Nothing seems to penetrate my heart

[Deleted]

Hogwarts - Udendørsarealerne
Aften
Mayson Carver
Outfit

Samantha havde forladt Halloween festen i storsalen ret hurtigt, da hun slet ikke følte sig tilpas omkring de andre elever. Hun hørte ikke til på den skole. Hun hørte til på Beauxbatons, men det var der ikke nogen der vidste. De troede hun før havde gået på Durmstrang. Hun måtte ikke fortælle nogen om sin fortid og heller ikke sit rigtige navn. Nu hed hun åbenbart Samantha Jo istedet for Sarah Amelia og det irriterede hende grænseløst. Det var hendes plejefar, Gary der havde givet hende det navn og hun synes det passede bedre til en kat end til hende. han var den eneste der kendte hendes rigtige identitet. Hendes plejesøskende gjorde ikke. Okay jo, den ældste af dem, men han havde også været ved Gary i rigtig mange år og Gary stolede fuldt og fast på ham. Det vidste Samantha nu ikke om hun gjorde, men han passede da på hende. 

Samantha gik ned til Den Forbudte Skov. Hun gik ikke ind, for det turde hun alligevel ikke, men hun gik dog tæt nok på og satte sig midt på græsset. Hun var iført en orange dragt som fanger havde på i fængsler. Hun følte sig selv fanget, så den passede perfekt til hende, selvom hun var den eneste der fangede den. 

[Mayson Carver]

Mayson havde stået og kigget lidt på festlighederne i storsalen, men havde ikke helt haft modet eller lysten til at gå derind. Han havde ellers lovet sig selv at han ville gøre det. Bare for sin egen skyld. Bryde lidt ud af den boble han havde formået at sætte sig selv i.
Han følte sig stadigvæk ret alene på skolen, men det var faktisk begyndt at blive bedre. Det var som om at de første ugers uheldigheder var mere eller mindre glemt og folk virkede heldigvis temmelig ligeglade med de point han havde fået fratrukket kollegiet. Eller næsten alle gjorde i hvert fald.
Dog ville han ikke gå så vidt som til at sige at han havde fået direkte venner endnu, men han havde da snakket med nogle enkelte elever der lod til at tage hans anderledes udseende pænt og fordomsfrit.
Sarah, som nok var den egentlige grund til at han havde troet på han kunne starte her på skolen, snakkede han ikke så meget med som han havde håbet på han ville komme til, men hun havde jo også travlt med sine vejlederpligter. Måske det var derfor han så gerne selv ville være vejleder? For at kunne bruge lidt mere tid med hende.

Lige nu gik han rundt udenfor nær søen og skoven. Det var her han ofte gik hen når han havde brug for at slappe af i hovedet. Det var underligt ikke at have friheden til at smutte hjem forbi selvom han jo udmærket kendte vejen gennem skoven. For bare 1 måned siden havde han jo sneget sig rundt på skolen uden at være elev og der var det derfra han var kommet.
En kølig brise slog let imod ham og han gøs en smule. Han havde ikke taget kappe på eftersom hans korte pels skærmede en smule mod kulden, oktober var virkelig køligere end normalt, eller også havde han det bare med lykkeligt at glemme hvor kold vinteren kunne blive.
I det samme spottede han en skikkelse længere fremme hvilket fik ham til at stoppe lidt op. Var det mon Luke? Den arrogante dreng han havde mødt hernede for en lille uges tid siden. Nej, det lignede mere en pige. Mayson opsøgte normalt ikke folk, men igen var det jo en af de ting han havde lovet sig selv at blive bedre til. Hvis man ville løse et problem måtte man stoppe med at være en del af problemet - hvilket han jo var hvis han bare sad i hjørnet og hang med mulen over at folk ikke at være en del af fællesskabet. Hun så ud til at være alene så han byggede modet op og rømmede sig en lille smule. "Godaften." Hilste han lidt lavmeldt.

[Deleted]

Samantha gik normalt i sin egen verden og holdt alle andre ude. Hun var bange for at komme for tæt på folk, for hun ville have at de skulle kende til hendes rigtige identitet for det kunne bringe hende i fare og måske endda også hendes forældre. Hun ville heller ikke at Gary kom i fare eller alle hendes plejesøskende, selvom hun ikke havde taget sig tid til at lære dem at kende. Hun håbede bare, at hendes forældre snart ville komme for at hente hende, så de kunne flytte tilbage til Frankrig. England var dog der hun var født og hun havde stadig engelsk accent, selvom hun havde boet i Frankrig siden hun var 10.

Hun havde ingen venner og prøvede heller ikke, da hun jo aldrig ville kunne være sig selv. Hun sukkede dybt og lagde sit hoved ned på hendes knæ og kiggede på græsset under sig.
Pludselig var der en der talte til hende. Hun gik ud fra at det var hende, for der var ikke andre. Hun anede intet om at der var et blåt menneske der var startet på skolen, for hun fulgte som sagt ikke så meget med i hvad der foregik omkring hende.
Hun kiggede op og så en lidt ældre dreng, der var helt blå og havde en hale. Hun hævede sine øjenbryn og prøvede at sende ham et forsigtigt smil, selvom hun faktisk ikke havde lyst. Hun skulle ikke have venner.
"Hey. Fedt kostume." Sagde hun, uden ret meget følelse i sin stemme. Hun ville ikke virke arrogant, men hun kunne nemt komme til det, og på den måde kom folk nok ikke for tæt på hende.

[Mayson Carver]

Hun så yngre ud. Hvor meget yngre kunne han ikke bedømme i mørket hvor månen var den eneste egentlige lyskilde. Bare det at snakke til en fremmede, at opsøge hende på denne måde var faktisk utrolig grænseoverskridende for ham. Han havde også gjort det dengang med Sarah, men det var før han begyndte på Hogwarts hvor han ville have kunne stikke af og aldrig behøve at se hende igen. Det havde der ligget en falsk tryghed i.
Det var noget helt andet nu da han var elev. Han kunne ikke bare flygte som han have været vandt til. Gjorde han noget dumt måtte han bøde for det som hippogrifepisoden. Men igen var det jo lige netop den skal han skulle forsøge at bryde ud af. Han blev nødt til at tro lidt mere på at det hele nok skulle gå, nu havde han snart været elev på skolen i en måned, det måtte da kunne lade sig gøre at han begyndte at blive bare lidt mere social. Hvis folk ikke kunne lide ham måtte de jo gå og så måtte han tage den derfra, piece of cake – forsøgte han at overbevise sig selv om uden det store held.
Det første lidt forlegne smil dukkede op på hans læber da hun roste hans ”kostume”. Havde det ikke været for den blålige pels der dækkede hans ansigt havde han nok rødmet en del på nuværende tidspunkt, han kunne i hvert fald mærke kinderne brænde som halen slog regelmæssige slag bag ham. ”Faktisk så,” han tøvede som ville ordene ikke rigtigt forlade hans strube. Han sank lidt. Hvor var det dog indbydende bare at takke hende og så lade det være ved det. Lade som om at han var helt normal, bare for en enkelt aften. Desværre ville sandheden jo nok hurtigt nå hende og så ville han få et ret stort forklaringsproblem.

Med det i baghovedet besluttede han sig for at krybe til korste og bare fortælle hende det som det var og så håbe på at hun ikke ville freake ud. ”Det er ikke noget kostume,” mumlede han lidt henkastet. ”Hvorfor sidder du egentlig herude? Festen er jo derinde.” Han pegede med tommelfingeren overskulderen mod slottet. Det hurtige emneskift ville forhåbentlig være med til at bevare hende rolig.
Det var altid den forventning han havde til folk, at de ville blive pissebange for ham og løbe i den modsatte retning. Derudover var det helt uforståeligt for ham at hun ikke var oppe og feste sammen med sine venner. Han ville så gerne være med til det, men det var bare et ret stort første skridt at tage, en ting var at han havde besluttet at snakke med folk, blive mere social. Han havde sågar besluttet sig for at tage med til Hogsmeade den følgende dag, men en anden ting var at dukke op midt til en stor skolefest.

[Deleted]

Sam hadede dette sted. Hun ville bare gerne væk derfra og finde sine forældre, men det kunne hun jo ikke bare. Desuden ville Gary nok bare blive bekymret for hende. Hun forstod ikke hvorfor han gjorde så meget for at få hende til at føle sig tilpas. Kunne han ikke bare være ligeglad med hende? Det samme med Samuel. Han gjorde så meget for hende og sørgede altid for at hun ikke skulle være for meget alene på skolen og hun forstod det bare ikke. Dog var hun nu alligevel glad for at have Samuel som plejebror, også selvom han virkede lidt for overbeskyttende.
Da drengen tøvede og derefter sagde at det ikke var et kostume, stirrede hun målløst på ham. Så lænede hun sig lidt tilbage og skævede til den blå hale. Hun hævede sine øjenbryn og kiggede så op på hans ansigt igen. Så trak hun på skuldrene.
"Cool." Sagde hun så bare og kiggede hen på søen igen. Havde hun ikke været så opsat af sine egne tanker og sorger, var hun nok blevet bange eller ihvertfald mere overrasket end hun var blevet.
Hun sukkede, da han spurgte hende om hvorfor hun ikke var til festen.
"Der er virkelig ikke nogen jeg har lyst til at feste med, Jobberknoll." Sagde hun med endnu et suk. Hun havde lige haft om en Jobberknoll, så hun synes det passede perfekt, da den jo var blå. Han lignede dog mere en pixie.
"Hvorfor er du ikke?" Spurgte hun så.

[Mayson Carver]

Mayson følte en kende lettelse som hun valgte ikke at kommenterer yderligere på hans udseende. Det var et stort skridt for ham at opsøge hende på denne måde, så at slippe for at forsvare sit udseende var kærtkomment. Hun virkede nu som at hun havde ret meget i hoevdet - hvis man kunne sige det sådan. Det var bare lidt som om at hun var et andet sted mentalt.
"Jobberknoll?" Den var ny. Var det ikke en fugl? Han rystede lidt på hovedet af sig selv for lige at genvinde fatningen. "Hvorfor ikke? Alle er jo næsten derinde?" Der måtte da være nogen af eleverne på hele skolen hun gerne ville feste med.
Han burde måske havde været lidt forberedt på at spørgsmålet ville blive vendt til bage mod ham selv, alligevel blev han en kende overrasket og han kløede sig lidt i nakken med den ene hånd. "Øhm..jeg er ikke så god til store forsamlinger endnu." Svarede han i et lille smil. Han havde jo været vandt til at det kun var hans mor, hans søster og ham selv. Ikke fordi han som sådan havde et problem med at være blandt mange mennesker, men sommetider virkede det jo bare desværre lidt som om at de mange mennesker havde et problem med at være omkring ham.

Som hende lod han blikket lide ud over søens rolige overflade. På trods af denne kølige efterårsdag var der ikke så meget vind, men derfor var man alligevel ikke i tvivl om at vinteren var på vej ind over landet. Han smilede lidt forsigtigt til hende og tog lidt mod til sig før han atter snakkede. "Undskyld jeg spørger, men.." Han tøvede en smule. "Er du okay?" Han vidste godt at det jo som sådan ikke vedkom ham hvordan hun havde det, men han kunne bare ikke undgå at bemærke at hun virkede lidt trist til mode.
De gule øjne gled atter tilbage på hende og hvilede der i et kort øjeblik. Hun virkede ikke til at være typen der freakede ud så let, hun var jo ikke freaket over hans udseende, måske det var derfor han havde turde at spørge lidte mere ind til det.

[Deleted]

Samantha kiggede ikke op på han, da han kommenterede hendes valg af kælenavn. Hun havde lige haft om fuglen i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, og det passede godt når nu han var blå.
"Ja. Du ved.. Den er blå.." Sagde hun og stirrede bare ud over søen. Hvor mon hendes forældre var nu? Mon de stadig levede? Hun vidste ingenting og det gjorde hende frustreret. Hun tænkte på hvor godt de havde haft det sammen dengang. Alt havde ændret sig. Selv hendes udseende og hendes navn. Hun havde dengang mørkt krøllet hår, men da Gary gav hende navnet Samantha Jo Anderson istedet for Sarah Amelia Bourret, skiftede hun sin hårfarve. Hvis hun ikke måtte have sit eget navn, ville hun ikke ligne sig selv mere. Derfor den skrigende røde farve.
"Præcis." Sagde hun som svar. Hun vidste godt hun ikke var ret åben, men det var bare svært at få venner når hun ikke måtte fortælle dem om sin fortid, om hele sit liv faktisk. Hun skulle digte alt og det gjorde det bare svært. Desuden vidste hun ikke om hendes forældre snart ville hente hende tilbage til Frankrig og så ville hun ikke have venner hun skulle savner. Heldigvis kunne hun skjule at hun gik på Beauxbatons, for hun havde ikke fransk accent.
"Jeg er tilflytter fra Be...Durmstrang og kender ikke nogen." Sagde hun og håbede så inderligt, at han ikke lagde mærke til at hun var ved at sige Beauxbatons. Det måtte ingen vide.

Han virkede flink nok og på en måde en outsider som hende selv, så måske hun skulle være lidt venligere.
"Så slå dig ned." Sagde hun og klappede græsset ved siden af sig. "Er ikke okay nej. Jeg vil bare gerne hjem. Jeg passer ikke ind her." Sagde hun og vendte sig nu endelig og kiggede på ham igen.

[Mayson Carver]

Han stod lidt i stilhed og kunne ikke helt beslutte sig for om det var en skidt eller god ting. Det kom vel an på om man kunne lide fugle. Ikke at han havde noget imod dem, men det vidste han jo af gode grunde ikke om hun havde. "Nåh," svarede han lidt usikkert og slog et par slag med halen bag sig. Uden at være sikker på om han burde forsætte samtalen eller lade hende være i fred, lod han en hånd glide gennem håret og rømmede sig lidt, "jeg er forresten Mayson," præsenterede han sig og rakte lidt akavet den trefingret hånd frem mod hende med håbet om at hun ikke ville freake ud over det.
Mayson forsøgte at holde sig lidt orienteret om hvem der var hvem på skolen, men det kunne stadigvæk godt være svært eftersom skolen jo var enorm og der var ufattelig mange elever, omkring 1000 eller mere havde han hørt. Han var dog ikke helt sikker på om det passede, men hvis man regnede det ud med at der kom ca. 20-30 nye elever på hvert kollegium hvert år, så begyndte det da at løbe deropad og tallet var vidst stigende.
Det gik op for ham at hans hjerne var løbet lidt i tomgang og han blev atter nærværende. "Men..er du da uvenner med nogen?" Spurgte han da det for ham virkede til at være den mest logiske grund til at hun ikke var inde til festen sammen med alle de andre. Mayson bed slet ikke mærke i hendes fortalelse han hørte den del om at hun var ny og ikke kendte nogen hvilket pludselig gjorde ham en del mere energisk. "Er det rigtigt? Jeg er også ret ny og kende heller ikke nogen, jeg blev hjemmeskolet." Forklarede han hende med begejstring i stemmen da det for ham jo betød at de have noget tilfælles.
"Er Durmstrang ikke den der hårde skole?" Stemmen blev dæmpet en anelse som om at han var bange for at Durmstrang instituttet skulle høre det hele vejen fra Skotland. Han brød sig bare generelt ikke om at tale dårligt om nogen, men rygterne og skolen og dens kærlighed for mørk magi gjorde ham alligevel en lille bitte smule usikker.

Han tog sig selv i at være ved at lave et lille hop af begejstring som hun gjorde tegn til at han kunne sætte sig ved siden af hende. Han sendte hende et tandsmil der afslørede de spidse hjørnetænder før han satte sig ned ved siden af hende. Det fadede hurtigt som hun bekræftede ham i at hun ikke var okay og at hun ikke passede ind. "Men det er jo Hogwarts," sagde han en lille smule uforstående. Alle elskede da at gå her gjorde de ikke?
Benene blev trukket op til brystet og han slog armene omkring knæene som halen afslappet faldt til ro ved hans side så det kun var spidsen der vippede lidt fra side til side. "Hvorfor skulle du ikke passe ind?" Hvis nogen ikke passede ind så var det da ham. Selvfølgelig vidste han ikke hendes baggrund, det kunne jo være at hun bare savnede sine gamle venner. En kølig brise blæste ind over søen og mod dem hvilket fik ham til at gyse en enkelt gang skønt han havde sin pels til at afhjælpe mod kulden.

[Deleted]

Samantha kiggede på Maysons fremstrakte hånd. Ikke nok med at han var blå, så havde han også kun tre fingre. Hvad var han for en? Hun kiggede op på hans ansigt og studerede den grundigt, men kort tid efter tog hun hans hånd. Han følte sig nok som en outsider, ligesom hun gjorde. Hendes var dog på grund af noget man ikke kunne se.
"Mit navn er Sar.. Samantha Jo. Du kan bare kalde mig Sam." Sagde hun og blev rød i kinderne. Hun måtte ikke sige sit rigtige navn, hvad tænkte hun dig på. Hun prøvede sig med et smil og håbede på, at han ikke havde hørt at hun var igang med at sige Sarah. Gary ville blive så vred på hende og alt dette ville blive ødelagt. Nu havde hun bare endnu mere lyst til at komme hjem. Det var svært at spille en anden. Hun havde lavet om på sin personlighed, selvom hun ikke behøvede. Dog var det ikke noget hun havde gjort med vilje. Hun havde altid været en sød pige som altid smilede. Ingen havde noget dårligt at sige om hende og hun havde ikke noget dårligt at sige om andre. Nu sad hun i en fangedragt og havde aldrig følt at noget tøj passede bedre til hendes situation. Hun havde ingen venner, fordi hun havde ikke lyst til at tale med nogen, og prøvede nogen at tale til hende, kom hun ofte med en arrogant kommentar, der fik dem til at gå. Dog var Mayson anderledes.
"Hmm uvenner med nogen. Hele min årgang vil jeg tro. De er ihvertfald begyndt at holde sig væk fra mig." Sam kiggede på ham med et lidt ulykkeligt smil, inden hun svarede ham.
"Hvorfor startede du så på Hogwarts?" Hun var faktisk ret nysgerrig omkring dette. Det kunne absolut ikke være nemt for ham. Being blue and all. Havde hun gået på Durmstrang, var hun nok brudt ud i grin. Gik hun ud fra. Dog panikkede hun lidt, for hun vidste det jo ærlig talt ikke.
"Eh...Jooooeh.. Det kan man måske godt sige. Hvorfor er du blå?" Hun følte han allerede havde fortalt hende det, men hun panikkede.

Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle svare ham. Hun passede ikke ind, fordi.. Ja hun vidste det ikke. Hun følte sig bare utilpas.
"Jeg savner bare mit hjem. Jeg føler mig utilpas hver eneste dag og jeg er helt alene." Hun sukkede dybt og kiggede hen på ham. "Undskyld hvis jeg bare plaprer løs om det her." Sagde hun og var overrasket over, at hun undskyldte overfor en anden person. Hvad var der med ham Mayson? Hvorfor følte hun ikke ham ligeså irriterende som alle andre?

[Deleted]

Alex havde taget en lidt mystisk vej til Hogwarts. Han havde ikke lavet en aftale med rektor, og det var derfor nok ikke en god idé bare at vade ind gennem hovedøren. Han havde hørt der var fest på skolen og det var nok den bedste mulighed han havde for at finde hende. Alex blev bortadopteret som helt lille, da hans forældre ikke kunne tage sig af ham. Han blev derfor adopteret af en fantastisk familie i Sverige og endte med at gå på Durmstrang. Han var blevet uddannet journalist, og havde derefter brugt sine nye evner og kilder til at finde sine biologiske forældre. Desværre havde han fundet ud af, at de var døde. Det havde gjort ondt at få den nyhed, men da han fandt ud af at han havde en søster, bestemte han sig for at finde hende. Han kendte hendes alder og hendes navn og at hun havde magiske evner, men han vidste ikke hvor hun befandt sig. Han besluttede sig for at kigge på alle magiske skoler i nærheden, for at finde hende. Han burde nok have talt med rektor, men det var for sent at tænke på nu.

Han var ved søen og så nu to unge mennesker.. Eller menneske. Han undrede sig over det blå væsen, men det var jo halloween, så det var måske ikke helt så mærkeligt alligevel. Han gik hen mod dem og ville spørge dem om de kendte hende, for det var der vel en mulighed for. Pigen så ud til at have Sarahs alder.
"Hey." Sagde han og følte sig et øjeblik som en børnelokker. Han var trods alt lidt ældre end dem og det var aften. "Kender I en 14-årig pige ved navn Sarah Amelia? Hun er min søster og jeg leder efter hende." Sagde han og håbede at de ikke ville blive skræmte over ham, når nu han fortalte dem hele sandheden.

[Mayson Carver]

Mayson blev ret lettet over at hun tog hans hånd. Det var ikke altid at folk havde lyst til det, ikke at han bebrejdede dem, det var nok en smule mærkeligt set med deres øjne hvilket han også accepterede. "Samantha Jo, det er da et pænt navn." Hørte han sig selv sige og gav mentalt sig selv en over nakken. Det var da virkelig en latterlig ting at sige. Mest fordi det var sådan noget han forestillede sig at de sagde på 1. årgang eller sådan noget ligende.
Han tog atter hånden til sig for derefter at lade den glide igennem det mørke hår, "det var en lidt fjollet ting at sige var det ikke?" Spurgte han og var ikke helt sikker på om det måske var værre at spørge på den måde. Han tog en dyb indånding, dette her var virkelig ikke hans stærke side måtte han erkende.
Det ulykkelige blik hun sendte ham kendte han kun alt for godt fra når han havde set sig selv i spejlet de sidste mange dage. Man ville jo gerne være en del af fællesskabet, eller han ville i hvert fald, men det var svært hvis ikke folk ville lukke en ind. "Hvordan kan du være uvenner med en hel årgang?" Spurgte han med et lille opløftende smil. Det lød dog lidt som ham, han snakkede jo heller ikke rigtigt med nogen endnu.
Han havde da en grund til at de fleste havde holdt sig fra ham, det var efter episoden med overhovedets hippogriff. Men han kunne ikke forestille sig at hun havde dummet sig ligeså meget? "Har du da gjort noget?" Spurgte han roligt og uden antydning af at være fordomsfuld.

"Jeg valgte selv at jeg ville begynde her," forklarede han og kastede et enkelt blik tilbage mod skolens lysende vinduer. "Jeg har aldrig rigtigt været vandt til at være blandt folk, men det trængte jeg nok bare til at få lov til." Han sendte hende endnu et roligt smil. Han havde drømt om at gå på skolen i så mange år, men set i bakspejlet forstod han også godt at hans mor havde tøvet.
Og der kom det så. Det uundgåelige spørgsmål som Mayson havde svaret på utallige gange siden han startede på skolen. Ikke at han bebrejdede folk, det var jo ikke helt naturligt at der gik en blå elev på skolen. "En forbandelse," besvarede han nærmest automatisk. "Min stedfar kastede den over mig da jeg var spæd." Det var de overfladiske forklaring. Han kunne sagtes gå mere i detaljer, men ærlig talt ville han hellere høre om hende.
Han holdt roligt hånden op foran sig for at indikerer at det ikke gjorde noget at hun uddybede. "Det gør ingenting jeg kender det godt, jeg er også ret alene." Informerede han en smule sørgmodigt dog alligevel med et lille smil. Han skulle lige til at forslå at de kunne holde sammen da en fyr pludselig kom op til dem. Mayson havde slet ikke hørt ham komme.
Mayson kom hurtigt på benene, halen svingede i store buer bag ham og de gule øjne var en kende mistænksomme. Han havde aldrig set denne mand før. "Din søster?" Det lød mærkeligt, hvorfor spurgte han ikke bare rektor. "Hvem er du?" Spurgte han så og glemte for en kort tid at han jo også selv havde sneget sig rundt på skolen grund uden tilladelse for blot 3 måneder siden. Som han sagde navet Sarah gav det et mindre gib i ham. Han kendte da en Sarah, Sarah Snape, han anede ikke om hun havde et mellemnavn, men han ville bestemt ikke sige noget til en fremmed mand bare sådan uden videre.

[Deleted]

Sam kiggede en smule undrende på Mayson, da han havde komplimenteret hendes navn. Det var ikke så meget at det var en underlig ting at sige, men mest fordi hun ikke kunne forstå hvordan nogen kunne synes om det navn.
"Pænt? Det er noget man kalder sin kat...Hvis man er...mærkelig." Sagde hun og var begyndt at forvirre sig selv. Hun kiggede ned mod søen igen og prøvede lidt at glemme det hun lige havde sagt, for det var mindst ligeså mærkeligt som det han havde sagt. "Det jeg sagde var ligeså mærkeligt, så det skal du ikke være ked af. Jobber." Sagde hun og sendte ham et lille skævt smil.

Hun grinte lidt, men det var mere en usikker latter end noget andet.
"Jeg er ikke decideret uvenner med dem, men jeg er bare ikke en særlig venlig person. Jeg afviser for hurtigt folk, fordi jeg ikke selv synes jeg har brug for venner på denne her uduelige skole." Sagde hun. Det var måske lidt hårdt, men hun savnede bare Beauxbatons så meget og det var svært når hun ikke engang måtte sige, at hun havde gået der. Latterlige liv!
"De er som sagt begyndt at holde sig fra mig, da de ikke synes jeg er venlig nok, vil jeg tro." Hun trak en gang på skuldrene og rystede så på hovedet. Hun vidste jo godt at hun burde få sig nogle venner for hun vidste ikke hvor længe hun skulle være der og hun kunne nemt blive ensom.

Sam kiggede lidt overrasket op på ham. Hvorfor ville nogen frivilligt vælge at gå der? Dog forstod hun det nok godt. Selvom han måske havde lidt svært ved at gå hen til folk, så var det det bedste for ham og så vænnede folk sig også hurtigere til at han var blå. Hun havde allerede vænnet sig til det, men hun ville dog gerne fortsætte med at kalde ham Jobberknoll eller bare Jobber. Hun havde på fornemmelsen at det var dejligt for ham endelig at være på skolen.
"Jeg håber du er glad." Sagde hun oprigtigt og sendte ham et lille smil. Han var den eneste på skolen hun endnu havde været venlig overfor. Måske det var fordi han var lige så 'udstødt' som hun var.
"Wow. Gjorde han det med vilje?" Spurgte hun og så meget forbavset ud. Det var da en tarvelig og modbydelig ting at gøre, men det kunne jo være det havde været en ulykke.
Hun sad og bed sig i læben ved det næste han sagde. Hun skulle til at sige noget som hun ikke havde regnet med fra sig selv, men hun kunne ikke helt lade vær.
"Du behøver ikke være alene. Du kan altid...snakke med mig." Sagde hun og fik en klump i halsen. Han var trods alt utrolig flink og selvom hun måske ikke havde virket som den mest åbne, da han kom ud til hende, så var han der endnu.

Da der pludselig kom en mand op til dem og talte om en Sarah Amelia, kunne Sam mærke hvordan panikken spredte sig. Ledte han efter hende? Havde hun en storebror? Hun begyndte at trække vejret meget hurtigt og hun havde lyst til at afsløre sig selv med det samme.
"Jeg e..." Hun stoppede sig selv brat. Hun vidste godt, at hun ikke måtte afsløre sig selv og hvad nu hvis han slet ikke var hendes bror, men ham der ledte efter hende og hendes forældre? Hun rejste sig hurtigt op og stirrede på ham.
"Der er ikke nogen her der hedder Sarah Amelia. Gå din vej!" Næsten råbte hun og pegede ned mod skoven. Panikken lyste ud af hende, men hun håbede at ingen havde lagt mærke til det.

[Deleted]

Alexander havde ikke regnet med den slags reaktioner fra de to unge mennesker. Den blå dreng ville åbenbart vide hvem han var, men det kunne da ikke hjælpe ham. Desuden havde han jo sagt at han var bror til Sarah Amelia.
"Hendes bror. Jeg leder efter hende og har gjort det et stykke tid og det er er et oplagt sted, da jeg ikke kan finde hende på Beauxbatons, hvor hun kommer fra eller på Durmstrang. Måske jeg skal hele vejen til USA." Sagde han og glemte de unge et øjeblik og kløede sig i håret. Det gav dig et sæt i ham, da pigen pludselig talte. Han kunne ikke helt tyde det hun startede med at sige, men da hun pludselig farede op og bad ham om at gå, stirrede han bare på hende.
"Wow okay. Rolig. Jeg vil hende intet ondt. Jeg blev selv bortadopteret og så fik mine forældre senere Sarah. Jeg ledte faktisk efter mine forældre først, men så fandt jeg desværre ud af at de døde for et par måneder siden." Han stoppede sig selv, da han fandt ud af at han bare plarede løs.
"Undskyld. Det er mine problemer. Det behøver I slet ikke bekymre jer om. Jeg skal nok lade jer være i fred. Hvis I ser Sarah, vil I så bede hende om at skrive til mig på denne adresse? Jeg hedder Alexander Lindquist." Sagde han og rakte et stykke papir til dem. Derefter vendte han sig om og gik, da han nok ikke fik meget ud af at gøre det på denne måde.

// Out

[Mayson Carver]

"En kat?" Han så på hende med en let rynken på næsen, "hvem ville dog kalde en kat for Samantha?" Det var ikke ment som en kritik, det var bare hans lidt absurde måde at fortælle hende at han ikke anså det som værende et kattenavn. Han kunne godt lide navnet især fordi at Sam jo også var et fedt kælenavn modsat Mayson der ikke ligefrem gav de store muligheder indenfor den slags.
Han smilede venligt til hende uden at vise de spidse hjørnetænder. "Jobber..mange ting er jeg blevet kaldt, men den er ny." Konkluderede han i en rolig tone. Hun havde godt nok også kaldt ham det lige før, men før hende havde han ikke hørt den før. Udover det åbenlyse "hårde" kaldenavne som "monster" og "væsen" havde han både været, Blueboy, Fuzzy, Blue og Smølf - sidstnævnte var at professor McKinnon imens de rasterende var fra hans mor og søster.
Han lod hovedet vælte lidt på skrå, "jeg synes da ikke du virker afvisende," hun var nok en af de mindst afvisende personer han havde mødt siden han startede og hans udseende alene måtte da give hende al god grund til at bede ham om at skride. "Og jeg som ellers troede at alle elskede at have venner." Mumlede han lidt henvendt til sig selv. Det var da synd for hende hvis hun havde den indstilling til tingene. "Altså, jeg synes da du virker venlig," svarede han lidt forsigtig og håbede ikke at hun syntes det var fesent af ham at sige.

Han smilede lidt forsigtigt tilbage til hende, "jeg arbejder på det, men jeg må indrømme at det nok var lidt naivt af mig at tro at jeg bare ville kunne starte på skolen og så passe lige ind." Han sukkede mildt, "men det er okay, det er bedre end at sidde derhjemme, alene." I det mindste forsøgte han da.
"Ja det gjorde han, han var ret sur." Svarede Mayson i en grimasse der afslørede tænderne som han ellers gjorde sit bedst for at skjule bag læberne.
Han kunne mærke hvordan varmen skød gennem kroppen da hun sagde at han altid kunne snakke med hende. Det måtte jo næsten betyde at de var venner? Det var virkelig en stor ting for ham og han så nok også meget beæret ud. "Tusind tak og i lige måde," hvor var det dog en rar følelse.

Der var flere ting ved manden der forvirrede Mayson. Hvad skulle han med Sarah? Og hvorfor reagerede Samantha pludselig så voldsomt, han stod lidt chokeret og lyttede til mandens forklaring uden at ane sine levende råd. Burde de kontakte en professor eller løbe eller hjælpe ham? Sam lod dog på ingen måde til at være interesseret i at hjælpe, på det punkt var Mayson nok en kende mere naiv og venligt stillet, men han var vel heller ikke Hufflepuffer for ingenting.
"Det gør mig ondt med dine forældre," sagde han lidt tøvende og rakte frem for at tage imod adressen for ham. Ikke at Mayson var sikker på hvad han skulle bruge den til, men et eller andet sted fik han nok lidt ondt af manden selvom det var lidt skummelt at han rendte rundt herude på denne tid.
Som han atter forsvandt ind mellem træerne vendte Mayson sig atter mod Samantha, "måske vi skal gå tilbage mod slottet?" Foreslog han. Han var ærligt blevet en lille smule skræmt og følte pludselig at de var alt for langt væk fra slottets trygge mure.

[Deleted]

Sam trak på skuldrene og kom til at smile lidt. Hun vidste godt det var en mærkelig sammenligning og der var nok ikke ret mange der valgte at kalde deres kat for Samantha, men hun brød sig bare ikke om sit navn. Det kunne måske være fordi det ikke var hendes rigtige navn.
"Jeg ved det ikke. Men så noget andet da." Hun vidste ikke hvad hun skulle sige så hun trak bare på skuldrene endnu engang og håbede den del af samtalen sluttede der, for hun havde ikke rigtigt mere at sige til det. Hun kunne jo ikke rigtigt fortælle ham den rigtige grund til at hun hadede det navn.

Sam kiggede en smule bekymret på ham og bed sig i læben. Hvad nu hvis han blev såret over navnet, men at han bare ikke ville sige det? Bevares, så var det jo hans egen skyld, men hun var faktisk begyndt at kunne lide ham, så hun ville jo ikke gøre ham ked af det.
"Er det okay jeg kalder dig Jobber? Jobs måske?" Hun så lidt tøvende på ham. "For det er ikke ondt ment. Jeg kan godt lide, at du er blå." Sagde hun med et lille smil. Hun begyndte at kunne mærke at hun forandrede sig i hans selskab. Hun var ikke så hård og arrogant som hun var overfor så mange andre. Hun begyndte at mærke sit gamle jeg komme frem og da han sagde at han synes hun var venlig, rødmede hun en smule. Det var rart at høre, selvom hun i lang tid gerne havde ville undgå at være venlig og få venner. Dog var det noget andet med Mayson.
"Tak." Sagde hun og kiggede ned på sine fødder. "Det er du også." Sagde hun, dog uden at kigge på ham. Det var en smule underligt at sige den slags ting, så derfor ville det blive mere underligt at kigge på ham imens.

Hun kiggede tilbage på ham og nikkede så. Hun kunne godt forstå ham. Hun ville også hade at sidde derhjemme.
"Jeg vil også hellere være her, må jeg desværre indrømme. Altså hellere være her end at sidde derhjemme. Men har du nogen at snakke med her? Tager folk godt imod dig?" Hun var reelt nysgerrig omkring dette, men hun ville også gerne vide om folk var gode ved ham.
Hun kunne ikke helt lade vær med at smile, da de ligesom var kommet frem til, at de skulle tale med hinanden. Hun ville ikke være alene mere og hun ville få sig en ven der måske ville kunne forstå hendes smerte, uden at kende hele sandheden.

Sam stirrede vredt på manden, men hendes blik blev pludselig forvandlet til overrasket og hun kunne mærke hvordan alt indeni hende gik i stykker. Han havde stået og sagt at de var søskende, men det var pludselig ikke det der gjorde ondt eller det der overraskede hende mest. Han havde sagt at hendes forældre var døde. Hun glemte alt om, at hun ikke vidste om han var ond eller ej og hun glemte at Mayson stod lige ved siden ad hende og at han intet måtte få af vide. Da manden var væk, faldt Sam sammen på græsset og hun skreg og græd på samme tid. Tårerne væltede ud og hun slog på jorden under hende.
"MOR! FAR!" Råbte hun. Hendes skrig blev til hulken og hun begravede sit hoved i sine hænder.