I need something, but what do I need?

[Deleted]

tid sted og omgivelser bliver beskrevet i tråden
Denne tråd er forbeholdt Mayson Carver

Lektionerne var alle overstået og folk var så småt begyndt at danne sig i deres vante grupper. Sjovt så hurtigt der kunne gå fra man var en del af en gruppe, til man ikke var del af noget. Hvis man var helt ærlig over for sig selv, så kunne man også mange gange se hvorfor man ikke længere var en del af dem. Også var der dem, som aldrig havde fundet sig en gruppe, men altid sad på siddelinjen og kiggede ind. Hvis skyld var det, ens egen eller dem som ikke tillod andre at deltage? 

Olive lod blikket glide hen over det sne beklædte område der befandt sig, så langt øjet kunne række. Kulden havde for alvor sat en i januar måned, så ånden der forlød næsen, nærmest lavede en lille dampsky rundt omkring ansigtet inden det forsvandt igen. Det var rart, bare at sidde og være sig selv, uden nogen blikke og uden hvisken i krogene omkring de ting hun havde gået igennem for snart et halvt år siden. Men også ensomt, men igen måske var dette hendes egen skyld fordi hun aldrig havde åbnet op omkring det? Et lille smil formåede sig dog alligevel at forme sig hen over hendes læber, da hun rejste sig fra bænken hun havde siddet på, og spankulerede hen over gårdspladsen hen imod området imod søen. Skøjterne der hang hen over hendes skulder, indikerede i hvert fald, det spinkle håb om, at der muligvis var is på søen, så tyk at man kunne kunne skøjte inden aftensmaden ville blive serveret i storsalen. 

Dog nåede hun ikke særlig langt, før at hun faldt over, ja hvad faldt hun over? Mere nåede hun ikke at tænke, før at den sne tildækkede bakketop tog imod hende, og hun rullede ganske uelegant hele vejen ned til bunden og landede ganske udramatisk på røven. Forvirret med sne over det hele, var det kun to store grønne øjne der tittede frem, før at en latter forlod læberne i sådan en grad, at man skulle tro hun var blevet gal. Det var da også utroligt, at hun ikke kunne gå nogen vegne, uden at gøre et eller andet klodset!

[Mayson Carver]

Januar måned var for alvor trådt i kraft i form af kulde og sne. Ikke at det gjorde den unde fyr så meget, han havde faktisk altid været ret glad for sne. Når man var dækket af pels fra top til tå - også selvom den kun var ganske fin og tynd - kunne somrene være ulidelig varme. Især fordi pelsen var mørk.
Han havde bevæget sig ned til søen denne skønne eftermiddag, ikke at der var noget specifikt formål med hans vandren andet end han bare havde brug for noget luft. Han var iført skoleuniformen hvor vejleder emblemet prygede den venstre side af hans brystkasse. Ellers havde han ikke rigtig noget på udover en lang mørk kappe og et tykt halstørklæde, naturligvis i gul og sort der indikerede hans kollegium.
Han gik rask fremad, som sneen nu tillod, med de trefingrede fingre dybt begravet i sine lommer og helt og aldeles i sine egne tanker, som ikke bestod af meget andet end hvor sulten han var ved at være - man var vel en dreng i voksealderen - da han pludselig hørte en underlig lyd.

Han rettede blikket op og det gule øjne fangede ret hurtigt en person komme trillende ned af bakkesiden lidt fra hvor han befandt sig. Med store øjne fløj hænderne op af lommen for bedre at kunne holde balanen som han satte i småløb gennem den halvdybe sne til han nåede frem til hende.
Det var først som han en kende stakåndet var ved at være helt henne ved hende at det gik op for ham at hun lo. Detter var en lettelse for det betød vel at hun ikke var kommet til skade. Alligevel var han ikke typen der ville gå den anden vej uden at være helt sikker, plus at det nok også ville virke rimelig mærkeligt nu eftersom han stod ret tæt på hende og var kommet i løb.
"E-er du o-okay?" Fik han gispende fremstammet. At løbe gennem ankelhøj sne var faktisk en del hårdere end man lige umildbart skulle tro.
Han så ned på hende og rakte til sidste en hånd frem mod hende for at gøre antydning til at ville hjælpe hende op. Heldigvis var han efterhånden kommet sig over at være sky og nervøs når han mødte folk. De fleste vidste hvem han var, nogen synes han var helt okay, andre hadede ham og størstedelen lod bare til at være ligeglade hvilket også passede ham fint, han var alligevel for genert til at være midtpunkt og nu havde han trods alt gået her et halvt års tid så folk havde efterhånden fundet andre ting at snakke om. Eller de fleste havde i hvert fald.

[Deleted]

Stemmen over hende, fik hende straks til at kigge op. Men hun kunne simpelthen ikke lade være med at grine.
"Så du" hun tørrede sig i ansigtet for at få det værste sne væk, mens endnu en latter boblede frem fra struben "det adelses" mere latter "Fantastiske styrt?" Hun tog uden at tænke over det imod hans hånd og rejste sig op i sin fulde højde. Som desværre nok viste sig stadig at være et hoved lavere en personen der havde hjulpet hende op. Et kæmpe smil var plastret på hendes læber, der trods kulden fra sneen var blusset op, og ligeledes var kinderne. "Vent, hvorfor er du forpustet? Væltede du også ned af bakken?" hun satte hænderne i siden og lod blikket glide op af bakken hun var faldet fra. Og hvis man var i tvivl om hvad der var sket, kunne man tydeligt se det ganske elegante zigzag som hendes krop havde lavet, mens hun var rullet ned af bakken. "Wow det er dog det smukkeste.." grinte hun, og begyndte at få det værste af sneen ud af hendes rober, men når handskerne hun havde på også var dækket i sne var det ikke langt man kom. Hun hæv dem af, og puttede dem i kappens lomme. Denne gang vente hun og tog personen der havde været så venlig at hjælpe, ordenlig ind. Også gjorde hun store øjne, vent var han, blå? Hun lagde hoved på skrå og blinkede lidt med øjnene. Måske var hun rullet for hurtigt og så farver? Hm nej, han var vidst nok blå.

Da hendes hjerne havde anerkendt at personen foran hende faktisk var blå, så kunne hun ikke lade være med at lade underlæben falde lidt. Det var dog den smukkeste blå farve en person kunne have! "Wow, du er smuk.." udbrød hun, før hun kunne stoppe sig selv. Med store øjne, slog hun hånden foran munden, mens en dyb rødme begyndte at sprede sig i hendes ansigt. Hvad havde hun lige sagt!? "je- je- je- jeg mener, altså du ved! Du virkelig flot.. nej.. øh.. Det den flotteste blå farve.. Oh.." hun slog sig selv i panden "Lad mig prøve igen" hun stak hånden frem "Mit navn er Olive"

[Mayson Carver]

Hendes latter smittede en smule af på ham i form af antydningen til et smil i den ene mundvig. Han passede altid på med ikke at give tandsmil til at starte med da de spidse hjørnetænder godt kunne få folk til at træde et par skridt tilbage, han lignede jo nok mest af alt en dæmon fra en dårlig gyserfilm.
Lidt overrasket over hun så ubesværet tog hans hånd gik der lige et par sekunder før det gik op for ham at hun havde stillet ham et spørgsmål. "Hvad? Nej jeg-" dyb indånding for at få luft nok til at fuldføre sætningen, "-jeg løb herover fordi så dit styrt," han tog endnu en indånding, men han var da så småt begyndt at få vejret igen. "Jeg ville sikre mig at du ikke var kommet til skade," han fulgte hendes blik mod sporet af nedpresset sne hun havde efterladt sig, "det så ret vildt ud." Afsluttede han og rettede atter øjnene mod hende.
Han så til som hun begyndte at banke sneen af sig og modstod trangen til at hjælpe hende med de steder hun overså. Det ville nok være lidt mærkeligt om han begyndte at hjælpe hende som var hun et lille hjælpeløst barn.

Han tøvede lidt som hendes blik faldt på ham. Han mente at kunne læse overraskelsen i hendes blik, men på den anden side var det jo også et udtryk han havde set en hel del gange efterhånden. Han forholdt sig tavs som han lod hende betragte ham, ikke fordi han brød sig om at blive stirret på, men fordi han godt var klar over at folk for det meste lige skulle have et par sekunder til at loade hjernen i ved synet af ham.
Den næste kommentar hun kom med fik dog ham til at tabe underkæben i sådan en grad at han ville have let ved at fange fluer. Halen blev urolig skønt resten af ham stivnede. Havde hun lige kaldt ham...smuk? Den havde han godt nok aldrig nogensinde hørt før. Kunne han måske have hørt forkert? Han blinkede nogle gange med øjnene, men nåede egentlig ikke at responderer før hun forsøgte at forklare sig ud af situationen ved egentlig bare at omformulere hvad hun lige havde sagt.
"Øh.." Han mærkede hvordan varmen omgående spredte sig over hans kinder og havde han ikke været dækket af pels ville hans ansigtsfarve helt sikkert have matchet hendes.
Det var først som hun rakte hånden frem mod ham at det gik op for ham hvor længe han bare havde stået og stirret på hende komplet forvirret. "Mayson," præsenterede han sig med et let hovedrysten og lod den ene hånd lukke sig om hendes i en hilsen imens den anden gled gennem hans hår, "og undskyld, det er bare..det er der aldrig nogen der har sagt til mig før." indrømmede han forlegent og bed sig lidt genert i underlæben.

[Deleted]

Hun åndede lettet ud da han valgte at tage hendes hånd, og præsenterer sig selv. Hun havde kort troet at han ville bakke væk, og hurtigt komme væk. Sådan en effekt havde hun desværre tit på folk, for enden var hun lidt for energisk eller blot en skygge af sit tidligere jeg. I hvert fald var det ret svært, at finde ud af hvilket humør hun kunne være i. Ikke at hun kunne bebrejde folk, det var de færreste der ville være venner med en, som rende rundt med skyggen af en dødsgardist tidligere legetøj. Som de jo så fint havde beskrevet det den anden dag.
Hun rystede hurtigt på hoved, som nok for man kunne forstås, at det skulle han slet ikke tænke på. Men for hende var det mere en metode at komme af med de forfærdelige tanker, der så tit overtog hendes hoved. Smilet forblev dog på læberne, det blev nemmere med tiden.
"Det forstår jeg slet ikke" denne gang med en mere rolig stemmeleje, end det hun havde haft før. Hun havde godt lagt mærke til, at hans hånd var en smule anderledes, og den var ganske blød. Men der var så meget andet mystisk ved ham, der gjorde at hendes tanker havde lidt svært ved at få styr på hinanden. Hun slap hånden og blikket faldt ned på hans emblem, præcis som hendes eget, der godt nok var gemt væk bag et lag sne på nuværende tidspunkt. "Oh! du vejleder! for..." hendes blik lagde sig på halstørklædet, hans var sort gult, mens hendes var blåt og sølv. "Hufflepuff!" sagde hun glad og trippede lidt frem og tilbage på hendes fødder. Hun havde stadig lyst til at udbryde flere ting, og hendes øjne lyste næsten op da hun endelig lagde mærke til halen. Han var virkelig noget, af det mest fantastiske hun havde mødt. Men ordene beholde hun denne gang indebords, han virkede ikke just som en der brød sig særlig meget om opmærksomheden. "Jeg er vejleder for Ravenclaw" fik hun så endelig afsluttet, og smilede et stort tandsmil til ham. "Det ikke tit jeg møder vejleder ved et tilfælde." gjorde hun af konstatering, typisk var det til møderne, eller hvis man skulle patruljerer gangene sammen. Men aldrig ved sådan et sammentraf som dette. Selvfølgelig taget i betrækning af, det nok aldrig var særlig normalt at møde mennesker på sådan en måde som de lige havde mødt hinanden.

[Mayson Carver]

Han smilede stadigvæk en smule tilbageholdt. Ikke fordi han ville være uhøflig, men fordi hendes ord havde forvirret ham. Han var vandt til så mange forskellige kommentarer angående hans udseende, den mest hyppige værende "hvad er der sket med dig?" hvilket godt kunne være en lille smule trættende i længden fordi han nok havde forklaret den samme historie omtrent 100 gange nu. Han troede ellers aldrig at han ville blive træt af at fortælle den.
Forsigtigt rømmede han lidt igen, "jeg tror bare ikke lige at mit udseende er noget de fleste forbinder med..skønhed." Sagde han stille, stadigvæk med smilet fremme, han var da trods alt glad for hendes kompliment skønt han ikke helt vidste hvordan han skulle håndterer den.
"Ja!" Nu var der både begejstring og stolthed at spore i stemmen. Brystet blev da også pustet en lille smule op skønt det ikke var noget han gjorde bevidst, han var bare så stolt over at være blevet udpeget til vejleder. Han havde ikke bemærket hendes skilt og nu havde han kun været til et enkelt vejledermøde som var blevet afholdt her efter jul. Det var måske lidt pinligt at indrømme, men han havde ikke helt styr på alle vejlederne endnu.

Han spærrede øjnene let op og smilet voksede sig omsider større ved informationen om en ting de havde tilfælles, "er det rigtigt? Ej nu har jeg det næsten skidt over ikke at kunne genkende dig," indrømmede han lidt forsigtigt, dog var han ikke helt så flov som hvis hun havde genkendt ham.
Igen lod han hendes blik undersøge ham uden han sagde noget. Som øjnene faldt på hans hale - eller han gik ud fra det var halen der havde fanget hendes opmærksomhed, slog han et mindre slag med den uden at tænke videre over det. Han tog sig også lige den frihed at benytte lejligheden til at betragte hende en smule. Hun lod virkelig ikke til at være blevet afskyet af ham hvilket var en lettelse i sig selv så måske hun rent faktisk havde ment hvad hun havde sagt. Kunne nogen virkelig finde ham...smuk?
"Nej der er jo heller ikke så mange af os," besvarede han en lille smule tænksomt. "Er du sikker på at du er okay?" Spurgte han lige en ekstra gang. Denne gang var smilet vokset og var blevet mere roligt eftersom han var blevet enig med sig selv om at hun ikke lod til at være en af dem der havde et problem med ham.

[Deleted]

Mens han snakkede, blev hun pludselig optaget af noget der dryppede på hendes næse. Hun nåede lige at opfange han havde det skidt, over at han ikke havde genkendt hende. Hvor på hun rystede hurtigt på hoved, det var højst sandsynligt fordi hun ikke havde været med til sidste møde. "Skal du bestemt ikke have! Jeg var ikke med sidste møde, og jeg tænker det er ganske for nyligt du er blevet vejleder?" sagde hun afledende, mens hendes næse rynkede sig og flyttede frem og tilbage. Til sidst, prøvede hun at løbe en hånd igennem håret, der virkede til at gøre tricket. Fordi hun var så optaget af, at sneen begyndte at smelte på hende. Havde hun ikke lagt mærke til hvordan han havde betragtet hende, som næsten var givende at det var fordi han ikke troede på det hun havde sagt. Selvom, ved eftertanke havde hun nok ikke lagt mærke til det alligevel. Siden hun aldrig havde været den beste, til at læse folk. Igen noget der gav sig gældende, ved alle de gange hun havde gjort noget i sit liv. Troende at folk følte noget helt andet, end de virkelig gjorde.

Hun lavede en lyd ud igennem læberne, som gjorde de vibrerede imod hinanden. "Ja! Helt sikker!" sagde hun ivrigt, men lagde så mærke til at der faktisk var noget som manglede. Hendes skøjter! Derefter begyndte hun at lede efter sin stav, så kunne hun jo altid bruge besværgelse Acio for at få dem tilbage. Men den var også væk! Damn it!. Lidt fraværende begyndte hun at gå rundt og kigge der hvor hun var faldet ned. "Men tak fordi du spørger! Det er virkelig pænt af dig, sådan at komme løbende" hun vente sig rundt og gav ham et stort smil, hvor i hendes øjne lukkede sig i. "Du er lidt af en helt" derefter vente hun sig rundt igen, hvor var de?

Til sidst gav hun op og faldt ned på knæ. Hvilket syn det ikke måtte være, at se en pige man havde stået og snakke med. Pludselig kravle rundt på bakken, med hænderne nede i sneen. Det var da også besværligt når skøjterne var hvide, men hendes stav var i ibenholt træ det burde da være til at se i den hvide farve. Det var da også typisk, at hun altid skulle være så uheldig.

[Mayson Carver]

Han tøvede lidt i sin talestrøm da det gik op for ham at hendes fokus lå et lidt andet sted. Han genoptog dog alligevel samme hastighed kort efter så hun ikke skulle bemærke at han havde tøvet. "Nårh, jamen så er det nok derfor!" Sagde han hurtigt og kørte en hånd gennem håret en smule lettet over at det ikke bare var ham som havde en pinlig dårlig hukommelse.
"Men ja, det var for en måneds tid siden eller noget i den stil." Sagde han tænksomt. Det passede vidst meget godt med at det havde været i slut november. Månederne kunne godt fade lidt sammen for ham når han havde så travlt som han havde disse dage.
Som hende endte han med at stirre lidt betaget på dråberne der blev ved med at forme sig frem til hun slyngede håret lidt tilbage og stoppede det. Han rystede kort hovedet for lige at vægge sig selv op fra den tranceligende tilstand.
Hun virkede heldigvis som en af de sødere elever hvilket også kun gjorde det lettere når nu de skulle arbejde sammen. Han var så lettet over at folk var begyndt at tage hans tilstedeværelse mere roligt og at han langsomt arbejdede sig mod den accept som han havde drømt om siden han startede.

Igen så han til som hun lidt fraværende gav sig til at rode rundt i sneen. "Mangler du noget?" Spurgte han og bukkede sig lidt ned uden at have den fjerneste ide om hvad han ledte efter. Han gik i hvert fald ikke ud fra at det var for underholdningens skyld at hun kravlede sådan rundt.
"Det var da så lidt, men det ville andre da også have gjort." Sagde han som varmen igen skød op i kinderne da hun kaldte ham en helt. Det var måske så meget sagt, han følte sig i hvert fald ikke som en helt, han havde jo ikke udrettet noget stort andet end at kæmpe sig igennem sneen hvilket andre nok havde gjort for mindre.
Han skubbede lidt formålsløst sneen frem og tilbage for at hjælpe hende med at finde hvad end hun nu ledte efter. Det var temmelig koldt selv på trods af at hans fingre var mere eller mindre isoleret af pelsen, det svarede bare til at have et par tykke handsker på, de var jo heller ikke vandtætte i større mængder.

[Deleted]

Det var ikke just den mest behagelige oplevelse, det at ligge knæ dyb nede i den kolde og våde sne. Derfor var hun også ganske overrasket over, at drengen der havde præsenteret sig som Mayson begyndte at rode rundt i sneen også. "Jo" mumlede hun lidt folegenet og kløede sig i det blonde hår. Hendes blik faldt på ham, mens hun sukkede en smule opgivende. "Som de klods jeg er, har jeg tabt min tryllestav... og mine skøjter" hendes mund lavede en lille krusning, mens hun lagde armene over kors. Hvorfor kunne man ikke bare række hånden ud og fremtvinge sin tryllestav. Det var der, det gik op for hende at det kunne hun ikke - men det kunne han vel! Hendes blå øjne kiggede på ham, med et stort smil på læben. Som en videnskabsmand der lige havde fundet på den mest brilliant idé. "Men det kan du!" Hun skød op fra sneen, hvilket gjorde hun var lige ved at falde igen. Ikke altid smart, at hoppe rundt på en bakke når der var sne på. Hun nåede dog lige i sidste øjeblik at finde fodfæstet, med nogle lidt usikre skridt luntede hun over til ham. "det er en ibenholt stav, som er 12,5" lang. Fra skaftet og op til spidsen er der en tynd streg der snor sig rundt omkring staven. Som er lidt lysere end resten af staven" prøvede hun at forklare, velvidende at det nok var svære for ham at fremane den, siden at han ikke vidste hvordan den så ud. Men hun var forhåbningsfuld, det ville i hvert fald være ti gange nemmere, end at hun skulle bruge de næste. Hun talte lidt på det, ja for hende skulle hun nok bruge en time i sneen. Også ville der slet ikke være tid til at skøjte før at det var alt for mørkt og de alligevel skulle tilbage til opholdstuerne. "Tror du, du kan det?" hun sugede underlæben ind, og kiggede stadig på ham med nogle store dådyr øjne.

[Mayson Carver]

Han skubbede lidt til sneen og kiggede efter "huller" hvor den hvide overflade var trykket ned hvilket kunne indikerer at noget var tabt der. Desværre havde han ikke det store held med sig, han ville ellers gerne fremstå som ham der lige vupti kunne finde hendes ting.
"Skøjter?" Den blå dreng rettede sig lidt op og så fra hende og derefter ud mod søens faste overflade. Det lød faktisk ret sjovt, ikke at han havde prøvet det før andet end på små vandpytter, men det kunne vel ikke være så svært han havde jo en ret god balance takket være den lange kraftfulde hale. "Har du stået på skøjter mange gange? Altså siden du har et sæt selv." Sagde han selvom det måske virkede som et lidt underligt spørgsmål.
Hendes udbrud fik ham til at stirre på hende i nogle lange sekunder, "øh, hvad kan jeg?" Blikket var en smule forvirret, han havde jo af gode grunde ikke været en del af den ide endnu. "Pas på du ikke falder," kommenterede han som hun vaklende kom på benene, ikke at han gik ud fra hun ville slå sig det store, sneen havde jo allerede afblødede hendes fald én gang.

Det varede lidt før det gik rigtigt op for ham hvad der egentlig lå i spørgsmålet, hun ville have ham til at tilkalde hendes stav, hans mod sank en anelse og halen dalede lidt i takt med dette, han var ikke specielt god i besværgelser. Han var fa begyndt at kunne følge en smule med, men han ville jo helst ikke gøre sig selv til grin foran hende.
"Altså jeg er ikke så god til besværgelser," indrømmede han så en smule skamfuldt og så ned på sine hænder. Alligevel var der noget i hendes blik der gjorde at han på trods af dette stak hånden i inderlommen på kappen og fandt tryllestaven frem.
Det mørke skaft var udsmykket med et smukt simpelt mønster og den lå ganske perfekt i hånden på ham. Han så lidt ned på den imens han stod lidt ubeslutsom omkring sit næste træk.
Hvad skulle han i det hele taget sige, han kunne vel ikke sige Accio og så den meget lange beskrivelse hun lige var kommet med. Han sendet hende et lidt beklageligt og hjælpeløst blik svarende til en sulten hundehvalp for foden af et fyldt madbord.

[Deleted]

Hun stod lidt og kiggede afventene på ham. Der var noget i hans blik der fortalte hende, at han ikke helt var med på hendes bølgelængde omkring idéen. Hvilket hun ikke kunne forstå, det var da en fantastisk idé! Men så kom det, den sætning som gjorde hun pludselig forstod det hele lidt bedre.

"Hmm.." hun stod lidt og overvejede hvad hun skulle sige, hun ville jo helst ikke fornærme en potentiel redningsmand. Men det var nu en ganske simpel besværgelse, som man bestemt burde kunne efter femte årgang. Det kunne hun jo ikke tillade sig, at sige! Men det viste sig nok lidt i hendes ansigts udtryk. Det forsvandt da hurtigt, da han tog sin stav frem. Se det var den helt rigtige gejst! Men igen så det ud som om, at han var i tvivl om hvad han skulle gøre.

"Det jo bare at sige Accio stav, også skal du forestille dig objektet." måske var det i virkeligheden hendes skyld, at han var blevet så forvirret. Hun havde jo også bare kastet ord op, omkring hvordan hendes stav så ud. "Så.." hun smilede lidt til ham, og ønskede virkelig at hun have studeret mere magi der ikke krævede en stav. Se det ville altså være meget mere handy! De som studerede i Uagandou havde virkelig noget af en fordel, det med ikke at være bekymret om at få staven kastet ud af deres hænder. De havde altid magi, lige ved hånden! Det havde været en forfærdelig ordspil, havde hun brugt tid på faktisk brugte tid på, at tænke over hvad det var hun sagde. "Du skal bare tro på dig selv! Have et klart billede i dit hoved, om det du gerne vil hidkalde. Slå med staven og udtale Accio tydeligt." stemmen hun altid havde brugt, med de yngre elever, da hun havde haft en lille lektie gruppe. Var næsten tilbage, mens hun prøvede at overbevise Mayson om, at det var den bedste løsning.

[Mayson Carver]

Han var ikke specielt begejstret for denne situation ville han gerne erkende. Han stod lidt og skiftede vægten fra den ene fod til den anden, nok mest for at vinde lidt tid for åbenbart talte selv et par sekunder. Det var jo ikke fordi han ikke ville hjælpe, men han ville bare helst heller ikke blive til grin foran hende og da slet ikke når hun også var vejleder.
Alligevel besluttede han i sit stille sind at den bedste måde at komme igennem det på var ved at forsøge. Forsigtigt vendte han sig mod det sted hun var trillet ned fra, hævede han den mørke stav og holdt den lidt ud fra sig som han forestillede sig det hun havde forklaret så godt som han nu kunne. "Accio tryllestav," sagde han lavmeldt, men tydeligt. De gule øjne scannede det snebeklædte område med et roligt blik. Der var intet at se. Modet faldt endnu mere og han mærkede halen røre toppen af sneen. Han sukkede og vendte sig atter mod hende med et undskyldende smil, imens han forsøgte ikke at se for flov ud, "se, jeg tror ikke det vir.." mere nåede han ikke at sige før en snefyldt tryllestav kom farende ud af mørket, ramte ham i baghovedet og faldt ned i den dybe sne lige bag ham.

Med en mindre gisp af overraskelse og smerte fløj hans hånd til det sted han var blevet ramt. Han vendte sig igen og så ned, der gik et par sekunder før det gik op for ham at det var tryllestaven der havde ramt ham og nu lå i sneen. Overrasket over at det virkelig havde virket glemte han alt om den voksende bule i baghovedet og bukkede sig ned for at fiske staven op.
Fascineret kiggede han på den i nogle lange sekunder før han rakte den frem mod hende, "vær sød af sig det her er din stav og jeg ikke er kommet til at hidkalde en stav fra Rowan eller Lucka." Sagde han med et lille smil. Selvfølgelig var der også andre stave at hidkalde en lige de to, men de var bare de værste han kunne forstille sig.
Han regnede nu også med at det var rigtigt og han havde næsten lyst til at udforme en mindre sejrsdans udelukkende fordi det var lykkedes for ham. Han gjorde det dog ikke, man havde vel lidt værdighed.