Hellige Krabbe!

[Lorelai King]

@alecander

Det var ved at være sen aften, eller nok nærmere nat, Lorelai havde på intet tidspunkt været meget for at forlade huset, efter Alecander havde fortalt hende, at han var blevet syg. Hun ville gerne være der for ham, hvis han skulle få brug for hende. Ikke at han havde haft det indtil nu, men det kunne jo være. Dog havde nogle af hendes veninder fået lokket hende ud af huset, og med på bar. Hun havde ikke været meget for det, men var endt med, at sige ja til sidst alligevel. 

Hun var blevet godt beruset, dog ikke så slemt at hun ikke kunne gå eller stå. Hun låste sig ind i huset, så stille som var hende menneskeligt muligt. Hun havde mærkede hvordan alkoholen pumpede i hendes blod, som hun gik i gennem huset, dog uden at tænde for lyset, hun ville jo ikke vække Alecander, hvis han nu lå og sov, hun havde godt sagt til ham, at han ikke skulle vente oppe på hende, for hun ville nok komme sent hjem.

[Deleted]

Som altid havde Alecander en pige med hjemme, og han var glad for at han endeligt var blevet så afklaret med Kimberly at han rent faktisk godt kunne være sammen med nogen igen. Lige nu hang hun på et kors uden tøj på imens han stod foran hende og placerede det ene slag efter det andet på hendes blege ud. Kvinden havde blondt hår og var uden tvivl ganske køn.
Selv stod Alecander i mørke cowboybukser og bar overkrop imens hans sultne blik lå på kvinden. De havde ikke været igang særligt da han mærkede at hans hjerte begyndte at gøre en smule ondt. Han forsøgte at hoste et par gange for at veje det op, men det lykkedes ikke rigtigt.

Alecander gik langsomt på knæ og troede han fik hostet det værste væk, hvilket var derfor han roligt rejste sig op igen.
Alecander prøvede at placerer endnu et slag i mod hende, hun sagde heldigvis ingenting da hun intet kunne se pga. bind for øjnene, men som han hævede pisken for at slå igen, faldt han til jorden med et bump ved siden at hende. Pisken trillede let hen af jorden og kvinden begyndte spørgende og en smule panisk at sige hans navn. Døren var ikke låst, men den var dog lukket, så åbenlys var det dog heller ikke, og efter kort tid begyndte kvinden at kalde hans navn højere.

[Lorelai King]

Lorelai havde netop fået skiftet til nattøj bestående af et par korte løst siddende shorts og en t-shirt to numre for stor, da hun hørte en kvinde kalde på Alecander, først trak hun bare lidt på skulderne, hun ville jo ikke blande sig i hvem eller hvorfor han havde gæster. Men som stemmen blev mere panisk og højere, rynkede hun lidt på panden.

Med tandbørsten i hånden, håret i en stor roddet knold, gik hun mod stemmen som kaldte. "Shit" mumlede hun bag tandbørsten, og satte i løb mod stemmen. Hun tog hurtigt i håndtaget ind til det rum hvor stemmen kom fra. Men synet der mødte hende var bestemt ikke noget hun havde regnet med. Tandbørsten faldt ud af hendes mund i ren overraskelse.. eller nok nærmere chok. Et par sekunder stod hun fuldkommen bleg og anede slet ikke hvad hun skulle eller gøre.
Men som hun fik øje på Alecander som lå på gulvet, og tilmed i bar overkrop, blev hun revet tilbage til virkeligheden, "Alecander, kan du høre mig?" spurgte hun men hendes stemme var langt fra lige så rolig som den ellers efterhånden var blevet når han faldt om. Hun vendte blikket mod kvinden som kaldte på ham, men vendte meget hurtigt blikket væk igen, da det gik op for hende, at hun hang nøgen. Hvad pokker skete der lige? Hun vendte blikket tilbage på Alecander, og prøvede virkelig at koncentrer sig om hvad hun havde lært, hun skulle gøre når han fik disse her anfald.

[Deleted]

Alecander kunne ikke høre hende eller nogen anden, faktisk kunne han ikke høre noget som helst, han lå bare på gulvet helt fladt og begyndte at krampe i sine ben som han lå. Han var ikke til stede, og kvinden i rummet skreg om at få hende ned.
Hun vidste godt at noget var galt, hun var ikke sikke rpå hvad, men hun fornemmede godt at der var et eller andet. Alecander lå bare og hans puls blev langsomt langsommere som han sank længere og længere ind i mørket.

Kvinden i rummet gjorde modstand i mod de kæder hun var bundet op i og hun vidste ikke hvordan hun helt skulle få styr på sig selv, hun blev blot ved med at råbe at hun ville ned og hvad der foregik, hun kendte jo Alecander men som hun hørte en kvindestemme var det som om at noget foregik hun ikke ville være med til.
Hun spurgte også flere gange hvad der skete.

[Lorelai King]

Lorelai havde virkelig ikke lyst til, at kigge på kvinden som hang på korset, "Det okay! Det er helt okay," sagde hun og prøvede af alle psykiske kræfter at lyde så rolig som overhovedet muligt. Hun fandt sin stav frem fra sin ene strømpe. Heldigvis var hun god til non-verbal magi, så hun fik ham hurtigt løftet fra gulvet, "Jeg skal nok få dig ned, gi mig fem minutter" sagde hun, hun måtte få Alecander væk, kvinden skulle ikke se ham sådan.

Hun sank ham rolig ned i sengen, rettede på hans hoved, så hans luftvej ville være fri. Hun følte sig virkelig splittet, hun havde ikke lyst til at gå fra Alecander når han var midt i et anfald, men kvinden som hele tiden blev ved med at kalde inde fra det meget forstyrende rum, følte hun også at hun blev nødt til, at få ned, på en eller anden måde.
Hun tog sin t-shirt af, og fik fremtryllet en tynd kold vandstråle og lagde den så på hans pande og satte sig på sengen ved siden af ham, "Vågn nu op.." bad hun stille. Kvinden i rummet måtte vente, hun kunne simpelthen ikke få sig selv til, at gå fra Alecander, ikke før han var vågnet igen.

[Deleted]

*** TIME ***

Der var gået to dage og Alecander var endt på Skt. Mungos. Han trak vejret ganske roligt og havde ikke været vågen. Healerne havde gjort alverdens ting for at hjælpe ham, men de vidste nu at hans hjerte var meget svagt og de havde også sagt til Lorelai at de ikke vidste om han ville vågne igen.
Det var formiddag og Alecander lå roligt i sin seng, han havde ikke tænkt noget og han havde heller ikke drømt om noget, han lå bare og kunne mærke hvordan at hans hjerte roligt slog.

Han åbnede ganske langsomt sine øjne og stirrede direkte op i det brune loft der var på Skt. Mungos, han følte sig tør i halsen og han kunne mærke en let trykken for brystet, men ikke noget som fik hamt il at gå i panik. Han kunne knapt huske hvad der var sket, men kunne udemærket godt mærke at hans hjerte ikke havde det helt så fantastisk.
"Hallo? Hvor er jeg.." spurgte han i en lav stemme, han var så bange for at pressen ville finde ud af at han var syg, for det ønskede han virkeligt ikke, han ville ikke ende i ballade og han ville ikke ende med at folk begyndte at have ondt af ham, alene tanken hadede han, han var nok bare ikke sådan en pusse-nusse type.

[Lorelai King]

I to dage havde Lorelai ikke forladt Alecanders seng på Mungos, kun for toilet besøg, og når healerne havde tvunget hende til, at tage hjem og i det mindste få noget søvn, men hun havde ikke kunnet sove, hendes bekymringer fyldte alt for meget i hende. Hun havde fået kvinden ned som havde været i rummet, som hun ville ønske hun kunne slette fra sin hukommelse, betalt hende for ikke at sige noget til nogen.
Alligevel havde der været et eller andet ved det rum som havde fanget hendes umættetlige nysgerrighed. Men hun havde ikke ville snære i hans ting

Healerne havde givet hende den værst mulige nyhed, det var slet ikke sikkert at Alecander nogensinde ville vågne igen. bare disse to dage havde været et helvede for hende, hun havde måtte aflyse en koncert, aftogfarskrivning samt et fotoshot. Hun havde ikke forladt hans stue i meget mere end maks en time ad gangen.
Hun sad på en stol ved siden af hans seng, med armene på sengekanten, og hovedet hvilende på sine arme, og var blundet lidt hen, da hun hørte en lav stemme, "Alec.." sagde hun stille, og rettede sig op, "Åh gudskelov," sagde hun lettet, "Du er på Mungos" svarede hun, og mærkede hvordan tusindvis af tunge mursten faldt af hendes hjerte.

[Deleted]

Alecander vidste ikke hvad der ar sket og han huskede det også kun ganske svagt. Men Alecander havde jo vendet sig til tanken om at han nok skulle dø på et tidspunkt, nu var spørgsmålet jo bare hvornår og hvordan det ville ske, for det havde han ingen anelse om..
"Hey" sagde han med en lav og tydeligt træt stemme som han så Lorelai være ved siden af sengen. Han vidste ikke at det var hende der havde fundet ham og hun anede heller ikke at situationen ikke havde været specielt heldig, han kunne ikke huske hvornår han var besvimet, hvilket nok var fordi at hans krop og hjerne lige nu ikke rigtigt ville arbejde sammen. Han var bare træt og han havde lyst til at ligge sig til at sove endnu engang, men valgte for nu at lade sig være vågen.

[color=4671a3}"Arh... Hvor længe har jeg været væk? Hvad er der sket?"[/color] spurgte han forvirret. Alecander var helt bleg, meget mere end han før var, nu var han jo ikke altid den mest brune mand, nok primært på grund af sit arbejde.
"Ehm... Ved pressen det?" spurgte han stille og kiggede i mod døren, han ville helst ikke at det skulle ende med at komme alt for langt ud i verden og han ønskede ikke at folk kendte til hans sygdom.

[Lorelai King]

Lorelai sendte ham et lettet smil, at se ham åbne øjnene igen, var nok det bedste der nogensinde sket for hende. Hun følte sig helt utroligt lettet. Hun havde prøvet at vende sig til tanken om, at han var syg, og hun havde accepteret at han ikke ville have hun sagde det til nogen. Men hun var ikke klar til at give slip på ham, hun var sikker på, at de nok skulle finde en kur, hun var i smug begyndt på healer uddannelsen, fordi hun ville gøre hvad hun kunne for at hjælpe ham.
Hun sendte ham et bekymret smil, det var så dejligt at høre hans stemme igen, selvom han var meget træt at høre på, men det var jo forståeligt.

"To dage," svarede hun, men hans næste spørgsmål vidste hun slet ikke hvordan hun skulle svare på. "Ehm.. Du faldt om.. Der hjemme.." sagde hun stille og mærkede hendes kinder blev ildrøde, ved tanken om rummet, pisken, den nøgne kvinde som havde været spændt fast til korset, og ikke mindst Alecs bare overkrop.
Hun rystede lidt på hovedet, "Nej, jeg har betalt kvinden for ikke at sige noget til nogen, og healerne har spæret af for pressen," svarede hun, hun vidste det var vigtigt for ham, at der ikke var nogen som fandt ud af noget, så hun havde gjort hvad hun kunne. Fået healerne som havde med ham at gøre til, at aflægge en ubrydelig ed til hende, og de havde sat et skilt på døren om smittefare, så der ikke kom nogen derind.

[Deleted]

Alecander tog en dyb indånding som hun sagde to dage, det var nu alligevel ret længe, især når man var minister for magi. Nogen måtte da have set at han var blevet væk far sin post? Alecander havde det virkeligt dårligt med at folk vidste han var syg, bare det at han var nødt til at indrømme det overfor Lorelai havde taget hårdt på ham. Han ville helst ikke indrømme noget som helst faktisk.
"Hvad for en kvinde?" spurgte han undrende og rynkede let på panden, som han pludseligt fik et flashback og hans hukommelse valgte at huske ham på hvor det nu var han var faldet op, hvilket fik ham til at stirre op i loftet nogen lange sekunder, dette her var ikke så godt.

"Og hvor ... Præcist, fandt du mig?" spurgte han i en helt stille og afbalanceret stemme, som han stadig stirrede op i loftet. Han knyttede den ene næve, nok mere i panik end i galskab.
Det var vel ikke rigtigt at Lorelai havde fundet ud af at han havde et rum? Hun måtte jo tro at han var fuldkommen sindsyg, Alecander vidste jo godt at han havde et okay talent for ikke at få folk til at opdage ting, men det kunne han godt mærke på det hele, nok var failet. Hvordan skulle han overhovedet forklarer sig?

[Lorelai King]

"Har du ondt nogen steder?" spurgte hun, men prøvede ikke at lyde alt for bekymret, selvom hun virkelig var det, men det havde de jo snakket om, og han ville ikke have hun bekymrede sig om ham, selvom det var svært for hende, at undgå det. Hun havde også gjort alt hvad hun kunne, for at det ikke skulle påvirke deres venskab, og der var flere gange, hun måtte tage sig selv i, at spørger om hun skulle hjælpe ham med forskellige ting. Hun ville jo heller ikke have at han skulle føle sig helt handicappet.
Da han spurgte ind til kvinden, stivende Lorelai fuldstændig. Hun anede overhovedet ikke hvordan hun skulle svare på det. "Øhm.. Din.. veninde.." prøvede hun sig lidt frem med, akavetheden strålede ud af hende.

Hun havde aldrig set Alecander som en voldlig mand, bestemt heller ikke blød overhovedet, men det rum var virkelig noget hun bare ville ønske hun kunne slette fra sin hukommelse, og alligevel havde det, altså efter chokket havde lægget sig, så havde hun jo fået en eller anden form for nysgerrighed.
Hun lod hånden glide i gennem det lange blonde hår, "Ehm.. på gulvet.." svarede hun meget tøvende, og vendte så blikket i mod ham, "I et.. rum.." tilføjede hun stille. Hele hendes krop skreg af hende at hun bare skulle have løjet og sagt i køkkenet, og det havde også bare været tyve gange mindre akavet end det her, men nu var hendes ord sagt, og hun kunne ikke tage dem tilbage.

[Deleted]

Alecander rystede på hovedet: "Ikke mere end normalt" sagde han roligt, Alecander havde altid en smule smerter i kroppen, men sjældent så slemt at han ikke kunne holde ud, nu hvor han havde fået konstateret at han var syg, var der jo også en grund til hvorfor han havde det dårligt trods alt.
"Arh ja.. Joline hedder hun" sagde Alecander og rynkede på panden, ikke at det var så vigtigt hvad hun hed, men han følte bare han var nødt til at sige noget for at gøre denne her situation en smule mindre akavet, for det her var virkelgit pinligt og Alecander havde ikek rigtigt mulighed for at sige noget klogt.

"Yeah jeg tror jeg er med nu... Er du.. Sådan... Okay med det?" spurgte han, ikke så meget med om hun var okay med at han havde et rum, nok mere om hun havde traumer og var bange for hvordan han ville tage det hele.
Han hadede at det var sådan, og han hadede at hun ikke kendte til det noget før, for han holde jo af Lorelai og hun var en god veninde, han var bare ikke god til at dele sådan nogen ting med andre, og selvom han måske burde vise hende den tillid, så lå der bare så mange ting i hans fortid, som fortalte ham at han ikke burde stole på nogen.

[Lorelai King]

Hun nikkede lidt, "Vil du ha noget vand?" spurgte hun og skævede så i mod en vandkande som stod på et lille bord ovre i det ene hjørne. Hun vidste ikke om hun skulle hente en healer og sige han var vågnet, men lige nu havde det det faktisk bare godt med, at sidde selv og snakke lidt med ham, inden de begyndte at hive en masse folk derind.
Lorelai gjorde nogle små hurtige blik med øjnene, og vendte så blikket væk. Hun havde virkelig ikke haft brug for, at få sat navn på den nøgne kvinde som havde hængt på det kors. Det havde været akavet nok at skulle have fået hende ned derfra. Hun svarede derfor ikke på det, men nikkede blot lidt.

Hun bed sig i læben, og spærrede øjnene op, som hans spørgsmål lød. Hun kiggede på ham, og kløede sig så lidt i håret, "Hva? Oh øhm.. Ja, ja, det.. Jeg er helt okay," sagde hun og lagde det ene ben over det andet, "Det er et.. spændende rum, du har.." sagde hun, men hørte hurtigt sine egne ord, "Det lød forkert.. Jeg mener.. Okay det var det jeg mente.." sagde hun og sendte ham et undskyldende blik.
Hun holdt virkelig også af Alec, men det havde været noget af et chok for hende, men selvom hendes nysgerrighed var ved at æde hende op indefra, så prøvede hun ikke at spørger for meget ind til det. Igen fordi hun ikke ville blande sig i hans privatliv.

[Deleted]

Alecander nikkede roligt, han var ikke vild trøstig lige nu, bare tør i munden. Men denne her samtale den krævede uden tvivl vand! Alecander fik sig op at sidde, han var vikeligt sløv og hele hans krop var øm, men han havde som sådan ikke ondt nogen steder og kunne godt holde ud af sidde. Han følte sig bare ør i hovedet, lidt som havde han været på druk i alt for mange dage.
Som hun begyndte at vrøvle omkring rummet, smilede Alecander kort, mest fordi at det var meget sødt at hun blev så forvirret, men på den anden side så var han jo også ked af at hun skulle finde ud af det på den måde, det havde ikke ligefrem været planen.

"Hør jeg skal nok forklarer dig om rummet, men det bliver ikke her" sagde han i et roligt suk, han ønskede ikke at nogen skulle komme til at høre det, og han var jo trods alt så kendt at alle hele tiden prøvede at få ny information omkring ham.
"Hvad med pressen? Har de spurgt dig om noget?" sagde han i en lettere panisk tone, han ønskede virkeligt ikke at nogen skulle ende med at se ham som en eller anden voldtægts mand der havde bundet en pige i et rum og misbrugt hende, for sådan hang tingene slet ikke sammen og det håbede han også at Lorelai vidste.

[Lorelai King]

Hun rejste sig, i noget som skulle have været stille og roligt, men nok nærmere blev hurtigt og larmende fordi hun skubbede stolen ud. Hun slog sig selv mentalt i hovedet, mens hun hældte vand fra kanden og ned i et plastik bæger. Lige nu bare glad for, at han ikke ville kunne se hendes ildrøde kinder, når hun stod med ryggen til ham.
Hun vendte rundt lige i det han sagde han gerne ville give hende en forklaring, hvilket nok var et meget uheldig tidspunkt, da hendes ansigtsudtryk nok sagde meget mere end ord ville kunne gøre. Det havde været grænseoverskridende nok, at se ham i bar overkrop, kvinden på korset, for slet ikke at snakke om pisken som havde ligget på gulvet.

Hun rakte ham vandet med lidt rystede hænder, af ren og skær nervøsitet, og satte sig så på stolen igen. Hvordan kunne hun bedst muligt svare på det? Hun var jo skide nysgerrig, men samtidig skræmte tanken hende også ret meget. "Okay," sagde hun stille, hun vidste intet om det, havde kvinden overhovedet nydt det? Var det noget Alecander selv nød? Eller værre endnu, ville Lorelai overhovedet kende svarene på de to spørgsmål?
At samtalen vendte sig mod pressen, kunne hun langt bedre håndtere. Hun nikkede lidt, "Selvfølgelig har de det, men jeg har ikke udtalt mig," svarede hun ærligt da hun troede han hentød til det at han var kommet på Mungos, "De er også begyndt at stille spørgsmålstegn, ved at jeg bor hos dig" tilføjede hun. Alecander var Minister for Magi, Lorelai var verdens kendt sangerinde, hun kunne sådan set godt forstå folk begyndte at syntes det var underligt.