Oj, det kender jeg godt. Det hedder Deja Vu!

[Nikki Elicia Adams]

Floridors Iscafé, Diagonalstræde
Kl. 17.30
@aiden
Outfit

Nikki havde brugt det meste af dagen i Diagonalstræde, for at handle ind til jobbet. Hun manglede en masse ting, både til dyrene, men også til sit kontor og selve stedet hun arbejdede. Der var altid mange ting at se til, men det gjorde hende bestemt ikke noget. Hun elskede sit arbejde og alt hvad der hørte med, selvom det selvfølgelig kunne være hårdt engang imellem. 
Hun sad lige nu og nød en is i Floridors Iscafé. Nogle ville måske mene, at det var for koldt til is, men det var Nikki ret ligeglad med. Hun elskede is og hun kunne spise det hele året, hvornår det skulle være. Der var ikke ret mange mennesker derinde, men det var også ved at være aftensmadstid. Nikki havde ikke de store planer. Hun fandt nok bare noget på vejen hjem, eller også spise hun et stykke knækbrød, hvis de havde mere. Nu var de jo 3 til at spise derhjemme, fordi Aurora boede hos dem. Det var super underligt, at have en fremmede til at bo der, men hun var rigtig flink og hun fyldte ikke ret meget, hverken i plads eller i personlighed.

Nikki kiggede på klokken og ned på sin is. Hun var snart færdig med den og så burde hun nok se at komme af sted. Hun havde ikke travlt, men hun skulle jo også finde ud af hvad hun skulle spise og hvornår det skulle være. Hun havde intet aftalt med Spike og Aurora, så hun gik ud fra, at de ikke ventede på hende.

[Deleted]

Aidens alzheimer var fortiden i stampe, selvom han var præret af den hver eneste dag i sit liv, så hjalp det uden tvivl, at han havde fået bevilget Pepper som sin assistent, selvom hun til tider var over ham som en høg. Hun var jo en ganske sød og venlig kvinde, og han var yderst taknemlig for al hendes hjælp.
Han havde arvet sygdommen efter sin mor, som var død for en del år siden efterhånden, hvilket også var grunden til, at han aldrig selv ville have børn, han var så bange for, om han også ville give genet videre til dem, han ønskede ikke nogen som helst skulle leve som han gjorde. Ofte var det faktisk også utroligt pinligt, at møde folk som han et sted godt vidste, at han brude genkende, men bare ikke kunne. Ting han burde huske, kunne han glemme fra det ene øjeblik til det andet. Han kunne finde på at gå ud af døren med ingen eller kun én sko på. Men alt dette hjalp Pepper ham med.
Han trådte indenfor i isbutikken, og stillede sig i kø, det var for koldt til is, men en kop varm kaffe at tage hjem på, det kunne han nu godt bruge. "En kop kaffe, sort," bestilte han og tog plads ved et bord ved vinduet med sin avis. Han så godt, der sad en kvinde omkring hans alder, men han genkendte hende ikke sådan lige. Han havde ingen planer om, hvad han skulle senere, andet end at finde hjem. Han havde dog ret mange hjælpemidler som hjalp ham i gennem hverdagen, når Pepper havde fri, hun kunne jo desværre ikke arbejde i døgndrift.
Han blev dog ved med, at sidde og skæve mod kvinden med isen. Han vidste han havde set hende før, og hvor var det dog bare frustrende ikke at kunne huske hvorfra. Til sidst blev det dog for meget for ham, han rejste sig derfor, foldede avisen sammen, og gik mod kvinden, "Undskyld?" sagde han lidt forsigtigt og sendte hende et lille smil, "Men.. Har jeg ikke set Dem før?" spurgte han, hvilket ville være så akavet, hvis hun var en af hans studerende eller sådan noget.

Outfit

[Nikki Elicia Adams]

Nikki sad lidt i sin egen verden og spiste sin is, som hun snart var færdig med. Hun overvejede stadugvæk hvad hun skulle have til aftensmad. Hun kunne måske købe en sandwích på vejen? Det lød ikke som en helt dum idé. Så kunne hun tage den med hjem og se en film på værelset. Sam synes åbenbart, at hun skulle have TV på sit værelse, fordi hun gik glip af en masse uden et TV. Som altid, lyttede hun til ham og der gik sikkert ikke længe før hun havde en mobil telefon.
Nikki fik et chok, da hun pludselig hørte en stemme. Stemmen lød bekendt og hun fik gåsehud over hele kroppen ved tanken om hvem det kunne være. Hun kiggede op og fik øje på Aiden, hendes eks kæreste fra Hogwarts. Den første dreng hun havde elsket og den første dreng hun havde fortalt at hun elskede. Han var faktisk den eneste hun nogensinde havde fortalt at hun elskede. Og nu stod han der foran hende, og lød som om han ikke anede hvem hun var.
"Haha, sjovt Aiden." Sagde hun med et nervøst grin. Det var så underligt, at se ham igen. De havde været sammen i omkring et år, men han var gået fra hende, da hans mor døde og de havde ikke talt sammen siden. Det gjorde stadig ondt, men mest fordi de havde haft det rigtig godt sammen.

Hun sad lidt og betragtede ham og han lignede ærlig talt ikke en der vidste hvem hun var, hvilket var fornærmende, men hun sagde ikke noget. Det kunne jo stadig være, at det var en joke. Hun håbede ihvertfald.

[Deleted]

Aiden så lidt på kvinden foran sig. Han vidste ikke helt om det var en god eller skidt ting, at hun tydeligvis kunne hans navn. Det måtte jo et sted betyde, at noget i hans hukommelse stadig fungerede, og han kunne genkende et menneske fra sin fortid. Nu var spørgsmålet så bare, hvorfra? Og hun gav ham ligesom ikke rigtigt noget at gætte ud fra. Han smilede lidt akavet og kløede sig i nakken, som han trak lidt forsigtigt på den ene skulder. Hans hjerne arbejdede virkelig på højtryk for, at finde ud af, hvor han havde set hende før, men han måtte give op. "Det er virkelig ikke for, at være en røv eller noget, men kan du give mig en ledetråd måske?" spurgte han og sendte kvinden et undskyldende blik.
Han havde det virkelig skidt med ikke, at kunne huske hende, når hun tydeligvis kunne huske ham. Det var altid så pinligt, når sådan noget skete. Hvor var Pepper også, når han skulle bruge hende? Kunne hun ikke lige tilfældigvis komme forbi og hviske kvindens navn i Aidens øre? Det var nok ønsketænkning. Han ville ønske hans hukommelse ikke svigtede ham, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han trænede sig selv kognitivt hver dag, både ved kryds og tværs, huskespil, og andre ting, som tvang ham til, at skulle huske.

[Nikki Elicia Adams]

Nikki sad og stirrede forbløffet på ham, da han ikke gjorde mine til at kunne huske hende. Det gjorde hende faktisk fornærmet og det sårede hende. Var det virkelig hvad hun havde betydet for ham? Hun havde altid tænkt på ham, som hendes første kærlighed og hun havde ikke elsket nogen som hun havde elsket ham, og nu stod han der og anede ikke hvem hun var. Det var ikke fair. Hun havde da været forelsket i andre, men han havde bare været... Ja ham havde hun virkelig elsket og det havde gjort ondt, da han gjorde det forbi. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, så hun sad et øjeblik bare og overvejede at gå, for så var han tydeligvis heller ikke det værd. Dog blev hun siddende.
"Nikki. Vi var kærester i et år, da vi gik på Hogwarts." Sagde hun og lød frustreret. Hun vidste jo ikke noget om hans sygdom. "Men tak for det, da." Mumlede hun og kiggede ned på sine hænder. Hun nægtede at græde, så hun brugte lige et øjeblik på at koncentrere sig om at lade vær, imens hun kiggede ned.