Snowy afternoon

[Mayson Carver]

Tilegnet: @rowan

Sted: Gangene på 2. sal

Tid: 15 tiden

Årstal: December, 2053

Påklædning: Skoleuniform

______________________________

Mayson sad i vindueskarmen i et af de store vinduer på 2. sal. Vinduet var højt og kunne ikke åbens hverken inde eller udefra. Med de farvestrålende små ruder mindede det ham lidt om et vindue man normalt ville se i en kirke. Solens sidste eftermiddagsstråler kastede skinnede gennem ruderne og fik den ellers blå pels til at lyse op i alle mulige forskelige farver. Vinduet havde en bred karm der gjorde det muligt at sidde og læse, hvilket også var det han gjorde. Eller måske rettere burde gøre.
Det ene ben han dovent ud over kanten og med den store fod kunne han lige akkurat strejfe gulvet med den ene tå. Det andet ben var bukket op mod hans brystkasse og hovedet hvilede mod de små ruderne. Selvom han havde en bog liggende i skødet var det ikke den der havde vundet hans opmærksomhed lige nu. De gule øjne var rettet mod aktiviteten der foregik udenfor nede på plænerne som han kunne se fra sin position. 
En flok elever havde gang i en vild sneboldskamp han havde trukket på smilebåndet uden selv at bemærke det og ønskede nok lidt at han selv kunne være en del af det i stedet for at sidde her og læse lektier. Ikke at han nogensinde kunne drømme om at spørge om han måtte være med, det var han alt for genert til.

Han sukkede let og hvilede den ene af de trefingrede hænder på bogen der lå åben i hans skød. Der var ingen tvivl om at han var blevet bedre til at socialiserer sig, han havde endda fået venner nu. Tanken alene varmede ham helt op på den ellers kolde vinterdag. Heldigvis var der varm og lunt her indenfor, men han misundte nu alligevel eleverne ude foran.
Det var dog ikke kun venner han havde fået anskaffet sig, der var også et par skolefjender - hvis man kunne kalde dem det, men det var vel okay selvom han jo helst så at alle kunne lide og accepterer ham. Men altså, i det store hele havde han det godt. Han var jo også blevet udnævnt til vejleder og alt muligt så han kunne nok ikke tillade sig at klage når alt kom til alt.
Et lille fnis undslap ham som en af eleverne blev fanget i et bagholdsangreb og fik den helt store tur i sneen. Skønt Mayson ikke kunne høre hvad de sagde havde han en rimelig god ide om det bare ved at aflæse deres kropssprog, eleven så i hvert fald ikke ovenud lykkelig ud som hun rejste sig med sne i hele hovedet.

[Deleted]

Rowan havde lige forladt spisesalen med en stor gruppe venner. Det var lidt blandet folk, fra flere årgange og forskellige kollegier. De skiltes sig, så nogle gik udenfor i sneen, andre gik hen til deres respektive opholdstuer, mens Rowan og to venner gik mod FMMK lokalet.
Man kunne høre dem komme fra lang afstand, for disse drenge lavede ikke andet end at grine og joke. Talte om hvilke piger der var de pæneste, og hvilke første årige de skulle give en vasker ude i sneen.
Pludselig blev en af dem stille, hvilket de to andre også blev. De havde fået øje på den spøjse dreng der sad i vinduet og læste.
”De siger at det var en forbandelse, men det var sikkert bare fordi hans mor ikke var særlig pænviskede en af dem, som de nærmede sig.
”Hey freak!” råbte Rowan som nu pustede sig op overfor sine venner, og selvfølgelig havde rettet blikket mod Mayson.
Der kom en svag latter, før en af de andre fortsatte. ”Hvorfor kravler du ikke bare tilbage til det hul du kom fra! Ingen gider at se på så meget blå!”
Orderne var hårde, men drengene var ligeglade. Alt der faldt uden for normen skulle påpeges og nedgøres, og det var ikke noget nyt at folk bagtalte Mayson for hans udseende.

[Mayson Carver]

Mayson ænsede ikke rigtigt drengegruppen komme til at starte med, han havde en vane med at fordybe sig lidt for meget i de ting han lavede og lige nu var det at sidde og stirre ud af vinduet. Ikke videre produktivt, men det var da en rar måde at koble lidt fra på bare lige i nogle minutter om ikke andet.
Det var først som da nogen henvendte sig til ham at han drejede hovedet væk fra sneboldskampen og hen mod gruppen. Desværre var han lidt vandt til den form for øgenavne så han havde reageret på det nærmest per automatik. Det gjorde altid ondt når folk kaldte ham sådanne ting, men desværre var det samtidig også noget han var blevet lidt vandt til. Børn kunne være så forfærdelig onde.
Heldigvis havde Mayson da også mødt søde og fordomsfri elever, han vidste at han ikke var alene længere og det gjorde det også lidt lettere for ham at rette sig op og ikke helt finde sig i alt.
Dog var han stadigvæk genert og ikke særlig god til at komme med rappe replikker når han blev nervøs, hvilket ofte endte i at han ikke var så god til at få det sidste ord indført.
Han rettede ryggen en smule og hoppede ned fra vindueskarmen. Brystet var skudt en smule frem for at understrege det skinnende vejlederemblem der gjorde opmærksom på at han kunne - og ville - fratrække dem point hvis de blev for smarte at høre på. Desværre var det bare ikke altid trussel nok i sig selv.

"I burde finde noget bedre at tage jer til," sagde han i en stemme der ikke ligefrem udstrålede autoritet, nærmere som var det en venlig forespørgsel. Han prøvede som regel at undgå problemer hvis han kunne, men desværre havde de det med at finde ham uanset hvilken afkrog af skolen han gemte sig i.
De gule øjne gled fra den forreste af drengene til hans kompagnoner. "Hvis I bare lader mig være og går videre så lader jeg jer slippe med advarslen." Forsøgte han sig. Han bar nok en af de eneste vejledere der ikke var lidt for glad for den magt emblemet gav ham, han var faktisk ikke så glad for den del med at irettesætte sine skolekammerater, men den del med at skulle hjælpe, guide og vejlede yngre elever det var langt mere ham, men man måtte jo tage det sure med det søde som man sagde.

[Deleted]

Det var ikke noget nyt at Rowan og hans venner synes de skulle drille de andre elever. Mobning var ikke en betegnelse de selv ville bruge, for det var jo bare for sjov…
De kunne se at Mayson prøvede at virke modig, ved at springe ned fra vinduet og puste sig op. At han markede sig sådan og derved fik sit emblem til at blive mere tydeligt, fik bare et smørret grin frem på drengenes læber. Med den ballade de lavede, så var kollgie point noget uden betydning mere. Hvis man bare begav sig i en vennegruppe der havde det på samme måde, skulle man aldrig være bange for at folk blev skuffet over at man minskede chancen for at vinde pokalen.
De hviskede først noget uhørtbar, før de trådte et skridt nemmere deres offer. ”Det er kun fordi at lærerne og rektor har ondt af dig, at du er blevet vejleder” svarede Rowan igen, men sørgede stadig for at have hånden på sin tryllestav, hvis Mayson tyede til magi.
”Hvordan kan du overhovedet holde ud at være her på skolen, hvor folk rent faktisk kan se dig. Du skræmmer jo de værdige typer væk, mens du selv kan være her, med dine spidse tænder, og mærkelige hænder”[/color]
Der var ingen tvivl om at de fleste elever, et eller andet sted var bange for Mayson, både fordi han var anderledes, men også fordi han kunne ting som ikke var normalt. Men reglerne på skolen, gjorde at han ikke var så farlig alligevel, da han jo ellers kunne blive smidt ud. Dette var også hvad der fik drengene til at turde at provokere Mayson, som de gjorde, for han kunne ikke andet end verbalt svare igen.
”Det vil faktisk slet ikke komme bag på mig, hvis han aldrig har haft sin egen tryllestav. Ingen stav ville vælge ham” små hviskede Rowan til de andre, dog højt nok, så Mayson også kunne høre det.

[Mayson Carver]

Mayson mærkede hvordan en mild vrede begyndte at boble lidt i hans indre. Vreden stammede fra usikkerheden fordi tanken faktisk også havde strejfet ham. Om professer Harminn måske blot havde givet ham det fordi hun syntes det var synd for ham. Han forsøgte dog ihærdigt ikke at lade den usikkerhed skinne alt for meget igennem.
Han have slet ikke i tankerne at han skulle bruge sin tryllestav, mest fordi det ikke faldt ham helt så naturligt som det nok gjorde for andre magikere, men han havde jo heller ikke haft sin egen tryllestav mere end nogle måneder.
Skønt han hadede at indrømme det ramte den næste kommentar ham faktisk ret hårdt. Mange af eleverne undgik ham og han havde altid en indre frygt om at han skræmte folk med sit demoniske udseende, det var jo derfor han altid var så forsigtig omkring nye mennesker.
Øjnene flakkede i et kort sekunds svaghed. "Betyder det så at I er uværdige siden I stadigvæk er her?" Han kunne have givet sig selv en over nakken over den kommentar. Han skulle ikke begynde at diskuterer med dem, han skulle bare ignorerer dem eller melde dem til en professor, men det gjorde bare forbandet ondt fordi han virkelig kæmpede for at passe ind.

Halen svingede i store ophidsede buer bag ham, børsterne var rejst en smule og hans hænder var knyttet. Efter den sidste kommentar fik Mayson for første gang lyst til at råbe af fyren at han kunne rende ham hvor solen ikke skinnede, men han bed sig i tungen for at holde det tilbage og knyttede bare hænderne tættere sammen.
De var virklig ved at gå ham på nerverne. "Hvor er det dog sørgeligt at I ikke har bedre ting at tage jer til end at træde på andre." Kommenterede han sammenbidt. "10 point fra Gryffindor." På nuværende tidspunkt var han godt klar over at det nok ikke ville gøre dem så meget, de lod ikke til at gå op i den slags for så havde de nok ikke provokeret ham.
"Måske I skulle bruge jeres energi andre steder end her." Lige nu anede han faktisk ikke helt hvad han skulle stille op. Normaltvis ville han have stukket halen mellem benene - bogstavelig talt - men nu var han ligesom vejleder, han kunne ikke bare gemme sig væk og håbe på at de havde glemt ham den følgende dag. Desværre.

[Deleted]

Maysons kommentar om at drengene var uværdige, fik dem til at grine. ”Har i hørt det!?” for ligesom at gøre deres latter mere bemærket, bankede de hinanden på ryggen og holdte sig på maven, som om latteren var for frydfuld.
”Selvfølgelig er vi værdige. Min familie er fuldblod, og jeg har stået på listen over kommende elever, fra da jeg blev født. Endda gået her siden jeg var elleve” lød det kækt fra Rowan, for de fleste vidste jo godt at Mayson ikke have gået på skole før, men andet vidste de egentlig ikke, - om han var blevet hjemmeundervist.
”10 points? I går var det 20… fra en af lærerne. Tror du at det rører os?”[Drengene virkede ikke synderligt påvirket af denne fratrækning af point. Det sjove ved at drille andre og lave ulykker, overgik håbet og glæde ved at vinde kollegie pokalen – og så var det også nemmere.
”Hov, ved i hvad der rimer på energi? Magi…” Rowan havde lyn hurtigt sin stav fremme og pegede mod Mayson, mens orderne Expelliarmus lød. De to andre var samtidig opmærksom på om der kom nogle ude fra gangen, så de kunne forblive i fred.

[Mayson Carver]

Mayson kunne mærke hvordan hele kroppen spændte op i en vrede han ikke huskede at have følt før. Ikke på denne måde i hvert fald. Han skar lavmeldt tænder og knyttede hænderne yderligere. Halens slag var blevet mere anspændt i takt med at hele kroppen spændte op.
Han havde oplevet provokerende og nedladende typer, som Lucka og Luke - sidstnævnte var selvfølgelig før de blev venner - men dette her var alligevel over hans grænse og han var ellers en ufattelig tålmodig og blid sjæl til daglig. Desværre ramte de nogle punkter som gjorde ondt.
"Blodstatus har da intet med værdighed at gøre!" Argumenterede han fladt. Det havde det jo nok desværre i deres øjne, Mayson havde aldrig helt fattet den krig for helt ærligt, hvilke idioter fulgte en halvblods troldmand der kun accepterede fuldblods? Det var jo komplet åndsvagt.
Hans mod sank endnu engang som effekten af pointfratrækkelsen ikke rakte. De lod desværre til at være komplet uden for rækkevidde. Sikke nogle idioter.

Mayson var ikke specielt stærk i besværgelser, det eneste som han virkelig mestrede med stor brilliance var transferring, hvilket desværre ikke hjalp ham synderlig meget på Hogwarts grund eftersom man ikke kunne transfererer sig her.
Han nåede kun lige at se staven blive trukket og skønt han faktisk havde ganske glimrende reflekser, var der intet der kunne have fået ham til at undgå at blive ramt at besværgelsen der blev sendt efter ham.
Den ramte ham hårdt i brystet og han blev slynget et par meter tilbage, her havde han dog heldigvis den fordel at han var ufattelig adræt og grundet den lange hale havde næsten umenneskelig ballance, på den måde lykkedes det ham med en slående elegance at lande på sine ben.
Han gispede en smule efter vejret og de gule øjne lynede af raseri. Han vidste at han ikke skulle bevæge sig ned på deres niveau. Han blev nødt til at holde hovedet koldt, men hvor var det dog indbydende at kvæle dem lige nu. Han havde lyst til at sige at han ville fortælle det til en professor - hvilket han bestemt også havde tænkt sig at gøre - men han havde en ret god ide om at det ikke ville gøre andet end at de bare ville grine endnu højere.
Han rettede sig atter op som han fik luften tilbage, det gjorde stadigvæk ondt, men han nægtede at give dem den tilfredsstillelse at ømme sig. "Tillykke, du har lige reddet dig selv og dine venner flere ugeres eftersidning." Sagde han i en lidt svagere stemme fordi det stadigvæk trykkede for brystet. Ikke at Mayson var i stand til at give eftersidninger, men igen havde han tænkt sig at indberette denne episode til en professor. Ufrivilligt gled hans hånd over brystet hvor forbandelsen havde ramt ham han gnubbede lidt fraværende området. Lige nu ville han ønske at han havde mulighed for at give igen, men han trak ikke sin stav som Rowan heldigvis ikke havde ramt i inderlommen.

[Deleted]

”Blod status har alt at gøre med værdighed"[/b] sagde en af dem, og de to andre nikkede. Egentlig var Rowan ikke typen der så ned på folk, grundet deres blodstatus. Han kendte mange mugglerfødte der var bedre end ham selv i skolen, og de fortjente det vel ligeså meget.
Men i en teenagers hjerne, høre blå monstre ikke til på en skole, og de er kun til problemer. ”Du må ikke græde!” Drengende havde godt set, at deres kommentere havde sit tag på Mayson. Alle havde en grænse, og om det betød at Mayson begyndte at flabe, eller at han blev aggressiv, var det mest spændende der fandtes… Hvor var grænsen, og hvad skete der når man havde krydset den?
Det var ingen hemmelighed at Rowan ikke var den bedste til besværgelser, og da hans, fik Mayson til at blive skubbet tilbage, i stedet for at gøre ham tryllestavløs, fik Rowan et nervøst udtryk i øjnene. Hvis dette havde været en fjende havde personen fået en fordel, men det var jo ikke sikkert at Mayson overhovedet ville trække sin stav.
”Tør du ikke kæmpe imod? Din kujon!” Mens Rowan sagde disse frygtsomme ord, sørgede han for at holde staven klar. Han lød nok heller ikke så modig, som han prøvede på at lyde, men man var jo nød til at vise sig overfor sine venner, og der var intet sejt i at vinde over en, der ikke kæmpede imod.

[Deleted]

”Expelliamus!” Den følelsesneutrale blide stemme brød pludseligt igennem drengenes verbale – og nu en smule fysiske – kamp, der fløj frem og tilbage mellem den ene vejleder og de tre almene ballademagere. Og sammen med en tilhørende cirklende håndbevægelse, som når besværgelsen blev sendt af sted med en stav, blev der gjort et forsøg på at slå staven ud af hånden på den jævnaldrende løve, der ellers stod og så ud til at være klar til den helt store duel. Med sin tilstedeværelse afsløret, bevægede Madelaine sig ganske roligt videre mod gruppen med den sorte kappe flagrende omkring sine ankler. Hun behøvede ikke at skyde brystkassen frem for at fremhæve sit gyldne broderi.

”Det er ikke engang et år siden, at magifrie mandage blev fraskrevet, og I beviser stadig de samme grunde til, hvorfor de opstod.” sagde hun med sin sædvanlige kølige og naive stemme, alt imens hun mere eller mindre ignorerede de andre omkring hende. Hvis det så ellers havde lykkedes hende at faktisk få staven ud ad Rowan’s hånd trådte hun hen til den, som den lå på gulvet, satte sig på hug og samlede den op i sine blege hænder, hvorefter hun rettede sig op igen. De intense øjne så sig først kortvarigt hen mod Mayson, som skulle de lige forsikre sig, at han var okay, inden hun vendte sin fulde opmærksomhed til det andet slæng.
Tryllestaven lod hun blødt glide rundt imellem hendes fingre. Følte træet og dens form. Hun havde skam selv en. Men selv efter over 6 år havde hun stadigvæk problemer med at affinde sig med at skulle bruge den til sin brug af magi. Særligt når det kom til standard besværgelser, så var det sjældent at hendes første tanke var at finde staven frem og først der rette den mod sin modstander. Roligt stillede hun sig lige foran Rowan, og overraskende nok rakte hun ham hans stav igen. Hun havde trods alt ikke haft i planer om at beholde den. Hun ville blot afvæbne ham for et øjeblik, eftersom han lignede end der var parat til at sende alverdens magi i retningen af Hufflepuffs vejleder. ”Øv dig på dine besværgelser, inden du gør alvorlig skade på andre.” 

//OOG: Jeg fik lov af Mayson at hoppe ind til redning. Håber det er okay.//

[Mayson Carver]

Mayson himlede med de gule øjne, selvfølgelig ville de mene at blodstatus vare altafgørende, de var da også lige typerne for det, generaliserende som det end måtte lyde. Han fnøs, "bare rolig, jeg klare mig." Kommenterede han tørt, ikke om han ville bryde sammen foran sådan en flok imbesile idioter.
Desværre havde han heller ikke helt nogen god løsning på situationen for ligegyldigt hvad han kom til at sige ville det nok ikke have den store effekt på dem, den erfaring havde han ligesom gjort sig. Han nægtede at ty til magi og dermed bryde skolens regler, det kunne vel næppe kaldes selvforsvar når det blot var mod en flok arrogante elever.
Musklerne var spændt i arrigskab og han havde slet ingen kontrol over halen der piskede ophidset bag ham. "Jeg er ikke en kujon! Jeg har bare ikke tænkt mig at slås mod dig, så lavt stiler jeg slet ikke." Kommenterede han med en snert af arrogance i stemmen. Det overraskede faktisk endda ham selv eftersom det var en tone han aldrig havde benyttet før. Han ville bare gerne tro på at han var hævet over deres niveau. Folk der skulle vise sig overfor deres venner ved at træde på andre fordi det var det eneste der kunne få dem til at føle sig magtfulde - jo det var virkelig indbydende og krævede den største mængde af selvkontrol ikke at springe i hovedet på fyren, men Mayson kæmpede virkelig for det.

Mayson var så opslugt af hele situationen at han først bemærkede Laine som hun trådte frem mode dem med overlegen elegance. Hele hans holdning ændrede sig pludselig fra at være vred og anspændt til at være mere rolig, i hvert fald så længe hans blik var rettet mod hende.
Ikke at han ville sige det højt, for det ville nok være lidt af et selvmål i dette selskab, men hvor var han dog glad for at se hende. Han havde virkelig ikke vidst hvad han skulle stille op med situationen og det var rart at have en ved sin side. Han sendte hende et lidt afdæmpet smil og rettede så atter blikket mod de andre igen.
Han havde lyst til at grine højt og hånligt ved hele scenariet, men hans havde en fornemmelse af det nok ville blive anset som værende yderst uprofessionelt af ham og han ville jo helst gerne vise sig fra sin allerbedste side, især overfor sine venner.
Desværre var han ikke sikker på dette ville løsne op i situationen eller blot give brændstof til bålet, han indstillede sig i hvert fald mentalt på den sidste del.

[Deleted]

Rowan mærkede hvordan hans tryllestav pludselig fløj ud af hånden på ham og landede et stykke væk. På dette sted var Madelaine dukket op, som han selvfølgelig godt kendte, da hun var fra samme hus og årgang. Tænderne blev hårdt bidt sammen og han skulle til at nedgøre Mayson for at have brug for hjælp, men siden at han selv havde 2 andre bag sig, var det ikke helt legit.
Han drejede hovedet for at se hvad disse foretog sig og opdagede at deres stave, som godt nok var trukket, hang og pegede mod gulvet. De var ikke klar til at skyde mod Madelaine, nok mest fordi hun var en pige.
Dette irriterede Rowan helt ekstremt og et surt blik blev sendt mod Mayson.
”Vi misbruger ikke magien” kommenterede Rowan, og blev blot endnu mere rasende, da hun samlede hans tryllestav op. Han brød sig ikke om at andre skulle røre ved den. Som hun kom hen til ham, rykkede de to andre sig tilbage, men Rowan blev stående. Det var fejt at bruge magi på en person der var afvæbnet, men i stedet for at håne ham, gav hun den tilbage til ham.
Da kommentaren om Rowans dårlige sigte kom frem, kom der en svag latter bagfra, mens denne fik et ondt blik fra Rowan. Noget han var klar over, men ikke ville have folk pegede ud.
Ligesom de andre to, så var han ikke interesseret i at gøre skade på en pige, så staven blev placeret i inderlommen.
”Hvordan kan du selv synes at det er okay at han går her? Folk er jo bange for ham! Der blev peget på Mayson.

[Deleted]

I det samme øjeblik som de to drenge, der havde taget en smule afstand bag Rowan, udsendte en diskret latter, faldt der en mild form for undring hen over Madelaines ansigt i takt med, at hun lænede sig en smule til den ene side, for at se forbi den jævnaldrende foran hende og på den måde få et bedre udsyn til de tilbagetrukne. Hun forstod ikke helt, hvad der var at grine af. Hun huskede ikke at have sagt noget morsomt. Eller nogle af de andre for den sags skyld. Dog holdt hun sin mund og rykkede sig blot tilbage på plads og så atter tilbage på Rowan med hovedet en smule på skrå over hans bemærkning om den blå dreng kun et par skridt fra dem. Og automatisk så hun sig kortvarigt over skulderen mod Mayson igen, da der blev peget på ham.
”Er du bange for ham?” spurgte hun stadig helt roligt, hvorefter blikket endnu engang blev rettet direkte imod hans for at fange øjenkontakten. Hun stod et lille stykke tid og blot så spørgende på ham. Afventende. Dog uden at forvente et andet svar end, det hun allerede forestillede sig. For det kunne godt være at hun ikke havde ført specielt mange samtaler med sin medløve, men af hvad hun havde observeret, så var han ikke typen, der normalt ville erkende det, hvis han egentlig følte sig skræmt af en som vejlederen. Hun hævede så sine øjenbryn som i at sige ’Nej vel? Det mente jeg nok’.

Madelaine trådte så endelig et par skridt tilbage for at genskabe afstand mellem hende og Rowan, inden hun elegant drejede omkring og spadserede hen til Mayson. Uden frygten for at få sendt en besværgelse i ryggen. Hun stolede vel blindt på, at det ikke ville ske. De havde trods alt virket til at sænke deres stave på grund af hendes tilstedeværelse, hvilket ofte forekom hende en smule mærkværdigt. Så farlig var hun da heller ikke. ”Er du okay? Jeg så dig blive ramt…” spurgte hun, som hun også gav den forbandede dreng et elevator blik op og ned for at tjekke efter skrammer. ”Jeg ved at magi ikke er tilladt udenfor tilladte situationer…” Hun drejede sin overkrop lidt og skimmede over mod ballademagerne. ”…men jeg håber du kan se om hjørner med det denne gang.” På lige netop det punkt, var hun ikke bedre end Rowan. Hun havde trods alt også brugt magi. Samme besværgelse faktisk.

[Mayson Carver]

Morskaben over Laines indblanding forsvandt hurtigt igen som Rowan skød endnu en sårende kommentar af. Endnu engang mærkede han vrede boble og endnu engang måtte han mentalt tale sig selv ned. Det nyttede ikke noget at kaste sig ud i noget med dem, de ville alligevel ikke kunne forstå det. De ville i hvert fald ikke gide forstå det.
Selvfølgelig vidste Mayson godt at de fleste havde vænnet sig til ham i større eller mindre grad efterhånden, men derfor betød det jo ikke at der sikkert stadigvæk var nogle iblandt eleverne der ikke ligefrem fandt hans udseende charmerende. Han forventede jo heller ikke at alle skulle kunne lide ham og det ville være naivt at håbe på, men i det mindste kunne de da vise ham den respekt at lade ham være hvis ikke de havde noget pænt at sige. Igen en naiv tanke.
Hendes spørgsmål kom da også lidt bag på Mayson og han rettede, som hende, blikket mod Rowan. Ikke at han troede Rowan var bange for ham, så var han jo nok gået i den anden retning, men derfor var der da lidt interessant at se hvordan han havde tænkt sig at tage den påstand.

Han ømmede sin brystkasse en lille smule igen, men lod derefter omgående hånden falde ned langs siden som hun henvendte sig til ham, "jeg har det fint," sagde han lidt for hurtigt, hans stolthed var nok i virkeligheden den der var blevet ramt hårdest og han ville helst ikke gnide mere salt i det sår foran drengegruppen. Ikke at han var kommet direkte til skade, det svarede vel bare til at have gået et hårdt skub, ubehagelig, men han overlevede.
Det var først nu da hun selv nævnte det at det gik op for ham at hun sådan set også havde brudt reglerne ved at hjælpe ham. Selvfølgelig fortjente det en undtagelse også selvom det stred lidt imod hans principper om ikke at gøre forskel på folk. På den anden side ville det sikkert generer gruppen og lige nu måtte Mayson erkende at der sad en lille djævel på hans ene skulder og gned sig tilfreds i hænderne ved den tanke.
"Naturligvis, du forhindrede ham jo bare i at dumme sig yderligere." Hans sendte Rowan en skarpt blik. "I burde virkelig også se at komme videre i dagens program." Kommenterede han tørt i deres retning. Det ville da være det smarte træk af dem, men Mayson var nu ikke helt sikker på om de ville følge det.

[Deleted]

Da Rowan blev spurgt ind til om han frygtede Mayson, begyndte hans ansigt at skifte farve. Mange usagte bandeord blev rettet mod Madelaine, for hvad bildte hun sig egentlig ind at stille sådan et hånene spørgsmål. Der kom intet svar, og da hun vendte ryggen til ham, blev knugerne strammet. Et så let offer… Det krævede kun en besværgelse, at få hende ned at ligge. Arrigskaben blev dog holdt nede og fokusset blev i stedet rettet mod Mayson, som fik et dræbende blik.
For en stund stod alle tre drenge bare og gloede, mens Madelaine spurgte ind til hvordan Mayson havde det. Det var først da Mayson rettede sig mod dem at de igen reagerede.
”Tsh… Held og lykke med din kæreste freak” svarede Rowan og gjorde håndtegn til de andre. Selv hvis der kom noget tilbage på kommentaren, så gad de ikke mere. En pige kunne ikke ændre hele skolens forbehold.
//Out

[Deleted]

Rowan så så arrig ud. Og Madelaine fik flere og flere problemer med at se hvorfor. Hun drejede konstant sine tanker, men måtte til sidst give op og lade ham gøre, hvad han ville. For noget sagde hende, at han ikke ønskede at tale med hende. Fandt han hende intimiderende? Hun havde trods alt før i tiden oplevet, at folk antog hende for at være truende på den ene eller anden måde. Hun forstod det bare ikke helt. Hun gjorde intet for at virke sådan. Ikke med vilje i hvert fald.

Det var kun ved et af de få ord, som blev smidt efter Mayson, som fik en ordentlig reaktion fra mod hende. Kæreste. Alt andet syntes at blive overdøvet lige pludselig. Som en ringende lyd for ørene. Ligeledes kunne hun mærke en prikkende varme i kinderne velvidende, at der nok havde opstået en svag lyserød glød i dem, som heldigvis kunne skjules bag det faktum, at det var ufattelig koldt udenfor i sneen. Dog opstod der ikke rigtig mere omkring hendes blide og afslappede persona. Roligt fulgte hun Rowan gå sin vej og stod med munden åbnet, som var hun parat til at kommentere noget videre, men i stedet holdt hun sin stemme for sig selv.
En smule lettet rettede hun atter sin fulde opmærksomhed tilbage på den forheksede dreng, hvor hun trådte det ekstra skridt tættere på og løftede sin ene hånd, som udførte et par sprogtegn, der satte en kædereaktion imod på Maysons tøj. Slipset blev strammet og rettet på plads. I det hele taget blev hans uniform gjort ordentlig igen efter hans tidligere tur på gulvet. ”Jeg tror ikke, at folk er bange for dig. Jeg er i hvert fald ikke. Og jeg har svært ved at se, hvordan andre skal synes det. Du er jo helt…” Hun så op for at fange hans blik. Den røde farve var forsvundet fra hendes kinder igen. ”…harmløs.” Hun knipsede en enkelt gang og fik strammet hans bælte lidt mere ind, så hans bukser ikke skulle hænge, som hun havde lagt mærke til et par gange nu.

Madelaine trådte så tilbage igen, kastede noget hår væk fra ansigtet og nikkede så bekræftende mod ham. ”Jeg må hellere komme videre. Jeg passerede trods alt bare forbi.” Hun drejede da om på sine tær igen og nåede et par skridt, før hun stoppede og så sig over skulderen. ”Jeg har læst lidt mere om forbandelser.” fortalte hun uden meget mere, hvorpå hun rettede sig korrekt igen og bevægede sig videre ned ad gangen for at fortælle sin egentlige kurs.

//Out//