We made this!

[Deleted]

Samuel Roden <3

Der var efterhånden gået mange timer fra Serenas veer var startet til at hun nu lå med en fin, velskabt dreng i armene. Hun var helt smadret, men hun rimelig var glad for at hormonerne sparkede igennem og sørgede for man fortrængte det smertehelvede det var, at føde. Healerne på hospitalet havde været dygtige til at tage det meste af smerten, men det var jo begrænset hvor meget man kunne gøre. Det havde været hårdt, og selvom hun havde haft lidt tid til at sunde sig, så var hendes hår da stadig en smule fugtigt af sved. Halvfedtet hår og en hospitalskjole var ikke hendes bedste look, men det kunne hun på ingen mulig måde tage sig af, når nu hun lå med deres dreng i armene.

Serena tog den lille drengs hånd med sin finger og kunne dårligt få øjnene væk fra ham. Drengen var blevet vasket, havde fået en lyseblå sparkedragt på og en lille hue ud over den lille tot mørke hår, han havde på hovedet. "Huen bliver ved med at glide ned over øjnene på ham," sagde Serena og prøvede at trække huen tilbage, så den ikke dækkede for drengens ansigt. Ikke at han havde åbnet øjnene endnu, men alligevel! Hun rykkede sig lidt til siden i sengen, så Sam da i det mindste kunne sidde på kanten og ikke skulle sidde på en stol ved siden af. "Vi har en søn," sagde hun og takket være hormonerne blev hendes øjne lidt våde bare ved den lille sætning. Hun kunne slet ikke fatte at de havde et barn. Endda så perfekt lille dreng.

[Samuel Roden]

Sam kunne slet ikke fatte at han rent faktisk var blevet far. Han var lykkelig. I mange år havde han drømt om at det skulle ske, ikke at han sådan lige havde regnet med det ville ske, men man kunne vel få lov at drømme. Heldigvis virkede dette til at være en af de gange hvor drømme måske rent faktisk ville blive til virkelighed.
Sam glædede sig bare til at vide den lille dreng frem til hele verden, måske var det fordi at han var stolt, og måske også fordi at han håbede familien kunne se at han var blevet voksen. Samuel kiggede i mod den lille dreng, han var bare så lille bitte og samtidig helt perfekt.
Han kyssede kort Serena på panden, tænk at det her alligevel var sket for dem.

"Ja vi har" sagde han i en rolig stemme, og kiggede ned i mod det lille væsen: "Han skal have noget mindre tøj" sagde han i et lille grin, nok mest fordi han ikke helt vidste hvad der var passende at sige.
Lige nu følte han nok bare livet var perfekt, hvilket han egentligt ikke havde følt i nogen år, men efter Serena var alt bare blevet anderledes.
"Han er bare så lille og fin" sagde han og aede let Serena over håret. De var sammen om det her, og de skulle nok klare sig.

[Deleted]

Serena havde altid troet, at hun ville være ulykkelig, hvis hun blev gravid så tidligt i livet. Hun havde jo set hvordan det gik fra nogen, og hun havde set hvordan mændene nogle gange bare forsvandt ud af ens liv, når man havde fået børn - og det var nærmest gået komplet modsat for hende. Da hun havde fortalt Sam hun var gravid, havde han jo foreslået de flyttede sammen. Han havde været der til fødslen og han sad lige der ved siden af hende endnu. Hun tvang øjnene væk fra den lille dreng og hen mod Sam, da han kyssede hende på panden. "Jeg elsker dig," sagde hun og slap babyens finger, for at nusse Sam på kinden mens hun sagde det. At hun havde endt med så skøn en fyr priste hun sig virkelig lykkelig for.

Hun grinede lidt, da han sagde at deres dreng var 'lille og fin'. "Det holder garanteret ikke længe," drillede hun. "Det er trods alt din søn." Han var jo noget af et brød, og den eneste grund til at deres baby ikke var født som kæmpe var da, at Serena simpelthen ikke var større. Hun nussede den lille dreng over kinden, da han begyndte at lyde lidt utilfreds. "Så-så, lille fyr..." kurrede hun og rettede hans hue lidt til. "Vi kan vidst ikke trække det så meget længere, at han ikke har et navn," sagde hun. De var jo blevet enige om at vente med at navngive ham, til de havde mødt ham og set ham. Det kunne jo være at navnet ikke passede til ungen.

[Samuel Roden]

Han lod ordene synke ind. De ord. Han kunne mærke hvordan hans hjerte sprang et par slag over og han smilede til hende med så stor glæde bag de grønbrune øjne at han næsten lignede en der var ved at eksploderer. ”Jeg elsker også dig,” sagde han ærligt og smilede. Tænk at han kunne være så heldig. Han havde et fedt job, en helt enestående kæreste og nu havde de en perfekt lille søn.
Sam lo blidt som hun sagde at det ikke kunne vare ved. Hvis han slægtede sin far på havde han en fornemmelse af at det ville blive en stor dreng, men det gjorde jo heller ikke noget bare han var sund og rask så ville Sam være godt tilfreds.

”Ja ja, men det er jo også din,” drillede han tilbage. Skulle drengen arve Serenas højde ville han jo blive en lille lort, men igen var han glad og rask var det også helt okay.
Den lidt utilfredse klagelyd fik også Sam til at rette blikket mod den lille fyr imens han nikkede til Serenas ord. ”Har du nogle navne i tankerne?” Spurgte han lidt nysgerrigt. Selv havde han egenligt ikke givet det så meget tanke, mest fordi han stadigvæk ikke helt kunne fatte at han faktisk var blevet far. Han var ”den voksne” nu. Selvfølgelig havde jobbet som professor også modnet ham en hel del, men at tænke sig at for bare et år siden var han stadigvæk den lille usikre knægt og så se hvor han stod nu. ”Hvad med Hunter?” Spurgte han ind for også selv at komme med et bud.

[Deleted]

Der var selvfølgelig en ordenlig omgang hormoner på spil, men Serena fik lidt våde øjne, da Sam sagde at han også elskede hende. Hun var så ubeskrivlig heldig, at have fundet en fyr som ham. De boede sammen uden de helt store problemer og nu havde de en lille perfekt dreng også. Det havde været rimelig kedeligt ikke at kunne spille spille quidditch mens hun var gravid, men det havde været hele ventetiden værd når hun sad med ham i armene.

Hun grinede lidt. "Ja, jeg har vidst også været med til at lave ham," måtte hun jo medgive. Som det var nu lignede han jo ikke ligefrem nogle af dem særlig meget. Den lille dreng havde en klump mørkt hår under huen, men det havde hun læst ville ændre sig med siden. Hun trak på skuldrene, da han spurgte til navne. "Jeg havde mange ideer, men de passer ikke, synes jeg..." Det var jo også derfor de ikke havde bestemt sig for noget før de sad med ham i armene. "Jeg havde altid regnet med at få en dreng, der hed Lukas, men han ligner ikke en Lukas. Jeg kan rigtig godt lide Hunter," sagde hun og sendte Sam et smil. "Hunter Moore Roden... eller Roden Moore... Det lyder da ikke helt tosset," sagde hun, for at smage lidt på navnet. Så var det bare efternavnene, de skulle have på plads.

[Samuel Roden]

Sam smilede til hende og derefter ned til deres lille søn. Han var bare så perfekt og smuk, men det syntes forældrene vel altid om deres eget barn. Tænk hvis han ikke var i stand til at se hvis hans eget barn ikke var særlig køn fordi han bare var så overbevist om at Hunter var den smukkeste lille baby på hele fødegangen.
Sam skubbede den ligegyldige tanke fra sig og koncentrerede sig i stedet om deres samtale. Et lidt genert smil gled over hans læber. Det gjorde sig altid gældende når der blev kastet hentydninger til samleje også selvom han jo ikke var den samme som han havde været dengang. Han kunne da stadigvæk godt være usikker på nogen ting, men over de måneder de havde været sammen var han også blevet en del mere selvbevist og havde endda selv lagt op til det halvdelen af gangene, men derfor kunne han stadigvæk ikke snakke om det uden at få lidt røde øre.

”Synes du det er godt nok?” Han lyste næsten helt op af stolthed. Han havde troet at det ville tage langt længere tid at vælge navn, det var jo trods alt ikke til deres guldhamster, men til deres søn. ”Altså vi kan jo kalde ham Lukas til mellemnavn?” Foreslog han med et skuldertræk. Hunter Lukas Roden, det lød ret godt.
Han lod en hånd glide ned over hendes kind bare fordi han ikke kunne lade være. ”Faktisk så var der noget andet jeg har tænkt på.” Sagde han lidt tøvende og smilede til hende.

[Deleted]

Serena var også ret sikker på at deres dreng var den fineste lille dreng i hele England - altså, efter de lige havde fået vasket ham efter fødslen. Det havde hjulpet gevaldigt på det. Deres søn var vel også beviset på at Sam havde fået et meget mere naturligt forhold til samleje end han havde haft i starten, ellers var de jo ikke havnet i den her situation. Det havde faktisk hjulpet lidt på det, da Serena blev gravid. Så var der jo ligesom ikke mere der kunne gå "galt" - selvom deres dreng bestemt ikke var noget skidt. Han havde ikke lige været planlagt, men det betød jo ikke han var uønsket. Tværtimod.

"Jeg synes, det er perfekt," sagde hun. Det virkede til at passe ret godt til ham. Alle de navne hun selv havde overvejet passede bare ikke. "Så får han fire navne? Er det ikke lidt voldsomt?" spurgte hun. Hunter Lukas Moore Roden - det var lidt mange navne til sådan en lille dreng. Selvfølgelig gav magikere tit deres børn en masse navne fordi de skulle opkaldes efter halvdelen af familien, men det havde aldrig rigtig været Serenas smag. Hendes barn skulle da have lov at være sin egen. Hun smilede stort til ham, da han strøg hende over kinden. "Ja?" sagde hun, da han havde tænkt over noget.

[Samuel Roden]

Der var ingen tvivl om at Sam var vokset med opgaven til det at blive far. Bare inden for de sidste ni måneder havde han udviklet sig på så mange forskellige punkter at han næsten ikke kunne genkende den lille forskræmte dreng han havde været før. Der var ikke tvivl om at jobbet på Hogwarst havde været med til at styrke hans selvtillid generelt, men ingen tvivl om at Serena havde været med til at styrke hans selvtillid i alt der omhandlede parforhold.
Selvom han stadigvæk ikke var så god til at snakke om samleje, så var han blevet langt bedre til at accepterer at det var en naturlig del af et forhold og at det ikke var helt så slemt som han havde været overbevist om til at begynde med.

"Jamen det var da ikke så svært," sagde han med et smil. Han havde tit hørt at det at finde navnet ofte var svært og man tit ikke kunne blive helt enige, men igen måtte det overraske ham og enige han og Serena var. "Joh måske," svarede han lidt tøvende.
Sams natur bød ham at være romantisk og derfor var det svært for ham hvad han skulle svare. På den ene side ville han gerne bare spørge hende om ikke hun ville gifte sig med ham og dermed ville barnet jo kun have tre navne, men på den anden side ville han gerne at det blev helt romantisk med røde roser, dyr middag og en smuk ring. Han havde jo ikke ligefrem forberedt noget til lige nu. Men han kunne selvfølgelig også bare tale godt for de 4 navne og så fri inden barnedåben, så ville de jo kunne nå at fjerne det ene. "Øhm.." han bed sig lidt usikkert i læben. Nu havde han jo ligesom taget hul på det.

[Deleted]

Serena synes efterhånden hun kendte Sam godt nok til at vide, når han ville snakke om noget, han ikke syntes var helt nemt. Det virkede til at være et af de øjeblikke, så hun lod være med at prøve at trække det ud af ham. Det ville alligevel ikke nytte noget. Hun var stor fortaler for, at man sagde ting, når man var klar til dem - hvad end han så ville ud med. "Nej... Det var befriende let," sagde hun med et lille grin. Hun havde også forberedt sig mentalt på at skulle tage nogle kampe om navne. Det skulle jo være et de begge to kunne leve med, men omvendt ville hun også gerne undgå at de startede fra en ende af i Navnebogen og prøvede sig frem. Så var det jo godt, at de kunne blive enige så hurtige.

"Måske vi bare skal holde os til Hunter for nu, og så kan vi tænke lidt over resten? Det haster jo ikke." Det hastede jo ikke, og hvis bare de havde fornavnet på plads, så var resten jo ikke så vigtigt. Hunter ville jo være hvad de kaldte ham i daglig tale, og hvad han så ellers hed skulle de nok finde ud af. Serena behøvede ikke at blive gift for at leve lykkeligt til sine dages ende, men hun håbede da på at Sam fik lyst til at dele sit efternavn med hende en dag - og så ville de jo komme ud over problemet med de to efternavne.

[Samuel Roden]

Sam kunne ikke lade være med at smile stort. Tænk at det var gået så hurtigt det havde han virkelig ikke regnet med. "Vi er åbenbart meget perfekte sammen," kommenterede han kærligt og bukkede sig atter ned for at kysse hendes pande. Han betragtede sin lille søn. Han havde antydning af mørkt hår på hovedet hvilket jo åbenlyst kunne stamme fra dem begge eftersom både Sam og Serena havde langt mørkt hår.
Det var sjovt når folk snakkede om hvem ens barn lignede. Som han lå der helt lille og skrøbelig kunne Sam ikke helt se nogle ligheder til hverken ham selv eller Serena - udover håret altså. Det gjorde dog ikke noget, det kom jo måske med tiden.

Han nikkede ja til at de bare kunne starte med Hunter og så tage den derfra. Det var måske ikke en helt tosset ide. "Fik jeg forresten fortalt dig at jeg har fået en måneds barsel?" Spurgte han med en begejstret undertone. Han var virklig glad for at kunne være der for hende og Hunter især her i starten, han ville jo alligevel ikke kunne koncentrerer sig på arbejdet, det eneste han ville kunne tænke på var hvordan det gik derhjemme.
Roligt strøg han hendes ene arm, det var rart lige at have lidt tid sammen inden folk begyndte at vælte ind af døren for at se det lille nye familiemedlem, det ville nok ikke vare mange timer.

[Deleted]

Serena smilede stort til Sam. "Det er vi åbenbart," medgav hun. Hun havde aldrig troet hun skulle være så heldig at finde en mand, der var så nem at være sammen med og så dejlig som Sam var - og nu havde de endda en perfekt lille dreng sammen. Bare tanken (og hormonerne) var nok til at give hende tårer i øjnene. Det hele var så overvældende og så perfekt at hun nærmest var bange for, at det hele var for godt til at være sandt. "Jeg elsker dig," sagde hun igen, da han kyssede hende på panden og hvilede et kort øjeblik hovedet mod hans skulder. Hun kunne jo ikke rigtig slippe Hunter og give ham et kram.

"Hvor dejligt!" sagde hun og smilede stort til Sam. Den mand var jo sendt fra himlen. "Så kan du jo passende lægge ham over i vuggen," sagde Serena med et skævt smil og nikkede mod deres søn, der var faldet i søvn i armene på hende. Han havde jo også været vågen i et stykke tid, og man skulle jo nødigt overanstrenge sig. "Indtil nu går det da meget godt," sagde hun, selvom der ingen tvivl var om, at hun var træt. Hun havde også født deres lille perfekte dreng, så hun tillod sig selv at være træt.

[Samuel Roden]

Hele Sams liv havde virkelig ændret sig de sidste par år. Både det med at han var blevet bedre til at tage chancer, men også var mere afslappet omkring visse ting, så længe han ikke skulle snakke om dem i hvert fald. Serena havde en stor fortjeneste det i det, hun havde simpelthen været så tålmodig med ham på alle punkter, selv hans dårlige vaner.
Sådan var det vel når man virkelig elskede hinanden. Man lærte at elske selv de ting man ikke kunne lide ved den anden. Hendes tårer i øjnene fik ham til at smile svagt, "hvad er der?" Spurgte han roligt. Han var faktisk ikke så nervøs omkring det, de kendte jo efterhånden hinanden ret godt og han var temmelig sikker på at dette her ikke var triste tårer.

Han nikkede med et stort stolt smil på lænben da hun tilbød ham at ligge Hunter over i sin vugge. Meget forsigtigt tog han den lille dreng op i sine armen. Allerede nu kunne han godt mærke på sig selv at han ville have svært ved at lade drengen være i fred. Han ville sikkert ende med bare at ligge og stirre på ham hele natten når de kom hjem i lejligheden.
Han glædede sig bare til at de skulle finde sig et lille hus, så kunne Hunter også få sit eget værelse. Ikke at Sam ville kunne lade ham være af den grund. Med et smil om læberne lagde han den lille dreng ned i vuggen og vendte sig så tilbage mod Serena. "Måske du også skal få dig lidt søvn inden folk begynder at komme?" Spurget han og strøg hende let over håret.

[Deleted]

Der var meget få ting, som Serena ville sætte en finger på mht. Sam, og selv de småting virkede overflødige lige nu. Han snorkede ind i mellem - og hvad så? Det hele virkede så ligegyldigt, når nu de havde fået deres lille dreng (og så hjalp hormonerne jo også en del). Lige som hun troede hun var ved at få sig selv nogenlunde under kontrol, tog Sam Hunter og hun fik våde øjne igen. Sam var jo kæmpe og det fik bare Hunter til at se endnu mindre ud. "Der er ikke noget..." sagde hun. "Det er bare hormoner... Og overvældende... Og helt ærligt - lidt rart at det er overstået." Nok kunne man klare meget med doping og eliksirer, men en fødsel var jo altså ikke en særlig rar oplevelse, selvom man endte med en perfekt lille dreng bagefter.

"Ja, måske..." sagde hun, men kunne ikke rigtig tage øjnene fra nogen af dem. Hun vidste godt, at der ikke ville ske dem noget - de var trods alt på et hospital - men hun var ikke meget for at slippe deres dreng af syne. Også selvom det virkede til at Hunter gled ind og ud af søvnen selv. Hun lagde sig lidt bedre til rette i sengen og kiggede på Sam og deres dreng. Hunter var jo i trygge hænder, så hun strittede ikke så meget imod, da hendes øjenlåg begyndte at glide i.