Here's to Never Growing Up

[Deleted]

Mayson Carver - Hogwarts' quidditchbanen - Juni 2053

Raven vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til noget som helst lige for tiden. Hun havde slået op med Ray, da hun havde fundet ud af, at han havde været hende utro, som hun selvfølgelig selv havde skulle finde ud af. Hun var så sur og indebrændt på Ray, hun havde jo virkeligt elsket ham, men det værste var nok, at hun endnu ikke havde fortalt det til sin mor, da hun havde en eller anden grim fornemmelse af, at hele 'hvad-sagde-jeg' talen ville komme. Ray havde trods alt været nogle år ældre end Raven selv var.
Hun havde sin skole uniform på, som hun gik ned mod Quidditch banen, fordi hun tidligere havde glemt en bog dernede, til fyveundervisningen. Hun havde sagt til et par veninder, at hun ville møde dem lidt senere, selvom de havde foreslået hende, at gå med, men lige nu ville hun faktisk bare gerne være lidt alene med sine tanker.

Hun gik med rolige, næsten lydløse skridt, rundt om banen, da hun ikke kunne huske præcist, hvor hun havde glemt sin bog, hun vidste bare, at den måtte være her et sted. Med mindre en anden havde fundet den før hende selvfølgelig, det ville bare være så typisk. Hendes blik var som limet mod jorden, da hun pludselig fik øje på noget, men det var ikke hendes bog.
Hun satte tempoet op, meget målrettet mod den blå halespids som stak ud, fra under en af tribunerne. Hun rømmede sig højlydt, "Hvad mon der gemmer sig bag forhæng nummer et?" spurgte hun, og trak det til side i en hurtig bevægelse. "Ved mor godt du er her?" spurgte hun og dukkede sig en smule for, at komme ind til ham, og trak for igen, så ingen skulle kunne se dem, og vendte så et typisk storesøster blik mod ham, som sagde han var bosted. 

[Mayson Carver]

Outfit

---

Mayson havde været dristig til aften. Han havde sneget sig ind på skolens område inden solnedgang. Det var første gang det var sket. I al hemmelighed håbede han på at fange et glimt at Sarah. De havde ikke snakket sammen siden de havde mødtes første gang, nu havde der jo også været sommerferie, men der havde bare været noget over hendes ærlige måde at være på som han slet ikke kunne slippe tanken om.
Det kunne godt være at hun havde været lidt hård, men hun havde behandlet ham som den menneskedreng han jo var, modsat så mange andre. Han var efterhånden godt klar over at eleverne skulle være tilbage på deres sovesale til bestemte tider så han håbede på at kunne nå at fange et glimt af ham. Havde hun overhovedet skænket ham en tanke efter de havde mødtes? Han havde i hvert fald tænkt en del på hende.

Lige nu var det dog andre tanker der huserede den blåpelsede drengs hjerne. Han havde spottet Raven komme over og han havde forgæves forsøgt at gemme sig under en af tribunerne. Et ganske mislykkedes forsøg måtte han erkende som han hørte hendes stemme og hans skjul blev revet til side.
Han stirrede på hende først med store gule øjne fulde af overraskelse, derefter gled begge mundvige op i et alt for stort og slesk smil der blottede de spidse hjønetænder. "Raven? Jeg havde slet ikke set dig." Sagde han i en at for uskyldig tone.
Han rømmede sig kort til hendes spørgsmål og slog en al for nervøs latter op, "pfff ja da! Selvfølgelig. Hvorfor skulle hun ikke vide det? Jeg sniger mig ikke ud, hvor desperat tror du jeg er." Han rømmede sig igen, desperat nok til at gemme sig under en tribune for at få et glimt at en pige, okay det var sørgeligt så det var en af de ting han nok burde holde for sig selv.
Skønt Mayson havde mange talenter så var det at lyve ikke en af dem. Hans hale slog store bløde buer bag ham som et tegn på hans anspændthed. Desværre kendte Raven ham vidst lidt for godt så hun ville nok desværre opdage det.

[Deleted]

Raven var på ingen måder bange for Mayson, hun var vant til, at han så ud som han gjorde, det havde han jo gjort ligeså længe hun kunne huske. Hun havde dog, dårlig samvittighed over, at det hendes far, som var skyld i, at han så ud som han gjorde, selvom hun godt vidste, at Mayson ikke bebrejde hende, og hvis han endelig gjorde, så var han god til, at skjule det.
Hun rystede lidt på hovedet af ham, som han sagde han ikke havde set hende, "Selvfølgelig havde du ikke set mig.." sagde hun og rullede lidt med øjnene, før hun satte sig ned på græsset i skrædderstilling, hun havde savnet ham, efter hun var begyndt på Hogwarts så de jo kun hinanden, når hun var hjemme på ferie.

Raven sukkede en smule opgivende, "Så hun ved det altså ikke," sagde hun og så på ham med et sigende blik, "Du er så dårlig til, at lyve, Blue.. Din hale afslører dig," sagde hun roligt og sendte ham så et varmt smil, så han vidste hun ikke var sur på ham, selvom han nok godt vidste det. Hun kunne jo ikke bestemme over ham, og et eller andet sted kunne hun også godt forstå, at han sneg sig ud, hun ville nok også blive sindssyg, hvis hun skulle blive i det lille træhus hver dag, hele dagen.
"Bare rolig, jeg siger ikke noget til mor, men hvad hvis det ikke var mig som havde opdaget dig, men en anden," sagde hun og lagde så armene omkring ham i et kram, og slap ham så roligt igen, og sendte ham et smil. "Arbejder hun over igen?" spurgte hun, bare fordi hun var nysgerrig om, hvordan det havde lykkes ham, at snige sig ud, uden deres mor havde opdaget det.

[Mayson Carver]

Han smilede lidt bredere til hende velvidende om at hun kunne læse ham som en åben bog. Som hende satte han sig også i græsset, han forblev dog i skyggerne fra tribunerne og med hans mørke pels gik han næsten i et med mørket. Han sukkede tungt som det gik op for ham at hun igen havde gennemskuet hans løgn. "Nej det gør hun ikke." Indrømmede han en smule slukøret. Der var ingen mening i at forsøge at lyve overfor hende.
"Min hale?" Han kiggede lidt bagud som var hans hale slet ikke en del af resten af ham. "Forrådt af sin egen krop..tough," han skar en grimasse som hurtigt gled over i et smil, "jeg sværger det er som om at den har sit eget liv sommetider." Han blinkede til hende.

Han gengældte hendes kram og følte en lettelse da hun sagde at hun ikke ville sladre. Han kedede sig simpelthen så grænseløst derhjemme. "Tak," sukkede han taknemmeligt. "Øhm...altså..men nu var det jo dig..." svarede han lidt henkastet. Han vidste ikke helt om han turde fortælle hende at han havde været her før og da slet ikke om han turde fortælle hende om Sarah, tænk hvis hun freakede ud.
Han nikkede, lige i dag gjorde hun, men han var nu også ret godt til at snige sig ud selvom hun var derhjemme. Han havde hoppet ud af vinduet flere gange. "Har du det ellers godt her på skolen?" Spurgte han afslappet ind.

[Deleted]

Raven lod hovedet falde en smule til den ene side, "Du ved godt, hun flipper, hvis hun finder ud af det, ik?" spurgte hun, nok mest fordi hun trods alt ikke ønskede, at han skulle få ballade, ikke fordi deres mor var ond eller uretfærdig, men fordi deres mor kunne være noget så overbeskyttende.
Hun grinte let, som han kiggede mod sin hale, "Du burde virkelig lærer, at styre den," sagde hun morende og sendte ham et varmt smil, og rystede lidt på hovedet af ham, som han blinkede til hende, "Tror jeg gerne, brormand," sagde hun og lod sine brune øjne finde hans gule øjne. Hun elskede Mayson uanset hvordan han så ud, så ville han altid være hendes lillebror, og hun kunne aldrig nogensinde drømme om, at vende ham ryggen.

"Du skal ikke takke.. Det er vel det man har storesøstre til, ik?" sagde hun og blinkede til ham, hun ville aldrig sladre om ham, men selvfølgelig blev hun bekymret, hun ønskede ikke, at han skulle udsættes for mobning, eller det der var værre. "Ja, men det kunne ligeså godt have været en af de andre elever, eller en professor," pointerede hun roligt, og så lidt på ham, "Hvorfor er du her overhovedet?" spurgte hun så, selvom hun godt kunne forstå, at han ikke kunne holde ud at være hjemme hele tiden, så ville hun da ikke selv vide, om hun ville turde tage en chancen så stor.
Hun sukkede lidt, som han nikkede, "Det sker ikke så tit, men okay," sagde hun, det var jo ikke fordi deres mor arbejdede over ret tit, men selvfølgelig kunne der ske noget, som gjorde hun måtte blive lidt ekstra tid. Hendes smil forsvandt dog, som han spurgte ind til hende, og hun vendte blikket lidt væk, hun var nok cirka ligeså dårlig til, at lyve som han var, hun havde bare ingen hale som afslørede hende, "Ja, det har jeg.." sagde hun og vendte blikket tilbage på ham, med et lettere halvhjertet smil, hvilket sådan set ikke var helt løgn, da hun jo havde et godt på skolen, men det var mere det med Ray, som hun havde slået op med, som hun ikke havde det godt med.

[Mayson Carver]

Maysons smil sank en smule og blikket blev næsten bedende. "Du sladre ikke vel?" spurgte han usikkert og bed sig i læben. Han ville ikke bekymre deres mor med den viden at han ikke kunne holde ud at sidde derhjemme og bare glo. Det ville være synd for hende for hun gjorde virkelig meget for ham det var han slet ikke i tvivl om.
"Noteret, jeg har jo rigeligt med fritid til at lærer det i." Kommenterede han en kende tørt og skar en ny grimasse. Han ønskede ikke at tale dårligt om hans liv, for det var jo ikke fordi han havde haft en disideret hård barndom. Jo det var da svært at være afskåret fra resten af verden, men det var jo først noget han var begyndt at tænke over indenfor de sidste år da Raven var begyndt på Hogwarts.
Igen et smil og et tydeligt tegn på lettelse. "Jo det, og så for at hente snacks til en fra køkkenet, jeg har hørt husalferne skulle lave nogle super gode cupcakes." Informerede han med et forhåbningsfuldt blik.
Nu levede de jo ret sundt derhjemme og det var ikke ligefrem fordi at Mayson selv kunne gå ud og købe lækkerier i butikkerne når han lige fik lyst til et eller andet.
"Men det var det ikke," påpegede han igen med et selvsikkert smil. Han vidste at hun havde ret, han anede bare ikke lige hvordan han skulle snakke sig ud af den. Grinet forlod omgående hans ansigt og han blev pludselig en smule nervøs. "Jeg øh, ville bare gerne ud og have lidt frisk luft?" Forsøgte han sig med, men igen blev løgnen afsløreret af den piskende hale.
Nu var det Maysons tur til at tage hende i en løgn og selvom han selvfølgelig var lidt bekymret over hun løj om at have det godt, så var han også lidt lettet over at få samtalen til at lede lidt væk fra ham af. Han sendte hende et sigende blik og lod armene falde lidt over kors for at indikerer at han ikke troede hendes ord. "Hvad er der galt?" Spurgte han direkte.
Sommetider kunne han godt frygte at Raven satte sig selv og sine problemer lidt til side fordi hun måske selv mente at Mayson jo altid havde det svære end hende og at hans problemer var større og vigtigere end hendes, men han ville ikke have at hun satte sig selv til side på den måde, han vidste jo godt at deres mor brugte mere tid på ham end på Raven.

[Deleted]

Raven rystede lidt på hovedet, "Selvfølgelig ikke, bare rolig," svarede hun og sendte ham et roligt smil, hun kunne aldrig finde på, at sladre om Mayson, hun ville jo også selv blive skør i hovedet, hvis hun ikke kunne gå nogle steder, men nu var Raven også meget socialt anlagt.
Hun sukkede lidt og så på ham med et typisk bekymret storesøster blik, før hun åbnede sin taske og fandt en bog frem om besværgelser, "Her," sagde hun og rakte den til ham, "Jeg skal bare ha' den igen inden mandag," sagde hun, så kunne han da læse lidt i den, hvis han ville, selvom han nok ikke ville få meget ud af den, eftersom han ingen tryllestav havde.
Hun kunne ikke lade vær med at grine, da han begyndte, at snakke om cupcakes, "Og hvor har du helt præcist hørt det?" spurgte hun med et smil på læberne, selvom det ligeså vel kunne have været hende selv, som havde fortalt det i en eller anden sammenhæng.

Hun hævede lidt øjenbrynet, da hans hale atte gav sig til, at piske som en hundehvalp der blev kløet på maven, "Mhhm, og den friske luft i den skov vi bor i, var ikke frisk nok mere eller?" spurgte hun og vendte blikket fra hans hale til hans ansigt igen, "Du behøver ikke, at lyve for mig, Mayson, jeg har jo sagt jeg ikke sladre til mor," sagde hun og smilede lidt til ham. Dog slog tanken om, at det kunne være en pige, hende ikke. Hun tænkte nok nærmere, at det var fordi han var nysgerrig eller noget i den dur.
Der var ingen tvivl om, at Raven altid ville sætte Mayson før sig selv, både fordi han var hendes lillebror, men også fordi hun havde det så dårligt med, at det havde været hendes far, som var skyld i, at Mayson så ud som han gjorde. Derfor følte hun sig også en smule skyldig i det hele. Hun lod en hånd glide i gennem det lange mørke hår, og vendte så blikket mod ham, "Jeg har slået op med Ray," fortalte hun og trak lidt på skulderne, som om, det ikke var noget særligt, selvom det stadig gjorde ondt indeni, da havde trods alt været kærester i over et år.

[Mayson Carver]

Han smilede taknemmeligt til hende hvilket afslørede de spidse hjørnetænder i et øjeblik. Han så nysgerrigt til som hun begyndte at rode rundt i tasken og tog imod bogen med et spørgende udtryk. "Skal du ikke bruge den til at lave lektier?" Han så på hende. Nu øvede han jo ikke rigtigt besværgelser og den slags, han ville gerne, men sådan noget skulle man jo lærer på en magisk skole og eftersom han ikke gik på nogen tja så gav det jo ligesom sig selv. Han følte sig dog heldig at han sommetider måtte låne hans mors tryllestav, hun havde vist ham et par simple besværgelser, men han måtte ikke lave særlig meget for han de havde allerede fået en besked fra Ministeriet om at han var blevet sporet til at bruge magi uden tilladelse. Sådan nogle hyklere.
Det eneste han havde tilladelse til at benytte var transferering fordi hans mor var godkendt til at undervise i faget, men det var jo bare ikke sjovt når man kunne det på rygraden. Her på Hogwarts gjaldt nogle andre regler, eller reglerne var de samme, men her kunne de bare ikke så let spore hans magi, der var jo mange elever og magi blev brugt på daglig basis.
"Fra mor," svarede han som var det et spørgsmål han havde øvet svaret på i årtier.

Han sank en ret tydelig klump og kiggede lidt i retning af slottet for at undgå øjenkontakt. Han kunne godt fornemme på hende at han var godt og grundigt busted. "Neeej, der var for mange myg?" Han fik det nærmere til at lyde som et spørgsmål frem for et svar. Han var virkelig elendig til at lyve, især overfor hende.
Et opgivende suk. Han var afsløret. "Det er bare, jeg keder mig derhjemme." Indrømmede han lidt forsigtigt. "Mor er fantastisk og hun prøver virkelig, men det er bare ikke det samme som dét her." Han vendte igen blikket mod slottet i nogle lange sekunder før han igen så på hende. "Du er bare så heldig." Et sødt smil hvilede på hans læber. Han var ikke bitter over at hun havde noget han ikke havde, men han ville bare ønske at han kunne være der og dele det med hende.
Han turde ikke helt sige at han havde mødt en, ikke endnu, og der var jo ikke sket noget overhovedet de havde kun snakket, man kunne vel knapt kalde det venner når de kun havde set hinanden én gang? Men han ville bare virkelig gerne møde hende igen.
I samme sekund hun fortalte årsagen til hendes lidt nedtrykte humør glemte han alt om sine egne problemer. "Har du? Hvorfor?" Han havde godt hørt lidt om hun havde fundet en kæreste og alt det, men ikke nogen videre detaljer, han var trods alt lillebroderen.