You Can't Take Back, What You've Done

[Atticus Hamilton MacKay]

Atticus rystede på hovedet. "Hvordan kan du vide det? Du ved da ikke om jeg er psykopat." svarede han med et skuldertræk. Det værste var, at Atticus følte faktisk, at han ikke havde nogen. Ikke at han var psykopat, for det var han ikke. Han følte bare, de var blevet drænet fra ham. Han vidste dementorerene ikke var synderligt interesseret i ham, for han havde ikke et eneste lykkeligt øjeblik. Han havde ikke håb for noget som helst. Han havde bare sig selv og det shithole, han sad i. Han var dog ligeglad med han var havnet her, for den del var sådan set hans egen skyld og som tidligere nævnt, så fortrød han det ikke en eneste dag af sit liv. "Det er det du tror alligevel. At jeg er psykopat, er det ikke?" spurgte han og så direkte på hende. Han lod sine brune øjne hvile længe på hende. "Jeg ved du kan se på dine papirer, hvad det er, jeg har gjort." forsatte han og talte som om det ingenting var, det han havde gjort. Det var det ikke for ham. Desuden gav det sig selv, når han sad helt heroppe og havde været her i så mange år. "Hm... " svarede han kortfattet over, det ingen forskel gjorde. Han nikkede bare til det var et fornuftigt valg, men måtte erkende han fortrød det allerede nu, men hvis det betød han snart kunne få en smøg igen og han kunne få lov til at leve i forhold til den alder han var, så var alt fint. Han savnede trods alt sin bedsteven. Han tog fjerpinden og skrev under med sit navn med en blid og glidende bevægelse og så op på hende. "Du har tilfældigvis ikke nogle goder udefra... Smøger eller noget?" spurgte han, og vidste at han tog en chance lige nu, men hey, hvis hun havde det så var hans dag reddet den dag. "Og ellers har jeg ikke noget. Har jo allerede sagt du har pæne øjne" understregede han, da han synes hendes selskab havde været underligt. Det var generelt underligt at have nogen inde ved sig. "Min sidste besøg var Nemo. Du må næsten kende ham, I har samme efternavn. Så tak for dit besøg i hvert fald." sagde han drillende. 

[Deleted]

Et roligt smil meldte sig på Faiths læber, "Hvis De havde været psykopat, er jeg ret sikker på, at det for det første havde stået i dine papirer, og for det andet, så havde jeg ikke været her uden en vagt ved min side," svarede hun og slog let ud med armene. Faith var faktisk ret glad for sit arbejde, det havde fået hende til, at sætte langt mere pris på tingene i livet, end hun havde gjort da hun havde været yngre. Hun havde intet at klage over, når hun havde en varm lejelighed, at komme hjem til hver dag efter arbejde, med en varm og blød seng. Hun havde et køleskab med lige det mad hun ønskede at spise. Hun havde tøj på kroppen og var alt i alt ret taknemlig. Hun lod sit blik fange hans og rystede så lidt på hovedet, "Jeg er blot sekretær, jeg har ingen ret til, at dømme dig eller nogen af de andre fanger," svarede hun, og undgik bevidst, at svare direkte på hans spørgsmål, for selvfølgelig mente hun, at han var syg i hovedet. Hun rømmede sig og rejste sig fra sengen, mens hun klemte papirerne ind mod sin mave og bryst, "Der står, hvad du har gjort, men ikke hvorfor. Jeg kender dig ikke og jeg kendte ikke dine forældre," svarede hun med blikket mod gulvet. Den her samtale brød hun sig virkelig ikke om.
Hun smilede lidt forsigtigt, da han skrev under, og tog så imod papirerne igen. Hun rynkede mildt på panden ved hans spørgsmål om smøger. "Sig mig Mr. MacKay, prøver De at få mig fyret?" spurgte hun i en hård tone, mens hun gik hen mod trammerne for, at se om der var nogle vagter i nærheden, hvilket der ikke var. Hun trak en enkelt smøg frem fra sin kavalergang, gik hen til ham, og bøjede sig fremover, så hun var i øjenhøjde med ham, "I lige måde, Mr. Mackay," sagde hun, som han gentog hun havde pæne øjne og blinkede til ham, før hun rakte ham smøgen og rettede sig op igen, som hun vendte rundt for at forlade cellen, men som han nævnte Nemo, stoppede hun brat op og drejede rundt på hælene. "Ja, jeg ved udmærket godt, hvem Nemo er," svarede hun, dog uden at uddybe, "Skulle det være en anden gang," sagde hun i et lille smil.

[Atticus Hamilton MacKay]

"Eller også er det fordi jeg har nægtet at tale med jeres psykolog, og der derfor ikke har været nogen undersøgelser af, om hvad jeg er" svarede han med et dybt suk. Han vidste godt han havde følelser, men det var nemmere at gemme det hele væk og trække sig længere ind i sig selv. Han vidste også godt, det ikke var fordi en psykopat var uden følelser, for de havde nogen. Den følelsesmæssige del af hjernen var indskrænket, men det var ikke det samme som ikke at have nogen. Desuden at være i det dræbefulde hjørne var vel også en følelse. "Det kan du sige alt det du vil. Du har alligevel nogen tanker om mig." svarede han skarpt og var ligeglad med om hun undgik det. For ham var det samme som at sige ja til hans spørgsmål. Han var ligeglad, måske var det det han var. Han havde bare gjort hvad der havde været bedst for ham og hans bror. "Vær glad for det," kommenterede han hårdt, da hans forældre blev nævnt. Han kunne ikke fordrage det. Han lagde mærke til den hårde tone og sendte hende et kortvarigt drenget smil. Han havde det nogle gange stadigvæk i sig. Han så på hende, da de var i øjenhøjde og tog imod smøgen. "Du smigrer mig, frøken Lavoie." sagde han med en monoton stemme, selvom han lignede en der morede sig over det. Han var dog ligeglad med om de var dis eller dus. Han var dus med alle, selv hvis det var dronningen af Saudi Arabien. Han nikkede som tak til smøgen. "Hils." sagde han inden han lod hende gå. 

//Out//