Here we are all alone

[Deleted]

Han nikkede blot ti hendes ord i mangel på bedre. Kortvarrigt rettede han blikket mod vinduet. I det fjerne kunne han høre den svage lyd af torden, mens regnen slog hæfttigt på ruderne. Opmærksomheden blev dog hurtigt flyttet tilbage til Willow som han smilede roligt til hende.
Med et roligt blik betragtede han hende i stilhed som hun lod til at overveje sine muligheder. Han helst ikke holde hende oppe hvis hun bare gerne ville ind og slappe af, det var jo forståeligt nok, hun havde trods alt været en del igennem her til aften. "Sove er helt fint," sagde han hurtigt, han var også selv virkelig træt og ville ikke have noget imod at krybe til køjs og så snakke om tingene i morgen.

"Er du sikker på at det er okay for dig at sove på sofaen?" Spurgte han igen for lige at være helt sikker i sin sag. Han sov bedst i sin seng, men han ville jo helst gerne være en gentleman omkring det og derfor tilbyde hende sengen.
Han lade en ekstra dyne og pude frem til hende og så lidt på hende, altså ved du hvordan et tv virker? Ezra var på ingen måde et geni til mugglerting, men tv og kaffemaskine var få af de himstregimser han havde lært at finde ud af.
Han gav sig hurtigt til at ligge lagen på sofaen og gøre den klar til hun kunne ligge og sove der. "Sådan," kommenterede han med et smil. "Hvordan med morgenmad? Skal jeg lave os noget lækkert når vi vågner?" Han kendte jo ikke hendes morgenvaner og ville helst ikke stå klar med æg og bacon hvis nu hun var vegetar eller noget i den stil.

[Deleted]

Willow kørte en hånd gennem håret, da hun også hørte tordenen. Hun vidste ikke hvorfor, men det havde altid creepet hende ud. Hun kendte godt statistikkerne for at blive ramt af et lyn, og de var heldigvis i hendes favør. Det bundede vel i usikkerheden om det ramte, og så var det da lidt uhyggeligt at et naturfænomen var så voldsomt og kunne skabe så meget ravage. Hun nikkede bare til det han sage. Det var fint at gå i seng og sofaen var hel fin som seng for en nat. "Det er helt fint... Virkelig," sagde hun ogprøvede at give en hånd med til at redde "sengen".

"Ja, jeg er vokset op med et." sagde hun med et skævt smil. Hun var jo mugglerfødt og den første magiker i hendes forældres linje, så hun vidste skam godt hvordan et tv fungerede. Det havde hun altid savnet lidt på Hogwarts. "Det ville jeg da ikke sige nej til," sagde hun med et skævt smil. "Men du behøver ikke gøre det helt store ud af at jeg er her... Virkelig..." prøvede hun at overbevise ham om. Det var da vildt sødt, at han prøvede at servicere hende og tage sig af hende, men det var slet slet ikke nødvendigt.

[Deleted]

Igen nikkede han da hun fastslog at det hele var fint nok. Så burde han måske se at komme ind og få noget søvn således at hun også kunne sove lidt for hun måtte da være mere udkørt end han var - og det sagde ikke så lidt for han var virkelig træt.
Han nikkede lidt som hun endnu engang understregede for ham at sofaen var fin nok. Han brød sig bare stadigvæk ikke helt om at lade hende sove der, men han havde desværre ikke nogen gæsteseng som han kunne tilbyde hende.
Det varede heller ikke længe før de i fællesskab fik gjort sofaen var sengeklar, han så lidt skeptisk på den og puffede puden lidt op så den forekom blødere selvom det jo i bund og grund nok kun var en illusion.

"Ah okay! Perfekt!" Sagde han og kløede sig lidt i håret. "Jeg forstår mig virkelig ikke på mugglerdimser, men tror jeg er ved at få okay styr på tv'et." Sagde han roligt og smilede svagt. I nogle lange sekunder stod han bare og tænkte lidt inden det gik op for ham at han måske skulle se at komme i seng.
Endnu et forsigtigt smil og han rømmede sig. "Det gør nu ikke noget, men altså, jeg må hellere...du ved..." Han pegede med tommelfingeren mod soveværelset inden han lidt akavet fik vendt rund og marcheret ind på værelset med et godnat.
Han skubbede døren til værelset til uden at lukke den helt og kravlede så op i sengen. Han lå lidt på ryggen og bare lyttede, men kort efter var han faldet i søvn.

[Deleted]

Hun var langt fra sikker på hun kunne sove lige nu. Både kroppen og hovedet var trætte, men hun kunne godt forestille sig, hun lige skulle bearbejde den her dag før hun faldt i søvn. Hun ville sikkert kunne sove i en lænestol uden problemer, når hun først gik kold og hun ville på ingen måde jage Ezra ud af sin egen seng. Det gjorde man bare ikke, når man kom anstigende ud af det blå. Med lidt hjælp blev sofaen gjort klar og hun smilede venligt, da han snakkede om tv'et. "Godnat," sagde hun, da han trak sig tilbage. Hun ventede med at skifte, til han var gået ind til sig selv. Det blev bare en t-shirt og trusser - det var lige hvad hun havde fået i forbifarten, og så kunne hun jo bare tage bukser på imorgen.

Overraskende nok, var det ikke længe det tog Willow at falde i søvn. Hun havde bare ikke forventet, at tordenen ville vække hende midt på natten. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde altid været så frygtelig bange for torden og andre høje lyde. Fyrværkeri og eksplosioner i eliksirlokaler havde hun efterhånden lært at tolerere, men hun blev stadig forskrækket. Torden, derimod... Det brød hun sig ikke om. Normalt sov hun jo ikke alene, så hun krøb jo normalt bare tættere på kæresten så han kunne "passe på" hende. Det gik jo ikke her, så hun lukkede øjnene og prøvede at sove videre. Det gik dog ikke, og efter et par ordentlige knald, rejste hun sig fra sofaen.

Hun listede hen til Ezras soveværelse og puffede døren op så stille som muligt. Hun prøvede virkelig på at undgå at vække ham, men hun løftede forsigtigt hans dyne og krøb ned ved siden af ham. Så lå hun da i hvert fald ikke alene. Det var ikke lykkedes hende at være helt så diskret, eller også var han bare ikke vant til andre mennesker i sin seng, for han rørte lidt på sig. "Jeg er irrationelt bange for torden," hviskede hun. Hvis han nu ikke var helt vågen, skulle hun ikke vække ham med en lang samtale.

[Deleted]

Ezra sov som en sten når først han var faldet i søvn, så det var let for ham at udelukke tordenen fra hans sind og ganske enkelt overhører den præcis som han overhørte fulde folk på gaden og fly der kom ind over byen, men nu var han jo også vandt til de lyde. Måske ikke torden, men den generede ham på ingen måde.
Han lå fladt på maven i sengen med det ene ben stikkende ud fra dynen og begge hænder foldet under hovedpuden som han hoved naturligvis hvilede på.
Han havde virkelig været udkørt til aften nu var han jo heller ikke ligefrem det man kendte som en natteravn, han gik ofte tidligt i seng og stod tidligt op. Eller faktisk sov han helst længe, men det var ikke pointen. Han var bare ret glad forat sove.

Han hørte ikke da døren gik op og han havde da heller ikke bemærket Willow kravle op i sengen hvis ikke det var fordi hun løftede hans dyne og kravlede ind under i samme sekund som et ordentlig brag lød. Øjnene gled en smule op som et nyt lyn oplyste værelset i brøkdelen af et sekund og afslørede skikkelsen der pludselig befandt sig i hans seng ved siden af ham.
Eftersom han ikke havde hørt hende sige noget gjorde denne situation ham ufattelig forskrækket og med et meget højt gisp, nærmest kastede han sig sidelæns hvilket endte ud i at han væltede ud af sengen og ned på gulvet komplet viklet ind i sin dyne som han utilsigtet trak med sig.
Han rettede sig op og stirrede på hende fra sin plads på gulvet med store øjne og håret strittende ud til alle sider. Hjertet hamrede hårdt i brystet på ham selv nu da det gik op for ham at det bare var Willow. ”W-Willow? Hvad laver du herinde?” Spurgte han usikkert, ikke fordi han på nogen måde lød sur, han var bare ikke lige mentalt forberedt på at vågne op midt om natten ved at der pludselig lå en i sengen ved siden af ham.

[Deleted]

Det var heller ikke det stolteste øjeblik i Willows historie, at måtte kravle ind i Ezras seng fordi hun var bange for torden. Særligt fordi hun vidste, at torden jo ikke gjorde hende noget. Der var bare et eller andet ved det, hun ikke brød sig om. Det hjalp dog lidt på humøret, at Ezra spjættede sådan. Det havde ikke været meningen at forskrække ham, men hun havde jo ikke overvejet, at han normalt sov alene. At der pludselig kravlede én ned i hans seng, måtte være et chok.

Hun kunne ikke tilbageholde et lille grin, da han væltede ud af sengen, selvom hun virkelig prøvede. "Åh gud, undskyld!" sagde hun med et skævt smil. Hun havde jo virkelig ikke prøvet at forskrække ham. Det blev dog hendes tur til at spjætte kort efter, da der kom et ordentligt brag udenfor. "Jeg bryder mig ikke rigtig om torden... Og jeg er ikke vant til at sove alene..." begyndte hun at indrømme. Hun var jo vandt til at have kæresten ved siden af sig. "Jeg prøvede ikke at vække dig," sagde hun og fik sat sig op, så hun kunne sætte sig på sengekanten. Hvis han ikke ville have det, så ville hun da gå tilbage til sofaen.

[Deleted]

Havde han ikke været så chokeret på nuværende tidspunkt ville han nok have grint sammen med hende, men han havde på ingen måder mentalt forberedt sig på dette. ”Det..øh...det er okay,” sagde han og ømmede sig en smule inden han kravlede tilbage i sengen.
Til at starte med nøjes han med at sidde på kanten. Havde hun ligget dårligt i sofaen? For så kunne de da bare bytte plads. Det var i samme nu at rummet blev oplyst at en kort lysglimt efterfulgt af et enormt brag. Han nåede lige at se hende spjætte svagt i mørket og han rakte over for at tænde natlampen på natbordet.

Havde han haft mareridt eller noget i den stil hjalp det ofte at få lidt lys i rummet. Som om at lyset kunne vaske det meste af frygten for det store sorte intet væk. ”Er du bange for torden?” Den havde han ikke set komme og lige til at starte med var han faktisk ikke helt sikker på om hun lavede sjov. På den anden side var hun nok ikke kravlet ned til ham bare for at lave en joke.
”Så øhm..vil du gerne sove herinde?” Spurgte han som havde hendes forklaring ikke allerede besvaret det spørgsmål. Han så på hende som hun satte sig på sengekanten ved siden af ham, ”-for altså det må du da gerne hvis du har lyst.” Han forsøgte virkelig at lyde helt afslappet omkring det skønt hans hjerte stadigvæk hamrede derudaf over det chok hun havde givet ham lige før.

[Deleted]

Hun var ikke helt stolt af det, så hun nikkede meget lidt, da han spurgte om hun var bange for torden. Hun trak på skuldrene, da han spurgte om hun ville sove derinde. Det var jo også fordi hun var vant til at sove ved siden af et andet menneske. Hun hadede at sove alene, og ideen om at skulle til at bo alene tiltrak hende bestemt heller ikke. Generelt var alenetid bare ikke lige hendes sag. "Bare glem det... Jeg blev bare forskrækket og det har været en lang dag..." mumlede hun og rejste sig fra sengen. Det rørte hende ikke rigtig hvor lidt påklædt hun egentlig var, selvom lyset var blevet tændt. På det punkt var hun rimelig afslappet.

"Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på," prøvede hun at slå det hen med et skuldertræk. Hun havde rejst sig, men var alligevel ikke begyndt at gå ind igen. Hun spjættede lidt, da der kom endnu et tordenskrald og lagde armene over kors. Det var altså kikset, at der ikke skulle mere end et naturfænomen til at skræmme hende. "Såå...Undskyld jeg vækkede dig... Jeg går ind på sofaen igen," mumlede hun og denne gang fik hun taget sig sammen til at bevæge sig hen mod døren igen.

[Deleted]

Ezra var stadigvæk temmelig søvndrukken og vidste ikke helt hvad han skulle stille op med hele situationen. Han rømmede sig lidt og smilede så til hende. "Altså torden kan da også være ret skræmmende," svarede han lidt overfladisk, det var ret tydeligt at han ikke var den mindste smule bange for torden og han kun sagde det for at få hende til at få det bedre.
"Men altså, det kan nu også være lidt hyggeligt hvis man sidder indenfor med en god film og noget varm kakao." Forsøgte han. Han tav dog temmelig omgående som hun steg ud af sengen. Blikket gled hurtigt ned over hendes krop, hvilket han hurtigt tog sig selv i og hurtigt flyttede blikket til hendes ansigt igen med rødblussende kinder.

Ezra var lynhurtigt ude af sengen som hun gjorde antydning til at ville gå tilbage til sofaen, han havde virkelig ondt af hende så han kunne ikke helt få sig selv til bare at lade hende gå selvom det var ufattelig grænseoverskridende for ham at skulle sove sammen med en fremmed og det var på trods af hans syn.
"Hey det gør virkelig ikke noget, du må gerne sove herinde hvis det får dig til at føle sig mere sikker." Sagde han så i en rolig stemme. Han havde taget fat omkring hendes håndled i et forsøg på at holde hende fra at gå, ikke hårdt bare afventende, da dette gik op for ham slap han hende dog hurtigt med en ny rødmen. Han lod hånden glide gennem det sorte krøllede hår i forlegenhed. "Sorry," mumlede han hurtigt.

[Deleted]

Willow vidste jo sådan set godt, at det var åndssvagt at være bange for torden. Det var et helt naturligt vejrfænomen, der opstod ind i mellem - og rigtig ofte i Storbritannien. Hun kunne godt høre på Ezra, at han ikke ligefrem var skræmt fra vid og sans, men det var da sødt han gav hende ret alligevel. "Hyggeligt er måske en overdrivelse," sagde Willow med et lille grin. Hun syntes bestemt ikke torden var hyggeligt, men det var da til at bære, hvis der var varm kakao involveret.

"Er du sikker?" spurgte hun, da han sagde hun godt måtte sove derinde. "Sofaen er virkelig helt fin. Jeg vil virkelig ikke trænge mig på," prøvede hun at forklare selvom hendes handlinger nok viste noget andet her til aften. At dukke uanmeldt op og så kravle ind i hans seng, var nok ikke det mest upåtrængende, hun kunne have gjort. Hun blev da lidt overrasket, da han tog fat om hendes hånd for at stoppe hende, men hun gjorde ikke et større nummer ud af det. "No worries," sagde hun bare med et lille smil. Det havde jo ikke gjort hende noget.

[Deleted]

Han smilede og slog roligt lidt ud med hånden, ”nej. Ingen overdrivelse, det kommer vel også an på hvem man er sammen med.” Han hørte omgående hvor fesen den sætning lød og rømmede sig lidt med et forlegent blik. Han havde aldrig haft noget imod torden, men for ham havde det jo heller aldrig været noget der virkede den mindste smule truende skønt han ikke havde tænkt sig at udfordre skæbnen ved at vade rundt på en mark med en paraply eller noget i den stil.
”Du trænger dig skam ikke på,” forsikrede han hende hurtigt. Okay indrømmet ville han nok ikke have givet dette tilbud til en hvilken som helst anden kvinde, men de to lod jo trods alt til at have en fremtid sammen så det ville vel næsten være åndsvagt ikke at stole på hende.

Han rykkede sig lidt i sengen for at gøre plads til hende. Nu var det en dobbeltseng så plads var der sådan set nok af, men det var mere understregningen der lå i det, at hun bare kunne ligge sig hvis hun havde lyst, han ville dog ikke tvinge hende hvis hun selv følte at det ville overskride hendes grænser.
”Jeg kan sagtens lave en kop varm kakao hvis du har lyst til det.” Sagde han så lidt ud af det blå og smilede forsigtigt, måske det ville få hende til at slappe lidt mere af omkring det hele. Ezra havde da selv frygt for mærkelige ting såsom små lukkede rum, så han kunne god sætte sig ind i hendes frygt uanset hvor ubegrundet den måtte synes. Selvfølgelig kunne lyn godt starte brand og man skulle ikke søge tilflugt i en skov eller sådan noget, men det var bare så sjældent at der skete noget.

[Deleted]

Selvom Willow ikke kunne udstå den torden, der foregik udenfor, smilede hun lidt, da Ezra fik formuleret sig lidt uheldigt. Det lød som om, at det hele ville blive meget bedre, hvis hun drak varm kakao med ham - men det kunne jo godt være, han havde ret. "Det må vi vel finde ud af en dag," sagde hun med et skævt smil og kørte en hånd gennem håret, da han lovede hende, hun ikke trængte sig på. Havde det været en hver anden, var hun nok heller ikke kravlet ind i sengen til dem. Men Ezra skulle jo forestille at være manden, hun ville bruge resten af sit liv med. Det spillede helt klart ind i hendes beslutningen også selvom hun havde besluttet sig for, at universet ikke skulle bestemme for hende.

Willow krøb ned i sengen ved siden af ham og smilede, da han tilbød hende en kop varm kakao. "Måske imorgen tidlig?" foreslog hun. De skulle jo forestille at være gået i seng for at sove. Hun havde svært ved det på grund af tordnen, men det skulle jo ikke afholde ham fra at lukke øjnene. "Det lyder dumt, men bare det, at du er her, hjælper lidt." Han kunne jo ikke beskytte hende mod torden, så det var egentlig ulogisk at føle sig beskyttet, bare fordi der var et andet menneske i samme rum - men følelser var jo lige præcis ikke logiske og det galt heller ikke dem, der handlede om frygt.

[Deleted]

Ezra nikkede lidt til hendes ord i mangel på bedre. Han var ikke helt sikker på om han skulle sige noget eller bare være stille og nyde hendes selskab på trods af at det var en lidt sjovt måde det hele var sket på. Han havde aldrig tænkt at dette her ville være den måde de begyndte at bonde, at hendes kæreste havde været en idiot og derefter tordenvejret, det virkede bare mere og mere skæbnebestemt for hvert øjeblik der gik.
Han vendte sig om på ryggen i sengen og kiggede lidt op i loftet fordi han ikke helt vidste om det ville være mærkeligt at ligge og kigge på hende.

Det var først som hun snakkede om at de kunne udskyde kakaoen til om morgenen at han vendte de blå øjne mod hende med et lille smil legende på læberne. Han nikkede så igen. "Ja lad os bare gøre det," sagde han så og mærkede hvordan han blev en smule varm da hun sagde at han gjorde hende tryg. "Jeg er ellers ikke specielt faretruende." Indrømmede han med et skævt smil.
Det var sandt, han var nok en af de mest nørdede og kiksede personer man kunne finde på denne jord, i hvert fald ifølge ham selv, så at han havde chancen hos så smuk og perfekt en pige som Willow, det var næsten ikke til at begribe og havde det ikke været på grund af synet ville han aldrig have troet på det selv.

[Deleted]

Hele dagen i dag var lidt surrealistisk. Her sad hun i Ezras seng efter at hendes (nu eks)kæreste havde givet hende et seriøst sæbeøje - og alligevel var hun mest bange for tordenen. Det havde skræmt hende fra vid og sans at universet allerede besluttet at hende og Ezra åbenbart skulle være sammen for evigt og lege kernefamilie, men lige nu gjorde det hende faktisk ikke så meget. Da hun havde stået på gaden med en taske med sine ting, var han den første, hun havde tænkt på - og det var næppe på grund af universets planer.

Det var svært ikke at smile tilbage, når han smilede til hende. Nej, faretruende var måske ikke, men det var jo ikke kun det, hun tænkte på. "Du er nem at være sammen med... Man har ikke følelsen af, at man er åndssvag fordi man er eksempelvis er bange for torden," sagde hun med et skævt smil. Hun var ikke bange for at sige hvad hun mente og hun prøvede ikke på samme måde at imponere ham. Det faldt bare naturligt at være sig selv omkring ham.

[Deleted]

Hendes ord fik blot varmen til at sprede sig endnu mere i hans krop. Det var da rart at vide at hun syntes han var nem at omgås. ”Det er jeg da glad for at du synes og i lige måde.” Svarede han varmt. Hun var også nemmere at være sammen med nu hvor hun ikke freakede helt ud over at han tydeligvis havde fremsagt hele deres fremtid sammen.
Han kunne stadigvæk godt forstå hvis det havde gjort hende en kende bekymret for at være helt ærlig, men det var fortid nu. Forhåbentlig. Han var stadigvæk ret opsat på den fremtid han mente der ventede dem.

”Jeg synes absolut ikke at du er åndsvag.” Forsikrede han hende meget bevidst. ”Altså torden kan vel også være skræmmende..” Han syntes overhovedet ikke at det var skræmmende, men derfor kunne han måske godt forstå at hun gjorde.
”Måske vi skulle prøve at få noget søvn?” Forslog han så og lænede sig lidt tilbage i sengen hvorefter han strakte sig roligt. ”Hvis du har det bedre med det kan du lade lyset være tændt?” Forslog han skønt det altid var smartest at slukke for strømmen hvis der var torden over en. Lidt forsigtigt lagde han en hånd på hendes overarm, ”bare rolig der sker ikke noget.” Forsikrede han hende så.