I'll be there for you

[Calista Harriet Evergreen]

Tid: Omkring 12:30

Sted: Sankt Mungos - afdelingen for uhelbredeligt syge. 

Tilegnet: @spike

______________________________________________________________________________

Det var omkring middagstid på en helt almindelig mandag formiddag - med andre ord myldretid på hospitalet. Selv efter 3 år, kendte Calista den daglige rutine ud og ind, så hun havde søgt tilflugt på et lægekontor som en sekretær havde henvist hende til på sin gamle afdeling. Heldet måtte være med hende idag, for hun havde ikke set skyggen af Jophiel, hvilket hun ellers havde brugt nærmest uger på at frygte. Kontoret var tomt, og virkede underligt stille i forhold til støjen på den anden side af døren, hvor hvide kitler fór rundt i et forsøg på at følge med alle patienterne. 
Calista så sig lidt omkring, hun sad på sine hænder lidt foroverbøjet og studerede lidt urinteresseret et maleri på væggen som havde hængt der i årevis. Hvis hun skulle være helt ærlig, så føltes det nærmest hjemmeligt, men på en eller anden måde savnede hun det allligevel ikke, ikke det hele i hvert fald. Siden hun var flyttet til Skotland, havde hun ikke set meget til sine venner her - hvilket ville sige Spike og Leona pretty much. De havde også set lidt mærkeligt på hende, da hun havde bedt specifikt om at se Spike, med den undskyldning at han kendte hendes forløb. Godt nok arbejdede han et helt andet sted nu, men de havde forsikret hende om at de nok skulle bede ham om at kigge ned i sin forkostpause, og fordi hun ikke ville frarøve ham hans nok eneste måltid idag, havde hun naturligvis medbragt sandwich og græskarjuice fra et mindre bageri ikke langt herfra. 
Duften fra dem var næsten ulidelig, hun havde ikke ligefrem spist meget på det sidste, man kunne hurtigt se at hun havde tabt sig allerede igen. Symptomerne havde vel været der et par måneder nu, det var startet som træthed, folk på arbejdet havde bemærket at hun var blevet blegere og slappere, senere var kvalmen kommet og hovdpinen, kraftesløsheden.. de var der ikke altid men det blev oftere og oftere. Calista ville ikke bekymre nogen, hun havde haft de tre bedste år af sit liv, langt væk fra sygehus og læger, og hun havde set sund ud, været overskudagtig, fået sig en uddannelse, alt det ville hun ikke kaste på jorden nu. Det var sikkert bare fordi hun havde arbejdet meget på det sidste, men det var nok en god idé at få tjekket under alle omstændigheder, så her var hun, og jo flere miutter der gik, jo mere nervøs blev hun. 

[Deleted]

Spike var blevet bedt om at kigge op forbi den gamle afdeling når han var færdig med at heale på den patient han var i færd med. En brækket arm var heldigvis ikke det værste. Han skævede til det store ur og kunne med fortrydelse i sindet og en rumlende mave godt fornemme at frokosten var noget han godt kunne skyde en hvid pil efter.
Han elskede dog sit job alligevel, især efter han var blevet flyttet ned på skadestuen hvor der hele tiden var gang i det og hele tiden nye skader - eller mange af skaderne var basicly ens, men der var alligevel stor forskel på hvad der skulle gøres. Det at have flere bolde i luften på én gang var lige ham.

Han afsluttede patienten - en meget trist 9 årig pige og forsikrede hende om at hendes arm ville være så god som ny inden for et par timer. Magi var en meget fantastisk ting. Han smilede fra pigen til hendes mor der takkede mange gange for hjælpen inden han så sit snit til at smutte op på afdelingen.
Han var ikke helt sikker på hvad han skulle deroppe, det havde sygeplejersken ikke været helt tydelig omkring, men hun havde også haft hænderne temmelig fulde da hun fortale ham det. Spike fandt det pågældende kontor og bankede let på inden han trykkede håndtaget ned og gik ind.
Synet der mødte ham fik omgående smilet til at brede sig på hans læber. Han kunne kende den rødhåret pige på kilometers afstand - bildte han sig selv ind. "Calista!" Udbrød han glad og lukkede døren efter sig som han gik frem mod hende og mødte hende med et varmt kram, "hvor er det godt at se dig! Hvordan går det? Er det godt at bo i Skotland?" På nuværende tidspunkt havde tanken om at hun kunne være her i forbindelse med sygdommen faktisk ikke helt strejfet ham, det burde den nok taget i betraktning af at hun mødte ham her på afdelingen i stedet for at komme ned til ham.

[Calista Harriet Evergreen]

Calista havde forestillet sig alle scenarierne på idag, det var flere måneder siden hun sidst havde set Spike, og efter hun var rejst, havde hun heller ikke ligefrem været god til at holde kontakten ved lige, et sted var hun nok lidt bekymret for om han var vred på hende. Hver gang hun hørte skridt på den anden side af døren, kiggede hun automatisk op i håb om at døren ville gå op, men de første rigtig mange gange, blev hun skuffet. Healere herinde var travle, måske havde han ikke engang tid til at kigge ned. Hun gav sig lidt opgivende til at lege med en blækpen der havde ligget på skrivebordet, bare for at få tiden til at gå med et eller andet.

Som minutterne gik begyndte hun at ignorere lyden af de mange skridt, hvilket betød at da døren endelig gik op, fik hun sig en mindre forskrækkelse og tabte blækpennen. "Spike!" udbrød hun og fumlede lidt febrilsk efter pennen der irriterende bare rullede ind under skrivebordet, til hun til sidst opgav. Hun rejste sig og mødte ham i en varm omfavnelse. Det var sjovt, hun havde aldrig været forelsket i Spike eller noget i den dur, men varmen fra ham og duften mindede hende på en underlig måde om hjem, det var nok ikke gået op for hende før, hvor meget hun faktisk havde savnet sit liv her i England. "I lige måde. Skotland er fantastisk, men jeg kunne ikke undvære jer mere," sagde hun muntert og slap ham. Det var godt nok et skalkeskjul for hendes virkelige grund til at være her. "Hvad med dig? Du ser godt ud, har du det godt?" spurgte hun i en talestrøm. Pludselig ville hun langt hellere høre om hans liv end tale om sit eget. "Jeg er ked af at jeg bare kommer brasende på denne her måde, men jeg har taget frokost med," hun tog posen med bagels og viftede lidt lokkende med den, det var kun fair at hun gav kompensation når han nu opgav sin eneste pause.

[Deleted]

Spikes smil voksede sig hurtigt større som de mødtes halvvejs i den varme omfavnelse. Selvom hun stadigvæk havde en spinkel skikkelse var der da blevet lidt mere af hende gennem de år hun havde været rask, på trods af dette synes han alligevel at kunne mærke at hun havde tabt sig en smule. Det kunne naturligvis også godt bare være fordi de var så længe siden at han havde set hende at han bare bildte sig ind at hun havde været lidt større, men ikke desto mindre alarmerede det ham en lille smule.
Da de efter lidt slap hinanden begav han sig rundt om bordet hun sad ved og satte sig i stolen overfor hende selvom det vækkede en smule ubehagelige minder fra dengang de havde deres healer/patient samtaler.
Nu havde Spike godt nok ikke været den læge der havde stået for sagen, det var Jophiel, men eftersom Spikes praktisk havde forgået på denne afdeling var Calista blevet en af hans patienter dengang. Han bukkede sig kort ned og fangede pennen på gulvet som han rakte den frem til hende, "du tabte vidst noget," kommenterede han med et lille smil.
Han lo kort over hendes varmende ord. "Altså nu bor jeg jo ikke på hospitalet så du kunne da også være svinget forbi derhjemme," drillede han hende. Så vidst han vidste havde hun holdt sig temmelig langt væk fra hospitalerne medmindre det var et rutinecheck, ikke at han bebrejdede hende, hele hendes liv havde jo nærmest været her.

"Jeg kan skam ikke klage. Jeg arbejder en del og så er Nikki jo flyttet ind hos mig," fortalte han. Det havde ikke taget ham mange overvejelser at lade hans søster flytte ind sammen med ham, det var faktisk rart at have en at komme hjem til om aftenen. "Så har Scarlett været forbi og undskyldt for alt det rod hun har lavet," han så lidt frem for sig, "den dag havde jeg ellers aldrig troet skulle komme." Men det var nu rart at tingene var begyndt at falde lidt på plads for ham og søstrene.
"Jamen det gør skam ingenting, jeg er virkelig glad for at se dig!" Skyndte han sig at tilføje, "hvad skylder jeg dig for maden?" Han havde altid været lidt old-school omkring det med at pigerne ikke betalte for drengene selvom han burde kende til Calistas stædighed på nuværende tidspunkt. "Så hvordan har du det?" De brune øjne blev intense som han foldede hænderne foran sig, det var tydeligt at han ikke afventede "jeg har det glimrende" -svar, men at han forventede hun svarede ærligt og i forbindelse med hendes sygdom.

[Calista Harriet Evergreen]

Glæden over at se ham igen, gav hende nok ro til at kunne skjule sin bekymring en smule. Det havde taget hende lang tid, at tage sig sammen til det her. Hendes egen læge i Skotland, havde naturligvis henvist hende til specialisterne, hvilket ville sige Sankt Mungos, hvilket ville sige Jophiel, og det var næppe nogen god idé.
Calista lod ham sætte sig på den anden side af skrivebordet, og undlod at kommentere hvor myndig det fik ham til at se ud. "Tænk sig, nu ligner du en rigtig healer," pointerede hun med et lidt drillende smil. Hun kunne godt huske hvor usikker han havde virket dengang, det virkede på mærkværdig vis, som om han var vokset ret meget indenfor ikke særlig lang tid. Hun satte sig selv i stolen igen, og foldede hænderne hen over sin mave, for at se meget afslappet ud, om ikke andet kunne hun jo lade som om. "Det ved jeg godt, Spike, men der er flere grunde til at jeg er her," indrømmede hun, selvom hun ikke havde lyst. At være normal føltes godt, hun ville ønske at hun kunne snakke med ham om andet end sygdom.

Netop derfor undlod hun i så lang tid som muligt at komme ind på emnet. "Virkelig? Hvordan er det?" spurgte hun og lænede sig interesseret frem, mens hun begyndte at pakke frokosten ud. Hun havde selv kun mødt Nikki, flygtigt, og aldrig rigtigt snakket med hende, til gengæld havde hun hørt mere end rigeligt. "Wow. Miraklernes tid er virkelig ikke forbi så," konstaterede hun og rakte ham en bagel samt en græskarjuice. "Ingenting. Jeg giver," hun holdt hånden op som tegn til at han ikke engang skulle prøve at diskutere den med hende. "Jeg har det.. okay," det var hendes stikord, men det virkede bare.. for skræmmende at åbne den, så hun pakkede sin egen mad ud af papiret og overvejede sine muligheder. "Skotland er fantastisk, det føltes fantastisk at have et rigtigt arbejde og et hjem langt væk fra min mor," tilføjede hun sigende. Den kvinde var slet ikke let at have med at gøre. "Men selvfølgelig savner jeg også London.. og dig," skyndte hun sig at tilføje. Derefter lod hun stilheden hærge et øjeblik, man kunne tydeligt mærke at der var noget i luften. "Spike jeg.. jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal få det sagt, så nu gør jeg det bare. Jeg er begyndt at have symptomer igen. Min egen læge ville have at jeg snakkede med Jophiel, men det kommer ikke til at ske, og ud over ham er du den eneste der ved noget om alt det her," sagde hun i en lang talestrøm hvorefter hun tog en stor bid af bagelen, for at kvæle sin trang til at græde.

[Deleted]

Han rankede ryggen en lille smule da hun sagde at han lignede en rigtig healer, "det er i hvert fald det der står i papirerne." Kommenterede han med et skævt smil. Skønt det var nogle år siden han var blevet udlært, bragte dette her minder tilbage til ham, desværre ikke kun de gode.
Calista og han havde udviklet et godt venskab gennem årerne, men det havde også været ufattelig hårdt at se hvor svag hun havde været og hvor hårdt det havde taget på hende med alle de behandlinger hun havde været igennem. Spike havde altid beundret hendes indre styrke og vilje til at kæmpe.
Den følgende sætning alarmerede ham omgående, de brune øjne blev urolige skønt han forsøgte at opretholde facaden. Det var bare noget andet når det var folk man ikke kendte, der kunne han sagtens være professionel, men ikke overfor Calista, i hvert fald ikke hundrede procent, de kendte nok hinanden for godt når alt kom til alt hvilket betød at hun nok godt kunne se på ham at han blev bekymret.

Han lod hende høre lidt om ham først, hvad end hun havde at fortælle skulle hun nok få det sagt, "det var lidt mærkeligt i starten, vi skulle lige finde rytmen, men sådan er det vel at flytte ind med sin søster. Det kører dog rigtig fint nu." Besvarede sandfærdigt. "Og nej, det var også min tanke. Men det kunne nu være rart at få lidt mere kontakt til hende igen." Indrømmede han. Selvom han for mange år siden havde accepteret at han og Scarlett bare ikke rigtigt snakkede sammen medmindre det var til fødselsdage, så ville han virkelig blive glad for at få løst tingene mellem dem.
Spike sukkede lidt opgivende over at hun ikke ville have nogen betalting, han kendte hende jo godt nok til at vide at det ikke nyttede noget at opstarte en diskussion om det - hun ville alligevel vinde i sidste ende. Stædighed var nøgleordet, derfor endte han ud i blot at takke hende for måltidet.
Spike smilede varmt til hende som hun fortalte om Skotland, "ja der er virkelig også smukt derovre." Bidrog han. Et forstående glimt fyldte hans brune øjne, "jeg savner også dig," svarede han roligt. Han havde ikke mange veninder tilbage som han stadigvæk snakkede med, men Calista og hans venskab havde holdt gennem en del.
Ansigtet gled omgående i alvorlige folder og skønt han mentalt forsøgte at forberede sig på den bombe han kunne fornemme var på vej var det næsten umuligt for ham ikke at mærke knuden i maven og klumpen i halsen som hun endelig kom frem til sagens kerne. Han lagde sin egen bagel fra sig igen skønt han kun havde nået at tage den op i hænderne. Hans ansigt blev lagt i dybe folder som han tænkte. "For pokker Calista..." Sukkede han trist over den deprimerende nyhed. "Du bliver nødt til at snakke med Jophiel," endte han så til sidst og så næsten bedende på hende, "han er den dygtigste, han har kureret dig før.." Denne diskussion måtte hendes stolthed ikke vinde. "Hvor længe har du haft symptomer og hvilke?"

[Calista Harriet Evergreen]

"Ja hvem skulle have troet," svarede hun kækt. Det var selvfølgelig sagt med et drilsk glimt i øjet, for Calista var slet ikke i tvivl om at Spike var en dygtig og meget empatisk healer. Der var en grund til at han var blevet hendes bedste ven.
Hans bekymrede mine, fik hende hurtigt til at fortryde at hun overhovedet havde sagt noget. Man kunne langsomt se hvordan hendes smil falmede og nærmest blev et undskyldende blik i stedet for. "Undskyld, så kommer jeg bare her og ødelægger stemningen. Det var ikke meningen. Lad os tale lidt mere om dig," hun holdt begge hænder frem mod ham med falsk begejstring, og selvom hun havde fundet sit smil frem igen, var det så påtaget at hendes kinder næsten dirrede af anstrengelse over at opretholde det.
Heldigvis lod det til at han gav hende hendes vilje... for nu. "Det er dejligt at høre. Jeg har altid misundt det faktum at du overhovedet har en søster," indrømmede hun og tvang en ny bid bagel ned, selvom hun allerede havde mistet alt lyst til mad.

"Det er der. Jeg har faktisk lige været på sådan en højlands tur," hun skyndte sig at fylde alt form for stilhed ud, så han ikke ville gå mulighed for at spørge ind til det andet, desværre havde hun jo nok åbnet Pandoras box. "Du kunne komme og besøge mig en dag? Jeg ville gerne vise dig min lejlighed," hun lagde sin mad ned og tyggede af munden, hvilket uheldigvis heller ikke gav hende mulighed for at undvige længere. Hans blik havde nogenlunde samme effekt på hende, som hvis det havde været hendes far. Hun slog blikket ned og rystede på hovedet. "Det kommer ikke til at ske. Desuden helbredte han mig ikke alene, du var en ligeså stor del af det, og hvem ved? Det kan være at det bare er noget andet," hun slog frustreret ud med armene og havde nær væltet sin græskarjuice. Inderst inde vidste hun godt at det ikke var noget andet. "Det startede med at jeg begyndte at blive svimmel og miste appetitten.. så kom kvalmen, så besvimelserne og faldene. Jeg tror det er 6 måneder siden nu. Min læge henviste mig selvfølgelig til Jophiel, jeg går ud fra det måske er grunden til at det er forbudt at have et forhold til sine patienter," det sidste var mere eftertænksomt og mere ment som selvrefleksion. Det gav godt nok mening,

[Deleted]

Han smilede varmt til hende. Han var virkelig glad for sit arbejde og levede og åndnede for det, men det skulle man nok også når man var healer. Det nyttede ikke noget at have en off-dag hvor man kun gjorde tingene halvt. Måske var det også derfor at han ikke bare kunne lade hende slå den tragiske nyhed hen som var det en debat om vejret.
Som hun snakkede videre om søskende og højlandsture tog han sig selv i bare og sidde og stirre på hende, med den samme bekymring i blikket som han så ofte havde sendt Nikki nå hun havde været i problemer. Han kunne mærke på hende at hendes glæde kun var påtaget ikke at han kunne bebrejde hende, i så ung en alder og skulle deale med noget så voldsomt.. det var bare ikke fair. Hun havde været rask! Hvilken Gud besluttede sig så for at lade det gå ud over hende igen? Det måtte da være nogen andres tur for pokker. Det løs måske egostisk, men hvem ville ikke være det i sådan en situation.

Det gik op for ham at han havde været stille ret længe og han rystede svagt på hovedet af sig selv. "Sorry, forsvandt lige der, men klart, du må gerne låne en af mine søstre," jokede han mildt og forsatte så, "og det lyder spændende med højlandsturen, måske vi skulle tage på sådan en når jeg kommer for at se din lejlighed?" Forslog han.
Ærlig talt var han langt mere fokuseret på at vende snakken tilbage til hendes helbred, ikke at det andet ikke interesserede ham, men han var virkelig bekymret og havde egentlig bare mest lyst til at gå over og omfavne hende og forsikre hende om at alting nok skulle gå.
Blikket han sendte hende blev en smule strengt da hun nægtede at snakke med Jophiel, "det er ikke tiden til at være stædig Calista, Jophiel er den dygtigste, det ved du godt, jeg gjorde kun hvad han viste mig, jeg var elev, tro mig det var ikke mine evner der healede dig." Forsikrede han hende.
"6 måneder og du siger det først nu?!" Udbrød han en smule højere end det var meningen. Hver en dag talte jo når det kom til den sygdom og han havde lidt svært ved at være professionel omkring det når det kom til hende han burde ikke bebrejde hende ikke at være kommet før, men for pokker da!
Han skar en mindre grimasse da hun nævnte det med forholdet. Ærlig talt var han ikke helt sikker på hvor meget der var forgået mellem dem, men det var måske også for det bedste. "Lad mig i det mindste undersøge dig, hvis det viser dig at være det så lov mig at du lader mig snakke med Jophiel." Sagde han stille og rakte ind over bordet for at fange hendes hånd.

[Calista Harriet Evergreen]

Selvom hun bare blev ved med at snakke om de mest ligegyldige emner, bemærkede hun godt at han sad og kiggede helt fjernt på hende. Faktisk var hun i tvivl om hvor vidt han overhovedet hørte efter endnu. Det var lige præcis det blik hun gerne ville undgå, men hellere ham end Jophiel, som ville stille en eller anden falsk bekymret attitude op omkring det. Bare tanken om at han ville påstå at han holdt af hende, drev hende til vanvid. "Hallo mester, er du der?" spurgte hun til sidst og knipsede med fingrene foran ham, for at bringe ham tilbage. "Du behøver ikke at se på mig som om jeg er døende, der er sikkert bare mig der overdriver. Måske jeg bare mangler lidt ekstra vitamin?" spurgte hun håbefuldt selvom det stod helt klart at hun ikke selv troede på det.

Hendes lyst til mad var allerede forsvundet igen, selvom hun var sulten blev den følelse fortrængt af en underlig kvalme. "Ja jeg ved lige hvor vi skal tage hen så!" hun forsøgte at lyde begejstret, men det nyttede vidst ikke noget at holde den egentlige samtale hen mere. Hun sukkede opgivende. "Det kan godt være okay? Men jeg er ikke klar til at se ham. Jeg kan ikke klare hvis han skal til at lege bekymret for mig igen," indrømmede hun. Okay hun havde heller ikke været helt ærlig overfor Spike i forhold til hvor langt deres forhold havde udviklet sig, og hun havde heller ikke planer om at være det nu. Hans lidt anklagende udbrud fjernede modet fra hende meget hurtigt. "Shh, det er ingen grund til at råbe," mumlede hun og så lidt skamfuldt på sine hænder. "Jeg håbede at det var noget andet, Spike. Jeg har haft nogle fantastiske år, jeg har ikke skulle bekymre mig om hvor vidt jeg var døende eller ej, eller om jeg kunne klare en gåtur i højlandet, for det blev en selvfølge. Jeg troede virkelig bare at det var mig,"" hun rejste sig pludselig lidt rastløs og gik uroligt frem og tilbage på tværs af det ellers ret lille kontor. "Du kan undersøge mig, men Jophiel bliver ikke involveret. Lov mig det," hun stoppede op og så på ham med det mest bedende udtryk hun kunne præstere.

[Deleted]

Spike blev lettere ”brutalt” revet ud af sine tanker som hendes fingre knipsede foran hans ansigt. Overrasket blev de brune øjne på ny rettet mod hende og han sendte hende et lidt undskyldende blik. ”Sorry jeg blev lige lidt tabt i mit eget hoved der.” Indrømmede han en kende forlegen og bed sig let i læben.
Hendes kommentar om at hun ikke var døende gav en ubehagelig genlyd i hans hoved, han forsøgte meget ihærdigt ikke at ligne en der allerede havde sat sidste salgsdato på hende, men han kunne jo heller ikke bare lyve for det var i den grad en meget alvorlig situation.
”Det håber jeg virkelig, men jeg synes altså ikke at vi skal tage nogen chancer.” Teknisk set kunne han jo ikke tvinge hende til at blive undersøgt eller til at snakke med Jophiel for den sags skyld, men hun var hans veninde, han kunne ikke bare sidde her og gøre ingenting.

Endnu engang blev de mørke øjne fæstnet på hende og et strejf af medlidenhed voksede i takt med at hun snakkede. ”Hør jeg ved godt at det er svært, men det må ikke forhindre dig i at tage en undersøgelse der meget vel kan være livsnødvendig.” Forsøgte han lidt desperat at overtale hende.
”Jeg kan snakke med ham først? Sige til ham at han skal opføre sig pænt og professionelt eller jeg pudser den russiske mafia på ham.” Han sendte hende et afprøvende smil, ikke at situationen på nogen måder var sjov, men det var nok også derfor han forsøgte at løfte stemningen lidt.
”Sorry,” mumlede han en smule skamfuldt. ”Jeg ved godt at det er svært, men uanset hvad så har du overvundet sygdommen før og det kan du gøre igen,” Sagde han opmuntrende. Han vidste at hendes odds ikke var de bedste, til gengæld havde hun det med at overraske alle med sin livsgejst, så hvis nogen kunne overvinde sygdommen, så var det hende!
Et voldsomt dramatisk suk undslap hans læber idet hun kom med sit tilbud om at lade ham undersøge hende uden Jophiels indblanding. ”Cali..” begyndte han, men stoppede midt i sætningen som han mødte hendes blik. Endnu et dybt suk. ”Fint, jeg lover det på én betingelse,” begyndte han, ”hvis det er det og jeg ikke længere mener jeg kan udøve den nødvendige healing, så fortæller vi det til Jophiel!” Han kunne ikke risikerer hendes liv ved at love at holde Jophiel ude for enhver pris.

[Calista Harriet Evergreen]

Hans blik fik hende til at fortryde besøget en lille smule. Han ville helt sikkert prøve at bilde hende ind at hans fravær ikke skyldes bekymring, men det stod malet med stor, fed rød skrift i panden på ham.. næsten da. Calista sukkede opgivende og satte den ene hånd mod hoften. "Det siger du ikke. Jeg er altså ikke død endnu at du ved det," pointerede hun og kunne ikke undgå at lyde en lille smule fornærmet, selvom hun forsøgte at lade være.
Hans bekymring var ingenting i forhold til hvordan hendes mor ville se ud.. og Jophiel.. ja ham ville hun helst slet ikke tænke på, for noget sagde hende at han også ville bekymre sig, og så ville hun naivt begynde at få ondt på hans vegne. "Nej heller ikke mig. Derfor håbede jeg at du ville hjælpe mig, diskret. Min mor må heller ikke vide noget, ikke før vi ved noget mere," tilføjede hun velvidende om at hun satte ret mange krav til ham. I et forsøg på at gøre lidt op for det, gik hun om bagved ham og lagde hænderne på hans skulder. "Du er min bedste ven Spike. Jeg ved godt at jeg beder dig om meget, men jeg har ikke andre," pointerede hun og begyndte helt intuitivt at massere hans skuldre mens hendes blik stirrede mere eller mindre tomt hen på et ligegyldigt billede på væggen.

"Nej!" udbrød hun efter nærmest at være vågnet fra en trancelignende tilstand. "Spike.." startede hun og holdt inde med sin massage for at se ned på ham. "Du har ingen idé om præcis hvor kompliceret det er med Jophiel, desuden tvivler jeg på at han ville lytte til et ord af hvad du sagde, du ved ham som er verdens centrum og sådan," tilføjede hun og denne gang smilede hun en lille smule, for det var mest ment lidt i sjov, selvom der helt sikkert var noget alvor i det.
"Det håber jeg," hun lod hænderne falde slapt ned langs siden. Tanken om at skulle gennemgå et lignende forløb igen, virkede mere end bare uoverskueligt. Hendes første indskydelse var naturligvis stadig at nægte ham at indblande Jophiel, men hans meget insisterende blik, fortalte hende at hun ikke kunne tillade sig at strække sine krav længere, så hun overgav sig og himlede med øjnene. "Fint. Men kun hvis det er absolut nødvendigt og der ikke er nogen anden mulighed!" sagde hun mindst ligeså insisterende. "For øvrigt så holder min mor en fest for mig i anledning af at jeg har været sygdomsfri i så lang tid, og du er hermed inviteret, for jeg orker ikke at lide alene," bemærkede hun og håbede lidt at det ville lette stemningen en lille smule.

[Deleted]

Han mærkede hvordan skylden kortvarrigt gled ind over ham da hun kommenterede at hun ikke var død. "Nej og sådan skal det jo helst blive ved med at være." Svarede han så i et stille tonefald. Der lå en tydelig hentydning i det. Jophiel havde slået hendes sygdom ned før. Han var en af de bedste - hvis ikke den bedste indenfor hendes type sygdom, hvilket nok også var den eneste grund til han ikke var blevet fyret endnu med alle de klager han fik halet ind fra patienter der anså ham som værende arrogant og uhøflig - hvilket jo var sandt.
Et dramatisk suk gled over hans læber. Han vidste godt at hende og Jo ikke ligefrem var perlevenner, men hvorfor kunne hun ikke bare se ud over det og lade ham hjælpe sig? Alligevel modstræbende til hans bedre viden, hørte han sig selv mumle noget med at han nok skulle tie stille omkring det. Han lod hende masserer sine skuldre, men nød det ikke rigtigt eftersom hans tanker var fuldkommen andre steder.

Det gav næsten et sæt i ham ved hendes udbrud. Han så op på hende. Hun havde ret, han anede ikke helt hvad der var foregået imellem dem, men det måtte da virkelig have været skidt hvis det var endt ud på denne måde. Hun havde dog en ret god pointe med Jophiel der troede at hele verden drejede sig om ham. "Nej det ville han nok ikke.." Indrømmede han så og skar en mindre grimasse.
Han rejste sig og placerede sine hænder på hendes skuldre som han så indtrængende på hende, "du klare dig igennem det er Cali." Sagde han så med stor overbevisning før han trak hende ind til sig i et varmt kram. Han følte næsten at han kunne nå rundt om hendes spinkle krop to gange hvis han forsøgte hvilket kun addede til hans bekymring.
Han slap hende igen, men først uden at fjerne hænderne fra hendes skuldre. "Fint det er en aftale." Han vidste godt at det nok ville være det tætteste han ville kunne komme på at få lov til at involverer Jophiel, det var skam heller ikke fordi at Spike selv huede efter at have Jophiel rendende, manden var ganske enkelt forfærdelig, men det så han gerne igennem for at redde Calista.
En rynken formede sig på hans bryn og han lod hænderne falde ned langs sin side. "En fest?" Han lod hovedet glide en kende på skrå de mørke øjne hvilede på hende. "Udemærket, udelukkende for du ikke skal lide alene." Svarede han med et lille smil på læben.

[Calista Harriet Evergreen]

En lille del af hende begyndte at fortryde besøget en lille smule, eller i hvert fald det faktum at hun havde fortalt ham det. Nogle dage følte hun sig så alene, for hun ville ikke bekymre dem omkring hende, af en eller anden grund havde hun tænkt at Spike ville tænke anderledes fordi han var healer, men hun havde tilsyneladende glemt at han også holdt af hende. Hendes fingre bearbejdede hans hårde skuldre med halvhjertet styrke, for mens stilheden havde lagt sig, vandrede hendes tanker ligesom hans. Ingen af dem var tankelæsere men Calista ville næsten vædde med at hun kunne gætte hans lige nu.
"Tak," mumlede hun ligeså stilfærdigt som ham og klappede ham blidt på skuldrene før hun trak hænderne til sig. "Det var ikke min mening at ødelægge stemningen, jeg er stadig glad for at se dig," sagde hun i et forsøg på at rette lidt op på sin fejl, men det blev ikke rigtigt sagt med den samme gejst som hun ellers havde taget med ind.

"Vi klare den dig og mig. Jeg har ikke brug for andre alligevel," denne gang lykkedes det hende at lyse op i et semi-overbevisende smil. Nogle ville nok mistænke hende for at manipulere lidt med ham, men nogle gange var det bare nødvendigt at hellige midlet til målet eller hvad pokker man nu sagde. Calista løftede hovedet og så ind i hans blik. Hans ro smittede af på hende, men inderst inde trængte ordene bare ikke rigtigt ind. "Selvfølgelig," tog hun sig selv i at frembryde ret overbevisende taget i betragtning af hun ikke var sikker på at hun troede på det. Hun slog armene omkring ham og trykkede ham ind mod sig. Selom han slap hende, knugede hun ham lidt stædigt, bare fordi hun stadig synes det var rart at kramme ham. "Hvor er det gavmildt af dig," grinede hun og slap taget lidt om ham. "Men din pause er ved at være slut, så hvad med at vi bare aftaler at du finder dit lækre jakkesæt frem og møder mig på lørdag? Så skal jeg nok lade være med at være en mood-killer det lover jeg,"" hun så meget alvorligt på ham og krydsede fingrene som tegn på ama-halshug og alt det der. Hvis han kom ville hun i det mindste have lidt at se frem til.

[Deleted]

Han hadede virkelig denne her situation, især fordi han havde en fornemmelse af at Calista nok havde det værre end hun gav udtryk for, for honestly hvor stor var chancen for at hun ville have taget fat i ham hvis hun kun havde det skidt en sjælden gang imellem.
Han kendte hende jo og vidste hvor stædig og stolt hun kunne være, hell, en af eksemplerne var jo allerede ved at udspille sig i forbindelse med Jophiel. Han var den eneste som Spike havde en god ide om ville kunne være til nytte i dette her – hvilket så også var det eneste Spike mente Jophiel kunne være til nytte i for that matter.
Spike havde aldrig været fan af den arrogante healer, men han var den eneste der havde været med til at kæmpe for hende da de andre ligesom havde givet op.

Han tog dårligt notits af at hun stoppede med at masserer ham udelukkende fordi tankerne igen havde trukket ham så dybt ind, det var først som hun snakkede at han brød ud af sin tranceligende tilstand og så op på hende med et lettere undskyldende blik, ”hey, du skal ikke undskylde! Jeg er glad for at du har fortalt mig det.” Forsikrede han hende. Så kunne han i det mindste gøre sit for at få hende i behandling. ”Jeg er vidst ligeså meget med til at nedbryde den gode stemning, sorry.” Han var som regel en kende alvorlig, det lå til hans natur, men der var jo ikke meningen at besøget skulle ødelægges hundrede procent.
Han sukkede en smule opgivende til hendes ord. ”Dig og mig mod verden.” Sluttede han sig til, skønt han ikke var af helt samme overbevisning.
Et smil formåede alligevel at snige sig frem til hans læber da hun forlængede krammet en smule. Hun havde altid været en virkelig sød pige og han var glad for at have hende i sit liv. Han nikkede til hendes ord om at han var gavmild, at skulle bruge tid sammen med hendes mor – åh jo, det var en ofring i sig selv.
Denne gang måtte han le, ”det skal nok lige støves af, det er længe siden jeg har været ude og gøre mig til,” han blinkede til hende i et forsøg på ikke at være den der holdt stemningen nede. ”Hvad tid skal jeg være der?” Spurgte han så ind – stadigvæk med smilet malet på læberne skønt de mørke øjne stadigvæk bar åbenlyst præg af bekymring.

[Calista Harriet Evergreen]

Det var måske naivt, men Calista havde på en eller anden måde forventet at Spike ville have været enig med hende i at de ikke burde inddrage Jophiel. Ved nærmere eftertanke, vidste hun godt at det ikke rigtigt gav nogen mening. Hun klappede hans skuldre, før hun lod hænderne falde ned langs siden. "Er du sikker? Jeg ville ikke hive dig med ind i noget, men du er den eneste jeg kan snakke med om det."
Faktisk ville hun helst ikke tænke på det. Bare tanken om at skulle igennem noget af det hun havde været igennem en gang før, var udmattende, og hvor var det ironisk at det kom lige op til hendes mors planer om at lave en fest for at fejre hendes helbred "Ja lidt," medgav hun ærligt og trak på skuldrene. "På den anden side, burde jeg nok ikke have forventet andet," tilføjede hun for at fjerne skylden fra ham igen. Spike var altid så god mod hende og loyal, derfor stolede hun på at han ikke ville inddrage Jophiel trods det virkede som det rigtige at gøre.

Calista lagde armene om nakken på ham. Hvis nogle så dem ville det nok se lidt intimt ud, men Spike var hendes bedste ven, de vidste forhåbentligt begge to at det bare var ment som en kærlig gestus - ingen romantiske følelser. "Dig og mig mod verden," gentog hun. Det var bare ord, men det var nok til at berolige hende. Hun lo mildt. "Jeg er sikker på at det falder dig helt naturligt.. flotte fyr," tilføjede hun og strøg hånden over hans hår. "Kl 16. Så kan du hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg skal tage på," åh ja, det var den pris han betalte for at være hendes bedste ven, den slags kom ikke gratis. Hun kyssede hans kind og slap ham. Bare denne her samtale havde suget energien ud af hende, og hun ville helst ikke at han skulle se det. "Så vi ses kl 16. På lørdag. God vagt, husk nu at spis din frokost!" pointerede hun og pegede lidt strengt hen på hans bagel. Hendes lå stadig nærmest uberørt, men hun tog den ikke med. I stedet kastede hun bare tasken over sin ene skulder, og gik hen til døren. "Pas nu på dig selv. Vi ses," hun tvang et muntert smil frem så det var det sidste han så inden hun gik ud af døren. Han skulle ikke bekymre sig om hende.

//Out