Same old, same old

[Leonardo Russo]

@ebony
Borgin&Burkes
Eftermiddag

---

Leonardo var ved at være godt træt af at være den der tog sig af det hele i forbindelse med Borgin og Burkes. Normalvis var han ret god til at opsøge de rigtige folk og steder for at få nye vare hjem til butikken, men efter Alastair havde valgt bare at skride havde han pludselig mange flere ting om ørerne.
Her det sidste års tid havde han måtte tage sig at at betale udgifterne holde stedet nogenlunde kundevenligt – rent var måske så meget sagt – og derudover skulle han jo også sørge for at stedet blev åbnet næsten hver dag.
Hvad fanden Alastair havde tænkt på da han var stukket af fra Judas var Leo helt ubegribeligt, men at han så efterfølgende havde sluttet sig til Adrian? Helt ærligt, havde manden spist svampe?!
Leo fnøs som han skrubbede lidt hårdere mod disken med den klud han havde i hånden. Selvom han var pisse sur på sin tvilling var han næsten villig til at se gennem fingre med brøleren hvis bare han gad lette røven og komme tilbage. Han kunne da vel bare skride fra frøken Sunshine? Siden hvornår var Alastair blevet følsom omkring den slags, det var jo komplet latterligt!

Han rettede sig op i et opgivende suk og smed kluden fra sig. Pletten kunne ikke komme af blev han enig med sig selv om, eller han havde i hver flad mistet tålmodigheden til at prøve. Den stammede fra en spyttende plante han havde solgt tidligere på eftermiddagen, spyttet stank af opkast og klistrede simpelthen så godt fast til alt det kom i kontakt med så fik man det først på tøjet kunne man ligeså godt smide det ud.
Blikket vandrede til det gammeldags ur der hang over døren, kun et par minutter tilbage så kunne han tillade sig at lukke for i dag, han have en aftale om at skulle til Rumænien i aften og se på nogle drageæg, det var altid spændende og han havde efterhånden ret godt styr på hvordan de forskellige æg så ud fra de forskellige drager eftersom han var blevet taget ved næsen en gang eller to for meget.

[Deleted]

Eftermiddag, tidpunktet hvor folk begyndte at tynde ud. Dagsbutikkerne begyndte at lukke og nattelivet tog over. 
Ebony skred hurtigt igennem menneske mængden, men måtte igen opleve en velkendt følelse af ikke helt at høre til. Mens de fleste af disse mennesker var klædt i klæder som typisk havde en hvis form for lang kappe og farven sort inkluderet, var hun selv blot iført stramme lysegrå jeans der havde flere huller end den burde, vandre støvler samt en mørke grøn tangtop. Der kun lige blev dækket af den nedslidte læderjakke som efterhånden havde nået sin højeste salgsbar dato. 

Mens hun gik kunne hun ikke lade være med at tage alle detaljer ind. Ansigtsudtryk, hvordan at tjeneren der var ved at tage af bordet mest af alt lignede en der snart ville begå mord.
Kvinden der stod en smule for tæt under et vindue. Ebony greb fat i armen og trak hende væk, kun for at redde hende fra vandet der blev smidt ud oppe fra og ville have ramt hende hvis hun ikke var blevet flyttet. I stedet for tak, begyndte et skænderi med beborende og den heldige kvinde. 
Ebony valgte dog blot at gå videre, ind til hun nåede sin destination. Borgin & Burkes. 
Blikket faldt på armbåndsuret der viste hun lige kunne nå det inden lukke tid, og med et smil på læben trådte hun ind igennem døren. Velvidende at ejeren nok ikke ville være særlig begejstret over at nogen valgte at komme så tæt på lukketid. Men hun var tilgængeld også sikker på at hun kunne gøre op for det.

,,Russo'' kom der med en kælen, næsten katteagtig stemme da hun fik ham i syne og et tandsmil blev hurtigt fremvist. 

[Leonardo Russo]

Leonardo kiggede skulende mod den forræderiske plet på disken. Hvor var det dog irriterende. Med en ny ide i baghovedet hævede han sin stav og pegede den mod pletten. Han skulle til at udtale en besværgelse som den lille klokke over døren lød og bevidnede om at der var kunder i butikken.
En kende overrasket over at nogen ville komme på denne tid - skønt det jo ikke var helt unormalt - rettede han blikket mod vedkomende og mundvigen fordrejede sig i et svagt smil. "Jamen jamen jamen," staven blev hurtigt ført tilbage i inderlommen i en hurtig vanedrevet bevægelse. "Er det ikke min ynglingskromutter," det var nok mere en konstatering frem for et reelt spørgsmål. Smilet blev lidt større og han rettede ryggen.
Han lagde ikke skjul på det flirtende blik der hurtigt tog hende i øjesyn som det gled op og ned af hendes skikkelse. Det var ikke helt til at vide om hun bed på hans flirterier, sommetider mente han helt tvivlløst at have taget hende i at flirtile tilbage, men selvfølgelig var det oftest efter en lang aften i baren hvor hun havde fyldt hans ølkrus op lidt mere end et par gange, så med det i baghovedet kunne det muligvis godt være indbildning.

"Hvad bringer dig hid til min ydmyge shop?" Nu havde Alastair været væk i næsten 1 år så var det vel helt fair at kalde det for "hans shop". Han fremdrog atter kluden på ny og gav sig igen til at skrubbe på den genstridige klat på bordet udelukkende for at virke mere travl og optaget end hvad han i virkeligheden var.
Hun var en ganske smuk kvinde, ikke at Leonardo var specielt kræsen, men hun lå helt sikkert i den gode ende af skalaen for tøser han gerne ville tilbringe en aften under dynerne med. "Jeg tænkte faktisk på at kigge forbi Den Utætte Kedel senere." Informerede han som var det helt nyt for ham at dukke op efter fyraften. Det var det bestemt ikke, han var jo nærmest stamkunde.

[Deleted]

Som en gestus satte Ebony to fingre for panden og skød dem frem ad, inden hånden faldt slap ned ved hendes side. 
,,Du smiger mig Leonardo'' et lille blink blev sendt hans vej, mens hun bevægede sig helt til disken og betragtede hvordan han prøvede at fjerne pletten. I en hurtig bevægelse vente hun sig rundt, skubbede op med hænderne og sad nu solidt plantet ved siden af den mørke brune plamage der befandt sig på det ellers fine træ. ,,Tror du virkelig at du får pletten af, ved blot at skrubbe med kluden?'' et lidt udfordrende, om ikke et flabet udtryk flød hen over hendes ansigt, mens hun smilede til ham. Selvom at hun ikke just var den mest huslige kvinde man kunne finde, havde hun da lært en ting eller to, som ejer af en kro. Med en håndbevægelse hen over plettet, så hun hvordan at partiklerne rejste sig fra bordpladen og med den næste gestus hun lavede med fingrene forsvandt de.
,,Se, meget nemmere.''

Hun lagde det ene ben over det andet, hvor på hendes hænder flettede sig ind i hinanden og greb fat om det øverste knæ.
,,Man behøver hellere ikke være synsk for at vide at det nok havde været din plan. Sikkert for at beglo min nyeste tjener, hmm hvad er hendes navn nu..'' tænkende betragtede hun et mærkværdige kukur som der hang på væggen, hvilket gjorde hun hurtigt tabte tråden hun havde været igang med. Desuden, bestemt hellere ikke vigtigt hvem han tjekkede ud når han befandt sig i hendes kro. Hun var kommet for at tale forretning, ikke for at dele meningsløst snak.
,,Jo nu skal du se.'' hun hoppede elegant ned fra disken igen, og fiskede en lille pakke ud af inderlommen ,,Jeg har en ganske nydelig genstand'' begyndte hun mens hun pakkede spejlet der ikke fyldte mere end hendes håndflade. ,,Det fungerer nøjagtigt som et fjende-glas, dog bare i håndstørrelse. Det vil finde og opdage dine fjender jo tættere på de er, jo bedre kan du se dem i glasset'' hun skubbede det hen over disken således så han kunne kigge på det, mens hun fortalte om dens små gemmiks.
 

[Leonardo Russo]

Igen huserede det skæve smil hans læber. ”Oh well, a man can only try, right?” Han blinkede muntert og lod en hånd glide ned over sin skæggede hage. Han sagde da heller intet til at hun placerede sin bagdel på hans disk, både fordi de jo gav ham noget interessant at kigge på, men også fordi at han selv følte at han kendte hende godt nok til at de slags var tilladt. Det var nok egentlig lidt åndsvagt eftersom han jo i realiteten slet ikke kendte hende at all. Altså udover butikken og kroen.
”Nej jeg skrubber bare på den for syns skyld.” Svarede han i en sarkastisk undertone selvom det jo sådan set var nøjagtig derfor han gjorde det.
Blikket blev flyttet til hendes hænder som hun med en let bevægelse fik pletten til at fordufte så let som ingenting. Der gik et par sekunder før de isblå øjne på ny fangede hendes. ”Showoff.” Mumlede han med en hovedrysten, men det var tydeligt at hendes dygtighed imponerede ham skønt han måske ikke lige sagde det højt.

Med pletten væk og dermed også hans falske travle beskæftigelse lænede han sig i stedet ind over disken med albuerne plantet solidt i på den mørke træoverflade. ”Hvorfor spør' du mig om det? Jeg skal ikke bruge deres navn til noget så længe de husker mit.” Han smilede sigende til hende. Han havde nok fået charmet sig ind på et par stykker af pigerne dernede fra. Ikke altid hendes ansatte, nok oftere en fuld kvindelig gæst der var træt af sin mand derhjemme eller whatever der drev dem til at drikke fornuften væk. Ærlig talt kunne det ikke rage Leo mindre så længe de ikke ombestemte sig.
Skønt han nu godt kunne lide at flirte med hende og fjolle lidt rundt, kunne han godt fornemme som hun atter hoppede ned fra disken, at funtime var ovre og det var tid til at gøre forretning. Han rettede sig lidt op i en illusion om at virke mere forretningsarrengageret og kiggede nysgerrigt på det lille spejl hun skubbede frem mod ham.
Uden at spørge om lov tog han det op i sine hænder og gav sig til at nærstuderer den lille blanke genstand. ”Fjendeglas siger du?” Han vejede det lidt i hånden inden han flippede det om på den anden side. ”Hvordan virker det?” Først nu blev opmærksomheden på ny rettet mod kvinden foran ham. Flirteriet var midlertidigt væk, for selvom man ikke skulle tro det, kunne han faktisk godt tage nogle ting seriøst, han job var en af dem.