What do you think you're doing?!

[Deleted]

Tid: 10.40, torsdag
Måned: Juli, år 2054
Sted: Quidditch træningsbane, England
Tilegnet: @castiella

---

Oliver kiggede op mod spillerne der fløj rundt over hovedet på ham som han gave dem kommandoer fra tid til anden om hvad de skulle forbedre ved deres forskellige angreb. Det kunne godt være hårdt at være anføre for et hold når halvdelen af dem på holdet ikke var helt så gode som Oliver gerne ville have det. I hans egne øjne var han langt den bedste af spillerne på holdet - hvilket også dannede grundlag for at han var blevet anfører - naturligvis havde det intet at gøre med at hans far tidligere landsholdstræner.
Oliver var faktisk en fremragende spiller, desværre var hans ry ikke helt fantastisk. Han havde det med at fyre flere spillere end han kunne hive ind på holdet og de fleste af dem han ikke fik fyret sagde som regel selv op fordi de ikke orkede at spille under ham. Tabere. Hvis ikke man kunne tage noget kritik fra dem der var bedre - hvilket ville sige Oliver - så havde man heller ikke noget at gøre på holdet. Ikke i Olivers hoved i hvert fald.

"Se nu op!" Råbte han irriteret som en af spillerne missede sit shot til at kaste trommleren mod målet. "Vågn nu op! Tror I det her er for sjovt?!" Rasede han og rystede på hovedet. Lige pt var de en basker nede og Oliver havde ikke fået noget nyt om hvornår de ville få en ny, det var åbebart ikke nemt at finde nogen der ville spille på holdet og det var endda på trods af at det var et landshold.
Den tidligere basker havde sagt op for en uges tid siden og både Oliver, resten af holdet og manegeren var ved at blive lidt bekymrede eftersom de snart skulle i kamp mod Findland og man kunne jo ikke gå i kamp og mangle en spiller. Deres reservespiller var desværre kommet til skade ved et styrt for et par dage siden så det så ikke godt ud og at aflyse kampen var ikke en mulighed i Olivers bog.

[Deleted]

Nogen gange havde det virkelig sine fordele at have en rig far. Ikke fordi Castiella ikke var en dygtigt quidditchspiller, for det var hun bestemt, men en ting var at kunne sit kram og være den bedste på sit eget hold, en helt anden ting var, at blive opdaget af de vigtige hold - hvilket landsholdet selvfølgelig gik ind under.
Hun var en Hale, og selvfølgelig skulle hun nok nå sine mål i livet, og lige nu var hendes mål, at blive optaget på landsholdet, om det så skulle koste blod, sved og tåre i lange baner. Hun havde uden tvivl arvet sin stædighed fra sin far. Hun ville være den bedste og kun spille med de bedste. Hun havde både hørt og læst meget om holdet, især deres anfører Oliver Hansen. Hun skulle nok overbevise ham om, at hun var den de stod og manglede.
Hun stod et stykke fra træningsbanen og betragtede holdet flyve rundt på deres koste. Det var dog mande stemmen som råbte, som fik hende revet ud af hendes tanker og tilbage til virkeligheden. Hun gik målrettet tættere på, "Mr. Oliver Hansen formoder jeg?" spurgte hun og skærmede for solen med sin ene hånd, for bedre at kunne se på ham.

[Deleted]

Oliver rystede lidt på hovedet af spillerne der igen forsøgte med en ny angrebsteknik som igen fejlede. De var virkelig på røven hvis de skulle spile mod nogen som helst her inden for den nærmeste fremtid. Han bed sig let i læben og førte en hånd gennem sit hår. Han var godt klar over at dette her ikke var en soloopvisning, men havde han kunne havde han spillet for holdet alene eftersom han var temmelig overbevist om at den eneste der kunne finde ud af at spille rigtigt quidditch var ham selv.
Han var jo også en af de bedste, men hvad skulle det hjælpe når de andre nokkefår ikke kunne finde ud af at få den nye angrebsteknik i hus. Han nægtede simpelthen at lade det koste dem sejren. "Findland er et stærkt hold folkens! Men jeg nægter at ryge ud af finalen fordi I ikke kan få tingene til at hænge sammen," han var hudløs ærlig når det kom til spillet og det vidste folk godt, det var bare ikke alle der lige kunne klare at høre sandheden havde han erfaret.

Da hans navn blev nævnt vendte han sig rundt og kiggede på den unge kvinde der stod lidt fra ham. Hvem var hun nu? "Er du fra Profettidende? For jeg har virkelig ikke tid til at besvare spørgsmål lige nu, men hvis du kommer tilbage senere så finder vi ud af det." Han sendte hende et kort smil og vendte så atter opmærksomheden tilbage mod spillet.
"Se nu op! Det er anden gang du misser åbningen!" Råbte han af en af spillerne og tog sig til hovedet. Spilleren svarede tilbage med noget med at han ikke kunne få sin position til at passe hvortil Oliver blot køligt svarede tilbage at han så bare måtte rubbe neglene lidt og komme ind i kampen.

[Deleted]

Castiella stod roligt på sidelinjen og betragtede en hver lille bevægelse som Oliver gjorde, hans mimik, hans ord, tonelejet de kom ud i og det hele. Hun ville gerne se hvem hun havde med at gøre. Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg er ikke fra Profettidende, Mr. Hansen. Eller nogen anden avis, for den sags skyld," svarede hun roligt og sendte ham et imødekommende smil retur, da hun trods alt gerne ville ind med det gode ben først, selvom hendes far havde penge nok til, at hun ville kunne gøre med sit liv præcist som hun ville, så ville hun også gerne vise, at hun rent faktisk også kunne opnå noget på egen hånd, og hun vidste med sig selv, at hun var en utrolig dygtig spiller.
Hun grinte lavmeldt og rystede lidt på hovedet, "De er da helt håbløse, hva'? Se det er præcis derfor jeg er her. Jeg vil gerne være jeres nye basker," sagde hun og vendte blikket fra spillerne til Oliver, som hun rakte hånden frem mod ham, "Castiella Hale," præsenterede hun sig med et afbalanceret smil på læberne. "Stik mig en kost, så skal jeg nok vise dig, at jeg er præcis den spiller du mangler, for at vinde mod Finland," sagde hun med en selvtillid i stemmen, som kun var hos de færreste at finde.

[Deleted]

Oliver tog sig dramatisk til hovedet da en af spillerne missede målringen med et par få centimeter. ”vi har ikke råd til at lave den slags fejl!” Rasede han og slog ud med hånden, ”Få mig ikke til at komme derop og slå dig af kosten med snasheren – for tro mig jeg er tæt på!” Informerede han. Hvorfor kunne de inkompetente fjolser da ikke være lige så gode spillere som han selv var,
Sandheden var dog at alle spillerne på holdet var virkelig dygtige, Oliver bare bare en af de sværeste anførere at stille tilfredse – et ry der havde spredt sig som steppebrand og nu gjorde det svært for ham at finde nogen der ville udholde hans raseriudbrud og spille for ham.

Hans opmærksomhed blev igen draget tilbage til kvinden, ”men hvis du ikke er fra en avis hvad laver du så her?” Spurgte han lidt køligt og så kort op og ned af hende, okay hun så da ret godt ud hvilket kun kunne komme til hendes fordel havde hun været en fyr havde Oliver nok smidt hende væk fra starten af.
Det næste hun sagde fik ham hurtigt til at spærre de mørke øjne op, igen blev der kigget meget tvivlsomt på hende, hun lignede ikke ligefrem en prof, mere en fangirl der ville gøre alt for at få hans opmærksomhed. ”Hør her prinsesse, jeg lader altså ikke bare hvem som helst komme ind og spille for mit hold, det kræver en stor portion talent, selvom det måske er lidt svært at se!” Med den sidste kommentar havde han mere eller mindre henvendt sig til sit hold for at understrege at de efter hans mening havde ca lige så meget talent for at spille quidditch som en klase bananer.
”Vent sagde du Hale? Som i...?” Han tænkte sig kort om. Havde holdets maneger måske ikke snakket noget om at Benyamin Hale havde købt en plads på holdet til hans datter? I så fald var dette her pludselig lidt akavet.
Han lod tænksomt blikket hvile på hende, ”jeg skal nok afgøre om du har hvad der skal til.” Sagde han så, hun skulle jo ikke tro at bare fordi hendes far havde mange penge at det gjorde hende til en god spiller. ”Der står et par ekstra koste henne ved hegnet,” han gik ud fra hun måtte have sin egen kost derhjemme, man havde vel ikke en far som Benyamin uden selv at have udstyret. ”Tag et bat og lad os se hvad du dur til.” Sagde han så og tog selv sin egen kost samt sit baskerbat.
Resten af holdet var helt stoppet med at spille og betragtede i stedet de to på jorden med spændte blikke.

[Deleted]

Castiella hævede lidt det ene øjenbryn af Olivers raseriudbrud, ikke fordi, hun kunne sådan set godt forstå ham. Det var et virkeligt dumt træk spilleren havde lavet. Hvordan kunne man misse så tæt på? Hun valgte dog ikke at kommentere på det, da hun gerne ville se hele holdet an, før hun selv sagde ja til noget som helst, selvom hun selvfølgelig godt vidste, at det kun var de bedste af de bedste som endte på landsholdet. Der mente hun selvfølgelig også selv, at hun hørte til. Men hun var ikke god til, at folk råbte af hende, og prøvede at fortælle hende at de ting hun gjorde ikke var gode nok.

Hun satte hænderne i siderne og så på Oliver med et lidt hævet øjenbryn, "Jeg er her for, at komme med på holdet," fortalte hun ganske roligt i en stemme med selvtillid. Dog meldte der sig et skævt smil på hendes læber, da hans blik gled op og ned af hende. Temmeligt uprofessionelt, hvis man spurgte hende, men det måtte han selv om. Hun var der ikke for at score andet end en plads på holdet og mål.
Hun fnøs let da han kaldte hende prinsesse. Hvor vovede han? Hun var under ingen omstændigheder en prinsesse. Hun var en dronning. En dronning på en kost, og Quidditch banen var hendes kongerige. "Så er det sørme godt, jeg hverken er hvem-som-helst eller talentløs," svarede hun en kende sammenbidt. Han vidste tydeligvis ikke hvem han snakkede til.
Hun løftede hagen en smule og så på ham med de blå øjne, "Som i Banyamin Hales datter? Ja, det er mig," svarede hun overbærende overfor, at han ikke havde sine facts på det rene og lagde armene over kors. Hun var stolt over at være en Hale, ikke fordi hun var synderligt stolt over sin far, han var en røv med øre, men hun var stolt over, at bære det navn og hun ville have alle skulle huske det og tænke på hende i stedet for hendes far, når de hørte det.
Hun nikkede lidt til hans ord, og kunne ikke lade vær med at nyde den måde han så på hende. Hun elskede når folk virkede tvivlende omkring hende og hun så bare kunne slå benene så hårdt væk under dem, at de ville flyve direkte ind i næste uge. Deres søde små ansigter bagefter, når hun havde vist hvad hun kunne, var det hele værd. Hun gik roligt hen til kostene og rakte sin hånd frem mod dem, hvortil en af kostene fløj direkte ind i hånden på hende, uden hun havde sagt noget. Non-varbal magi var virkelig noget af det bedste. Hun gik så hen og tog et bat også, før hun satte sig klar på kosten, og kiggede op på de spillere som allerede var i luften og nu stirrede på dem, som skulle de til at komme op og slås. "Du siger bare til, når du er klar, Anfører," sagde hun og blinkede til ham, før hun fik kosten til at flyve hende op i luften et par meter over jorden.

[Deleted]

Hans underkæbe gled kort op hvilket formede hans mund i et perfekt 'O'. Man kunne da ikke bare komme anstigende og kræver at man fik en plads på holdet. Okay det var hvad han selv havde gjort, men nu var det altså ham selv der var anføre så nu var der andre boller på suppen.
Okay pludselig blev han en anelse mere anspændt. Benyamin Hale var en stor sponser af holdet så det ville nok ikke være så god en ide at hans datter kom hjem og begyndte at vræle op om at hun var blevet uretfærdigt behandlet. Han blev nok desværre nødt til at give hende chancen skønt han ikke var meget for det.
Skønt han på en måde lidt beundrede hendes selvtillid – det mindede ham ret meget om hans prøve dengang han var stillet op. Som hende havde han da også kun fået chancen på grund af sin far det var han godt klar over, men det ville aldrig blive noget han ville stå ved.

Provokeret af hendes ord fangede han sin egen kost og lettede hurtigt og fejlfrit. Han stoppede først med at stige som han hang ved siden af hende i luften. ”Udmærket Princesse så lad os se hvad du kan.” Udfordrede han og gav et par hurtige kommandoer til de andre spillere hvorpå han delte dem ind i et lille hold hver. En angriber med ham selv og to med Castiella. De skød på samme mål og søgeren måtte agerer angriber for Olivers hold så de var et lige antal.
”Nu må du ikke blive for skuffet når du finder ud af at det altså ikke bare er regnbuer og cupcakes at være på et rigtigt quidditchold.” Sagde han arrogant som han gav tromleren op. Kort efter var spillet i gang og smashere var også løsladt. Som den kom imod Oliver med høj fart sendte han den med et kraftigt slag imod Castiella.
Et meget selvtilfreds smil spredte sig på hans læber. Hun skulle ikke tro at han ville gøre det let for hende bare fordi hun var til prøve. Der var ingen tvivl om at han så sig selv som værende den bedste spiller på holdet uden undtagelse.

[Deleted]

Castiella hævede let det ene øjenbryn med et selvtilfredst smil på læberne. Hun var her udelukkende for, at komme med på holdet og intet andet. Hun var her ikke for at få venner eller for at have det sjovt. Hun var her for at vinde og være en del af holdet.
Hun vidste godt at det måske var lidt under bæltestedet at bruge hendes far, som undskyldning for at han skulle give hende en chance, men hvis det var dét der skulle til, for at han ville åbne øjnene og se hendes sande talent. Desuden var hun en Hale, så selvfølgelig havde hun talent. Hun var født til, at være den bedste og intet mindre.

Hun svang battet, så det rotterede i hendes hånd, "Bring it, Prins," svarede hun udfordrende tilbage og blinkede let til ham. Hun skulle nok vise, hvad hun duede til, for det var ikke så lidt. Hun nikkede let til de to medspillere han sendte over på 'hendes hold'. Hun strammede grebet om battet og tog en dyb indånding. Nu var hun klar. Hun havde ventet så længe på at komme på landsholdet og det skulle en eller anden opblæst nar ikke ødelægge for hende så tæt på. Hun vidste hun var dygtigt.
Hun kneb øjnene en smule sammen og sendte ham et overbærende smil, "Selvfølgelig ikke," svarede hun tilbage som var det et barn hun snakkede til. Hun var hurtigt til at tage anfører rollen på sig, da de gik i gang, ved at kommandere med de to andre, som om hun blev betalt for det. Hun svang sit bat direkte mod smasheren som Oliver havde sendt mod hende, så den fløj tilbage mod ham og fløj så efter hurtigt efter den anden smacher for at slå den væk fra den ene af hendes medspillere og mod Olivers angriber.

[Deleted]

Oliver var ikke typen der overgav sig så let, igen havde han bare desværre ikke det store valg når det kom til Hale-familien. Han turde trods alt ikke ligge sig ud med den mand der sørgede for 90% af deres udstyr inklusiv de nyeste og bedste koste hvert eneste år. Det var vidst også noget med at han selv arbejdede på et kostemærke, men ærlig talt var der vidst ikke noget det firma ikke gjorde sig i.
Han så hvordan Castiella med en styrke han ikke troede hende hendes spinke arme kunne præsterer, sendte smasheren tilbage i hans retning med et ordentligt smash. Han kastede sig sidelæns på kosten sådan at han svingede hele vejen rundt i en elegant bevægelse til han atter sad oprejst og smasheren havde passeret.

Der var tydeligvis ikke tid til at triumferer for hun havde allerede sendt den næste afsted mod en af hans angribere. Oliver kastede sig frem på kosten og dykkede med en vandrefalks hastighed svingede battet og nåede kun lige at forhindre smasheren i at ramme hans angriber. Den blev sendt i retning af Castiellas målmand imens han selv forsatte jagten på den anden smasher for at sende den med lige så stor kraft mod de ene af hendes angribere.
"Kan du klare mosten prinsesse?" Råbte han mod hende, hun lod til at have en god del af den ånd de kunne bruge på holdet. Hendes teknikker var imponerende lig dem han selv brugte og hun havde lige vist at hun i hvert fald havde kraft nok til at slå spillere af kostene. Måske var det ikke så dårlig en ting at hun var dukket op i dag. Han råbte komandoer til sin del af holdet og den ene af hans angribere satte omgående kurs mod Castiellas mål.

[Deleted]

Castiella måtte ærligt indrømme, at hun ikke gik forfærdeligt meget op i sin fars firma, hun elskede sin far utroligt højt og hun var ikke i tvivl om, at han også elskede hende, næsten ligeså højt som han elskede sig selv. Men hendes hjerte tilhørte ikke hendes fars firma, men quidditch.
Hun var langt stærkere end hun så ud, og hvor hun dog hadede når folk - heriblandt tydeligvis også Oliver - dømte hende på forhånd, foreksempel blot fordi hun var en kvinde. Hun trænede hver dag, for at være i topform, intet mindre end det bedste var godt nok for hende, hvilket var præcis den grund til, at hun havde søgt netop landsholdet.
Hun betragtede ham lidt i de sekunder hun havde til det, før hun selv måtte kaste sig frem på sin kost, for at sætte i en høj fart efter den flyvende blod han havde sendt efter hendes målmand. Den var da også kun få centimeter fra at ramme den stakkels målmand, da hun fik den slået væk med sit bat, tilbage mod Oliver. Hun fik lavet et skarpt sving, nogen ville måske kalde det for et svensker-sving, for at redde sin angriber. "Oh, jeg troede det her bare var opvarmningen," råbte hun tilbage og blinkede en kende flabet til ham, selvom hun hurtigt fik øje på angriberne som var på vej mod hendes mål og målmand. "DÆK OP!" råbte hun før hun selv svang sit bat mod bolden og sendte den i retningen af hans angribere.

[Deleted]

Han så på hende med et triumferende grin som hun måtte sætte i hast efter den basker der var blevet skudt i hendes målmands retning, den var da også virkelig tæt på at ramme ham, men til Olivers store fortrydelse nåede hun at redde ham i sidste øjeblik.
Hendes kommentar fik ham til at smile lidt mere oprigtigt, han havde ingen kvindelige spillere på holdet af den overbevisning at mænd spillede bedre end kvinder, men sådan var det med ham. Han så efter hende som hun sendte bolden mod hans angriber, selv for han frem mod den og reddede den også kun med nød og næppe, men det gav et underligt jag gennem hele kroppen som han slog bolden tilbage mod hende.
Dette ødelagde hans koncentration for et splitsekund og mere skulle der ikke til før den anden smasher ramte tippen af hans kosteskaft og sendte ham på en spiral svingtur i luften.

Heldigvis for ham var hans balance bedre end en rodeorytter på en tyr så han formåede at blive siddende og sætte efter baskeren. Han havde ikke bemærket at det nærmere var blevet en personlig kamp mellem ham og Castiella end mellem de to inddelte hold.
Rasende over at hun faktisk havde ramt ham sendte han nu også den anden smasher mod hende så begge bolde for mod hende med stor fart. Hans hoved føltes underligt efter snurreturen som om han havde svært ved at genfinde sit fokus hvilket han ellers aldrig havde haft problemer med uanset hvor meget han blev snurret rundt.