The Forbidden Flower

[Deleted]

Tilegnet: @kaleacarter

Stedet: Ugleriet

Vejret: Forårslunt, solskind

Årstiden: Marts, 2054

Tidspunktet: 17.30

Påklædningen: Skoleuniform

---

William var på vej mod ugleriet. Han håbede på lige at kunne nå at sende en enkelt ugle inden der var mad. Han var ikke specielt sulten i dag hvilket egentlig var lidt unormalt for ham eftersom han normalvis var lidt af en ædedolk. Lucka og han havde brugt det meste af deres eftermiddag til at sidde ude i en af gårdene og genere alle der kom forbi.
Mange mente at William bare gjorde som Lucka gjorde fordi han ikke kunne tænke for sig selv, det var løgn. Han mente da bestemt at han var i stand til at træffe sine egne valg, men ja han måtte da erkende at han langt hen af vejen fulgte Lucka fordi han så op til ham. Lucka lod altid til at have tjek på tingene og folk så op til ham - altså dem der ikke hadede ham og dem var der også en del af.
Han skubbede tankerne lidt i baghovedet og kiggede mod bjergene i det fjerne hvor solen kort forinden var forsvundet bag og efterlod nu en næsten pink himmel over toppene. Han betragtede det et øjeblik før han begyndte at bestige de alt for stejle trapper til ugleriet. 
Lettere pustende nåede han toppen hvor han stod et øjeblik og sundede sig før han gik ind. Han skulle sende et brev til sin onkel, bare det sædvanlige "her går det godt hvordan har du det" -brev. William havde boet hos sin onkel siden han var 5 år gammel hvor han mistede begge sine forældre i en voldsom brænd. Han havde selv brændmærker på en del af overkroppen hvilket var en af grundene til at han aldrig lod nogen se eller røre ved hans krop. Han var også jomfru skønt han ofte pralede med alle de piger han havde været sammen med for ikke at virke bagud i forhold til dem han hang ud med.
Han gik indenfor og hen til en af de sovende skoleugler for at spænde brevet fast til dens ben.

[Deleted]

Den sidste tid havde lektiebyrden voksede sig gradvist større for Kalea, og der var ikke tegn i sol og måne på, at det ville ændre sig lige med det samme, hvilket var begyndt at tære på hende. Hun var en intelligent pige, som holdt af at lære nye ting, men der er grænser for, hvor meget information man kan rumme i sit hoved på én gang, og hun var faretruende tæt på grænsen. Derfor gik hun rundt med en konstant følelse af, at det kun var et spørgsmål om tid, før hendes hoved gav op og enten lukkede ned og nægtede at opsuge mere viden eller simpelthen bare eksploderede. På nuværende tidspunkt var hun faktisk ikke helt sikker på, hvad hun ville foretrække, hun vidste bare, at hvis hun ikke fik læsset noget af sin stress af på en eller anden, så ville hun ikke komme heltskindet igennem sine UGL'er. Det var grunden til, at hun besteg de frustrerende mange trappetrin op til ugleriet her til aften - for at sende et brev til sin tante i Honolulu. 
Hendes tante, Nalani, var en af de eneste mennesker, som Kalea for alvor var fortrolig med. Hun var på ferie hos hende to gange om året: en uge i december hen over nytåret, og to uger i løbet af sommeren, den ene af dem sammen med sin familie. Hun var aldrig mere afslappet, end når hun var sammen med Nalani, og det var helt naturligt for Kalea at henvende sig til hende, når hun havde det svært, hvilket nok også havde meget at gøre med, at hun havde et anstrengt forhold til sine forældre - særligt sin far, med hvem hun havde flere diskussioner end almindelige samtaler. 
Det var med sit brev i hånden, at Kalea nåede toppen af trappen og bevægede sig ind i ugleriet, men hendes hjerte faldt helt ned i maven på hende, da hun fik øje på William. Hun forsøgte for så vidt muligt altid at undgå ham, og hun var da slet ikke begejstret ved tanken om at være alene med ham, men hun følte sig ret sikker på, at han havde hørt hende komme - man skulle virkelig være langt væk i sine egne tanker for ikke at høre folks fodtrin på stentrapperne - og hun ville ikke risikere at fremstå svag ved at vende om og gå igen. Den slags kom man sjældent godt fra. Så for den beroligende effekt, det havde på hende, sikrede hun sig hurtigt, at den hvide frangipani-blomst stadigvæk sad sikkert i hendes hår, før hun bevægede sig hen til en af skolens ugler.

[Deleted]

Trinene der lød mod den hårde stentrappe udenfor annoncerede selskabet længe før Kalea kom til syne i døråbningen. Han vendte sig mod indgangen nysgerrig for at se hvem der sluttede sig til ham heroppe på denne tid. Ikke at denne tid var mere unormal at sende breve på end de andre tider af døgnet, men alligevel var det jo tæt på spisetid og det tog da alligevel nogle minutter at gå herfra og tilbage til slottet.
Uopmærksomheden omkring uglen han havde været i færd med at spænde brevet fast til, fik den utålmodige fugl til at skrappe misfornøjet før den nappede ham i håndryggen. Nok mere af overraskelse frem for smerte gispede han chokeret og slap løkken om fuglens ben.
Brevet faldt til jorden og fuglen slog et par slag med sit mærkbare vingefang og satte sig op til sine venner under loftet. William bandede under sin vejrtrækning og ømmede sin håndryg ved at stryge den anden hånd over den et par gange før han bukkede sig ned og samlede brevet op som var landet i høet under uglens "flugtforsøg".
De vrede blå øjne blev rettet mod Kalea, "se nu hvad du gjorde!" Snerrede han vredt som havde hun enehåndigt været skyld i situationen. Nu var det jo ikke fordi der var sket den store skade, desuden sad flere andre ugler klar til at tage imod brevet inden for rækkevidde, men det betød ikke at han ville lade hende slippe så let, han havde jo trods alt fået et hak i hånden og det skulle nogen betale for og det var da i hvert fald ikke hans fejl. Der havde han nok tillagt sig en del af Lucka's storhedsvanvid.

[Deleted]

Hun havde i sinde bare at sende sit brev og komme af vejen så hurtigt som muligt, og hun var dybt koncentreret om sin ugle, så Williams pludselige udbrud fik hende til at spjætte. Heldigvis havde hun nået at fastgøre brevet nok til, at det ikke faldt nogen steder, men hun var alligevel flov nok over sin reaktion til, at varmen steg op i hendes kinder, og det forbandede hun langt væk. At have røde kinder ville næppe hjælpe på situationen, men nogle ting var man ikke selv herre over. 
Hun kastede et hurtigt blik over på William, først på hans ansigt og så ned på hans hånd, før hun fokuserede på sine egne hænder og fik bundet den sidste knude på den snor, der skulle holde brevet på plads. "Undskyld", mumlede hun lavmælt. Det var ikke fordi, hun mente, at hun havde nogen grund til at undskylde over for ham - det var jo ikke hendes skyld, at hans ugle havde besluttet at bruge ham som bidelegetøj - men hun var villig til at sige hvad som helst, hvis det kunne få ham til at falde ned og ikke lade sin frustration gå ud over hende. 

[Deleted]

Det kunne godt være at hun klogt nok valgte at undskylde for den fejl hun i realiteten ikke havde begået, men derfor havde han alligevel ikke tænkt sig at lade hende slippe så let. Nu havde han ligesom allerede sat sig for at han ville køre lidt rundt med hende bare lige for en god ordens skyld.
"Ja det må du da nok have lov til at sige!" Beklagede han sig højlydt alt imens han dramatisk kastede armene over hovedet som en provokeret chimpanse. "Hvorfor pokker sniger du dig også ind på folk på den måde! Har du ingen maneerer elle hvad?! Det er måske sådan indfødte behandler andre!" Plabrede han videre med hentydning om at hun ikke var et civiliseret menneske fordi hun stammede fra Hawaii.
Selvfølgelig vidste han godt at det ikke var sådan det hang sammen, men det forhindrede ham ikke i at lade som om anyway. Det var så meget lettere at træde på andre og det hjalp da som regel på humøret for ham. "Hvem har du i det hele taget at sende breve til? Bruger i hedninge ikke røgsignaler?" Han sendte hende et provokerende blik. Åh hvor var han dog i sit 's' i dag. Hun gjorde det nu også ret let for ham udelukkende fordi hun havde en anden oprindelse end så mange andre.