Class dismissed

[Mayson Carver]

Tilegnet: Camille Sullivan
Sted: Klasselokalet for Magiens Historie
Tid: 09.00
Årstal: April, 2054
Påklædning: Skoleuniform
______________________________

Mayson lænede sig lidt ind over bordet så hans arme lå over kors på bordet og han hvilede hagen derpå. Imellem to fingre legede han med sin ene fjerpen. Han befandt sig næsten bagerst i lokalet, da han bedst kunne lide at sidde på de pladser hvor man ikke lagde så meget mærke til ham. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om at være midtpunkt.
Heldigvis accepterede alle ham da nu. Eller de fleste gjorde i hvert fald. Han havde fået en del venner og tilsyneladende også et crush. Han havde virkelig svært ved at tænke på andet end Hazel de her dage og det var frustrerende eftersom det gik en del ud over hans koncentration på mange andre punkter. Han følte sig lidt dum for at rende rundt og sukke efter hende især fordi han aldrig nogensinde ville komme til at indrømme det overfor hende for hvad skulle hun dog ville med en som ham. På den anden side havde hun jo kysset ham på kinden sidst, han kunne bare ikke finde ud af om det var ham som lagde for meget i det eller om han ikke lagde nok i det. 
Han ville nok aldrig blive klog på piger.

Halen slog lidt dovne slag fra side til side og han havde nær ikke opdaget at lokalet var ved at blive fyldt op. Han rettede blikket mod den ledige plads ved siden af ham, inden han igen kiggede op mod tavlen professoren var ikke kommet endnu kunne han hurtigt konkluderer. Han gabte lidt fraværende. Han havde virkelig ligget vågen alt for længe til aften, men det havde været svært at få tankerne til at stoppe med at strømme igennem hovedet hele tiden.
De gule øjne gled over mod døren, han kunne høre professorens stemme, han var igang med at genne de sidste elever ind i klasselokalet så undervisningen kunne påbegyndes. Mayson rettede sig ikke op af denne grund. Han plejede ellers at være ret engageret når det kom til Magiens Historie, men lige i dag havde han svært ved at finde begejstringen frem grundet trætheden. 

[Deleted]

Camille var forsinket. Det var hun normalt aldrig, men lige i dag, til dagens aller første time, var hun forsinket. Ikke fordi hun havde sovet over sig, eller noget i den dur, men simpelthen fordi, at efter hun havde brugt et semester i Frankrig, havde hun åbenbart glemt alt om de mærkelige ting Hogwarts slottet gjorde, for at være næsvis og forhindre eleverne i at nå til deres timer til tiden. En trappe var pludselig begyndt at rykke sig, da hun var et enkelt trin væk fra at træde af den, og hun havde måtte klamre sig til gelænderet, for ikke at falde af, indtil den stod stille igen. Uden at tænke over det, havde hun trådt af den, da hun savnede fast grund under fødderne i et øjeblik, men så havde den flyttet sig igen, og hun var strandet på en etage hun slet ikke skulle af på. Hun havde ikke turde begive sig på eventyr for at se om hun kunne finde en smutvej til Magiens Historie lokalet, så hun var blevet stående i håb om, at trappen ville vende tilbage. Det havde den så også gjort, da der var fem minutter til timen gik i gang. Da hun endelig var havnet på den rigtige etage, styrtede hun afsted ned ad gangen, for at forsøge at nå det til tiden. Hun så professor Roden være millimeter fra at lukke døren helt i, da hun var tæt på. "Professor! Professor, vent!" råbte hun, før hun bremsede og nærmest bragede ind i døren. Han åbnede den og kiggede misbilligende på hende, mens hun stod og hev efter vejret. "Undskyld mig, professor," sagde hun, mellem pust. Hun rettede en anelse på sit hår, hvorefter hun gik ind i lokalet og skyndte sig ned bagerst. Heldigvis var der et bord ledigt, og hun satte sig ved det, mens hendes hjerte stadig hamrede mod hendes brystkasse, og hun forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. Teknisk set var hun ikke kommet for sent, så professor Cavalier kunne ikke trække point fra hende. Hun hev hurtigt sin bog, en fjerpen og noget pergament op ad tasken, hvorefter hun vendte opmærksomheden mod tavlen, uden at se hvem der sad ved siden af hende. Professoren talte om et gruppeprojekt de skulle kaste sig ud i, og hun måtte holde sig selv tilbage for ikke at rulle med øjnene. Hun orkede ikke at arbejde sammen med andre fra klassen, for det endte alligevel altid med, at hun lavede det hele selv. Papirer fløj elegant rundt i luften og landede foran hver af eleverne, hvor der var forklaret hvad de skulle lave i projektet. Alle rejste sig op for at finde en projekt partner, og pludselig var lokalet fyldt af snakken fra elever, der aftalte en masse omkring projektet. Selv var hun blevet siddende på sin plads, da hun vidste hun bare ville ende med den sidste uden en partner, eller i tilfælde af et ulige antal elever, ville hun ende med at være tredje mand i en gruppe. 

[Mayson Carver]

Det var først som professor Roden var ved at lukke døren i hovedet på en uheldig elev der kom stormende lige i sidste øheblik. De gule øjne fulgte hende nysgerrigt som hun rettede på frisuren og skyndte sig at sætte sig på den tomme plads ved siden af ham.
Var det ikke Camille, Hazels søster? Nu havde han kun set hende den ene gang hvor deres møde ikke ligefrem havde været noget at skrive hjem om. Hun havde tydeligvis været skræmt af hans udseende og han var derfor ikke sikker på om han måske bare skulle lade som ingenting. Det lod alle andre til at gøre.
På den anden side vidste han jo hvordan det var at være ”den nye elev” og hun kom jo fra en anden skole så hun var jo også ret ny – ikke at han var særlig ny længere, men alligevel.
Han forsøgte sig med et lille diskret smil, men var ikke sikker på om hun bemærkede det for i næste nu havde professoren udelegeret opgaverne og eleverne var allerede i fuld sving med at finde partnere til den opgave det nu lå på bordet foran dem.

Han lod halen svinge lidt fra side til side imens han hurtigt skimmede den igennem. På den korte tid sad han så tilbage som den eneste uden en partner. På denne måde kunne han bedre lide at have timer sammen med Slytherineleverne – og ja det var han da nok den eneste Hufflepuff-elev der kunne – men der havde han i det mindste Luke, de to endte altid med at sidde sammen, hvilket måske også påvirkede hans indlæringsevne en smule, men i det mindste havde de det sjovt. Den anden fordel ved at have timer med Slytherin var at det gav ham lidt mulighed for at betragte Hazel – på en helt naturlig og ikke creepy måde naturligvis.
Igen forsøgte han sig med et lille smil mod Camille imens et par af pigerne i klassen var i fuld sving med at lykønske Professor Roden med hans nye søn, det var lidt sjovt at se hvordan nogle af pigerne faldt lidt i svime over ham.
Mayson slog tankerne ud af hovedet for i stedet at fokuserer på opgaven der lå for ham nu – at spørge Camille om at arbejde sammen uden at skræmme livet af hende.
Han rømmede sig lidt diskret, ”hej, øhm..jeg tænkte har du fundet en partner? Altså en samarbejdspartner..til opgaven?” Wow, han havde kun lige åbnet munden og allerede kludrede han i det. Flot. Virkelig flot.

[Deleted]

Camille lod en hånd løbe gennem sit hår. Hun himlede med øjnene af pigerne der vimsede om professor Roden, det var ikke til at holde ud at se på, den slags. Hun blev stædigt siddende på sin plads, for hun vidste at uanset hvad, ville hun få tildelt en gruppe, så der var ingen grund til at rende rundt i lokalet og få den ene afvisning efter den anden. Det havde hun prøvet før, og det var ikke ligefrem rart at ingen med deres gode vilje, ville være i gruppe med hende. Måske var hun også streng, det kunne hun godt se, men hun fik altid lavet det hun skulle, og fik endda gode karakterer, så hun kunne ikke se problemet selv, i hvert fald. Hun lænede sig derfor tilbage i stolen og betragtede folk omkring hende danne grupper med deres venner, mens de småsnakkede og så ud til at tage det hele meget lidt seriøst. Selv havde hun ikke rigtigt nogle venner, ud over Hazel, hvis man altså kunne tælle hende med som en veninde. Hun var i tvivl om ens søster kunne ses som en veninde, især når Hazel havde undgået al form for kommunikation med hende, siden hun tog til Frankrig. Hun vidste godt hun havde følt sig ladt i stikken, men Camille havde gjort som hun følte var bedst for hende selv, da muligheden kom. Og Hazel havde ikke gode nok karakterer til at komme på udveksling. Desuden havde hun nok heller ikke haft lyst til at forlade sine venner et helt semester. De var også langt strengere på Beauxbatons end på Hogwarts, så al hendes nattevandring og druk havde hun nok ikke sluppet afsted med der. 
Da der pludselig lød en stemme ved siden af hende, var hun ved at drætte ned af sin stol, da hun blev revet ud af sine tanker med et sæt. Hun vendte sig hurtigt om og stirrede direkte ind i et par gule øjne. Hun blinkede et par gange, før det gik op for hende, at personen - eller hvad det var - der talte til hende, var den blå person, i mangel på bedre ord, der havde talt med Hazel, den dag hun havde fundet hende på biblioteket. Nu talte han til hende. Var det fordi han havde set hende på biblioteket? Havde Hazel fortalt de var søskende? Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. "Øhm, nej, det har jeg ikke," svarede hun, en anelse undrende, for syntes han det lignede, at hun havde gået rundt for at finde sig en gruppe? Hun havde end ikke rejst sig fra sin plads, og ingen var kommet hen til hende, så det ville da være svært for hende, at finde en samarbejdspartner. "Hvorfor?" spurgte hun, en anelse mistænksomt.

[Mayson Carver]

Mayson havde allermest lyst til at kravle ned under gulvbrædderne ved det blik Camille sendte ham. Han var efterhånden vandt til at folk var lidt mere afslappede omkring ham fordi de nu vidste hvem han var, men hendes blik fik ham i et kort sekund til at føle den samme desperation han havde følt lige i starten da han var startet på skolen dengang.
Han havde ikke lyst til at bevæge sig tilbage ned af den sti, men eftersom han var ret genert af natur når det kom til at møde nye mennesker så var det ret svært at undgå. Desuden selvom folk kendte ham betød det ikke at de stod i kø for at hænge ud med ham. Han havde mange venner, men de fleste på skolen accepterede ham bare, hverken mere eller mindre, men sådan var det nok for alle elever,
man kunne trods alt ikke være elsket af alle medmindre man var Madelain eller Hazel åbenbart.
Hendes ord brød ham ud fra den lille tankeverden han kortvarrigt havde befundet sig i, han forsøgte sig med et lille smil igen og rømmede sig lidt, "det var bare..jeg tænkte om vi skulle arbejde sammen?" Spurgte han lidt kejtet og lod en trefingret hånd glide gennem håret.

Nu måtte det briste eller bære. Det var ikke den fedeste introduktion han havde dengang de havde mødt hinanden på biblioteket, men forhåbentlig ville hun alligevel sige ja? Han var lidt bange for om han måske skræmte hende med sit meget anderledes udseende, han forsøgte i hvert fald virkelig på ikke at gøre nogle pludselig bevægelser og han var af gammel vane også krøbet en smule sammen eftersom han faktisk var temmelig høj når han var strakt fuldt ud.
I bund og grund brød han sig bare ikke om at virke intimiderende på nogen som helst måde. Han lod kort de gule øjne bryde kontakten til hendes for at kigge rundt på de andre der så småt var ved at sætte sig i deres respektive grupper og gøre klar til opgaven.
Det ville være så akavet hvis hun afslog for det lod til at de stort set var de eneste alene tilbage. Mayson kunne nu godt lave det selv og det havde han heller ikke noget imod, men det var selvfølgelig lidt et nederlag hvis det var fordi der ikke var nogen der gad sidde sammen med ham.
Han vendte atter blikket mod hende og afventede tålmodigt hendes svar imens han forsøgte at holde halen i ro bag sig.

[Deleted]

Camille stirrede forundret på ham, da han spurgte, om de skulle arbejde sammen. Hun forstod overhovedet ikke hvorfor han foreslog det, når hun selv var ret sikker på, at hendes reaktion da hun første gang så ham, havde været alt andet end positiv. Han ville nok have bedre held med at gå rundt og spørge nogle af de andre, om han måtte være med i deres gruppe, for det så da ud til, at han godt kendte andre, når nu Hazel havde siddet og talt med ham. Hun havde ikke set sin søster siden da, så hun havde ikke engang kunnet spørge hende, hvorfor i alverden hun talte med sådan et væsen. Det var meget mærkeligt for hende, men han var vel ikke farlig, når han havde fået lov til at gå på skolen. Hun syntes bare han så temmelig farlig ud. "Um," mumlede hun, mens hun lod blikket glide rundt i lokalet. Alle de andre så ud til at have fundet deres grupper, og var gået i gang med at diskutere opgaven. Hun kiggede op mod professor Roden, der så ud til at have travlt med noget andet, og hun overvejede lidt, om hun skulle bede om tilladelse til at arbejde alene. Men på den anden side var det nok en tabt kamp fra starten, da gruppearbejde altid betød, at det skulle foregå i en gruppe. Logisk nok. Men lige nu ville hun mere end noget andet ønske, at hun kunne arbejde alene. Det ville være langt mere effektivt, end hun skulle bruge tid på at være bekymret for, om han var farlig eller ej. Men hun måtte sluge sin stolthed. "Det ser ud til, at vi er tvunget til at samarbejde," sagde hun, med sin mest formelle stemme hun kunne mønstre. Den var nærmest helt forretnings agtig. Hun foldede sine hænder og placerede dem på sit bord. "Hvis du ikke gider lave noget, kan du godt sige til allerede nu, så skal jeg nok lave det hele. Jeg nægter at ofre min karakter," sagde hun så, og sendte ham et meget alvorligt blik. Hun var ligeglad, hvis han var typen der helst ville slippe for arbejdet, og nød det når han kunne læsse det over på andre, hun skulle bare have en god karakter, og hvis det betød at hun skulle lave hans del også, så gjorde hun det gerne. "Jeg tager opgaven meget seriøst," tilføjede hun, og fortsatte med at kigge alvorligt på ham.

[Mayson Carver]

Mayson mærkede hurtigt hvordan den akavede situation eskalerede. Det virkede lidt som om at hun ledte efter en undskyldning for at afslå hans tilbud, men nu havde hun jo heller ikke virket til at ville kaste sig for hans fødder. Hun var ikke helt med på The Fuzzy Dude.
Han kunne have slået knuder på sin hale som han stod der med sin bog i hånden og bare afventede det svar hun ikke helt lod til at have lyst til at give ham. "Altså hvis ikke du vil er det også helt i orden." Tilføjede han og smilede forsigtigt til hende. Et halvhjertet smil der ikke helt nåede de gule øjne, mest fordi det gjorde ham ondt at vide hun lod til helst at ville undgå ham.
Hun var nu ikke den eneste på skolen der gik i en bue udenom ham, men det betød ikke at det ikke gjorde en lille smule ondt hver gang.
"Tvunget?" Han lod igen blikket glide rundt i lokalet som hun havde gjort før ham. Ouch, den sad da. Mayson var ikke typen der reagerede ved at blive sur når han blev såret, han blev nok nærmere bare stille og en smule trist til mode selvom han altid forsøgte at skjule det. Ligesom nu.

"Hvad?" Han rynkede brynene en smule. Nu var han virkelig ikke typen der lod sig irriterer, men hendes attitude provokerede ham faktisk en lille smule. "Selvfølgelig vil jeg gerne lave noget, det er vel ideen med gruppearbejde?" Svarede han igen, lidt mere spydigt end før.
Nu trickede hun lidt konkurrencegenet i ham der kun var vokset over året i forbindelse med the Hogsquard, "jeg tager altså også mine opgaver meget seriøst," han var vejleder! Selvfølgelig gik han op i sine ting! Han skulle jo være et godt eksempel for de øvrige elever hvilket han da også mente at han var i langt de fleste tilfælde.
Han placerede sin bog på hjørnet af hendes bord og trak så sin stol hen så han kunne sætte sig overfor hende. Hans blik var for en gangs skyld ret alvorligt. "Så lad os kigge på det." Sagde han blot en smule køligt og skimtede hurtigt opgaven igennem.