At your service

[Deleted]

@archie

Lille Galgeby - Den lille Skov

December 2053

Omkring kl. 22

---

En kold vinterbrise fik de brune efterårsfarvede blade til at dale ned fra trækronerne som lydløse orange blomsterblade. Lianna stod nær skovbrynet og betragtede ligegyldigt dette fænomen. Hun var ikke typen der forgabte sig i naturens skønhed, eller noget andet for den sags skyld. Hun var med andre ord ret svær at imponerer når det kom til den slags ting. 
Blikket blev rettet mod den lille by hvis bygrænse lå lidt længere fremme. Mugglerbyen strålede af julelys skønt den ellers ikke var specielt livlig. Folk var allerede trukket ind for natten. Eller de fleste var i hvert fald, men nu var det jo også langt fra en storby, nok nærmere en lille landsbyflække hvis man endelig skulle kalde den et eller andet.

Lianna havde iført sig en sort tyk vinterkappe og noget mørkt tøj så hun let kunne gå i et med mørket hvis man så bort fra det ellers noget blege ansigt. Gunden til at hun befandt sig på dette nedværdigende sted til aften var at en kilde havde gjort hende opmærksom på at en månesten måske ville være at finde i denne by. Hun var ikke sikker på hvor meget hun kunne stole på denne Leonardo Russo og "hans kilder", men han havde dog også sagt at han ikke var sikker på om den var her endnu.
Hvis den var havde hun tænkt sig at finde den og bringe den til Gabriel. Hun var loyal mod ham og ingen anden. Med en baggrund som hendes var det nok heller ikke så unormalt at hun var blevet til den hun var i dag. Hun var datter af seriemorderen Theodore, en mand der havde været på folks læber gennem nogle år hvor han kidnappede, voldtog og myrdede kvinder, magikere som mugglere, alt imens han legede familiefar derhjemme.
Han var blevet pågrebet og smidt i Azkaban hvor han stadigvæk sad den dag i dag. Heldigvis. Skræmmende nok var det ikke den del med at han var massemorder der frastødte den mørkhårede heks, det var viden om at han hade været sammen med muggere. Tanken alene fik hende til at skære en grimasse.
Lianna kiggede kort ned på den lap papir hun havde fået fra Leonardo hvorpå adressen til det hus der eftersigende skulle have en månesten gemt et sted. Lige nu ventede hun bare til lyset blev slukket.

[Deleted]

Ikke lang tid efter kom der da også et lysglimt der viste en magiker var ankommet. Det var dog ikke hvem som helst, men derimod Gabriel Mason i egen høje person. Han havde med vilje valgt at starte ud med at have et andet udseende og havde farvet sit hår en smule og brugt sine evner til at skabe et par andre ændringer så han ikke var helt så nem at genkende. Ikke fordi han ikke stolede på Lianna for det var skam ikke det han var mest kendt for, men han havde tillid til hende for nu. Dog var det mest af alt pga. hendes historie og ikke så meget andet. Den eneste han faktisk stolede på af sine egne medlemmer var Dacoda og det var fordi hun havde hjulpet ham med at vælte Raysal og de havde et underligt form for venskab. Den eneste anden person han satte sin lid 100% til var hans lillebror Cillian. Det var mest af alt omgivelserne han ville være sikker på han kunne stole på. Han bar denne gang mere ungdommeligt tøj end han normalt ville gøre. Han var en jakkesæts kind of man selvom han var 25 år gammel og mange ville mene at han var for ung til det, men det var sådan han var. Han holdte af at være velklædt, men nu kom han også fra en velhavende familie. Det var jo heller ikke for sjov han havde slået en deal af med sin luseligt lille fætter for at han havde joinet Garden før Gabriel over hovedet var blevet leder da han på den måde havde haft flere spioner i gruppen der kunne hjælpe ham af med Raysal. Mange ting skulle kvinder, men de skulle bestemt ikke lede en gruppe hvis man spurgte Gabriel. Gabriel selv havde en jakke på der lignede den var let hullet og betragtede let Lianna for at se om hun kunne genkende ham selvom han nu langt fra regnede med det. Han ville sikkert også fortryde sit valg af tøj ti gange når han havde ændret sit udseende igen. Han smilede let for sig selv da han trods alt stadig gemte sig en anelse inden han rettede sig op og gik hen mod Lianna. ”Kan du sige mig hvad klokken er?” spurgte han roligt da han virkelig ville teste hende for man kunne godt se det var ham hvis man kiggede efter.

[Deleted]

Lianna var meget opslugt af at holde øje med huset og bemærkede derfor ikke manden der dukkede op bag hende. Det var først da en stemme afsløerede den andens tilstedeværelse at hun rettede de mørke øjne mod det fremmede ansigt. Hun hævede sin stav mod ham komplet ligeglad med om manden var muggler eller magiker. Hendes ansigt var desværre ret kendt blandt magikere og ikke på den fede måde, hun var eftersøgt i hele Storbritannien, hvilket hun har været siden hendes flugt fra Azkaban for flere år tilbage.
Hendes blik var koldt og faretruende som hun betragtede manden. Hun skulle satme ikke nyde noget af at blive smidt tilbage i fængslet hvis han nu var auror eller noget i den stil.

Hun trådte frem mod manden stadigvæk med hævet stav, som hun kom tættere på var der noget ved ham der virkede bekendt, men hun kunne ikke helt placerer hvad det var. "Hvem er du? Du burde vide bedre end at snige dig ind på folk." Sagde hun i en hård tone.
Der gik et par sekunder hvorefter hun let kneb øjnene sammen som realisationen omkring hvem manden var begyndte at dæmre, hun var langt fra sikker, men han ligende lidt efter Gabriel. Han havde lidt af de samme træk uden helt at ligne ham alligevel. "Mester?" Spurgte hun en kende usikkert stadigvæk uden at sænke staven. Hun ville være helt sikker i sin antagelse før hun lod paraderne falde.

[Deleted]

Gabriel kunne ikke lade være med i sit stille sind at være glad for Lianna træk sin stav uanset hvad personen foran hende havde af slægt. Det var præcis den slags tankegang han kunne bruge til noget. En der kunne komme med handling. Nok var det Dacoda han havde valgt som sin højre hånd, men derfor kunne han godt lide at alle hans Garden medlemmer var på tåmærkerne og ikke bare troede de skulle slappe af fordi der var kommet en ny leder. Tværdigmod. Han sagde ikke noget til den hævet stav da han trods alt godt kunne forstå hun ikke ville i fængsel igen og det tillod han sådan set heller ikke hvis hun var sit navn værdigt da han sætte pris på loyale medlemmer. ”Omvendt kan man sige du lader dine parader falde ned når andre kan snige sig ind på dig på den der måde frøken” påpegede han med et ganske let smørret smil over sine læber der nærmest umuligt kunne tilhøre andre end Gabriel selv.


Gabriel nikkede ved hendes spørgsmål og valgte at blive til sig selv som slaget fra en tryllestav da han trods alt var afsløret. ”Nu har du vist peget nok på mig med din stav vil jeg tro Jarvis” sagde han med et let nik da hun trods alt skulle have en chance for at nå at reagere før hun ville sænke den igen hvilket han også godt forstod. Han var ganske utilfreds med sine klude, men det var langt fra det som det handlede om lige nu. Han fortrød i hvert fald lige nu ikke at hun stadig var ved hans side. ”Som du sikkert ved er folk holdt op med at være bange for os og det kan jeg ikke leve med. Derfor er jeg begyndt at samle mine bedste medlemmer” sagde han bestemt og begyndte at gå frem og tilbage af ren og skær vane fordi ens krop blev restløs når der skulle komme noget længere. ”Det er præcis her du kommer ind i billedet eftersøgt eller ej” sagde han da han ville gå direkte til sagen. Der var ingen grund til dikkedarer når de skulle være ude i verden igen og nedligge den inden andre gjort det. ”Ikke alene har jeg behov for de mest snu af os alle, men jeg har også brug for folk der tør slå ihjel og siden jeg mener du selv er langt bedre end din far nogensinde var så er jeg sikker på du står ved min side. Har jeg ret?” spurgte han med et let smil der ikke kom spor naturligt udover det var smørret som det var lige nu. Han stoppede op for at se på hende og lod hende komme med et svar denne her gang.
Modsat med Dacoda ville han så heller ikke have nogle nykker for at ligge an på Lianna i processen. Hun var en smuk kvinde, men det var langt fra det som det handlede om lige nu.

[Deleted]

Hun var en smule - eller faktisk ret meget - overrasket over at se ham her. Det var en mission hun troede hun skulle være alene om, ikke at hans selskab gjorde hende noget, tvært imod faktisk. Hun var glad for at have en at følge. Hun stolede måske ikke hundrede procent på Gabriel i den forstand at hun ikke stolede på at han ville vælge hende over sig hvis det skulle komme dertil og hun var godt klar over at det ikke ville være smart at modsætte sig ham, men hun stolede på at hans metoder til at få verden til at blive perfekt og mugglerløs. En verden som hun glædede sig til at leve i.
Et slankt bryn blev hævet af ham, "point taken," medgav hun som den ene mundvig krængede sig op i et lille smil. "Det skal ikke ske igen." Hun var god til at lære af sine fejl og i dag var ingen undtagelse.

Det var først som han pointerede at hendes stav stadigvæk var rettet mod ham at det gik op for hende at han havde ret. Hun sænkede den roligt og lod armen falde ned langs siden. Hun slap dog ikke staven eftersom den jo snart skulle i brug anyway. "Og jeg er en af de medlemmer?" Selvfølgelig var hun det, hun forventede intet mindre, måske det var en selvsikker holdning at have, men det var hun ligeglad med, hun vidste at hun var en dygtig heks.
"Du har ret, jeg er her for at tjene den rette leder," svarede hun og bøjede kort hovedet i en respektfuld gestus. Selvom hun kunne være ret crazy til tider og hun ikke var benkendt med latterlige følelser som empati, så var hun aldrig bleg for at vise sin loyalitet. "Så hvad er planen?" De mørke øjne mødte atter hans og et djævelsk smil legede på hendes læber.

[Deleted]

Nu var det heller ik fordi Gab stolede hundred procent på Lianna, men han stolede på hendes metoder og hendes loyalitet lå hos ham. Der var virkelig kun 2 i den her verden som han stolede hundred procent på udover sig selv og den ene af dem var hans lillebror så det var måske ikke helt fair. Det var heller ikke fordi han havde tænkt sig at være ved hendes side når det kom til selve missionen. Han nikkede ganske let til hendes første ord da det desværre var en kendsgerning og bestemt ikke en han kunne leve med. ”Lige præcis mine ord. Det går ikke at folk ikke frygter os” sagde han med et ganske let nik da han virkelig ikke kunne leve med at folk ikke længere følte der var grund til at være bange for Garden. Det var hans lille hjertebarn og han havde været medlem af garden i så mange år nu. At han var ung gjorde ikke at den skulle stå stille. Tværtimod. Han nikkede let til om hun var en af de medlemmer. At det så lidt gav sig selv for ellers havde han ikke tilkaldt hende, men det var en detalje han godt kunne ligge fast for hende. Især fordi han godt vidste at mennesket havde behov for bekræftelse. Han kunne ikke lade være med at smile et smalt smil da hun kaldte ham den rette leder. ”Planen er at udrydde Norge for Mugglere og tvinge fusere til at arbejde for os. At de ikke har nogle magiske evner gør ikke at de skal tro de er noget. Jeg har behov for et rent Norge for at forsætte jagten henover Europa” sagde han som om det var hverdagskost han stod og snakkede om. At han havde virkelig ikke den mindste smule sympati med mugglere. ”Jeg har behov for der bliver fundet spioner på Durmstrang og jeg har behov for en leder der kan udpege hvilke unge og naive unge jeg kan få til at joine os når de bliver 17 år. Ikke at du selv skal stå for at have kontakten til de unge, men jeg har brug for dig til leder over folk der kan skabe kontakter” sagde han med et let smil over sine læber. Og selv hvis hun heller ville lede at udrydde Norge for mugglere mente han at hun sagtens kunne klare det andet også eller i hvert fald pege ham i retning af en der var loyal nok til at få den slags leder rolle. ”Så valget er enten at lede en aktion mod Norge så min spion i Norge ikke får blod på hænderne, lede en gruppe der kan rekruttere unge eller vise du er værdig til at klare begge opgaver på en gang” sagde han med et ganske bestemt nik og dog alligevel et djævelsk smil over sine læber for han havde allerede styr på hvad han skulle bruge Dacoda og Isaac til.

[Deleted]

Hun stod lidt og lyttede til ham. Gabriels ideologi var en hel del anderledes end den hun havde arbejdet for før. Dengang med Alexander havde det bestået af at mugglerne skulle underlægge sig magikerne og at magikerne skulle være den "højest stående livsform". At udslette alle mugglere lød bare som en lidt umulig opgave i hendes hoved, for nu var mugglerne jo i pænt meget overtal på verdensplan.
Ikke at hun ville beklage sig over at myrde mugglere her og der, det ville da bare være dejlig befriende, men det andet virkede bare som en lidt umulig opgave. "Selvfølgelig skal de frygte os, de skal vide hvem de sande ledere af denne verden er." Hun smilede ondskabsfuldt. Hun sagde aldrig nej til at slå ihjel og skabe rædsel.

"Er det ikke lidt ekstremt at udslette mugglerne?" Spurgte hun lidt henkastet og kiggede ned over den lille by igen hvor lysene i vinduerne langsomt blev slukket, "ikke fordi, jeg er med på at myrde mugglere og de er svage g inkompetente, jeg tænker bare, det udgør langt størstedelen af jordens befolkning, vil det ikke være bedre at tvinge dem til at tjene os?" Hun så på ham, "altså lidt som husalferne, bare mindre værd." Hun kunne ikke fordrage husalfer heller, men hvis de udslettede alle mugglere hvem var der så tilbage at reagerer over. "Ikke at jeg vil stå på tværs i dine planer, men hvis du er leder over mugglerne kan du jo selv bestemme hvad du vil bruge dem til, man må da kunne drage nytte af dem på en eller anden måde," hun tænkte sig lidt om, "uh jeg ved det! De kunnne være levende prøveklude til eksperimenter med mørk magi, eller når unge hekste og troldmænd skal lære utilgivelige besværgelser og den slags." Hun kiggede tilbage på ham.
"Hvis jeg selv må vælge er jeg helst der hvor jeg kan skabe mest død og ødelæggelse." Svarede hun uden den fjerneste snert af empati i ansigtet.

[Deleted]

Gabriel vidste godt at det var umuligt at udrydde alle mugglere, men han havde tænkt sig at gøre et forsøg. Især på at de ikke formerede sig med magikere. Det var nok det bedste tiltag som USA nogensinde havde haft at man ikke blandede blod med mugglere, men desværre var det langt fra sådan mere. En regel man burde at genindføre hvis man spurgte Gabriel. Mugglere skulle stadig underlægge sig den magiske, men i særdeleshed fusere skulle vane sig til en slave opfattelse. ”Jeg elsker din tankegang Jarvis” sagde han med et ganske let glimt i øjet da den slags gjorde ham ganske glad. Han selv elskede trods alt også ondskab. Det var derfor han havde lavet den aftale med Brádan og havde overtaget det hele sammen med Dacoda.

”Jo lidt måske, men vi kan gøre et forsøg. I hvert fald nok til de frygter os igen” sagde han med et ganske let nik da han trods alt godt kunne se hendes point og ikke havde noget imod hun sagde det så henkastet som hun gjorde. Han var bestemt glad for at have en som hende i sin lille gruppe. ”Det er bestemt det eneste som fusere er værd. Jeg tænker vi forsøger at udrydde så mange som muligt i Norge og så derefter kan de blive underlagt os” sagde han med et smil og var selv meget casuel omkring den her samtale. Han kunne slet ikke se hvorfor han skulle andet når det handlede om mugglere og fusere. De var intet værd. ”Du er skam ikke på tværs Jarvis. Du kommer blot med gode foreslag og jeg kan li dem” sagde han med et let venligt smil da han trods alt ejede den slags. Gabriel kunne ikke lade være med at grine hjerteligt over hendes forslag fordi han synes den var god. ”Så synes jeg du og Isaac skal indlede en aktion imod Norge. Jeg regner med du selv kan sætte dig i forbindelse med mr. Mendel og få det udredet” sagde han med et let nik da han stolede på det.

[Deleted]

Lianna smilede selvtilfreds da han sagde at han kunne lide hendes tankegang. "Det forstår jeg godt, jeg er en ganske kvik person," svarede hun henkastet og med et let skuldertræk, som var det det mest logiske i hele verden. De mørke øjne gled atter ud over den efterhånden mørklagte by.
Det Lianna godt kunne lide ved at tjene Gabriel var at hun følte sig værdsat. Det kunne godt være at nogen mente hun havde arvet sin fars psykisk syge sindstilstand, men hun var komplet ligeglad for hun følte sig jo ikke syg. Faktisk havde hun aldrig haft det bedre. Intet kunne give en person en følelse af magt som at tage livet fra en anden. Se lyset gå ud i deres øjne. Hun smilede en smule ondskabsfuldt ved tanken.

Hun nikkede forstående. Der var ingen tvivl om at de skulle komme til at frygte garden igen. Magikere fortjente at blive værdsat, ikke at blive gemt væk. "De vil komme til at frygte os igen." sagde hun med sikkerhed i stemmen. Hun ville i hvert fald gøre sit for at få frygten til at sprede sig på ny.
"Jeg er bare glad for at jeg kan være behjælpelig." Sagde hun blot og vendte først nu de mørke øjne tilbage mod ham. "Jamen det gør jeg skam gerne." Forsikrede hun. Så længe hun måtte skabe kaos var hun godt tilfreds, der var intet der kunne få hende i bedre humør. "Jeg kan godt kontakte ham." Svarede hun og smilede. Ikke et sødt smil som så mange andre piger måske ville være kommet med, mere et djævelsk smil som understregede at hun var klar til at sprede rædsel i gader og stræder.