Hellige Krabbe!

[Deleted]

Alecander havde det virkeligt underligt med denne her situation, Lorelai var en virkeligt sød pige og han havde bestemt ikke regnet med at dette her skulle være måden hun skulle finde ud af det med rummet på, men på den anden side så var han jo taknemmelig for at det netop var hende der havde fundet ham, det kunne jo have været meget værre.
"Jeg er ked af det foregik sådan, men tak fordi du hjælper mig" sagde han i en rolig stemme, han kunne godt forstå hvis hun var chokeret, men det at hun alligevel havde hjulpet ham, var vel en ganske stor ting.

"Bare sig at vi er venner, der er jo ikke mere i det... Det nemmeste er at cutte dem af" sagde han og tømte vandglasset. Alecander følte allerede at han var virkeligt langt bagud med arbejdet og at han burde komme igang med at lave noget, selvom han naturligvis ike ønskede at presse det frem, han ville ikke ende med at skulle ligge længere tid i sengen end højeste nødvendigt, men på den anden side, så ville han også gerne have styr på alle tingene så han ikke ville ende med at have opgaver til op over begge øre når han engang kunne komme tilbage til kontoret.

[Lorelai King]

Lorelai følte sig utroligt splittet. På den ene side så skræmte det rum nærmest livet af hende, men på den anden side, var hun af natur også virkelig nysgerrig. Hun sendte ham et forsigtigt smil, "Det okay, selvfølgelig hjælper jeg dig gerne" sagde hun, men hendes stemme var ikke ligefrem lige så rolig som hans, selvom hun ville ønske den var.
Hele sceneraiden blev ved med at gentage sig i hendes hoved, selvom hun virkelig prøvede ikke at tænke på det, så var det svært helt at undgå. Hun holdt utroligt meget af Alecander, men det var klart, at dette her havde ændret hendes syn på ham en smule.

Hun nikkede lidt, "Okay, det skal jeg nok" sagde hun, hun var ikke blevet bange for ham, men en eller anden form for ny respekt var bruset op i hende. Hun anede ikke hvad bagtankerne med det rum var. Var det når nogen havde pisset ham af? Så tævede han dem? Eller var det ren fornøjelse? Hun vidste det ikke. Hun havde bare aldrig set Alecander som en voldlig type.
Hun rejste sig fra stolen, "Jeg finder lige en healer og siger du er vågnet" sagde hun roligt. Hun kunne godt mærke nu, at hun ikke havde sovet de sidste par dage, ikke ordenligt i hvert fald, og nu hvor han langt for længe var vågnet, så var det som om hun langt bedre kunne slappe af igen. Der gik nogle minutter før hun kom tilbage igen, "Der kommer en og kigger til dig om lidt, men de beholder dig nok i hvert fald til i morgen," fortalte hun, og hældte noget friskt vand op til ham, "Værsgo" sagde hun roligt, og rakte ham glasset, ikke fordi hun vidste om, han var mere tørstig, men bare fordi.. ja bare fordi..

[Deleted]

Alecander smilede til hende, det var virkeligt sødt af hende at tage det så afslappet. Eller... Faktisk vidste Alecander jo ikke om hun tog det afslappet, men det virkede som om at hun tog det meget stille og roligt, men nu havde hun jo naturligvis også haft to dage til at tænke tingene igennem i, modsat ham som lige var vågnet op og ikke anede hvad der foregik.
"Det er pænt af dig Lorelai, og igen... Undskyld for alt det her" gentog han, han havde det virkeligt dårligt med at tingene var som de var, han ønskede ikke at hun skulle gå og have det dårligt over at han var syg.

"Arh... Super" sagde han som hun snakkede om healeren der ville se til ham senere: "Du behøver altså ikke være her Lorelai... Tag hjem og sov, jeg har det fint og der er alligevle ikke noget du kan gøre for mig" sagde han i en stille stemme.
Han skulle nok holde sig væk fra rummet fra nu af, det var sikkert ikke sundt for ham at hans hjerte kom op i så hurtig en rytme, men på den anden side så var Alecander ret sikker på at han ville blive sindsyg hvis han ikke havde rummet at være i, det var sådan et spændende sted og han havde brug for at komme af med alle de aggresioner han gik og samlede op til hverdag.

[Lorelai King]

Det havde uden tvivl gjort meget for Lorelai, at hun havde haft de to dage til, bare at være alene med sine tanker, selvom hun stort set ikke havde haft forladt hans side. Hun kiggede mod ham, og sendte ham så et lille smil, "Du skal ikke undskylde Alec, det er jo ikke fordi du selv har valgt at blive syg" sagde hun og aede blidt hans ene hånd, dog trak hun den hurtigt til sig igen.
Ikke fordi hun havde noget i mod at røre ham, men det var måske stadig en smule akavet sådan alt taget i betrækning.

Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg går ikke før, jeg kan få dig med hjem. PLease lad mig blive" bad hun, hun ville ikke kunne leve med sig selv, hvis han skulle falde om igen, og hun ikke var der. Eller endnu værre, hvis han skulle sove stille ind, og hun bare lå der hjemme og sov.
Bare tanken var forfærdiglig. Hun ville blive ved ham, til healerne sagde han måtte komme hjem, for det var hun sikker på han nok skulle komme. "Men hvis du gerne vil sove, er det helt okay," sagde hun.

[Deleted]

Alecander kiggede på hende, ikke sikker på hvad han skulle svare og han endte derfor med bare at trække let på skuldrende: "Nej måske ikke, men jeg burde ikke have rodet dig ind i det" sagde han roligt, ikke at han vidste hvordan han skulle have undgået det, men han burde bare ikke have fået anfald i nærheden af hende.
"Lorelai... Det her... Det er... Meget overvældende for mig, jeg er ikke vant til at folk bekymre sig og for at være ærlig så er jeg ikke sikker på jeg bryder mig om det" sagde han blot, det var nok en af de mest ærlige ting han nogensinde havde sagt, men han følte næsten at han fortjente det lige nu.

"Jeg har sovet i 2 dage, hold nu op... De vil sikkert gerne have jeg kommer tilbage på kontoret og arbejder" sagde han roligt, Alecander havde ikke noget at leve for mere efter at Kimberly var død, det eneste han tænkte på nu var at gøre sit arbejde godt, og efter hendes død var hans karriere da også gået bedre end nogensinde.
Men der var noget med Lorelai der gjord ehan gerne ville passe på hende, og han var oprigtigt ked af at hun havd eopdaget tingene med rummet på denne her måde.

[Lorelai King]

Hun rynkede mildt på panden, "Hvad mener du?" Spurgte hun næsten helt forsigtigt, og var ikke helt sikker på om, han mente selve sygdommen eller det at han havde et... Fritidsrum. Hun kunne ikke lige komme på et bedre ord for det.
Hun så overrasket på ham. Hvad havde han regnet med? At hun bare ville læne sig tilbage og og trække på skulderne? Være ligeglad? "Hvorfor kan du ikke li folk bekymre sig om dig?" Spurgte hun, ikke fordi hun ville gnide salt i såret, men fordi det lå så fjernt for hende. Selv elskede hun jo, når nogen ville være der for hende, passe på hende, beskytte hende. Der fandtes jo ikke nogen bedre følelse, end at vide nogen rent faktisk gad en.

"Tilbage? Vent hvad? Alecander, du er nødt til at passe på dig selv, din krop har brug for at du slapper af" sagde hun næsten tiggende. Forstod han slet ikke hvor syg han var? Lorelai holdt utroligt meget af Alecander, og hun ville gå til verdens ende for ham, men hvis han ville fortsætte med at arbejde og knokle sig selv ihjel, bogstaveligt talt... Nej bare tanken kunne hun slet ikke håndtere.
Hun håbede inderligt stadig på et mirakel som ville kunne gøre ham rask. De var for pokker magikere, de måtte da kunne gøre et eller andet, Lorelai ville i hvert fald ikke bare kaste håndklædet i ring og give op. Det var jo også derfor hun var gået i gang med healer uddannelsen, hun var fast besluttet på, at Alecander nok skulle få sig et langt og godt liv.

[Deleted]

"Jeg mener bare at det er en bekymring du ikke burde have" sagde han i en rolig stemme og kiggede på hende, hun burde ikke gå og bekymre sig om hans liv, hun havde jo så meget andet hun skulle tage stilling til her i livet og han ville ikke have at hun også gik og bekymrede sig om ham, det var han slet ikke værd.
"Det ved jeg ikke, jeg er bare ikke vant til det okay? Du skal ikke tænke på det" sagde han roligt som forsøgte han at lukke samtale emnet med det samme igen, han vidste jo alligevel ikke hvad han skulle sige om det, han vidste godt at han var damned up på mange punkter.

"Jeg er minister for magi Lorelai... Jeg kan ikek slappe af, folk bliver mistænksomme og det sidste jeg ønsker er at folk skal finde ud af det her" sagde han i en alvorlig stemme, det var meget vigtigt for ham at pressen ikke fandt ud af noget som helst omkring dette her.
Alecander var en meget privat person når han stod og snakkede med folk, men hvis nogensinde tingene kom ud til pressen så ville han ende med at slå sig selv ihjel, folk skulle ikke vide mere end hvad han havde brug for de vidste.

[Lorelai King]

Hun trak lidt på skulderne, "Du er min ven Alec, jeg holder jo af dig" sagde hun ærligt og sendte ham et forsigtigt smil. Hun hadede at det skulle være så akavet mellem dem. På den ene side ville hun ønske hun aldrig havde opdaget det rum, men på den anden side, så havde det jo givet hende et helt nyt syn på ham.
Hun bed sig atter i læben, og nikkede så lidt, "Okay, undskyld" sagde hun stille og slog blikket ned mod gulvet. Det var nok først nu, at det slog hende, at hun jo slet ikke kendte til Alecanders barndom eller fortid. Det var egentlig ikke noget hun havde tænkt over før nu. Selv havde hun jo aldrig manglet noget, okay nej, hendes forældre havde aldrig været rige eller forkælet hende, men der havde altid været kærlighed og plads til kys og kram.

Hun så en smule overrasket på ham, som hans tonefald ændrede sig. "Jeg.. ønsker bare ikke, at modtage en haste ugle, fordi du er faldet om på kontoret.." sagde hun stille, det måtte han da kunne forstå? Og hvis han endelig skulle falde om på kontoret, så ville alle jo finde ud af det alligevel.
Hun vendte blikket mod døren, som hun håbede på at healeren snart ville komme, og måske ville kunne have lidt mere held med sig, end hvad Lorelai følte hun havde. Han ville jo ikke kunne blive ved med at arbejde så meget som han gjorde. "Jeg skal nok blande mig helt uden om dit liv.." sagde hun stille med blanke øjne og stadig med blikket mod døren. Det gjorde ondt, men hvis det var det han ville have, så kunne hun jo ikke gøre så meget andet.

[Deleted]

"Jeg er da også din ven Lorelai, jeg... Jeg vil bare ikke du går og bekymre dig?" forsøgte han i en rolig stemme og vidste ikke helt selv om han var meget uretfærdig lige nu. Han anede ikke hvad han skulle sige, Alecander var ikke god til at snakke om følelser og han bestemt heller ikke særlig god til smalltalk og den slags.
"Du skal ikke undskylde... Jeg er damned up" sagde han i et dybt suk, Alecander vidste godt at han ikke var rigtig klog oppe i hovedet, men det havde han jo alle dage vidst, hanv ar ikke en mand der bare sådan lige fandt venner.

"Nej det forstår jeg godt... Men... Jeg ved ikke hvad der foregår i min krop, så det bedste jeg kan gøre er vel at glemme det" sagde han, så længe man ikke kunne gøre noget ved det, så kunne han jo lige så godt lade som om at der ingenting var, det var nok det nemmeste for alle i følge ham selv.
"Hvorfor er du pludseligt sådan der?" spurgte han og rynkede på panden som hun snakkede om at blande sig udenom, havde han sagt noget forkert? han satte sig en smule bedre op og afventede hende.

[Lorelai King]

Lorelai videste ikke hvad hun skulle svare, men følte at hun var nødt til, at svare et eller andet, "Det ved jeg godt, men.. Ingen kan finde ud af hvad du fejler, men det er ikke normalt at du falder om, fra tid til anden.." endte hun med at svare, i mangle på bedre. Det var svært at snakke med Alecander om sådanne nogle ting.
Hun kiggede forsigtigt i mod ham, "Hvad mener du?" spurgte hun, hun havde aldrig set ham som en mand der var damned up, tværimod, så havde hun altid set ham, som en mand som vidste hvad han ville, og havde fuldstændig styr på sit liv. Men det havde nok også noget at gøre med hans attitude.

Lorelai blik hvilede stadig på døren. Hun rystede lidt på hovedet, "Du kan ikke bare glemme du er syg, ved at arbejde, din krop har brug for, at du taget det stille og roligt, du presser dig selv Alecander, din krop kan ikke holde til det" sagde hun og vendte blikket mod ham, hvorfor kunne han ikke se det? Hvorfor kunne han ikke forstå det? Det var virkelig frustrerende.
Hun vidste ikke hvordan hun bedst kunne forklare, hvordan hun havde det inden i. "Fordi jeg holder af dig Alec, jeg prøver at gøre hvad du ønsker, men jeg kan ikke finde ud af, hvad det er?" svarede hun, og kiggede i mod ham, det var så svært for hende. Hun ville så gerne gøre det rigtige, gøre det så godt som muligt for ham, men når han blev ved med at sige, at hun ikke skulle bekymre sig, så vidste hun bare snart ikke, hvad hun så skulle gøre. Lige nu var det nok også på grund af det rum, hun havde fundet ham i. Hun vidste ikke om hun burde være bange for ham, eller om kvinden selv havde bedt om det. Det hyldede hende fuldstændig ud af den.
"Må jeg spørger om noget? Du ved.. med hensyn til det.. rum?" spurgte hun stille, hendes nysgerrighed var ved at æde hende op inde fra.

[Deleted]

"De ved det er noget med hjertet og de ved det vil slå mig ihjel, andet end det behøver jeg ikke at vide" sagde Alecander i et dybt suk, der var jo ikke så meget andet at sige om den sag, han ville gerne være god og han ville gerne opnå ting her i livet, men det var som om atefter Kimberly's død var der ikke længere noget at kæmpe for, han havde ikke nogen, og selvom han elskede hans familie, så ville det jo aldrig blive det samme.
"Jeg mener at jeg er et meget damned up menneske og du skal være glad for at du ikke kender mig bedre end du gør" sagde han og smilede til hende, han vidste godt at det måske lød underligt, men han vidste godt at han ikke var helt normal oppe i hovedet.

"Jeg kan ikke ændre på at jeg er syg Lorelai, og jeg vil ikke lade det stoppe mig liv" forklarede han roligt og håbede at hun ville forstå.
"Jeg er besværlig og jeg ved det godt" sagde Alecander, han havde aldrig været helt normal og det vidste han jo udemærket godt: "Ja naturligvis, bare spørg?" sagde han og kiggede rundt i rummet, han var ikke genert om den slags, men han ville gerne sikre sig at ingen lyttede.

[Lorelai King]

Lorelai vidste ikke hvad hun skulle svare, derfor endte hun blot med, at ryste lidt på hovedet i et opgivende suk. Hun trak sine ben op, så hendes hæle støttede mod stolens sæde, og lod så sit hoved hvile på sine knæ.
Hun havde i lang tid troet, at hun faktisk kendte Alecander ret godt, men det var bestemt ikke den følelse hun sad med lige nu. Hun vendte blikket i mod ham, "Og hvad så, hvis jeg gerne vil kende dig bedre end jeg gør? Er jeg så lige så damned up?" spurgte hun roligt, og gengældte hans smil.

"Og det er kun godt, du ser sådan på det, men please Alec, du er også nødt til, at acceptere, at din krop ikke kan holde til stress og jag" svarede hun, selvfølgelig skulle han ikke bare lægge i sengen og have ondt af sig selv, men det nyttede heller ikke noget, at han bare lods som ingen ting.
Hun rystede lidt på hovedet, "Besværligheder kan jeg klare.. Hvad jeg ikke kan klare, er ikke at vide, hvor eller hvornår jeg finder dig på gulvet næste gang" sagde hun stille. Hun ville virkelig ønske, at der var noget hun kunne gøre for ham. Og hun bad stadig for et mirakel og han ville blive rask en dag.
Lorelai kunne sagtens snakke om samleje, følelser og alt sådan noget, men alle havde grænser, og hun havde nok lidt fundet sin ved det rum, men det var nok også mest fordi det lige var Alecander. "Hvorfor?" spurgte hun, "Jeg mener.. Havde hun.. gjort noget.. forkert?" spurgte hun og kiggede forsigtigt i mod ham. Hun håbede virkelig ikke, at han ville blive sur over hendes spørgsmål, hun var bare nødt til, at vide det. Var det straf eller fornøjelse?

[Deleted]

Alecander rystede på hovedet: "Nej du ved bare ikke bedre" sagde han roligt. Så enkelt var det jo slet ikke, han havde aldrig lukket folk tæt på. Kimberly var jo nok det nærmeste og hun var ikke engang kommet helt tæt på, han holde så mange ting hemmeligt, bare sådan en ting som hans soveværelse, det så kun ham selv og rengøringen, Kimberly havde aldrig været der.
"Jeg har accepteret det, men jeg kan ikke accepterer at mit liv går i stå, det må du forestå Lorelai?" sagde han næsten spørgende, var han helt sindsyg for at han ikke bare gad ligge hjemme på sofaen og lave ingenting?

"Det er også fair nok, men der er jo ingen der siger det her har noget med stress at gøre" sagde han roligt. Okay inderst inde så vidste han godt at stress nok ikke kunne gøre det bedre ligegyldigt hvad, men han hadede tanken om ikke at lave noget som helst.
Som hun spurgte til rummet, rynkede han kort på panden og et lille smil sneg sig frem på hans læber som han rystede på hovedet: "Nej det havde hun ikke" sagde han roligt og ønskede ikke at gå for meget i detaljer dette sted: "Hun kan godt lide det, og ja.. Det er en del af mig" sagde han i et roligt og dog forsigtigt smil.

[Lorelai King]

Lorelai havde jo egentlig aldrig rigtigt tænkt over, hvor lidt hun faktisk vidste om Alecander, han vidste jo stort set alt om hende, eller hun lagde i hvert fald ikke skjul på noget, og var der noget han ville vide, så kunne han jo altid spørger, hun var ikke nogen lukket bog, dog var hun da også påpasselig med hvad hun sagde til hvem. Det var hun jo nødt til, når hun var så kendt og forbilled for millioner af unge piger og drenge.
Hun nikkede lidt, "Selvfølgelig, kan jeg godt forstå dig.." sagde hun stille, hun ville nok også protesterer en del, hvis der kom en masse fremmede healer og sygeplejersker og sagde hun ikke måtte stå på en scene igen, men bare skulle gå hjemme og passe sig selv.

Hun trak lidt på skulderne, hun vidste jo heller ikke hvad det var, så hvordan skulle hun kunne udtale sig. "Nej, det ved jeg godt, undskylde.." sagde hun og så lidt på ham med et stille smil. Hun følte sig stadig helt lettet over, at han var vågnet.
Hun mærkede sine kinder bluse op, da han begyndte at svare, men tabte først fuldstædig kæben ved hans tilføjelse. Hun rømmede sig hurtigt, "Okay" svarede hun og mærkede rødmen stige, mens hun lagde det ene ben over det andet, og hænderne mod sit øverste lår. "Tror du snart healeren kommer?" spurgte hun, i et forsøg på at få skiftet samtale emne så hurtigt som muligt.Hun vidste ikke, hvad hun havde regnet med, at han ville have svaret, og hun vidste heller ikke hvorfor hun var så nysgerrig, det var i virkeligheden nok det som skræmte hende aller mest.

[Deleted]

Som hun sagde at hun godt forstod ham, nikkede han blot, det var da rart at nogen forstod hvad han mente, for som oftest så var Alecander en smule sær og folk kunne ikke forstå alle de ting han mente og sagde, hvilket nok var derfor han som oftest ikke sagde ting der betød noget for ham.
Ting der betød ngoet for ham var hans rum, det var Kimberly som han ikke længere havde og det var hans arbejde som lige nu var den eneste ting der virkelgit fungerede for ham, hvilket han satte utroligt stor pris på, han havde brug for sit arbejde, når han ikke kunne have alt det andet.

"Jeg ved det ikke" sagde han roligt som hun spurgt om der mon snart kom en healer, og han slog så dynen til siden og satte sig op i sengen med benene ud over.
"Men jeg gider ikke ligge her mere, sig til dem at jeg udskriver mig selv" sagde han, for Alecander havde det ikke noget med stolthed eller stædighed at gøre, det havde noget at gøre med at han havde bedre ting at lave, han skulle arbejde og han havde rent faktisk et liv at leve, han havde jo ikke tid til bare at ligge og slappe af.