But wait what? He is blue..? [TAG: Mayson]

[Deleted]

But waitwhat?

He is blue..?

Det var mørkt udenfor, da Payton sneg sig ud, i ly af sin usynlighedskappe. Gulvet føltes koldt, på trods af, at hun bare et par newtan-farvede ridestøvler, men hun havde valgt det af en grund. Det var den mest lydløse måde at gå, efter at bære plyssede sokker eller hjemmesko altså, men det var ikke noget hun ejede, så det var der ikke noget at gøre ved. Derudover var hun iklædt en par blå cowboybukser og en hvid dress-shirt.

Så Payton bevægede sig rundt på slottet efter mørkets frembrud. Det var ikke kun gulvet der var koldt, men sådan var det altid efter sengetid. Stenmurerne hjalp ikke ligefrem på varmen. Hun kunne snildt forestille sig kulden i stenslotte i middelalderen. Det lød i hvert fald ikke behageligt.

Payton var på vej mod køkkenet i håb om at kunne snuppe sig en afternoon-snack, inden hun gik til den forbudte skov. Hun ville ned og hilse på Thestralerne. Hun var næsten 100% sikker på, at hun ikke blev fanget. Det hjalp trods alt lidt med den dersens usynlighedskappe. Det eneste der kunne afsløre hende, var hendes klodsethed.

15. Juni 2054, 21:45
Voldsomt skybrud
Påklædning
Mayson Carver and @eventheevilqueen
185 words

MADE BY VEL OF GS + ADOX 2.0

[Mayson Carver]

Mayson gabte en smule og strakte sig lidt som han gik ned af en af de mange gange på slottet. Han plejede normalt ikke at være så træt på denne tid, men eksamensreset havde holdt ham længe oppe de sidste mange nætter og det var desværre ikke slut endnu.
Til aften var det ham der skulle gå patrulje så han var bare iført den almindelige skoleuniform med det polerede vejlederemblem siddende perfekt.
De gule øjne gled rundt i de mørke korridorer og halen var kun lige over gulvhøjde eftersom der alligevel ikke var så mange personer omkring der kunne falde over den eller træde på den. Imens han gik forsøgte han at memoriserer en eliksir som han havde haft svært ved at brygge, han skulle jo helst kunne finde ud af det inden eksamen, tænk hvis det var lige nøjagigt den han kom op i.
Endnu engang mumlede han lavmeldt ingredienserne for sig selv som han drejede om et nyt hjørne. Endnu engang måtte han stoppe op og kigge på den lille lap pergament han havde stukket ind i inderlommen hvor opskriften stod på. "Troldesved..hvorfor glemmer jeg hele tiden den?" Mumlede han lidt opgivende. Gad vide om han nogensinde kom til at lære det.

Pludselig var der noget der fangede hans opmærksomhed. En svag lyd et eller andet sted fra. Han kunne ikke helt bedømme om lyden bare var blevet kastet rundt fra køkkenet af som han befandt sig i nærheden af eller om der var nogen. De gule øjne gled atter frem og tilbage, men der var intet at se i mørket.
Skulle han give sig til kende, hvis det var en elev på nattevandring ville det blot give dem mulighed for at slippe væk, men på den anden side var det en professor eller måske en anden vejleder - eller en husalf, gad han heller ikke rende rundt og ligne en total idiot ved at snige sig ind på personen. Desuden var der virkelig ingen at se i mørket.
Nu var han heller ikke selv en man bare lige fik øje på når mørket havde sænket sig, hans mørke pels gjorde at han havde nemt ved at blende ind med skyggerne, dog var hans øjne oftest det der afslørede ham.

[Deleted]

But waitwhat?

He is blue..?

Payton kom gående mod køkkenet, da hun pludselig så skyggen af en skikkelse, på vej mod hende. Der var nogen underligt ved skyggen. Det så nærmest ud som om, at den havde en... hale? Det kunne da ikke passe? Det var underligt. Troldmænd og hekse havde da ikke haler, eller havde de? Ærligt så vidste Payton ikke så forfærdelig meget om den magiske verden. Hun havde ku n været en del af den i 5 år, så måske nogen havde haler? Ja, hun vidste det i hvert fald ikke. Det kunne sådan set godt være.

Og vedkommende kom tættere og tættere. Payton trykkede sig op af den modsatte væg, og ventede på, at vedkommende gik forbi. Hun havde et godt nattesyn, så derfor kunne hun se, at der var noget underligt ved ham. Denne person, en ung troldmand gik hun ud fra, var mystisk sat sammen. Han havde, ganske rigtigt, en hale plus han var... blå? Det her bliver mere og mere mystisk... tænkte Payton, mens hun betragtede ham.

Desværre havde Payton svært ved ikke at grine lidt, da hun hørte ham bande over et eller andet. Siger man virkelig det? Hun holdt sig for munden, for at stoppe sin fnisen i at blive hørt af ham den blå fyr.

15. Juni 2054, 21:45
Voldsomt skybrud
Påklædning
Mayson Carver and Payton Howard
210 words

MADE BY VEL OF GS + ADOX 2.0

[Mayson Carver]

Mayson lod igen blikket glide rundt. Han havde en underlig følelse i kroppen, lidt som om han blev iagttaget, men det kunne jo ikke passe, gangen var helt tom, alligevel kunne han mærke de små nakkehår rejse sig. Halen slog et par nervøse slag og øjnene blev knebet lidt mere sammen i håb om at det ville forbedre nattesynet hvilket dog ikke var tilfældet.
Det var da også ligefør han havde fået rystet tanken fra sig da han igen hørte noget. Det lød lidt som fnisen. Han spidsede ører og stod bumstille for ikke selv at lave lyde der kunne forveksles med hvad han lige havde hørt. Var det bare hans hjerne der spillede ham lidt pus som man sagde eller havde han faktisk hørt noget.
Igen sænkede stilheden sig. Hvis der var nogen lod de til godt at være klar over hans tilstedeværelse, men hvor pokker kunne de være, der var jo ingen steder at gemme sig her, så medmindre de havde udviklet kraften til at gå gennem mur og døre så måtte han have hørt forkert.

Selvfølgelig kunne det også være en af slottets mange spøgelser eller den forfædelige poltergeit Peevees. Efter lidt længere betænkningstid besluttede han sig dog for at tilkendegive sig selv i håbet om at personen som måske var der ville gøre det samme. "Hallo, hvem der?" Spurgte han ud i mørket og kiggede sig kort over skulderen. "Det er ikke tilladt at være udenfor sovesalene nu." Informerede han med så myndig en stemme han kunne mønstre.
Hvis nogen kom frem og indrømmede de havde gemt sig ville det have virket, kom der ikke nogen frem var det nok bare ham der havde hørt forkert og så behøvede ingen at vide at han stod her og følte sig lidt smådum.
Han rankede ryggen en smule skønt det faktisk freakede ham lidt ud at han ikke kunne se nogen i mørket. Han var fristet til at bruge tryllestaven til lyskilde, men ærlig talt havde han det også ret godt med at kunne være mere "usynlig" uden. Man kunne nu godt se ham, men han behøvede nu ikke at gøre det endnu lettere.

[Deleted]

But waitwhat?

He is blue..?

Payton stod og betragtede den blå fyr, mens hans hale slog nervøse slag i luften. Hun undrede sig stadigvæk over hale og den blå hud, men det kunne hun vel få svar på en anden gang, hvis hun stødte på ham igen. Om ikke andet, så var han da nem at genkende. Den hud og hale glemte man ikke så let, og det var ej heller til at overse.

Da han talte, stod Payton bomstille. Var hun heldig, så gik han sin vej, men han havde tydeligvis fornemmet, at hun var her, og han lignede ikke ligefrem en, som havde tænkt sig at give op. Men det havde Payton heller ikke. Hun mente, at hun nok skulle kunne komme ud af det her, uden at blive afsløret eller endnu værre: miste point!

Og det var så der Payton lavede sin første fejltagelse. Hun var på vej væk med rimelig lydløse skridt, men fik jokket i kappen, hvilket hev den af hende.

"Forbandede, forbandede. For den da!" bandede Payton højt, for nu var hun jo alligevel afsløret.

15. Juni 2054, 21:45
Voldsomt skybrud
Påklædning
Mayson Carver and Payton Howard
196 words

MADE BY VEL OF GS + ADOX 2.0

[Mayson Carver]

Mayson stod helst stille og lyttede. Det eneste han kunne høre på nuværende tidspunkt var hans eget åndedrag. Han var ellers normalt ikke typen der lod sig spooke på denne måde, men han måtte da indrømme at med slottets historie for at huse diverse mærkelige skabninger så blev han da en smule bekymret når han kunne fornemme der var nogen, men ikke se dem.
Han drejede lidt rundt om sig selv stadigvæk uden at kunne se nogen tegn på at der skulle være andre på gangen end ham selv. Alligevel kunne han ikke ryste følelsen af at blive overvåget af sig og det fik det til at løbe ham lidt koldt ned at ryggen. "Det nytter ikke noget at gemme dig," forsøgte ham selvom det tydeligvis var en løgn, det fungerede faktisk virkelig godt for personen. Hvis altså der var nogen og det ikke bare var hans fantasi der løb af med ham - hvilket også var en mulighed.
Han havde bare ikke lyst til at stå og ligne en total idiot. Måske skulle han bare opgive og komme videre med sin rute så han kunne blive færdig og komme op i seng, på den anden side ville det bare være ufattelig dumt hvis der rent faktisk var en elev, han kunne vel ikke bare lade ham eller hende slippe afsted med det. På den anden anden side kunne han jo stå her længe hvis bare det var hans fantasi der var løbet af med ham og han var alene på gangen.

Bedst som Mayson var klar til at afblæse det hele og gå videre på sin rute skete det så. Ud af det blå dukkede en pige op som havde nogen trukket et lagen af hende. Nu stod Mayson så med en følelse af både at ville løbe skrigende væk i chok og ville belære hende om at man ikke bare kunne snige sig rundt på den måde.
Reaktionen var dog temmelig spontan. Han sprang et skridt baglæns med et højlydt udbrud af forskrækkelse og stirrede på hende med vidtåbne øjne og munden formet i et perfekt 'o' hans hjerte hamrede afsted og pelsen på halen havde rejst sig som på en skræmt kat.
"Hvad I a....?! Hvor kom du fra..?! Hvordan...?!" Afbrød han sig selv og så op og ned af hende. Var hun et spøgelse? Han havde ikke set hende før og han mente da ellers at have mødt alle slottets spøgelser. Hun lignede dog ikke et spøgelse, hun var hverken hvid, svævende eller halvgennemsigtig, "Hvordan gjorde du det?!" Forlangte han at vide som han rettede sin tryllestav mod hende med lyset skindende fra spidsen af.

[Deleted]

But waitwhat?

He is blue..?

Payton bandede forsat over den forpulede usynlighedskappe og sin egen højde, eller mangel på samme, mens hun rejste sig fra hvor hun var faldet. Kappen var tydeligvis lavet til en høj og bred mand, og ikke en lille dværg af en pige, men ja, sådan var det nu engang med hendes højde. Hun ville sikkert ikke blive højere alligevel, for hendes mor var ikke særlig høj heller, og hun havde aldrig mødt sin far, så der havde hun ikke rigtig noget at pejle efter heller.

Alligevel kunne Payton ikke lade vær med at grine af den mærkværdige fyr, da han så hende komme til syne. Hun undrede sig stadigvæk over hans blå hud og halen, men hun var vidst begyndt at vænne sig til det underfundige syn. Alligevel var det mildest talt morsomt at se, at hvordan halen slog katteagtigt og pelsen rejste sig på den. Alt ved ham, undtagen farven altså, var ret katteagtigt, nu hun tænkte over det.

Da han pegede på hende med tryllestavens lysende spids, fra lumos-besværgelsen, holdt hun hånden op foran øjnene.

"Du blænder mig!" beklagede hun med smilede rimelig selvsikkert over hans spørgsmål. Ikke tale om! Ikke om ti vilde hipogriffer kunne få hende til at røbe sin hemmelighed.

"Det er for mig at vide, og for dig ikke at finde ud af." svarede Payton nærmest lidt næsvist, noget der kom sig af, at hun stadigvæk var forskrækket, og måske også lidt irriteret, over at blive opdaget. Hun børstede lidt støv af sin hvide, kortærmede skjortebluse, og så ned af sig selv. Okay, mere beskidt blev hun heller ikke af den røvtur.

15. Juni 2054
Voldsomt skybrud
Påklædning
Mayson Carver
368 words

MADE BY VEL OF GS + ADOX 2.0