Do I wanna see you?

[Deleted]

@matyas

December 2053
Udenfor Flourish and Blotts

---

Lilja der havde det helt enormt varmt i London havde valgt at tage en nederdel på og havde bestemt ikke strømpebukser på da hun virkelig følte var var varmt i den by i forhold til hvor hun kom fra. Hun var trods alt født i Island og boede i Norge så alt ved London var bare varmt ved siden af. Hun havde da også bevist taget et par højhælet på der ikke ville sidde fast i brostenene da hun var på vej mod Flourish and Blotts fordi hun egentlig håbede på at komme til at finde Gabriel der. Det var ikke fordi hun havde en anelse om at hendes mand arbejdede sammen med ham, men blot fordi hun gerne selv ville slå en handel af med ham. Lilja havde løst hår der svejede en smule i den blide brise der var igennem gaderne på Diagonalstræde og ikke mindre end 3 der gik hende i hælene for at passe på hende. Hun var trods alt ministerfrue og selvom hun var det i Norge så ændrede det ikke på at det faktisk bare var enormt sjældent at hun gik alene rundt. Det var trods alt ikke forsvarligt at en kvinde som hende gik alene og slet ikke når hun havde været kærester med Matya selvom det var mange år siden. Hun vidste godt han havde været i fængsel da hun trods alt var gået fra ham dengang, men hun vidste ikke at han var kommet ud og hun vidste heller ikke at han seriøst troede det var hende der havde stukket ham for det var nok det sidste her i verden som hun kunne finde på. Sådan en slags kvinde var hun slet ikke. Lilja gik en anelse i sin egen verden og hvis ikke det var fordi der var andre mennesker til stede da det trods alt var sidst på eftermiddagen så havde man kunne høre klikken fra hendes sko som hun gik henover brostenene. Indeni bandede hun lidt London og deres gamle gader da hun virkelig ikke brød sig om at gå rundt på de ustabile sten da hun var langt mere til stillethæle end lidt bredere hæl som der var på hendes sko nu.

Outfit

[Deleted]

Sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år.. De var blevet talt. Hver dag inde i Nurmengard føltes som en uge, så enhver kunne regne ud at sidde inde der, bragte kun mareridt med sig. Det var egentlig ikke tiden som var den værste del. Det var den manglende lyd. Det eneste man kunne høre var dryppene fra de fugtige sten. Duften af naturen var i det mindste noget Matya kunne finde ro i. Der var uendelig mange tanker, sm gled rundt i hovedet på ham imens man var spærret inde, og hørte du endelig lyden fra andre væsener, var det væsner som var ligeså slemme – måske.. værre end dementorerne.
Matya vidste egentlig ikke om der arbejdede mennesker i Nurmengard, han vidste heller ikke om der sad andre mennesker derinde. Han vidste bare, at han aldrig skulle tilbage til dette sted. Tværtimod, skulle hans fjender sendes der til.
Årerne var gået, og nu var Matya ude igen. De mange år havde været sunde for ham, for han havde lært sig selv uendelig mange ting inde i Nurmengard, og hans plan var klar. Der manglede de sidste brikker, inde det hele ville falde på plads. Han havde gjort sit for at holde sig uden for folks rækkevide, men nu var det på tide at sige hej til omverden, denne gang på en anelse mere aggressiv fremtoning. Den første del af planen var, at tage ind til diagonalstrædet, rygterne havde gået på at en gammel kending var derinde. En person, som svigtede den tillid han havde i sine unge dage. En person, som fik ham i Nurmengard.
Der var intet nyt i Matyas tøj, en mørk frakke, som hangt åben ned af ham. Et nålestribet jakkesæt, og en hvid skjorte med sort slips inde under jakkesættet. Hans hår var redt tilbage, og hans øjne var langt mere følelsesforladte end før. De tunge skridt i Diagonalstrædets gader, blev gradvist lettere i det han mærkede målet nærme sig. Han kunne nærmest dufte det..

[Deleted]

Lilja havde ingen idé om Matya var ude efter hende og hun havde da slet ingen idé om at han helt seriøst troede det var hende der havde stukket ham i ryggen. Den eneste grund til hun havde forladt ham i sin tid var fordi han netop var spærret inde og det var ikke den slags mand hun ønskede sig. De 3 mænd som Lilja havde med sig kunne godt fornemme at noget var på færre, men ingen idé om hvad eller hvorfor. Lilja selv gik videre hen over brostenene og stoppede op ved den lille bogbutik for at give sig til at se igennem ruden inden hun ville gå indenfor. Hun betvivlede lettere at en mand som Gabriel ville være til stede, men det var det sidste rygte hun havde hørt og det var hun nød til at følge. Hun ville slå en handel af med ham da hun trods alt var mørke magikere og alle dage havde været det. Faktisk var interessen begyndt at komme dengang hun havde været sammen med Matya og selvom hun mest af alt holdte sig til planter og hun nu ejede et magisk apotek så kunne planter nu bruges til en helt del. Faktisk kunne de være noget så lumske da man kunne udvinde diverse eliksirer med dem hvoraf nogle af dem var ganske giftige for et menneske. Hun forsøgte da også at udvinde eliksirer der kun ville ramme mugglere, men det var nemmere sagt end gjort. Hun lod sit blik glide ganske let omkring da hun var sikker på hun hørte en lyd, men da hun ikke kunne få øje på hvor den kom fra eller hvad der var på færre vendte hun blikket tilbage mod ruden inden hun ville træde indenfor. Hendes lange brune hår svejede stadig let i viden inden det faldt blidt tilbage på hendes skuldre. Lilja var trods alt en ganske klassisk kvinde at se på og hun stak virkelig ud i gadebilledet når hun var så let påklædt i forhold til en af de lokale.

[Deleted]

Matya havde et princip i dag, et princip som ikke kunne ændres længere. Han stolede ikke på folk længere, denne tillid var blevet brudt inde han røg i Nurmengard. En vis kvinde havde valgt at destroerer den evige tillid han havde haft til hende, som ung. Dette skulle være hævn, hun skulle få en følelse af hvordan det var at være bange, at frygte for sit liv. Han vidste ikke hvad hun lavede i dag, men hun havde et stort argumentations problem. Han bevægede sig med bevidste skridt imod hende og hendes lille følge. Han smilte med et selvsikkert smil, og mærkede hvordan følelsen af magt spredte sig i kroppen. Hans stav gled ned i hånden, som kan kom frem. Han stoppede foran hende, og smilte køligt.
"Lilja.." lød det fra ham. Matya lod sine fingre glide hen over staven og han så på de tre bodyguards hun havde med, og han grinte lettere hånligt. "Tror du virkelig disse tre mænd beskytter dig?" spurgte han og grinte nedladende.

[Deleted]

Lilja stoppede helt op da hun fik øje på Matya. Hun kendte jo ikke til den sjove idé han havde fået indprentet i sit hoved for hun vidste jo godt selv at hun ikke havde gjort noget. Sådan var hun slet ikke og slet ikke med en kæreste. Hun havde trods alt holdt af Matya da hun ikke kunne være i et forhold med en som hun ikke havde følelser for. At det så i første omgang havde tiltrukket hende en helt del af han tydeligvis var glad for mørk magi ligesom hende selv. Også selvom hun altid havde været mere glad for planter så var hun stadig mørke magiker uden hendes mand vidste det. Det var først da han sagde hendes navn at det for alvor gik op for hende hvad det var der foregik. Ikke fordi hun var bange lige nu, men omvendt lignede han langt fra sig selv. ”Jeg regnede nu slet ikke med jeg havde behov for beskyttelse overfor dig af alle mænd her i verden Matya” sagde hun ganske roligt og sendte ham et let smil. Også selvom hun godt kunne fornemme at situationen helt sikkert ville få en grim vending, men hun havde sit på det rene.


Hun vidste hun ikke havde stukket ham selvom hun godt vidste at han havde været i fængsel. Hun havde forsøgt at besøge ham, men det var ikke fordi det var verdens nemmeste sted at komme ind og slet ikke når man ikke var kærester. Hun var ikke bange for ham og selvom han helt sikkert ikke ville være den sødeste ved hende i dag så ville hun til en hver tid kunne tilgive ham og ville have ham i sit liv. Hun vidste jo heller ikke hendes egen mand var mørke magiker og hun havde derfor brug for kontakter på den side af verden.

[Deleted]

Indprintet eller ej, det måtte guderne vide. Der var kun en som vidste hvor han var den aften, og det var hende. Hun havde fortalt auroerne hvor han havde gemt sig. De sidste ord til hende var, at han måtte gå i skjul og kunne ikke fortælle hvorfor. Der var en god grund til han ikke fortalte hvorfor,de folk som havde adgang til dokumenterne om ham, vidste også hvad han havde gjort.
De følelser som engang havde været for Lilja var fuldkommen forsvundet i dag, og han det samme til den person han var dengang. Den person han var dengang, var en person som holdte sig tilbage. Nu var der intet der stod i vejen for ham og hans talent. Nu skulle det udfoldes fuldkommen. Planen var allerede startet fra dengang han var ung, alt det han havde udsat sig selv for, for at nå her til i dag.
"Jeg beklager du tager fejl Lilja." sagde han med en kølig tone, det var som et mørke lagde sig omkring ham imens han stod og så på hende, hans øjne var nu iskølige og borerende. Følelsen var fuldkommen forsvundet, og hans blik hvilede på hende.
"Jeg giver jer 3." sagde han og lod blikket hvile kort mod dem. "En chance for at gå."

Gaden var så småt begyndt at forsvinde, og nogle enkle folk var gået på afstand og vidste ikke helt hvordan de skulle forholde sig til situationen her. I krogene blev der diskuteret om man skulle hente hjælp, men så argumenterede andre folk for hvad der kunne gå galt 3 mod 1..
"Med eftertanke, så lader jeg jer ikke gå." sagde han og med en enorm hurtighed svang han staven tre gange, og sendte tre Confringo imod de stakkels bodyguards.

[Deleted]

Lilja kunne aldrig finde på at fortælle noget til nogen og hun anede ikke hvordan nogen havde vist hvor han var henne. Sådan var hun ikke, men det måtte hun jo forsøge at overbevise ham om. Nok havde hun ikke følelser for ham længere og elskede hendes Isaac utrolig højt, men hun ville bestemt gerne beholde Matya i sit liv. Lilja var dog stadig sig selv fuldt ud, men nu havde hun jo heller ikke været i fængsel og det gjorde helt bestemt en kæmpe forskel.

”Det er jeg da ked af du synes Matya for aldrig har jeg gjort dig noget” sagde hun roligt og bed sig ganske let i læben da hun trods alt godt vidste der var noget galt. Hun smilede heller ikke ligeså meget mere, men hun nægtede stadig at lade sig skræmme af ham. Hun havde elsket den mand i sine yngre år og hun forstod ikke hvorfor han var så bitter på hende. Hun fulgte hans bevægelser med sit blik og bemærkede de ikke kunne komme ud af flækken. Hun havde ikke lyst til at trække sin stav og se skyldig ud i hvad end han synes hun var skyld i. ”Matya du er nød til at fortælle mig hvad der går der på. Ellers kan jeg ikke forklare mig selv for noget må jeg have gjort jeg ikke aner noget om” sagde hun ganske roligt og holdte sig stadig fra sin stav. Det var noget af et sats, men hun havde ikke lyst til at virke mere skyldig da hun trods alt ikke var det og hun havde ikke lyst til at være bange for en mand hun havde elsket. Omvendt var hun også klog nok til ikke at være flabet. Det ville blot gøre alting værre end de var. Det var hun ganske klar over.

[Deleted]

De mange endeløse nætter i kulden i Nurmengard, den konstante tanke om at være alene, kun med lyden af vand, som dryppede ned på gulvet. Tanken om at man blev sindssyg hvis man tilbragte tiden derinde. Tanken om at man altid ville sidde der. Nurmengards enorme bygning, som det eneste sted man kendte i flere år. Aldrig blive lukket ud af ens celle, bare med tænker rundt om ens ben og arme.
Nurmengard var blevet hans skal, det som havde formet ham til den person han var i dag. Ændrede ham, formeret ham. Den gamle Matya som havde visioner var blevet efterladt i Nurmengard, død.. Den nye Matya var anerledes og en ny person. De visioner gamle Matya havde, delte han. Han var dog klar til at gøre det han måtte for at opnå det. Auraen omkring ham kunne nærmest fryse ting til is, og fange dem i et fortabt mørke.
Matya grinte let, en ubehagelig og mørk latter. Den manglende glød i hans øjne, som konstant hvilede på Lilja. ”Naturligvis vil du benægte det.” lød en kølig stemme, mere klar end nogensinde. ”Jeg husker det anderledes.” sagde han og så over på den ene mand som stod stille. ”Jeg husker det som om du lod mig rådne op.” sagde han og begyndte med sikre skridt at gå hen på manden, og lagde armen op hans skulder som han stod stille. ”Jeg husker det som..” han stoppede og klappede manden på ryggen, inde han med en lille bevægelse lod der gå ild i mandens tøj. Matya gik et skridt tilbage, og vendte blikket mod hende igen.
”Som du fik mig i Nurmengard” lød det køligt, et raseri kunne høres i stemmen. Hans blik gik hen på de to andre mænd, inde han så ned i jorden og bevægede sig hen foran hende igen, og samlede sine hænder. ”Red denne mand, eller red dig selv.” sagde han, imens han så på skikkelsen ved hendes side som der gik ild i. ”Svigt de folk du deler dit liv med. De folk som kender dig.” sagde han, og pegede staven i retning imod en af de andre bodyguards. ”Eller måske.. Så vil du bare se dem dø.” sagde han køligt, og lavede et sving med staven. ” avada kedavra” lød det køligt, inde det grønne lys gled over mod nummer to af bodyguardene.
"Du svigtede mig." sagde han og rettede staven imod hende.

[Deleted]

Lilja hævede ganske let det ene øjenbryn da hun trods alt virkelig ikke anede hvad det var han snakkede om som hun skulle have gjort. Hun vidste godt han var endt i fængsel og havde en god idé om hvad han havde gjort, men aldrig om hun havde stukket ham. ”Fordi jeg fortæller dig sandheden Matya. Jeg har aldrig gjort dig noget. Hvorfor skulle jeg? Jeg elskede dig trods alt” sagde hun en anelse mindre roligt og med en svag panik i stemmen. Hun kunne jo godt mærke han havde ændret sig, men eftersom hun ikke havde gjort noget var det ikke særlig rart. Hun brød sig bare ikke om at vise det til ham. ”Jeg hvad?” spurgte hun helt forvirret over hvad han sagde med at han havde ladet hende rådne op. Hun fulgte ham stadig med blikket og havde ikke tænkt sig at prøve på at stoppe ham. Hun var ligeglad med sine bodyguards. De var der for at passe på hende og ikke omvendt. Hun havde intet forhold til dem og de betød intet for hende. Hun fulgte ham stadig med sit blik og rystede let på hovedet da Matya sagde hvad det var han mente hun havde gjort. ”Jeg ville aldrig sende dig derhen. Har du glemt du kunne tage mig med hvis du ville? Så ville det være dumt at falde dig i ryggen kære” sagde hun så roligt som hun kunne da han virkelig ikke måtte se panikken i hendes blik for på et tidspunkt ville han løbe tør for bodyguards og så var der kun hende selv tilbage. ”Jeg er ikke interesseret i at redde dem. De er der for mig og ikke omvendt” sagde hun roligt og nikkede let for sig selv da det trods alt var sandt. Hun selv var ændret en smule af at være blevet ministerfrue, men for det meste var hun stadig sit normale jeg selvom folk ville argumentere for det ikke var specielt normalt. ”Jeg er stadig glad for mørke” påpegede hun med et smil til hun ikke havde noget imod at se dem dø. Da han vendte staven mod hende gik der dog panik i hende. ”På ingen måde kære. Jeg elskede dig. Jeg ville aldrig stikke dig så du kom i fængsel” sagde hun med en svag panik i stemmen og valgte at flytte sine hænder fra hvor hendes stav gemte sig blot for at understrege hun havde lid til ham om så det var stupidt eller ej.