Unfortunate events.

[Deleted]

Fortsætte på Unexpected visit. 
Zain Rigel
 _____________________________

Der var ingen måde at sige, hvor lang tid hun havde tilbragt bag de rustbelagte tremmer. Det naturlige lys udefra nåede ikke engang halvvejs ned igennem de underjordiske tunneler og da slet ikke ned til kælderområdet. Men alligevel blev man ikke svøbt ind i uigennemtrængeligt mærke. Tværtimod så var det muligt at se hver og en ting, man nok normalt ville kunne se med lyset tændt. Dog var der ikke en eneste fakkel eller lampe at finde nogen steder. Lyset selv var ligeledes så naturligt, at man ikke engang ville forestille sig, at det kunne komme fra en anden-parts lyskilde. Det var mærkværdigt. Eller det ville det vel være for en, der ikke var kendt med den form for troldmandskab. Men for en som Rolo var det lige så naturligt som en badebørste der håndfri skrubbede en på ryggen. Nu vidst det sig også, at lyset langt fra, var hvad den unge heks lagde sin bekymring omkring, da hun endelig syntes at komme til sig igen.

Animagusformen var så længst forsvundet og hun var i stedet efterladt i sin almene menneskekrop. Hun huskede ærligtalt ikke meget af, hvad der var sket, efter det. Hun huskede blot at blive tvunget ud af sin dyreskikkelse for derefter at blive bevidstheden. Hun huskede at være blevet bragt langt væk fra sit hjem, stadig som værende en lille hjælpeløs blåmejse, i et fast greb i varulvens store hånd. Det havde ikke været rart, men noget sagde hende, at hun ville have nydt mindre af at være blevet smidt over skulderen, hvis hun havde brudt forhekselsen, da hun faldt fra himlen.
Som der atter kom liv frem i Rolo, var det underlaget, hun først og fremmest lagde mærke til. Det var hårdt, ujævnt og koldt at ligge på. Og ikke nok med det lå hun ikke i en speciel behagelig stilling. Hun havde ligget på siden med alt vægt oven på den selv samme skulder, som hun var landet på tidligere, da hendes arm blot havde været en vinge. Den skarpe smerte jog igennem hendes som stød, men det fik hende nu ikke til at vågne hurtigere op. I stedet blev hendes vækning bare langt mere ubehageligt. Betydeligt utilfredse lyde kom fra hende, mens hun kæmpede for at åbne sine klargrønne øjne. Kun for at kunne stirre direkte imod de tremmer, der holdt hende fanget. Efterfølgende kom lugten. Fugtigt og jordet. Svagt metallisk. Med en lille rynke på næsen fik hun med en del besvær skubbet sig op at side. Blot for at blive budt velkommen af yderligere smerte i sin stakkels skulder. I det mindste kunne hun stadig bevæge sin arm, så der kunne ikke være noget brækker eller hoppet af led. Dog lagde hun straks mærke til kanten af en blå, lilla og grøn plamage der stak frem fra hendes bluses hals, da hun så sig imod det skadede område. Hun turde ikke rigtig trække ned i blusen for at bekræfte det enorme blåmærke, der havde samlet sig omkring skulderen og overarmen.
Lidt mindre fortumlet løftede hun igen hovedet og så sig om. Undersøgte sine nye omgivelser. Hvor var hun helt præcist? Og hvorfor i, hvad der bedst kunne beskrives som en celle? Hun var ingen kriminel! Med en hånd støttende imod den modsatte skadede skulder fik hun mirakuløst rejst sig helt op at stå uden at vakle. Hun behøvede ikke at se ned ad sig selv for at vide, at hun så værre ud. Hendes beklædning var lettere beskidt og det samme var hendes ansigt efter at have ligget i støvet i et godt stykke tid. Hendes hår sad ikke længere samlet i en elastik men hang i stedet løst og en tand vildt omkring hendes ansigt. Hun tog de sidste par skridt helt hen til tremmerne. Det var først da hun kom tæt nok på, at hun lagde mærke til det ekstra sikkerhedsnet, der var blevet hængt hen over tremmerne på ydersiden. Noget sagde hende, at det var på grund af hende. Hun sank tungt og nervøsitet og panik kom endelig lidt mere frem, som hendes blik begyndte at sige igennem tremmerne i stedet i søgen efter nogen.
”Hallo!” sagde hun med hævet stemme, som rungede igennem fangekælderen. ”Er der nogen?”

[Zain Rigel]

Zain havde ikke regnet med at når han trådte op med en vigtig person som Rolo at han selv ville skulle ende med at være babysitter for hende. Han havde sguda bedre ting at bruge sin tid på! Han fnøs utilfreds som han bevægede sig ned af trappen der ledte ned til fnagekælderen hvor Rolo skulle befinde sig.
På vej forbi vagten kom han med en irriteret kommentar om at han ikke skulle stå i vejen for ham. Han havde virkelig ikke brug for dette her i sit liv nu. Zain havde virkelig troet at Carmine ville blive glad for bedriften og måske endda belønne ham for sit fund, men i stedet var hans "belønning" at han fik lov til at håndterer situationen. Hans far mente nok at det var en stor ting, en form for tillidssag, men den slags gav Zain ikke en rød reje for. Han havde kun sig selv nærmest og at få mere arbejde var bestemt ikke noget han så frem til, han havde jo allerede også hende der Megantøsen han skulle holde øje med, han havde ikke brug for flere.
Han skulle bare lokke ud af hende hvordan man lavede de skide månesten og så kunne han skille sig af med hende, åh hvor ville det blive godt!
Den indelukkede lugt fangede hans næsebor, der var ikke rigtigt de store muligheder for at lufte ud hernede modsat resten af grotte hvor brisen ofte sneg sig ind gennem de mange sprækker og huleudmundinger. Det var køligt hernede, men andet kunne vel heller ikke forventes så langt under jordens overflade og omgivet af klippevægge.

Allerede inden han nåede frem til hendes celle kunne han høre hende kalde. Øjnene blev vendt en enkelt gang, hvad forventede hun at folk ville svare ved det spørgsmål? Han trådte frem foran tremmerne til hendes celle og håbede nok lidt at give hende et mindre (eller større) jumpscare.
"Ja jeg er her, føler du dig ikke bare heldig?" Han lod hovedet falde let på skrå og tog hende i øjensyn. Hun så forfærdelig ud med håret der strittede ud til alle sider og den blålige plamage man kunne ane i kanten af hendes bluse.
For at give hende noget retfærdighed havde hun jo heller ikke haft de vilde muligheder for at gøre sig klar til deres møde, men det forhindrede ham bestemt ikke i at træde lidt rundt i det. "Du ser herrens ud." Kommenterede han tørt. Han burde måske havde taget lidt vand med ned til hende, men hva pokker, så måtte hun jo bare bede efter det.

[Deleted]

Forskrækkelsen virkede. Men ikke til et punkt, hvor hun hvinede og sprang et godt stykke tilbage. I stedet lød der blot et sagt gisp, hvorpå hun tog et halvt skridt tilbage og stoppede derefter i sin bevægelse. Hendes øjne spilede sig straks op, som hans ansigt kom ordentligt til syne foran hende. Hun stirrede direkte på ham med hvad der nok kunne beskrives som frygt. Et fyldte ikke meget. Blot et tydeligt glimt i hendes øjne. Det var som om at hun stadig kunne forestille sig hans store skosål blive placeret henover hende, idét hun så ham igen. Hun kunne endda bilde sig selv ind, at hun stadig kunne fornemme trykket, han havde lagt på hendes noget arte brystkasse. Og ordene gentog sig i hendes hoved. Hun havde oprigtigt været bange for sit liv i de få sekunder, hvor han havde ladet sig virke langt, langt overlegen. Hun forstod stadig ikke hans fylde motiv for at gøre, hvad han gjorde. Hvad havde hun nogensinde gjort ham?

Det ynkelige frygtprægede udtryk, der havde siddet forrest på hendes ansigt, smuldrede dog igen hurtigt efter og efterlod i stedet et borende blik. Hun var bestemt ikke glad for situationen. Og lige nu lagde hun ikke skjul på det. ”Det kan jeg vel takke dig for.” hvæste hun arrigt af ham. Hun trådte med trampende skridt helt op til tremmerne for at fjerne så meget afstand imellem dem som muligt. Hvis ikke det var for det ekstra sikkerhedsnet, ville hun have rakt ud efter ham. Eller det var i hvert fald det hun forestillede sig, at hun ville gøre. I stedet slap hun sin skadede skulder og greb fat omkring metallet, der holdt hende fanget.
”Hvad er meningen med det her?!” kommaderede hun hårdt og højlydt uden at tage blikket fra Zain. Om han så brød øjenkontakten eller ej. ”Først invadere du mit hjem, truer mig på livet, dræber min ugle! Og nu holder du mig lukket inde her! Luk mig ud!” Det kunne godt være, at hun var bedre kendt som den smilende nabopige. Men hun havde da arvet lidt fra sin såkaldte biologiske far. Hans arrighed. Hun skulle netop til at løfte sin anden arm op for at ruske i tremmerne, men selvfølgelig gik det ikke som planlagt. Smerten skød atter igennem hendes krop. Denne gang værre end før grundet den pludselige bevægelse. Hun måtte have glemt alt om den i det lille splitsekund. Hun greb hurtigt omkring skulderen igen og måtte krumme sig lidt sammen med tænderne bidt sammen for ikke at komme med pinefulde grynt. Der gik heller ikke længe før hun lod sig selv falde ned på knæ. Hun beskyldte hendes forhastede flyvetur for manglen på muskel kraft.

[Zain Rigel]

Han var yderst veltilfreds med reaktionen det havde givet. Blikket hun sendte ham var så fantastisk genkendeligt. Frygt. Han elskede at sætte den følelse i folk fordi det uden tvivl fik ham til at syne mere magtfuld. Et lille glædesløst smil formede sig på hans læber, eller rettere var det nok bare den ene mundvig der blev prejet en lille smule opad frem for et reelt smil.
Det var ingen tvivl om at han følte han havde det klare overtag i den givende situation her. Han nød godt af sin fangst selvom han var møgirriteret over at han hele tiden blev sat på baby-sitting opgaverne. Både med Megan og nu også med Rolo.
Det varede ikke mange sekunder før hendes frygt lod til at blive erstattet med noget andet, måske lidt spydighed? Han var ikke sikker. Men hele hendes attitude lod hurtigt til at ændre sig hvilket bare gjorde ham endnu mere irriteret. Han trådte frem mod tremmerne samtidig med hende så de pludselig stod meget tæt, han stirrede på hende med et koldt ondt blik. ”Mig? Nej da,” Han slog begge hænder op foran sig som havde han intet med situationen at gøre, ”det kan du skam takke dig selv for.” Sagde han og tippede hovedet på skrå som hænderne atter faldt ned langs siden. ”Du kunne bare være gået med frivilligt, så ville du ikke være endt hernede.” Måske han ikke havde givet hende det største valg, men det var jo hende der bad ham komme igen den følgende mandag eller hvad hun nu havde sagt.

Han forblev tavs som hun skældte han ud over alle de ting han havde gjort mod hende. ”Som jeg fortalte dig, hvis du havde hørt efter, så har jeg et job til dig.” Sagde han med arrogant kølighed i sin stemme. ”Og just for the reccord, så dræbte jeg ikke din ugle, jeg efterlod den til at dø på jorden med to brækkede vinger.” Han trak på skuldren og kunne mærke hvor meget det tilfredsstillede ham at sætte de billede i hovedet på hende, for at vide den lå hjælpeløst og led måtte da være om muligt en endnu værre viden end at den var død.
I en lynhurtigt bevægelse havde han låst celledøren op og flået den åben så han stod helt foran hende. Den næsvise attitude kunne hun godt pakke langt væk. Han greb ud efter hendes strube som han gik frem mod hende. ”Hør her lille Majse, min tålmodighed er langt mindre end de fleste andres her, så for din egen skyld ville jeg lade være med at teste mig, for tro mig der er mange skæbner langt værre end døden,” hans blik var iskoldt og hans stemme var dyb og faretruende som et glubsk vildt dyr.
”Og bare inden du får nogen gode ideer, så er der lukket overalt her, der er ingen vej ud og jeg har din fært, så du behøver ikke engang at overveje at skifte form.” Hans blik borede sig ind i hendes.

[Deleted]

Rolo havde egentlig haft det ganske udmærket, med at der var et sæt tremmer imellem hende og Zain, så det blev ikke modtaget med smil og åbne arme, da han pludselig flåede døren op til hendes lille primitive celle og stormede ind for at holde hende med selskab. Af ren automatik havde hun drejet sin front imod ham, og tog straks et par skridt tilbage ud af forvirring for, hvad han ville. Dog skulle det vise sig, at ikke være nok, da hun først nåede at se hans hånd blive rakt frem mod hende for så at lukke sig omring hendes hals og strammede om hendes strube. Mindst lige så hurtigt som han havde lagt sit tag om hende, fløj begge hendes hænder – eller det måtte ende ud med kun at være den ene, da den skadede skulder stadig ikke tillod specielt meget bevægelse i den anden – op for at gribe fat i hans hånd i et forsøg på at tvinge sine fingre ind under hans fingrer og på den måde fjerne hånden. Men han var tydeligvis stærkere end hende. Det havde han flere gange bevidst. Men noget sagde hende, at det kun omhandlede den råstyrke.

I det mindst lukkede han ikke af for hendes luftveje. Hun kunne stadig sagtens trække vejret, og det blev kort efter afsløret, at hun stadig kunne tale uden problemer, hvilket altid var noget. Men det havde fået skudt forskrækkelse og frygt igennem hende. Og det havde skam også fået hende til at rejse sig bare en smule op på sine tær på grund af deres højdeforskelle. ”Du tror det skræmmer mig?” hvæste hun af ham. Ligesom ham, gjorde hun sit forsøg på at bore sig blik ind i hans for at overbevise ham om, at hun ikke var bange for ham. ”Hvor end vi så en er, skal jeg nok kunne finde ud. Om du så har… ’færten’ af mig.” Der var ikke længere den mindst antydning af et smil på hendes læber. Og den glædelig glød, hun som regel havde i kinderne, var ikke længere til stede.
”Hvorfor begynder du ikke at forklare, hvad du vil? Du tror vel ikke stadigvæk, at jeg kan skabe en månesten.” Hun følte sig rigtig nok truet af hans dyriske udstråling, men det betød også, at hun var mere villig til at stå imod. Hun var ikke typen der ville krybe sammen i en situation som denne. ”Det er absurd! Hvorfor ikke få fat i en, der rent faktisk har erfaring i stedet for at plage mig?” Han var en hjerteløs mand, så automatisk lå han ret langt nede på hendes liste af folk, hun kom forbi i sit liv.

[Zain Rigel]

Det var ingen tvivl om at den unge heks virkelig formåede at pisse ham af. Zain hadede ikke at være i kontrol og han hadede at hun ikke ville give ham den kontrol han så inderligt hungrede efter. På den anden side var det alligevel ham der stod med det lange strå – mente han selv, for der var ikke det han ikke ville gøre for at opnå den frygt hos hende.
Derfor som hun hvæsede at han ikke skræmte hende besluttede han sig at stramme grevet om hendes strube og derefter løfte hende en smule op fra gulvet. Ikke mere en at hun lige ville kunne nå med det yderste af sine tåspidser, men nok til at hun ville have svært ved at få luft. Hans tænder var blottet i en lydløs snerren og hans øjne glimtede faretruende. ”Lad mig lige forklare dig noget-” hans stemme var lavmeldt og truende ”den eneste grund til at du er i live er fordi jeg regner med at kunne bruge din sølle eksistens til noget, men jeg er ikke nogen særlig tålmodig mand, på et tidspunk vil min tålmodighed løbe op og når den gør-” endnu en kunstnerisk pause selvom det ikke var nødvendigt, hun forstod nok budskabet, ”-så kommer jeg ned i din celle flår dit hjerte ud og lader dig se til imens det stoppe med at slå.” Det farverige billede håbede han på kunne irettesætte hende lidt, især fordi hans stemme bar tydeligt præg af at han ikke ville være blank for at gøre alvor af den trussel.

Han slap hende ligeglad med om hun ville miste fodfæstet hvorefter hovedet blev lagt på skrå, ”eller endnu bedre, jeg kunne vende dig. Gøre dig til varulv og hver fuldmåne lige inden din forvandling smider jeg en eller anden ubrugelig unge ind til dig, dagen efter vil du så selv kunne få lov til at vaske børneindvolde af din cellevæg, medmindre du selvfølgelig ender med at æde rub og stub.” Et djævelsk smil gled over hans læber som han faktisk overraskede sig selv med sit øjebliks kreativitet.
Efter denne udtalelse følte han sig atter ganske tilfreds med sig selv. Kom det dertil skulle han selvfølgelig nok bruge hver måned på at fortælle hende alle detaljer om det barn havde tænkt sig at smide ind til hende. Det kunne godt være at hans far ikke ville godtage den metode, men det ville Zain sådan set skyde en hvid pil efter.
”Men jo, siden du nu spørger så har jeg tænkt mig at du skal lære at lave disse månesten,” sagde han, hans stemme havde igen antaget den farlige sødme – ja næsten charmerende klang. ”Jamen du har det skam i dig, Harminn, det ligger i dit blod.” Det var måske lige så meget sagt, bare fordi at ens far var kendt quidditchspiller gjorde det jo ikke at ungen havde arvet det talent, men han var villig til at finde ud af det på den hårde måde. ”Skal jeg fortælle dig en lille historie om disse såkaldte månesten?” Nu vidste han jo ikke hvor meget hun kendte til det gamle sagn.

[Deleted]

Man skulle være en komplet idiot eller helt igennem koldblodig, hvis man ikke følte sig skræmt i den situation, som Rolo stod i. Varulvens trusler virkede langt fra tomme, men derimod gennemtænkt og i stedet som, at han ikke ville tøve med at udføre dem. Det var dét som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Og ligeledes synke tungt klumpen af usikkerhed, der satte sig fast i halsen på hende, til trods for besværet, han gav hende, da han havde strammet grebet om hendes hals og ligeledes blokeret hendes mulighed for at tale. Luft var heller ikke noget, hun havde nem adgang til i det korte øjeblik, men til trods for det så gav hun ikke udtryk for at være ved at blive kvalt. I stedet rejste hun sig tvunget op på sine tær for at formindske ubehaget og forsøgte ihærdigt at kontrollere sine vejrtrækninger, så hun ikke endte ud med at gøre det tydeligt for ham, at hun følte sig lettere overmandet. Ikke før han slap hende igen, i hvert fald.

Vaklende tog hun straks afstand fra ham, da hans hånd ikke længere var foldet om hendes strube. Til hendes held var cellen ikke særlig stor, så i stedet for at miste balancen og falde direkte på sin røv, ramlede hun ind i den nærmeste væg, som gav nok støtte for hende til at forblive oprejst. Med en hånd ømmende omkring halsen, hostede hun tørt et par gange, eftersom hendes krop automatisk måtte have hevet efter vejret en tand for voldsomt.
Endnu flere bebrejdende ord sad allerede klar på hendes tunge og skulle netop til at blive slynget efter Zain, da han kom hende i forkøbet og meget hurtigt fik lukket munden på hende med hvad han remsede op. Stadig med hånden om sin hals, som var hun bange for at han ville gribe ud efter den igen, løftede hun stift hovedet og stirrede mod ham med tydelig skrækslagenhed i de klare grønne øjne. Forestillingen, som han så nemt som ingenting fik sendt op i hovedet for hende, gav hende langt mere kvalme, end tanken om, at han ville flå hendes hjerte ud. Han var en sindssyg mand. Det lykkedes ham dog stadig ikke at fjerne alle tegn på det boblende raseri, der var blevet sat i kog i maven på hende. Til trods for det skræmte blik, var det også stadig klart for en hver, at hun ikke var tilfreds med den behandling, hun fik.
”Men hvis du valgte at ’vende mig’ ville du sidde fast med mig.” Hun hostede en sidste gang for at få helt styr på sin stemme. ”Og så vidt jeg kan forstå, at bryder du dig ikke just om mig, så jeg tvivler på, at det ville være den bedste idé.” Han skulle ikke tro, at hun var bange for at blive vendt. Dog blev hun bekymret for, om han ville ende med at tage et som en invitation. For at hun ikke var bange for det var ikke ensbetydende for, at hun ønskede det.

”Stop med at argumentere for, at det er i mit blod!” råbte hun med et pludseligt højere lydniveau. Og atter var frygten i baggrunden og vreden i forgrunden. ”Dødsgardens loyalitet er ikke arveligt igennem blod, som lycan-virussen!” Det var nok det klareste bevis, hun havde kommet med, om at de ikke stod på samme plan. Hånden der havde ømmet det røde mærke om hendes hals faldt med langs siden og blev knuget sammen ligesom den anden. Hun forstod ikke helt, hvad Dødsgarden have med de så kaldte månesten at gøre, men hver gang der havde været tale om blod og familie igennem det sidste års tid, havde det været om netop det.
”Be my guest.” Rolo ville have slået sine arme opgivende ud til siden, hvis ikke spændingen var så gennemtrængende ukomfortabel, og at hun følte sig truet på livet. I stedet rettede hun sig blot en smule mere op, for ikke at stå så bøjet sammen og på den måde virke svag. Hun beholdte dog afstanden mellem dem. ”Du ved tydeligvis langt mere om dem, end jeg gør. Så meget – faktisk - at det undrer mig, at du ikke selv ved, hvordan man laver dem.”

[Zain Rigel]

Et tilfreds og lettere triumferende glimt løb gennem det ellers iskolde blik. Han var uden tvivl godt tilfreds med den reaktion han fik fremprovokeret hos hende. Derfor så han blot til som hun langsomt genvandt balancen uden at sige noget. Man kunne vel sige at han nød at se hende lide på den måde.
Det virkede også som om at hun forstod hans budskab. Klogt af hende, for der var ingen tvivl om at han kunne finde på at gøre det. Han havde intet der holdt ham tilbage, empati og den slags følelser havde han lukket af for for lang tid siden og nogen ville måske mene at han dengang havde sine årsager, men det ville dog ikke retfærdiggøre den person han var blevet til.
Endnu et djævelsk smil løb over de sammenpressede læber. Denne gang nok til at lade hans tænder blotte. ”Giv nu ikke dig selv falske forhåbninger på så dårligt et grundlag.” Sagde han roligt. ”Jeg kan jo bare lade være med at komme og besøge dig, for mig gør det absolut ingen forskel om du er her eller ej.” Retunerede han hånligt. Hun skulle ikke tro at hun var smartere eller at hun kunne få ham til at se et problem der ikke var der. ”Modsat dig, kan jeg jo bare lade være med at komme herned -medmindre det selvfølgelig er for at afleverer den der månedlige unge til dig.” Hans blik lyst pludselig op som han kom i tanke om endnu en tilføjelse til sin ellers geniale plan, ”uh og hvis jeg sørger for at du ikke har spist et par dage vil du blot være endnu mere agressiv, stakkels hjælpeløse barn.” Han skød underlæben lidt ud for at forgive at være trist ved tanken selvom hun nok på nuværende tidspunkt var klar over at det var intet andet end spil fra galleriet som han by the way ikke endgang gjorde sig umage med.
”Uanset hvordan du vender problemet Mejse, så er det dig der står i lort til halsen her, ikke mig.” Hun kunne jo lige så godt indse kendsgerningerne.

Som hun begyndte at hidse sig op så han blot på hende med et morende blik. Hvor var det dog underholdende at hun slet ikke kendte sandheden om sig selv og sin fortid. Hun anede sikkert ikke engang at varulve ville have en naturlig tiltrækning af hende. Selv han kunne mærke den. Måske det var det der gjorde at tanken om at holde hende i live og vende hende tillokkede ham mere end bare at slå hende ihjel.
Det generede ham at hun påvirkede ham, men det betød ikke at han ikke skade hende hvis det var det situationen krævede af ham og det ændrede heller ikke at han fandt hende helt ufattelig irriterende.
”Der er absolut ingen grund til at råbe, jeg kan sagtens hører dig og som varulv er jeg udstyret med ekstra god hørelse så det virker lidt meningsløst.” Stemmen var provokerende, han elskede at få hende ud på kanten på denne måde.
Han rømmede sig vigtigt og begyndte at traske frem og tilbage foran hende, ”men altså, der er langt mere arvelige ting i dine åre end du selv er klar over.” Hans blik rettede sig mod hende. ”Men lad mig uddybe.” Han rømmede sig igen og smilede slesk. ”Men altså den korte udgave; der var engang – fordi sådan starter det altid – en magtfuld troldmand” han forsøgte på ingen måde at skjule hvor meget han allerede nød historietimen, dette ville nok efterlade hende med en ret stor åbenbaring i slutningen og hvor han dog ville elske det. ”han havde en tjenestedreng der stjal fra hans madlager for at fodre en ensom såret ulv i skoven, men troldmanden opdagede dette,” en kunstnerisk pause fulgte, ”og han kastede en forbandelse over den unge dreng som straf – og ja varulveforbandelsen hvis du skulle vær i tvivl – anyway, varulven gik amok i byen hver fuldmåne – som vi jo har det med at gøre – men det var ikke altid at han fik dræbt landsbyboerne hvilket resulterede i flere varulve,” Zains smil var næsten drømmende som han så lidt frem for sig, som al denne elendighed virkelig faldt i god jord hos ham. ”til sidst var der så mange at troldmanden ikke længere kunne holde styr på det han vidste han havde lavet en farlig ”fejl” og at han måtte gøre noget for at beskytte sig selv.” ved ordet fejl gjorde han en svag himlen med øjnene og satte ordet i quote tegn for at understrege at det ikke var en fejl i hans optik. ”Landsbyboerne anede ikke at det var ham der startede epidemien da ingen kunne huske hvad de havde foretaget sig som ulve og de søgte hjælp hos troldmanden – alt dette var naturligvis før det magiske samfund blev skjult for mugglere – men han lavede så denne her månesten så han kunne kontrollerer varulvene. Jo flere der kom jo mere magt fik han og pludselig var det jo et ret godt våben.” Selvom han smilede var der foragtelse i stemmen nu, han brød sig ikke om at nogen skulle styre varulvene udover en anden varulv – ham – for at være mere nøjagtig. ”Ministeriet opdagede det naturligvis og de smadrede stenen, eller de prøvede, men var ude af stand til det, i stedet blev den delt i flere dele som nu er spredt fra alle vinde. Den der besidder en månesten besidder kræften til at styre en eller flere ulve.” Han var ved at blive tør i munden af al den snak, men nu nåede historien jo heldigvis også sin ende, ”som du nok ved har mørk magi det med at sætte spor på sjælen om man så kan sige, i hans tilfælde var det at varulvene følte sig draget til ham, denne ”evne” blev nedarvet i generationer og det er så her du kommer ind i billedet, ser du kun en arving af Wallance vil have chance for at kreere en ny månesten, så hvor end jeg gerne ville kan jeg ikke, men det kan du.” Han sluttede og afventede lidt spændt hendes reaktion.

[Deleted]

”Det var måske, dét der skete for dig.” hvæste hun. Til trods for at Rolo havde lyst til at kaste op bare med tanken om det, så kunne hun ikke se nogen grund til at skulle vise sig selv frem som et dådyr oplyst af et par forlygter. Man kunne stadig sagtens fornemme det hele over hende, og hvis det var sandt at ulve kunne opsnuse frygt, så var hun ikke det mindste i tvivl om, at Zain kunne lugte det en mil væk. Men det vigtigste var, at det netop ikke kun var frygt, som hun udviste. For hun rigtig nok, var hun skrækslagen, men hun havde også stadig kræfterne til at stå højt på sine egne ben. Intet godt ville komme fra, at hun bakkede tilbage efter blot at stå op imod noget, som virkede overlegent til at starte med. ”Efterladt med din egen aggressivitet.” Alt i alt, så var hun ikke tilfreds. Og det var meget muligt det, som skinnede mest igennem hos hende.

Hun klemte sine egne en smule sammen med hans åndsvage kommentar til, hvor højt hun råbte, men overraskende nok, så forblev hun stille. Og ligeledes sagde hun ikke et ord igennem hele hans historie time. Hun lod ham fortælle, hovedsageligt på grund af hendes egen indre nysgerrighed. Selvfølgelig havde hun ufattelig svært ved at tro på bare ét ord, han sagde, men noget i hende antog det hele som værende sandt. Brikker af det hang sammen med andet, hun havde oplevet. Og med den viden, hun i forvejen havde samlet ind vedrørende varulve, så matchede det mere eller mindre op. Mon det et sted ikke bare var hende selv, der forsøgte at tvinge tvivl hen over det?
Selv da han endelig var færdig, stod den unge animagus bare og stirrede på ham med det sædvanlige brændende blik. Like a sour puss som butleren hjemme i Livingpool plejede at sige, når hun viste sin klare utilfredshed. Men alligevel virkede det til, at udtrykket havde blødnet bare en tand op i takt med, at forståelse havde nået hende.

”Så jeg kan skabe en såkaldt månesten. Du kan ikke.” gentog hun med en svag undertone af noget hoverende ligeledes med et lille løft i det ene øjenbryn. Hun brød sit eget råd om at opretholde afstand til ham, da hun i stedet valgte at bevæge sig et par skridt tættere på, indtil hun stod tæt nok på ham, til at skulle læne hovedet lidt tilbage for at se op på ham, men stadig langt nok væk, så deres brystkasser eller tåspidser ikke var i nærheden af hinanden. ”Hvad får dig dog til at tro, at jeg ville bare ville bruge stenen? Du sagde det selv; den der besidder en månesten besidder kræften til at styre en eller flere varulve. Og selv jeg kan forestille mig, at et sådan magisk objekt er langt mere kraftigt i en komplet tilstand.” Man skulle næsten tro, at et smil ville komme frem på hendes læber, men intet skete. Mundvigene forblev rettet ned ad. Og øjnene blev ved med at lyne lettere truende. For hende var det ikke en genial plan, som hun kunne more sig over. Det var stadig blot en konstatering. Som informerede hun ham om konsekvenserne ved at få - eller tvinge - hende til at kreere en varulvekontrollerende krystal. ”Og dig - som varulv - kan vel se slutningen her.”

[Zain Rigel]

Endnu et smil bevidnede om hvor underholdt han følte sig i dette øjeblik for selvom hun var forfærdelig irriterende så kunne han aldrig undgå at nyde når han havde magten over et andet væsen. Alene tanken om at deres skæbne hvilede i hans hænder - eller klør om man ville - var nok til at redde hans dag. En skønne sag ville han forhåbentlig også kunne overtage flokken her efter sin far.
Carmine var blevet svag i Zains øjne og han havde tænkt sig at overtage pladsen som alfa en hel del tidligere end Carmine nok havde intentioner om. Loyalitet var ikke noget Zain satte særlig højt, han var mere typen der ville styre med frygt, hans flok skulle tilbede ham som den overordentlige leder han ville blive om så han skulle tvinge dem til det.
Han fnøs hånligt af hende, "tror du virkelig det? Søde lille mejse, jeg slår ihjel ganske frivilligt og jeg ligger ikke søvnløs over det." Kommenterede han tørt. "Jeg er født varulv og lige så langt tilbage jeg kan huske har jeg spredt frygt og rædsel under hver fuldmåne og jeg må indrømme at det er en fantastisk følelse." Et djævelsk glimt viste sig i hans øjne. Dog havde det efter hans fars mening gået lidt over styr og han havde da tilbragt en del fuldmåner i buret som hun sad i nu.

Han kunne godt fornemme hvordan hun voksede et par centimeter og hvor han dog hadede undertonen i hendes hendes ord. Næsten en smule kæphøj. Alligevel valgte han at ligge lidt bånd på sig selv. "Det er korrekt." Besvarede han blot. Han ville så gerne kaste en irriterende kommentar efter hende, men han vidste desværre ikke helt hvad det skulle være for desværre var det jo den skindbarlige sandhed.
I brøkdelen af et sekund blev et strejf a tvivl oplyst på hans blege ansigt, tvivlen om det var en god ide at lade hende lege med den slags magi da det jo ret let kunne komme tilbage og bide ham i røven. Han rettede ryggen en smule og så ned på hende fra sin fulde højde. "Fordi for det første skal du røre ved varulven i fuld ulveform for at vinde magten over den,-" om det også gjaldt en hel månesten var han faktisk ikke klar over, men det behøvede hun ikke at vide "-og skulle du prøve på noget så dumt som at bruge den mod mig skal jeg sørge for at det eneste du komme til at røre er indersiden af mine kæber. Men hvis du tror du er hurtig nok, så vil jeg da næsten udfordre dig til at forsøge." Han mundvige pegede let opad i et faretruende og dog charmerende smil der næsten gjorde Mona Lisas mystiske smil til skamme.
"-og dig som menneske, kan vel se slutningen her." Snuppede han hendes ord. "Du har ikke en chance mod mig mon chéri, så prøv ikke på noget dumt," hans stemme var dyb og advarende.

[Deleted]

Til trods for at tvivlen i hans ansigt kun var meget kortvarig og ikke ligefrem fremvist ned til mindste detalje, men det var præcis nok til at fange Rolo’s opmærksomhed. Og nok til at give hende den selv samme fornemmelse af at stå øverst, som hun kunne forestille sig at Zain havde kunne mærke lige siden, han havde tilsluttet sig hendes selskab i den primitive celle. Som forventet lod han hende dog ikke have følelsen særlig længe, men det ændrede ikke på, at han faktisk havde vist en form for svaghed for hende. Det var ligegyldigt om det havde varet et splitsekund eller en evighed. Det bekræftede blot, at han ikke var en robust stenmur, og at han havde knapper, hun kunne trykke på.
Hun havde nær grebet ud efter ham, som for at vise, at hun sagtens kunne nå at skabe den berøring, som han mente var nødvendig for at stenens magiske evne overhoved skulle fungere. Noget ved den teori var fejlbehæftet. Hun kunne bare ikke sætte en finger på hvad endnu. Det var et nyt emne for hende. Og hun var næsten sikker på, at det ikke ville være noget, hun kunne læse op omkring i bøger. Men tanken om, hvad han kunne finde på at gøre, hvis hun trådte bare lidt hen over stregen, holdt hende fra at gøre andet end at stå der foran ham. Armene anspændt ned langs siden og hænderne lettere knuget. Som han selv lige havde sagt: Prøv ikke på noget dumt.

”Hvis du ikke har tænkt dig at lukke mig ud, så ville jeg sætte pris på, hvis du gik igen.” sagde hun efter noget tid. Hendes stemme var stadig spydig og vred men hun havde nedsænket lydniveauet, som var hun træt af deres samtale. ”Hvis jeg alligevel skal rådne op i det her hul, så vil jeg meget hellere se de gjorde uden dit selskab, Zain Rigel.” Hun gav ham et sidste brændende blik, inden hun var den der valgte at genskabe den komfortable afstand mellem dem ved at tage det første skridt tilbage. Et skridt der udviklede sig videre til en vending væk fra ham. Kørte de klargrønne øjne i en anden retning og bevægede sig mod et sted i cellen, hvor hun ikke blev tvunget til at være i nærheden af ham. Hendes skridt var stadig usikre, men hun havde fået langt bedre styr på sin krop nu, selvom den syntes at sitre af en blanding af raseri og fortvivlelse. Skulderen gjorde stadig ondt, men hun gjorde hvad hun kunne for ikke at vise det for meget for Zain velvidende, at han blot ville fryde sig over det.

[Zain Rigel]

Zain nægtede at lade sig løbe om hjørner med af en åndsvag lille tøs som hende. Hun skulle virkelig ikke teste hans tålmodighed, hun kunne erstattes. Eller rettere, den eneste grund til at han havde hende her var fordi han regnede med hun kunne lave stenene. Kunne hun ikke give ham hvad han ville have var hun ubrugelig, og hvad skulle han dog med en ubrugelig næsvis tøs.
Han kunne fornemme hvor anspændt hun var. Se det på hele hendes holdning. Hendes muskler hendes knugede hænder. Blodet der brusede i hendes åre. Han lod hovedet tippe på skrå imens et nyt djævelsk smil gled over hans læber. Endnu en næsvis kommentar. Hun skulle åbenbart have det på den hårde måde for at forstå at han altså ikke bare legede rundt med hende for sin egen fornøjelse.
Øjnene skiftede langsomt fra de kolde blågrå til mere gyldne frem til de til sidst var lysende gule han skilte læberne i smilet og afslørede en række spidse dyriske tænder imens spidse kløer trådte frem hvor han ellers havde fingrenegle.
Ingen varulv var i stand til at forvandle sig fuldt ud uden for fuldmånen, men en varulv var alligevel en formskifter og de dygtigtste var i stand til at fremføre denne minimale forvandling - ligesom Greyback.

"Hør her lille Mejse jeg er ved at være godt træt at din næsvise tone," sagde han stadigvæk i en blid stemme, men en faretruende undertone lå og lurede lige under overfladen. Som hun vendte ham ryggen tog han et par hurtige skridt frem mod hende og greb fat om hendes skulder han lod kløerne synke dybt ind i hendes skulder som han voldsomt flåede hende rundt så deres ansigter atter var rettet mod hinanden. Hans tænder var nu blottet i en lydløs snerren. "Måske jeg skal vise dig præcis hvor meget jeg mener med mine trusler," med den anden hånd greb han fat om hendes spinkle arm han førte den til sin mund og i løbet af ingen tid havde han sunket sine spidse tænder ned i hendes underarm. Han kunne smage blodet inden han slap hende.
"Jeg har ladet mig fortælle at den første fuldmåne er altid den værste, men med min hjælp kan jeg lærer dig at lukke af for smerten. Eller vi kan gøre det på den hårde måde med børnene." Han var godt klar over at bidet ikke smittede medmindre det var fuldmåne, men forhåbentlig kunne han sætte tvivlen i hende. Bare lige for igen at understrege at han var hende stærkt overlegen svingede han en klobefyldt hånd ud efter hende med stor nok kraft til at den ville kunne slå hende ud af ballance hvis han ramte hende. Han var træt af hendes små julelege!

[Deleted]

Rolo ignorerede blot hans ord. Hun kunne ikke være mere ligeglad med, om han var træt af hende og hendes såkaldte ’næsvished’. Hun havde sagt det sidste, der var at sige, og han burde være klog nok til at forstå, at hun ikke længere ønskede at være i nærheden af sig. Rigtig nok havde hun ikke ligefrem forventet, at han faktisk ville gøre det for hende – det vil sige at gå og på den måde lade hende være i fred. Men det var intet der kunne have forberedt hende på, hvad der efterfølgende skete. Hun havde ikke lagt mærke til hans fysiske ændring. Hendes ryg havde været vendt mod ham i et klart forsøg på at lade som om, at han ikke var til stede. Hun havde ikke så meget som set sig over skulderen for at få et lille glimt af hans reaktion. Selv da hun kunne høre hans skridt marchere imod hende, blev hun standhaftigt stående. Noget i hende havde set det komme, da han greb ud efter hende, men idét at et set klør borede sig ned i hendes skulder, opstod chokket. Hun skreg automatisk af både den nye smerte og den gamle skade, men det var ingenting i forhold til, da han rev hende omkring. Hun kunne mærke kløerne flænse hendes bluse hud og kød, inden de endelig blev fjernet. Og hendes skrig blev kun højere.
Straks fløj en hånd op til den nu blødende skulder, og hun vaklede på stedet, som han tvang hendes front imod ham igen. Dog var hendes blik ikke løftet mod ham. Hendes fokus var andet steds. Ikke at hun fik lov til at sunde sig, for han så ikke ud til at være færdig med hende endnu. Hun opdagede knap nok at han greb ud efter hendes arm. Ikke før det var for sent. Måden hans tænder brutalt sank ned i hendes underarm var som intet andet hun nogensinde havde oplevet. Hun skreg på nu. Højere. Mere skingert. Man kunne med lethed høre, hvor pinefuldt det var for hende. Og ligeledes hvor bange hun var. Hun troede hendes kæbe ville gå ad led, så kraftfulgt som hendes smerteråb var.

Zain behøvede ikke engang at give hende et for at falde til jorden. Det eneste det gjorde var, at hun væltede hendes ind i stenvæggen bag hende. Ellers klarede hendes ben det helt fint selv, da de fuldkommen mistede styrken til at stå længere. Hendes røde kinder var allerede blevet gennemblødte af tårer, der ukontrolleret havde faldet fra hendes klargrønne øjne. Og hun kunne ikke holdte højlyste forpinte lyde fra sin strube. ”HVAD HAR DU GJORT?!” råbte hun ufattelig panisk, som det endelig lykkedes hende at løfte blikket mod ham. Hele hendes højre arm dunkede voldsomt og hun gjorde ikke så meget som at bevæge en finger.
Det hele ved hende, der havde virket kæphøj blot et øjeblik siden, var forsvundet fuldstændigt. I stedet lignede hun et ynkeligt skadet væsen. Hun var hjælpeløs. Hun krøb sig mere og mere sammen i det hjørne hun var havnet i, til trods for, hvor ondt det ikke måtte gøre. Hele hendes arm var nu sølet til i blod. Noget havde endda sprøjtet op på hendes ansigt, hvis farve meget hurtigt var blevet meget blegt. En ny bølge af smerte flød hen over hende og tvang hende til at klemme øjnene i og bide tænderne hårdt sammen for ikke at undlade endnu et smil, alt imens hendes krop af sig selv drejede sig krampelignende til den ene side, som ikke var beskadiget.

[Zain Rigel]

Endelig. Det var lige netop den form for reaktion han havde håbet på at opnå. Så kunne det være at hun ville begynde at vise ham bare lidt mere respekt. Det ville hun i hvert fald gøre hvis hun var klog for han kendte til en del interessante torturmetoder som han ellers ville elske at afprøve - hvis han vel og mærke fik lov at Carmine.
Det var virkelig utrolig frustrerende for ham at skulle underlægge sig andres regler. Det var jo også derfor han holdt af at være den der hjalp med at opsporer folk og bringe dem hertil. Det gav ham tid væk fra hulen hvor han kunne være sin egen herre.
Læberne spredte sig i et hånligt smil som han slap hende. Det friske blod løb ned langs han mundvige og fik ham til at ligne en grotesk udgave af en vampyr. Han blottede de blodige tænder og lod hovedet falde en smule på skrå hans øjne var stadigvæk gule - mest for den visuelle effekt.
I et par hurtige skridt tårende han ind over hende som hun sad der sammenkrøbet i hjørnet som det ynkelige byttedyr han så hende som. Omsider kunne han måske få lidt respekt, hvis ikke, well så måtte han jo gøre brug af sin trussel for alvor næste gang. Dette her var hendes sidste advarsel, også selvom hun virkede til at tro det var ægte hvilket blot frydede ham yderligere.

"Jeg advarede dig!" Hvæsede han gennem sammenbidte tænder, "jeg er ikke en tålmodig mand og medmindre at du begynder at samarbejde kommer du til at tilbringe din første fuldmåne som varulv i selskab ned den første pelsløse unge jeg kan få fat i, er det forstået?!" Hans stemme bar ikke længere præg af kontrol. Han lagde ikke længere skjul på hvor vanvittig irriterende han fandt hende, hun skulle ikke tro at han bare var en eller anden hyggeonkel der ikke turde gøre alvor af sine trusler. Hun var sluppet billigt denne gang, men det ville han ikke lade ske igen.
Han flyttede sig atter bagud i buret mod lågen og forsvandt så ud på den anden side hvorefter han hamrede den i for fuld kraft. Til trods for de tunge jerntremmer fløj den i med stor lethed der blot bar præg af hans styrke.
Der lød et højt metallisk brag som den fløj i og han kiggede faretruende på hende som han tørrede sin mund med håndryggen. "Du kan jo sidde der og tænke lidt over tingene." Kommenterede han så. Han havde det virkelig godt med at hun troede hun var blevet smittet. "Bare lige til info, så vil jeg anbefale at du ikke skuffer mig." Med de ord hængende i luften forlod han hendes celle og derefter fangekælderen. Carmine ville nok ikke være helt vild med hans behandling af hende, men han var ligeglad. Så kunne hun bare lade være med at pisse ham af!


// out