Catch me if you can.

[Deleted]

Tråden er forbeholdt @anwyll

Hun havde været heldig, at der havde været så meget at lave denne dag. Ellers havde hun nok ikke formået at komme så hurtigt væk, efter de havde spottet hende bag baren. Hvorfor hun lige havde valgt, at gå ud i baglokalet og tage turen ned af diagonalstrædet. Var nok en gåde i sig selv, når hun kunne have transferet sig selv væk og på den måde havde løbet fra dem hurtigere. Men nogen gange, fungerer hjernen ikke helt optimalt, når man ser tre meget vrede mænd der gerne vil have ens hoved på et sølvfad. Eller nærmere tanken om, hvad deres chef ville gøre ved hende skulle det lykkes for dem at indfange hende. Sneen som faldt som en tyk hinde ned over stedet, smeltede så snart det ramte jorden. Taknemmelig for at man havde kastet en magisk besværgelse, hen over gaden som gjorde at hverken is eller sne lagde sig. Spurtede hun videre i fuld fart.
En stemme bag hende, fortalte hurtigt at de var ved at hæle ind på hende. Så hvis hun skulle have en chance for at komme væk, måtte hun finde et sted at gemme sig. Første tanke var at løbe ned til Borgin og Burkes, Leo ville med sikkerhed havde mulighed for at gemme hende af vejen. Desværre ville det nok også være det sted som de ville søge først, skulle hun forsvinde fra dem ganske pludseligt.
Hendes øjne fløj op, mens hun betragtede butikkerne omkring hende. Eeylops Uglevarehus? Det så dunkelt ud, så mon ikke det ville være nemt nok at gemme sig der inde. Set bort fra at uglerne ikke ville afsløre hun var der. "Jeg ved hun løb den her vej!"
Okay, så der var ikke tid til andre muligheder. Super.
Mens hendes øjne betragtede gaden der kom fodtrin fra, lavede hendes hånd en bevægelse der fik låsen til at klikke op. Og hun skyndte sig derefter hurtigt ind i lokalet. Det havde været så meget nemmere hvis det her var sket i dagtimerne, de færreste butikker havde åbent efter toogtyvetiden. Råb og løb, gjorde hun hurtigt sank ned bag nogle hylder og prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol.

[Deleted]

Selvom det efterhånden var noget sent om aftenen, befandt Anwyll sig stadigvæk i sin butik. Oprindeligt var han blevet hængende efter lukketid for at gøre kassen op og få styr på bogholderiet, det var i hvert fald, hvad han havde fortalt sig selv, men nu hvor klokken var over 22 og opgaverne for længst var løst, måtte han jo nok indrømme, at det handlede om, at han ikke rigtigt havde bedre steder at tage hen. Her kunne uglerne i det mindste holde ham ved selskab, mens han læste eller løste kryds-og-tværs eller hvad han nu lige fandt på, og det var da alligevel at foretrække frem for en tom lejlighed. Og han bildte også sig selv ind, at de satte pris på hans selskab, hvilket nok hurtigt kunne klassificeres som ønsketænkning.
Hvorom alting var, så sad han i baglokalet med fødderne oppe på et skrivebord, næsen i en bog, og med en ugle, der havde sat sig til rette på hans skinneben, da der lød skramlen udenfor. Han lagde kun mærke til det, fordi uglen holdt op med at rengøre sine fjer og drejede hovedet i retning af lyden. Han skulle lige til at slå det hen som ingenting, da han kunne høre, at døren gik op og kort derefter i igen. Forsigtigt lagde han bogen fra sig, så han ikke lavede for megen larm, og så satte han uglen tilbage i sit bur, som stod på bordet, før han kom på benene. Han havde arbejdet der i nogle år efterhånden, og han havde oplevet, at butikken var blevet bestjålet, men han havde aldrig selv været til stede, når det skete, men ikke nok med at han var til stede denne gang, han var også ejer, så han blev selvfølgelig nødt til at gøre noget.
Med et fast greb om sit tryllestav bevægede han sig ud i forlokalet, hvor der var bælgmørkt ude. Han lukkede døren bag sig og stod et øjeblik og ventede, indtil hans øjne havde vænnet sig til mørket, men da han først nåede så langt, var der ingen at se. Han rynkede panden og bevægede sig stille og roligt lidt rundt i lokalet i et forsøg på at få øje på den indtrængende. Han konkluderede med sig selv, at vedkommende alligevel måtte have hørt ham og derfor havde gemt sig, men forlokalet var ikke specielt stort, og der var ugler over det hele, som han regnede med, nok ville give lyd fra sig, hvis der kom nogen, de ikke kendte, for tæt på - særligt på denne tid af døgnet, hvor de som regel kunne være i fred, så det var kun et spørgsmål om tid, før indtrægerens position blev afsløret.

[Deleted]

Ebony sank længere ned, så hun til sidst sad på gulvet i butikken hun - teknisk set havde brudt ind i. Hendes hænder gled hen over panden og ind i håret. Vejrtrækningen var efterhånden ved at falde ned, men hjertet bankede stadig på fulde hammer inde i hendes brystkasse. Hvilken omgang lort det her var! Hun havde ikke brug for mere spænding i hendes liv, ikke nok med at hun havde måtte bortforklare hvorfor en eftersøgt mand var set forlade hendes bar. Nu havde hun også folk efter hende, fordi hun ikke havde leveret det de havde bedt hende om. Eller i hvert fald ikke op til den standart, som de havde troet de bedt om. Et lille klik, i den ellers utrolig stille butik fik de blå grønne øjne til at kigge op. Uglerne som sad i deres forskellige burer, lod enden til at sove eller virkelig ikke at have nogen interesse i at hun befandt sig i lokalet. Men chancen var jo at det kunne være dem?
Men pulsen og de bløde fodtrin, var ikke til at tage fejl af. Der var nogen! Givet at det her havde været en lejlighed, hvor hun havde været hjemme og ikke i forvejen oprevet over hele situationen. Så havde hun nok ikke lagt mærke til at der var en anden i lokalet, men hendes sanser arbejde allerede på maksimum. Hun kom lige så stille op på benene, hun lagde hænderne imod hinanden og lavede en lille bevægelse der skulle gøre, at hendes fodtrin var dæmpet. Dog fik hun trådt forkert og en albue strejfede et bur, der hurtigt fik fuglen til at bevæge sig provokeret. Dette skabte hurtige en kædereaktion mellem alle uglerne, der bestemt ikke var tilfredse over at blive vækket. "Shit" en lavmeld hvisken forlod hendes læber, mens hun prøvede at komme rundt. Men i forhold til hvem end der var i lokalet med hende, så kendte hun slet ikke omgivelserne. Hvilket bare gjorde hun gik i vildrede, og til sidst ende op imod en væg. Med nogle paniske øjne vente hun sig rundt, tankerne galoperede rundt i et forsøg på at finde en udvej. Hvad nu hvis de havde fulgt hende her ind via baglokalet? Ingen kunne da stadig være på arbejde, på denne tid.

[Deleted]

En pludselig skræppen i den anden ende af lokalet fik Anwyll til øjeblikkeligt at dreje rundt på hælene. Indtrængeren var afsløret, præcis som han havde forventet. Man tog aldrig fejl, når man satte sin lid til dyr. Øjeblikket efter fulgte andre trop, og det var i det sekund, han fik øje på en skikkelse, som snoede sig imellem burene. Det tog ham kun kort tid at regne ud, hvor vedkommende havde retning imod, og at det ville blive en blindgyde, for butikken var ret indviklet møbleret for at gøre plads til flest mulige dyr. Men han kendte den. Indgående. Så det var ikke svært for ham at indhente indtrængeren og afskære vejen, så der ikke var nogen vej tilbage. Han løftede sin tryllestav mod skikkelsen, som stadigvæk var anonym i mørket. "Lumos", hviskede han, og tryllestavens spids lyste øjeblikkeligt op og afslørede skikkelsen af en kvinde på omtrent hans egen alder. Det var ikke just, hvad han havde ventet - de andre gange havde tyvene været teenagere, som var på jagt efter lette penge - så det tog ham lige et øjeblik at mentalt omgruppere. Omkring dem skræppede uglerne løs, utilfredse med at blive forstyrret af lyset.
"Hvem er du, og hvad vil du?", spurgte han hårdt, da han fik taget sig sammen, fordi han ikke kunne komme i tanke om bedre. Han løftede tryllestaven en anelse, så den pegede direkte mod kvindens ansigt, i håb om at blænde hende. Hvis hun var en tyv, hvilket alt tydede på, for hvorfor ville hun ellers være i hans butik så sent om aftenen, så risikerede han, at hun var i humør til slagsmål, og så ville det være en sikker fordel, hvis hun havde svært ved at se ham.

[Deleted]

Shit, shit, shit, shit, shit!
Et ord, et ord som blev gentaget flere gange end det burde. Da hun vente sig rundt, kunne hun se en Silhouette af, hvad hun ville regne med var en mand. Men det var aldrig helt til at vide, især når man intet rigtig kunne se. Dog løste det problem sig hurtigt, da en hvisken fremmanede lyden af en besværgelse og pludselig var der lys i rummet. Nu var der ingen chance for at undgå at blive set, men hvor hun måske burde være mere bange for at han havde fanget hende. Var tankerne på at de mænd som var efter hende, muligvis kunne se lyset ude fra butikken. Det ville bestemt skabe en opmærksomhed, som hun ikke var interesseret i. Hun nåede ikke at besvare hans spørgsmål, før at han havde hævet tryllestave og lyset gik lige ind i hendes øjne. Virkelig, var det virkelig nødvendigt at blænde hende? Så igen, hun havde brudt ind i, hvad hun formåede var hans butik. Så hun havde nok reageret på præcis samme måde. "Få den stav ud af mit hoved, og sluk lyset før de ser os!" hvislede hun igennem tænderne, hun var ikke sikker på hvordan det med stave fungerede. Så kunne hun overhoved slukke den?
Ikke meget længe inden hun havde sagt disse ord, kunne hun høre noget rumstere udenfor. I et panisk forsøg, på at få ham til at slukke staven prøvede hun at gribe ud efter hans hånd. Og trække ham ind til sig, men både positionen og det at han havde blændet hende, gjorde det bestemt ikke nemt!

[Deleted]

Hendes ord var mildest talt forvirrende og fik ham til at rynke panden, men han sænkede dog staven en smule, selvom der stadigvæk var lys i den. "Før hvem ser -", begyndte han, men han blev afbrudt, da der lød en raslen udenfor, og kvindens reaktion var at gribe ud efter han. Han forsøgte at bevæge sig udenfor hendes rækkevidde, men i hans forvirring over hele situationen havde han glemt, at der stod et stort bur ved siden af ham, som han prompte ramlede ind i, og i stedet blev skubbet frem mod hende, mens uglerne i buret skræppede op. Igen.
At de to nu var tættere på hinanden end før betød, at han kunne se panikken i hendes blik, og den forplantede sig i ham, så det var med sænket stemme, at han sagde "Nox", og lyset gik øjeblikkeligt ud. Han fulgte op med at stikke armen ind i det uglebur, han havde skubbet til, for at få uglerne til at falde lidt til ro, hvilket heldigvis var nemmere, end man kunne frygte. En uventet bonus ved, at han var sammen med dem næsten døgnet rundt. Nu rettede han sit fokus mod kvinden, og spurgte med dæmpet stemme: "Okay, ingen lys. Har du noget imod nu at besvare mit spørgsmål?" Så lød der endnu en raslen fra butiksdøren, og han løftede hovedet for at undersøge det. Det var svært at se, hvad der foregik på den anden side, fordi der kun var mørke silhuetter, men han brød sig ikke om det. "Hvad i al verden foregår der?", hviskede han, stadigvæk optaget af at holde øje med skikkelserne udenfor.

[Deleted]

Hun var alt for optaget af, at undgå at blive set af folk uden for butikken. End at gå op i, hvad der skete inde i butikken. Så at de pludselig stod meget tæt, var ikke yderligere noget er påvirket hende. Nok hellere ikke noget der ville påvirke hende bag efter, skulle hun have tid til at tænke over det. Hun skulle lige til at gribe ud efter hans stav igen, men det virkede til at hele situationen var gået op for ham. På den ene eller anden måde, vigtigst at alt, slukkede han lyset igen. Lidt uventet, formåede han også at få uglen til at falde til ro. Hvilket fik hende til at løfte øjenbrynene, i forundring og ganske stor respekt. Det var ikke alle, der kunne formå at skabe så godt et forhold til ugler som han tydeligvis havde. Hans stemme oven fra og lyden fra døren, fik hende dog til at stivne og glemme uglen fuldkommen.
"Gemmer mig, tydeligvis" svarede hun så på hans spørgsmål, hun tog en dyb indånding og holdte næsten vejret. Hvis de nu bare kunne gå væk! Det næste han spurgte om, valgte hun bare at tage som noget han spurgte ud i rummet. For det var ikke et, hun havde tænkt sig at besvare sådan lige med det samme. Især fordi det nok ville ende med, at han så ville sende hende der ud igen. Ingen i deres bedste interesse, ville vælge at hjælpe en, hvis det kunne betyde man fik problemer på halsen. Nej, det bedste ville være, hvis de bare stod her ganske stille og de gik deres vej. Men de skulle vel næppe være så heldige. Et klik fra døren, som blev åbnet, gjorde det klart at de havde tænkt sig at tjekke butikken ud. "Lige så stille, ned på hug så de ikke kan se os" hviskede hun så stille hun turde og lagde sine hænder på hans skulder for at sikre sig, at han forstod alvoren i det hun havde sagt.

[Deleted]

Han kiggede irriteret på hende og skulle netop til at kommentere på hendes utroligt åbenlyse svar, da han hørte døren åbne. Det kunne umuligt være et tilfælde, at der var to indbrud med få øjeblikkes mellemrum, så det havde tydeligvis noget med hans første ubudne gæst at gøre. Dem, hun gemte sig for, havde åbenbart besluttet at kigge sig omkring herinde, og det var han ikke just nogen stor fan af, men hendes reaktion gjorde ham også betænkelig ved at gøre noget ved situationen. Derfor sank han langsomt ned på hug ved siden af hende, som hun havde bedt ham om, mens han lyttede anstrengt. Han havde stadig et fast greb om tryllestaven, men hvor han tidligere havde haft den rettet mod kvinden, rettede han den nu ud mod lokalet, så han var forberedt, hvis de blev opdaget. For selvom han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad der foregik, og hvem, de var oppe imod, så havde han en rimelig god fornemmelse af, at det ikke var nogen, han havde lyst til at lægge sig ud med. Så meget for en stille aften med en bog... Han måtte huske aldrig at brokke sig over ikke at have noget at lave igen, for det havde åbenbart ikke positive resultater.
Han holdt vejret, så det var nemmere at lytte. Baseret på de uregelmæssige fodtrin var der tale om mindst to personer, og de virkede til at gå rimeligt systematisk til værks, og han måtte indrømme at være imponeret over, hvor få dyr de lod til at forstyrre undervejs, for der var ikke megen skræppen.

[Deleted]

Okay, to havde nu bevæget sig ind i lokalet. Hun overvejede sine muligheder, hun kunne tage kampen op. Hvilket nok ville ende med at ødelægge hele butikken og hun ville hade sig selv, skulle nogle af dyrene blive involveret i det. Så den tanke var hurtigt udelukket, så var der at hun kunne prøve at flygte igen. Men det virkede jo ikke særlig godt sidste gang. Hun sank lidt mere ned imod gulvet, da det lød til at de kom tættere på.

"Er du sikker på du så lys herinde?" brummede en utrolig mørk stemme, den anden mand måtte have givet et nik. For manden brummede blot og fortsatte sin søgen. Tydeligvis ganske ligeglad med, om de skulle blive opdaget med at vade rundt i en butik efter lukke tid.
Okay, der var jo altid muligheden for at skabe en distraktion og håbe på de bed på krogen. Hun trak sig lidt væk og lukkede øjnene. Hendes hænder blev lagt imod hinanden, nogle små diskrete håndbevægelser blev lavet. Hvor efter hendes krop sank sammen, og et meget svagt blåt lys formede sig rundt omkring hendes krop. Hun mærkede hvordan en del af hende rev sig løs fra hendes krop og stillede sig ved siden af hende. Mens den fysiske krop, lå sunket sammen ved siden af den lidt slørede kopi af hende selv. Derefter bevægede den sig væk fra hende og gik rundt, således så fyrene kunne få øje på den. Et par råb fra mændene gjorde det klart, at det havde virket efter hensigten og derefter satte kopien i løb ud af butikken. Det var altid mærkeligt, når man havde delt sig i to og jo længere tid man gjorde det jo mere energi ville man også miste. Derfor var det kun få minutter efter, at den fysiske krop gispede og åbnede øjnene brat op.
"Shit, jeg hader den besværgelse" mumlede hun groggy da følelsen af at være hel igen strømmede hen over hende. Hun havde tydeligvis glemt hvor hun befandt sig henne. Eller hvilken situation hun ville være i nu, ved siden af en mand der sikkert ville kræve nogle svar. Mere taknemmelig over, at hun havde formået at kigge andre steder, end hvor hun i virkeligheden var.

[Deleted]

Anwyll sad anspændt presset ind mod væggen, mens han lyttede til mændene foretage deres eftersøgning i hans butik. Lige på det tidspunkt var han faktisk mere bekymret for sine dyr, end for sig selv. De var fanget, de havde ingen mulighed for at forsvare sig selv. Det kunne han i det mindste. Han gennemsøgte sin hjerne for muligheder, da hans sidekammerat pludselig begyndte at rykke på sig. Han så fascineret til, mens hun udførte en besværgelse, som han godt var bekendt med, men aldrig havde set i aktion. Han var aldrig selv blevet særligt stærk i stav-løs magi, så som hovedregel undgik han det, hvilket selvfølgelig kun gjorde det mere interessant at observere. Han fulgte kopien med øjnene, som den tiltrak sig eftersøgernes opmærksomhed og stak af - heldigvis med dem i hælene - og han sad pænt og ventede, indtil kroppen ved siden af ham bevægede på sig igen, for han ville ikke risikere at bryde hendes koncentration. Men da der ikke længere var risiko for det, rejste han sig med et ryk og lagde et par skridts afstand imellem de to. Han lagde armene over kors og så ned på hende, hans blik var hårdt og indikerede en ro og selvsikkerhed, som var mildest talt misvisende. Han var rystet og ville egentlig foretrække at låse sig inde for resten af natten, men det var ikke en mulighed. Ikke endnu. "Nu skylder du mig vist en forklaring"


// Jeg beklager, at det har taget mig så lang tid at svare. Der var pludselig meget at se til i sidste uge