Head over Heels

[Deleted]

@lucia

Ugleriet, novembermåned 

Chuck tilbagelagde de sidste trappetrin, inden han nåede op til Ugleriet. Uglernes ivrige tuden og vingeslag, var de eneste lyde, da der ikke var nogle elever at finde - ikke, at det overraskede den unge elev. Det omklamrende efterårsmørke lå over slottet, og de fleste befandt sig i storsalen, hvor de spiste aftensmad, men Chuck havde ikke været sulten. Generelt bestod hans måltider af et par magelige cigaretter - han havde ikke brug for andet. I stedet udnyttede han de øde, stille korridorer, til at sende et brev til sin far. Det var ikke med noget varmt hjerte, at han tænkte på sin familie. Familien Redford var ikke nogle mennesker, som han kunne betro sig til eller finde trøst hos, det var mere nogle overfladiske, formelle relationer, og de var på en neutral bølgelængde, der fungerede for begge parter, så længe, Chuck ikke sværtede navnet til. I brevet stod der derfor ikke andet end, "jeg fik en mudderblods til at bryde sammen og fik fremragende i eliksir - og jeg mangler penge." Så vidste han, at der med næste ugle, ville være en pose, der var fyldt med galleoner, og så var han egentlig tilfreds. Han var ikke typen, der slog på folk, han var mere den verbale, yderst ubehagelige knægt, som de fleste var bange for. Kynismen var ligesom blevet en del af hans knogler, når han altså ikke charmerede sig ind i varmen hos diverse piger. 
Han fandt sin ugle, som han næsten aldrig besøgte, og bandt brevet rundt om dets lille fod. Så bar han den en smule brutalt hen til det store vindue, som de fløj ind og ud af, og slap den løs ud i det buldrende mørke. Hans udåndinger var tydelig i den isnende luft, som strøg ham henover hans blege kinder, der sjældent trak op i et smil. Uden videre omtanke trak han en cigaret frem fra sin jakkelomme. Med en hurtig 'Lumos', glødede enden, og han inhalerede straks, hvilket fik ham til at slappe helt af. Sådan blev han stilfærdigt stående i vindueskarmen. Hvis nogen trådte ind i Ugleriet, ville han nok ikke holde igen med spydige kommentarer, for der var ikke nogen, der skulle forstyre ham. Faktisk var han forholdsvist ligeglad med, at nogle så ham ryge, for han frygtede ikke ligefrem at blive suspenderet. Det var sket før, og det var bedre, at have en uge fri, end at trave rundt på en overfyldt skole, som summede af irriterende stemmer. 
Da der ikke var mere tilbage af cigaretten lod han den bare falde ud af vinduet. Derefter tændte han straks en ny. Selvom han var, hvad man med sikkerhed kunne kalde en storryger, havde han ikke gule tænder. Tværtimod, så skinnede de nærmest. Hans tænder havde nok bare et fantastisk pigment. Nu havde han jo også udseendet med sig, det vidste han godt. Grim, det kunne man absolut ikke kalde ham. Og han udnyttede det.