This.

[Deleted]

@trevor
2. april 2053

Hedeslag havde ramt Skotland, hvilket havde gjort at temperaturene havde ligget solidt på 30 grader. Og i dag var ikke en undtagelse. 
Vejrudsigten havde ellers sagt at der kunne være risiko for regn. Dette ville nok være et kærtkommen syn for de fleste, men lyden af den tørre jord og sålen på sko der næsten føltes som de brændte på grund af den varme asfalt. Var det tydeligt at beretningen ikke havde båret frugt. Ikke at man nogen sinde var tilfreds i dette folkefærd. Enden var det for varmt, så var det for koldt, så regnede det ikke nok eller for meget. Det eneste der til sidst var at gøre for de overophedet mennesker var at brokke sig over mennesker som burde diske op med noget kulde til denne næsten uudholdelige hede.
Ana missede med øjnene da hun betragtede vejen foran hende. Hun stod allerede ude foran deres mødested. De tre koste. Hun var Iført en hvid løs sommerkjole med blonder der smøg sig i halv ærmer om den efterhånden solbrændte krop. Det var tydeligt for de forbipasserende, der faktisk gik op i deres omgivelser. At kvinden var en smule utryg, eller nervøs var måske et bedre ord for det. Den måde hun stod og ikke helt kunne holde sine hænder i ro. Nogle enkelte sveddråber gled ned fra hårgrænsen og hun kunne mærke den klamme fornemmelse af en ryg der ikke helt kunne klare de høje temperaturer der angreb hendes spinkle krop. Hun var bestemt ikke en fan af vejret og forstod ikke at der faktisk var nogen folk der kunne eksisterer på denne tid af året. 

Lyden af glade mennesker der nød af de kolde forfriskninger der var at købe inde på værtshuset var tydelig at høre, helt ude på vejen. Det fik kortvarrigt de brune øjne til at fjerne fokusset fra vejen, hvor den person hun så tydeligt ventede på skulle dukke op på. 
Hun tog en dyb indånding, så endnu en. Det skulle nok gå. Det skulle nok være hyggeligt.
Hvorfor havde hun sagt ja? Hver fiber i hendes krop skreg at hun burde gå, skynde sig væk inden at han dukkede op. Men lige som mange gange hende stemme prøvede at skrige af hende. Lige så tit lagde hun også mærke til at hendes ben nægtede at bevæge sig fra deres position. 
Så var der ikke andet for, end at blive stående og håbe han snart dukkede op.

[Deleted]

Det er varmt. Det er så varmt! Hvad skete der for, at der pludselig var blevet så varmt? Man skulle tro at Skotland var blevet udsat for en seriøst hedebølge. Normalt var der stadig tegn fra vinteren til stede så tidligt i april. Trevor havde endda oplevet sne et par gange. Det måtte være grundet klimaforandringerne. Det var i hvert fald det som alle vejrudsigterne lagde skylden over på. Hvilket også betød at der ikke rigtig var noget at gøre, udover at prise sig uendelig lykkelig overfor se små briser, der af og til kom frem fra deres skjul i skyggerne.
Han prustede som en hund, som han meget hasteligt bevægede sig ned igennem Hogsmeade. Det var en større by end man lige skulle tro, når man hørte om den. Især når man skulle fra den ene side til den anden. I princippet kunne han sagtens have taget susenetværket fra huset i udkanten og hele vejen hen til det aftalte mødested, men han måtte have været for meget ude af den til at tænke klart, før han stormede ud ad døren – sikkert allerede for sent på den der. Dog løb han ikke. Han ville gerne undgå at stå og hive efter vejret foran hende. Og han var næsten halvfems procent sikker på, at han bare ville nå at svede igennem den nystrøgede hvide skjorte, han var iført i. Oprindeligt var den blevet stykket ned i hans jeans, men der havde ikke været længe før han meget desperat have hevet og flået for at få den frit flydende. Hans søster havde fået ham til at tage skjorte på, da hun var hjemme for en stund. Der havde også været et slips bundet omkring halsen på ham, men det var hurtigt taget af igen og proppet i baglommen, før han havde åbnet de første par knapper for at lade luft komme ind. Ærmerne var ligeledes blevet foldet op til albuerne.

Han nærmede sig, hvilket automatisk fik ham til at se sig mere omkring. Godt nok skulle de mødes foran De Tre Koste, eftersom det var stedet med den bedste pejs, men nervøsitet fik ham til at tro, at hun ville befinde sig andetsteds. Hvis hun da overhoved var kommet endnu. Eller i det hele taget kom. Muligheden var der trods alt, hvis altså han kendte hende ret. Ikke noget han ville prale over eftersom de ikke havde været omkring hinanden alt for ofte. Dog syntes han at kende til noget om hende, som hun normalt ikke delte med folk.
Men det så ud til at være hans heldige dag. For der var hun. Lige præcis hvor de have aftalt. Og om hun ikke virkede til at skinne klarere end nogle af de andre omkring hende. Klædt i hvidt. Og med det lyse hår kunne han sagtens forveksle hende med en engel. Han havde nær lagt en hånd mod brystkassen, da hjertet kom ud af sin rytme for et øjeblik, men inden han kunne nå at gøre det, løftede han den i stedet højt i vejret, mens han satte tempoet op. ”Ana..stasia!” råbte han i håb om, at fange hendes opmærksomhed. Han satte tungt tempoet ned igen, da han nærmede sig hende og stoppede efterfølgende op ikke lagt fra hende. Og som han endelig stod stille kunne han mærke den svage udmattelse fra de raske skridt, han havde taget for at nå hende. Dog stod han ikke foroverbøjet og var fuldkommen forpustet. Der var bare en smule sved på panden, som han fluks fik tørret af med sin håndflade, hvorefter han også lige fik skubbet brillerne på plads. Forhåbentlig var den smule dækkecreme, han havde stjålet fra sin mor og proppet på det blåmærke under hans ene øje på kindbenet, ikke smeltet af.
”Goddamn, it’s hot… Ventede du længe?”

[Deleted]

Lyden af hendes navn ramte hendes øre inden at øjnene så ham.
Uden at kunne stoppe sig selv spredte der sig et bredt smil hen over læberne. Og da hun så endelig så ham. Der blev taget en dyb indånding mens en lille kildende fornemmelse bredte sig i overkroppen. Og da han så stod foran hende, hvordan at små svedperler gled ned af hans pande. Det var lige før at hun faktisk glemte hvordan man skulle trække vejret.
Og nu kom den akavet del jo selvfølgelig. Hvordan skulle man sige hej? De kunne vel ikke bare stå og stirre på hinanden.
,,Måske ti minutter'' men hun viftede hurtigt med hånden da mange mennesker nok ville se det som lang tid. Men sandheden var at hun ville være meget pinlig berørt over at komme forsent, især efter deres sidste møde.
,,Men det var mit eget valg, er ret sikker på at du er lige til tiden.'' hun fugtede læberne og gav ham et forsigtigt smil. Hun kunne mærke hvordan at nervøsiteten rigtig begyndte at blomstre i hendes mave. Før havde det blot været følelsen af hvad hun skulle gøre når han dukkede op. Nu var det lige så meget at hun ikke ønskede at gøre sig som et komplet fjols foran ham.

Hun stillede sig let på to, på sine sommer sandaler, den ene hånd på hans skulder mens at hendes læber strejfede hans kind.
,,Dejligt at se dig igen'' hun var ret sikker på at en let rød farve begyndte at brede sig i hendes kinder. Men hun håbede plot at de få fregner blandet med en god solslikket hud gemte hvor akavet hun følte sig.
,,Så jeg håber du har bestemt vi skal på date i en fryser i dag, for er ikke sikker på at jeg klare mig igennem hele dagen uden at smelte - hvis varmen altså fortsætter'' hun havde ikke rigtig flyttet sig længere væk fra ham. Og det var først da hun så blikkende at hun trådte et skridt tilbage og kiggede afventende på ham.

[Deleted]

”Det ved jeg nu…” Trevor løftede automatisk sin ene arm og så ned på sit håndled i retningen af, hvor et armbåndsur måske normalt ville sidde. Men i stedet måtte det stadig ligge derhjemme på hans skrivebord, for det eneste der stirrede tilbage på ham, var hans lettere behårede arm. Og som en hver anden følte han sig straks som et fjols, dog lykkedes det den unge kvinde foran ham mirakuløst at få fjernet det hele, inden det udviklede sig til et akavet minde. For allerede inden han fik færdiggjort sin sætning, blev hans kind mødt af et kys. Et så blødt kys, at han tvivlede på, at han overhoved ville have kunne mærke det, hvis ikke det var fordi, han havde barberet sig. Hvad han ikke ville give for at være den kind. Nej. Hvad talte han om?! Han var den kind! Det var hans kind. Og hun havde lige beriget den med sine læber.
Hvis de levede i en Cartoon verden ville hans kæbe sikkert ligge og skrabe sig hen ad jorden, men siden de befandt sig i den virkelige verden, stod han bare og gloede forundret på hende. Det var lidt som om at et neon skilt hang over ham og blinkede om, hvor lidt han havde forventet den velkomst. ”Ehm…” Hvad fanden gjorde man overhoved i sådan en situation? Af alle de mulige ting, landede hans valg på at ryste det af sig og ganske enkelt lade som ingenting. Så godt om han nu kunne.

”En fryser?” gentog han måske en smule højere end ønsket, inden han slå en kort latter af, der åbenbart var nok til at få ham på banen igen. ”Er du sikker på, at du ikke er en seer, lille frøken Depraysie? Man skulle jo næsten tro, at du kender mine planer.” Han tog initiativet til at træde frem til døren ind til De Tre Koste, og åbnede den op for sin ledsager. ”Efter dig.” sagde han kækt sammen med en elegant armbevægelse indenfor.
Der var heldigvis en hel del mere behageligt inde på kroen. Måden magi kunne regulere temperaturen så nemt som ingenting var noget han satte pris på. Også selvom han ikke selv kunne udøve det. Efter at have ladet døren lukke sig bag sig igen luntede han op på siden af Anastasia og med hænderne proppet halvt i bukselommerne lænede han sig en smule til siden i mod hende for at hun bedre kunne høre ham. ”Bliv nu ikke for godt tilpas, for vi skal desværre udenfor igen.” fortalte han hende, inden han fulgte hende igennem baren. Folk gloede. Nogle af dem vidste godt hvem han var - faktisk en del, efter episoden i Ministeriet. Han så snigende hen på den blonde engel ved sin side. De genkendte vel også hende. Postyret havde omfavnet dem begge ret tæt den dag.

Han åbnede endnu en dør ind til det lille adskilte rum med den enorme pejs. Igen lavede han en gestus til at hun skulle fortsætte ind i den lykkede pejs for ham blot for at slutte sig til hende. Lidt usikkert rakte han ud efter hendes ene hånd, men så snart han havde fået fat holdt sig omkring med fast beslutsomhed. ”Er du klar?” spurgte han med det samme kække smil. Han var spændt, og det kunne sagtens ses på ham. Han løftede sin frie on der holdte tæt omkring en portion susepulver. ”Lloyd’s Liquor!” And of in flames they whent.

Inden for sekunder var det lille lokale hos De Tre Koste blevet skiftet ud med et nyt baglokale i rødt træ og fyldte med hylder af vin og andet højtideligt alkohol. Ingen Skittles vodka der. Straks trådte Trevor ud fra pejsen og børstede noget ikkeeksisterende aske af sig, inden han rettede blikket mod Anastasia med et blik der spurgte om hun nu havde klaret turen fint. En åbning i den anden ende af rummet var dækket af perlekæder og ud igennem kunne man lige skimme selve butikken. Og igennem vinduerne foran i butikken kunne man nu se Londons gader, hvor solen skinnede mindst lige så meget som i Hogsmeade.

[Deleted]

Et kækt smil lyste op på hendes ansigt over hans kommentar. 
,,Måske?'' grinede hun let, selvom hun nu var ret sikker på at man ikke behøvede at være seere for at forestille sig alle muligvis ønskede at have deres egen menneskelige fryser at gå ind i. 
Hun fulgte ham ind i lokalet der udgjorde kroen de tre koste sidst hun havde været der, havde der bestemt være katastrofale følger. Nogen hun var helt sikker på hun ikke kunne huske. Ana fugtede let sine læber og kunne mærke den ubehagelige boblen der formede sig i maven, da mange mennesker valgte at lade deres blikke falde på de to nye skikkelse der var trådte ind igennem døren. 
Nogen var måske bare nysgerrige, andre var selvfølgelig også ligeglad. Også var der dem, hvis øjne gav et kort blik der viste genkendelse. Hvilket hun bestemt ikke brød sig om, bare for denne dag, ville det være rart uden at nogen skulle genkende, pege fingre, eller hviske omkring hende bag ryggen. Men posturen i hendes krop forblev dog rank og stolt, mens hun fulgte efter Trevor der havde lagt kursen for hvor de skulle tilbringe deres dag.

,,Jeg har intet imod at det ikke er her vi skal blive'' mumlede hun sagte til hans kommentar omkring at hun ikke skulle forvente de blev. Måske en smule mere brusk end hun ville have ønsket, det var tydeligt at det gik hende mere på at være blandt denne mængde end hendes udstråling ellers viste. 
Da de trådte ind i rummet med pejsen, var der ingen tvivl omkring hvad der nu skulle ske. Nogle drillende øjne vente sig imod hendes ledsager ,,Tør du virkelig tage denne tur, med mig? Som har et rygte for at ende i folks private huse?'' hun trådte dog uden tøven ind i kaminen og gjorde plads til at han kunne træde ved siden af. Måske var han alligevel lidt fornuftig og ville ikke sende hende afsted alene. I forhold til hans usikkerhed da han rakte hånden ud, var hun hurtig til at lukke sin omkring hans. Hun trådte også et skridt tættere på ham og gjorde sig mentalt parat til at de skulle til at suse igennem pejsendes tilknytning. Hvordan det i det hele taget fungerede havde hun altid været lidt usikker på.

Da de endelig nåede dere destination tog hun en dyb indånding. Hun elskede nu alligevel fornemmelsen der gik igennem kroppen mens man blev kastet afsted, hun fik pludselig ønsket om at tage til en forlystelsespark. Hvilket bragte et minde frem, fra da hun havde været en lille pige og hendes bror havde stukket af med hende for at besøge en muggler en af slagsen. Dét var en af de bedste minder i hendes liv. Hun kunne hurtig mærke følelsen af at savne hans hånd i hendes, men valgte at ryste følelsen af sig. Et stort smil blev mødt af Trevors blik der kiggede spørgerende på hende. Nok for at sikre sig at hun var okay. Og klar til at finde ud af hvad de lavede her.

[Deleted]

”Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs for om du ville ende et helt andet sted. Men hey – ser ud til at du klarede det helt fint. Og så endda i et helt stykke. Jeg er imponeret.” drillede han med et kækt smil og en tilhørende latter, mens han tog et enkelt skridt ind foran hende. Uden at lægge meget tanke i det løftede han sin ene hånd op og børstede en smule aske væk fra toppen af hendes hoved. Det kunne sagtens bare have været noget, han havde forestillet sig, men hellere for sikker end at risikere hende gå rundt med en grå plamage midt i det blanke blonde hår.
Trevor var den første til at bevæge sig igennem lagerlokalet og videre igennem de hængende rækker af perler. ”Den her vej.” informerede han Anastasia, som de trådte ind i selve butikken. En mand, der så ud til at nærme sig slutningen af tredive løftede roligt hovedet og så imod de to. Han sagde dog ikke det helt store til det. Nikkede blot bekræftende til fuseren, som ligeledes nikkede tilbage. Et lille velkommende smil blev efterfølgende sendt i retning af den unge fuldblodsheks. Der var vist ikke meget tvivl om, at han allerede havde en klar idé om, hvad der foregik mellem de to unge mennesker.

Døren åbnede ved lyden af en bronzeklokke, og holdt åben for Anastasia. Solen bagte mindst lige så meget som derhjemme i Hogsmeade, men i det mindste var der et par skyer på himlen til at skabe lidt variation. ”Vi skal lige et stykke med bussen, men så burde vi være fremme.” Han så sig fluks omkring efter bussestoppestedet og fandt det hurtigt på den anden side af vejen, hvorpå han lyste op i et sejrende smil, før han så ned på kvinden ved sin side. ”Du ved godt, hvad en bus er, ikke? Muggler offentligtransport. Men bare så du er forberedt er det langt fra ligesom at tage Natbussen, hvis du har prøvet det.” Han så sig endnu engang omkring, før han tog fat omkring hendes hånd på ny og trak hende med sig over vejen, da der så ud til at være fri bane. Der var ingen grund til at gå ned til den nærmeste fodgængerovergang. Det lå sikkert 3 hundred meter fra dem.

[Deleted]

Det lavmelde grin fra hendes læber, kom ganske naturligt da han begyndte at børste aske fra hendes hår. Det skabte en dejlig varm, og glad følelse i hendes mave. En fornemmelse, som hun ikke kunne huske hvornår hun sidst havde oplevet. I hvert fald slet ikke i det omfang, som hun følte det lige nu.

Da han vendte ryggen til hende, lod hun forsigtigt fingrene kærtegne den en af de to varme kinder. Hun sukkede opgivende, og rystede på hoved. Dog forblev der stadig et lille smil på rosa røde læber, efter hun havde taget et sekund eller to for at komme til hægterne igen. Valgte hun at gå efter ham ud i butikkens faktiske rum, den middelalderende mand var det sidste hun lagde mærke til. Opmærksomheden fra hendes side af, var fuldkommen på at finde ud af hvor de var henne. Men genstandene i butikken valgte ikke at afsløre meget, så det eneste der var tilbage var manden som sendte hende et velkommende smil til hende.

Hun nikkede hurtigt igen, gav et lille smil retur og skulle lige til at vinke. Men valgte i sidste øjeblik at drage hånden til sig, også gik det op for hende at Trevor allerede var henne ved døren, og holde den åben for hende.



,,Tak’’ kom der af refleks fra hende, da hun trådte ud i den samme hede de havde efterladt. En hånd var hurtigt oppe i hårets grænse ved nakken, der var allerede ved at danne sig et fugtigt lag af sved. Ikke særlig charmerende, var en af de første tanker der gik igennem hendes hoved. Men hun måtte også hurtigt berolige sig selv med, at det var der ikke så meget at gøre ved.

Bus? Skulle de med bus? Der var en tydelig forvirring over Anastasias ansigt, da hun indtog informationen af næste transportmiddel. Jo, hun mente godt hun havde hørt om disse busser, måske endda også læst om dem. Hun havde vidst også taget en tur med en, dog var det aldrig nogen som skulle frem i lyset. Usikkerheden omkring at dette havde været en god idé, ramte hende igen og mens hun havde en indre konflikt omkring hvordan og hvorledes. Mærkede hun pludselig hans hånd i hendes og et ryk. Frygten og nervøsiteten var hurtigt fejet af banen, og hun lod sig rive med af situationen. Hvorfor ikke, bare i dag, det kunne ikke skade nogen kunne det?



,,Hvor lang tid tager det så, med dette transport middel?’’ spurgte hun nysgerrigt, da de endelig var kommet over på den anden side, og lod blikket fange hans ansigt.

[Deleted]

”Hvis mine beregninger er korrekte - og hvis hjemmesiden ikke lyver – så burde vi være fremme om tyve minutters tid. Derefter er der kun trafikken at krydse fingre for.” Selvom Trevor svarede hende ganske roligt og uden meget bekymring, så opstod den meget hurtigt efter, at han havde ladet sine ord ud. Han drejede hurtigt et næsten undskyldende blik ned mod Anastasia og fortrak lidt en mærkværdig mine. ”Jeg er godt klar over, at det lyder som lang tid set i forhold til, hvad susenetværket sikkert kan klare det. Jeg tænkte bare…” Han holdt inde, da en klump samlede sig i halsen på ham, og han så væk fra hende igen. Hvis omstændighederne med hende var anderledes, ville han nok også have sluppet hendes hånd, men det skete ikke. I stedet havde han nær trukket den med sig, da han kortvarigt forsøgte at proppe begge hænderne i lommerne for tryghed. Det endte selvfølgelig kun med, at den frie kom ned i endnu mere hede. Og hans greb i hendes blev en smule strammere. ”…første gang vi mødtes, lød du interesseret i bussen, så jeg tænkte, at det måske ville være sjovt for dig at prøve dem af.” Hvorfor var det så svært for ham at se på hende nu? Var hans flov?
Inden længe rømemde han sig og pegede flygtigt hen mod tidsplanen, da de var nået busstoppestedet. ”It’s our lucky day. Bussen er her om to minutters tid.”

”Lee Valley Ice Centre.”
Turen havde egentlig være meget rar. Han var selv vant til den, så der var ikke opstået problemer. Ikke hos ham i hvert fald. Han vendte sig mod den blonde heks ved siden af sig og klappede hende let på skulderen, inden han gjorde et hentydende hovedkast. ”Det er vores stop.” forklarede han og fik endda præsteret et kækt smil. Deres destination havde været skjult indtil nu. Eller måske var den stadig det. For han havde ingen idé, om hun kendte til stedet. Han fik manøvret dem begge ud af bussen og stoppede et øjeblik op for at trække noget af den varme friske luft ind. ”damn, det var som en ovn inde i den bus. You okay?”

[Deleted]

Hun lyttede på hans forklaring og det var tydeligt, at hendes ansigt fremviste en hvis forundring over hvad han fortalte. Tyve minutter? Det var dog lang tid, sådan en, bus, kunne bruge på at transportere en fra det ene sted til det andet. Nysgerrig kiggede hun ned ad gaden, for at se om bussen kom lige om lidt. Faktisk var hun slet ikke sikker på, hvordan dette transportmiddel så ud. Hun kunne dog ikke lade være med at grine, da han prøvede at proppe hendes hånd med ned i hans lomme. Med et stort smil og nogle øjne der glintede som en ung pige, der ikke kunne gemme på sin glæde trådte hun lidt tættere på ham.
"Du har helt ret, tak fordi du huskede det" sagde hun mens en let rødlig farve begyndte at danne sig i æble kinderne. Hun nikkede hurtigt, da han fortalte at der kun ville gå to minutter før bussen ville komme. Der efter var resten af deres tid sammen ganske stille. Ikke at hun havde noget imod det, det var faktisk ganske ret bare at stå der med hans hånd i hendes. Ingen krav på at man skulle finde på noget at snakke om, men bare kunne være sammen.

Sådan foregik det også i bussen, men nok også mest fordi at Ana brugte største delen af tiden med, at betragte alt der foregik omkring dem. Lydende, folk der trykkede på knapper for at få bussen til at stoppe. Lyset der skinnede, med de store røde bogstaver STOP. Dørene åbnede jo også af sig selv! Var disse muggler sikker på de ikke havde magi selv? Stemmen i bussen, som hun stadig ikke helt havde fundet ud af hvor kom fra, fortalte dem endnu et stop.
Hun vente sig imod ham, da han klappede hende på skulderen og nikkede lidt fraværende. Hun lod ham diagerer dem ud af bussen, men da de kom ud af den måtte hun indrømme at den friske luft gjorde godt. "Ja! Fantastisk!" sagde hun med en lidt højere stemme end hun havde troet, flov klappede hun hånden hen over munden og begyndte så at grine. "Ja, det var helt okay.. så hvor hen nu?" stadig totalt uvidende omkring hvor de skulle hen, betragtede hun ham spændt.

[Deleted]

”Fryseren!” sagde han næsten muntert uden at fortrække en eneste mine andet end et stort smil i hendes retning for at drille hende lidt mere. Han puffede hende blidt i siden med albuen inden han begyndte at bevæge sig hen mod den større bygning nær dem. Deres mål i et tempo der sikrede ham, at hun var med ham. ”Jeg mente det, da jeg spurgte ind til, om du kendte til mine planer. For denne eneste rigtige date i den her hede kan da kun være…” Han holdt en kort kunstpause i dét at han ligeledes spredte sine arme ud i en gestus til den halve cylinderformede bygning foran dem. ”…en skøjtehal!” fik han afsluttet i et forsøg på at gøre det ekstra interessant og spændende, end det nok egentlig var. Der var mange ting, de kunne have gjort der sikkert var mere romantiske end, det han havde planlagt. Men nu var stævnemøder ikke hans forte. Langt fra. Det var ikke lige nogle han gik på hver dag.

”Har du stået på skøjter før?” henvendte han hende så efter at have sænket sine arme igen og proppet hænderne ned i bukselommerne, hvilket af en eller anden grund automatisk rettede hans ryg ud til en mere rank holdning. Hvilket ikke var det der normalt skete i hans almene tøj. ”Jeg ved at søen i Hogsmeade ofte bliver brugt som skøjtebane, så snart isen er tyk nok om vinteren.” Han skippede lidt af sted ud af skjult nervøsitet over, hvad hun overhoved ville syntes om det. ”Ellers så burde der ikke være alt for mange her i dag, så der vil være nok plads for dig at vælte rundt på.” Han blinkede kækt til hende. Det var damning underligt, sådan som hun havde fået hans humør op denne dag. Og det var faktisk ikke kun i dag. Hver gang han havde mødtes med hende eller bare fået et brev fra hende, havde der det ætset noget af den negative energi omkring ham væk. Og hver gang kan tænkte tilbage på, hvor meget hun havde gået ham på nerverne ved jeres første sammenstød, var det svært at genkende hende.

[Deleted]

”Fryseren?” hendes blik betragtede ham tvivlende, havde han mistet forstanden på grund af heden? Måske var han ved, at få et hede anfald? Tvivlen forvandlede sig hurtigt til bekymring, men lige så hurtigt som bekymringen var opstået forsvandt den igen, da hun mærkede hans albue i siden. Når – han drillede hende bare. Et forsigtigt smil bredte sig atter hen over læberne, mens hun lagde armene hen over brystkassen og greb fat omkring armen. Spændt afventede hun på, at han så ville give hende et ordentlig svar, desuden hvad var en fryser egentlig? Måske noget der var meget koldt, blev Anastasia enig med sig selv om. Hun måtte jo blankt erkende at hun ikke kendte særlig meget til den verden der ikke brugte magi.

”Skøjtehal?” hun havde ingen anelse om hvad det var han snakkede om, hendes blik faldt på bygningen han havde slået armen ud imod. Den var, lidt mærkelig af form – eller var det bare hende? Hun blev endnu mere forlegen da han begyndte at snakke om at stå på skøjter, hun bed sig i læben før et grin bredte sig hen over hendes læber. ”Har aldrig stået på skøjter før, men har altid ønsket mig at prøve!” hun lavede et lille spring og greb ham omkring armen ”Så må vi hellere skyndes os!” måske en smule for ivrig begyndte hun at hive afsted med ham.