When you least expect it.

[Deleted]

Forbeholdt til Mayson Carver

D. 12. oktober 2053 (kl. 19:10)

Gangene, Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, Skotland
___________________

”Følge jer ned til eliksirlokalerne?” Der var et lille hint af undring og overraskelse at høre i Sarah Snapes egentlig ret blide stemme. Det var ikke nogen hemmelighed, at den rødhårede heks nok mest af alt, var blevet kendt for sin meget strikse tilgang til skolelivet, samt det ikoniske blik, der kunne dræbe, som blev sendt i ens retning, hvis man kom ind på den forkerte side af hende. Det var nok heller ikke noget nyt, at hun blev set som værende arrogant. Desværre havde disse ting det med at dække overfor alt det andet, hun lavede. Det blev ikke sjældent nævnt, hvordan hun altid stod til rådighed for at hjælpe dem, som havde brug for det. Og som havde gjort sig fortjent til den. Hun var ikke blevet udnævnt til præfekt pige for ingenting, selvom der var gået rygter om det iblandt nogle ensidede elever, der følte sig stram i røven over hendes givne stilling.
Hun rettede på den samling af bøger, hun havde i sin favn, mens hun gjorde alt for ikke at stå og trippe og afsløre for de to første års elever foran hende, at hun egentlig ikke havde tid til at eskortere dem til den anden ende af skolebygningen. ”Det er skræmmende, at være nede i krypten.” Hun havde nær brudt ud i latter, da den ene af dem forklarede situationen. Hun havde blot troet, at de havde glemt vejen, selvom hun var ret sikker på, at de havde haft timer, der nede så sent som morgenen samme dag. Men hun knækkede ikke og opretholdte det professionelle udtryk i sit ansigt. ”Skræmmende? Hør, der er intet at være bange for dernede med mindre I støder på rektor Crowe gå i søvne i hans morgenkåbe.” sagde hun med et svagt opgivende smil og tilhørende ryst på hovedet. Måske hun stadig manglede lidt mere imødekommenhed i sin stemme. ”Men… eh..” Hun rettede sig lidt mere op og begyndte at se søgende fra side til side ned ad gangen. ”Jeg har fak… Bridge!” kaldte hun, før hun kunne nå at færdiggøre sin sætning, og en ung dreng drejede straks omkring på hælen, da hans navn blev kaldt.
Det kunne godt ses, at Sean Bridge tog lidt tid til at fange, hvad der skete. Han skulle lige have et par sekunder til at se sig omkring for at sikre sig, at det var ham der blev kaldt på, inden han endelig fik luntet hen til Sarah, hvor hun gik lige til sagen: ”Kan du følge dem ned til eliksirlokalerne?” Hun ventede heller ikke på det bekræftende nik fra drengen. ”Tak.” Et kort smil blev fundet frem, og så havde hun ellers fået fang i fodtøjet igen, så de hårde såler klikkede henover stengangen.

Hun kunne straks mærke blikke i hendes retning. Og hun kunne sagtens mærke forskellen på de forskellige blikke. Heldigvis varede de aldrig længere end et splitsekund, så det påvirkede hende aldrig rigtig. Hun var vant til dem nu efter de første 6 timer på Hogwarts. Hun sukkede diskret og lod sin krop sænke lidt sammen i et øjeblik for at afstresse en smule, før ryggen blev rettet og hovedet løftet igen.
”Har du set den nye elev?” ”Ja! Han er helt blå.” Med ét stoppede hun brat op og spidsede ørene. Hvad var det de havde sagt? Hun så hurtigt til siden og stirrede nærmest i retningen af de snakkende elever med lettere store øjne. Ny elev? Blå?! Det kunne da ikke være sandt, kunne det?

[Mayson Carver]

Dette var de første par dage på Hogwarts. Han var fuld af forventningens glæde og kunne slet ikke vente med at blive en del af fællesskabet på skolen. Han havde sågar haft sin første time tidligere på dagen hvor de havde skulle lave gruppearbejde og han var blevet sat sammen med en anden elev som rent faktisk snakkede til ham som var han helt normal. Det havde været så underligt, men virkelig værdsat. Tænk at han havde haft så stor en frygt for dette her i så mange år og så virkede det bare som om at han rent faktisk godt ville kunne passe ind. Måske. Der var selvfølgelig stadigvæk mange der tog afstand, men han havde bare en god fornemmelse i kroppen om at det måske var noget han kunne rette op på over tiden. Bare det at se hvordan skolelivet foregik på tæt hånd, han kunne virkelig mærke alle de ting han var begyndt at få intentioner om. Fx hvor ville det være fedt at være vejleder, han ville elske at hjælpe de yngre elever, selvom det måske lige var at tage munden for fuld efter kun et par dage på skolen.
Han var i hvert fald fast besluttet på at arbejde hårdt og gøre sit allerbedste så rektor ville se at det var det rette valg han havde taget. Han ville være en mønsterelev!
Derudover begyndte quidditchsæsonnen snart og skønt Mayson aldrig havde siddet på en kost kunne han heller ikke lade være med at forestille sig hvordan det måtte være. Han måtte da klart have fordel i at have sin hale og dermed en ekstra hånd samt en bedre balance, men det kunne selvfølgelig også være at det ville blive opfattet som snyd.
Anyway nu skulle han måske nok lige koncentrere sig lidt mere om at følge med og få sig nogle venner, så kunne han altid vende tilbage til drømmene. Desuden var det jo overhovederne der valgte vejledere og det skulle man gøre sig fortjent til.

Skønt Mayson havde alle disse intentioner om ikke at gemme sig selv væk, var det stadigvæk noget der lå så dybt i ham at han flere gange havde taget sig selv i at springe i skjul når han hørte folk nærme sig, som var han konstant var på vagt. Igen måtte det jo være en vanesag. Det hele skulle nok gå, han skulle nok finde ud af det.
Som han bevægede sig rundt om et hjørne fangede hans blik en velkendt skikkelse. Den samme velkendte skikkelse som han havde håbet på at løbe ind i siden han startede på skolen, Sarah Snape.
Med et smil der sneg dig over hans læber bevægede han sig tættere på hende til han til sidst stod bag hende. "Hej Sarah," hilste han i et lidt nervøst toneleje. Han havde godt hørt folk snakke om ham i krogene, men han prøvede ikke at tage sig af det, det var vel hvad man kunne forvente forsøgte han at sige til sig selv.