, men problemet var nok lidt, at han var fuldstændig ligeglad. Han hævede atter det ene øjenbryn, da Noah begyndte at fortælle om Washington Monamentet og Eiffeltårnet, hvortil han satte en hånd for sin mund og lod et falsk gab slippe ud, "Oh sorry, jeg tror, lige jeg forsvandt i koma af kedsomhed, i et øjeblik der," drillede han og grinte let, hvorefter han trak sin lillebror ind i et kram, "Yeah.. Interessant.. Det var lige dét ord jeg også ledte efter.." svarede han med en stemme som dryppede af sarkasme.
Lukes ene øje slog et lille trick, "Ja, og det er derfor du aldrig begynder på det," sagde han en kende hårdt, som om det var noget han bestemte, men var der en i verden som Luke altid ville passe på og støtte lige meget hvad, så var det Noah. "Så er det godt, at det ikke er at lyve, hvis du bare ikke siger noget. Noah, jeg mener det, du siger ikke noget til hende," sagde han alvorligt, hvilket ellers var en meget sjælden tone i Lukes stemmeleje.
Han nikkede blot lidt til Noahs svar, men hans spørgsmål fik Luke til at trække lidt ligegyldigt på sin ene skulder. Han havde aldrig været god til, at snakke om deres mors situation og ville nok heller aldrig blive det. "Same old, same old," svarede han derfor en smule koldt. "Men hun bliver nok glad for, at se dig. Vi kan tage sammen ind og besøge hende i morgen, hvis det er," tilføjede han, uden at nævne noget om deres rektor som nær havde afsløret overfor deres mor, at magi fandtes. For nu om ikke andet.

[Noah Lynch]

Noah kunne godt hurtigt fornemme at der ikke rigtigt blev sat pris på han viden, ikke at han var overrasket, han havde altid været den fyr der gik lidt for meget op i detaljer og Luke var nok mere typen der forsøgte at undgå dem.
Da Noah omsider blev færdig med tømme munden for sand så godt som han nu kunne (det knasede stadigvæk ubehageligt mellem tænderne) blev han trukket ind i et kram. Han smilede nærmest automatisk og krammede hurtigt sin ældre bror tilbage. "Ha. Ha. morsomt," mumlede han af Lukes manglende interesse. De mørke øjne faldt så ned over den anden for lige at se ham en efter ikke at have set ham i over et år.
"Er det bare mig eller har du fået flere tatoveringer?" Spurgte han lidt undrende. Han vidste godt at Luke altid havde haft lidt af en forkærlighed for at tegne på sin krop med nåle, men det stoppede forhåbentlig før han var dækket så meget ind at man ikke kunne se huden mere. Måkse. Man kunne aldrig vide med Luke.
En smule flabet lod Noah armene falde over kors og sendte så sin bror et bedrevidende blik, "så du må gerne, men jeg må ikke?" Stemmen var en kende udfordrende. Ikke at Noah nogensinde ville begynde på den slags, desuden havde han astma så det ville ikke ligefrem gøre noget godt for ham. Ikke at det gjorde det for nogen andre, men alligevel.
Den yngre bror betragtede Luke lidt på ny, "jeg skal nok prøve ikke at afsløre dig." Det var nok det bedste han kunne tilbyde eftersom han havde det med altid at tale over sig. Noah gjorde lidt store øjne, "må vi godt bare tage ind og besøge hende når det passer os? Hvad med skolen?" Spurgte han overrasket.

[Luke Lynch]

Luke så lidt på Noah med et hævet øjenbryn og et skævt smil på læberne, efter at have sluppet ham igen. Han havde aldrig været den dreng som delte aller mest ud af kram og nærkontakt, ikke med mindre det kom til samleje, men det var også noget helt andet. Han gad ikke ligge og putte. Sådan havde han dog altid været, selv da han havde været yngre og det bare havde været fredags hygge med hans mor og Noah, så havde han siddet i en lænestol selv i stedet for sofaen sammen med de andre. "Ja, jeg er ret morsom, godt du omsider kan se det," svarede han og blinkede drillende til sin lillebror og rettede lidt på sin cap, som dækkede det meste af det afblegede hår.
Han så lidt ned af sig selv, "Ehm.." sagde han eftertænksomt, og trak op i sine ærmer, hvilket afslørede en del flere tatoveringer, "Ja, det tror jeg.. Den dér har du vidst ikke set," sagde han og pegede mod en kvinde med englevinger, før han trak lidt længere op, "Vidst heller ikke den," tilføjede han og pegede mod en ugle, et X og en rose. Hele hans arm var dækket fra håndledet og op til skulderen, og de havde alle sammen en betydning for ham. Den anden arm var kun dækket fra håndledet og op til albueledet, men hans plan var, at den også skulle dækkes helt. Han kløede sig lidt på halsen, "Oh, vidst heller ikke den," sagde han da han kom i tanke om han også havde fået skrevet 'Patience' ned langs halsen. "Der er nok flere, du ikke har set endnu," mumlede han og trak lidt på den ene skulder.
Et typisk storebror blik meldte sig i hans øjne, "Jeg bestemmer ikke over dig, Noah, men hvis du mener du er så stor, så værsgo," svarede han og tog pakken op af sin lomme og åbnede den, så Noah kunne tage en, hvis han ville. Luke var nok et utroligt dårligt forbilled på det punkt, men det var ligeså meget for, at hvis Noah endelig skulle begynde på sådanne noget, så ville Luke hellere vide det så de kunne stå sammen om det, end han ville have at Noah skulle stå alene med noget. "Tak.." mumlede han og vidste et sted godt, at han nok ikke kunne forlange mere. Han tog selv en cigaret ud af pakken og satten den mellem sine læber, før han tændte den med sin lighter. Nu hvor Noah alligevel vidste det, så var der ingen grund til at skjule det mere.
Han grinte let og rystede lidt på hovedet, "Jezz dreng, selvfølgelig må vi ikke det, men jeg laver bare en aftale med Rektor, han skylder alligevel for at have dummet sig. Han har fortalt mor om Hogwarts," sagde han og rullede med øjnene. Luke havde stadig ikke været ude og besøge deres mor efter sin snak med Ethan, men det var mest fordi han godt vidste hun sikkert havde utrolig mange spørgsmål, som han ingen svar havde til.

[Noah Lynch]

Noah rystede lidt på hovedet af Luke. Han havde altid set ufattelig meget op til sin storebror også selvom det måske ikke var det bedste forbillede hvis man forhørte sig rundt omkring. Luke havde bare altid haft den der cool badboy attitude som Noah gerne ville have, men i virkeligheden nok var for blid af natur til at kunne gennemføre.
Han brød sig ikke om at såre folk, hvilket han heller ikke brød sig om hvis Luke gjorde, han forsøgte altid af rette trådene ud hvis nogen skulle være sure på ham, for han kunne ikke fordrage at være uvenner med folk, heller ikke selvom det måske var folk han ikke brød sig om. Der var Luke nok lidt mere hardcore og ligeglad. Noah var bare mere typen der bar følelserne ude på tøjet i stedet for indeni. "Jeg kan fornemme at dit ego ikke er blevet mindre." Kommenterede han lidt tørt, men kunne alligevel ikke holde et smil tilbage.
Noah så bare til imens Luke blottede flere og flere pigmenterede dele af sig selv. Hans øjne blev også større i den forbindelse. "Er mor okay med dem?" Han havde svært ved at forstille sig det og han var ret sikker på at han ikke selv ville turde at få en tatovering, hvis han endelig skulle have en skulle det være et eller andet meget diskret sted i hvert fald. "Altså får du dem bare lavet hver gang du får en god ide eller hvad? Nej vent, beklager min fortalelse, "hver gang du får en ide" mente jeg." Han smilede stort som var det en mindre hævn for Lukes manglende interesse før.
Da Luke rakte pakken frem mod ham stirrede Noah på ham i nogle lange sekunder inden han afslog med en håndbevægelse, "det er da ikke meningen at du skal tilbyde mig det," sagde han med en hånd i siden, "du skal da være det gode forbillede." Han rystede lidt på hovedet af ham.
Smilet fordampede som dug fra solen da Luke informerede om rektorens brøler. "No way! Hvad sagde hun? Kan hun så komme ud derfra hvis hun ved det er virkeligt?" Spurgte han og glemte i sin begejstring at det nok ikke var helt så enkelt som det lød.

[Luke Lynch]

Luke vidste udemærket godt, at han ikke var noget godt forbilled og slet ikke for Noah, det burde nok nærmere være den anden vej rundt. Han havde ret hurtigt efter deres fars død, påtaget sig en rolle som han ikke havde burde i så ung en alder. Han havde aldrig set deres adaptivforældre, som noget andet end nogen de boede hos, og de havde kamp til strengen, fordi Luke ikke var den bedste til at høre efter. Alt dette havde nok gjort ham til en hård dreng, som ikke lod nogen komme tæt ind på livet af ham.
Luke trak lidt på den ene skulder, "Næh, hvorfor skulle det dog også det?" spurgte han retorisk, nej, Lukes ego var ikke blevet mindre med tiden, tværtimod, så var han nok meget egocentrisk og tænkte oftere på sig selv end andre. Dog havde han altid sine venner og veninders ryg, inklusiv Noah. Der var ikke nogen som skulle gøre dem noget, for så ville Luke være den første til at stå der og forsvare dem.
Han vendte blikket fra sine blottet, blækfyldte arme tilbage til Noah, "Hun har ikke set dem alle sammen, desuden bestemmer hun ikke over mig," svarede han roligt, ingen tvivl om, at Luke elskede deres mor utroligt højt, men ingen skulle fortælle ham, at der var noget han ikke måtte, for så gjorde han det med hundrede procent sikkerhed. Han sendte et utilfredst blik mod Noah, "Haha meget morsomt. Men nej, de har alle sammen en betydning," sagde han, dog uden at uddybe mere end det. Han fik dem ikke bare for at få dem. Jo nogle af dem, var nok lidt mere for sjov end de var fordi der var en højere eller dybere mening med dem, men langt de fleste, var fordi de havde en eller anden form for betydning for ham.
"Hvad er så mening?" spurgte han og lagde pakken tilbage i sin lomme, hvorefter han tog et hvæs af den han havde tændt og vendte blikket mod Noah igen, mens røgen sivede ud af hans næse. "Nope. Det er dig som er vejleder og skal være et godt forbilled. Jeg er bare din storebror og ingen har nogensinde bedt dig om, at gå i mine fodspor og blive ligesom mig," påpegede han og trak lidt på den ene skulder.
han sukkede tungt, "Pas. Jeg har ikke set hende efterfølgende.. Jeg tror hun har mange spørgsmål.. Lad nu vær med at vær så naiv Noah, selvfølgelig kommer hun ikke ud," sagde han en smule opgivende, han kunne ikke overskue, at skulle svare på alle de spørgsmål deres mor med garanti havde, derfor havde han holdt sig væk siden sin snak med deres rektor, selvom han havde haft muligheden for at besøge hende flere gange efterfølgende. Han kunne ikke få sig selv til det. Han var så træt og brugt over at skulle lyve for hende hele tiden og han kunne snart ikke mere. Han ville ikke mere.

[Noah Lynch]

Noah kunne ikke lade været med at sukke lidt opgivende af sin bror. De to var meget forskellige, men Noah havde unægtelig altid set ufattelig meget op til Luke. Selvom Luke kunne være egocentreret og dumdristig lod de fleste altid til at respekterer ham og det var noget som Noah godt følte han kunne mangle lidt sommetider. Nogen som synes han var "den seje, modige gut" -også selvom han nok var så langt fra som han overhovedet kunne komme. "I got nothing." Indrømmede han blot og rystede en smule på hovedet.
Et lille smil spredte sig igen på Noahs læber, "jaså, tør du også sige det til hende?" Det kunne godt være at Eddith juridisk var erklæret uegnet til at have de to drenge grundet hendes givende situation og at hun derfor ikke teknisk set bestemte over dem, men Noah var godt klar over at hun altså heller ikke bare lige var en man spidsede af eller satte på plads - Luke havde det trods alt ikke den attitude fra fremmede.
"Har de?" Han sendte sin bror et lettere tvivlsomt blik. Der kort efter blev erstattet med endnu et opgivende suk som Luke snakkede med på idealerne som forbillede. Der var tydeligvis ikke noget nyt under solen i det tilfælde. "Du er uforbedrelig." Mumlede han og førte en hånd gennem sit mørke hår.
Han tav hurtigt og slog blikket ned da Luke kaldte ham naiv. Han vidste godt at Luke havde ret, men han havde nok altid bare været ret positiv og forhåbningsfuld. "Det er bare ikke fair at hun er låst inde bare fordi hun fandt ud af en sandhed om magikerne, nogen burde gøre noget, kan Professor McKinnon ikke gøre noget for at få hende ud?" Jabbede han atter derudaf.

[Luke Lynch]

Luke vidste godt, at Noah så op til ham, det var han ikke den eneste som gjorde. Men nu havde Luke også altid været typen, som man ikke skulle stille sig på tværs med, han var ikke bange for at slå fra sig og han kunne være noget så modbydelig i sine ord. Han var en af de mest populære fyre på skolen og han havde været i et forhold med Skyler, som var en af de mest populære piger på skolen, og alle havde ment at de to havde været som skabt til hinanden, flere mente det stadig. Han vidste faktisk ikke om Noah vidste, at Luke var gået fra Skyler, da det var sket mens Noah havde været ude og rejse. "Nej, selvfølgelig har du ikke det," svarede han og blinkede kækt til sin lillebror.
Han hævede lidt det ene øjenbryn, "Selvfølgelig tør jeg det," sagde han stædigt, men nok med en smule mangle på overbevisning. Han ville ikke gøre Eddith ked af det, for et sted vidste han jo godt, at hun gjorde sit bedste fra hvor hun var, selvom han på mange punkter følte sig svigtet af hende, så elskede han hende også utroligt højt. Desuden vidste han ligeså vel som Noah, at Eddith heller ikke var typen som man lagde sig ud med, og han vidste godt hun ikke brød sig om hans mange tatoveringer.
"Ja de har," svarede han roligt, men ærligt uden at uddybe yderligere, da det nok ville tage flere timer, hvis han skulle til, at forklare hver og ene betydning af alle hans tatoveringer. Han havde blandet andet også Noahs fødesesdato tatoveret på sit ben, samt en ørn for Noahs kollegium på sin overarm. "Det tager jeg som et kompliment," svarede han og blinkede til sin lillebror.
"Stop så, Noah," sagde Luke en del hårdere end han egentlig mente det, men han kunne ikke håndtere snakken omkring deres mor, så andre måder end med vrede, da han i bund og grund var fuldstændig enig med Noah. "Bare.. Stop. Okay?" mumlede han og tog et hvæs mere af sin smøg, mens hans blik gled mod jorden.

[Noah Lynch]

Noah stirrede tomt på ham i nogle lange sekunder inden han igen snakkede, "jeg ville have rullet med øjnene igen der, men jeg er bange for at de ender med at sidde fast hvis jeg bliver ved med at rulle med dem hver gang du siger noget dumt." Noah var ikke altid god til smarte bemærkninger, ikke overfor andre i hvert fald, med Luke var det noget andet, men de var jo også brødre.
"Klaaart du gør." Han gjorde ikke den mindste antydning til at tro på Lukes ord, deres mor kunne være en meget faretruende kvinde hvis man gjorde hende sur, ikke at hun nogensinde kunne finde på at gøre dem noget, men hun førte bare udtrykket "hvis blik kunne dræbe" til helt nye højder.
Han smilede igen lettere opgivende, "ja det gør du sikkert." Svarede han, men sådan var det jo med Luke, hvad andre måske ville synes var en nedern kommentar tog Luke som et kompliment. Typisk ham.
Den yngre bror tav omgående da Luke skar igennem. Han havde stor respekt for Luke og gjorde stort set altid som der blev sagt når Luke bad ham om noget, denne gang var ikke nogen undskyldning. Han slog blikket ned og knyttede sine hænder så knoerne blev hvide. Det var bare så uretfærdigt, han savnede sin mor og modsat Luke var han måske nok lidt for naiv og følsom på mange punkter.
"Okay," mumlede han stille, "jeg siger bare at det ikke er fair," han så lidt forsigtigt op på Luke og valgte i stedet at skifte emne, "så hvad er jeg ellers gået glip af imens jeg har været væk? Udover de nye tatooveringer selvfølgelig."

[Luke Lynch]

Luke hævede lidt det ene øjenbryn, "Og du har fundet din selvtillid, godt for dig lillebror," svarede han og lagde armene løst over kors, dog var der et skævt smil at spotte på hans læber, mens han klappede Noah et par gange oven på hovedet, selvom de to brødre efterhånden var lige høje.
"Hvorfor skulle jeg ikke ture det? Mor har ikke noget, at skulle have sagt. Den magt afskrev hun sig, da hun ikke kunne lade fars død ligge," det sidste som forlod hans læber, blev sagt ret sammenbidt. Han ville nok aldrig tilgive Eddith hundrede porcent, for ikke bare at have ladet det ligge. Hvis hun havde gjort det, var hun ikke blevet indlagt og de kunne have levet videre som den lykkelige familie de havde været. Selvfølgelig stadig uden deres far, men både Luke og Noah ville have haft deres mor og hun havde med al sandsynlighed fået sandheden omkring magi af vide, da Luke havde vist første tegn på magi.
"Giv mig én god grund til, at gøre andet?" sagde han morende og grinte let. Luke kunne sagtens smile og grine, men det var sjældent hans øjne var med ham. Hans øjne var oftes enten kolde og følelsesforladte, eller flirtende og udfordrende.
Han ville gøre alt for, at Noah havde det godt og alt hvad der var sket i deres barndom ikke skulle påvirke den yngre bror. Luke havde på mange punkter nok lidt overtaget en farrolle overfor Noah. Bare en lidt mere rebelsk udgave. Han sukkede lidt, da Noah stoppede på Lukes 'ordre'. "Selvfølgelig er det ikke fair. Det er virkeligheden. Den er aldrig fair," sagde han i en neutral tone. Han førte hånden i gennem det afblegede hår og satte sin kasket tilbage på hovedet igen. "Ehm.. Ikke så meget. Jeg er gået fra Skyler, ellers ikke det store. Hvad med dig? Mødte du nogle søde tøser på din tur?" spurgte han og hævede at sank øjenbrynene et par hurtige gange. Han hadede virkelig Skyler, selvom stort set hele skolen havde troet de ville været et af de par som ville leve lykkeligt til deres dages ende og få de smukkeste børn. Det var der stadig mange som gik regnede med, det havde Luke da hørt rygter om, men de havde også været kærester i halvandet år.

[Noah Lynch]

Noah nøjedes med at sukke lettere opgivende da Luke klappede ham på hovedet som var han hans hun der lige havde lært et nyt trick. Sandheden var at Noah aldrig havde været specielt selvsikker og det var han sådan set heller ikke nu hvis han selv skulle sige det, det var jo kun fordi Luke var hans bror og derfor var han ikke bekymret for at blive dømt for hårdt af ham.
De brune øjne blev større som Luke antydede at det var deres mors egen skyld. ”Det var da ikke hendes skyld! Tingene var shady og med en viden vi har i dag? Jeg mener teknisk set kunne hun jo have haft ret.” Argumenterede den yngre bror. Han kunne mærke at det ramte ham dybt at Luke gav hende skylden efter alt det hun havde været igennem, men han vidste også godt at det var Lukes måde at håndterer sorg, han havde brug for nogen at kunne bebrejde.
Noah fornemmede godt at det ville være smartest at runde samtalen af. De havde altid været meget forskellige når det kom til at snakke eller udvise følelser. Noah var ret åben og Luke var komplet modsat. Han så det muligvis som en svaghed heller noget i den stil, men det lod Noah sig ikke anfægte af, hvis han havde lyst til at bryde hulkende sammen, så gjorde han det. Eller nej det gjorde han ikke, men han var ikke bange for at folk skulle se ham være ked af det eller påvirket over forskellige ting.
”Er du det? Hvorfor?” Noah så interesseret på Luke. Han vidste godt at han ikke ligefrem havde ry for at holde på pigerne, men derfor kunne det jo godt være at der var en reel grund denne gang andet end ”han bare var begyndt at kede sig.” ”Nej!” Sagde han hurtigt og mærkede hvordan kinderne begyndte at brænde. Ikke fordi han løj, men bare fordi det var lidt pinligt.