Unchained.

[Deleted]

Godt og vel to uger efter Unfortunate events.
Zain Rigel
________________________________________

Hvor mange dage var der gået? Uger? Måneder? Hun syntes at have mistet tidsfornemmelsen fuldkommen. Det eneste lys hun blev benådet var de levende flammer, der brændte fra de fakler som folk bar, når hun fik besøg i den ensomme celle, hvilket ikke var oftere end, når hun blev bragt mad for at overleve. Men så ikke meget mere. Stoffet på den højre arm var blevet revet af for at give plads til den tykke forbinding, en fremmed mand havde bundet om hendes skader kort efter, at Zain havde forladt hende til sig selv i tro om, at hun ville ende med at dø. Hvis ikke af virussen så af blodmangel. Den dunkede stadigvæk, men hun blev ikke overvældet af kraftige smerter, når hun bevægede den længere med mindre det var for hurtige eller for pludselig og skarpe bevægelser. Den metalliske lugt af blod hang stadig i den indelukkede luft omkring hende. Meget muligt fra den større mængde af det, som havde suget sig ind i hendes tøj, der endnu ikke var blevet skiftet siden hændelsen. Godt nok var den smule indtørret blod blevet tørret af hendes ansigt og hals, men hun havde ikke ligefrem været velsignet med et bad, så snavs havde lidt efter lidt samlet sig på hende, eftersom hun flere gange havde forsøgt at finde sig en vej ud igen. Det brune hår kunne nok heller ikke beskrives som fedtet, mere end det kunne beskrives som værende rut af den mængde støv, der havde samlet sig i lokkerne. Men selvom den unge heks ikke virkede til at være i nogen specielt god stand, så formåede hun alligevel at ligne et fortabt væsen frem for en efterladt gadehund.

Små diskrete hudafskrabninger var at finde på hendes anden hånd fra at have banket mod den mure stenmur ud af rent og skær frustration for ikke at kunne grave igennem. Et enkelt helende snit kunne ligeledes ses i håndfladen, efter at det havde mislykkes at bruge sin givne kniv som redskab og derfor smuttet ud af hånden på hende ved et uheld. Hendes ellers så klare grønne øjne stod i næsten skarpere kontrast med de mørke rander, der prægede omkring dem. Søvn havde ikke været noget, Rolo havde fået meget af. I hvert fald ikke betydeligt behagelig søvn, så selv med et par timer på øjet om dagen, gav det hende ikke meget energi. Tankerne havde hærget hendes hoved det meste af tiden med forestiller om, hvad der skulle blive af hende. Hendes forældre måtte have opdaget hendes forsvinding. For selv med de skavanker, de havde været igennem, var de stadig en elskværdig familie.
Tankerne havde også været vendt mod bæsterne, der var alene. Og mod uglen, den usle mand havde efterladt til en langsom død. Og underligt nok havde et bestemt ansigt poppet frem et par gange. Caleb. Bare Caleb. Han var vel og mærket med til at skabe det enkle lille håb om, at det nok skulle gå, nu hvor hun bar rundt med den samme virus. Eller det var hvad, hun havde troet den første tid, før hendes fornuft havde fundet de rette informationer frem og forsikret hende om, at hun var mere eller mindre på den rette side. Hun følte sig lidt dum over at have gået så meget i panik over det. Zain måtte have moret sig ængsteligt!..

[Zain Rigel]

Han bevægede sig gennem labyrintiske hulesystem der førte til varulvenes tilholdssted. Fuldmånens skær havde oplyst det meste af skoven som han havde bevæget sig rundt i kort forinden. Han havde holdt vagt for varulvejagerne. Rygtet havde det at en flok havde samlet sig efter det var blevet så omtalt i Norge.
Efter at være blevet afløst af endnu en ulv på stormhatteeliksir var han nu på vej tilbage. Han havde ingen problemer med at memoriserer vejen gennem de mange tunneller og hulesystemer.
Som han nåede midtpunket for samlingsstedet lod han de ravgule øjne glide mod nedgangen til fangehullerne. Havde han været i stand til at smile i ulveform havde han gjort det, men i stedet lignede der nærmere en lydløs snerren hvor de abnormt store og spidse hjørnetænder blev blottet. Tungespidsen gled omkring mundtøjet og han gik mod nedgangen.
Rolo havde endnu ikke været hernede under en fuldmåne, så nu var det vidst på tide at vise hende at hendes kæphøjhed ikke kunne betale sig. Han reflekser, hans syn, hans hørelse, ja alt var han hende langt overlegen med.

Det store grå muskuløse væsen bevægede sig ned af trapperne. Allerede herfra kunne han lugte hende. Lugte blodet. Høre hendes åndedræt. Underholdt over tanken om hvor meget han ville skræmme livet af hende bevægede han sig tættere på hendes celle. Ikke at hun ville være i stand til at se ham fra den givende vinkel, men han gjorde lidt ekstra ud af at lade kløerne klikke mod det hårde stengulv.
Han fnøs en enkelt gang og stoppede op ved siden af celledøren, stadigvæk uden for hendes synsvinkel. Her tog han en dyb indånding før han lod et klagende gennemtrængende hyl runge gennem gangene. Det lød langt højere som lyden blev kastet mellem de tætte vægge.
Nu trådte han frem hvor han ville være i stand til at se hende. De dyriske øjne stirrede direkte på hende med et gennemborende blik og tænderne var blottet imens en dyb faretruende knurren trådte frem fra hans strube. Han huskede ikke om han havde fortalt hende at alle ulvene i flokken var på stormhatteeliksir, men uanset hvad, ville synet af en stor fuldtudviklet varulv nok alligevel være nok til at få hende til at føle sig om ikke andet så bare en lille smule presset -forhåbentlig.

[Deleted]

Allerede ved lyden af kløerne mod klippevæggene begyndte Rolos hjerte at begynde hurtigere og mere panisk. Det var sådan en sagt lyd, men når man var så vant til stilheden, så opfangede man hurtigt disse små lydspor, der normalt ikke var tilbage. Det krøb hende gysende ned langs ryggen og fik nakkehårene til at rejse sig, som kunne hun mærke dem igennem muren, som hendes ryg lå lænet op imod. Det mindede hende umådeligt meget om negle mod en tavle. Det gav samme ubehag. Dog var hun ikke blind for at netop denne lyd var en klarere indikator til fare end, hvad det andet var. Hun havde allerede været i gang med at ganske langsomt dreje hovedet ud af cellens område, da et fnys fik bevægelsen til at gå meget hurtigere og virke meget skarpere. Og igen satte hendes hjerte farten op igen, hvilket kunne svagt høres i hendes vejrtrækninger. Hun bed lysten i at råbe ud i mørket i sig, for hun vidste allerede hvad det var. Og det var ikke noget der ville lytte til hende. Dog så hun intet. Meget langsomt og forsigtigt lænede hun sig længere og længere frem, indtil at det lykkedes hende at komme om og kravle på alle fire i stedet for at sidde krøllet sammen i hjørnet. Hendes ene hånd rakte desperat ud efter den sølle bestikkniv, der stadig lå på gulvet ikke langt fra hende. Hun nåede knap nok at få lukket sine fingre omkring den, da hylet fyldte cellen, og hun igen straks så ud fra sit fangenskab med et skrækslagent udtryk i ansigtet.
Med tydeligvis alt for hurtige bevægelser fumlede hun med at rejse sig op. Bare så hun ikke skulle ligge og rulle rundt på gulvet, hvis det værste faktisk skulle ske. Og ganske rigtigt, så vidste bæstet sig endelig for hende og fik endnu en gang det til at løbe hende kold ned ad ryggen. Normalt ville hun nok ikke være så bange for en forvandlet varulv, som hun var nu. Men hun vidste desværre, hvad dette besøg indebar.

Den unge heks kunne ikke tage blikket fra varulven, som den stod på den anden side af tremmerne of knurrede af hende. Det var forfærdeligt. For selvom der var noget mellem dem, så var det hende der var fanget frem for den anden vej omkring. Kniven, som hendes hånd stadig havde et fast greb omkring, blev hævet og rettet mod bæstet, mens hun ubevidste bakkede tilbage, hvor hun måtte indse sine fejl, da hun kunne mærke muren mod sin ryg igen.
”Hold dig væk!” udbrød hun højlydt og forsøgte at lyde truende. Det var ret overraskende hvordan at hendes hånd med kniven ikke rystede. Tilt trods for at hun stadig var bange, så stod hun ret standhaftigt. Og blikket i hendes øjne var ikke fuldkommen rædsel. Vreden og frustrationen var også til stede.

[Zain Rigel]

De ravgule øjne stirrede på hende med et vildt blik. Han så til som hun kom op og stå og rettede kniven mod ham. Havde han været i sin menneskelige form ville han efter stor sanddynlighed være knækket sammen af grin over hendes ynkelige forsøg på at forsvare sig selv, som om hun ville have en chance imod ham.
Ikke at han kunne grine hånligt eller på andre måder hoverer overfor hende så længe han befandt sig i sin ulveform, han kunne trods alt ikke snakke, kun snerre, hyle, knurre og komme med andre dyriske lyde.
Cellerne hernede var bygget til at holde varulve inde så der var ingen måde han kunne bryde dem ned på, desuden ville han ikke give hende muligheden for at flygte, men samtidig var han så desperat for at demonstrerer sin styrke overfor hende så hun vidste at han ikke var til at spøge med. Han havde snart mistet tålmodigheden og han var træt af hele hendes stædige attitude.

I stedet for at følge hendes ord provokerede det ham ufattelig meget, som om at en varulv ville lytte til en latterlig pelsløs eller på nogen måde føle sig truet af en. Derfor satte han i stedet af og kastede sig mod tremmerne med et brag så hængslerne knagede. De ville ikke give efter, så meget vidste han, men igen kunne han jo kun håbe på at det for hende ville fremstå som en reel trussel, hun var trods alt fanget som en mus i fælde.
Han udstødte en øvesynderirende lyd som lød lidt som en blanding af et rasende hyl og et brøl som han igen kastede sig mod gitteret ligeglad med hvilke skræmmer og blå mærker det ville efterlade på hans krop den følgende morgen.
Han stak armene som nu næremere var forben ind gennem tremmerne og rev ud efter hende. Ikke at han kunne nå, men nu var han jo heller ikke ude på at skade hende, ikke i dag, kun mentalt selvfølgelig.
Han gav endnu et arrigt brøl fra sig og blottede de enorme hjørnetænder for hende på ny. Han vidste hvor nøglen var og ville sikkert godt kunne formå at få få lukket op ind til hende hvis han ville, men igen var det slet ikke pointen med dette besøg.