Wait.

[Deleted]

Tilegnet: Mayson Carver
Oktober, år 2053
Middag

---

Det var blevet koldt på Hogwarts i oktober måned. De havde ellers kunnet klynge sig til sommeren i lang tid, men nu lod det til, at det var slut. Stormvejret, der for nyligt havde raseret over hele Storbritannien, havde endnu ikke lagt sig helt, og hvis man standsede op på magiskolens gange og lyttede, så kunne man høre vindens hylen i korridorerne. Derfor var sammenkomsterne i storsalen omkring måltiderne et gladeligt punkt på dagen for de mange elever, der kunne putte sig sikkert i det store lokale og hygge sig med sine klassekammerater og medkollegianere. Halloween var også lige om hjørnet, og der herskede en spændt stemning igennem de lange skoledage.
Normalt var Suzanne også at finde i storsalen til måltiderne - for selvom hun for det meste spiste som en fugl, så nød hun det. I dag havde hun bare været nødt til at forlade den store sal før alle andre. Kolde tider mangedoblede alle konsekvenserne ved den dårlige hofte. Det var sværere at holde musklerne varme - og dermed fleksible - så hendes gang blev om muligt mere stiv, end den var i forvejen. Kulden sneg sig ind alle steder - også i leddene, der med det samme gav sig og skreg på smertestillende. Åh jo, Suzanne følte årstidernes skiften i sin krop.
Nu stolprede hun ned langs korridoren hvor rektors kontor var beliggende, på vej mod Hospitalsfløjen, der lå på etagen ovenpå. Gangene var ganske øde, og hun forventede da heller ikke at støde ind i nogen, da alle jo var samlet til frokost. Så meget desto bedre. Suzanne var ikke kendt for at være glad særlig tit - og når hun havde smerter, var hun ekstra pirrelig. Der var derfor kun et kort glimt af overraskelse at spore i hendes øjne, da hun alligevel stødte på nogen på gangen. Et kort sekund var hun sikker på, der var nogen, som havde taget Halloween på forskud, men nej, det var vist ikke tilfældet.
"Hvad er der sket med dig?" spurgte hun nonchalant og med en næsten ligegyldig mine, der for Suzanne var udtryk for almindelig interesse, mens hun stoppede op og støttede sig til krykkerne, som var solidt plantet i gulvet. Han var jo helt blå. Men det var da tydeligvis et menneske. Burde hun blive bange? Eller slå alarm? Hvad lavede en som ham på Hogwarts? Men nej. Suzanne forholdt sig fuldstændig afventende. Det var jo heller ikke fordi, hun kunne stikke af fra ham, tænkte hun i et anfald af galgenhumor, og trak ufrivilligt en anelse på smilebåndet.

[Mayson Carver]

Mayson havde lige sagt farvel til sin mor, han havde fået en hurtigt forklaring af hvordan han kom til storsalen hvor han måske lige kunne nå at fange sig en bid brød inden eftermiddagstimerne påbegyndte. Disse var han heldigvis fritaget for lige i første omgang, han skulle først møde til timerne i morgen, resten af denne dag var delegeret til at han kunne kigge sig omkring på skolen.
Det var stadigvæk utrolig meget at tage ind. Efter så mange år hvor han bare havde stået skjult i mørket og kigget ind, ønsket at være en del af dette her, men været sikker på at det aldrig ville blive en realitet. Det var det nu. Han var en del af det.
Han var virkelig spændt på at møde sine nye medstuderende og samtidig skræmte tanken ham helt ind til benet for hvad nu hvis de så ham som et monster? Han sank en klump ved den tanke.
"Nej ikke panikke, jeg kan godt det her, jeg er helt normal." Mumlede han irriteret til sig selv, "altså lige bortset fra at jeg står og snakker med mig selv på en øde gang." Han rømmede sig og bed sig let i den bløde underlæbe. Han tog et par dybe indåndinder og rettede ryggen. Det var ikke så svært, han skulle bare gå ned af gangen og så finde frem til Hufflepuffs opholdsstue.
Lige så meget som han brændte for at se sig omkring lige så meget frygtede han at møde andre - hvilket der jo var ret stor sandsynlighed for at han ville gøre at some point, det var nok nærmere uundgåeligt. Lige som han skulle til at tage sit første skridt lød en stemme bag ham der fik den ret så anspændte dreng til at springe en halv meter i modsatte retning som havde han stået på en fjeder. Hjertet hamrede i brystet på ham over forskrækkelsen.
"Hej!" Lød det lidt for entusiastisk som han vinkede akavet med den trefingrede hånd mod pigen. Her gik det op for ham at hun ikke havde hilst på ham, men blot kommenteret på hans udseende - gik han ud fra. "øh jeg mener..hvad?" En mild rynken formede sig på hans pande og halen viftede ukontrolleret fra side til side bag ham, "nårh! Forbandelse." Han anede ikke om det overhovedet gav mening og han sukkede, "undskyld jeg er lidt nervøs, jeg er ny på skolen." Forsøgte han at forklare som han førte en hånd hennem sit mørkeblå hår. "Mit navn er Mayson," han sendte hende et forsigtigt smil og kæmpede stadigvæk imod trangen til at sprinte afsted og gemme sig i skyggerne som han normalt gjorde. Han krøb en smule under hendes blik.

[Deleted]

Suzanne forårsagede en reaktion, hun slet ikke havde forudset – det var jo lige før, hun havde skræmt livet af ham. I sit stille sind blev hun dog imponeret over drengens reflekser, der virkede til at være, nå ja, rimelig gode. Hun skød øjenbrynene op i panden, da han begyndte at snakke. Var han en kende forvirret? Forbandelse? Altså, Suzanne var ikke den, der skulle dømme! De mørke, næsten sorte øjne hvilede stadig på ham, og hun gjorde egentlig ikke så meget ud af at skjule, at hun stirrede. Blå… pels? Hale. Og havde han kun tre fingre? På trods af, at Suzannes manerer ikke lod til at være de allerbedste, smilede hun skævt, da han præsenterede sig. Smilet veg dog til fordel for en grimasse i smerte, da hun rykkede på sig og kom et par skridt nærmere ved hjælp af krykkerne. Så smed hun begge krykker over i den venstre hånd og rakte den anden frem mod ham for at hilse ordentligt.
”Jeg hedder Suzanne.” introducerede hun sig selv, eftersom hendes nysgerrighed var vakt. Det var jo ikke så tit, de fik nye elever midt i semesteret. Ikke et ord om, at hun var ked af, at hun havde forskrækket ham, eller en bemærkning om, at hun var glad for at møde ham – den slags var alligevel bare overflødigt høflighedspjat. ”Så…” Igen mønstrede hun ham med øjnene og rynkede panden i en undren. På afstand lignede han måske en, der var lige så mørk, som hun var – men han var i virkeligheden meget blå. Meget blå. ”Siden du er her, er der vel en troldmand gemt et sted i dig? Jeg går ikke ud fra, det bare er en eller anden halloween-spøg fra professorernes side?” kommenterede hun nøgternt og med en smule anstrengt stemme på grund af smerterne.

[Mayson Carver]

Han havde alle dage været en smule jumpy når han var nye steder. Han var så vandt til at folk blev forskrækkede når de så ham, så han forsøgte jo altid at holde sig ude af syne for at skåne dem – og sig selv – for den akavethed der som regel fulgte bagefter når de enten løb skrigende væk eller kom med sårende kommentarer.
Selvom han havde hørt det meste så gjorde det lige ondt hver gang, men han forsøgte altid at holde modet oppe og humøret højt. Dette her med at skulle vende sig til ikke at gemme sig selv væk ved lyden at fodtrin der nærmede sig var bare meget nyt for ham og helt sikkert noget der ville kræve en del tilvending, han gruede virkelig for at skulle mødes med de andre elever både i opholdsstuen og til timerne i morgen. Eller bare alene til aftensmaden senere.
Lidt tøvende tog han hendes hånd, han brød sig ikke om at hun skulle slippe krykkerne i frygt for at hun måske faldt eller noget i den stil, der måtte jo være en grund til at hun bevægede sig ved hjælp af krykkerne, hun lignede i hvert fald en der havde ondt. Han slap hende hurtigt igen så hun atter kunne fordele de to krykker lige mellem hendes hænder.
Han tyggede lidt på navnet og tog sig selv i ikke at gentage det for at være sikker på at udtale det korrekt, ikke at det var et specielt svært navn at udtale, men nervøsiteten kunne bare hurtigt få ham til at slå knuder på tungen.
”Men, hvad er der så sket med dig?” Hans stemme var nysgerrig og han lagde ikke skjul på det, nu havde hun jo spurgt ham så kunne han vel også godt tillade sig at spørge hende. ”Er du kommet til skade?” Han havde hørt om at der kunne ske lidt af hvert når man gik på Hogwarts, det var trods alt den samme skole der havde haft en trehovedet hund spærret inde for ikke at snakke om poltergeisten Peeves, ham havde hans mor fortalt Mayson en del om.
Hendes spørgsmål udløste en voldsom nikken på hovedet fra hans side, ”ja jeg er magiker til trods for det her,” han slog armene lidt op og ned for at illustrerer at han snakkede om sit udseende. ”...men det kunne de vel ikke finde på? Altså professorerne?” Det kunne jo godt være at nogle professorer rendte rundt og lavede sjov med eleverne og nu var det trods alt snart halloween.
En lille gnist af begejstring tændes i ham, han havde altid elsket halloween, det var det eneste tidspunkt på året hvor han kunne bevæge sig nogenlunde frit omkring eftersom alle bare troede at det var en midlertidig besværgelse han havde kastet over sig selv for at kunne leve op til halloween-ånden.
Ganske tilfældigt faldt de gule øjne på hendes uniform og det gik op for ham at hun som han var fra Hufflepuff, endnu et smil brød hans læber, ”hey, jeg er også kommet på Hufflepuff,” sagde han igen med lidt for stort begejstring i stemmen som han holdt den sammenfoldede skolekappe frem mod hende så hun kunne se det lille emblem derpå. Har du noget imod at vise mig hvordan man komme til opholdsstuen?” Det kunne være rart med lidt selskab, men det kunne selvfølgelig være at hun var på vej til time.