So this is home?

[Deleted]

Tråden er åben, alle kan deltage.

Det store gotiske slot tornede sig op imod himlen, fra hvor han stod og betragtede hans gamle skole og hjem for syv år af hans liv. Det havde først været tale omkring, at han skulle være kommet som gæstelærer og undervise eleverne omkring drager. Men der var hurtigt kommet et brev efter, og spurgt om han skulle være interesseret i at overtage læreposten, da den gamle lære havde valgt at sige op. Grundet årsager, der ikke var helt tydelige. Men efter mange år, som adfærdsekspert, for unge knægter der troede de kunne kue hele verden. Havde han set det som den perfekte mulighed for at komme væk fra det hele og starte på en frisk. Desuden havde han altid følt sig mest hjemme her, så hvad bedre kunne være end at få lov til at komme tilbage efter så mange år.

´Da alle de kedelige formelle ting var på plads, vedrørende hvornår han havde timer og hvad der var forventet han skulle gennemgå med de forskellige årgange. Og han havde indlogeret sig i det opholdsrum der var blevet ham givet, i forlængelse med hans klasseværelse måtte det vel være på tide at gå lidt på opdagelse. Var tingene stadig som de plejede, hvor meget havde nået at ændre sig siden han havde været der sidst? Iført nogle praktiske mørke blå rober, begyndte han at bevæge sig ned imod søen med hænderne dybt begravet i lommerne. Den friske duft, blev grådigt indåndet igennem næsen. Og en ro begyndte at danne sig i hans brystkasse, og en vished omkring at valget han havde taget om at blive ansat, havde været den helt rigtige.

[Deleted]

”Hvor siger I?”

Det var yderst besværligt at bevæge sig igennem de store mængder sne, der havde lagt sig hen over Hogwarts arealerne, og det blev kun mere besværligt, når man havde sat farten op for at skynde sig. Det gjorde heller ikke tingene nemmere, når man nu var nødsageligt til at bære tungere og tykkere kapper for at holde varmen, hvilket ikke kun gjaldt eleverne. Rolo havde også iført sig sine vinterklæder. Samme varme gråbrune kappe arrangement – bare varmere. Den eneste uændrede ting ved hendes professor-uniform var den sorte spidshat, der sad fast som var den limet fast. Desværre skulle det pludselig vise sig, at det ikke var tilfældet, da snedyngerne fik udnyttet hendes paniske bevægelser og pludselig fik overtaget over hende. Med et forskrækket hvin væltede hun direkte ned i det hvide underlag.
”Professor Harminn!” De par elever der havde været omkring hende for at følge i retningen af problemerne, hun ellers var på vej til at tage sig af, var straks ved hende for at hjælpe hende op igen. Det var ingen tvivl om, at det var umådeligt pinligt, men den unge professor bed det i sig, så godt hun kunne. Heldigvis kunne hun skjule de røde kinder bag den farve, der var opstået samme sted som kulden prikkede sig ind. ”Er du okay??” hørte hun en bekymret pige spørge, da hun atter kom op at stå og fik børstet sne af sig igen. Hun drejede så opmærksomheden mod eleven, der allerede stod klar med hendes hat i sine hænder. ”Ja.. Tak.” Med det samme sad det sædvanlige muntre smil på hendes læber.

Det kom selv bag på Rolo, da hendes blik valgte at flygte omkring. Det var som om, at det havde opfattet noget langt tid før, hun selv havde. Og rigtigt nok havde det fanget ukendt bevægelse ud af øjenkrogen. Det skabte en underlig fornemmelse i brystkassen på hende, og hun måtte have stoppet al bevægelse for blot at stå og betragte skikkelsen af en mand lidt fra hende. Stadig lidt fraværende fik hun nu alligevel åbnet sin mund igen: ”Hvad med at I smutter i forkøbet? Jeg kommer hurtigst muligt.”
Det var stadig en speciel følelse at blive hørt på og at folk rent faktisk adlød, hvad hun foreslog. For det blev ikke stillet et eneste spørgsmålstegn ved det, før de to elever fortsatte deres vej. Og Rolo, hun begyndte med forsigtige skridt at bevæge sig mod denne mand.

”Nicholas?” forsøgte hun sig med en forhøjet stemme. ”Nicholas Despraysie? Er det dig?”

[Deleted]

Det skulle vise sig at være en del mere besværligt at komme ned til søen, end han havde regent med.
Sneen lå i store tykke dyner, rundt omkring på græsplænen. Så nogen steder var det lige til at komme igennem, mens andre var noget af et prøvelse. Men han havde ikke travlt, i hvert fald ikke i hans egen optik. Han burde måske mere forberede sig til timerne, der skulle forekom de næste par dage. Men der var så meget man burde, desuden skulle han nok nå det. Han nåede altid sine ting. Man måtte måske også bare anerkende, at han var typen der fungerede bedre med at lave det hele i sidste øjeblik. End folk der havde det hele forberedt uger i forvejen. I hans lille tankestrøm, omkring ting man skulle gøre og ikke skulle gøre. Havde han ikke lagt mærke til at en gruppe elever og højst sandsynlig en professor, bevægede sig rundt ikke så langt fra hvor han selv gik. Måske var det hellere ikke så mærkeligt, hvor lige som de nærmede sig ham var hans ryg vendt imod dem. Stemmerne lagde han dog mærke til, efter lidt tid. Han kiggede kort over skulderen, lige tids nok til at se nogen der væltede. Med et smil på læben, skulle han til at vade over for at hjælpe vedkommende op. Men der var så mange omkring personen, så mon ikke det hele nok gik.

Dog havde han aldrig forventet, at der bare få minutter efter ville være en velkendt stemme der kaldte ud efter ham. Hans bryn rynkede sig sammen, mens hans øre prøvede at opfange hvor han kendte stemmen fra. Men da han vente sig rundt for at se hvor den var kommet fra, fortalte hans syn ham hurtigt hvorfor den havde været så bekendt. Et smil fremtrådte utrolig hurtigt på hans læber. "Rolo Harminn" sagde han med et grin, mens han begyndte vade hen imod hende. "Overrasket?" grinede han og slog armene ud, han havde fået en liste over de andre lære fra skolen. Han måtte have indrømmet at han havde været overrasket, over at se hendes navn på den. Men at han også skulle møde hende som noget af det første, det var da alligevel et utroligt tilfælde.

[Deleted]

Rolo kunne ikke rigtig gøre andet end at smile. Hun kunne ligefrem mærke hvordan hendes kinder blev skubbet op, og hvordan hendes ansigtsmuskler gik på arbejde, indtil at det store imødekommende tandsmil sad på plads, og fik hendes ansigt til at stråle som et lille barn. ”Overrasket?!” udbrød hun måske lidt for energisk i et forsøg på ikke at råbe af ham, nu hvor deres afstand var blevet markant formindsket. ”Det er vist lidt af en underdrivelse, at sige, at jeg er overrasket.” Hun havde nær snublet i sneen igen, hvis ikke hun havde noget at gendanne balancen i form af et par klodsede skridt, som bragte hende det sidste stykke hen til den gamle ven, hvilket dog endte ud i, at hun mere eller mindre væltede ind i ham i stedet og brugte ham som støtte i stedet. Det fik dog ikke smilet til at famle. Tvært imod var det som om, at hendes muntre humør havde udviklet sig jo tættere hun var kommet på ham.
”Ups, det…undskyld.” beklagede hun sig leende og fik hurtigt rettet sig ordentligt op imod frem for at stå op ad ham som en eller anden skønjomfru i nød. Kortvarigt faldt hendes blik forlegent, men der gik ikke længe før de klargrønne øjne straks fløj tilbage op på den robuste mand foran hende. ”Hvad laver du her? Jeg troede du var i Rumænien, travl med at tage dig af dine drager.” Det var måske ikke det bedste, at hun som overhoved ikke havde styr på de nye ansatte. Men hun havde ærligtalt ikke haft tid. Og ansatte var trods alt blevet skiftet ud til højre og til venstre, så hun havde ikke sat det højest på sin liste af ting, der skulle gøres. Så helt underligt, at hun ikke kendte til hans ærinde var det nok ikke. Og lige nu var hun for spændt til at kunne lægge to og to sammen.
Hatten havde hun ikke taget på igen, hvilket nok også var godt, eftersom at hendes løse hår sat en smule vildt efter turen i sneen. Kun et par totter var ordnet ubevidst efter at hun havde strøget dem om bag øret for at få dem væk fra ansigtet.

[Deleted]

Hans grin kunne hurtigt høres over pladsen, smilet på hans barndoms venindes ansigt og den måde hun udbrød ordet overrasket. Det ville være løgn, hvis man sagde han ikke havde savnet hende. Desuden havde hun bare et eller andet med, at få alle andre omkring hende til at være i lidt bedre humør. Hans blik rettede sig ned af, da hun pludselig støttede sig imod hans brystkasse, ikke at det havde gjort det store at hun havde mistet fodfæstet - og endt med at bruge ham som sin metode på ikke at falde i sneen. Men da hun begyndte at røre på sig, for at få sig selv bedre på plads. Tillod han sig alligevel, at lægge hænderne på hendes skulder, for at stabiliserer hende lidt hurtigere. Ikke at han havde noget imod, hendes velkomst. "Nåå, jeg havde nu også mere håbet på et kram" drillede han hende "I stedet for du gør et forsøg på, også at vælte mig nede i sneen"

Da hun var kommet tættere på, havde han også bedre mulighed for at betragte hvordan hun så ud. Hun var efterhånden virkelig blevet en voksen kvinde og dagene de havde haft som børn, virkede pludselig så langt væk. Hvilket selvfølgelig også gjorde, at han følte sig en smule gammel. Tiden havde det bare med at gå hurtigere, lige meget hvad man foretog sig. Dagene forsvandt hurtigere end man kunne nå at indse, at de faktisk var gået. "hvad jeg laver her?" spurgte han leende, og det gik op for ham at hun måske slet ikke vidste at der var en ny lære i magiske dyrs pasning og pleje. "Jo, jeg var egentlig bare kommet for at undervise eleverne i drager" et glint i hans øje, fortalte dog hurtigt at det ikke kun var derfor han var kommet. Men han lod hende dog selv få muligheden for at gætte, hvorfor han så i stedet var kommet.

[Deleted]

Et fjoget udtryk a la ’hvor er du sjov, hva’ spredte sig straks i Rolo’s ansigt over barndomsvennens flabede kommentar på hendes lille stund, hvor det så blev efterfulgt af et mildt slag med en knyttet næve mod hans brystkasse. Det var som at være tilbage i de unge dage. Yngre dage. Hvis man så tilbage på den gang, hvor de var helt små, så ville man knap nok kunne genkende deres forhold til hinanden. I hvert fald ikke fra hendes side.

”Virkelig? Det havde jeg ellers ikke hørt noget om. Du burde have fortalt mig det.” sagde hun, som havde hun mere eller mindre glemt alt om, hvor lidt kontakt de egentlig havde haft med hinanden. Hun havde sendt et par breve i hans retning. Og hun havde da også været forbi og besøge ham og dragerne, når hun kunne få fingre i nogle flere materialer til forskningscenteret. Men nu hvor de stod der lige foran hinanden, virkede det mest af alt som om, at der egentlig ingen tid havde gået siden sidst. Hun vendte roligt blikket ned mod sine fødder, hvorpå hun begyndte at trampe noget af sneen fladt, så hun kunne stå lidt bedre og ikke risikere at vælte ind i Nicholas igen. ”Det er sjovt, at du skulle komme og fortælle om drager, især nu hvor skolens professor i dyr pasning og pleje er ble-…” Hun stoppede meget brat op. Hun endte endda med at holde vejret det første øjeblik, inden hun i en pludselig bevægelse løftede hovedet igen og så tilbage på manden foran hende. Eller rettere – stirrede på ham. Med store øjne og et overrasket udtryk der bestemt ikke kunne lyve om, at hun endelig havde forstået.
”Sig ikke… Er du den nye professor?!” Julelys blev tændt i hendes øjne.

[Deleted]

Hans mundvige hæv op i den ene side, som frembragte hans ikoniske halve smil. Han lagde hånden imod hans brystkasse, hvor hun havde slået og formede et lydløst af og kort var der et blik af hvor hårdt han var såret, over hendes opførelse. Men det var kun få sekunder, før at han hans ansigt var tilbage i de vante folder. Det var virkelig som om, han kun for nylig havde sagt farvel til hende. Efter hun havde været forbi for at besøge ham.
Nicholas skulle ikke være bleg for at sige, at han var utrolig dårlig til at holde kontakt. Det med at skrive var ellers noget han holde meget af og havde da også udgivet nogle bøger inde for faget han havde arbejdet i. Men så snart at skriveriet bestod i, at fortælle hvordan det gik og hvad hans liv så ellers stod på. Ja så var han ikke nogen mester i at finde de rigtige ord. Så normalvis, så blev det skudt til side ind til den dag hvor han havde glemt alt omkring det. Lige ind til den dag, hvor endnu et brev var kommet og rutinen så var startet forfra.

Han betragtede hende indgående, da hun begyndte at snakke omkring at han skulle fortælle om drager. Og læren lige var blevet fyret, så langt kom hun dog aldrig før at det gik op for hende hvad han hentydet til. "Det må jeg jo så ikke sige.." grinede han, over hendes ordvalg men slog så ud med armene "Men nu har jeg aldrig været god til at gøre hvad folk siger jeg skal - så ja!" han lavede et lille for sjov buk "Du står foran den nye professor i Magiske dyr pasning og pleje."

[Deleted]

Overraskelsen var stadig så tydelig i hendes ansigt som solen var klar på en skyfri himmel. Hun var målløs for at sige det rent. Hun havde ikke ligefrem forestillet sig at en som Nicholas faktisk ville sige ja til at job, som professor på ingen mindre end Hogwarts. Men så igen så stod de vel i samme båd på det punkt, for hun havde skam heller ikke forventet at hun selv ville have endt med det. Stille og roligt famlede det overraskede udtryk sig heldigvis fra hendes ansigt og blev endnu en gang erstattet af et glædeligt smil. Man kunne nærmest se, hvor meget hun kæmpede for at holde lidt afstand på sin iver. Hun var allerede kendt for at være ret barnlig på skolen, hvilket var nok, så hun ville helst holde det på det niveau i stedet for at fodre indtrykket.
”Jamen dog! Sikke en ære det er… professor Depraysie.” kommenterede hun kækt og blinkede en smule akavet lidt ham efterfulgt af en kort latter. Hun trådte da så et skridt tilbage og arme præsenterende sine arme ud. ”Tro det eller ej så står du selv foran en professor. I Botanik!” Hun skød stolt brystkassen en smule frem, dog syntes hun ikke at kunne virke alt for overlegen. Det lå ikke til hende som hos andre.

”Professor Harminn!” blev der pludselig råbt tværs over græsplænen af en af de elever, hun egentlig var kommet med. Straks drejede den ændre heks hovedet i retningen og i det, at hun så de hentydende armbevægelser, forsvandt hun tilbage til sit mere seriøse jeg. Alvoren i hendes øjne forblev der selv da hun drejede sig tilbage mod Nicholas og var klar til at undskylde for at blive nød til at stoppe deres samtale, da det pludselig gik op for hende, at hun i princippet kunne bruge ham.
”Jeg bliver nød til at ordne noget. Men hey – jeg kan sikkert bruge din viden! Nogle pixiegnomer skræmte nogle thestraler og et af føllene endte med at løbe væk og er tilsyneladende foret vild inde i skoven.” forklarede hun med bekymring i stemmen og et bedende blik i de grønne øjne. ”Har du noget imod at hjælpe?”

[Deleted]

Han nikkede og kunne ikke lade være med at grine.
"Ja, det fortalte rektoren mig, ikke at jeg havde regnet med du nogen sinde ville blive lære" måtte han erkende, han havde altid set sig lidt i en position hvor han gerne ville lære fra sig. Men måske ikke lige som professor i magiske dyrs pasning og pleje, nu var drager jo det han altid havde fundet mest interessant. Måske det i grunden også havde været alderen som havde trukket lidt. Chancen for at starte en familie var ved at nærme sig en grænse, i hvert fald hvis han selv skulle have en mening om, hvor gammel man skulle være. Dog fik de ikke lov til at snakke meget mere, da det viste sig at Rolo faktisk havde et andet sted hun burde være. Hans blik fulgte med hendes over imod eleven, som der havde råbt efter hende. De havde jo også massere tid til at snakke sammen, det måtte i hvert fald være nemmere nu end det havde været før i tiden!

Han skulle lige til, at gøre sig klar til at sige farvel til hende, da hun begyndte at snakke om pixiegnomer og thestraler. Og et føl som åbenbart var foret vild i skoven, han nikkede medgivende; ja det var jo noget af en situation at stå i. Da hun så spurgte om hans hjælp, måtte han løfte øjenbrynene lidt. Men før han begyndte at stille spørgsmålstegn ved noget som helst, bredte der sig et stort tand smil på hans læber. "Selvfølgelig - hvis vej Professor Harminn"