Hellige Krabbe!

[Lorelai King]

Lorelai så lidt på ham med et stille smil. Han var en pæn mand, det var der ingen tvivl om, men det rum havde ændret hendes syn på ham en smule, det ville det nok ikke kunne undgå. Det var ikke fordi hun ønskede, at det skulle ændre noget mellem dem, men det var virkelig svært for hende, at få det ud af hovedet, selvom hun et sted helst ville glemme det.
En indre lille triumf meldte sig i hende, da det tilsyneladende virkede for hende, at skifte samtalen over på den healer som havde sagt hun ville komme, men endnu ikke var dukket op.

"Wow, wow, wow Alecander bliv læggende" sagde hun og rejste sig fra stolen, og lagde sine hænder på hans knæ, for at stoppe ham. Dog gik det hurtigt op for hende, at hun rent faktisk rørte ham, så med knald røde kinder, fjernede hun hænderne igen, "Undskyld" tilføjede hun og lagde armene over kors.
"Jeg ehm.. Bare læg dig, så går jeg ud og hundser på dem" sagde hun, og satte hænderne op som tegn på, at han skulle blive mens hun gik. Dog nåede hun kun lige hen til døren før hendes redning i form af en healer kom ind på stuen, "Hr. Moore?" spurgte hun og smilede venligt til ham. Healer vente blikket mod Lorelai, "Fru Moore, formoder jeg?" spurgte healeren. Lorelai så kort mod Alecander, med munden en smule åben, overrasket over healerens ord, "Hvad? Oh, nej, nej, jeg.. Vi er bare venner.. Lorelai King" præsenterede hun sig, og vendte blikket tilbage på Alecander, "Skal jeg få ud i mens?" spurgte hun, det var jo ikke sikkert han ville have hun var der imens healeren var.

[Deleted]

"Jeg kan ikke bare ligge her Lorelai, jeg er jo nødt til at komme afsted" sagde han og kiggede på hende, som håbede han at hun ville forstå, han havde brug for at arbejde. Der var jo ingenting der fungerede i hans liv lige nu, han kunne ikke hænge sammen.
Rummet var ikke det samme mere uden Kimberly, han havde mistet kvinden han elskede og nu var han også så syg at han ikek kunne arbejde, han anede slet ikke hvad han skulle sige eller gøre, faktisk så føltes det faktisk helt okay at han bare skulle dø.

"Hør jeg skal ud herfra... Jeg skal ud... Nu... jeg har et arbejde at passe, ved du godt det?" sagde han og kiggede alvorligt i mod kvinden der kom ind i rummet, han forstod ikke havd han skulle sig: "Nej nej bare bliv... Jeg skal alligevel gå nu" sagde han roligt.
Han sukkede, han gad ikke det her mere, han ahvde rent faktiks et liv at leve og han havde noget han skulle tage sig til, han ville gerne afsted og ud og lave noget: "Please lad mig være" sagde han og rystede på hovedet af sygeplejesken, hun skulle gå, han ville ikke mere lige nu.

[Lorelai King]

"Alecander, please, vent nu lige til de kommer og snakker med dig" bad hun og så på ham. Hun kunne udemærket godt forstå han ikke gad, bare at ligge og ligge, det ville hun heller ikke selv gide. Men han var syg, og det var han jo nødt til, at lærer og leve med, han var nødt til, at acceptere, at han bare ikke kunne de samme ting som han ellers altid havde kunnet.
Hun ville gøre alt for ham. Hun ville ønske hun bare kunne trylle ham rask, men når selv de færdiguddannet healere ikke kunne, så vidste hun jo godt, at chancerne for, at hun skulle kunne var ikke eksisterende. Selvom hun var begyndt på healer uddannelse, dog uden at sige noget til Alec om det, i håb om, at ville kunne finde en kur til ham.

Healeren kiggede lidt på Alecander, "Med al respekt Mr. Moore, men jeg prøver også bare at passe mit arbejde, og lige nu er De min patient, derfor beder jeg Dem nu, om at lægge dem ned, så vi kan snakke." sagde healeren i en bestemt tone. Lorelai vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv eller hvad hun skulle sige. Hun satte sig derfor blot på stolen, da Alec sagde hun kunne blive.
"Mr. Moore, hvis De forlader hospitalet nu, skal De vide at pressen står på række ude foran, vi gør hvad vi kan for at holde dem væk. Det er en ting. En anden ting er, at Deres tal ser værre ud," sagde healeren i en alvorlig tone. Hun kunne ikke tvinge ham til at blive, men hun ville gøre et forsøg. "Jeg ville ønske jeg kunne give Dem en bedre nyhed mr. Mooore, men det ser ikke godt ud, desværre meget værre, derfor vil jeg bede Dem om, at blive et par dage mere til observation" afsluttede healeren.
Lorelai vendte blikket fra healer til Alecander, "Hvor meget er 'meget værre'?" spurgte hun, uden helt at være sikker på, om Alecander ville være okay med, at hun blandede sig. Hun mærkede tårene presse sig på, hendes hjerte gik næsten i stå. Hun ville bare gerne have ham hjem så de kunne få en nogenlunde hverdag, om hun så skulle ende med at bade ham og give ham mad, så gjorde hun gerne det.

[Deleted]

Alecander rystede stædig på hovedet, de havde jo allerede sagt at der ikke var meget at gøre,, så hvorfor skulle han gå og vente på at han måtte komme videre, der var jo ikke meget andet at lave end at arbejde, det var jo trods alt det han elskede mest her i verden, hans arbejde og naturligvis kvinden som ikke længere var i hans liv.
"Det er sødt af Dem, men jeg ligger mig ikke ned, og De kan ikke holde på mig" sagde Alecander i en venlig og dog bestemt tone, som mente han ikke at der var noget at snakke om.

"Hør Mrs. Sygeplejeske healer, whatever... Jeg er døende, og jeg gider fandeme ikke bruge mine sidste dage på et hospital, jeg tager susenetværket væk" sagde han go rejste sig op, hvilket fik ham til at ømme sig voldsomt, han var faldet ret så uheldigt og han havde ondt omkring sin hofte.
"Lorelai, vi tager hjem... Please?" sagde han og kiggede på hende, ikke fordi at han kunne da godt tage hjem uden hende, men han ville simpelthen ikke ende med at ligge på hospitalet og rådne op, han havde da langt bedre ting at tage sig til lige nu end ligge her.

[Lorelai King]

Healer så ret overrasket på ham, "Nej, det kan jeg ikke, men Mr. Moore, jeg tror ikke De er klar over, hvor slemt det er" sagde hun, nej hun kunne ikke tvinge ham til at blive, det var jo et frit land, og hvis han ville gå, var der intet hun kunne stille op.
Healer så lidt på Lorelai, som om hun forventede et eller andet. Hvilket blot fik Lorelai til at ryste på hovedet, "De skal ikke se på mig, hvis han ikke vil være her, så vil han ikke være her," sagde hun, hun ville ikke begynde at stille sig i mod Alecanders ønske om, at komme hjem, selvom hun godt vidste det nok ville være det bedste for ham. Men de var jo kun venner som boede sammen, hun havde slet ikke noget at skulle have sagt.

Healer sukkede opgivende, "Mr. Moore, lad mig i det mindste hente Dem en smerte stillende eliksir?" sagde hun, og gik i mod døren, "Jeg er tilbage om lidt" sagde hun og forsvandt ud af døren igen. Lorelai tog et par hurtige skridt i mod ham, da han ømmede sig, og hun lagde en bekymret hånd på hans skulder, "Er du okay?" spurgte hun. Det var virkelig underligt for hende, at se ham på den måde. Han havde jo altid været en mand som havde været svær for hende at aflæse, men lige nu, var det jo tydeligt at han var i smerter.
Hun nikkede lidt, "Hvad end du vil. Kan du gå?" spurgte hun, hun var en dygtigt nok heks, men hun turde ikke tage chance og tranforere dem, når han havde det så skidt i forvejen. "Hvad med, at jeg henter eliksiren, og så kommer jeg tilbage her til og henter dig?" spurgte hun, og slip ham forsigtigt igen.

[Deleted]

Alecander hostede et par gange som han kom op at stå og han slog sig selv i brystet et par gange, han ville ikke have det dårligt længere, han ville videre ud i livet og nu ville han opleve verden for det den var, og det var ikke indersiden af et hospital.
"Fint, men hurtigt... jeg vil gerne hjem" sagde han bestemt, han havde brug for at komme hjem, han ville gerne i rummet men vidste godt at han måske burde holde en pause lige nu, men på den anden sid ehvis han skulle dø, så kunne han jo lige så godt leve så meget han kunne helt til det sidste.

"Jeg kan fint gå Lorelai, jeg vil bare gerne hjem" sagde han i en rolig stemme og kiggede ned i jorden, han var ikke sikker på om hun forstod hvad han snakkede om, men han havde brug for ro omkring sig.
Han nikkede som hun sagde hun ville hente eliksiren og han stod og støttede sig op af sengen imens han ventede, han havde det ikke som sådan dårligt lige nu, men hans ben føltes som gele efter at han havde lagt i så mange dage, men han var overbevist om at han bare lige skulle igang igen.

[Lorelai King]

Lorelai nikkede lidt, og forsvandt så hurtigt ud af døren, ned for at hente eliksireren. Hun ville ikke sætte sig i mod hans ønske om, at komme hjem, men det var nok også fordi, hun vidste med sig selv, at hun havde villet det samme i hans sted. Der var vel ingen som brød sig om, at være indlagte og så lige et så kedeligt sted som et hospital.
Hun kom tilbage ind til stue, med eliksiren i hånden, "Er du klar?" spurgte hun og prøvede af alle kræfter ikke, at lyde alt for bekymret.

Hun gik hen til ham, "Vil du.. Kan jeg.." hun rømmede sig en smule, hun ville gerne tilbyde si hjælp, hun vidste bare ikke helt hvordan. "Har du brug for støtte?" spurgte hun i en dyb udpustning og så på ham, som hun rakte sin hånd frem mod ham, så han ville kunne støtte sig til den, hvis han ville.
Hun gjorde ikke mere, for nu afventede hun ham blot, usikker på, hvordan hun ellers skulle gribe situationen an.

[Deleted]

Alecander nikkede, lige nu havde han et okay, han følte en let smerte i brystet og var naturligvis svimmel eftersom han ikke havde stået op i flere dage, men han ville bare hjem, han skulle ikke ligge på et hospital ligegyldigt hvor dårligt han havde det, go pressen skulle ikke begynde at blive mistænksomme.
Han kiggede kort i mod Lorelai, han kunne ikke lide at hun bekymrede sig, både fordi det var en underlig fornemmelse for ham, men ogås fordi han ikke ønskede hun skulle gå og have det dårligt på hans vegne, men lige nu var det ret svært at overbevise hende om at han havde det fint.

"Nej nej, vi skal jo bare lige der hen" sagde han og pegede kort i mod kaminen med susepulver, der var måske fem meter derhen, men Alecander følte det lige nu som var det et helt maraton han skulle løbe, og alligevel fik han med små og langsomme skridt bevæget sig hen i mod den.
Han stoppede op lige foran den: "Se det kunne jeg fint..." sagde han og dukkede sig for at gå ind og tog noget af pulveret i hånden: "Vi ses hjemme ved mig" sagde han og smed pulveret som han udtalte sin adresse, og ikke længe efter landede han lidt for hårdt på sit eget stuegulv med et højt gisp.

[Lorelai King]

Lorelai nikkede kort til hans ord, Hvis han selv mente at han kunne, så ville hun ikke sige ham i mod, det var jo kun ham som kunne hvor ondt han havde, og om han havde brug for hjælp, selvom hun faktisk ikke kunne mindes nogensinde at have hørt Alecander bede nogen som helst om hjælp.
Hun smilede kort til ham som han nåede frem, det var i hvert fald godt, de ikke havde noget de skulle nå. "Ja, det kunne du," sagde hun opmuntrende, det ville hun hellere end at nedgøre, det var nok det sidste han ville have brug for. Hun ville langt hellere støtte og give ham opbakning så meget hun overhovedet kunne. Hun nikkede og ventede et halvt minut før hun gik hen til kaminen for at give ham en chance for at nå væk, så de ikke ville lande lige oven i hinanden.

Hun landede ligeledes hjemme i Alecanders stue, og trådte ud af hans kamin. Hun børste sig lidt fri fra støvet derfra, og gik så ud af den, og kiggede i mod Alecander. "Er du sulten eller tørstig?" spurgte hun og sendte ham et stille smil. Det var helt lettende at have ham hjemme igen, selvom han tydeligvis ikke havde det super godt.
Hendes mobil lå på sofabordet med omkring 20 ubesvaret opkald fra hendes manager, men det var slet ikke noget hun havde overskud til. Hun ville ikke kunne stå på en scene og give sine fans den oplevelse de burde få ved at tage ind og se hende live, når hendes tanker hele tiden var på Alecander. Hun bed sig lidt i læben, hun ville egentlig gerne spørger lidt mere ind til det rum, især nu hvor de alligevel var alene, og ingen kom og forstyrede dem, men hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle spørger, derfor endte hun blot med, at stå med hænderne i siderne og afvente svaret omkring om han var sulten.

[Deleted]

Alecander kunne knapt stå og som de landede hjemme i stuen fik han slæbt sig hen i mod sofaen for at sætte sig tungt i den, han var træt af dette her, sådan her havde han jo aldrig levet før, han var ikke en fyr der havde problemer, han havde altid styr på livet og han havde ikke lyst til ballade.
"Jeg tror jeg skal sove lidt..." sagde han og hostede kort som han tog sig til brystet, han følte sig øm, som om nogen havde hoppet på hans brystkasse og efterladt et kæmpe stort blåt mærke, han kunne slet ikke forstå det.

"Men tak for hjælpen... Jeg tænker at ansætte en til at hjælpe lidt i huset" sagde han blot, mest for at fortælle hende at det ikke va rnoget hun skulle tænke på. Alecander sukkede ganske roligt, han ville ikke ende med at være en belastning for hende.
Alecander var en stærk mand, og han kunne derfor slet ikke forstå hvordan dette her kunne ske for ham, hvordan kunne han ende på denne her måde? Han ville ikke dø, og hvis han skulle så ville han bare ønske det gik hurtigt så han ikke skulle gå og vente. Men tanken alene, var ensom og... Næsten trist.

[Lorelai King]

Lorelai kiggede lidt væk fra ham, da han hostede, det var forfærdeligt at se ham på den måde, og hun ville inderligt ønske, at der vi noget hun kunne gøre for ham. Hun samlede håret i en lang fletning, og lod den hænge ned langs hendes ene skulder. "Okay, vil du bare lægge her på sofaen eller ind i din seng?" spurgte hun og gik hen for at trække sofabordet lidt ud, da han fik sat sig i sofaen.

Hun rystede lidt på panden ved hans ord, "Du skal ikke takke mig, Alec.. Tror du ikke det vil skabe for meget opmærksomhed? Jeg skal nok hjælpe mere til her hjemme," sagde hun. Hun vidste jo godt at Alecander ikke ville have at hele verden fandt ud af, at han var syg, og den nemmeste måde at undgå det på, var vel ikke at lukke for mange ind i huset.
Hun vendte blikket i mod ham, "Vil du ha noget smertestillende nu, eller vente til i aften når du skal sove? spurgte hun, og stillede eliksireren på bordet, før hun satte sig i sofaen.

[Deleted]

Alecander sukkede roligt, han var glad for at hun var der, også selvom han nok ikke ville indrømme det, han ville jo helst ikke sige højt at han rent faktisk gerne ville have at folk tog sig af ham, for han var en stærk mand der ikke ville have folk ind på livet: "Lige nu ligger jeg her, jeg skal nok selv gå ind i seng" sagde han, ingen havde set hans soveværelse nogensinde, ikke engang Kimberly og sådan skulle det helst blive ved med.
"Du kan bare gå i seng hvis det er, jeg skal nok klare mig" sagde han roligt, ikke sikker på om han burde sige tak igen.

"Jeg kan jo bare sige det er en hushjælp, en rengørings kone eller noget" sagde han i en rolig stemme, han ville ikke ende med blande hende ind i det, hun havde jo også et liv hun skulle leve: "Jeg venter bare lidt, tror egentligt bare jeg skal sidde" sagde han roligt.
Alecander ville gerne have hendes selskab, men han var virkeligt dårlig til smalltalk, faktisk så hadede han smalltalk og han ønskede ikke at ende med at sige et eller andet dumt. Han kiggede ned i jorden, og mærkede en mild kvalme: "Vil du måske lave en kop te?" spurgte han stille.

[

[Lorelai King]

Lorelai elskede at være i selskab med Alecander, han var en dejlig mand, selvom han uden tvivl var svær at komme ind på livet af, nogengange tvivlede hun på om det nogensinde ville lykkes hende komme det. Hun nikkede lidt, "Hvorfor vil du ikke lade mig hjælpe dig?" spurgte hun stille, uden helt at vide, om hun overskred en grænse, ved at spørger om sådan noget.
"Det okay, jeg har drukket alt for meget kaffe til, at jeg kan sove anyway.." sagde hun og sendte ham et stille smil. Hun vidste ikke om de burde finde på et eller andet system, så han ville kunne få fat på hende, selvom de lå i hver deres rum og sov, så han ville kunne få fat på hende, hvis han fik brug for hende.

Hun trak let på skulderne, det var virkelig hårdt alt dette her. "Men hvorfor betale for nogen kommer og gør de præcis samme ting som jeg kan gøre gratis for dig?" spurgte hun, hun var nu ikke i tvivl om, at Alecander havde penge nok, det havde hun jo også selv, men der var jo ingen grund til, at bruge dem på unødvendigheder. Hun lod sine albuer støtte mod sine knæ, og lod så sine hænder gemme sit ansigt for en kort stund. Hun hadede tanken om, at han var syg, og der var intet hun kunne gøre for at redde ham.
Hun vendte blikket i mod ham, og nikkede så, "Hvad smag kunne du tænke dig?" spurgte hun, og rejste sig fra sofaen og begyndte at gå ud i mod køkkenet, for at sætte noget vand over til teen.

[Deleted]

Alecander kiggede en smule hårdt på hende, og var faktisk ikke helt sikker på præcist hvad han skulle svare: "Fordi at jeg godt kan hjælpe mig selv" sagde han en smule hårdt, han ville bare gerne sikre sig at hun ikke troede han mente det hårdt, han kunne bare ikke gøre så meget andet.
"Det er ikke for at være hård ved dig, men jeg er bare ikke god til at lade folk passe mig" sagde han i et roligt smil, han håbede ikke at hun tog det for hårdt, men Alecander havde mange ting han skulle tage sig af og det var hårdt for ham hvis andre end ham selv blevet såret i alt dette her

"Fordi at vi er venner... Jeg tror det er bedre det er en professionel" sagde han stille, han ville ikke ende med at blive følelsesmessigt involveret, dengang med Kimberly havde været det absolut værste i hans liv og han ønskede ikke nogensinde igen at blive så forelsket og glad for nogen som han havde været for Kimberly, for det havde gjort alt for ondt at miste hende og han ønsked eikke nogensinde igen at være ude for noget i den stil, derfor gjorde han også alt hvad han kunne for at holde Lorelai på afstand, også selvom han godt vidste det måske ikke var fair.

[Lorelai King]

Hun vendte blikket imod ham da hans stemme blev hård. Det var virkelig fustrerende, at han ikke ville lade hende hjælpe ham, hun ville ham det jo kun godt. Hun lænede sig tilbage i sofaen, "Såh.. Hvis min manager ringer og siger jeg skal på en ny turné, og være væk hjemme fra i nogle måneder igen, så ville du sagtens kunne klare dig selv her hjemme i mens?" spurgte hun, dog havde hun slået blikket væk fra ham igen.
Hun nikkede lidt og vendte så blikket tilbage mod ham, "Og det er også fair nok, Alec, jeg vil heller ikke prøve at passe dig, jeg vil.. Bare hjælpe dig, hvis jeg kan," prøvede hun at forklare ham. Det var jo ikke fordi hun ville sidde og made ham, vaske ham osv. Hun ville jo bare hjælpe ham, med at huske sin eliksir, gøre rent, lave mad og alt sådanne noget husligt.

"Venner som bor sammen Alec.. Undskyld.. Jeg er bare ikke vant til, at have folk til at gøre ting for mig," svarede hun i en lav mumlen. Det var jo først her over de sidste par år, at hun var blevet rigtigt kendt, og var begyndt at tjene på det, alle andre år, havde hun været vant til, at synge lidt på gaden for at tjene lidt ekstra. Hendes barndom, nej det var ikke fordi de havde været fattige, men havde hun ville have noget, så havde hun selv måtte spare op til det.