Let Me Rest In Peace

[Luke Lynch]

Mayson Carver - December 2053 - Hogwarts' ugleri - Outfit

Luke var netop kommet tilbage til skolen efter, at have været på besøg hos sin mor på det galehus, som mugglerne kaldte sindssygehospitalet. Han havde intet imod mugglerne eller deres verden overhovedet, men han havde i den grad noget imod, at hans mor var lukket inde der. Hun havde mindst ligeså meget ret til, at kende til det magiske samfund som professor Roden, hvis man spurgte Luke.
Han havde det altid forfærdeligt når han havde været og besøge sin mor, mest af alt fordi det gjorde så ondt, at forlade hende igen og vide, at der i hvert fald ville gå tre måneder før han ville se hende igen. Men denne gang havde også været anderledes. Hun havde opdaget hans tatoveringer, eller altså de nye han havde fået. Han havde virkelig ikke lyst til, at snakke med nogen som helst lige nu.

Han sad på gulvet eller hvad man nu end skulle kalde det, i ugleriet. Der var alligevel aldrig nogen på den her tid, så det var lidt hans fristed. Han sad med ryggen mod den kolde mur, med en smøg mellem to af sine fingre. Der var ikke nogen som vidste han røg, selv ikke hans bedste venner Tristan og Frej, mest fordi han ikke ønskede at de også skulle begynde, da han jo godt vidste det var dumt.
Han lukkede øjnene lidt og tippede hovedet bagover, så det ramte murren bag ham, som et tungt suk forlod hans læber. Bare lige fem minutter mere for sig selv, så skulle han nok gå ind til storsalen, hvor de skulle spise, selvom de andre nok efterhånden var ved, at være færdige. Det var nok derfor han valgte netop det her tidspunkt, de andre elever og professorerne sad sikkert alle sammen og spiste, så han var alene og var sikker på ikke, at blive forstyret i sin sorg.

[Mayson Carver]

Mayson havde spist sammen med de andre elever til aften, de fleste folk lod efterhånden til at have vænnet sig til ham, det gjorde ikke at han havde flere venner eller noget det gjorde bare at han kunne sidde og spise sin mad i ro og mag. Det var ikke sås tit han havde nogen at sidde sammen med, men i det mindste sad han i storsalen nu og det var da fremskridt.
Han spiste dog som regel ret hurtigt så han kunne blive færdig og komme væk fra folks nysgerrige blikke, for de var der stadigvæk. Sommetider virkede det som om at folk ikke vidste om de skulle opsøge ham eller lade være. Han ville ønske at de ville opsøge ham så han havde nogen at snakke med, men det gjorde de aldrig. Eller det var ikke helt sandt. Han havde fået sig nogen venner, men folk spiste jo gerne ved deres egne borde.
Egentlig var Mayson ret tilfreds med sit liv lige pt. Det kunne godt være at det stadigvæk ikke var let, men det blev hele tiden lidt bedre. Lige nu var han på vej op til ugleriget for at sende en ugle til Raven og fortælle at det gik godt på skolen. Pudsigt eftersom det altid havde været omvendt før. Ham der sad derhjemme og ventede og hende der sendte ham breve fra Hogwarts.

Han gik op af den smalle trappe og ind i ugleriget. Han havde ikke sin egen ugle så han lånte en af skolens. Noget var dog anderledes til aften. Der lugtede mærkeligt. Brændt. De gule øjne søgte hurtigt efter kilden til lugten og fandt den op langs den ene væg. En glødende plet i mørket. Som øjnene vænnede sig til mørket kunne han pludselig også se skikkelsen der holdt cigaretten.
Mayson trådte et skridt tættere. Han kunne ikke se hvem personen var grundet skyggerne, "undskyld mig," begyndte han stille.
Han ville gerne sige at det ikke var tilladt at ryge på skolens grund, men han var ikke helt sikker på om det var en vejleder og han ville jo helst ikke irettesætte en vejleder. Han gik hen mod uglerne og fandt en brun hornugle som han havde benyttet sig af et par gange. Han bandt beskeden om uglens ben og fortalte den hvor den skulle afleverer brevet inden den fløj afsted. Han vendte sig atter mod den stillesiddende skikkelse. "Er du..okay?" Spurgte han lidt forsigtigt som halen svingede fra side til side bag ham.

[Luke Lynch]

Luke sad i sin egen lille verden af elendighed, så han hørte ikke engang skridtene op af den smalle trappe eller hen af jorden, da de kom tættere på ham. Han hørte ikke engang Maysons stille stemme undskylde. Luke havde mere eller mindre lukket hele omverden ude, han ville bare sidde for sig selv, hvilket ellers slet ikke lignede ham.
Han havde mange venner, han fik gode, ikke fantastiske, men okay gode karakterer i skolen, han kunne nærmest få lige den tøs han pegede på. Selvfølgelig havde han også fået sig et par fjender på sin vej, som foreksempel Lucka og hans gang. Nøj den dreng kunne virkelig give en nogle lange.. Nedre dele.
Han tog et hvæs af sin smøg, men det var først da uglerne lidt længere henne, begyndte af baske lidt med vingerne, at det gik op for ham, at han ikke længere var alene. Det gav et lille sæt i ham, før han rettede blikket mod de gule øjne som mødte hans egne brune. "For helvede Fluffy, du kan sgu da ikke bare snige dig ind på folk på den måde," vrissede han og rejste sig op. Det her var nok det sidste han magtede. Han magtede ikke at spille hård lige nu. Han spærrede dog øjnene op, da Mayson spurgte om han var okay, "Ligner jeg en der er okay?" spurgte han retorisk og slog ud med armene. Han kunne mærke han var på randen til at knække.

[Mayson Carver]

Mayson rynkede brynene en smule, tydeligvis fornærmet over den udtalelse. Det var ikke første gang han havde fået at vide at han ikke skulle snige sig ind på folk, men lige i dag havde han da i det mindste givet sig til kende. "Jeg sneg mig da ikke ind på dig," besvarede han en kende sammenbidt og lod armene falde over kors.
Spørgsmålet gjorde Mayson en smule paf. Var det et trickspørgsmål? For nej, han så faktisk slet ikke okay ud, men det var nok ikke Maysons plads at gøre ham opmærksom på det. "Eh," de gule øjne gled hurtigt op og ned af den anden imens han købte sig selv lidt tænketid.
Efter lidt forvirring besluttede han sig dog for at det nok ville være smartest bare at være ærlig, "nej ikke rigtig." Han skar en mild grimasse fordi han ikke helt var sikker på om han ville modtage et møgfald, en knytnæve eller en forbandelse for sit svar.

De spidse øre opfangede noget i hans stemme, Mayson kunne ikke afgøre hvad det var, men et eller andet var anderledes. Eller måske var det bare ham. Nu var det jo ikke fordi han havde bedre hørelse end gennemssnitsmennesket, desværre var de eneste "superkræfter" der medfulgte det ræerlige udseende en helt fantastisk balance som gjorde at han var ekstrem god til at udføre akrobatiske bevægelser - en del af dette skyldtes nok også at han havde haft alt for meget fritid før han begyndte på skolen.
"Hør, jeg gider virkelig ikke nogen problemer okay, så, jeg har sendt min ugle og nu skal jeg nok lade dig være alene med dine dystre tanker." Hans stemme var desværre ikke halvt så selvsikker som han havde håbet på. Mayson var normalt heller ikke den mindste smule hårdført, han var svært imod meget blid og hjælpsom.
Dog havde han lært under flere lejligheder at Luke ikke var en han havde lyst til at ligge sig ud med. For det første ville han ikke ende i problemer nu hvor han lige havde fået sit vejlederemblem og skulle være et godt eksempel og for det andet var det ikke fordi han gik og drømte om at få halen på komedie - bogstavelig talt.

[Luke Lynch]

Luke kunne normalvis have været kommet med et godt og passende comeback, men lige nu var hans hjerne helt andre steder. Han bed sig derfor hårdt i læben og rystede på hovedet, "Vel gjorde du så," svarede han og lagde ligeledes armene over kors, i mangle på bedre. Han ville bare gerne være alene lige nu, han havde aldrig været god til, at snakke om sine følelser eller om hvad der foregik i hans liv.
Han så på Mayson med et blik som nærmest lynede, ved Maysons svar omkring, om Luke så okay ud. "Hvorfor fanden spørg du så?" spurgte han og lod begge sine hænder glide i gennem sit hår af ren frustration. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere dette her. Han havde lovet sin mor, at give Mayson en chance, men det var bare ikke noget han havde lyst til lige nu.

Mayson var bare så let et offer, både fordi han var ny, men også fordi hans udseende var så meget anderledes end alle andre, selv i det magiske samfund. Luke sukkede lidt og tog et nyt hvæs af sin smøg, mens hans blik blev slået mod jorden. "Hey.. Undskyld, okay.." Luke havde aldrig været særlig god til, at undskylde for sine handlinger, med mindre han virkelig vidste, at han havde været over stregen.
Han bed sig hårdt i læben, før han vendte blikket mod Mayson igen. Hans øjne var røde og blanke, hvilket nok afslørede ret meget, at han havde grædt. Han slog let ud med armene i et nyt suk. "Det er ikke mit ugleri, bare.. Gør hvad du kom for.." tilføjede han så.

[Mayson Carver]

Okay dette her var lidt akavet. Ikke nok med at det var et ret sært comeback fra Luke - Mayson havde hørt ham komme med bedre, men samtidig var der bare noget ved hele situationen der var lidt off. Han virkede på en eller anden måde ikke helt som sig selv og så godt kendte Mayson ham ikke engang.
Alligevel kunne Myson ikke undgå at blive overrasket som Luke pluselig farede op og gjorde et stort nummer ud af det. Mayson kunne mærke irritationen stige en smule. "Fordi min mor har opdraget mig til at være høflig." Mumlede han bittert. Lige nu kunne han godt have brugt lidt af Sarahs gå-på-mod.
Han kunne bare ikke lade være med at lade sig provokerer af fyren, måske fordi de havde haft en episode før? Mayson havde altid været usikker og nervøs og det var hans stadigvæk selvom han prøvede at være en anden. Han ville jo bare gerne være en del af fællesskabet hvorfor skulle alle være på nakken af ham som om at det var et valg han selv havde taget da han fik kastet forbandelsen over ham. Hvorfor kunne folk ikke bare lade ham være der?

Han skulle også ligetil at kommenterer noget med at han ikke gad stå model til den dårlige behandling, eller han kunne i hvert fald godt lide tanken om at det var det han skulle til at gøre, selvom det nermere var endt ud i at han havde mumlet noget uforståeligt og var gået, konfliktsky som han nu engang var. Men så kom undskyldningen.
Maysons mund gled næsten op og hans stirrede bare akavet længe på Luke. De gule øjne scannede ham nærmest efter det mindste tegn på hvad der lå under. Han havde lyst til at spørge hvorfor han undskyldte, men det var også lidt mærkeligt eftersom det jo var på sin plads, det virkede bare ret fjernt fra den person som Mayson så Luke som.
Blikket blev misænksomt, halen slog ufrivilligt store slag hvilket kun understregede hans usikkerhed på denne uventede handling, der måtte stikke noget under.
Det var først nu at Mayson bemærkede de blanke øjne og med et ændrede hele hans holdning sig. Halen sank og stod stille i en blød bue, armene faldt ned langs siden og ansigtudtrykket var pludseligt en smule medfølende. "Hvad er der galt?" Spurgte han forsigtigt usikker på om Luke på nogen måde ville svare ham.

[Luke Lynch]

Luke havde så mange følelser i sin krop lige nu, at han slet ikke kunne finde rundt i dem. På den ene side havde han lyst til, at give sig til, at råbe og skrige af Mayson, men på den anden side, så vidste han jo også godt, at hans mor havde ret. Det skulle ikke gå ud over Mayson, at Luke havde den dårlig dag og havde det svært.
Han hadede lidt sin mor for, at trække kortet om, at hun vidste hvad hun snakkede om og hvordan det var. Han knyttede sine næver, i takt med hans vejrtrækning blev langt mere overfladisk, som han kæmpede en indre kamp mod sit temperament. Han var på renden til, at eksplodere. Om det så var i vrede, som ville komme til udspring i form af et uberettet møgfald i hovedet på Mayson, eller at han langt om længe ville knække og bryde sammen. Det vidste han ikke. Han vidste bare, at han snart ikke kunne holde til det her mere. Han havde ikke haft sagt et eneste ord til Professor Roden hele turen tilbage til Hogwarts, han havde blot siddet i sin egen lille bobbel, som Mayson nu havde prikket hul på.

Luke havde snart knyttet næverne så hårdt sammen, at der var dybe mærker i hans håndflader, dog ikke så hårdt at det blødte eller noget. Det samme galt hans underlæbe, som han bed i. Alt sammen blot for at holde sine tåre tilbage. Lysten til, at råbe Mayson ind i hovedet om, hvad det ragede ham hvad der var galt, eksploderede i Lukes krop, men inden han nåede at åbne munden, for at lade sin frustration gå ud over den blå plesklædte dreng, forlod en enkelt tåre Lukes ene øjne.
Han var 16 år gammel, det var simpelthen ikke i orden at græde, men han kunne ikke mere, hans krop og hans hjerne kunne ikke rumme mere. "Jeg kan ikke klare mere! Jeg kan ikke klare, at se hende sådan. Jeg kan ikke.. Jeg kan ikke mere.." lød det pludselig fra ham i en sårbar tone, og tårene opgav han kampen imod, som de begyndte at trille fint ned af begge hans kinder, som han rystede på hovedet, "Jeg kan ikke mere.." gentog han stille og tørre sine kinder med sin ene håndryg, med blikket mod gulvet. Hans hjerte bankede hårdt og hurtigt. Ingen af hans venner vidste noget som helst om Lukes familie situation. Det var kun et par enkelte af professorerne og selvfølgelig rektor.

[Mayson Carver]

Mayson som ellers ind til videre havde holdt et ret hårdt udtryk mærkede hvordan han langsomt mistede det bestemte udtryk. Luke så virkelig forfærdelig ud. Altså ødelagt på en eller anden måde og eftersom Mayson ikke var hård af natur brød hans facade ned i løbet af ganske få sekunder.
Var der en ting Mayson ikke kunne klare så var det folk der græd. Uanset hvem det var fik han altid ondt af dem, men nu var han også typen der troede på at der var noget godt i alle mennesker og at Luke stod der helt alene og trist var lidt mere end hvad Mayson kunne håndterer hvis han stadigvæk skulle virke hård og uigemtrængelig.
Selvom Mayson godt havde kunne fornemme på ham at han var på grænsen til et eller andet form for udbrud, kom det alligevel komplet bag på ham at se tårerne løbe ned over hans kinder.
Med ét ændrede hele hans holdning sig. Han fik et bekymret udtryk og hans arme faldt ned langs siden som alt i ham pludselig begyndte at krybe sammen. Havde han forvoldt dette her med et uheldigt ordvalg? Han så desperat på Luke da det gik op for ham at han ikke rigtigt gav nogen mening lige nu.

"Hvem? Hvad snakker du om?" Spurgte han forsigtigt og tog et par skridt tættere på ham, uden helt at vide hvad han skulle stille op. Han kunne vel ikke tillade sig at ligge en hånd på hans skulder, det ville Luke nok finde lidt for grænseoverskridende og det ville han et eller andet sted nok også selv.
Han vovede sig tættere på så han nu stod overfor Luke, stadigvæk en smule sammenkrøbet fordi han af gammel vane var vandt til at gøre sig så lille som mulig. "Jeg ved ikke hvem du snakker om, men..jeg er sikker på det hele nok skal gå?" Forsøgte han uden at skjule medlidenheden i stemmen på trods af at situationen var ufattelig akavet.
"Er der noget jeg kan gøre?" Spurgte han så, "måske hente nogen for dig?" Mayson var vel næppe den person Luke helst ville se på lige nu.
Uanset hvordan Luke opførte sig normalt ville Mayson bare gerne hjælpe ham, så måtte de jo gå tilbage til de gamle vaner bagefter, han var bare altid blevet opdraget til ikke at træde på folk og slet ikke dem der i forvejen lå ned.

[Luke Lynch]

Luke havde kun været 8 år, dengang hans mor var blevet indlagt på den psykiatriske afdeling og han var blevet adopteret af sin farbror og tante. Dengang havde han endnu ikke vist tegn på magi, og efter hans storebror Jack var fuser, så havde ministeriet ikke var nogen grund til, at fortælle hans mor sandheden om det magiske samfund, og nu var det forsent.
Det lignede ham slet ikke, at bryde sammen på den her møde. Han plejede altid sagtens at kunne holde det inde og bare lades som om, at alt var i den finste orden. Men filmen var ganske enkelt knækket for ham. Han havde holdt hovedet højt så længe, at han følte han havde brækket nakken nu. Han prøvede virkelig at holde sine tåre tilbage. Mænd græd jo ikke, helt ærligt altså.

"Ja, min mor sgu da, hvem ellers," svarede han i en uretfærdig hård tone, især da det slet ikke var Mayson dette her skulle gå ud over. Han tørrede de ny ankomne tåre væk igen. Det var kun meget få mennesker som havde set ham græde. Han vendte blikket mod Mayson da han kom tættere på, hvortil han bed sig hårdt i læben, for at stoppe sine tåre. "Min mor.. Jeg snakker om min mor.. Bare glem det.." mumlede han i et suk og rystede på hovedet, mens blikket blev kastet mod jorden.
Han fandt sig en ny cigaret frem, som han tændte ved hjælp fra sin tryllestav, som han hurtigt lagde tilbage i sin inderlomme på kappen. Han rystede på hovedet, som røgen forlod hans næseborer. "Nej. Der er ikke noget nogen kan gøre, og du skal ikke hente nogen," svarede han og tog sig lidt til hovedet, som han mærkede en forfærdelig hovedpine melde sig. Det var sikkert fordi, at han langt om længe havde fået lukket op og var kommet ud med nogle ting, som han normalt kun gik med selv.
Han tog et nyt hvæs og så så lidt på Mayson igen, mens han slog lidt opgivende ud med armene, "Nååh? Har du ikke tænkt dig, at gøre nar af mig?" spurgte han som han rent faktisk forventede lidt, at Mayson ville se sit snit til, at gøre gengæld for, hvad Luke selv havde gjort mod ham.

[Mayson Carver]

Havde det ikke været for det mentale sammenbrud Luke havde gennemgik lige nu havde Mayson nok himlet med øjnene af ham som han sagde at sagen drejede sig om hans mor, for hvor i alverden skulle Mayson da vide det fra? På den ene side havde Mayson faktisk lidt lyst til at tage ham på ordet og bare flygte inden Luke kastede en forbandelse over ham eller noget i den stil.
Dog tillod hans hjerte ham ikke at efterlade den ødelagte dreng. Han havde altid lært at man aldrig gik fra nogen der græd. "Hvad er der galt med din mor? Er hun syg?" Spurgte han forsigtigt ind og ignorerede at Luke havde sagt at han skulle glemme det. Det ville nok også være en del lettere at glemme hvis ikke Luke var brudt sammen foran ham på denne måde. Mayson anede ikke hvad der foregik, men hvis der var noget galt med Lukes mor kunne han godt forstod at Luke lod sig påvirke, hvis der skete noget med Maysons mor - eller hans søster for den sags skyld - ville hele hans verden også bryde sammen. "Ehm okay." Svarede han og så sig lidt hjælpeløst omkring. Han kunne ikke bare efterlade Luke sådan her, men det var også bare akavet at stå og stirre på ham.

Lidt fraværende tog Mayson fat om sin ene arm med hånden og pillede lidt ved ærmet på kappen imens hans hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af hvad pokker han skulle stille op med situationen her. Spørgsmålet ramte Mayson i hovedet som en basketbold. Han stirrede vantro på den anden, havde Luke virkelig ikke højere tanker om ham? Mayson kunne da aldrig finde på at gøre nar af folk.
"Nej selvfølgelig ikke, hvorfor skulle jeg dog gøre det?" Spurgte han undrende og slog et par slag med halen. Han var da ikke interesseret i at træde på nogen og da slet ikke nogen der lå ned i forvejen. "Er du sikker på at der ikke er noget jeg kan gøre for dig?" Spurgte han igen, lige nu ville han næsten gøre alt for at slippe for den uhyre akavede situation som han uintentionelt havde fået rodet sig ud i. Han så på cigaretten og modstod trangen til at kommenterer at det var mod skolens regler at ryge, men det var nok ikke det bedste tidspunkt.

[Luke Lynch]

Det ligende slet ikke Luke at bryde sammen sådan her. Han havde altid godt styr på sig selv og sine følelser, men lige nu var filmen knækket for ham, og han kunne ikke samle den igen. Han følte sig utrolig sårbar, og han måtte ærligt indrømme, at han hadede det noget så inderligt. Han tog et nyt hvæs og rystede på hovedet, "Hun er ikke syg. Hun.." han bed sig hårdt i læben, bare det at skulle sige ordet sindssyg om sin egen mor, kunne han dårligt få sig selv til. Han elskede sin mor utroligt højt, hun betød alt for ham, på mange punkter var han nok lidt mors dreng, selvom man langt fra skulle tro det, når man bare så ham eller hans opførelse nogen gange.
Han rystede lidt på hovedet, som han tørrede sine øjne. De var helt blanke og en smule røde, hvor de ellers plejede at være hvide. Han var træt og ked af det. Han kunne ikke overskue tanken om hans mor på den galeanstalt, selvom hun altid lignede en som holdt humøret oppe. Det var mere tanken om, at hun var der fordi Lukes far var død, eller det troede de i hvert fald, og fordi hun var sikker på, at der var noget skjult, hvilket der sådan set også var. Hun vidste ikke engang hendes søn var magiker. Det var et enormt pres for Luke, ikke at kunne snakke med sin mor om, alle de ting han oplevede. Han havde været nødt til, at sige til hende, at han var på kostskole, så hun troede sikkert, at han bare var en eller anden fuldstændig umulig dreng.

Han så nok mindst ligeså overrasket på Mayson, da han sagde han ikke ville gøre nar af Luke. "Hvorfor ik? Tag dog hævn.. Et eller andet.." sagde han og så på Mayson, før han lod sin frie hånd glide i gennem sit afblegede hår og sukkede lidt. Han lod sig glide ned af murren han havde siddet op af, før Mayson var kommet, og satte sig på det kolde gulv med ryggen mod murren.
Han lod baghovedet ramme murren bag sig og vendte blikket mod Mayson. Han rystede lidt på hovedet, som han langt om længe havde fået en smule mere kontrol over sig selv, "Der er ikke noget nogen kan gøre.. Men tak Mayson," sagde han denne gang oprigtigt taknemlig. "Vil du ha' en?" spurgte han og hentød selvfølgelig til en cigaret. Han nikkede lidt mod gulvet ved siden af sig, som tegn til, at Mayson kunne sætte sig, hvis han havde lyst. Han pustede røgen ud og så lidt mod sine fødder, "Jeg har ikke været særlig sød ved dig.. Undskyld," sagde han og vendte så blikket mod den unge blå fyr, med et undskyldende blik.

[Mayson Carver]

Mayson forstod ikke helt hvad Luke mente. Hvis ikke hun var syg, hvad var der så galt. Det vedkom jo sådan set ikke ham, men han kunne alligevel ikke lade være med at være nysgerrig hovedsageligt fordi han aldrig havde set Luke så nedkørt og han fik vel på en eller anden måde lidt dårlig samvittighed over bare at ignorerer det.
Det lod nu heller ikke til at Luke var helt vild med at snakke om det og Mayson kendte ham slet ikke godt nok til at ville begynde at presse på, hvis Luke ikke ønskede at dele det med ham skulle han blive fri. Desuden hvorfor skulle Luke ville dele noget so helst med ham, sidst de havde mødt hinanden havde jo ikke ligefrem endt ud i peace and harmony.
Hele denne her situation var simpelthen så akavet at Mayson slet ikke anede hvilket ben hans skulle stå på. Han var ikke sikker på hvad han kunne forvente sig af Luke. Ville han lige pludselig vende rundt og så det hele viste sig at være en eller anden fælde? I realiteten kunne Mayson jo ikke vide det, men han måtte ærligt indrømme at det ikke umildbart virkede sådan.

Igen blev panden foldet i forvirrede rynker og han rystede benægtende på hovedet. "Det er der da ingen grund til," sagde han blot. Hvis det var en eller anden mærkelig manipulationsfaktor for at Luke kunne få det bedre med sig selv over at have været efter Mayson så kunne han godt glemme det, det virkede ikke. Mayson var virkelig ikke typen der ønskede at tage hævn over nogen.
I stedet tog han en chance og satte sig ligeledes ned overfor Luke, dog var han stadigvæk på vagt. Han ville ikke bare gå sin vej, men han turde heller ikke helt lade paraderne falde.
"Det var så lidt," sagde han lidt undrende og forsøgte på ikke at ligne en der var ved at gå til af nysgerrighed. Det var lettere sagt end gjort. Han rystede på hovedet ved tilbudet og betragtede fyren lidt med de gule øjne. "Det er okay." Sagde han blot og kunne godt selv høre at han måske ikke indbød til de store samtaler, men det var bare svært fordi hele situationen var så surrealistisk. "Undskyld hvis jeg virker uhøflig, men hvorfor er du pludselig venlig-" han tøvede lidt og tilføjede så "-ere overfor mig?" Det gav slet ikke nogen mening.

[Luke Lynch]

Luke sukkede lidt, som han tørrede sine øjne, hvorefter han vendte blikket mod Mayson igen og trak lidt på den ene skulder. "Hun er indlagt på et sindssygehospital. Hun kender ikke til magi og jeg må ikke fortælle hende om det. Mugglerne tror hun er skør, men jeg ved hun har ret i de ting hun har set.." hvorfor han valgte at åbne sig op og for første gang i sit liv fortælle nogen som helst, om sin familie, vidste han ikke. Der var nok bare noget over Mayson, som gjorde at Luke følte, at han kunne stole på ham, selvom han selvfølgelig ikke kunne vide, om det ville ende med, at bide ham i bagdelen en skønne dag. For lige nu, gav han faktisk Mayson muligheden for, at smadre hele Lukes liv. "Jeg har aldrig fortalt det til nogen, og der er heller ikke nogen som skal vide det," tilføjede han og så på Mayson, han håbede virkelig at Mayson forstod, at det betød, at han selvfølgelig skulle holde tæt.

Selv rynkede Luke lidt på panden, "Jeg har lige fortalt dig min største hemmelighed og jeg har ikke været særlig sød ved dig, Blue. Du har al mulig grund til, at tage hævn," sagde han i en rolig tone. Han tog et nyt hvæs af sin smøg og betragtede Mayson da han satte sig ved siden af ham. Han lagde smøgpakken ned i sin lomme igen, da Mayson afviste. Han kunne aldrig drømme om, at presse nogen til, at prøve at ryge, det var hans dårlige vane og den ville han ikke smitte andre med, med mindre de selv ville. Han rystede lidt på hovedet, da Mayson sagde det var okay, "Gu er det ej, du har aldrig gjort mig noget, så tag nu bare imod min undskyldning," sagde han roligt, han vidste godt, at han ikke altid havde et pænt sprog, men han mente sine ord.
Han så lidt mod Mayson, som røgen sev ud af hans næseborer, som et lille smil meldte sig på hans læber. "Fordi jeg ikke kender dig, jeg ved ikke hvorfor du ser ud som du gør eller noget som helst andet, men jeg ved, at jeg var en røv overfor dig sidst vi sås, og det havde jeg ingen ret til," svarede han og trak lidt på skulderne, før han rejste sig og kastede resten af sin smøg ud over kanten. Han børstede sig lidt på bagdelen, før han rakte en hånd til Mayson for at hjælpe ham op og stå, "Vi må hellere komme ind igen. Jeg skulle nødig hive min nye ven med ud i ballade allerede," sagde han og blinkede kækt.

[Mayson Carver]

Mayson sad i tavshed og lyttede en smule sørgmodigt til Lukes historie. Det var da virkelig forfærdeligt at han skulle have gennemgået alt det, der var ingen tvivl om at det gav Mayson en bedre forståelse for ham. Ikke fordi at det retfærdiggjorde de ting Luke havde gjort og sagt, men det gjorde det bare lidt lettere at tilgive - især for Mayson der generelt var en temmelig tilgivende person.
"Det lyder virkelig rædselsfuldt." Indrømmede han og så lidt frem for sig. "Og jeg der ellers troede at mugglere med magiske børn blev underrettet om magien og det." Åbenbart ikke i alle tilfælde, men igen ingen regler uden undtagelser som man sagde.
Han vendte atter de gule øjne mod Luke. "Jeg siger ingen ting," forsikrede han, Mayson var ikke typen der løb med sladder, det fik man alligevel kun problemer ud af så det var bedre bare at lade være. Desuden hvorfor skulle han videregive informationer der kunne ramme andre. Han kunne vel ikke forvente at folk skulle behandle ham med respekt hvis ikke han gjorde det samme.

Mayson trak let på skuldrene igen med blikket pegende væk fra Luke. "Jeg er ikke en særlig hævngerrig type." Hævn og bitterhed krævede alt for meget energi i forhold til hvad man fik ud af det i sidste ende.
Han lod spidsen af halen tippe lidt fra side til side som en tavshed kortvarrigt passerede. Han havde aldrig forstillet sig at han skulle sidde her og have en næsten normal samtale med Luke.
På ny blev blikket rettet imod den unge Slytherin elev og han hold forsvarende hænderne op foran sig, "okay okay, jeg tager imod din undskyldning," nu var det jo ikke ligefrem fordi han selv syntes han havde gået og været bitter over Luke, rettere på vagt overfor ham da han ikke orkede at blive roddet ud i problemer.
Nu ville han ærlig talt mene at Luke havde en ret god pointe i at han havde været en røv overfor ham, men igen Mayson orkede ikke al den bitterhed så han gad ikke hidse sig op over det. I stedet nikkede han blot og tog en smule tøvende Lukes hånd son han hjalp ham på benene. Han rynkede let brynene da Luke brugte ordet ven af en eller anden årsag lød det en smule ildevarslende i hans øre, som noget der hurtigt kunne give problemer, men Mayson valgte blot at smile. "Ja, jeg vil også helst undgå eftersidninger," indrømmede han og forlod ugleriet med Luke efter sig. Så kunne de snakke lidt videre på vej op til slottet. Måske dette kunne blive begyndelsen på et godt venskab. Det håbede Mayson i hvert fald.

//out