En gang skal jo være den første

[Mayson Carver]

Tilegnet: @rhyss

Sted: Gangene nær storsalen

Tid: Oktober, 2053
Påklædning: Skoleuniform

___________________________________

Det var meningen at det at starte på Hogwarts skulle være spændende og magisk for ham. En beslutning han til evigt tid ville kunne se tilbage på som værende "den rette beslutning." Desværre var han ikke så sikker på om dette var tilfældet. Der var ikke engang gået en uge og han havde allerede anskaffet sig fjender. Eller han havde en fornemmelse af at de var fjender. Hvordan kunne man overhovedet have fjender i en alder af 16 år! Hans mor havde advaret ham mod disse typer. Det var jo dem hun havde forsøgt at skærme ham imod, men han havde forsikret hende om at det ikke ville ske for ham. At han ville passe på og holde sig i baggrunden så han ikke gav nogen en grund til at gå efter ham.
Han havde virkelig selv troet på det, men så havde Lucka Kingsley spottet ham bare fordi han havde snakket med Sarah og det brød Slytherinprinsen og hans slæng sig tilsyneladende ikke om. Mayson havde virkelig ikke tænkt videre over det som de havde lokket ham med ned til indhegningen bag skolen og udfordret ham til at røre hippogriffen på folden. De havde svoret at den var venlig, Mayson var jo Hufflepuffelev og det prægtige væsen tilhørte hans overhoved Rolo Harminn. De havde bildt ham ind at alle sande Hufflepuff elever kunne røre ved den.
Måske han burde have gennemskuet deres halvkvalte grin og luskede blikke, men han havde været så desperat efter at passe ind at han ikke havde tænkt at det kunne være en fælde. Derfor var han gået ind til HIppogriffen og havde fået sig en skrækkelig overraskelse. Den store fugl-hest-hvad det nu var, havde angrebet ham. Heldigvis var han let på fødderne og havde sluppet med mindre skrammer, men en ultra såret stolthed, der kun var sunket dybere som Prof. Harminn fandt ud af det og trak point fra kollegiet hvilket bestemt ikke havde gjort ham populær blandt sine medstuderende. Den nye elev der inden sin første uge allerede havde fået trukket point fra kollegiet - af deres eget overhoved. 

Derefter var det bare gået ned af bakke. De få elever fra kollegiet der var begyndt at snakke bare en smule til ham ignorerede ham nu som var han den rene luft. Og han som troede at Hufflepufferne var de venlige hogwatianere. Derudover havde Lucka og hans slæng ikke tøvet med at fortælle alle historien, de var naturligvis stukket af så snart Mayson havde vendt ryggen til dem, så nu var han ikke kun den blå særling, men også ham alle sendte underlige blikke og ikke kun på grund af hans gakkede udseende. 
Nakken blev bøjet let som han lænede sig op af den enorme søjle han havde stået bag det sidste kvarter. Han ventede på at folk var færdige med at spise så han kunne snige sig ind og få et par bidder og så bare gemme sig væk et eller andet sted til de andre var faldet i søvn og han kunne gå op i seng.
Det var så sært. Tænk at han endelig var på Hogwarts, men intet havde ændret sig. Det føltes stadigvæk som om at han bare stod udenfor og kiggede ind på alt det han gerne ville være en del af. Sneg sig stadigvæk rundt i skyggerne for ikke at blive set. Med et lydløst suk lod han ryggen glide ned af den kolde søjle til han sad på gulvet med bøjede ben. Halen var viklet lidt fortrøstningsfuldt omkring den ene ankel og han begravede kort sit ansigt i hænderne.
Måske havde det bare været bedst hvis han aldrig havde overtalt sin mor til at lade ham blive elev her.

[Deleted]

Det var som om, at den unge løve bare poppede frem fra ingenting, da hun stoppede op ved siden af den blå dreng. Andre folk havde det med, at kalde det hendes speciale, selvom hun ikke rigtig gjorde noget ud af det. Det var ikke fordi, at hun bevidst sneg sig ind på andre. Hendes tilstedeværelse havde bare ikke den kraftigste genkendelse. Hvilket egentlig var ret ironisk, når man så tilbage på hendes popularitet og, hvordan hovedet blev drejet, når man så ellers lagde mærke til hende. Men nu gjorde hun heller ikke meget ud af det for at lade andre vide, at hun var til stede. Lige med modsætning til denne gang, hvor hun uden den mindste tøven eller indikation, puffede sparkende snuden af sin sko imod den besynderlige dreng, der havde valgt at krølle sig sammen bag en søjle. Nok i håb om ikke at blive opdaget. I så fald var det ikke hans dag i dag, eftersom det ikke havde taget hende lang tid at finde frem til ham.

”You need to eat.” var de første ord, der forlod Madelaine’s strube indsvøbt i hendes altid mærkværdigt blide stemme, mens hun uden meget tanke på personligt plads bevægede sig om for at stå foran ham med fronten rettet mod ham. Men inden hun kunne nå at virke intimiderende, faldt hun nærmest pladask med at sidde i hug. Hun ventede heller ikke med at han skulle komme med kommentarer eller modsigelser, drejede hun smidigt sin overkrop omkring for at gribe fat i den bakke med mad, som havde svævet efter hende som en ballon, siden hun forlod storsalen. Hun drejede sig så tilbage og stillede roligt bakken fra sig på gulvet imellem dem. Og først der løftede hun de dybe øjne op på ham og skabte den intense øjenkontakt, som hun var kendt for. Med mindre han altså valgte at se væk.
”Here. I didn’t know what you’d like so I brought what I’d choose myself instead.” Hun nikkede sagte imod maden på bakken. Der var en enkel tallerken I Gryffindor’s gyldne metal med en ordentlig portion af shepard’s pie og et par flobberorme fritter ved siden af. Og udover drikkepokalen med vand, stod der en ekstra mindre tallerken med en marengs fyld ud med et par syltede ferskenstykker. Med præsentationen af måltidet, trak hun sine blege hænder til sig igen. Udglattede sin skoleuniforms kappe ved sine lår, inden hun viklede sine arme in under sine knæ. Hun kastede lidt med hovedet for at få fjernet en tot af det sorte korte hår fra sit ansigt, men hendes blik veg stort set aldrig væk fra Mayson.

”Why are you out here again?” Madelaine lagde ikke ligefrem skjul på, at hun havde lagt mærke til hans afvigelse fra storsalen før. Hun lagde sit hoved undrende på skrå og fugtede diskret sine læber

[Mayson Carver]

Som han sad der dybt begravet i sin egen selvmedlidenhed, hørte han ikke skridtene der nærmede sig. Han stirrede bare tomt ned på det kolde gulv han sad på. Betragtede furene mellem stenene eller fliserne eller hvad man nu kaldte denne form for gulvbelægning. Det var vel sådan set også bedøvende ligegyldigt.
Den utrolig følsomme hale løsnede grebet om hans hale for sløvt at kunne vippe spidsen fra side til side. En måde at afstresse sig selv på som et understimuleret dyr i et bur der vævede fra side til side. Han bemærkede det dårligt nok selv, det var bare blevet en del af hans mekanik.
Lyden af den blide stemme i sig selv var ikke det der fik den blå dreng til at spjætte i forskrækkelse, det var mere den fact at hun var dukket op uden han havde set eller hørt hende – og så det at hun havde skubbet til hans fod med sin.
De gule øjne rettede sig omgående mod hende, undrende som forventede han en nedladende kommentar om at han sad på hendes plads eller noget i den stil. I det mindste var hun ikke fra Slytherin, han havde jo allerede erfaret at det ikke var løgn når folk sagde at de ofte var dem der var efter folk. Heldigvis var Sarah ikke sådan, skønt han ikke havde set meget til hende efter han var startet på skolen, men hun havde selvfølgelig også lidt flere pligter at tage hånd om hun var jo vejleder og alt det.

”Excuse me?” Stemmen bar tydeligt præg af at han ikke helt kunne finde ud af hvad meningen var med at hun tog kontakt til ham. Han forventede nok bare det værste selv da bakken svævede hen og landede imellem dem var hans første tanke hvad hun fyldt i maden, et eller andet klamt så han kunne bruge resten af aften på at brække snegle op? Han havde hørt at det faktisk kunne lade sig gøre, det var måske nok en besværgelse, men alligevel.
Hans forvirring var noget nær total lige nu. Han kunne slet ikke gennemskue om hun var lusket eller om hun rent faktisk var sød mod ham. Han var ikke sikker på at han turde satse på den sidstnævnte. Alligevel vandrede hans øjne fra hendes gennemtrængende blik og ned til udvalgte hun havde medbragt. Han kunne mærke maven vende sig i sult og ærlig talt havde han mest lyst til at kaste sig over bakken og lade tvivlen komme hende til gode, men han holdt sig alligevel igen.
En smule på vagt rettede han sig lidt på, halens rolige slag var blevet betydelig mere fremtrædende i takt med den afspejlede hans lettere utryghed ved situationen. ”I'm sorry, I don't mean to be rude or anything, but-” han tøvede lidt, ”-why are you bringing me food?” Hun var da en af de mere populæerer elever. En af dem alle lod til at kende navnet på. Ikke at det var så mærkelig, hun var en utrolig køn pige.
Som hun spurgte ind til ham bed han sig lidt i underlæben lod diskret blikket glide til bakken igen, den rumlene mave afslørede nok længslen til maden foran ham. ”Me?” Nej Paven, hvem ellers? selvfølgelig var det ham, skældte han mentalt sig selv lidt ud. ”I don't know..I just don't feel like being around people I guess.” Løgnen var tydelig selv for folk der ikke kendte ham. Han ville hellere end gerne være en del af selskabet, han passede bare ikke rigtigt ind. ”You're Rhyss, right?” Han så tilbage på hende og lod sit blik møde hendes.

[Deleted]

Idét at han spurgte indtil, hvorfor hun faktisk havde bragt ham mad, formede der sig straks forvirring i hendes ansigt, som havde hun slet ikke forventet den form for spørgsmål. For var det ikke tydeligt hvorfor? Hun var ellers ret sikker på, at hun allerede havde slået fast, hvad hendes overordnede mål var, allerede før hun havde sat maden foran ham. Som for at forstærke den forvirringsfyldte følelse, der måtte hænge over hende, lagde hun ligeledes hovedet en tand på skrå og krummede en smule på brynene. Og samtidig med det, lod hun måske stilheden fra sin side være til stede lidt for længe, end hvad man normalt fandt behageligt, når man så ellers afventede svar. ”You need to eat. It’s not healthy to ship out on a meal. Especially not dinner.” forklarede hun ham endelig, efter at have rettet hovedet og blødt blikket op igen, så hun ikke ville fremstå helt så bebrejdende, som ofte havde været tilfældet fra hendes side. Om det så var planlagt eller ej.

Madelaine kommenterede ikke yderligere på hans løgn, selvom den nærmest stod skrevet i panden på ham med store blokbogstaver. Han havde vel sine grunde. Og det kunne faktisk stadig være, at der lå en smule sandhed under løgnen. For hvis man tog afstand fra andre, så var det vel altid lidt fordi, man ikke rigtig gad være omkring andre. Men i stedet lod hun ham skifte samtaleemne.
Hun nikkede bekræftende. Rhyss var mere eller mindre blevet hendes navn på skolen. Hun havde som sådan heller ikke noget imod det. Folk måtte i princippet kalde hende, hvad de ville. Og i det mindste var Rhyss stadig en del af hendes navn. ”What’s your name, then?” Hun mistænkte, at hun nok havde hørt det blive sagt før, men hun kunne ikke sætte en finger på hvad helt præcist. Carper? Marver?

Atter gled hendes blå øjne tilbage ned på bakken med den fuldkommen urørte mad. Hun var ikke sikker på, om det var skuffelse, der kildede hende bag ørerne eller hvad, det var, men hun havde ellers troet, at han ville have sprunget over måltidet ret hurtigt. ”Is there something wrong with the food?” spurgte hun ham direkte. Hun så kortvarigt op på ham og så tilbage på bakken, hvorefter hun holdt sin ene hånd en smule ud fra sig. ”Acio fork.” Hun bevægede sine fingre ganske svagt og med det samme kom gaflen flyvende og landede i et blidt greb i hendes hånd. Hun rakte derefter sin arm helt frem for at samle en smule af den engelske kødtærte op på gaflen og proppede det i munden for at smage om, det måske var smagen, der var noget alt med, selvom det tydeligvis ikke havde været det, eftersom han ikke engang havde smagt den. ”It has gotten a bit cold but that’s it I’d say.”

[Mayson Carver]

Mayson havde slet ikke tænkt over at hans opførsel nok ville virke en kende uhøflig for den uskyldige sjæl der bare prøvede at være sød ved ham. Han ønskede ikke at brænde sine broer, men de uheldige episoder havde bare gjort ham en kende skeptisk.
Det hjalp dog ikke på noget at maden duftede helt fantastisk. Hvor ville han dog gerne spise det, men hans fornuft bød ham bare at være forsigtig, Lucka og hans slæng havde jo også virket søde og imødekommende til at starte med. ”No. I know, I mean you're probably right,” svarede han i en blid stemme og lod atter det sultne blik glide ned til den lækre mad. Al næringen ville nok efterhånden have været suget komplet ud af maden hvis det altså havde været muligt at gøre med blikket. ”Okay, that's cool, I've seen you around,” han stoppede sig selv i frygt for at det skulle lyde komplet forkert, ”well not in the creepy stalker kind of way, obviously,” havde det ikke været for den mørke pels ville hun sikket have kunne ane den rødmen der spredte sig derunder.
Han var bare så forvirret over at hun virkede så venlig og han blev næsten sur på sig selv over at tvivle på hende, men det var bare svært at lade være. ”Oh..ehm of cause..I'm Mayson.. Carver..ehm Mayson Carver” Præsenterede han sig og lod et smil sprede sig på læberne dog ikke helt så meget at det blottede hans tænder.

Som hun spurgte ind til maden mærkede han igen følelsen af forlegenhed skylle ind over sig da hun selv tog en bid. Indvendigt bandede han af sig selv for ikke at stole på hende og bare være en total røv når hun rent faktisk var sød mod ham. Han rystede hurtigt på hovedet, ”no, no there isn't.” Han slog blikket ned. ”I'm so sorry, it's just I kind of had a hard couple of days, it's not your fault.” Han slog atter blikket lidt ned som den lange blå hale atter snoede sig omkring hans ankel. ”I would love to taste some.” Forsigtigt rakte han ud efter bakken, nu da maden var testet kunne han næsten ikke vente med at få lov til at spise den. Ikke at det hjalp specielt meget på hans dårlige samvittighed og begyndende social angst, men det hjalp i hvert fald på hans knurrende mave havde han en ide om.
”So..why aren't you with your friends. That sure sounds more fun then haning out here bringing me food, though it's greatly appreciated, thanks.” Det kunne da umuligt være det hun helst ville bruge sin tid på, mange så jo op til hende, hun kunne få alt hvad hun ville her på skolen. Altså vennemæssigt. Hvorfor sad hun så her hos ham.

[Deleted]

Det lykkedes rent faktisk den forsigtige dreng at få et smil frem på Madelaine’s læber, da han hurtigt fik forsikret hende om, at han ikke forfulgte hende eller noget lignende. Det var ikke det helt store, men i stedet mere diskret, kort og blidt, som en ubevidst forsikring til ham, at han ikke skulle bekymre sig om det. Hun havde forstået ham helt fint første gang. Hun undlod dog at trække det længere ud. Både fordi hun ikke så nogen grund til det og fordi, han virkede til at tage det en del tættere til hjertet end, hvad hun mente var nødvendigt. Det var bare en mulig misforståelse. De skete hele tiden.
”Mayson Carver.” gentog hun sagte efter hans præsentation. Hovedsageligt kun for sig selv. Hun havde hørt noget om, at man huskede ting bedre, hvis man brugte dem. Hun begyndte derefter at scanne ham med øjnene i takt med at hun fik et undrende udtryk i ansigtet. Han lignede ikke just en Mayson. Det kunne være den blåpels, der dækkede hans krop. Eller også var det hans øjne, som hun flere gange havde oplevet så på hende, veg væk for så at se på hende igen. ”Nice to me you, Mayson Carver.”

Da han endelig syntes at bløde op for hende, så hun også en lille smule mere rolig på ham. Skruede ned for det intense blik, uden at det forlod de blå øjne fuldkommen. Det gjorde det aldrig. Hun havde altid haft de store observerende øjne. Som kunne hun se igennem alle facader og ind til alle skjule hemmeligheder. ”Yea. I know it’s not my fault.” sagde hun lige ud og trak svagt på skulderne af det. En sætning der sagtens kunne tages som værende provokerende, dog manglede hendes stemme den genkendelige provokerende tone i stemmen. ”But it’s not yours either.” Så enkelt var det. I hvert fald ifølge hendes hoved.
Hun så automatisk ned på bakken med mad, da han endelig valgte at tage imod den. Hun nåede lige akkurat at skovle noget mere mad op på gaflen i sin hånd, men heldigvis nåede hun aldrig at holde den op imod ham i et forsøg på at fodre ham, før hun fangede sig selv i det og i stedet fik fingernemt vendt gaflen i hånden som en blyant, så håndtaget i stedet var rakt frem i hans retning. Stadig med noget kartoffelmos på. Han kunne godt klare sig selv.

Spørgsmålet vedrørende hendes venner, vidste sig dog at komme en smule bag på Madelaine, men som altid var forbavselsen ikke særlig kraftig. Det var kun en lille ændring i hendes ansigt, som efterfølgende ændrede sig lidt eftertænksomhed. ”My friends don’t need me right now. I felt like you did. Not necessarily me. But… someone.” svarede hun med samme ligetil attitude, som hun havde haft alle de andre gange, hvor hun havde åbnet sin mund. Hun var ikke en arrogant pige. Det var mere som om, at hun intet filter havde og bare sagde tingene, som de kom til hende.
Endnu engang foldede hun sine arme ind under der bøjede knæ. ”…Who cursed you?”

[Mayson Carver]

Han fangede hendes korte smil og mærkede at han pludselig faldt en kende mere til ro. Der var bare noget over når folk smilede, man kunne for det meste se om det var oprigtigt eller blot en del af et skuespil hvor der lå andre følelser gemt væk under facaden.
Desværre have Mayson ikke spottet det ved Lucka, eller måske havde han set det, men havde bare valgt at tro på det bedste og dermed skyde den undertrykte usikkerhed i baggrunden fordi han havde været så desperat efter at passe ind og få venner. Det var ikke en fejl han havde tænkt sig at begå igen, han ville lytte bedre til sine instinkter, men efter hun havde vist ham at maden ikke var farlig og hun faktisk virkede oprigtigt venlig var det også som om at han kunne slappe lidt bedre af i hendes selskab. Selvfølgelig kunne situationen hurtigt ændre sig, men han valgte bare at være opmærksom op eventuelle adfærdsændringer hos pigen som sad han med en hund han ikke kendte.
Det var indrømmet ikke den fedeste tanke at have, men han følte bare at han blev nødt til at passe lidt på sig selv så han ikke blev rodet ud i flere problemer.
Et enkelt nik med hovedet bekræftede hende i hans navn som hun sagde det højt. Han krøb en anelse sammen som hun tog ham i øjesyn. Måske ikke noget som man lige umildbart lagde mærke til, men det var en vane han havde tillagt sig efter de mange ubehagelige blikke han var så vandt til at få kastet på sig. Dog afspejlede hendes blik ikke lige umildbart nogle af de udtryk han var vandt til at se såsom væmmelse, afsky og frygt, hun så mere spørgende ud, hvilket fik ham til, ubevidst, at kopierer hendes mimik, "is there something wrong?" Spurgte han med usikkerheden tilbagevendt til stemmen hvilket gjorde den en kende mere skinger end den ellers normalvis var.
På trods af dette kunne han ikke skjule den lettelse der kort efter fulgte som hun erkendte at det var hyggeligt at møde ham. Det var nok den største bekræftigelse han havde fået fra en anden elev siden han startede på skolen. "Well thank you, and the same to you." Denne gang blev læberne alligevel spredt i et kort smil, som havde han glemt at han ikke sad overfor en der kendte ham. Så snart han kom i tanke om det blev smilet hurtigt neddysset og han gav pludselig unødig meget opmærksomhed til maden foran ham som var han flov over de spidse hjørnetænder.

Brynene blev atter krummet en smule som hun sagde at det ikke var hans skyld, "I don't know about that, mayby I should loosen up a bit," om han sagde det henvendt til hende eller om det var en reel opfordring til sig selv var han faktisk ikke helt selv klar over, men det var en af hans store problemer disse dage, han lukkede sig mere og mere ind i sig selv i frygt for at træde forkert og give folk en undskyldning for at gå efter ham. På den anden side betød det jo ikke at alle var efter ham, det var bare pokkers svært at skælme hvem der ville ham det godt og hvem der ikke ville.
Gaflen der blev vendt mod ham fangede hurtigt hans blik. Han var sulten og bare tanken alene om at få noget indebors fik den utilfredse mave til at rumle svagt. Der opstod er par få sekunders tøven før han hævede hånden og tog imod gaflen meget forsigtigt for ikke at strejfe hendes fingre med sine skønt det ikke helt kunne undgås. Ikke at han var berøringsangst, men han blev altid bange for om andre måske ville synes hans korte bløde fine pels ville være ubehagelig at røre ved. "Thank you," sagde han som halen der igen havde givet udtryk for hans usikkerhed i at skulle modtage gaflen, atter faldt til ro.
Efter den første bid blev trangen til at kaste sig over maden kun større, han holdt dog igen og forsøgte at spise stille og roligt. Det var faktisk en kende ubehageligt at spise imens en fremmed pige sad og kiggede på ham, men han var simpelthen for sulten til at reagerer på det.
Der blev tygget af munden og han sikrede sig med tungespidsen bag sammentrukkede læber at der ikke sad synlige madrester mellem tænderne inden han atter snakkede, "that's really nice of you, I appreciate that." Stemme var ærlig og taknemmelig.
En ny mundfuld blev skovlet ind og tygget igennem efterfulgt af samme rutine med tungen mod tænderne. Dette var også med til at købe ham lidt tid til at tænke over hvad han skulle svare på det ret personlige, men åbenlyste spørgsmål. Desværre var det ikke første gang det var blevet ham stillet, men det var altid svært for ham at svare på eftersom det jo omhandlede hans mors utroskab. "Erm, it's a bit complicated." Svarede han stille med blikket slået tilbage ned på tallerkenen. Alligevel efter en kort tænkepause besluttede han sig for at fortælle hende det, om ikke andet så for at vise sin taknemmelighed over hendes gæstfrihed. "Actually it was my mothers husbond, or rather exhusbond." Han skar en mild grimasse, "he found out that I wasn't his son, so he cursed me to hurt her and then he left," forklarede han, på den måde havde han sagt det uden at gøre et stort nummer ud af det.

[Deleted]

”No.” svarede hun lige ud som så mange gange før. Og den rolige stemme, var stadig ikke den mindste form for bebrejdende til trods for dens nærmest følelseskølige overflade. ”It’s just that you don’t look like a Mayson to me.” Hun trak diskret på skulderne, hvorefter hun først lagde hovedet til den ene side og så til den anden side. Stadig med samme observerende blik. ”I would have thought you were more of a… Phillip. But the eye can be deceiving, as they say.” Madelaine havde alt for ofte fremvist at være ude af stand til at forstå andres følelser, der kunne påstå ved meget af det hun sagde fordi hun ikke ejede meget af et filtreringssystem, men det var egentlig mere som en forsinket reaktion. For selvom hun ikke selv forstod, hvorfor nogen ville blive enten lykkelige eller føle sig provokeret af hendes ord, så havde hun oplevet det nok gange til at vide, at nogle kunne tage det hele uden det lille ekstra strøg salt, så hun gjorde sit bedste for at undgå det, når hun lagde mærke til den mulige modtagelse.

Hun blev siddende og betragtede han spise. For hende var der ikke det helt store galt i det, og hun følte sig derfor yderst afslappet, men den anspændte atmosfære fra Maysons side nåede hende dog stadig en smule. Det var bare ikke nok til at lægge lå for resten af hendes nysgerrighed og få hende til at rejse sig op og bare gå sin vej uden videre for at lade ham spise i fred. Hendes ansigtsudtryk forblev det samme det meste af tiden, men så snart han åbnede op for hende og begyndte at fortælle hende om hans situation, var det som om at hendes kæbe- og kindmuskler blev spændt op i takt med at hun bed de yderste tænder sammen bag de lukkede læber.
”Luckily he wasn’t. That is to say: your real father. If he was willing to place such a curse on someone who didn’t even have a saying then I’d say he didn’t deserve to be a father. Biological or not.” Igen var der ikke den helt store frustration I hendes stemme. Men den var der nu alligevel. Ganske svagt. Det kunne også fornemmes på hende, da hun slog de stirrende øjne væk fra Mayson et øjeblik for at flygte en smule. Nok for at samle sig på ny. ”My father isn’t my real father, but he still loves me just as much. And this despicable man should have done the same instead of creating scars and then leave with his tail between his legs.” Hun løftede atter sine øjne op imod hans og så ikke ligefrem sørgende men undskyldende på ham.

Hendes læber var igen sippet sammen, som havde hun faktisk fanget, at hun måske have talt for meget eller bare talt over sig. Hun rullede dem mod hinanden, som spredte hun læbepomade, før de skiltes ad i et suk efter et stykke tid med stilhed. ”You’re actually not the first.” sagde hun næsten ud ad ingenting og strammede grebet omkring sine ben for at få skubbet sig længere ned mod sine lår. ”You’re curse. I’ve seen it before. When I was younger – before Hogwarts – I once met a man like you are now.”

[Mayson Carver]

Han så lidt afventende på hende og gik ud fra at der måtte komme noget mere end blot et nej når nu det var i en sådan sammenhæng. Han fik ret som hun efterfølgende kommenterede at det var fordi han ikke lignede en Mayson. Brynene blev atter presset sammen i en undrende mine. Ligende han ikke en Mayson? Det mente han nu selv at han gjorde, men på den anden side havde han jo aldrig rigtigt været kaldt andet.
"Oh." Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle besvare det. Det kunne have været en kritik, men hun lignede ikke en der havde forsøgt at kritiserer ham. "I'm not quite sure how to reply to that." Indrømmede han i et forsigtigt stadigvæk usikkert smil der kortvarrigt flashede de spidste hjørnetænder på ny.
Hendes navnebud fik ham dog omgående til at rynke på næsen, "A Phillip?" Han rystede på hovedet og kunne atter mærke smilet trænge sig på, "I'm so not a Phillip kind-of-guy." Argumenterede han i et lidt lunere og mere afslappet tonefald end før. Han førte en ny portion mad ind i munden imens han undrede sig over om der overhovedet var en "Phillip-type". Han sank maden og mærkede igen smilet dale lidt uden helt at forsvinde, "yeah, so they say." Undertonen i stemmen vidnede om at det ikke var første gang folk havde brugt den sætning i hans nærvær.

Hendes ord varmede ham faktisk overraskende meget, inderst inde var han godt klar over at hun havde ret, men det var alligevel rart at høre. Hvem i alverden forbandede et lille barn! Nu havde han godt nok vænnet sig til det eftersom han jo ikke kendte til andet, men hele hans liv havde jo nok udfoldet sig en del anderledes hvis ikke han havde været set ud som han gjorde. "You're right." Medgav han i et kort nik og tog en ny mundfuld mad, "the funny thing is," hans snak maden så han undgik at spytte den ud over hende som han snakkede, "I'm not sure that I would want to look normal, you know?" Han var ikke helt sikker på om det var noget mærkeligt noget at sige for hvem ville dog ikke se normal ud, "I've always looked like this, I probably wouldn't feel like myself if I suddenly looked normal, though it would make a lot of things esaier." Han ville elske at se London og kunne tage ud og rejse, få den uddannelse som auror som han altid havde elsket tanken om, men det var bare ikke helt så realistisk. Hvis bare han kunne få en eliksir der kunne holde ham "normal" i nogle timer af gangen ville han være lykkelig.
"As a matter of speaking." Svarede han og så lidt frem for sig som hans hale slog et bare bløde slag hvorefter han atter rettede de gule øjne mod hende. "Wait..you've seen others like me?" Han kunne på ingen måde skjule overraskelsen i sin stemme, selvfølgelig kunne det være en forbandelse der var blevet brugt før, tanken havde bare aldrig slået ham. "Where?" Han glemte kortvarrig alt om måltidet foran ham.

[Deleted]

”I can imagine it would.” Madelaine mætte ærligt give ham ret I, at det nok ville være nemmere for ham, hvis ikke han gik rundt og lignede noget, der var taget direkte ud af deres lektionsbøger i Magiske Dyrs Pasning og Pleje. ”But it would also be weird for me to see you looking… ’normal’ as you describ it. I know you as how you look now. Of course I haven’t known you long enough as to where it would turn my world completely upside down if you suddenly got cure from your curse, though.” Ganske roligt kiggede hun sig en enkelt gang hen over skulderen for at tjekke om, der var noget bag hende, som hun skulle være forsigtig med, inden hun løsnede grebet om sine ben blot en smule, mens hun langsomt lænede sig mere og mere bagover, indtil hun let dumpede helt ned at sidde. Godt nok havde hun det helt fint med bare at sidde på hug foran ham. Det var sådan en almindelig stilling for hende, at den nærmest var blevet mere behagelig end at sidde. Men til gengæld var det også behageligt nok at kunne slappe helt af i sine benmuskler. Også selvom hendes ben forblev trukket op mod hendes brystkasse. ”I like the way you look.” faldt det knap så filtreret ud af hende. Og der var ingen tegn på, at hun fortrød at det gjorde. ”But if you want.. then there’s always polyjuice potion.” Hendes øjne gjorde sig næsten større, da det afventende og spørgende blik rettede sig direkte ind på ham. Igennem diverse skjold.

Madelaine måtte dog alligevel lige trække sig en millimeter tilbage, da Maysons pludselige interesse voksede sig større og fyldte langt mere imellem dem. Hun kunne ikke lade være med at blinke forundret et par gange. Fordi for hende var det ikke den helt store nyhed. Det var tydeligvis noget andet for ham. ”Yea. In the Austraien rainforest when I was around…4..5 years old.” Hun lænede sig afslappet frem igen og hvilede sin hage mod sine knæ for et øjebliks tid, mens hun tænkte tilbage. ”I remember him being very old. As a little child, you can imagine how I didn’t understand.” Hun kørte smidigt sine hænder ned til sine fødder og greb om den I stedet for at klamre sig til sine ben. ”My parents told me. Which is why I knew about you the moment I saw you.” Med et trak på skulderne, som var det ingenting, så hun atter tilbage på ham.
Hun var ikke dum. Hun var allerede godt klar over, at han ikke havde eller ville så det nemt. Det ville ikke undre hende, hvis han ikke følte sig hjemme iblandt de andre elever på skole. Og selvom mange sikkert havde haft det på samme måde, på deres første år, så var det klar, at det var noget andet for ham. For han var ikke normal. Ikke af udseende i hvert fald. ”You should finish up eating. The floor is cold to sit on.” brød hun så igennem, idét at hun så lidt ned på den halvspiste mad på tallerknerne. ”And the other’s will be out soon to. I can’t imagine that you want them to see you sitting here eating by yourself?”

[Mayson Carver]

Mayson tippede hovedet lidt på skrå og smilede lidt forsigtigt til hende. "Yeah, I think I know what you mean." Svarede han forstående. Selvfølgelig ville det ikke være lige så mærkeligt for hende som det ville for ham, men det kunne jo stadigvæk blive underligt nok.
Han stoppede en ny mundfuld i munden som han så hende sætte sig ned. Det var faktisk rart med lidt selskab så han ikke skulle sidde herude helt alene. Imens hun havde kigget sig over skulderen havde han taget sig den frihed at betragte hende, selvom det jo kun var for nogle få sekunder. Hun var virkelig køn og han kunne vel på et eller andet plan forstå hvorfor mange vendte hovederne efter hende når hun kom gående.
Alt dette blev dog hurtigt slået ud af hovedet og han endte med at give sin gaffel unødig meget opmærksomhed som hun atter vendte blikket mod ham i håb om hun ikke havde bemærket hans lidt intense stirren.
Det havde jo ikke noget at gøre med at han havde skumle tanker eller noget, han kunne bare godt blive lidt betaget af måden "normale folk" så ud på. Mange anede ikke hvor heldige de egentlig var, de kunne altid finde noget at klage over ved dem selv. Egentlig var man vel på det punkt en smule forvendt.

"I know, but then I would have to look like somebody else..that would be a bit creepy I think." Han skar en ny grimasse. En ting var at skulle ligne sig selv hvis han ikke havde pels, en anden ting var at skulle ligne en anden person der jo havde sit eget liv. "Besides, I've heard it tastes like.." han ville have sagt ass, men blev enig med sig selv om at holde sproget sobert, "-well really bad." Afsluttede han sin sætning med smilet placeret i den ene mundvig.
Mayson kunne slet ikke forstille sig hvad hun havde lavet i en regnskov i så ung en alder, men det kunne selvfølgelig havde været en ferie, "in the rainforrest you say? Well good to know, I can always live among apes and crocediles. They'll accept me." Han kunne ikke helt lade være med at le skønt der var en svag sørgmodig klang i latteren. Det var bestemt ikke for at gøre grin med hende og det håbede han også at hun var klar over, det var bare komisk på en eller anden måde.
"But actually it's kind of a releaf to know I'm not the only one." Endnu et lille smil hvortil han atter tog en mundfuld mad som han hurtigt tyggede igennem ved hendes kommentar. Hun havde ret. Han ville helst ikke at de andre vidste at han var for stor en kylling til at spise sammen med dem. "So..what were you doing in the rainforrest anyway?" Spurget han nysgerrigt.