Skriver man under på noget, så river man det i stykker

[Ethan Jack McKinnon]

Ethans kontor

16.00

Luke Lynch

Ethan sad inde på sit kontor og stirrede hen på døren. Hans hår lignede noget der var løgn, fordi han havde kørt sin hånd igennem det så mange gange efterhånden. Han vidste, at han havde gjort noget rigtig dumt og han vidste ikke hvordan han skulle fikse det. Han havde bedt den professor, som Luke skulle have næst, til at sende Luke ed på hans kontor, så snart undervisningen var slut. Ethan var kommet til at fortælle Lukes mor om Hogwarts og det var ikke gået ret godt. At han var gået fra hende lige efter, havde da sikkert bare gjort det endnu værre, så nu havde han brug for at tale med Luke og høre hvordan tingene faktisk foregik. Hvorfor vidste Eddith ikke, at Luke gik på en magisk skole? Hvad var det dog for en suppedas, han havde bragt sig selv i?
Han sad stadig og stirrede på døren og ventede på, at Luke skulle komme. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle fortælle drengen det, for der var da sikkert en grund til, at hans mor ikke skulle kende sandheden. Det havde Ethan så ødelagt godt og grundigt.

[Luke Lynch]

Luke havde siddet og haft undervisning i Magiens Historie, da Professor Roden havde sendt Luke videre til professor McKinnons kontor. Der var ingen tvivl om, at Luke var en ballademager. Han fulgte ikke reglerne, han mente de var til for at blive brudt. Hans mor kendte intet til magi, og hans plejeforældre var ligeglade. Eller de virkede i hvert fald ligeglade, så hvorfor skulle Luke tage sig af det? Han lavede meget lort og han vidste det godt. Han havde tatoveringer, han røg også på skolens område, han var dog ikke blevet taget i det endnu. Han gik med tunge skridt mod professor McKinnons kontor, uvidende om hvad han havde i vente, men han forventede nok bare endnu en eftersidning eller noget i den dur.
Han bankede roligt på døren og afventede et kom ind, hvorefter han åbnede døren, "De ville se mig, Professor?" spurgte han med sin hårde attitude. Det var de færreste som vidste, hvad der skete hjemme hos Luke, eller rettere hjemme hos hans plejefamilie, selvom de også var hans biologiske familie. Han trådte lidt ind på kontoret og stak hænderne i sine forlommer på sine bukser, med blikket hvilende på Ethan, som han mentalt indstillede sig på, at få skæld ud. Igen.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan kunne slet ikke koncentrere sig om at rette de stile han havde fået ind fra Muggler Studier, som han for kort tid siden havde overtaget. Han havde det rigtig godt med, at Olivia Wilson havde taget Flyvning, da hun virkede som en kompetent ung kvinde og utroligt dygtig til faget. Hun havde dog spurgt ham om han ikke ville være der de første par gange, hvis ikke det var på samme tid som Muggler Studier. Det ville han selvfølgelig gerne og han ville hjælpe hende hver gang hun skulle få brug for det, men han tvivlede på, at hun havde brug for hjælp.
Da det pludselig bankede på døren, som han stadig sad og stirrede på, blev han så forskrækket, at han ikke engang nåede at sige kom ind, før Luke stod foran ham. Ethan kunne godt mærke, at han havde det rigtig varmt. Han vidste ikke rigtigt hvordan han skulle fortælle Luke, hvad det var for noget rod han havde lavet.
"Ja, øh hej Luke... Nu skal du høre.. Det er lidt noget rod det her." Han rømmede sig og rejste sig op, hvorefter han satte sig ned igen, da han slet ikke kunne finde ro. "Sid ned." Sagde han og prøvede at tage sig sammen.
"Jeg var besøgt din mor. Eller jeg besøgte faktisk ikke hende, men jeg mødte hende der. Og øhh... Da hun nævnte dig, åbnede jeg min store mund og kom til at nævne, at jeg havde haft dig til Flydning... Eller nej Flyvning." Det gik sørme godt for ham. Han førte igen sin hånd igennem sit hår og kiggede på Luke. "Hvor meget ved din mor om Hogwarts? For jeg fik det indtryk, at hun faktisk intet ved om det... Eller vidste.. For nu ved hun måske lidt." Han pustede ud og så bekymret på Luke. Det var nok ikke normalt for eleverne at se sine professorer så oprevet, men Ethan kunne ikke rigtigt opføre sig på andre måder, da han var virkelig bekymret. Han burde ok heller ikke have startet samtalen på den måde, men han kunne ikke gøre så meget ved det nu.

[Luke Lynch]

Luke var ude i mange problemer. Mange af dem var han selv skyld i. Det var hans egen skyld, at han røg selvom han ikke var gammel nok. Det var hans egen skyld at han så langt mere hård ud end han måske i virkeligheden var, fordi han havde fået så mange tatoveringer i så ung en alder. Men det var ikke hans egen skyld, at hans familie var så ødelagt. Han bebrejdede heller ikke sin mor for det. Hans far, fik al skylden. Det var hans far som var død og havde efterladt hans mor på det sindssyge hospital, uviden om, at hendes barn var magiker. Luke vidste dog ikke, at han far slet ikke var død, men var vampyr. Lukes storebror, Jake, var fuser, så han havde frihed så at sige, til at besøge deres mor så tit han ville. Hvor Luke dog glædede sig til, at blive færdig på skolen, så han kunne gøre det samme. Han havde flere gange overvejet at lave så meget rav i den for sig selv, at han ville blive smidt ud af skolen.
Han sukkede opgivende og rullede med øjnene, "Hør professor, jeg tar bare skylden for hvad der er sket. Kom bare med straffen.. Eftersidning? Midlertidig bortvisning?" spurgte han, da han på nuværende tidspunkt var sikker på, at det var efter al det drama der havde været til Valentines festen på den amerikanske skole. Han rullede med øjnene, ligeglad med hvilken attitude han havde overfor sin professor, som han satte sig i stolen på modsatte side af bordet som Ethan sad ved.
Han hævede overrasket sine øjenbryn og skulle lige til at begynde, at råbe op om, hvad fanden Ethan bildte sig ind at opsøge Lukes mor, men jo mere Ethan fortalte, jo mere bleg blev Luke. "DU HVAD?!" udbrød han og så rasende på Ethan. "Intet! Min mor ved intet om Hogwarts! Hvordan fanden tror du hun endte på et sindssygehospital i første omgang?! Er du komplet idiot eller hvad?!" han mærkede frutersetionen skylle indover ham og han havde rejst sig op og slog en gang i bordet mellem dem. Han vidste godt han var ude på dybt vand, når han gav sig til, at råbe af en professor, men hans mor var uden tvivl hans ømmeste punkt. Det var kun Mayson som kendte sandheden omkring noget af Lukes familie situation. "Du vover på nogensinde, at nærme dig min mor igen! Hun er muggler for helvede," sagde han og lod sig dumpe ned i stolen igen, som han kørte hænderne igennem det afblegede hår et par gange. Tis også. Det her skete bare ikke. Han vidste han ville få et seriøst forklaringsproblem næste gang han så sin mor igen. Hans vejrtrækning var hurtigt og overfladisk, mens han klemte øjnene hårdt sammen, for ikke at bryde sammen. Han lod sine hænder glide et par ned over sit ansigt. Han åbnede øjnene igen og stirrede på Ethan, "Jeg vil gerne be om udgangstilladelse til, at besøge min mor. Hvis De nægter mig det, så skrider jeg alligevel," sagde han hårdt, velvidne om, at han virkelig ikke burde snakke sådan til sin professor.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan hørte næsten ikke efter, da Luke begyndte at snakke om, at han nok skulle tage skylden. Ethan sad i sin egen verden og prøvede at finde ud af hvordan han skulle sige det. Det kunne ikke være nemt for Luke, at hans mor sad der. Han var jo stadig et barn. Ingen fortjente det. Ethan vidste godt hvordan han havde det, da Ethan jo selv havde sin bror derinde. Det var pisse hårdt og hvis Ethan kunne hjælpe drengen, ville han gerne.
Han fik et chok, da Luke begyndte at råbe og slå i bordet. Han sagde dog ikke noget til det. Han lod drengen rase ud over det, imens han sad og lyttede. Ikke på et eneste tidspunkt kiggede han væk og han var ikke forarget. Han sad bare med ulykkelige øjne og kiggede på.
"Luke. Jeg ved det godt. Dog ved jeg ikke hvorfor hun er der. Hvordan kan jeg vide det? Det behøvede jo ikke at have noget med magi at gøre. Jeg kunne dog godt tænke mig at vide, hvorfor hun sidder der. Jeg vil hellere høre det fra dig, end at kigge i dine files (Ved ikke hvad man kalder det på dansk)." Sagde Ethan og prøvede at berolige Luke. Han havde dog en fornemmelse af, at det ikke virkede. "Jeg ville aldrig skade din mor. Hun er en fantastisk kvinde og det var bestemt ikke med vilje, at jeg fortalte hende noget." Han vidste ikke hvad han skulle gøre, for at få drengen til at slappe mere af og stole på ham.
"Hør... Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe dig. Jeg har selv en bror der sidder derinde og det piner mig mere, end hvad jeg kan give udtryk for. Du kan hade mig alt det du vil, men det løser intet." Han sukkede og fandt et stykke papir frem hvorpå han skrev: 'Luke Lynch har hermed tilladelse til at forlade Hogwarts et par dage, for at besøge sin mor. Ethan McKinnon.' Han rakte Luke papiret.

[Luke Lynch]

Luke var en ung fyr med en masse i bagagen hjemmefra, både af gode og mindre gode ting. Han havde mistet sin far i en alder af kun 6 år og havde dermed ikke haft en far at se op til. At hans far så i virkeligheden slet ikke var død, men rent faktisk vampyr, vidste Luke intet om. Da han så havde været 8 år og hverken Luke selv eller hans storebror havde vist tegn på magi, havde ministeriet antaget, at de begge var fusere. Det var dog kun Jack som var fuser, Luke havde bare først vist tegn på magi, efter mugglerne havde antaget hans mor var sindssyg og Luke og Jack var blevet anbragt hos deres onkel og tante, som havde haft mere travlt med deres egne børn, end at tage sig af Luke og Jack, som havde mistet både deres mor og far inden for kort tid.
Lukes øjne lynede, "Min mor var kriminalbetjent, så da min far døde, kunne hun ikke lade sagen ligge. Hun er stadig overbevist om, at hun så ham med røde øjne og hugtænder.." han bed sig hårdt i læben. Han havde aldrig fortalt nogen, hvorfor hans mor var indlagt på et sindssygehospital, det var i det hele taget kun familien som vidste det. Han lagde armene over kors og lænede sig tilbage i stolen, mens han prøvede at tage et par dybe indåndinger, bare for at falde lidt ned igen, selvom det ikke rigtigt virkede. "Jeg er pisse ligeglad. Hun har været nok i gennem, hun har brug for at stabilitet i sit liv," sagde han hårdt, velvidne om, at det at han passede så meget på sin mor, nok var ret usadvandeligt for en dreng i hans alder. De fleste teenage drenge, var beskyttet af deres forældre, men Luke følte nærmere at det var ham som skulle beskytte hans mor, og det gjorde han med næb og klør.
"Hjælpe mig?!" udbrød han og rettede sig op i stolen, så han sad helt ude på kanten, "Ligner jeg en som har brug for hjælp? Det er min mor som sidder inde, ikke mig. Hun havde brug for hjælp. Hun havde brug for Ministeriet var ærlige overfor hende, men de mente det var bedst for hende, at blive på sindssyge hospitalet, selv efter jeg havde vist tegn på magi. Så nu kan jeg ikke andet end at lyve for hende og holde hemmeligheder for hende. Du har ingen idé om, hvordan det er og du skal ikke for et eneste sekund tro, at vi har noget tilfælles, bare fordi du også har et familiemedlem som er erklæret sindssyg af mugglernes damned up system," rassede han og kørte hænderne igennem det afbleget hår, før han tog imod papiret som Ethan rakte Luke, men blev stadig siddende, som han lænede sig tilbage i stolen igen. Han havde så mange frustrationer inden i sin krop, at han godt vidste, at hvis han forlod Ethans kontor lige nu, så ville han gå ud og gøre noget dumt.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan vidste godt, at han havde lavet noget rod i alt det her, men det kunne jo være, at han kunne hjælpe Luke og Eddith. Det var jo synd, at hun sad derinde, hvis det var på grund af magi, at hun sad der. Så var der jo ikke nogen grund og hun kunne komme ud.
Han lyttede til de ting, som Luke fortalte og han blev mere og mere overbevist om, at han ville kunne hjælpe. Eddith virkede ikke som en der havde taget skade af det, som hans egen bror havde, så derfor så han ingen grund til, at hun skulle blive siddende.
"Det kan jo også godt være, at det var det hun så." Sagde han roligt og kiggede hen på Luke, som tydeligvis stadig var frustreret, og det kunne han virkelig godt forstå. Han ville så gerne hjælpe, for Eddith havde virkelig gjort indtryk på ham, selvom de kun havde snakket sammen én gang. Han ville så gerne se hende igen, men han ville først tale med Luke. Han ville også gerne acceptere hans ønsker, selvom de lidt gik imod hans egne lige nu.

Ethan lænede sig tilbage i sin stol og sendte Luke et roligt lille smil.
"Det gør du faktisk. Og det mener jeg ikke som noget negativt, selvom jeg ved der er mange der hader at indrømme det. Har man fået så mange eftersidninger og har den baggrund, så virker man altså ikke som en der har det super godt. Og din reaktion viser mig også, at du gerne vil have hjælp. Det er fint hvis du ikke vil have, at jeg skal hjælpe dig, men jeg vil virkelig gerne gøre hvad jeg kan. Og om du så vil have det eller ej, så har vi noget tilfælles." Sagde han og trak let på skuldrene. Ethan selv skulle lyve overfor sin bror og han huskede da tydeligt, at han lavede en masse lort på Hogwarts, fordi han var så ked af det hele tiden.
"Hvis jeg kan gøre noget for dig, så sig til. Hvis du vil have jeg får hende ud, så får jeg hende ud. Hun hører ikke til der." Sagde han bestemt og lænede sig frem i stolen igen.

[Luke Lynch]

Luke var uden tvivl en dreng i krise og han havde ingen idé om, hvordan han skulle håndter det, hvilket gjorde han opførte sig som han nu engang gjorde. Han kunne sagtens grine og smile og have det sjovt, og alt det som alle andre teenagere, men han kunne i den grad også blive udadreagerende, hans lunte var utrolig kort og der skulle ikke meget til før han farede op over ingenting. "Nej, hun gjorde ej! Min far er død, som i borte og han kommer ikke igen, heller ikke i morgen eller om en uge! Hun tror hun så ham som vampyr, men hvis det virkelig var sandt, så gi' mig bare én god grund til, at han skulle blive væk og lade min mor, min bror og jeg gå i den tro om, at han er død," sagde han hårdt og rullede med øjnene. Han vidste godt, at der fandtes vampyrer, men han vidste også godt at der kun var meget få af dem, og hvorfor skulle netop hans far være en af dem?
Luke kneb øjnene sammen, "Så fordi jeg ikke gider spilde min ungdom på, at lege god lille skoledreng, så har jeg brug for hjælp? Kunne det være, at jeg bare godt kan li' at leve livet? At jeg prøver at komme i gennem de sidste år på den her damning lorte skole og rent faktisk ikke dø af kedsomhed halvvejs i gennem? Du tror måske, vi har noget tilfælles, men en ting er at skulle undvære sin bror, en anden ting er at skulle undvære sin mor! Kom igen, når du ved hvordan det er, at skulle besøge sin mor et sted, hvor du ved hun ikke hører hjemme. Indtil da, så nej, så har jeg ikke brug for, hverken din eller nogen andres hjælp," svarede han og mærkede hvordan hans hænder begyndte at ryste af arrigskab. Hvor vovede Ethan at sidde der og tro han vidste alting?
Lukes øjne lynede, "Gøre noget for mig?! Hvad med at finde dig en hobby i stedet for, at blande dig i andres liv, hvor du tydeligvis ikke er velkommen?" spurgte han hidsigt, mens han lænede sig ind mod Ethan. "Tror du ikke jeg har prøvet, at få hende ud, huh?" spurgte han og mærkede hvordan filmen var på nippet til at knække for ham. Hans brune øjne blev blanke. Hans krop var fyldt op med følelser, han på ingen måder havde kontrol over. Han bankede hårdt i bordet mellem dem med flad hånd, hvilket fik den til at snurre af smerte, "damn," mumlede han stadig arrig og ked af det på en og samme tid, som han mærkede en enkelt tåre trille ned af hans ene kind. Han græd ellers normalt ikke foran andre. Han kastede sig tilbage i stolen, "Kan jeg skride nu?" spurgte han uden at se på Ethan, men blot ned i bordet. Han vidste jo inderst inde godt, at Ethan havde ret i alt, hvad han havde sagt, men Luke ville ikke indrømme det, for hvis han sagde det højt, så blev det mere virkeligt. Og han ville ikke sætte nogen forventninger op om, at få sin mor ud, da han ikke ville blive skuffet igen. Det ville han ikke kunne klare. Hans karakter var faldet utroligt meget gennem de sidste par år, hans humør svang mere end en piges når hun havde sin mens. Han røg, drak og fik den ene eftersidning efter den anden. Han var tatoveret, selvom han var alt for ung til det. Og nu konfrontere Ethan ham med alt det som han godt vidste, men ikke kunne magte eller håndtere mere.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan var godt klar over, at han ikke ligefrem var Lukes yndlingsperson. Det var ret tydeligt at høre. Han var heller ikke glad for, at Luke råbte sådan af ham, men på den anden side, så forstod han det godt. Han ville heller ikke selv hæve sin stemme, for Luke blev nødt til at føle, at Ethan var på hans side, ligemeget hvad der skete, hvilket han var.
"Jeg tror ikke, man er helt sig selv, når man bliver vampyr. Jeg siger ikke, at han er vampyr, men muligheden er der jo. Og hvis du ikke tror på din mor, hvorfor synes du så ikke, at hun hører til hvor hun er? Bevares det er ikke grundlag nok, men andre tror heller ikke på hende, og derfor er hun der." Sagde han og lagde hovedet på skrå. "Der er ingen skam i ikke at tro på hende, men jeg troede bare, at du troede på hende og derfor ikke synes hun hørte til der." Sagde han roligt og lagde en stak papirer væk, som han synes lå i vejen.

Ethan sad og lyttede til Luke. Han ville gerne være ærlig overfor ham og ikke passe på med hvad han sagde. Det var det sidste Luke havde brug for.
"Jaa. Det er en af grundende til, at jeg tror du har brug for hjælp. Du er ved at smide din fremtid væk, fordi du godt kan lide at 'nyde livet.'" Sagde han og løftede hænderne for at lave anførselstegn. "Du må gerne nyde livet. Du skal nyde livet, men at smide din uddannelse ud ad vinduet, er ikke at nyde livet. Det kommer du til at fortryde senere. Det tror du måske ikke på nu, eller også er du for stolt til at sige det for højt, og det er også helt fint, men vi ved begge to, at du har brug for din uddannelse, for ikke at ende på gaden eller som stripper på en snusket lille bar. Hvis du ikke selv ved det, jamen så har du ihvertfald brug for hjælp. Jeg siger ikke noget af det her, for at være en røv, selvom jeg kan se på dig, at du synes jeg er en." Sagde han og slog ud med armene.
"Jeg har ikke tænkt mig at sammenligne min bror med din mor. Du er også yngre end mig og jeg har skulle besøge min bror i mange flere år, så måske jeg har vænnet mig til det. Vær du bare glad for, at din mor ikke hører til der." Sagde han og bed sig i læben ved tanken om Jacob, som sad derinde og havde det rigtig skidt. Ethan havde altid svært ved at efterlade ham der, men desværre så hørte han til der og det var det eneste sted, hvor de kunne hjælpe ham. Der var ikke magi, der kunne gøre ham bange. Ethan var et meget følsomt menneske og selvom han ikke havde lyst foran Luke, så blev han alligevel nødt til at fjerne en hurtig tåre, som kom hver gang han talte om sin bror.

Ethan trak på skuldrene ad Lukes kommentar. Han var lærer. Det var hans job.
"Om du vil have det eller ej, så kommer jeg med dig og jeg får hende ud." Sagde han og lænede sig tilbage. "Ja du må gerne gå." Sagde han roligt og sendte ham blot et smil med på vejen. Han skulle nok komme igennem til ham på den ene eller den anden måde.

[Luke Lynch]

Luke kunne mærke vreden var ved at æde ham op indefra. Vrede, frustration og sorg, som lige nu gik ud over Ethan, fordi han var der. Han var uden tvivl en af de elever som havde fået flest eftersidninger igennem årene og kostet sit kollegium virkelig mange point efterhånden. Han havde været tæt på at blive smidt ud på sit fjerde år. Han gad ikke skolen mere, han gad ingenting. Han ville væk, et sted hvor han kunne flygte hen når det hele blev for meget for ham, selvom det nok var hele tiden. "Det er pisse ligemeget, om jeg tror på hende eller ej. Hun er muggler og selvom hun har to magiker børn, så vil ministeriet intet gøre. Så hvis du virkelig tror, at min mening betyder noget som helst i alt det her, så er du dummere end jeg troede," sagde han hårdt, selvom han godt vidste at han ikke kom nogen vegne med den attitude. "Desuden så kan jeg godt huske min far, og hvis han ikke er død, så ville han aldrig have forladt os," tilføjede han. Der var ingen tvivl om, at Luke var i en dyb sorg og krise og havde været det i mange år, men der var aldrig blevet taget hånd om det, som der var blevet for Noah, fordi han var yngre og derfor havde Luke også i en meget tidlig alder taget utroligt meget ansvar på sine skuldre, som intet barn burde have.

"Min fremtid rager slet ikke dig," snærrede han og rullede med øjnene, han mente bestemt ikke han havde brug for hjælp, han havde jo klaret det i så mange år efterhånden, så hvorfor skulle han ikke kunne klare flere af dem? Han tænkte bare ikke over, at før eller senere, så ville hans krop kortslutte. "Og hvad så hvis det er dét jeg vil? Folk har så pisse travlt med, at jeg skal passe min skole og have mig en uddannelse, men er der for bare to sekunder en eneste som har spurgt mig, hvad jeg gerne vil med mit liv? Nej! Hvad nu hvis jeg gerne vil bo på gaden og være stipper? Hvem skal bestemme, at det er en dårlig fremtid?" spurgte han med stemmen fyldt med frustration, selvom han nok nærmere lød sur, "Waow, det er nok det første du har sagt, som vi kan blive enige om," svarede han sammenbidt og en smule mumlende, han mente helt bestemt at Ethan var en røv lige nu.
"Min far døde da jeg var 6 år, min mor røg ind da jeg var 8. Min mor har været indlagt i over halvdelen af mit liv, tror du ikke jeg har vænnet mig til det eller hvad?" vrissede han, men stoppede brat, da han så tåren som Ethan hurtigt selv fjernede. Han blev helt mundlam. Det var nok en af de første gang Luke havde set en voksen mand græde. Han grad aldrig selv, han følte ikke det var okay, at græde. Han rømmede sig hurtigt og lagde armene over kors, han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på det.
"Yeah, held og lykke med det. Det vil jeg fandme se, før jeg tror det," mumlede han og rejste sig fra stolen og gik mod døren da han gav tilladelse til at gå, "Lad vær med, at tro du er noget. Alle er specielle, og det er det samme som at sige ingen er det," sagde han tilbage over skulderen. Han havde virkelig brug for en cigarret lige nu.