Post by Deleted on Jun 24, 2015 22:15:34 GMT
Tilegnet: @cody
Mireille var i London for en kort stund. Det var ikke tit, desværre, hun kom der længere, kun for at besøge gamle venner fra balletkompagniet eller - som nu - i sin søgen på nogle ting, man kun kunne finde i Diagonalstrædet. Man kunne sige meget om Frankrig, men de manglede virkelig en gade som denne - det var jo på det nærmeste slaraffenland for magikere.
Det var ved at være sent på eftermiddagen, og Mireille havde for et øjeblik taget plads i Floridors Iscafé - ikke, at hun skulle have en is! Selvom hendes mørke øjne var blevet tiltrukket af de mange farvestrålende og sikkert enormt velsmagende varianter af isen, så havde hun nøjedes med en kop varm kakao med en kugle vaniljeis oveni - det var snart tid til aftensmad, så det duede ikke, at hun fyldte maven med is! På det punkt havde hun desværre stadig en ballerinas mentalitet. Hellere 5 kg for lidt end 5 kg for meget!
I Flourish & Blotts havde hun købt nogle gamle udgaver af Profettidende for billige penge, og det var netop disse, hun nu sad og kiggede i. Mireille var håbløst bagud, når det kom til de engelske nyheder, så hun tog taknemmeligt imod muligheden for at catche lidt op. De helt store nyheder nåede selvfølgelig til Frankrig også, men det meste var håbløst mangelfuldt og ikke meget andet end rygter, som Mireille ikke gav meget for.
Den tunge kop blev roligt ført til læberne, mens blikket stadig smuttede hen over avissiderne. Hun klemte kortvarigt læberne sammen, som om hun ville holde på en ekstra god smag, før koppen blev stillet på bordet igen. Hver gang dørklokken kimede, løftede hun blikket fra den tætskrevne tekst for at se, hvem der kom ind - sandsynligheden for at møde en gammel bekendt på dette sted, var dog begrænset, desværre. Et mildt suk forlod de smalle læber, som endnu en side blev vendt.