Så gør dog noget, Lise Lotte....

[Leslie Marsters]

@isaacm - Omkring klokken 02 nat - Hjemme hos Isaac.

Leslie stod nede på gaden og så op mod den lejlighed som eftersigne skulle være hendes fars. Den unge kvinde havde oplevet så mange ting i sit liv, at det halve kunne være nok. Hun havde aldrig fortalt nogen, selv ikke Alexandra, om alt hvad hun havde været i gennem, det havde hun ikke behov for. Hun tog sig lidt til sit kindben, hvor Alastairs knytnæve havde ramt hende. Hun vidste godt, at det ikke havde været med vilje og slaget egentlig havde været reserveret til Collin, men det ændrede ikke på hun var en smule hævet og blå-gul henover sit kindben.
Hun tog et nyt hvæs af sin cigaret og smed den så på jorden, før hun skubbede døren til opgangen op og begyndte at gå op af trapperne. Det var ikke fordi hun ikke ville se sine venner mere eller fordi hun ville flytte fra dem overhovedet. Hun var bare sur og havde brug for, at komme lidt væk, så kunne de altid snakke om det dagen efter.
Hvordan hun helt præcist var endt med, at tage til Isaac, havde hun ingen idé om. Hun havde først overvejet Alex, men hun havde en grim fornemmelse af, at hendes søster blot ville sende hende videre til Mungos, så hendes kindben kunne blive tjekket og det magtede hun ikke. Derefter havde tanken været på, om hun bare skulle sove på en bænk i en park, det ville alligevel ikke være første gang, men det var det alligevel lige for koldt nok til. Nu stod hun så her. Lige foran sin fars hoveddør. I. Marsters. Stod der i hvert fald. Hun kørte en hånd i gennem et sit og sukkede så lidt, før hun bankede på døren.

[Deleted]

Isaac lå og sov, da han hørte en lyd. Der gik lidt tid før han opfattede, at det var døren. Det bankede på døren. Hvem kunne det dog være på dette umenneskelige tidspunkt? Han fik pludselig en dårlig fornemmelse af, at det var nogle fra auror kontoret der var kommet efter ham, selvom han intet havde gjort siden han var blevet lukket ud af Azkaban. Han truede næsten ikke at rejse sig op, men han gjorde det dog alligevel. Han kunne ligeså godt få den misforståelse ud af vejen.
Han gik ud til døren. Hans hund var ikke ligefrem den bedste hvis der kom en tyv, for den havde tydeligvis intet hørt. Den lå stadig og sov ved siden af sofaen. Han sukkede og rystede på hovedet af den og gik så hen og åbnede døren. Til sin store overraskelse, var det en af hans døtre der stod derude. Han var endnu ikke helt vågen, så der gik lidt tid før han kunne se hvem af dem det var.
"Leslie?" Sagde han overrasket og gned sig i det ene øje. Der gik det op for ham, at hun havde et blåt mærke på den ene kind. Han hev hende hen til sig og studerede mærket nøje. "Hvad er det sket? Hvem har gjort dette imod dig?" Spurgte han og slap hende igen, men først da han havde fået hende med ind. Han havde på ingen måder hårdt fat i hende. Han lukkede døren bag sig og kiggede igen på mærket. Det virkede ikke som noget slemt. Han havde fået tæsk nok i sit liv, til at se hvornår det var vigtigt at komme på hospitalet og hvornår det ikke var.

[Leslie Marsters]

Leslie skulle lige til, at fortryde og vende om, gå ned af trapperne igen og aldrig se sig tilbage. Men det var som om, at hendes fødder var limet til gulvet, og før hun nåede at tænke sin flugt plan til ende, blev døren åbnet og hendes far kom til syne. Hun var stadig skuffet over ham, men hun var ikke så sur mere som hun havde været i så mange år.
Hun så dog ret overrasket på ham, da han rent faktisk kunne se, at det var hende. Eller også vidste han bare, at Alex ikke ville rode sig ud i problemer og dermed heller ikke stå for hans dør klokken bæ om natten med et hævet og gul/blå kindben. Hun nikkede lidt, så han vidste, at han havde ret i, at det var Leslie. "Isaac, jeg.." mere nåede hun ikke at sige, før hun mærkede han hev hende indenfor og ind til sig. Hun gispede stille, ikke fordi det havde gjort ondt, da han hev fat i hende, det var kindbenet som gjorde ondt. "Det er ikke så slemt som det ser ud.." mumlede hun og lod en hånd glide i gennem sit hår. "Min roomie.. Eller den ene af dem. Det var ikke med vilje," svarede hun fuldstændig ærlig, da hun ikke så nogen som helst grund til, at lyve for ham. Hun var ikke bange for sin far, overhovedet, han havde jo altid været utrolig kærlig overfor både hende og hendes søster, det havde bare været et virkelig stort svigt, da begge forældre var blevet taget fra hende og hun var endt på børnehjem, og havde været hos et hav af plejefamilier på prøver, til hun til sidst havde nægtet det mere. Hun så lidt på ham, "Jeg har bare brug for et sted at sove i nat, intet andet," sagde hun og roligt og vendte blikket væk fra ham igen, da hun mærkede en trang til, at kramme ham. På stort set alle punkter var hun en virkelig hård ung kvinde, men en lille bitte del af hende, havde stadig brug for sin far.

[Deleted]

Isaac brød sig ikke om, at hans ene datter stod ude foran hans dør med et blåt øje. Han var da glad for at hun var kommet til ham, men det gjorde ondt at se hende på den måde. Han ønskede jo det bedste for sine piger og det her var jo ikke ligefrem det bedste. Han reagerede ikke på, at hun kaldte ham Isaac og ikke far, for han havde ikke forventet andet. Han kunne sagtens forstå hvorfor de ikke ville kalde ham far, for det havde han jo ikke rigtigt været i størstedelen af deres liv.
"Lad nu mig bedømme det." Sagde han og undersøgte det blå mærke på tættere hold. Derefter slap han hende og gik hen i sin fryser og fandt en pose forsne ærter og gav det til hende.
"Det er ikke så slemt nej, men hold den her på." Sagde han go og lagde armene over kors. Han ville ikke være hård ved hende, men han ville gerne til bunds i denne sag.
"Ikke med vilje? Hvordan kan man give et slag som dette, som ikke er med vilje?" Spurgte han og var skeptisk. Han havde selv givet folk en på sinkadusen, og dette kunne umuligt have været et uheld. "Hvor slog denne fløs dig overhovedet i første omgang?" Spurgte han, stadig med armene over kors.

Isaac sukkede dybt og lagde så armene om hende, uden at tænke over, at de faktisk ikke kendte hinanden. Han så hende jo stadigvæk som sin lille pige og han kunne ikke lade vær med at få ondt af hende.
"Selvfølgelig må du sove her. Så længe du vil." Han gav slip på hende og sendte hende et smil. Han vidste godt, det måske var tidligt at give hende et knus, men så måtte hun sige fra og bede ham om ikke at gøre det igen. Det ville da ikke være rart, men igen, ville han godt kunne forstå det.

[Leslie Marsters]

Leslie havde været alt, for mange ting i gennem i sit liv. Hun var langt ude og det havde hun været så længe efterhånden, at hun ikke længere magtede, at kæmpe imod mere. Hun havde bare accepteret, at det ikke var meningen, at hun skulle leve lykkeligt til sine dages ende.
Et stille gips forlod hendes læber, da han undersøgte det blå-gule mærke, som Alastair havde efterladt over hendes kindben og fulgte ham med blikket, da han gik over til sin fryser. Hun fnøs lidt, men tog alligevel imod posen med de frostne ærter, "Hvad det så end skulle gøre godt for.." mumlede hun, men lagde den alligevel mod sit kindben, hvilket fik hende til, at skære en grimasse. Der havde uden tvivl været kraft på slaget, men hun regnede stærkt med, at det ville gå væk igen inden for et par dage. "Tak," kom det efter lidt. Hun havde trods alt, ikke glemt alle sine maner, der var bare ikke ret mange af dem tilbage.
Hun trak lidt på den ene skulder, "Jeg stillede mig i mellem ham og min anden roomie, så ramte han mig i stedet for," svarede hun stadig ganske ærligt, hun havde ingen grund til, at lyve overfor ham. Hun var ligeglad med, hvis han fandt ud af, hvor skævt tingene egentlig gik for hende, for hun syntes jo selv, at hun havde styr på det.
Hun sukkede lidt, "Lad nu vær med, at stil spørgsmålstegn ved ting som du, tro mig, ikke vil vide," svarede hun og bed sig lidt i læben. Hun vidste jo godt, at hun nok ville ødelægge hans perfekte lille billed, af hans datter, hvis hun fortalte ham, hvad hun randte rundt og lavede af unoder og bølle-ting.

Hun stivende ret akavet, da hun pludselig ud af det blå mærkede sin fars arme omkring sig. Duften af ham ramte hendes næseborer. Duften af den mand som havde læst godnat historier for hende og Alex, da de havde været helt små, den mand som havde været så varmhjertet, og tydeligvis stadig var det. Hun mærkede en underlig ting gå igennem hende. Var det.. Kunne det være.. En følelse? Det var mange år siden hun havde følt savn, men det var det som ramte hende lige nu.
Da han gav slip på hende, kastede hun sine arme omkring ham og knuede sig ind til ham og hun havde på ingen måder lyst til, at slippe ham igen. "Bare en nat," sagde hun og slap ham lidt.

[Deleted]

Isaac hadede at se sin datter med et blåt øje. Det gjorde ondt indeni ham og han havde lyst til at give den grønskolling, nogle klaps. Selvom hun sagde, det ikke havde været med vilje, så boede hun stadig sammen med to, som åbenbart kom op at slås.
"Det er muligt, men hvorfor slå de overhovedet efter hinanden?" Spurgte han med armene over kors. Han vidste godt, at drenge nemt kunne komme op at slås, men han brød sig ikke om, at det også gik ud over hans datter. Han ville jo bare gerne have, at hun var i sikkerhed, hele tiden.
Hendes kommentar, fik ham til at hæve et øjenbryn og nu ville han, mere end nogensinde, gerne vide det. Han vidste ingenting om hendes liv, men han havde været væk fra hende så længe og han ville vide alt. Især hvis det var ting, som han kunne hjælpe hende ud af. Det havde også været tydeligt, den dag han havde mødt hende og Alexandra, at der var stor forskel på de to piger. Et førstehåndsindtryk, viste jo selvfølgelig ikke så meget, men der var noget i deres blikke, der sagde det.
"Tro mig, jeg vil vide alt. Det kan godt være, alt ikke er så rosenrødt, som jeg forestillede mig jeres liv ville være, da jeg sad i Azkaban, men jeg vil vide det alligevel. Nok har jeg ikke retten, men jeg håber du en dag vil åbne dig op for mig alligevel. Du kan fortælle mig alt." Sagde han og gav hendes arm et klem.

Det kom utroligt meget bag på ham, da hun pludselig faldt i hans arme. han lagde armene om hendes endnu engang, og holdt nu bedre fast end før. Han kyssede hen på hovedet og smilede lidt for sig selv. Han havde drømt om dette øjeblik i så lang tid. Selvom det selvfølgelig ikke var en god situation, da hun havde et blåt øje, så var han alligevel lykkelig over, at hun var kommet til ham.
"Det er helt i orden." Sagde han og håbede, at hun aldrig ville give slip.

[Leslie Marsters]

Leslie sukkede let, det her var virkelig ikke den måde hun havde troet, at hendes andet møde med hendes far efter så mange år, skulle ende ud. "De er drenge.." svarede hun og trak lidt på den ene skulder, som om at det var da det mest logiske i hele verden. Det var det måske også lidt i hendes verden.
Hun ville ikke have noget imod, at fortælle ham alt hvad hun havde rendt rundt og lavet, eller det hun stadig rendte rundt og lavede. Hun var ikke flov over sit liv. Hun mente selv, at hun var en stærk og selvstændig kvinde, som kunne klare alt selv. Det havde hun jo også bevist gang på gang, når verden havde været imod hende.
"Rosenrødt?" sagde hun og fnøs lidt som hun rullede med øjnene. "Jeg har ikke noget, at skjule eller skamme mig over, Isaac, men du vil ikke kunne li' det," sagde hun og mærkede klemmet mod sin arm, hvilket fik hende til, at se på ham med et lidt flakkende blik. Hun havde lavet så mange dumme ting og hun lærte ikke af det, uanset hvor galt det end gik for hende fra tid til anden. Alligevel mærkede hun et svagt straf af dårlig samvittighed over, at hun sikkert ville ende med, at ødelægge hans perfekte billed af hende.
Hun mærkede hvordan hendes øjne blev blanke. Der skulle ellers virkelig meget til, før hun viste bare den mindste smule følelse, men at stå der i sin fars arme, efter alle de år hvor hun havde hadet ham og skældt ham mentalt ud, for at have svigtet hende og Alex, nok mest Alex, Leslie følte jo at hun havde klaret sig fint uden sine forældre. Hun mærkede kysset på sit hoved, hvilket fik den første tåre til, at trille ned af hendes kind. Det var første gang i meget lang tid, at hun havde grædt og der var aldrig nogen som havde set hende græde før. Duften af ham bragte så mange minder frem i hende, at hun næsten ikke kunne rumme det. Hun sagde ingenting, hun stod blot i hans arme og følte sig som tilbage i tiden. Dengang hvor hun havde været en helt lille pige og han havde været den bedste far nogensinde, både overfor hende og Alex.

[Deleted]

Isaac nikkede blot. Det var nok ikke nemt for ham at sætte sig ind i, hvorfor de drenge slog ud efter hinanden og hvorfor Leslie boede hos dem. Det virkede ikke til, at hun kunne se det forkerte i det og han ville ikke dømme hende, hvis det virkelig bare var fordi det var drenge. Isaac havde dog en fornemmelse af, at det ikke kun var det der var problemet, selvom drenge kunne være snotdumme og slå løs på hinanden fra tid til anden.
Han sukkede let. Han var bange for at høre om hendes liv, men på den anden side, ville han rigtig gerne. Han var gået glip af så meget.
"Jeg ved godt, at jeres liv nok ikke har været perfekt. Det kan ikke have været nemt at blive revet væk fra ens forældre og skilt fra hinanden i så ung en alder. Dog vil jeg gerne høre det, Leslie. Jeg har selv været igennem en masse lort i mit liv, og der har ikke været nogen til at hjælpe mig igennem det. Hvis jeg på nogen måder kan hjælpe jer, så vil jeg gerne have muligheden. Om det så bare betyder, at jeg skal lytte, så er det det jeg gør." Han aede hendes kind og sendte hende et beroligende smil.

Det var rart at stå med sin datter i armene efter så mange år og han følte en glæde, han ikke havde følt længe. Ikke engang, da han kyssede Zoella første gang, havde han det på den her måde. Nu var hans kærlighed til hans døtre, jo også noget helt andet og de betød mere for ham end nogen anden, nogensinde havde gjort, eller ville gøre. Det vidste Zoella også godt. Hun havde det jo nok på samme måde med sine egne døtre.
"Husk jeg er her nu og jeg forlader dig aldrig igen." Hviskede han til hende og aede hende på ryggen.

[Leslie Marsters]

Leslies blik hvilede på Isaac, selvom hendes øjne var stort set uden følelser. Livet havde gjort hende hård fra inderst til yderst, men hun havde samtidig også lært at lave virkelig god lemonade ud af alle de citroner hun havde fået gennem tiden, ihvertfald hvis hun selv skulle sige det.
Hun mærkede hans hånd mod sin kind, hvilket fik hende til at knibe øjnene en smule sammen. "Jeg har ikke brug for hjælp eller nogen som lytter, jeg havde brug for en mor og en far da jeg var 11, 12 og 13 år, men jeg er 21 nu, jeg er et voksnet menneske," sagde hun, hendes toneleje var ikke hårdt eller bebrejdende, men det var heller ikke venligt eller varmt. "Men fair nok. Mor sørgede for at jeg kom på et børnehjem, kun for fuldblodsmagikere selvfølgelig. Da Alex kom på på Hogwarts, kom jeg på Durmstrang. Da jeg var 14 fik jeg af vide at Alex var død, så jeg skulle stoppe med at lede efter hende, men jeg stak af fra børnehjemmet fordi jeg ikke troede på dem, levede på gaden når jeg ikke var på skolen. Det var cirka der jeg mødte Alastair og Collin, mine roomies, og jeg begyndte at ryge og tage stoffer," fortalte hun uden skam i sin stemme, "Da jeg graduerede fra Durmstrang, flyttede jeg til England, hvor jeg stødte tilfældigt ind i Alex og fandt ud af, at hun ikke havde været død i alle de år. Jeg fik et job i Ollivanders, men blev fyret fordi jeg mødte skæv og bagstiv på arbejde, nåh ja og så også fordi jeg gik i seng med chefens datter. For nogle måneder siden fandt Collin og Alastair ud af, at jeg havde boet på gaden i alle de år, så de tilbød mig at flytte ind hos dem. Collin og jeg blev enige om, at vi sagtens kunne have samleje uden Alastair behøvede at vide noget, for det var jo bare samleje, intet andet. Alastair fandt så ud af det, og nu står jeg her," fortalte hun færdigt, selvom hun havde undladet mange detaljer så var hun ret sikker på, at det nok havde givet ham et ret klart syn af hendes liv.

Hun vidste godt at hele hendes liv måske ikke ligefrem lød som et drømmeliv, men hun levede da endnu og hun mente selv at det som ikke dræbte hende gjorde hende stærkere, selvom hun lige nu i sin fars arme følte sig ret så svag. Hun lagde hovedet mod hans brystkasse og kunne høre hans hjerte slå. Det var uvirkeligt, næsten som en drøm hun om lidt ville vågne fra og vende tilbage til den kolde virkelighed. "Hvis jeg havde en galleon for hver gang nogen havde sagt det til mig, ville jeg være millionær," mumlede hun, og slap ham lidt, uden at slippe ham helt, men bare for at kunne se ham i øjnene.

[Deleted]

Isaac vidste, at det han skulle til at høre, ikke ville blive rart. Dog ville det måske hjælpe Leslie at tale om det og han ville for alt i verden ikke dømme hende. Han stod og lyttede og han blev selvfølgelig chokeret. Han havde forventet, at hendes liv ville være et helvede, efter hvad hun havde sagt før, men han havde alligevel ikke regnet med dette. Måske var det bare hendes ærlighed han var overrasket over, for hun gik i detaljer. Flere end han havde regnet med. Da hun var færdig med at fortælle hvad der var sket, siden han var røget i Azkaban, sendte han hende et roligt smil og kyssede hende på panden.
"Jeg er rigtig glad for, at du var ærlig overfor mig. Jeg er så ked af, at du har været ude for de ting du har og jeg forstår godt hvis det ikke har været nemt. Jeg har ikke tænkt mig at gå ind og belære dig en masse, for jeg ved du er voksen. Dog skal du huske, at du altid kan komme til mig, hvis der sker noget og du ikke ved hvad du skal gøre ved det." Sagde han og prøvede at slå de ting hun havde gjort, ud af hovedet. Eller ikke så meget det hun havde gjort, men det hun var blevet udsat for. "Står du og mangler et job?" Spurgte han, da han kom til at tænke på, at han manglede medarbejdere.
"Jeg ved godt, at jeg nok ikke er den du stoler mest på, men jeg er her nu." Sagde han første en hånd igennem hendes hår. Han havde ikke tænkt sig at forlade sine piger, når nu han endelig havde fundet dem igen.

[Leslie Marsters]

Leslie lagde ikke skjul på, hvordan hendes liv havde været siden Isaac var røget i Azkaban, for hun var ikke flov over det, selvom hun selvfølgelig ikke var gået så meget i detaljer, at hun havde fortalt ham alt. Hun så ingen grund til det. Hun var ligeså blodfanatisk som en dødsgardist, men hun havde intet med garden at gøre, men hun ville lyve, hvis hun sagde hun ikke havde overvejet det. Hun rynkede lidt på brynene da han smilede til hende, og kyssede hendes pande. Det lå så langt fra den hun var i dag, at der var nogen som tog sig af hende, at hun ikke vidste hvordan hun skulle håndtere det. Hun rystede lidt på hovedet, "Vi kender ikke hinanden, Isaac, det kan godt være du er min far, men som sagt, så er jeg voksen nu. Jeg har klaret mig selv i så mange år efterhånden, uden hverken en mor eller en far, så jeg skal nok klare mig resten af livet også uden. Misforstå mig ikke, jeg er glad og taknemlig for, at jeg må sove her i nat, men jeg har ikke brug for en redning," sagde hun roligt. Hun havde lavet så meget lort, men hun havde også haft det svært.
Hun hævede lidt det ene øjenbryn, "Et job? Ehm.. Jah? Det gør jeg vel," sagde hun undrende, hvor ville han hen med det? Hun var jo arbejdsløs, og hun vidste godt, at hun ikke kunne blive ved med at leve af Alastairs og Collins penge. Men der var ikke ret mange som ville ansætte en som hende. "Jeg stoler ikke på nogen, ikke engang mig selv," svarede hun og trådte et skridt tilbage og lagde armene omkring sig. Hvor hun dog hadede sådan noget her.